"Den gamle Kat" af Beatus Dodt

Jeg er langtfra nogen Christian den Fjerde og heller ingen Niels Ebbesen; men desuagtet har jeg mange Gange seilet paa Skanderborg-Sø og ofte hvilet mit Hoved til Slotsbanken. Dog, man behøver jo heller ikke at være nogen stor Mand for at føle varmt for Guds skjønne, evige Natur; nei, dertil behøves kun Hjerte, lad det saa være sin Sag med Forstanden. Ak! hvor ofte har jeg ikke i de stille, lune Sommeraftener, naar Solen kastede sin sidste rødlige Afskedshilsen hen over den trætte Jord, ladet min lette Baad drive for Aftenvinden, medens mit Blik med Glæde inddrak Synet af den friske, blaa Sø med dens grønne, skovbegroede Øer, med dens høie Banker, bag hvilke Herregaardens hvide Gavle nysgjerrig titte frem, og med dens frodige, græsrige Enge, hvorfra Kvæget sendte sin Aftenhilsen hen imod de sig nærmende Malkepiger. Hvor stille, fredelig og hensunken i sig selv laa ikke hele Naturen, medens Stjernerne begyndte at lyse og glimre fra den skyfrie Himmel, og Aftenklokkerne fra Fruering, Hylke og Skanderup forkyndte, at nu var Guds time kommen, Mørkets Stund, hvori han tager den hvilende, i Søvnen værgeløse, Skabning i sin beskyttende Haand. Med uudslettelig Skrift har dette deilige Billede indgravet sig i mit Hjerte; thi paa hin Tid var det endnu ungt og blødt og uberørt af Livets kolde, isnende Aande; endnu havde det ikke krympet sig sammen til et smerteligt Suk for Brød eller slaaet i Sorg og Smerte over Tabet af dem, der vare det nærmest. Jublende med Himmelens Fugle og frydende mig over den lune, duftende Sommertid bekymrede jeg mig ikke om den hele øvrige Verden med dens Haab og Skuffelser, med deus tunge Savn og dens lette Glæder.

Nu er det længe siden, og mange, mange Gange har siden den Tid Viuterens Is lukket Skanderborg Sø, og Foraarets Sol atter kaldt den til Live, og saa mange Gange have Kirkeklokkerne lydt over de Menneskers sidste Vandring, der paa den Tid levede i den lille By, at de vel nu alle have nydt denne Verdens sidste Ære og bedste Trøst. Ja, det er længe siden; det brune, kræftige Haar paa mit Hoved er blevet hvidt og tyndt, og Maanen har saalænge været i Tiltagende, at den nu er fuld. Om dette Kvarterskifte vil medføre en Forandring i mit Livs Veirlig, om det vil medbringe Solskin og lysere Dage, ja, hvem kan vide det, jeg synes næsten, at det lader dertil.

Paa hin Tid havde Skanderborg et langt beskednere Udseende end nu. Hermed skal imidlertid ikke være sagt, at den siden den Tid er voxet op til Jyllands Hovedstad eller til en mægtig og rig Handelsby.

Nei, dertil er den for beskeden og fordringsløs ; men dens Huse ere blevne høiere og smukkere, dens Gader jevnere og bredere, og dens indbyggere see ikke nær saa gammeldags og adstadige ud som den Gang.

Paa det Sted, hvor nu en stor, moderne Bygning kneiser, stod paa den Tid et lille, lavt Bindingsværks-Hus. Ruderne i dets smaa Vinduer vare indfattede i Bly, og Bjælkerne, der delte dets Front i mange underlige Figurer, vare tjærede sorte. Indgangen bestod af tvende Halvdøre, hvoraf den ene gjerne stod aaben og lod Blikket frit titte ind i den hvide, kalkede Gang med dens Gulv af Kampesten.

Dette eiedes af et Par gamle, barnløse Ægtefolk, hvoraf Manden, Ole Tang, havde været Taffeldækker hos de russiske Prindsesser, der engang boede i Horsens, medens Konen havde været Gemakspige hos det famme Herskab. Paa Grund af sin tidligere Stilling kaldte vi ham stedse Ole Taffeldækker eller stundom ogsaa i et muntert Øieblik, det vil da sige, naar han ikke hørte det: Ole Gaffelbrækker. Dengang var man nemlig langt vittigere i Skanderborg end nuomstunder. Fra den russiske Regjering havde de en lille Pension, og hvad der endnu manglede til Livets Underhold, det fortjente han ved at frisere og barbere. I disse tvende Grene af en nu meget sunken Kunst havde han i en tidligere Tid været meget forfaren; men i de senere Aar begyndte Alderdommen at lægge ham uovervindelige Hindringer iveien. Hans Haand rystede, og mange af hans Kunder saae i den senere Tid hans

