Asbjørnsen og Moe

Peter Christen Asbjørnsen (1812-1885) og Jørgen Moe (1813-1882) var norske forfattere og folkemindesamlere. Du kan læse mere på WikipediaSe alle indlæste værker.

Folkeeventyrene "Herreper" og "Per Snalter og den hvide kat"

I dette afsnit ser vi igen – og for sidste gang denne sæson – nærmere på folkeeventyrenes brug af katten. Sidste gang læste vi en kunstnerisk bearbejdet udgave af "Den hvide kat" og i dag læser vi en langt kortere mundtlig udgave fortalt af pigen Sine Olsen i Pilgård i Sir, indsamlet af folkemindesamleren Evald Tang Kristensen og første gang trykt i 1888. Her er de rimede digte og opmærksomheden på nøje planlagte tematikker erstattet af en ligefrem mundtlighed og enkle arketyper. Her har kunsteventyret været inspirationen der førte til digtningen af dette folkeeventyr, som jo ingen original har, men som i stadig mere forskellige udgaver har udviklet sig som grenene på et træ. Den udgave vi er endt med er blot dén som Kristensen tilfældigvis er endt med at indsamle, mens alle de øvrige udgaver for evigt er gået tabt med deres fortællere og tilhørere.

Dagens andet eventyr er indsamlet af Asbjørnsen og Moe i Norge i 1840'erne, og er et endnu mere spændende eksempel på hvordan den mundtlige kultur indoptog både andre mundtlige fortællinger og også de kunsteventyr som fortællerne stødte på. Her er "Den bestøvlede kat" og "Den hvide kat" blevet kombineret til én og samme figur. Det er et eksempel på hvad man i nutiden kunne kalde en cross-over-fanfiction: Altså en tekst hvor to forskellige fiktive universer sammenblandes. Det er et perspektiv som understreger, at selvom den mundtlige fortællings flygtighed ikke længere er dominerende i vores kultur, så har vi som mennesker ikke forandret os synderligt. Vi ønsker stadig at digte videre på og udforske de historier og universer som taler til os, men nu gør vi det ofte sammen med mennesker over hele verden i internettets fællesskaber.

Per Snalter og den hvide kat

I et land langt langt borte herfra levede for mange mange år siden en mægtig konge, der havde tre sønner, som han holdt overmåde meget af. De to ældste var også et par smukke karle, men den tredje, Per, var der ikke stor stads ved, han skulde da også gjærne være nar for de andre, og aldrig kaldte de ham andet end Per Snalter. Kongen holdt...

"Askepot" i tre udgaver

I dette afsnit fortsætter vi vores rejse gennem forlæggende til Disneys tegnefilmsklassikere, og vi er nået til Askepot fra 1950.

Askepot er titlen på en familie af hundredevis af folkeeventyr som er opstået i Nærorienten og senere er kommet til Vesteuropa og Østasien. Eventyret kan genfindes helt tilbage i 800-tallets Kina, men er i dag mest kendt i Charles Perraults franske udgave fra 1697 og Brødrene Grimms tyske udgave fra 1812.

Askepot er en figur som af skiftende årsager har vundet genklang gennem århundrederne, måske senest i 1980'erne da bogen "Askepotkomplekset. Kvinders skjulte frygt for selvstændighed" brugte figuren Askepot til at argumentere for at vores kultur udstyrer kvinder med en ubevidst trang til at nogen tager sig af dem, hvilket i eventyrets verden især er Prinsen på den hvide hest. I de forskellige udgaver af eventyret vi skal læse i dag er der dog stor forskel på hvor passiv Askepot er.

Disneys tegnefilmsudgave bortskærer den blodige afslutning, men bevarer ellers de fleste af elementerne fra de kendteste udgaver af eventyrene. Glasskoene er her selvfølgelig helt centrale, men dem genfinder vi ikke i oplæsningerne – Carl Michelsen, den danske oversætter af Perraults udgave af eventyret, bemærker at glasskoene oprindeligt gjorde deres indtog i eventyret pga. fejltagelser, idet to enslydende franske ord blev byttet rundt: Verre og vair betyder henholdsvis glas og gråværk, dvs. pelsværk af gråhårede dyr. Askepots sko er altså af pels og ikke glas i denne udgave. Dog virker det mindst lige så sandsynligt at glasskoene var et bevidst kunstnerisk valg fra Perraults side, og Michelsen simpelthen tager fejl – og uanset hvad er glasskoen blevet så ikonisk en del af eventyret at den må siges at være kanoniseret, og diskussionen dermed er afsluttet.

Vi læser denne gang først det norske folkeeventyr Kari Træstak. Dernæst læser vi Perraults udgave af Askepot, og til sidst læser vi Brødrene Grimms udgave. Alle uden glassko.

Ordforklaringer
Kirkebakken: Stedet hvor man kundgjorde befalinger og og efterlysninger i gamle dage
Skrammererede: Charmerede (ODS)
Passiarede: Tale uforpligtende og venskabeligt om dagligdags emner (DDO)

Kari Træstak

Der var engang en konge, der var blevet enkemand. Sammen med sin dronning havde han en datter, som var så sød og så smuk, at ingen kunne være sødere og smukkere. Han gik i lang tid og sørgede over dronningen, som han havde elsket meget, men til sidst blev han træt af at bo alene og giftede sig igen med en enkedronning, som også havde en datter;...