"Snehvide" i tre udgaver

Mathias Winthers "Snehvide"

Der var engang en konge og dronning, som ingen børn havde. Da var det engang på en klar vinterdag, så sagde dronningen: "Lad os gå ud at spadsere!” og da de nu var kommet ud, gik de langs med søen. Der var tyk is på vandet; men over vejen lå den dejligste hvide sne. Da sprang dronningens næse op at bløde, og da hun så det røde blod på sneen, ønskede hun, at hun måtte få en datter, så hvid som sne og så rød som blod, så ville hun kalde hende Snehvide.
Der nu ni måneder var forbi, fødte dronningen en datter, som var så hvid, som den hvideste sne og så rød som det rødeste blod, og lod hende kalde Snehvide, hvorpå dronningen døde. Herover blev kongen såre bedrøvet og sagde, at han aldrig ville gifte sig, førend hans datter selv kunne vælge sig stedmoder, han gav hende nu en gammel amme, som havde tre grimme døtre. Ammen gav prinsessen ofte mundgodt, og kælede for hende, så at da hun var bleven stor, ønskede hun, at hun måtte få hende til stedmoder. Men kongen sagde, at hvis det skete ville det blive hende til megen kvide, men lovede at føje hendes ønske, hvis der kunne gro græs på dronningens grav. Da ammen fik dette at høre, gik hun ud til graven, og strøede heksemel på den, så at der opvoksede dejlige blomster, og meget græs deraf, så at da kongen fik dette at se, mente han, at det var hans afdøde dronnings vilje, at han skulle tage ammen, og giftede sig derfor med hende. Prinsessen var da femten år, og da just en fremmed prins meldte sig, for at bejle til hende, gav hun ham sit ja, og deres trolovelse blev holdt den samme dag som kongens bryllup med ammen.
Noget derefter måtte kongen og prinsen ud i krigen. Da tænkte dronningen på at få Snehvide bort, og jog hende derfor langt ud i skoven mellem de vilde dyr. Her gik hun længe omkring, og kom da omsider til et stort bjerg, hvor syv dværge opholdt sig. Og da de nu hørte hendes klager, rørtes de over hende, og tog hende ind til dem i bjerget. Men forinden sagde de til hende, at hun aldrig måtte lukke nogen derind, når de var borte. De gav hende nu en dejlig guldvæv, hvormed hun vævede sit og sin faders og brudgoms navne, når de syv dværgs om dagen var ude i skoven. Det begav sig nogen tid derefter, da sad dronningen for et troldspejl hun havde, som kunne svare på alt, hvorom hun vel spurgte. Da sagde hun til spejlet:

Spejl! Spejl i bænke inde! 
Hvo er skønnest vel blandt kvinder, 
jeg, hvad eller døtre mine? 

Da gensvarede spejlet: 
Snehvide i bjerge,
hos de syv vilde dværge!

Da fornam hun, at Snehvide endnu ikke var død, og harmedes såre derover. Hun tog derfor et troldsnørliv, og sagde til sin ældste datter: ”Gå med dette ud i skoven, og når du så kommer til bjerget, skal du klage dig for Snehvide og bede hende om at lukke dig ind. Derpå skal du snøre hende med dette, så dør hun.”
Da gik datteren langt ud i skoven, og da hun kom til bjerget græd og sukkede hun såre meget, hvorover Snehvide ynkedes, og lukkede hende ind til sig. Og da hun var kommen derind bad hun om at måtte prøve hvorledes det vel kunne passe hende, hvilket Snehvide tillod, men sank straks død om. Nu gik stedsøsteren skyndeligst bort og berettede udfaldet for moderen, som meget glædede sig derover. Men da de syv dværge kom hjem om aftenen og fandt Snehvide, blev de såre bedrøvede. De ville nu afklæde hende for at lægge hende på båre, men da de aftog snørelivet vendte livet tilbage igen i hende. De forbød hende atter at lukke nogen ind i deres fraværelse, og gik derpå næste dag igen ud i skoven. Nogen tid derefter sad dronningen, og holdt troldspeilet i hånden, da spurgte hun: 

Spejl! Spejl i bænke inde! 
Hvo er skønnest vel blandt kvinder, 
jeg, hvad eller døtre mine? 