Komme med Angest og Skræk imøde; thi Næse og Øren har man ialmindelighed temmelig kjær, og naar man saae, hvorledes Kniven sitrede i hans Haand, og hvorledes han svingede den frem og tilbage foran Vedkommendes Ansigt, indtil den endelig kom i den behørige ligevægt, saa kan det ikke forundre, at selv de modigste og mest uforfærdede Mænd i Skanderborg efterhaanden bleve bange og sendte Bud ned til Ole, at han ikke behøvede at uleilige sig oftene. Man skulde nu troe, at disse jevnlige Formindskelser i de daglige Indtægter, der for ham vare meget følelige, maatte fylde hans sjæl med Bitterhed og Nag imod hans utaknemlige Medborgere; men dette var langtfra Tilfældet; thi han indsaae selv meget godt, at den Angest, som hans Kunder udstode, ikke var uhjemlet, og han forundrede sig selv ofte over, hvorledes enkelte gamle Mænd, der forresten ikke havde nogen anden Udvei turde betroe ham deres Ansigter. Hans Kaar vare nu under disse Omstændigheder rigtignok meget knappe, og de to gamle Folk havde ondt ved at bjerge det Nødvendige til Føden, som det hedder; ikke desto mindre vare de dog ved godt Mod, og deres Gudsfrygt og Taalmod erstattede paa den ene Side, hvad der manglede paa den anden.

For mig var det en stor Fornøielse, naar jeg af min Fader fik Lov til at besøge de gamle Folk, og mangen Eftermiddags-Time har jeg tilbragt ovre i deres lille Stue ved at høre paa deres Fortællinger om Alt, hvad de havde oplevet. Saa renlig og ordentlig som den gamle Kone selv saae ud, saa propert var der ogsaa i det lille Værelse. I Vinduerne blomstrede Geranier og Gyldenlak, og paa Væggene hang Billed ved Billed af den forlorne Søns mange og vidunderlige Begivenheder. Paa den store rødmalede Dragkiste var anbragt en Mængde smaa, gammeldags Gjenstande, som jeg stedse med Forundring betragtede, og over den hang et stort Maleri, som de havde faaet paa deres Bryllupsdag, forestillende et brændende Hjerte, der blev holdt af to Engle med Paryk og trekantet Hat; derunder stod med store snirklede Bogstaver:

Jomfrumund er sød og fin, Ja sødere end The og Vin.

Dette Billede var især de to gamle Folks Stolthed og Glæde, og ofte saae jeg en Taare glindse i hendes Øine ved Tanken om den Dag, da de havde erholdt det. Langsmed den ene Væg stod et stort umalet Bord, og medens Konen sad for den ene Ende af dette, beskæftiget med at pibe Kappestrimler for Tjenestepigerne, hvorved hun havde en lille Extrafortjeneste, sad Manden ved den anden, underholdende hende paa bedste Maade enten ved at læse høit af en Bog eller ved at tale med hende om gamle Dage, ja stundom endogsaa, naar han nemlig var oplagt dertil, ved at synge en Vise for hende. Hans Sang var i Almindelighed af et lystigt indhold, og ofte maatte jeg lee høit af de underlige Ord, som dog gik paa en vemodig, langsom Melodi:

Sender Bid til Elsebeth, Hun for os skal sjunge, Saa vil vi dandse en Moellevet, Saa Jorden den skal runge.

Dette var gjerne hans Livarie, og jeg kunde aldrig blive kjed af at høre dens lange Vers.

Paa den anden Side af Gaden, ligeoverfor Tangs, boede en gammel Kone, Madame Kalund, med sin eneste Datter, Sine. Denne var en ung smuk Pige, saa smuk og rød som en nysudsprungen Rose og saa livlig og glad som Lærken paa en Foraarsdag. De havde det just heller ikke for rigeligt; men saa meget havde de dog altid tilovers, at Sine kunde yde Tangs en lille Haandsrækning, hvor de gamle Folks svage Kræfter ikke vilde række til, ligesom hun ogsaa ofte bragte en Tallerken Vinsuppe eller lidt Styrkende over, naar en af dem var syg. Derfor var hun ogsaa Pot og Pande hos dem, og de sagde saa ofte, at hun skulde arve dem, naar de bare havde havt Noget at testamentere bort.

