"Den sorte kat" af W.W. Jacobs

»Jeg brød mig ikke stort om at tage den med,« sagde Kaptejn Gubson og betragtede uvilligt en graa Papegøje, hvis Bur hang paa Stormasten, »men min gamle Onkel var opsat paa, jeg skulde gøre det. Han sagde, at en Sørejse vilde hjælpe paa dens Helbred.«

»Den synes at befinde sig godt for Øjeblikket,« sagde Styrmanden, der sugede paa sin Pegefinger, »den er i ypperligt Humør, kan jeg fortælle Dem.«

»Den er spøgefuld,« sagde Kaptejnen bifaldende. »Den gamle Mand tænker en god Del paa den. Jeg antager, vi skal ha’ lidt Morskab af den, saa hold Øje med Tiggeren.«

»Kradse Poll!« sagde Papegøjen og gav sin Snabel en indledende Gnidning paa Stangen. »Kradse stakkels Polly« !

Den bøjede sit Hovede mod Tremmerne og ventede taalmodigt med at blive færdig med, hvad den altid havde anset som den mest fuldkomne,

praktiske Spas, der eksisterede. Den første Tvivl, som den nogensinde havde haft om det, fik den, da Styrmanden kom forud og behageligt gned den med Spidsen af sin Pibe. Det var en fuldstændig uforudset Begivenhed, og Papegøjen, rystende sine Fjer, entrede langs sin Stang og rugede mørkt i den anden Ende af den.

Stemningen forude var ogsaa mod den nyankomne, og den almindelige Mening var, at den vilde Skinsyge, som rasede i Skibskattens Indre, før eller senere vilde føre til Ulykke.

»Gamle »Satan« holder inte a' en,« sagde Kokken og rystede paa Hovedet. »Den velsignede Fugl ha’de inte væ't ombord i ti Minutter, før »Satan« sneg sig omkring den. Det dejlige Bæst ventede, til han var omtrent en Fod fra Buret, og tog sig saa den Frihed a' spørre ham, om han vilde ha' et Glas 01. Jeg har aldrig i mit Liv set en Kat saa forskrækket.«

»Der vil blive Spektakel mellem dem,« sagde gamle Sam, som var Kattens særlige Beskytter, »mærk mine Ord.«

»Jeg vil sætte mine Penge paa Papegøjen,« sagde en af Mændene tillidsfuldt. »Den har bidt et stort Stykke ud a' Styrmandens Finger.«

»Vel, Du vil tabe dine Penge,« sagde Sam. »Hvis I ønsker at vise Katten en Venlighed, saa sla’ ham en i Ho’det hver Gang, I ser ham nær det Bur.«

Mandskabet, der holdt meget af Katten, som de havde faaet foræret som Killing af Styrmandens Kone, rettede sig efter dette Raad med en saadan Nidkærhed, at det forbitrede Dyr i de følgende to Dage var nærved at blive slaaet ihjel af bare Ømhed. Imidlertid, paa den tredje Dag, da Papegøjens Bur stod paa Kahytsbordet, listede Katten sig hemmeligt ned, og, paa indtrængende Opfordring af Burets Indehaver, kradsede Katten den i Hovedet. Kaptejnen var den første, der opdagede Uheldet, og, da han kom op paa Dækket meddelte han Nyheden med en Stemme, som slog alles Hjærter med Gysen.

»Hvor er den sorte D'ævel henne?« hylede han.

Er der no’et galt, Kaptejn?«, spurgte Sam ængsteligt.

»Kom og se her,« sagde Kaptejnen. Han førte ham til Kahytten, hvor Styrmanden og en af Mandskabet allerede stod og rystede paa Hovedet over Papegøjen.

»Hvad mener I om det?«, spurgte Kaptejnen vildt.

»For møjet tør Føde, Kaptejn,« sagde Sam efter passende Overvejelse.

»For meget hva’?« brølte Kaptejnen.

»For møjet tør Føde,« gentog Sam i en bestemt Tone. »En Papegøje — en graa Papegøje — behøver rigelig med flydendes. Faar den inte det, saa gaar Fjerene a’ en.«

»Den har faaet for meget Kat, sagde Kaptejnen hæftigt, og Du véd det. Han skal over Bord.«

»Jeg tror inte, det var Katten, Kaptejn,« indskød den anden Mand, »den er altfor blødhjærtet til a’ gøre saadden no’et."

