børnelitteratur

Børnelitteraturen har altid hængt tæt sammen med synet på børn. Især med Romantikkens idealisering af barnesindet gik børnelitteraturen fra primært at være opdragende til at fokusere mere på fortællingen som en æstetisk oplevelse – som kunst. Det er dén børnelitteratur der stadig kan vækkes til live og som voksne læsere også kan blive fortryllet af.

"Grantræet" af H.C. Andersen

Eventyret Grantræet udkom første gang den 21. december 1844, og det er netop stadig op til jul at vi genlæser H.C. Andersens klassiker. Det handler om et grantræ der har så frygtelig travlt med at vokse op at det knap bemærker hvad nu'et har at byde på, og da det først fortryder sin evige stræben, er det for sent.

I modsætning til mange andre julefortællinger og de fleste andre af Andersens hidtidige eventyr, er grundstemningen her melankolsk, og det er måske netop derfor at Grantræet sammen med Den lille pige med svovlstikkerne stadig bliver fundet frem 176 år senere som supplement til de sukkersøde glansbilleder højtiden nemt flyder over med.

Ude i Skoven stod der saadant et nydeligt Grantræ; det havde en god Plads, Sol kunde det faae, Luft var der nok af, og rundtom voxte mange større Kammerater, baade Gran og Fyr; men det lille Grantræ var saa ilter med at voxe; det tænkte ikke paa den varme Sol og den friske Luft, det brød sig ikke om Bønderbørnene der gik og smaasnakkede, naar de vare ude at samle Jordbær eller Hindbær; tidt...

"Snedronningen" af H.C. Andersen, de første tre historier

Eventyret Snedronningen udkom første gang den 21. december 1844 sammen med Grantræet. Det handler om børnene Kay og Gerda og deres deltagelse i kampen mellem godt og ondt.

Eventyret er et af H.C. Andersens længste og er delt i syv kortere historier. Her læser vi de første tre og næste gang læser vi de sidste fire.

Første historie,
der handler om Speilet og Stumperne.

See saa! nu begynde vi. Naar vi ere ved Enden af Historien, veed vi mere, end vi nu vide, for det var en ond Trold! det var een af de allerværste, det var “Dævelen”! Een Dag var han i et rigtigt godt Humeur, thi han havde gjort et Speil, der havde den Egenskab, at alt Godt og Smukt, som...

"Snedronningen" af H.C. Andersen, de sidste fire historier

Eventyret Snedronningen udkom første gang den 21. december 1844 sammen med Grantræet. Det handler om børnene Kay og Gerda og deres deltagelse i kampen mellem godt og ondt.

Eventyret er et af H.C. Andersens længste og er delt i syv kortere historier. Sidste gang læste vi de første tre historier og denne gang læser vi de sidste fire.

Fjerde historie.
Prins og prinsesse.

Gerda måtte igen hvile sig; da hoppede der på sneen, lige over for hvor hun sad, en stor krage, den havde længe siddet, set på hende og vrikket med hovedet; nu sagde den: "Kra! kra! - go' da'! go' da'!" Bedre kunne den ikke sige det, men den mente det så godt med den lille pige og spurgte, hvorhen hun gik så alene ude i...

"Snehvide" i tre udgaver

Snehvide er et af de kendteste folkeeventyr i vores del af verden. Ligesom andre eventyr hvis oprindelse er den mundtlige fortællekultur, er der mange udgaver, og i dette afsnit får du mulighed for at stifte bekendtskab med tre: To danske udgaver indsamlet i henholdsvis starten og slutningen af 1800-tallet og Grimms udgave der var forlægget for Disneys tegnefilmsudgave fra 1937.

Ordliste
Kvide: sorg, ængstelse
Spirtønde: Afmærkningsbøje med spir der rager op over vandoverfladen

Mathias Winthers "Snehvide"

Der var engang en konge og dronning, som ingen børn havde. Da var det engang på en klar vinterdag, så sagde dronningen: "Lad os gå ud at spadsere!” og da de nu var kommet ud, gik de langs med søen. Der var tyk is på vandet; men over vejen lå den dejligste hvide sne. Da sprang dronningens næse op at bløde, og da hun så det røde blod på sneen...