Sine Kalund var forlovet med et ungt Menneske, Carl Rønne, der var Forvalter paa Urup og Fuldbro, to store Herregaarde, der laae i Nærheden af Skanderborg. Det var en rask og dygtig Landmand, der forstod sin Gjerning og var vel lidt og anseet af sin Husbond. Havde derfor Flid, Paapassenhed og et godt Hjerte kunnet forskaffe ham en Gaard, saa havde han sikkerlig havt den; men Knuden er, at de blanke Dalere spille en vigtig Rolle ved en slig Handel, og dem kjendte han egentlig kun af Omtale. Rigtignok havde hans Herre, som sagt, meget tilovers for ham; men naar det kom an paa at bortsjænke hele Herregaarde, saa var Manden paa Urup ikke anderledes end alle andre Herremænd. Penge ere en rar Ting, og den, der har faaet Fingre i dem, han holder gjerne fast. Den unge Rønne havde saaledes just ikke de bedste Udsigter, og Madame Kalund havde ogsaa rystet paa Hovedet, da han forlangte Sines Haand; hun trøstede sig imidlertid med, at trofast Kjærlighed stedse bliver belønnet, ihvorvel det rigtignok undertiden varer urimelig længe, og dernæst med sin rige Broder, Hr. Christen Sneum, der var Pebersvend og boede i samme Hus sam Ole Taffeldækker. Med ham var det nu rigtignok en vanskelig Sag; thi han var umaadelig gjerrig og dertil saa sær og vranten, som en Pebersvend formaaer at være det, hvilket har meget at sige; men rig var han, og det saa det baade havde Fynd og Klem, og for at denne Herlighed ikke skulde lide noget skaar, saa boede han i en lille Bagstue, saa mørk og ussel, at det gyste i Madame Tang, naar hun engang imellem havde et Ærinde derind. Sine holdt han forresten ikke saa lidt af, og det var paa denne Omstændighed, at hendes Moder støttede sit Haab; men Forlovelsen, hvilken han kaldte Børnestreger, den holdt han ikke af, og hvergang Talen kom paa Rønne, saa blev han opbragt og sagde, at han hellere vilde testamentere sine Penge til Byen, end at han skulde have en Skilling deraf. Rønnes og Tangs gamle, store Katte vare hans værste Fjender, og hvad den sidste angik, saa havde han flere Gange alvorlig stræbt den efter Livet; men Prøis, det var dens Navn, forstod stedse at undgaae Faren. Til Gjengjæld hylede den engang imellem udenfor hans Dør om Natten, saa at Hr. Sneum, ihvor gammel øg skrøbelig han end var, blev nødsaget til at staae op af sin Seng for at regalere Prøis med en Tørv, som han i indædt Arrighed kastede hen ad Gangen efter den, hvorpaa han den næste Morgen saa tidlig som mulig søgte sit Skyts op igjen.

Ofte havde han gjort Tangs Forestillinger i Anledning af Katten, og skjøndt han nøiagtig udregnede for dem, hvad den kostede imellem Aar og Dag, saa at de gamle Folk maatte korse sig derover, saa formaaede han dog ikke at bevæge dem til at afskaffe den. Prøis var deres mangeaarige Husfælle og Ven, ja næsten som deres Søn, og med den talte øg underholdt Ole sig, naar han ingen Anden havde.

Rønne kom ofte til Byen i korte Besøg, og det morede mig stedse at see ham komme ridende ned ad Gaden; thi for det Første sad han saa strunk og ridderlig i Sadlen, at jeg altid kom til at tænke paa Niels Ebbesen eller Ridder Bugge paa Hald, som jeg saa ofte hørte Moder fortælle om, og dernæst saae han saa inderlig lykkelig og smilende ud, naar Sine, der godt kjendte Lyden af hans Hest, viste sig i Gadedøren eller ved Vinduet. Til Julen derimod varede hans Besøg gjerne i fire Dage, og i den Anledning gjorde Tangs stedse et lille Selskab til hans Ære, for derved at vise deres Taknemlighed mod Sine og Madame Kalund. Hos mine Forældre laante de da gjerne de manglende Tallerkener og Kopper, og Sine bragte selv den store Søsterkage dertil. Den gamle Ole Taffeldækker sagde rigtignok altid, naar han kom over for at røre Deien sammen, at Kagen skulde være til Prøis, som de vilde traktere i den kjære Juletid, og Sine svarede dertil, at saa maatte Kagen først rigtig være lækker og sød.