»Du ka' holde din Mund,« sagde Skipperen og blev rød. »Hvem har i det hele taget sendt Bud efter Dig her?»

»Ingen saa' Katten gøre det,« ytrede Styrmanden.

Kaptejnen sagde ingenting men bukkede sig ned, tog en Halefjer op fra Gulvet og lagde den paa Bordet. Han gik saa op paa Dækket, fulgt af de andre, og begyndte at kalde i lokkende Toner paa Katten. Da der intet Svar kom fra det kloge Dyr, som havde gemt sig, vendte han sig om til Sam og bad ham kalde paa den.

»Nej, Kaptejn, jeg vil inte ha’ no’et dermed a' gøre,« sagde den gamle Mand. »Uden Hensyn til min Kærlighed til Dyret, vil jeg inte ha’ noet a’ gøre med a’ dræbe en sort Kat.«

»Sludder,« sagde Kaptejnen.

»Møjet vel, Kaptejn,« sagde Sam og trak paa Skuldrene, »De ved ’et bedst, begriveli’vis. De er oplært, aa jeg er ’et inte, aa maaskesens De ka’ staa Dem ve’ a’ le a' saadden Ting. Jeg kendte en Mand, som dræbte en sort Kat, aa han blev gal. Der er no’et højst besynderligt ved voreses Kat.«

»Den véd mere end vi,< sagde en af Mandskabet og rystede paa Hovedet. »Den Gang, De — jeg mener vi — løb Smakken paa Grund, anede den Kat det Timer iforvejen. Den var li’esom et vildt Dyr.«

»Tænk paa det Vejr, vi ha’ ha't — tænk paa de Ture, vi ha’ g’ort, siden den kom om Bord,« sagde den gamle Mand. »Si’ kun, a’ det er Tilfældet, hvis De lyster, men jeg véd det bedre.«

Kaptejnen nølede. Han var en overtroisk Mand, selv af en Sømand at være, og hans Svaghed var saa velbekendt, at han var bleven en sympatetisk Modtager af enhver Spøgelseshistorie, som paa Grund af dens Usandsynlighed eller Mangel paa Bekræftelse var bleven tilbagevist af andre sagkyndige. Han var et fuldkomment Haandbibliotek for Varsler, og hans Udtydninger af Drømme havde erhvervet ham en vidtudstrakt Anseelse.

»Det er altsammen Vaas,« sagde han, idet han uroligt standsede; »jeg ønsker kuns at være retfærdig. Der er intet hævngerrigt ved mig, og jeg vil ikke have nogen Haand i ’et selv. Joe, tag og bind et Stykke Kul til den Kat og hiv den overbord.«

•Inte jeg,« sagde Kokken, idet han fulgte Sams Eksempel og frembragte en Gysen. »Inte for halvtreds Pund i Guld. Jeg kerer inte om a’ b’i’e forfulgt.«

»Papegøjen har det lidt bedre nu, Kaptejn,« sagde en af Mændene, der tog Fordel af hans Nølen, »den aabnede det ene Øje.«

»Vel, jeg ønsker kuns at være retfærdig,« gentog Kaptejnen. »Jeg vil ikke gøre noget i en Hast, men, mærk mine Ord, hvis Papegøjen dør, gaar Katten over Bord.«

Modsat Forventningerne var Fuglen endnu i Live, da London var naaet, skøndt Kokken, der ved sin Forbindelse med Kahytten pludselig havde naaet en Stilling af usædvanlig Vigtighed, berettede om stort Tab af Kræfter og Pirrelighed i Temperamentet. Den var endnu i Live men meget svag den Dag, de igen skulde stikke i Søen, og Bakkens Beboere vare forberedte paa det værste, gemte deres Yndling i Kramkisten og samtalede om Stillingen.

Deres Raadslutning blev afbrudt ved Kokkens hemmelighedsfulde Opførsel, idet han, der var gaaet fra Borde for at købe et Kvantum Brød, pludseligt styrtede ind til dem, mere som et Medlem af et hemmeligt Selskab end som en beskeden men nyttig Person af et Skibs Mandskab.

