"Peters Jul" af Johan Krohn

I. Før Julen

Jeg glæder mig i denne Tid!

Nu falder Julesneen hvid,

Og saa maa Julen komme.

Min Faer hver Dag i Byen gaaer,

Og naar han kommer hjem, jeg staar

Og seer hans store Lomme.

 

Paa Fatters Bord forleden Dag

Jeg saae et yndigt lille Flag;

Og det jeg ikke glemmer!

Papir han klipper med en Sax,

Men naar jeg kommer ind, han strax

Sin Stads i Skuffen gjemmer.

 

Og Moer har Peberkager bagt;

Jeg ved det, jeg har selv dem smagt,

Da de var ganske varme.

Sit Sølvskab Moer nu aabnet har,

Og Stadsestagen frem hun ta’er,

Den med de mange Arme.

 

Og Moer hun har saa mange Bud,

Hvert Øjeblik skal Anders ud,

Og Moer og Anders hvisker.

Men jeg kan dog høre, — tys!

Imorges var det Julelys

Og røde Baand og Svedsker.

 

Og Søster Hanne syer og syer;

Hun siger, Julen er saa dyr,

Hver Gang hun Grisen ryster.

Til Faer hun har en Pibesnor

Af Perler, og til Bedstemoer

Hun hækler paa en Trøster.

 

Da før jeg ud med Karen gik,

Vi var i Bagerens Butik;

Der stod den tykke Bager.

Og han skrev op, hvad Karen sa’e:

Til Juleaften skal vi ha’e

To store Julekager.

 

Gid det var Jul! Hvor det var rart!

Men nu maa den da komme snart,

Det varer ikke længe;

Thi fra min Stol ved Vindvet her

Paa Køkkenmuren jeg jo seer

Alt Julegaasen hænge! —

 

II. Bedstemoder inviteres

Du gamle, rare Bedstemoer,

Hvor det var dejligt, at Du troer,

At nok Du ud tør kjøre!

Og Juletræet er saa stort;

— Jeg saae det staa i vores Port —

Nu skal Du bare høre!

See, først skal vi ha’e Risengrød;

Selv lille Hans paa Mutters Skjød

Han ogsaa „Mandlen” finde.

Naar Fa’er skær Hul paa Gaasen saa,

Han løfter mig, jeg kigge maa

Til Sveskerne derinde.

Vi trækker „Gaasekrog” for Spøg,

Og tænk! en stor Klat Syltetøi

SKal den, som vinder, have.

Saa lover Faer da ogsaa vist —

Det gjorde han i alt Fald sidst —

En „Springgaas” mig at lave.

Saa faar vi Puns i vore Glas,

Og Moer hun henter Juleknas

Fra Træet, som vi spise.

Men Gaasens Skaal vi drikke vil,

Og Faer han synger nok dertil

En morsom Julevise.

Og, naar til sidst vi klinket har,

Sin Søndagspibe henter Faer,

Og Hanne hun maa stoppe.

Med Julelys hun tænder den;

Saa leger Faer med os igjen,

Og vi bli’er længe oppe.

Farvel! For nu vil Karen gaa;

Men jeg Dig ikke sige maa,

Hvad vi skal hen og hente. —

Og kom nu rigtig tidligt, hva’!

Du kan jo kjøre hjemmefra,

Før Lygterne er tændte.

 

III. I Mørkningen Juleaften

Vi har næsten ikke sovet inat,

Og Dagen har været saa lang;

Nu har vi os her paa Skamlerne sat,

Fortæl en Historie en Gang,

Vi ved, Du over hundrede kan!

Mens Faer og Moer gør Træet i Stand,

Fortæl, lille Bedstemoer! Gjør det! Aa!

Men en, som er lang, at Tiden kan gaa!

 

Bedstemoder fortæller:

 

„Hver Juleaften netop nu,

Naar Julegrøden koger,

Da kommer — Peter, hører Du! —

Igjennem Aftnens Taager

Med store Kanestøvler paa

Den gamle Jul til Staden;

Fra Vindvet kan man se ham gaae

Paa Sneen gjennem Gaden.

Et deiligt Juletræ han bær,

Det største vist i Skoven!

Hans Skjæg naar lige til hans Knæer,

Og paa hans Hat foroven

Et lille Julelys der staar;

Det straaler og det skinner

Paa Næsen og de hvide Haar

Og paa hans røde Kinder.

Ved Husets Dør han stille staaer

Og lytter meget længe;

Han vide maa, før ind han gaaer,

Om der er slemme Drenge.

Og hører han, at Faer er vred,

Imens han Træet tænder,

Han rokker strax ad Trappen ned

Og ud paa Gaden render.

Men hører han, at Faer og Moer

Er glad for deres Drenge,

Imens de pynte Julebord

Og Lys i Træet hænge,

Da leer den gamle Julefaer,

Han ind i Stuen smutter.

Sit Lys fra Hatten ned han ta’er,

Det funkler og det futter.