Julen var nu atter kommen, og hos Tangs havde de travlt med Forberedelserne til Selskabet. Jeg erindrer endnu ganske tydeligt, at den gamle Kone, som sædvanlig, havde været ovre hos os for at laane de Sager, som hun manglede. Da hun vilde gaae hjem, var det mørkt, og Fader bød mig derfor at følge hende. Tallerkenerne havde hun bundet ind i et Klæde, og med dette i den ene Haand og mig ved den anden gik hun nu over Gaden. Det var imidlertid glat, og inden vi vidste et Ord deraf, faldt hun og jeg med, ihvorvel jeg holdt igjen af alle Livsens Kræfter; men en gammel Kone falder svært, og en lille Drengs Ben ere lette. Idet vi faldt, lød et frygteligt Rabalder. "Herre Gud!" udbrød hun, idet jeg hjalp hende op, "det var vist et af loftsvinduerne, som fløi af". Da hun imidlertid fik fat paa sit Klæde, viste det sig snart, hvorfra Skraldet kom; thi der var ikke en hel Tallerken tilbage. Grædende vendte vi begge to om, og mine Forældre havde ondt ved at trøste hende og overbevise hende om, at Ulykken langtfra var saa stor, som hun syntes at troe, især da hun selv ingen Skade var kommen til. Madame Tang paastod imidlertid under mange Suk, at dette betød en stor Ulykke, og at vi snart skulde spørge Nyt.

Kort før Jul havde der været en stor Auction i Horsens over gamle Meubler fra Palaiet. Rønne, som havde været et Ærinde i Byen paa den Dag, var af Nysgjerrighed ogsaa gaaet derhen. Her havde han seet en gammel Lænestol, der ogsaa skulde sælges, og derved var han kommen til at tænke paa Tangs, som ingen havde, men som derimod ofte nok havde ønsket sig en. Han bød altsaa paa Stolen; men foruden ham var der endnu en Liebhaver, hvem han rigtignok ikke lunde see i Trængslen, men hvis hvinende, irriterede Stemme han desbedre kunde høre. Striden blev hedere og hedere, og hvergang Rønne med rolig Stemme havde budt en Mark, saa svarede den Anden; "Fire Skilling", med en Røst, der klang som en Barnetrompet. Dette blev stedse fulgt af en skraldende Latter fra de øvrige Auctionsgjæster. Herover blev den usete larmende Stemme endnu mere rystende og hvinende, og man kunde tydelig høre, hvorledes Vreden var nærved at sprænge hans Bryst. Endelig taug den, og Stolen blev Rønne tilslaaet. Herover var han nu meget fornøiet; men havde han vidst, hvem der var hans Medbeiler, saa havde det maaskee dog dæmpet hans Glæde en lille Smule, eller rettere sagt, faa havde han sandsynligvis slet ikke budt paa Stolen. Men ofte tvinger Skjæbnen os til at gjøre, hvad vi kalde en rigtig dum Streg, en Gjerning, hvorover vi kløe os bag Ørene., knipse med Fingrene og tusinde Gange ønske, at den aldrig var skeet, og desuagtet har Dumheden dog ofte noget Godt i sit Følge og fremkalder en Virkning, som vi mindst ane. Skjæbnens Veie ere ofte underlige, og dens Traade fint spundne; hvad der staaer i dens Bog, faae vi ikke Lov til at læse førend bagefter, hvilket imidlertid allerede har meget at sige, naar man da bare vil gjøre det med Fornuft og Eftertanke.

Stolen var nu Rønnes, og glad over at kunne gjøre Andre lykkelige reiste han med den til Skanderborg, hvor han i Forening med Sine forærede den til Tangs. Disses Glæde var ubeskrivelig, og i deres lyksalighed løb de ind til den gamle Sneum for at fortælle ham det og sendte ham ned, at han ogsaa kunde beundre en Gjenstand, som de troede, at der ikke gaves Mage til i hele Verden.

Denne delte imidlertid langtfra deres Glæde; han vridsede og snærrede til Højre og Venstre, og idet han sagde, at det var den mest klodsede og styggeste Stol, han nogensinde havde seet, paastod han tillige, at den ikke var en Døit værd. Dernæst sagde han, at det var bedre, om Rønne havde gjemt og sparet sine Penge, end paa den Maade smidt dem ud af Vinduet; thi ihvorvel han nok vidste, at Rønne aldrig

kunde spare saa meget sammen, som der behøvedes for at sætte Bo eller indfrie det Løfte, han havde gjort Sine, saa klædte dog Sparsommelighed et uugt Menneske langt bedre end letsindig Ødselhed.