»Hvor er Kaptejnen?« spurgte han med hæs Hvisken, idet han tog Plads paa Kisten med Brødsækken mellem sine Knæer.

»I Kahytten,« sagde Sam og betragtede hans Gebærder med noget Mishag. »Hva’ er der ivejen, Kok?«

»Hva’ tror Du, jeg har her i?« spurgte Kokken og bankede paa Sækken.

Det ligefremme Svar paa dette Spørgsmaal var naturligvis: Brød, men, da det vidstes, at Kokken var gaaet. væk særlig for at købe noget, og at han næppe vilde komme med et Spørgsmaal, der forudsatte et saa simpelt Svar, var der ingen, der gav det.

»Det kom pludseligt paa mig,« sagde Kokken hviskende. »Jeg havde netop købt Brødet og forladt Butiken, da jeg ser en tyk, sort Kat, voreses grangivelige Konterfej, sidde paa et Trappetrin. Jeg bukkede mig netop ner for at klappe dens Ho’de, da den lige kom.

»Ja, det vil de sommetider,« sagde en af Sø-mændene.

»Det mener jeg inte,« sagde Kokken med Geniets Foragt. »Jeg mener, Ideen kom. Jeg si’er til mig sæl, »Du ku’ være »Satans« Bror, saadden ligner Du ham, aa, hvis Kaptejnen ønsker a' dræbe en Kat, la' det saa være Dig, si’er jeg. Aa derpaa, før den ku' si’e Jack Robinson, halede jeg den op i Nakken aa puttede den ner i Sækken.«

»Hva’, ved Siden a’ voreses Brød?« sagde den, der før afbrød ham, med en ynkelig Stemme.

»None a' jer er vanskeli’e a’ gøre tilpas,« sagde Kokken, dybt fornærmet.

»Bryd Dig inte om ham, Kok,« sagde den beundrende Sam. »Du har g’ort et Mesterstykke, det er, hva' Du har.«

»Begriveli’vis, hvis no’en har en bedre Plan —,« sagde Kokken ædelmodigt.

»Kom nu inte med Sludder, Kok,« sagde Sam, »ta’ de to Katte frem og sæt dem sammen.«

»Bland dem inte,« sagde Kokken advarende, »for I vil aldrig vide, hvikken, der er hvikken, nvis I gør ’et.«

Han aabnede forsigtigt for Sækken og fremtog sin Fange, og, da Satan var bleven befriet fra sit

Fængsel, bleve de to Dyr omhyggeligt sammenlignede.

»De er li'saa ens som to Stykker Kul,« sagde Sam langsomt. »Gud bevares, sikken et Puds a’ spille den gamle. Jeg maa fortælle Styrmanden dette hersens. Det vil more ham.«

»Det vil b’i'e nysseligt, hvis Papegøjen inte dør«, sagde den samvittighedsfulde Pessimist, endnu dvælende ved sit Yndlingstema. »Alt det Brød spoler't aa to Katte om Bord.«

»Bryd Dig inte om, hvad han si’er,« sagde Sam, »Du er en Knop, det er, hva’ Du er. Jeg vil nu ta’ aa gøre none faa Huller i Laavet paa Drengens Kiste aa putte gamle »Satan« i 'en. Bryder Du Dig vel derom, Billy?«

»Det gør han begriveli’vis inte,« sagde de andre Mænd.

Da Sagerne saaledes vare tilfredsstillende ordnede, fik Sam et Bor og gjorde Kisten i Stand til at modtage dens Beboer, som, overbevist om, at den skulde gemmes for at give Plads for en Rival, kæmpede en rasende Kamp for Frihed.

»Nu ska’ vi ha’ no'et tungt a’ ligge oven paa,« sagde Sam, da han havde overbevist sig om, at Laasen var itu, »aa Billy, ta’ aa put den nye Kat i Kramkisten, til vi sejle, den har Hjemve.«

Drengen adlød, og den sidstnævnte blev holdt i skammeligt Fængsel, indtil de vare komne forbi Limehouse, hvor den kom op paa Dækket og nær havde endt sin Løbebane ved at forsøge at springe over Bolværket ind i den nærmeste Have. I nogen

Jacobs: Fra de vaade Veje.                       3

Tid løb den om paa Dækket paa en forstyrret Maade og saa hoppede den op paa Styret og mjavede ynkeligt, da dens Fødeby fjærnede sig længere og længere fra den.