Da gensvarede spejlet: 
Snehvide i bjerge,
hos de syv vilde dværge!

Da harmedes hun såre og sagde: Er hun endnu ikke død. Hun kaldte derfor på den næstældste datter, og sagde til hende, at hun skulle gå ud i skoven til bjerget, sukke og klage for Snehvide, og når hun så kom ind til hende, skulle hun binde et hårbånd om hendes hår, som hun nu gav hende, så døde Snehvide. Da gik den næstældste datter ud i skoven til bjerget, og gjorde som moderen havde sagt. Men så snart, at hun havde bundet hårbåndet omkring Snehvides hår, faldt denne død om. Gik hun da hjem, og fortalte udfaldet for den onde moder, som meget glædede sig derover. Men da nu dværgene kom hjem, og fandt Snehvide, blev de meget bedrøvede, klædte hende af og lagde hende på båre, men da de nu løste hendes lange hår, kom hun til sig selv. Derover bleve de såre glade, men forbød hende endnu strengere aldrig at indlade nogen i bjerget, når de ikke var hjemme, hvilket hun lovede. Den næste dag, da dronningen klædte sig på, gik hun hen for spejlet og sagde:

Spejl! Spejl i bænke inde! 
Hvo er skønnest vel blandt kvinder, 
jeg, hvad eller døtre mine? 

Da gensvarede spejlet: 
Snehvide i bjerge,
hos de syv vilde dværge!

Men da dronningen hørte dette blev hun overmåde vred, kaldte på sin yngste datter, og sagde til hende, at hun skulle gå ud i skoven til bjerget, sukke og klage for Snehvide, og når hun så kom derind, skulle hun give hende et Æble, så døde Snehvide. Da gik den yngste datter ud i skoven, og da hun nu kom til bjerget, satte hun sig på en sten og græd, Snehvide så hende, og spurgte hende, hvorfor hun græd så. Den anden sagde, at hun var jaget bort af sin moder, og vandrede nu omkring i den store skov. Snehvide ynkedes derfor over hende og lod hende ind til sig. Da gav stedsøsteren hende Æblet, men så snart at Snehvide havde spist det, faldt hun om og døde. Nu gik søsteren hjem og fortalte det for moderen, som blev såre glad derover, og sagde, at nu var hun vist død. Om aftenen kom de syv dværge hjem: Da de fandt Snehvide klædte de hende af, og løste hendes hår, men intet middel ville hjælpe. De sørgede derfor såre, iførte hende en kongelig ligdragt og dejlige guldringe, men såsom de frygtede for svær straf, når kongen kom hjem, lagde de hende ved indgangen til bjerget, og drog derpå langt ud i verden til andre riger. Nogle dage derefter kom kongen og prinsen hjem fra krigen og da de just kom forbi indgangen til bjerget, fik de øje på det dejlige lig. Men da kongen så hende blev han så bedrøvet i sit hjerte derover, at han straks døde, da tog prinsen begge de kongelige lig og rejste lige hjem til sit eget land, hvor han bisatte kongen i sin fædrenebegravelse; men lagde Snehvide på en dejlig paradeseng, i hans eget værelse. Når han så var færdig med sine forretninger, gik han ind til liget og sad der, og stirrede med sørgmodig hu hen på det. En dag gik en simpel terne derind på en tid, da ingen vare derinde, da hun nu så Snehvide og de mange kostelige smykker syntes hun, at det var en skam, at sådanne kostbarheder skulle begraves med et lig. Hun tog derfor en guldring af fingeren på hende, men så snart at dette var sket, fløj Æblet ud af Snehvides mund, så at hun kom til live igen. Da løb pigen hurtig op til prinsen og fortalte ham, at Snehvide var kommen til live igen, og det er rimeligt at han blev såre glad derover. Nogle dage derefter blev deres bryllup holdt, hvortil den onde stedmoder og hendes tre grimme døtre blev indbudt. Som nu bryllupsgæsterne sad omkring bordet, kom prinsen ind med Snehvide ved hånden. Han gik derpå hen for bordenden og spurgte hvad vel den havde fortjent, som kunne forråde så uskyldigt blod. Da svarede den onde stedmoder, at en sådan vel kunne fortjene at sattes i en spirtønde, og rulles ihjel af otte heste. Men da prinsen hørte dette udsagn, blev han såre vred og sagde, at hun havde dømt sin egen dom. Hun blev derpå lagt i en sådan spirtønde og rullet ihjel; men prinsen levede mange år derefter med Snehvide.