Dette var haarde Ord, og havde Hr. Sneum ikke havt andet Udbytte deraf, saa havde han dog fordærvet Glæden for begge Parter, hvilket dog altid var en lille Hævn, fordi Rønne havde overbudt ham paa Auctionen; thi det var ganske rigtig ham, hvis skrigende Stemme bragte Folk i saa godt Humeur. Han var nemlig reist til Horfens for ved Auctionen at gjøre en eller anden god Handel, og der havde han snart seet, at Lænestolen var af Ibenholt og kunde blive meget smuk, ja pragtfuld, naar den blev oppudset. Alt dette havde Rønne ikke tænkt paa; han havde kun ladet sig lede af sin Taknemmelighedsfølelse, hvorimod Sneum havde Fordelen for Øie; men denne Gang vandt det Gode Seir.

Paa denne Aften stod Selskabet hos Tangs, og ved denne Leilighed glemte man nogenlunde det nedslaaende Indtryk, som Hr. Sneums Ord havde gjort, især da han selv ikke var tilstede; men med et kort og tørt "Nei" havde han svaret paa Madame Tangs venlige indbydelse. Den eneste, der endnu under Aftenens Lystighed ikke kunde glemme hans Vrede, var Madame Kalund; hun tænkte stadig paa Arven og gik mange Gange ind til Broderen for at bevæge ham til at komme ind, men Alt forgjæves. Han ærgrede sig gul og grøn inde paa sit mørke Værelse, og denne Stemning steg næsten til Raseri, da Selskabet begyndte at blive lystigt, og Ole sang sin Livarie: saa det gamle Hus næsten rystede ved den unge Mands dybe, kraftige Stemme. Det meste af denne Nat havde Hr. Sneum tilbragt søvnløs paa sit Leie, og rystende af Ærgrelse og Had havde han udtænkt en Plan, hvorved han haabede at træffe de gamle Tangs lige i Hjertet; hvad de unge Folk angik, saa lovede han sig selv, at han heller ikke skulde glemme dem, om end Slaget først kunde ramme dem lidt senere.

Prøis og han vare, som sagt, ikke de bedste Venner; men Morgenen efter denne Nat havde han dog forstaaet ved et snedigt Middel at lokke den ind til sig. Det gik nemlig Prøis, som det gaaer alle os andre syndige Skabninger, den var ikke uimodtagelig for Smiger, især naar denne blev ydet i Form af et Stykke Steg.

Da nu Hr. Sneum havde Katten i sin Magt, saa bandt han den et Stykke Seilgarn med en Sten ved om Halsen, hvilket han havde parat iforveien, og derpaa bar han den ned til Slotssøen, i hvis kolde Bølger han med sine rystende Hænder kastede den, hvorpaa han skjulte sig bag et plankeværk for at fryde sig ved dens jammerlige Endeligt.

Stenen var imidlertid for let, saa den farmaaede ikke at tvinge den ulykkelige Prøises Hoved under Vandet, hvorimod den var stor nok til at hæmme dens frie Bevægelser, saaledes at den ikke kunde svømme til Land. I denne Nød udstødte den de frygteligste, mest hjerteskærende Hyl, der næsten lød som et Barns Skrig. Disse hørte Madame Tang, der var beskjæftiget i Gaarden, og i den Tanke, at et Barn var kommet til Ulykke, løb hun ind i Stuen for at kalde paa sin Mand; her vare Rønne og Sine ogsaa tilstede, og Alle ilede nu ned til Søen.

Med Sorg og Forfærdelse saae nu Ole og hans Kone deres trafaste Ven kæmpe med Døden; endnu skreg den, men dens Hyl vare svage og hæse, og den dreiede Øinene forfærdeligt i Hovedet. De gamle Folk vrede deres Hænder i Fortvivlelse og trippede i navnløs Angest op og ned ad Søbredden. imidlertid søgte Rønne ivrig efter en Stang for dermed at rage Katten til Land; men da han i en Hast ingen kunde finde, og de Gamles Jammer og Taarer dertil rørte ham dybt, saa tog han en rask Beslutning, og idet han i en Haandevending befriede sig for Støvler og Frakke, sprang han i Søen og svømmede hen til Katten. Sine udstødte et høit Skrig og var nær ved at følge bagefter, og begge de Gamle raabte og skreg ogsaa i vilden Sky. Det var en Concert, som nok kunde lukke Ørene op paa Naboer og Gjenboer, og snart efter vare ikke saa Faa forsamlede. Rønne havde imidlertid udstaaet en lille Kamp med Prøis, hvem Faren og Fortvivlelsen havde gjort confus, saaledes at den bed og rev rasende om sig. Han fik den alligevel snart under Armen og svømmede nu ind med den, og kort efter laa den mat og gispende i Madame Tangs Arme.