»Hva’ er der i Vejen med gamle »Satan«,« sagde Styrmanden, som var bleven indviet i Hemmeligheden. »Han synes at ha no et paa sin Samvittighed.«

»Han vil med det første ha’ noget rundt om sin Hals,« sagde Kaptejnen barskt.

Spaadommen blev opfyldt omtrent tre Timer senere, da han kom om paa Dækket og sørgmodigt betragtede Resterne af en Fugl, hvis Ordsamling engang havde været dens Fødebys Stolthed. Han kastede den over Bord uden et Ord, greb saa den uskyldige Kat, som var fulgt efter ham under Indtrykket af, at den skulde til at spise Frokost, fastgjorde en halv Mursten til et Tov og bandt det rundt om dens Hals. Mandskabet, som morede sig kosteligt over Spasen, istemmede protesterende Hyl.

»Sanglærken« vil aldrig faa Mage til ’en, Kaptejn,« sagde Sam højtideligt. »Den Kat var Skibets Lykke.«

»Jeg ønsker ingen af jeres Gamle-Kællinge-Historier,« sagde Kaptejnen brutalt. »Hvem, der ønsker Katten, kan gaa og hente den.«

Han traadte tilbage, da han talte og sendte det tamme, fremmede Dyr susende gennem Luften. Der blev et Plump, da den naaede Vandet, en

Boble eller to steg op paa Overfladen, og alt var forbi.

»Det er det sidste af den,« sagde han og vendte sig bort.

Den gamle Mand rystede paa Hovedet. »De kan inte for ingenting dræbe en sort Kat. Mærk mine Ord!«

Kaptejnen, som var i daarligt Humør paa den Tid, tænkte kun lidt paa dem, men de faldt ham levende ind den næste Dag, Vinden havde taget til om Natten, og Regnen faldt stærkt. Paa Dækket stod Mandskabet i Olieklæder rundt omkring, medens neden under Drengen i sin nye Egenskab af Fangevogter var i Færd med at forsyne en utaknemmelig Fange, da Kokken, der tilfældigt saa’ den Vej, blev forfærdet ved at se Dyret dukke op fra Bakken. Det undslap let Drengens rasende Greb, da han sprang op ad Trappen efter det, og gik langsomt langs ad Dækket i Retning af Kahytten. Netop som Mandskabet havde opgivet det som fortabt, mødte det Sam og var i næste Øjeblik fanget og krammet ned under hans stive, klamme Olietøj. Ved Støjen vendte Kaptejnen, som stod og talte med Styrmanden, sig om, som om han var bleven skudt, og stirrede vildt omkring sig.

»Dick,« sagde han, »kan Du høre en Kat?«

»Kat!« sagde Styrmanden med den største Forbauselse i sin Stemme.

»Jeg syntes, jeg hørte den,« sagde den forvirrede Kaptejn.

»Indbildning, Kaptejn,« sagde Dick bestemt, da en Mjaven, frygtelig i dens Vrede, hørtes nede fra Sams Frakke.

»Hørte Du 'et, Sam?« kaldte Kaptejnen, da den gamle Mand var ved at gaa.

»Hørte hva’, Kaptejn?« spurgte Sam ærbødigt, uden at vende sig.

»Intet,« sagde Kaptejnen samlende sig. »Intet. Alt vel.«

Den gamle Mand, der næppe var i Stand til at tro paa sin gode Lykke, bevægede sig fremad, og, benyttende et gunstigt Øjeblik, leverede han sin utaknemmelige Byrde tilbage til Drengen.

»Troede De, at De hørte en Kat nylig?« spurgte Styrmanden tilfældigt.