"Mowglis brødre" fra Junglebogen af Rudyard Kipling

I dette afsnit fortsætter vi vores rejse gennem forlæggende til Disneys tegnefilmsklassikere, og i dag er det en af fortællingerne bag Junglebogen fra 1967 vi skal læse.

Junglebogen er en novellesamling skrevet af Rudyard Kipling som første gang udkom på originalsproget engelsk i 1894. Den blev hurtigt en børnelitterær klassiker hvis fortællinger stadig bliver læst højt den dag i dag. Disneys tegnefilm er løst baseret på de af fortællingerne fra både Junglebogen og dens efterfølger der handler om drengen Mowgli der er opfostret i junglen.

Klokken var syv en meget varm Aften i Seeonee-bankerne, da Fatter Ulv vaagnede, efter at have sovet hele Dagen; han kradsede sig, gabede og spilede sine Poter ud, den ene efter den anden for at blive den søvnige Fornemmelse i Tæerne kvit. Mutter Ulv laa med sin store graa Snude tværs over de fire kravlende, pibende Unger, og Maanen skinnede ind i Mundingen af Hulen, hvor de alle boede. »Uh!«...

"Kaas jagt" fra Junglebogen af Rudyard Kipling

I dette afsnit fortsætter vi vores rejse gennem forlæggende til Disneys tegnefilmsklassikere hvor vi er nået til Junglebogen fra 1967.

Sidste gang læste vi den første af fortællingerne om Mowgli hvor vi fulgte ham fra hans ankomst til ulveflokken til hans opgør med tigeren Shere Khan og afsked med junglen. Vi så også at jungleloven i Kiplings univers har en hel anden betydning end den har fået i nudansk; langt fra en ureguleret tilstand hvor den stærkeste part klarer sig på den svages bekostning, er jungleloven her et kodeks der sikrer at dette netop ikke altid er tilfældet, men at fællesskabet interesser afvejes over for individets frihed. Junglen er i Kiplings eventyrlige univers et overraskende civiliseret sted, hvis status quo dog ganske som i menneskets samfund kan trues af de der ikke ønsker at følge sædvanekodekset.

I dag læser vi den næste fortælling om Mowgli der finder sted mens han endnu er en del af ulveflokken: "Kaas Jagt"

Det, som nu skal fortælles, hændte nogen Tid, førend Mowgli blev stødt ud af Seeonee-Ulvestammen og hævnede sig paa Tigeren Shere Khan. Det var i de Dage, da Baloo lærte ham Jungleloven. Den store, gravitetiske, gamle brune Bjørn var henrykt over at have en saa lærenem Elev, thi Ulveungerne vilde aldrig lære mere af Jungleloven, end hvad der angik deres egen Stamme og Slægt, og løb bort, saa...

"Tiger, tiger!" fra Junglebogen af Rudyard Kipling

I dette afsnit fortsætter vi vores rejse gennem forlæggende til Disneys tegnefilmsklassikere hvor vi er nået til Junglebogen fra 1967. Sidste gang læste vi den anden af fortællingerne om Mowgli hvor vi mødte slangen Kaa og de uciviliserede aber der bortførte Mowgli, og Baloo og Bagheera var parat til at risikere deres liv for at redde ham. På trods af at han er forældreløs, skorter det aldrig på hengivne voksne der vil drengen det bedste, og det er nok også en af grundene til at historierne har tiltalt så mange generationer af børn: Mowglis jungle er på en gang et farligt og vildt sted fyldt med eventyr og et sted med omsorgsfulde voksne der hjælper Mowgli når han har brug for det.

I dag læser vi den tredje fortælling om Mowgli der foregår umiddelbart efter Mowgli forlader junglen: "Tiger, Tiger!".