Medens dette foregik, raabte Folk paa Gaden, at Rønne var falden i Vandet og druknet. Disse Skrig kom Madame Kalund for Øre, hvorover hun af Forskrækkelse faldt i Afmagt. I denne Tilstand fandt Sine hende, da Hun og Rønne lidt efter kom over. Madame Kalund kom rigtignok skrax efter til sig selv igjen; men Skrækken havde sat sig i hendes Knæ, og hun formaaede ikke at gaae, men maatte bringes iseng. imidlertid havde Tang og hans Kone børstet og tørret Prøis; de havde givet den varm Mælk, ja endogsaa proberet det med Hyldethe, hvoraf den dog kun nøs og hvæsede. Derefter blev den lagt i den ny Lænestol med et uldent Klæde over sig. Da den nu laa ganske stille, og de Gamle mente, at den sov, saa forlode de Stuen for hver især at passe sin Gjerning. Strax efter reiste Katten sig op og begyndte paa en underlig Manoeuvre. Med vildt rullende Øine pressede den nemlig Kløerne ned i det bløde Fløil paa Sædet og begyndte nu at kradse og bide deri, saa Krølhaarene og Betrækket fløi rundt omkring i Stumper og Stykker. Hermed vedblev den, indtil dens Herskab atter kom ind og med et Jammerraab forstyrrede den.

"Du gode Gud og Fader kjær!" raabte Ole, idet han greb Prøis. "Dyret er blevet rasende; Skrækken sidder den endnu i Kroppen."

"Og den smukke deilige Stol!" raabte Konen, idet hun fortvivlet vred Hænderne.

Manden slap nu Prøis, der langsomt begav sig hen til sin sædvanlige Plads under Kakkelovnen, hvor den rolig lagde sig til at sove, som om Intet var passeret, hvorpaa Ole ivrig gav sig til at undersøge Stolen, for at see, hvorledes den paa bedste Maade atter kunde komme i Orden. Ved denne Undersøgelse bemærkede han til sin Forundring, at der under det tykke Lag Krølhaar befandt sig en Messingbeholder. Nysgjerrig søgte han videre og fandt endelig en Fjeder, og da han trykkede paa den, sprang et Laag op til et hemmeligt Gjemme, som foruden en Mængde Documenter og Obligationer ogsaa indeholdt en stor Sum i Guldpenge, fordelt i lange Ruller. Forstenede og maalløse stode Mand og Kone ved dette Syn, og det varede længe, inden de kunde fatte sig. "Min Gud, min Gud!" udbrød endelig Madame Tang, "en saadan Rigdom. Det er jo, som var det den skinbarlige Fortunates's Pung, hvorom Du læser i den gamle Krønnike." "Ja!" svarede Ole, "der var nok til at kjøbe Sine og Rønne en Gaard for og til at bjerge os med paa vore gamle Dage, naar kun al den Rigdom var vor. Herrens Veie ere underlige, og havde ikke den gamle Skjelm, Sneum, villet drukne Prøis, thi ham er det og ingen Anden, saa var denne Skat neppe kommen for Dagens Lys i vort Hus. Nu, vi faae at see. Seer Du, Mutter," vedblev han, "først og fremmest Tand for Tunge; ikke en levende Sjæl maa høre et Ord om denne forunderlige Begivenhed. Endnu iaften vil jeg bringe Altsammen op til Byfogeden, og efter hans Raad og Skjøn ville vi rette os." Heri var hans Kone enig, og medens han samlede Skatten sammen og bragte den bort, lappede og stoppede hun Stolen igjen, saa godt hun kunde. By

fogeden trykkede Ole Taffeldækkers Haand og roste ham hjerteligt for hans Retskaffenhed, idet han tillige lovede ham at anstille Undersøgelser og paasee, at Skatten kom i de rette Hænder.

Den gamle Sneum havde imidlertid ærgret sig en Sygdom paa Halsen over Kattens Frelse og kastede nu hele sit Had paa Rønne, hvem han atter og atter tilsvoer Hævn.