"Den kønne pige og de klare skåle"

Der var en mand og en kone, som havde et pænt bitte pigebarn. Så døde konen, og manden blev gift igen og fik en rigtig slem heks. Hun var gal på datteren, især fordi hun var så grumme køn. Det er nu grumme længe siden det her skete, for heksen havde nogle skåle, der kunde snakke. Dem spurgte hun til og sagde: "Skåle klare, er der nogle i verden så smukke som jeg?" — "Ja, din steddatter!" svarede de. Så blev hun jo endnu mere vred på hende og vilde ret gøre hende fortræd. Men faderen holdt jo med datteren og ville aldrig høre, når stedmoderen kom og ville sætte ondt på hende.
Så boede der en bjergkone et stykke derfra, og der sætter moderen pigen for at hun skal gå over til den her bjergkjælling en dag, som hun da også gør. Hun kogte grød og tog en skefuld og gav hende. Kort efter virkede det sådan, at hun blev så tyk. Nu gik moderen jo hver dag og snakkede med manden om, at det var skrækkeligt, at han kunne holde så meget af den datter, enhver kunne jo formelig se, hun var tyk. Endelig bliver faderen da vred på hende og genner hende ud i skoven. Hun går der og græder, så længe hun kan orke, og så finder hun endelig til et bitte hus, som kongens hyrde havde. Han kommer til hende, og hun spørger, om han kan ikke låne hende hus, for hun var så forkommen og elendig. Jo, så bliver hun der ved ham.
En dag går stedmoderen igen ind til hendes skåle og siger: "Skåle klare, er der nogen i verden så smuk som jeg?" — „Ja, din steddatter,“ svarer de. En dag, da pigen sidder på bordet og syer, da synger fuglene så dejlig udenfor. Hun lukker et vindue op for at høre rigtig efter det, og da kommer der en fugl flyvende ind ad det, og den lader en kam falde ned på gulvet. Lidt efter ser hun kammen, og i den tro, at den er faldet af hendes eget hoved, samler hun den op og sætter den i håret. Men straks falder hun om og er død. Da hyrden kom hjem og så, hvordan hun lå der helt uden liv, stod han jo og nuslede ved hende og fånklede med hende, og da træffer han at støde til kammen, så den falder af hovedet på hende, og han kommer da straks til live igen. Det var han jo glad ved, og hun måtte til at fortælle ham, hvordan det hele var gået til. Så forbød han hende jo at lukke vinduet op for fremtiden.
En tid efter ser kællingen atter til skålene. "Skåle klare, er der nogle i verden så smukke som jeg ?" — "Ja, din steddatter!" svarer de. Så kunne kællingen da forstå, hun var i live endnu, og hun blev jo så gal, at det var forskrækkeligt. Så en dag ville datteren lige lukke op, mens hun støvede af og gjorde i stand, og da kommer der en fugl flyvende ind i stuen med et stykke guldfletning. Det så jo pænt ud, og hun tog det og flettede i hendes hår. Men straks faldt hun om på gulvet og var død som en sten. Da hyrden kom hjem og så, hvordan det stod til, gav han sig til at plukke og ruske i hende, og så faldt fletningen af, og hun blev levende igen.
Noget efter ser kællingen atter til hendes skåle og spørger dem: „Skåle klare, er der nogen i verden så smuk som jeg?“ — „Ja, din steddatter!“ svarer de. Nu kan det nok være, hun blev gal. „Mon der da ingen råd skulde være til at få hende af med livet!“ Hun går hen til den gamle bjergmandskone igen og klager bendes nød. „Ja,“ siger heksen, „dersom du vil give mig så meget guld, til der kan blive en guldring af, så skal hun dø.“ Ja, det vilde hun hellere end gerne. En dag, da pigen atter står og støver af, lukker hun lige vinduet op, og så kommer der en guldring trillende hen ad gulvet. Det var jo en fugl, der var kommet med den i sit næb, men hun troede, det var hendes egen og satte den på sin finger. Straks var hun så død som en sten.
Da hyrden kommer hjem og ser, hvilken forfatning hun er i, plukker han alt det af, der er på hendes hoved, men det kunne ikke hjælpe noget, hun var død og forblev død. Så slæbte han hende ind i et kammer og lagde hende der, da han nu på ingen måde kunne få hende til live, lukkede så alle dørene efter sig, tog alle nøglerne, som han havde i et knippe, med sig og gik ned til en å og druknede sig, for han havde jo holdt så meget af pigen og tog sig hendes død så nær.