Da Mowgli forlod Ulvehulen efter at have besejret Stammen ved Raadsklippen, gik han ned til de dyrkede Jorder, hvor Landsbyfolkene boede, men han standsede ikke dér, fordi det var altfor nær ved Junglen, og han vidste, at han havde skaffet sig i det mindste een slem Fjende i Raadsforsamlingen. Derfor skyndte han sig videre ad den ujævne Vej, der løb gennem Dalen, og fulgte den i et jævnt Trav...

"Rikki-tikki-tavi" fra Junglebogen af Rudyard Kipling

I dette afsnit fortsætter vi vores rejse gennem forlæggende til Disneys tegnefilmsklassikere hvor vi er nået til Junglebogen fra 1967. Sidste gang læste vi den tredje af fortællingerne om Mowgli hvor han forsøger at blive integreret iblandt menneskene, men til slut bliver drevet tilbage til ulvene.

I denne foreløbigt sidste fortælling fra Junglebogen, vil jeg gerne læse en af de andre typer af historier derfra for jer. Det er en historie som jeg tydeligt husker fra jeg selv var barn, og den er også et eksempel på hvor Kipling fandt inspiration til flere af de fortællinger han skrev om Indien. Panchatantra er en oldindisk samling af dyrefabler fra årene omkring vor tidsregnings begyndelse, og herfra er historien om Rikki-Tikki-Tavi hentet. Den er den kendteste blandt de dyrefortællinger som supplerer Mowgli-fortællingerne fra Junglebogen og dens fortsættelse, og det er historien som vi skal læse i dag.

"Den hvide kat" bearbejdet af R. S. Feveile efter eventyret af d'Aulnoys

Blot ét år efter Perrault skrev sin udgave af "Den bestøvlede kat", skrev Marie-Catherine d’Aulnoy eventyret "Den hvide kat". I "Den bestøvlede kat" er katten en hjælper i kraft af sine nyttige katteevner, og det var også kendetegnende for hvordan katten blev anskuet i Europa indtil da. I kontrast hertil er d'Aulnoys hvide kat primært karakteriseres ud fra sin sofistikerede elegance. I 1698 var dette en ny tilgang til katten som figur i litteraturen, og det afspejlede kattens nye rolle i især det franske samfund. Katten var ikke længere kun et nyttedyr men også et kæledyr, og især de franske adelsdamer fremhævede i disse år kattens fortrin. d'Aulnoys hvide kat er det tidligste eksempel på den menneskegjorte kat som en karakter der kan vække den mandlige hovedpersons romantiske interesse. Netop denne kønsfordeling er kun blevet styrket siden, og katten tilskrives i dag stadig meget ofte feminine egenskaber.

I dag læser vi R. S. Feveile omarbejdede udgave af eventyret med titlen "Den hvide kat eller lykken følger den kække" fra 1875.

I. Kongen og prins Manfred

„Sundhed og godt humør tillige

det er den bedste skat, du kan få;

hvad hjalp dig hele verdens rige,

kunne af glæde dit hjerte ej slå?

hvad giver livet først god kulør?

sundhed, min ven, og et godt humør!"

 

Ding — dang! ding dang! ding dang! Sørgelig lød hver morgen og aften...

"Katten og Djævlen" af James Joyce og "Katten der gik sine egne veje" af Rudyard Kipling

I dette afsnit bevæger vi os op i det 20. århundrede for at lytte til to fortællinger der kan ses som fabler der forklarer kattens rolle i verden.

"Katten og Djævlen" af James Joyce er en historie forfatteren skrev i et brev til sit barnebarn Stephen i 1936 og som først efter hans død er blevet offentliggjort som en selvstændig fortælling. Her er katten ikke antropomorficeret, men er blot et offer for menneskers rænkespil mod Djævlen. Denne fatter sympati for den stakkels kat, og dermed er associationen mellem djævlen og katten etableret.