Skrækken, som havde sat sig i Madame Kalunds Knæ, blev, kort efter at Rønne var reist til Urup, hendes Død. Jeg saae hendes Begravelse og fældte bitre Taarer over Sines forladte og hjælpeløse Stilling; thi Sneum havde ikke engang havt Hjerte til at følge fin Søster til Jorden. Om Eftermiddagen efter Begravelsen gik Tang og hans Kone over til Sine, med hvem de havde en lang Samtale, hvoraf Resultatet blev, at Sine flyttede over til de Gamle, hvor hun skulde være, indtil noget Bedre aabnede sig for hende.

Saaledes hengik nu en længere Tid, hvori Sine søgte at gjøre sig saa nyttig for de gamle Folk som

mulig, og idet hun arbeidede for Fremmede, bidrog hun rigelig sin Skjærv til Husholdningen. Hun syntes imidlertid aldrig selv, at hun gjorde nok for dem, og Følgen deraf var, at hun var nær ved at arbeide de smaa Fingre af sig.

Sneum havde i lang Tid ikke ladet sig see, men bestandig opholdt sig paa sit Værelse. Endelig en Aftenstund, da de tre Venner sadde hyggeligt sammen, kom han liftende ind. Først rømmede han sig og pudsede sin Næse, derefter jamrede han over de slette Tider og de høie Priser paa Levnetsmidlerne, saa gav han Katten et Spark og endelig, da han havde sat sig i den rette Stemning, udgjød han en Strøm af Bebrejdelser over Sines Hoved. Han foreholdt hende, hvor slet og nedrigt det var af hende, saaledes at ligge de fattige Folk til Byrde, og at hun som en rask, kraftig Pige burde tage en Tjeneste og ikke ligge her paa den lade Side. Han havde læst i en Avis, tilføjede han, at et fornemt Herskab høit oppe i Norge søgte en Kammerpige, og ved at forhøre sig havde han erfaret, at hun maaskee nok kunde faae denne Plads; vilde hun nn det, samt dernæst ophæve Forlovelsen med Rønne, da vilde han rigelig betænke hende i sit Testamente, ja han vilde maaskee lade hende faae hele Klatten; vilde hun derimod ikke, saa skulde hun ikke alene ikke faae en eneste Skilling, men hans Forbandelse til oven i Kjøbet, Sine, Madame Tang og Ole gik skjævende af Vrede op og ned ad Gulvet. Da Sneum var gaaet, forføiede Sine sig stille og nedslaaet ind i sit lille Kammer, og her græd og tænkte hun afvexlende hele Natten over sin sørgelige Stilling. Hvad hendes Kjæreste angik, saa vilde hun naturligvis hellere give Afkald paa Alverdens Millioner end paa ham; men hvad hendes Onkel iøvrigt

havde sagt, maatte hun tilstaae sig selv ikke var saa ganske urimeligt. Hun besluttede tilsidst i al sin Sorg og Nød at skrive til Rønne og bede ham komme til hende, for at hun knude pleie Raad med ham.

Nogle Dage efter, en Formiddag, (Ole Tang var netop gaaet op til Byfogeden, som havde sendt Bud efter ham) kom Onkelen atter ind for at høre hendes Beslutning. I Førstningen var han usædvanlig mild og venlig og ytrede, at det ikke skulde mangle paa et godt Udstyr og en dygtig Reisestilling, naar hun vilde modtage Pladsen; men da Sine svarede, at hun endnu ikke kunde give noget bestemt Svar, førend hun havde talt med Rønne, saa blev han rasende forbitret.

"Hvad vil Du med den Pjalt!" raabte han, "som knap eier Kjolen paa Kroppen. Troer Du, at et Menneske, der ødsler sine Penge paa gamle halvraadne Lænestole eller springer i Vandet for at redde en halvdød Kat, nogensinde vil kunne forsørge en anstændig Pige? En ødeland er han, en slet Person, der kun har til Hensigt at føre Dig i Skam og Elendighed."

Den unge Pige havde hidtil taalmodig hørt paa Onkelen, men ved de sidste Ord reiste hun sig forbitret. "Du faaer i Guds Navn sige om mig og Rønne, hvad Du vil; thi det kan ikke skade os, og Du vil aldrig, trods al din Ondskab og Hadefuldhed, kunne skille os ad. Hvert Ord, Du har sagt, er en Usandhed, og dit hele Liv har været et Væv af

Løgn og Falskhed." Her brast hun i Graad og bedækkede sine Øine med Hænderne. Under denne Samtale var Ole Taffeldækker kommen ind, uden at man havde mærket det.