Da kommer prinsen til den å med hans hest og vil vande den, og da træder den på nøglerne. Han står af og tager dem op, går hen til huset og lukker døren op med dem. Endelig kommer han og ser ind i det kammer, hvor hun lå. I mellemtiden havde hun gjort barsel af den omtalte grød, bjergkonen havde givet hende, og fået to drengebørn, og de havde ligget og suget så stærkt på hendes finger, til de havde fået ringen af, og hun var kommen til live igen. Men da døren var låst, kunde hun ikke komme ud, og lå nu der og kunne hverken få det ene eller det andet og var forsultet og i sådan elendighed. Prinsen så jo straks, at børnene havde guldstjerne i panden, og at hun var så køn, og så tager han straks hjem og befaler sin tjener at bringe mad ned til hende, og det skulle han gøre hver dag. Prinsen besøgte hende jo også og kunne overdreven godt lide hende. Altså kommer hun i god stand igen, men så kommer det på, at der bliver krig, og prinsen skal med. Men nu var hans moder en slem kælling, og han troede hende ikke for godt, derfor syede han kæresten et bælte, som hun skulle spænde på sig, når nogen vilde gøre hende fortræd, og hun kom i fare, så skulle han straks være hos hende. Tjeneren skulle fremdeles hver dag bringe føden ned til hende, og han måtte ikke på nogen måde sige, hvor han gik hen med det.
Men prinsens moder lagde jo lige godt mærke til, at tjeneren hver dag gik bort med mad, og så ville hun vide, hvor det skulle hen. Det ville han ikke sige. Ja, så skulle han miste hans liv, hvis han ikke sagde det. Så kunne han jo ikke andet, og fortalte da, at der var et fruentimmer ude i skoven i et lille hus, og hun havde to børn. Dem havde prinsen godhed for, og han havde pålagt ham at bringe mad ud til dem. Så skulle han gå ned og hilse fra den gamle dronning, at han skulle have et af børnene. Moderen græd jo meget, men måtte dog af med det. Så befalede dronningen, at kokken skulle lave suppe på det. Men han kunne ikke få sig til at gøre det, da barnet smilte så kønt ad ham. Han flyede det et sted hen i byen og tog så en hund og slagtede, og den lavede han suppe på. Lidt efter fik tjeneren befaling til at gå ned og hente det andet barn, for fruentimmeret skulle ikke sidde der i hytten og sulte over det. Han kommer jo og tager barnet, og hun græder meget mere, for nu havde hun jo ikke noget at ro sig ved. Da han kommer op på slottet med barnet, skal han jo gå ud i køkkenet og sige til kokken om at lave steg på det. Men barnet var så kønt og smilte sådan ad ham, så han kunde ikke bære over sit sind at tage det af med livet. Han sendte det i byen og tog en kat og lavede til. Den steg var også god nok til hende den gamle.
Da det var nu til side, befaler dronningen, at folkene skal gøre et stort bål ild på. De skulle bruge en 10 favne brænde og en hel mængde skudtørv, og så skulle de tage hen til huset og hente hende, der var, for det var ikke værd, at hun sad dernede, og hun fortjente ikke bedre end at brændes, da hun havde forhekset prinsen. De henter hende også op til slottet, men da hun nu kommer og ser det store bål ild, bærer hun jo nok tvivl om, at hun skal brændes, og så tager hun hendes bælte om sig. Straks er prinsen der, og de kommer til ilden på én gang, både hende og prinsen. Han spørger jo straks om, hvad der skal ske, og hvorfor det store bål ild er antændt. Ja, det ville de ikke vel sige ham, de sagde blot, at dronningen havde sådan befalet. Men så trådte han hårdt til og ville vide det, og da folkene mærkede, hvordan han var sindet, så måtte de jo til at åbenbare det hele, dronningen havde befalet dem at hente det kvindemenneske ude i skoven, for hun skulle brændes. Så blev alting stoppet, og ilden slukket. Derefter spurgte han, hvor børnene var. Ja, kokken havde lavet suppe på den ene og steg på den anden. Det bliver han jo svært elendig ved at høre, og kokken bliver kaldt til for at afgive sin forklaring. Ja, han tilstår jo da, at de var levende endnu, for han kunne da ikke bære over sit sind at undlive dem. Så bliver prinsen jo glad, og han befaler, at børnene skal hentes. Moderen bliver jo også glad naturligvis, og så blev hun jo oppe på slottet ved prinsen. Men den gamle dronning fik lov til at vælge imellem, om hun vilde brændes på det samme bål, der var stillet an for hendes svigerdatter, eller hun vilde føres ud på et skib med mad for en vis tid, og så føres ud på det vilde hav, hvor det aldrig kunne komme til land. Hun valgte det sidste, og så har en aldrig siden hørt fra hende. Men prinsen og pigen fra skoven de blev gift, og de fik mange bitte børn sammen, og så lever de godt.

