"Troldmandens lærling" af Johann Wolfgang von Goethe

Fra Løgneren
af Lukian

"Da jeg var en ung mand, var jeg i en tid i Egypten, da min far havde sendt mig derned for at blive uddannet. Jeg fik den idé at sejle op ad Nilen til Koptus, for der at besøge Memnonstatuen, og jeg var mere heldig end de fleste som kun hører en utydelig stemme: Memnon åbnede munden og gav mig en forudsigelse på syv heksametre; det angår ikke hvad jeg nu fortæller jer, ellers ville jeg citere jer den ordret. Nå, men en af mine medpassagerer var en skriftklog fra Memfis, en overordentlig dygtig mand der kendte alt til egypterne. Han skulle efter sigende have tilbragt treogtyve år under jordens overflade i gravkamrene og der skulle selveste gudinden Iris have undervist ham i okkult videnskab."

"Du må mene den guddommenlige Pankrates, min lærermester", udbrød Argnotus; "høj, glatbarberet, med opstoppernæse, fremskudte læber, med ret tynde ben; går udelukkende klædt i linned, ser eftertænksom ud, og taler græsk med en smule dialekt?"

"Ja, det var selveste Pankrates. Til at starte med vidste jeg ikke noget om ham, men hver gang vi ankrede op så jeg ham foretage sig de mest fantastiske ting, – for eksempel ville han ride på krokodillernes rygge, og svømme omkring blandt dem, og de ville krybe for ham og logre med halerne; og da gik det op for mig at han ikke var noget almindeligt menneske. Jeg tilnærmede mig ham, og lidt efter lidt kom jeg på venskabelig fod med ham, og jeg blev tilladt adgang til hans mystiske kunster. Endelig overtalte han mig til at efterlade min tjenere i Memfis, og tage alene videre sammen med ham; han forsikrede mig om at vi ikke ville komme til at mangle opvartning. Så denne plan fulgte vi fremover. Hver gang vi kom til en kro, plejede han at tage dørbjælken, eller en kost, eller måske en pistil, give den tøj på, udtale en bestemt besværgelse, hvorefter tingen ville gå rundt således at enhver troede at det var et menneske. Den ville gå ud og hente vand, købe og tilberede forsyninger og generelt gøre sig nyttig. Når vi ikke længere havde brug for dens opvartning, var der en anden besværgelse, efter hvilken kosten igen var en kost eller pistilen en pistil. Jeg kunne aldrig få ham til at lære mig denne besværgelse, skønt det ikke var fordi jeg ikke prøvede; selvom han var åbenhjertig om alt andet, beskyttede han nidkært denne ene hemmelighed. Endelig skjulte jeg mig en dag i et mørkt hjørne og hørte de magiske stavelser; der var tre af dem. Egypteren gav pistilen dens instrukser og gik derefter ud på markedet. Nå, næste dag var han igen optaget på markedet: Så jeg tog pistilen, klædte den på, udtalt de tre stavelser nøjagtigt som han havde gjort og beordrede den til at blive vandbærer. Den bragte mig en fuld kande; og så sagde jeg: Stop: vær ikke vandbærer længere, men pistil som før. Men tingen bemærkede mig ikke: Den fortsatte med at hente vand, indtil huset omsider var fyldt med det. Dette var ubelejligt: hvis Pankrates kom tilbage, ville han være vred, tænkte jeg (og det viste han sig rigtig nok at være). Jeg tog en økse og huggede pistilen i to. Resultatet var, at begge halvdele tog kander og hentede vand; Jeg havde to vandbærere i stedet for en. Dette foregik endnu, da Pankrates dukkede op. Han så, hvordan det stod til, og forvandlede vandbærerne til træ igen; og så gik han sin vej, hvorhen ved jeg ikke."

"Og du kan faktisk forvandle en pistil til et menneske, den dag i dag?" spurgte Dinomakus. "Ja, det kan jeg, men det er kun halvdelen af processen: Jeg kan ikke forvandle den tilbage til sin oprindelige form; hvis den blev vandbærer, ville dens aktivitet oversvømme huset."

"Åh, stop!" Råbte jeg: "hvis tanken om, at I er gamle mænd ikke er nok til at afskrække jer fra vrøvle, så husk i det mindste på hvem der er til stede: Hvis du ikke ønsker at fylde disse drenges hoveder med spøgelser og drillenisser, så udsæt dine groteske rædsler til en mere passende lejlighed. Vær barmhjertig over for knægtene: Vend dem ikke til at lytte til et sådant virvar af overtroiske historier, der vil klamre sig til dem resten af deres liv og få dem til at fare sammen når de ser deres egen skygge."

Troldmandens lærling
af Johann Wolfgang von Goethe

Endelig den gamle mester
Ude er! Nu skal den ånde-
Flok, i tjeneste han fæster,
Og engang gå mig til hånde.
Stærke ord at nytte
ved jeg som de bør;
Intet mig forknytte
Kan, jeg under gør.

    Ned du fare
    Nu til floden,
    Rask på foden!
    vandet flyde
    Skal i strømme rene, klare
    Skal til badet sig udgyde.

Se, den gamle kost jeg tager
Og i pjalterne den hyller.
vand at hente længst din sag er,
Nu du mig at lyde skylder.
Oven hoved være, 
På to ben du stå!
Spande skal du bære,
Skynd dig nu at gå!

    Ned du fare
    Nu til floden,
    Rask på foden!
    vandet flyde
    Skal i strømme rene klare, 
    Skal til badet sig udgyde.

Se, hvor han til bredden springer!
Står han ikke alt dernede,
Og med stormens fart han bringer
vand herop i strømme brede.

Atter her med spanden 
Som et lyn han var! 
Badet fyldt til randen,
Fyldt er hvert et kar

    Stå dog stille;
    Thi nu have
    Af din gave
    Nok vi fået!
    Ordet — nu er det for silde — 
    Ak! er mig af minde gået.

Ordet — ja det som han lyder. 
Som igen til kost ham skaber. 
Over alle bredder flyder 
vandet, snart jeg modet taber. 
Se, hvor han fra lågen
Er i fart herhen:
Stod du dog i krogen 
Som en kost igen!

    Hvor han tirrer
    Mig den lede!
    Mig at rede
    ved jeg ikke.
    Se, hvor ondt han på mig stirrer, 
    Hvilke miner, hvilke blikke!

O, den helvedes udsending,
Skal da hele huset svømme? 
Over gulv ved hver en vending 
Mere vand jeg ser at strømme. 
Rent du synes glemme,
At du er en stok,
I din krog du gemme
Dig, — vi har jo nok!

    Nye spande
    Hid han slæber!
    Nej, jeg dræber
    Dig du frække!
    vist jeg skal dig overmande, 
    Kløve dig med Øksens egge.

Der han kommer alt, nu gælder
Det at være rap i slaget.
Tro mig, kobold, dig jeg fælder! 
Vist det traf, jeg herte braget. 
Helt igennem kløvet
– jo det hug var mit! —
Ligger han i støvet,
Og jeg ånder frit!

    Hvad er dette?
    Begge dele,
    Nu de hele
    Og sig hæver!
    Jo, den udvej var den rette! 
    Spande nu i fire næver!

Og de slæber! Salen fyldes,
vandet ned ad trappen falder
Som en flod, snart bort jeg skylles! 
Mester, hør mig nu, jeg kalder. 
Herre, om du aned
Nøden! Hjælp mig du!
Ånderne, jeg maned,
De ta'r magten nu.

"Ind i krogen!
"Der at være,
"Hvad I er.
"Ånder fæster
"Til det rette brug ej nogen
"Anden end den gamle mester".