Rudyard Kipling fortæller i "Katten, der gik sine egne veje" fra 1902 en oprindelsesmyte i mundtlig stil, hvor katten som det eneste domesticerede dyr bevarer sin selvstændighed. Samtidig er Kipling et barn af Victoriatiden, og derfor forbindes katten entydigt med kvinden, som er hende der efter først at have domesticeret manden, senere forsøger at gøre det samme ved katten, og det er hende der til sidst giver katten fripas til at komme i hjemmet. Katten er dog for snedig til for alvor at lade sig tæmme, og har kun foragt til overs for de dyr der lader mennesket gøre det mod dem. Selv efter at være flyttet ind hos mennesket går katten derfor fortsat sine egne veje – i modsætning til hunden. Relationen mellem katten og hunden, både som egentlige dyr, men også især som symboler, er et modsætningspar vi vil støde på mange gange endnu i løbet af denne sæson.

Katten og Djævlen

Min kære Stevie:

Jeg sendte dig en lille kat fyldt med slik for et par dage siden, men måske kender du ikke historien om Beaugency-katten.

Beaugency er en lille, gammel by på en af Loires breder, Frankrigs længste flod.

Det er også en meget bred flod, i hvert fald for Frankrig.

Ved Beaugency er den så bred, at hvis du...

Filurkatten fra "Alice i eventyrland" af Lewis Caroll og "Stationskatten" af J. Jacobsen

I dette afsnit skal vi se nærmere på en af de kendteste talende katte i litteraturhistorien: The Cheshire Cat som Lewis Caroll udødeliggjorde i Alice i Eventyrland fra 1865. Den stammer oprindeligt fra et britisk udtryk for at smile så stort at tandkødet kan ses, men oprindelsen til udtrykket er uvis, selvom der er mange teorier. Kattens navn er bl.a. blevet oversat til grinekatten, men her vil vi bruge den kendteste danske oversættelse: Filurkatten. Denne oversættelse er stadig altdominerende ikke mindst fordi det var den Disneys tegnefilmsadaptation fra 1951 benyttede sig af, og det er da også på grund af Disneys adaptation af Filurkatten at den er flyttet ind i den fælles kulturelle bevidsthed. Vi vil lytte til kapitel 6 fra Alice i Eventyrland, hvor Filurkatten for første gang optræder.

Dagens afsnit markerer også overgangen til en række fortællinger med talende katte der ikke har deres oprindelse i eventyrtraditionerne, men i stedet benyttes på nye og anderledes måder. Dette ses også i dagens anden historie, "Stationskatten" af J. Jacobsen som blev trykt i Esbjerg Avis den 6. januar 1900, hvor kattehovedpersonen udvisker grænserne mellem hvordan det er at leve som kat og som menneske. Den er resultatet af at jeg i forbindelse med forarbejdet til denne sæson har gennemtrawlet en række ældre danske dagblade på jagt efter kattehistorier. Jeg fandt knap 30 kandidater med hjælp fra Kim E. Jensens føljetonoversigter og Statsbibliotekets arkiver. De fleste af dem er der stort set ingen nulevende danskere der har læst, for de er så vidt jeg har kunnet finde ud af aldrig blevet genoptrykt. Det er fascinerende at kaste sig ud i den slags avisarkæologi, også selvom det meste var skrevet med gotiske bogstaver, og derfor tog lang tid at transkribere. Alligevel har jeg kun medtaget et par stykker af dem i denne sæson, ikke kun fordi kvaliteten var noget svingende, men også fordi mange simpelthen var for brutale. I modsætning til de fleste andre kattehistorier jeg har læst, er de ikke er blevet kurateret af senere generationer af redaktører, der som de fleste af nutidens læsere, havde et mere moderne syn på dyrevelfærd. For 100-150 år siden var det sjældent sørgeligt når en kat døde, tværtimod, mange af de gamle avishistorier udtænkte brutale scenarier som skulle få læseren til at more sig over kattens død. De historier vil jeg skåne jer for.

"Gris og peber" fra Alice i Eventyrland

I et par minutter stod hun og kiggede på huset og spekulerede over hvad hun nu skulle gøre, da der pludselig kom en lakaj i tjenerdragt løbende ud af skoven--(hun anså ham for at være en lakaj, netop fordi han var iklædt tjenerdragt: ellers ville hun, på grund af hans ansigt, have kaldt ham en fisk)--og bankede højlydt på døren...