»Vel, mellem Dem og mig, Dick,« sagde Kaptejnen med en hemmelighedsfuld Stemme, »ja, jeg gjorde, og det var heller ikke Indbildning. Jeg hørte den Kat ligesaa tydeligt, som om den var i Live.«

»Godt. Jeg har hørt om saadanne Ting,« sagde den anden, »men jeg tror ikke paa dem. Hvilken Spas, hvis den gamle Kat i Nat kommer tilbage, klavrende op over Rælingen ude fra Søen og med Stenen hængende rundt om dens Hals!«

Kaptejnen stirrede paa ham i nogen Tid uden at tale. »Hvis det er Deres Idé om en Spas,« sagde han tilsidst med en Stemme, der røbede megen Bevægelse, »saa er det ikke min.«

»Godt, hvis De hører den igen,« sagde Styrmanden hjærteligt, »kunde De lade mig det vide. Jeg er temmelig interesseret i saadanne Ting.«

Kaptejnen, der ikke hørte mere den Dag, havde megen Møje med at overbevise sig selv om, at han var Offer for Indbildning, men, desuagtet var han glad ved om Natten, da han stod ved Rattet, at tænke paa, at han havde Selskab af Udkiggeren forude. Paa sin Side var Udkiggeren ganske henrykt over Kaptejnens usædvanlige Venlighed, da denne to eller tre Gange raabte til ham angaaende Sager, der kun stod i ringe Forbindelse med Skonnertens Fart.

Natten, som havde været mørk, klarede noget, og den lyse Halvmaane viste sig over en Samling mørke Skyer, da Katten, der, ved at benytte sin Ryg som en Løftestang, tilsidst var undsluppen den fordømte Kiste, slikkede sine velskabte Lemmer og kom op paa Dækket. Efter det kvælende Fængsel var Luften ligefrem kostelig.

»Bob,« raabte Kaptejnen pludseligt.

»Vel, vel, Kaptejn,« sagde Udkiggeren i en forskrækket Tone.

»Mjavede Du?« spurgte Kaptejnen.

»Om jeg hva’, Kaptejn?« raabte den forundrede Bob.

»Mjavede,« sagde Kaptejnen skarpt, »som en Kat.«

»Næh, Kaptejn,« sagde den fornærmede Sømand. »Hvoffer sku’ jeg dog gøre det?«

»Jeg ved ikke hvorfor,« sagde Kaptejnen og saa uroligt rundt omkring sig. »Der kommer mere Regn, Bob.«

»Ja vel, Kaptejn,« sagde Bob.

»Det er en svær Mængde Regn, vi har haft i denne Sommer,« raabte Kaptejnen eftertænksomt.

»Ja vel, Kaptejn. Sejlskib paa Bagbords Bov, Kaptejn.«

Samtalen ophørte, og Kaptejnen, ivrig efter at adsprede sine Tanker, iagttog den mørke Masse Sejl, lige fra den kom dykkende ud af Mørket ind i Maanelyset, og indtil den kom paa Siden af hans eget Skib. Hans Øjne fulgte den, da den passerede hans Plads, saa at han ikke bemærkede den hemmelige Nærmelse af Katten, som kom frem bag ved Kahytstrappen og satte sig ned tæt ved ham. I over tredive Timer havde Dyret været underkastet de største Ubehageligheder fra enhver ombord paa Skibet undtagen en. Denne ene var Kaptejnen, og der er ingen Tvivl om, at dens følgende Adfærd var en ligefrem Anerkendelse af denne Kendsgerning. Den rejste sig op, og, idet den skraaede over til den intet anende Kaptejn, gned den Hovedet kærligt og kraftigt mod hans Ben.

Af ringe Aarsager komme store Begivenheder. Kaptejnen sprang fire Alen bort og udstødte et Skrig, som blev Genstand for megen Udlægning paa Barken, der lige havde passeret. Da Bob, som kom op med slæbende Skridt, naaede hen til ham, stod han og lænede sig mod Rælingen, ude af Stand til at tale og rystende over hele Kroppen.

»Er der no'et i Vejen, Kaptejn?« spurgte Sømanden ængsteligt, da han løb til Rattet.

Kaptejnen fattede sig lidt og kom nærmere til sin Medhjælper.

»Tro mig eller ikke, Bob,« sagde han tilsidst med skælvende Stemme, »som Du vil, men Spøgelset af den — Kat, jeg mener Spøgelset af det stakkels, hengivne Dyr, som jeg druknede, kom og gned sig op ad mit Ben.«

»Hvaffer et Ben?« spurgte Bob, som altid var meget omhyggelig med Detailler.