Brødrene Grimms "Snehvide"

Det var midt om vinteren, og sneflokkene faldt som dun ned fra himlen. Dronningen sad ved vinduet og syede i en ramme af sort ibentræ, og mens hun syede og syede og kiggede ud på den hvide sne, kom hun til at stikke sig i fingeren, og der faldt tre bloddråber i sneen. Og da hun så, hvor smukt den røde farve strålede i den hvide sne, tænkte hun: ”Gid jeg dog havde et barn, der var så hvidt som sne, så rødt som blod og så sort som ibentræ.“ kort derefter fødte hun en datter, som var hvid og rød, med hår så sort som ibentræ. Den lille pige blev kaldt Snehvide, og da hun var født, døde dronningen.
Et år efter tog kongen sig en anden hustru. Hun var smuk, men stolt og hovmodig, og kunne ikke tåle, at nogen var smukkere end hun. Hun havde et spejl, og når hun så sig deri og spurgte: “Lille spejl på væggen der, hvem er skønnest i landet her?” svarede spejlet: “Ingen i verden er dejlig som du.” så var hun tilfreds, for hun vidste, at spejlet talte sandhed.
Snehvide voksede imidlertid til og blev smukkere og smukkere, og da hun blev sytten år, var hun så skøn som den lyse dag, og langt skønnere end dronningen. Og da denne en dag spurgte spejlet: “Lille spejl på væggen der, hvem er skønnest i landet her?“ svarede det: “Dronning, stor er din skønheds glans, men Snehvide er skønnest med ungdommens krans.”
Dronningen blev både gul og grøn af misundelse, og fra nu af hadede hun Snehvide af hele sit hjerte. Hun havde hverken ro dag eller nat, og en morgen kaldte hun på en af jægerne og sagde: ”Jeg vil ikke mere se Snehvide for mine Øjne. Tag hende med ud i skoven og slå hende ihjel og bring mig lever og lunge. Jægeren gik med hende, men da han havde løftet dolken, som skulle gennembore Snehvides uskyldige hjerte, begyndte hun at græde og sagde: ”Å, du må ikke slå mig ihjel. Jeg skal gå ind i den store skov og aldrig mere komme hjem.“ jægeren fik medlidenhed med hende, fordi hun var så smuk, og sagde: “Gå kun, stakkels barn.“ ved sig selv tænkte han: “Det varer vist ikke længe, før de vilde dyr har ædt dig.“ men det var dog, som om en sten var falden fra hans hjerte, fordi han ikke havde dræbt hende. Da der i det samme kom et ungt vildsvin springende, stak han det ihjel og bragte lever og lunge til dronningen. Kokken måtte salte og koge dem, og hun spiste dem og troede, det var Snehvides.
Nu var det stakkels barn helt alene i den store skov, og hun var så bange, at hun stirrede angst på hvert træ, hun kom forbi. Hun vidste slet ikke, hvad hun skulle gøre, og til sidst gav hun sig til at løbe af alle kræfter, over spidse stene og gennem tjørnekrat, og de vilde dyr for lige forbi hende uden at gøre hende noget. Hun løb, så længe hendes ben kunne bære hende, og henimod aften kom hun til et lille hus og gik derind. Alting derinde var småt, men så nydeligt og rent, at man ikke kunne tænke sig det. I midten af stuen stod der et bord med en snehvid dug, syv små tallerkener med skeer, gafler og knive, og syv små bægere. Henne ved væggen stod syv små senge med hvide lagener. Snehvide var sulten og tørstig og spiste én mundfuld kød og kål af hver tallerken og drak en slurk vin af hvert bæger, for hun ville ikke tage det fra en alene. Derpå vilde hun lægge sig i en af sengene, men den ene var for kort og den anden for lang, den tredie for smal, den fjerde for bred, og således videre, indtil endelig den syvende passede hende. Der blev hun så liggende, bad sin aftenbøn og faldt snart i søvn.