"Trøst Dig, trøst Dig, Sine!" raabte han, "Du skal hverken til Norge eller stilles fra din Hjertenskjær. Seer De," vedblev han, idet han greb Sneum i Armen og viste paa den gamle Lænestol, "denne har bragt os Lykke og Velsignelse", og nu fortalte han den forbavsede Onkel om den store Skat. "Jeg kommer nu fra Byfogeden, hvor jeg har været sammen med Herremanden fra Urup, hvem al denne Rigdom med Ret og Skjel tilhører. Hans Onkel, der nemlig har været Kammerherre paa Slottet i Horsens, var en lige faa lumsk og gjerrig gammel Krabat, som De er, ihvorvel han aldrig gav sig af med at drukne uskyldige Katte eller andet Kreatur, derfor har han gjemt sine Penge, for at hans retmæssige Arvinger ikke skulde faae Nytte af dem. Men Gud lever endnu, og Naturens Stemme skal man ikke ustraffet foragte, dette skulde De lægge Dem paa Hjertet. Nu, Herremanden tilbød mig en Trediedel af den fundne Skat, hvilken han og Byfogeden sagde tilkom mig. Men aldrig skal nogen Menneskesjæl sige om mig, at jeg tog mod Skjænk og Gave for at have gjort min Pligt, og idet jeg derfor affslog Pengene, bad jeg kun Herremanden om, ved Leilighed at tænke paa Rønne. Dette gjorde han strax; ja, min kjære, gode Sine", vedblev han til hende, idet han kyssede hende paa Panden, "nu skal dog maaske den gamle Ole Taffeldækker og hans Mutter komme til at dandse en Mollevet paa din Bryllupsdag; thi Rønne har faaet Ning-Kloster i Forpagtning, og hele dets Besætning er skjænket ham til Arv og Eie." Dybt rørt faldt den unge Pige Ole om Halsen og kyssede ham saa inderligt og kjærligt, at det maaskee var en Lykke, at Madame Tang ikke saae derpaa. Mere og mere forbitret havde Sneum hørt paa denne Beretning, og da Ole var færdig, foer han rasende op.

"Forbandede, bedrageriske Røverpak!" raabte han, "Slyngler og Fæhoveder ere I tilhobe; men jeg skal hævne mig, og ikke en eneste Skilling skal Du faae af alle mine Penge. Hører Du, Du vanartede Tiggerprindsesse, ikke een Hvid skal Du faae af mine tredive Tusinde Daler."

Ved Sueums rasende Gebærder havde Prøis reist sig fra sin Plads, og i den Tanke, at det atter skulde gaae løs paa dens Liv, stod den parat til Flugt. Da nu Sneum rasende forbitret løb ud af Stuen, for igjennem Kjøkkenet at naae ind i sit Værelse, foer Katten med Halen iveiret iforveien; men da Kjøkkendøren var lukket, og den saaledes ingen Udvei saae, sprang den som besat op paa en Hylde for at redde sig. Hylden var lige over Døren, og idet Prøis med et voldsomt Sæt sprang derop, rev den en stor Jydepotte, fuld af Ærter fra den foregaaende Dag, ned lige i Hovedet af Sneum, der netop vilde aabne Døren. Med et høit Skrig styrtede denne til Jorden og laa som død, da de Andre kom til. Lægen blev strax hentet; men alle hans Midler vilde ikke hjælpe, og han rystede flere Gange paa Hovedet og talte om en Hjernerystelse. Den Gamle aandede kun svagt og afbrudt, indtil han henad Morgenstunden den følgende Dag drog sit sidste Suk.

Testament var der ikke, og Sine var saaledes eneste retmæssige Arving til hele Kapitalen.

Efter sin Heltegjerning var Prøis sagte luftet ind paa sin Plads, og Ingen anede derfor Noget om, hvorledes det egentlig var gaaet til; men man antog, at Potten var falden ned ved Rystelsen, idet han havde aabnet Døren.

Noget efter denne Begivenhed stod Rønnes og Sines Bryllup, og gamle Ole Taffeldækker og hans Kone sadde øverst til Bords ved Brudeparrets Side. Senere flyttede de til Ning-Kloster, hvor de tilbragte flere lykkelige Aar, indtil Gud aabnede sit Rige for dem og skjænkede dem sin himmelske Glæde til Løn for deres jordiske Retfærdighed.