Med det han hen til Træet gaaer

Og nikker i det samme;

Fra hvert et lille Lys strax staaer

En klar og deilig Flamme.

Se, der, hvor Julen ei gik ind,

Naar Døren op der lukkes,

Har Lysene et daarligt Skin

Og af sig selv de slukkes;

Men der hvor Julen har dem tændt,

De blive ved at skinne.

See derpaa har nu let man kjendt,

Om Julen var der inde!

 

IV. Ved Juletræet

Aa, hvor det er yndigt! See blot der

En Blomst og Fugl af Sukker

Og Stjernen, og under Grenen her

See, Hans, her er Kagedukker!

Og alle Lysene rundtomkring

Og Flagene øverst oppe,

Trompeter og andre morsomme Ting

Og Hefte og Sukkertoppe!

Og Valnødder, som er smukt forgyldt,

Og Svaner og Gulerødder

Og Kræmmerhuse, som helt er fyldt

Med Figner og Pebernødder!

Og see, der hænger i røde Baand

Rosiner og Sukkerkrandse! —

Bedstemoer, kom, tag fat i min Haand!

Nu skal vi om Træet dandse!

 

V. Faers Julevise

Og Gaasen kom paa Marken, da Kornet var kjørt væk;

Det kunde han nu lide, og derfor sa’e han: „Gæk!”

Ved Mortensdag kom Pigen ud med den blanke Kniv,

Da gøs han, for han tænkte, hun vilde ta’e hans Liv.

 

Hun sleb den paa sin Tøffel, han fik en grusom Skræk;

Da fløi han, og han sprælled’, og han hvinede: „Gæk!”

Men Pigen tog ham ikke, hun greb en anden en;

Da dandsed’ han paa Marken paa sine lave Been.

 

De drev ham hjem fra Marken, paa Vejen fik han Smæk,

Han virrede med Halen, og han hvæsede: „Gæk!”

De satte ham paa Sti, og de propped’ Maden ned,

De holdt ham fast om Halsen, skjønt han kneb, og han bed.

 

Til Julen blev han slagtet; da fik hans Hals et Knæk.

Dengang de vred den, skreg han sit allersidste: „Gæk!”

Saa laa han ganske stille, han mærked’ Kniven knap,

Som tog hans hvide Vinge og røde Gaaselab.

 

Til Torvs ham Pigen bragte; der roste man hans Vægt;

Han Æbler fik i Maven og blev saa deiligt stegt.

En Julegaas, det blev han, og det er ikke lidt,

Og Moer har skummet af ham en vældig Krukke Fedt.

 

VI. Juledag

Hanne og jeg og min lille Broer,

Vi sidde her ved det store Bord

Og lege saa deiligt paa Dugen.

Da Faer og Moer i Kirke gik,

Alt Juletøjet frem vi fik;

Vi er ganske ene i Stuen.

Tinsoldater staae paa Rad,

Og Søster Hanne laver Mad

Til, naar Exercitsen er omme.

Naar Faar og Moer saa komme hjem,

Taer Hans sin nye Tromme frem

Og at spille, naar ind de komme.

Imorges, da jeg vaagnede, Faer

Herind i Dagligstuen mig bar,

Han tog mig i Tæppet paa Armen;

For Julemorgen alTid vi maa

Herind og høre Klokkerne gaae, —

Saa bli’er vi klædt paa i Varmen!

 

VII. Nytaarsaften

Iaften ender det gamle Aar,

Og derfor vi Æbleskiver faaer;

Jo, vi kan lugte, at Karen bager,

Mens vi spiller „Gnav” om Peberkager.

 

Nei, hvor det buldrer derude! Hør,

Der kom en Potte på Karens Dør!

Det var vist Anders; for Karen siger,

At han gjør Løier med alle Piger.

 

Paa Gaden knalder det Skud paa Skud;

Nu skyder Drengene Aaret ud.

Jeg hørte det før, da ned vi rendte

For Bedstemoer fra Vognen at hente.

 

Hun bliver altid, til tolv den slaaer,

Thi saa begynder det nye Aar;

Først vil hun „Glædeligt Nytaar” sige,

Saa kommer Vognen og hendes Pige.

 

Naar „Glædeligt Nytaar” vi har sagt

Og alle hinanden Haanden rakt,

Saa kommer Karen her ind i Stuen

Og si’er, hun takker Herren og Fruen.

 

Saa siger Faer, naar jeg skal i Seng,

At jeg maa blive en bedre Dreng;

Han banker mig lidt med Piben paa Panden,

Og han og Moer de kysse hinanden.

 

VIII. Helligtrekongers Aften

See, nu er da Julen strax forbi,

Det er Helligtrekongersaften!

Saa ender den rare Jul; men vi

Er glade, at vi har havt den.

Tre Lys har vi tændte, tænk engang,

For Kongerne, de som bragte

Jesusbarnet en Julepresent;

Vi veed det, for Faer har sagt det.

Her sidde vi ved det lille Bord

Og see, hvor Lysene brænde;

Naar de er slukkede, siger Moer,

At saa er Julen til Ende.