Da det var blevet helt mørkt, kom de syv små dværge, hvem huset tilhørte, hjem fra deres arbejde i bjærgene. Da de fik tændt lys, så de straks, at der måtte have været nogen, mens de var borte, for tingene stod ikke på deres sædvanlige plads. “Hvem har siddet på min stol?“ sagde den første. “Hvem har spist af min tallerken?” sagde den anden. “Hvem har taget mit brød?“ sagde den tredie. “Hvem har spist af min kål?" sagde den fjerde. “Hvem har brugt min gaffel?" sagde den femte. “Hvem har skåret med min kniv?" sagde den sjette. “Hvem har drukket af mit bæger?" sagde den syvende. Da en af dem vendte sig om, så han, at der var en fordybning i hans seng. “Der har været nogen oppe i min seng," sagde han, og da de andre kom derhen, råbte de allesammen: “Der har også været nogen i min." men da den syvende kom hen til sin seng, så han Snehvide. Han kaldte på de andre, og de kom løbende med deres syv små lys. “Du gode gud, hvor hun er dejlig," råbte de og var så glade over hende, at de ikke nænnede at vække hende. Den syvende dværg sov en time hos hver af sine kammerater, og så var natten forbi.
Da Snehvide vågnede om morgenen og så de syv dværge, blev hun meget forskrækket, men de var så venlige imod hende, at hun snart blev beroliget. “Hvad hedder du?" spurgte de. “Snehvide," svarede hun. “Hvordan er du dog kommet herind?" hun fortalte dem da, at hendes stedmor havde villet dræbe hende, men jægeren, der skulle gøre det, havde givet hende lov til at løbe sin vej, og så havde hun gået hele dagen, lige til hun var kommet hen til det lille hus. “Hvis du vil holde huset i orden og lave mad og sy og strikke for os," sagde dværgene, ”så må du gerne blive her, og vi skal nok være gode imod dig." Snehvide sagde straks ja og blev hos dem. Om morgenen gik dværgene ud i bjærgene for at arbejde, og når de kom hjem igen om aftenen, havde Snehvide maden færdig til dem. Hele dagen var hun alene, og dværgene advarede hende ofte og sagde: “Tag dig i agt for din stedmor, hun får nok at vide, at du er her. Lad ingen komme ind til dig.”
Da dronningen havde spist det, som hun troede var Snehvides lever og lunge, gik hun hen foran spejlet og spurgte:
”Lille spejl på væggen der,
hvem er skønnest i landet her?“
Spejlet svarede:
”Ingen i landet er dejlig som du,
men Snehvide langt borte bag de syv bjerge,
hos de syv små gode, flittige dværge, hun er tusindfold mere dejlig endnu."
Da blev hun forfærdet, for hun vidste, at spejlet talte sandhed, og hun mærkede nu, at jægeren havde narret hende. Hun tænkte dag og nat på, hvordan hun skulle komme Snehvide til livs, og endelig fandt hun på råd. Hun malede sit ansigt og klædte sig på som en gammel sælgekone, så hun var ganske ukendelig. Derpå gik hun over de syv bjerge til de syv små dværge, bankede på døren og råbte: ”Her er billige varer at få." Snehvide kiggede ud af vinduet og spurgte: ”Hvad har i da?“ ”Mange gode ting," svarede konen, ”se her, smukke snørebånd," og hun viste hende et, der var flettet af broget silke. ”Den skikkelige kone kan jeg da nok lukke ind," tænkte Snehvide, gik hen og åbnede døren og købte de smukke bånd. ”Men hvordan er det du ser ud, barn," sagde den gamle, ”kom her, så skal jeg snøre dig ordentlig."
Snehvide tænkte ikke noget ondt derved, men stillede sig hen foran konen. Men den gamle snørede så hurtigt og så fast, at Snehvide ikke kunne få vejret og faldt om som død. ”Nu kan du sige, du har været den smukkeste," sagde hun grinende og skyndte sig bort.
Kort efter kom de syv dværge hjem og blev meget forskrækket, da de så deres kære Snehvide ligge som livløs på gulvet uden at røre sig. De løftede hende op, og da de så, hvor fast hun var snøret, skar de båndene itu. Hun begyndte da at trække vejret ganske svagt, og lidt efter lidt kom hun til sig selv igen. Da dværgene hørte, hvordan det var gået til, sagde de:
”Det har sikkert været den onde dronning. Tag dig endelig i agt og luk ingen ind, når vi ikke er hjemme.“
Da dronningen var kommet hjem, gik hun hen foran spejlet og spurgte:
”Lille spejl på væggen der, hvem er skønnest i landet her?“
Spejlet svarede som sædvanlig:
”Ingen i landet er dejlig som du,
men Snehvide langt borte bag de syv bjerge, hos de syv små gode, flittige dværge, hun er tusindfold mere dejlig endnu.“
Da hun hørte det, blev hun så forfærdet, at alt blodet strømmede hende til hjertet. ”Nu skal jeg sørge for, at hun for alvor skal komme af med livet,“ tænkte hun, og ved hjælp af alle slags trolddomskunster lavede hun en forgiftet kam og forklædte sig igen som en gammel kone. Derpå gik hun over de syv bjerge til de syv små dværge, bankede på og råbte: ”Her er billige varer at få.“ Snehvide stak hovedet ud af vinduet og sagde: ”Det kan ikke nytte, jeg må ikke lukke op for nogen.“ ”Du må vel nok have lov at se på det,“ sagde den gamle og tog den forgiftede kam frem og viste hende den. Snehvide syntes så godt om den, at hun lod sig overtale til at lukke op og købe kammen. ”Nu vil jeg rede dig,“ sagde den gamle, og Snehvide havde ingen mistanke, men lod hende gøre det. I samme Øjeblik, kammen blev stukket i håret, virkede giften, og Snehvide faldt om som død. ”Nu er det nok ude med dig, min dejlighed,“ sagde den gamle hånligt og gik sin vej. Heldigvis kom de syv dværge hjem et Øjeblik efter og fik den forgiftede kam taget ud af hendes hår. Snehvide kom til sig selv igen og fortalte, hvad der var sket, og de advarede hende igen mod at lukke nogen ind.
Da dronningen var kommet hjem, spurgte hun:
”Lille spejl på væggen der, hvem er skønnest i landet her?“
Spejlet svarede igen:
”Ingen i landet er dejlig som du,
men Snehvide langt borte bag de syv bjerge, hos de syv små gode, flittige dværge, hun er tusindfold mere dejlig endnu.“
Da hun hørte det, rystede hun fra top til tå af raseri, ”Snehvide skal dø, om det så skal koste mit liv,“ råbte hun. Derpå gik hun ind i et værelse, låsede døren og lavede et forgiftet Æble. Det var smukt, med røde kinder, og enhver, der så det, måtte få lyst til det, men den, der spiste af det, døde øjeblikkelig.
Dronningen smurte nu sit ansigt ind, klædte sig på som en bondekone og gik over de syv bjerge til de syv små dværge og bankede på. ”Jeg må ikke lukke op for nogen", sagde Snehvide og stak hovedet ud af vinduet. ”Det er såmænd også ligemeget," svarede bondekonen, ”jeg skal nok blive af med mine Æbler. Se her, det må du have." ”Nej tak," svarede Snehvide, ”jeg må ikke tage imod noget som helst." ”Er du måske bange for, at det skal være giftigt," spurgte den gamle, ”nu skærer jeg det over, så får du det røde, og jeg spiser det hvide." Æblet var nemlig lavet sådan, at kun den røde side var forgiftet. Snehvide havde stor lyst til det dejlige Æble, og da hun så, at konen spiste deraf, kunne hun ikke modstå, men rakte hånden ud og fik det halve Æble. Næppe havde hun fået det i munden, før hun sank død om på jorden. Dronningen stod i nogen tid og så ondt på hende, så slog hun en høj latter op og sagde: ”Hvid som sne, rød som blod, sort som ibentræ. Denne gang kan dværgene ikke frelse dig.“ derpå gik hun hjem og spurgte spejlet:
”Lille spejl på væggen der, hvem er skønnest i landet her?“
Og spejlet svarede:
”Ingen i verden er dejlig som du.“
Nu havde hendes misundelige hjerte ro, for så vidt som et misundeligt hjerte nogensinde kan få ro.
Da dværgene om aftenen kom hjem, fandt de Snehvide liggende død på jorden. De løftede hende op, og ledte, for at finde noget, der kunne have gjort hende fortræd, snørede hendes liv op, redte hendes hår og vaskede hende med vand og vin, men det hjalp ikke. Hun var og blev død. De lagde hende da på en båre og sad i tre dage hos hende og græd. De vilde nu begrave hende, men hun var så smuk med friske, røde kinder, at de ikke kunne bære over deres hjerter at lægge hende ned i den sorte, kolde jord. De lavede så en kiste af glas, lagde hende deri og skrev med guldbogstaver hendes navn, og at hun var en kongedatter. Derpå satte de kisten ud på et bjerg og skiftedes til at holde vagt ved den. Dyrene sørgede også over Snehvide, først kom der en ugle, så en ravn og til sidst en due og satte sig ved kisten og græd. Snehvide lå nu i lang, lang tid i kisten og så ud, som om hun sov, for hun var endnu så hvid som sne, så rød som blod og så sort som ibentræ. Engang red imidlertid en kongesøn igennem skoven og kom til dværgenes hus og ville overnatte der. Han så kisten, hvori Snehvide lå, og læste, hvad der var skrevet på den. ”Sælg mig hende,“ sagde han til dværgene, ”I må få alt hvad jeg ejer og har.“ ”Nej,“ svarede dværgene, ”ikke for alverdens guld vil vi sælge hende.“ ”Forær mig hende da," bad prinsen, ”jeg kan ikke leve uden hende. Jeg vil holde hende højt i Ære" dværgene fik medlidenhed med ham og gav ham tilsidst lov til at tage kisten med. Men da tjenerne bar den over den ujævne vej, snublede en af dem, og derved fik kisten et stød, så det giftige Æble for ud af Snehvides mund. Lidt efter lidt kom hun til sig selv igen, åbnede låget og rejste sig op og råbte: ”Hvor er jeg dog." kongesønnen blev ude af sig selv af glæde og fortalte hende, hvordan det var gået til.
”Du er den jeg elsker højst i verden," sagde han, ”følg mig til min fars slot og bliv min hustru." Snehvide fulgte ham gerne, og der blev truffet store forberedelser til brylluppet.
Snehvides onde stedmor blev også indbudt, og da hun havde taget sine smukkeste klæder på, gik hun hen foran spejlet og spurgte:
”Lille spejl på væggen der, hvem er skønnest i landet her?“
Spejlet svarede:
”Du er vel dejligst i dette land,
men med dronningen aldrig du måle dig kan”
Den onde kvinde var ved at dø af raseri, men var tillige så underlig angst, hun vidste ikke selv hvorfor. Først vilde hun slet ikke tage til festen, men hendes nysgerrighed efter at se den unge dronning lod hende ikke have ro. Da hun kom ind i salen, kendte hun straks Snehvide og blev ganske stiv af skræk. Men henne over ilden stod der et par glødende jærnsko, dem måtte hun tage på og danse, til hun faldt død om.