»Hva’ Fanden har det at betyde, hva’ Ben?« spurgte Kaptejnen, hvis Nerver vare i en frygtelig Tilstand. »Aah, se — se dér!«

Sømanden fulgte hans udstrakte Finger, og hans Mod svigtede ham, da han saa’ Katten med krummet Ryg listende sig afsted langs med Skibets Side.

»Jeg ka’nte se no’et,« sagde han halsstarrigt.

»Jeg antager ikke, Du kan, Bob,« sagde Kaptejnen melankolsk, da Katten forsvandt forude, »det er tydeligt, at det kun er ment at skulle ses af mig. Hvad det betyder, ved jeg ikke. Jeg gaar ned for at lægge mig. Jeg er ikke oplagt til Arbejde. Har Du vel noget imod at være alene, til Styrmanden kommer op, har Du?«

»Jeg er inte bange,« sagde Bob.

Hans øverste Befalingsmand forsvandt nedenunder, og, idet han ruskede i den søvnige Styrmand, som protesterede hæftigt mod Behandlingen, fortalte han ham med skælvende Stemme sine rædselsfulde Oplevelser.

»Hvis jeg var Dem« — sagde Styrmanden.

40

»Ja?« sagde Kaptejnen og ventede lidt. Saa ruskede han ham hæftigt igen.

»Hvad vilde De sige?« spurgte han.

»Sige?« sagde Styrmanden og gned sine Øjne. »Ingenting.«

»Om Katten?« indskød Kaptejnen.

»Kat?« sagde Styrmanden og puttede sig behageligt ned under Lagnerne igen. »Hvaffer en Kat — Godnat —«

Saa trak Kaptejnen Tæpperne bort fra Styrmanden, og, rullende ham frem og tilbage i Køjen, forklarede han ham, at han var meget utilpas, at han vilde tage sig en Smule Whisky og gaa til Køjs, og, at han, Styrmanden, maatte tage Vagten. Fra dette Øjeblik tabte Spasen det meste af dens Tillokkelse for Styrmanden.

»De kan ogsaa tage et Nip, Dick,« sagde Kaptejnen, bydende ham Whiskyen, da den anden gnavent klædte sig paa.

»Det er altsammen Vaas,« sagde Styrmanden og heldte Whiskyen ned i Halsen, »og det er ikke heller til nogen Nytte; De ka’nte løbe væk fra et Spøgelse, og det vil li’saagodt være i Deres Seng som ethvert andet Sted. Godnat.«

Han efterlod Kaptejnen, grundende over hans sidste Ord og mistænksomt betragtende det omtalte Stykke Bohave. Heller ikke gik han til Ro, førend han havde underkastet det den nøjagtigste Undersøgelse, og derpaa lod han Lampen brænde, sprang hurtigt ind og forglemte sine Besværligheder i Søvnen.

Det var Dag, da han vaagnede og gik op paa Dækket, hvor han opdagede, at Søen var i hæftig Bevægelse, og at der lige netop var Sejl til at holde Skonnertens Forstavn foran Vinden, naar hun dykkede op og ned paa Bølgerne. Et Raab fra Kaptejnen, da en Bølge brød mod Rælingen og kastede en Sky af Skum over ham, fik Styrmanden til at dreje Hovedet om.

»Hvad, De vil da ikke blive oppe?« sagde han med en Stemme af forstilt Overraskelse.

»Hvorfor ikke?« spurgte den anden barskt.

»De skulde gaa og lægge Dem igen,« sagde Styrmanden, »og faa en god Kop varm The og noget ristet Brød.«

»Klar ud,« sagde Kaptejnen, gjorde en Bevægelse hen imod Rattet og naaede det. »Jeg véd, at De ikke holder af at blive vækket, Dick, men jeg blev forfærdet i Nat. Gaa ned og gaa til Køjs.«

»Vel,« sagde den formildede Styrmand.

»De har ikke set noget?« spurgte Kaptajnen, da han tog Rattet fra ham.

»Ikke det bitterste,« sagde den anden.

Kaptejnen rystede tankefuldt paa Hovedet, og rystede det derpaa kraftigt igen, da nok et Styrtebad væltede frem over Rælingen og gav ham en Overhaling.

»Jeg vilde ønske, jeg ikke havde druknet den Kat, Dick,« sagde han.

»De vil ikke se den igen,« sagde Dick med den Selvtillid, som en Mand kan have, der har tagen enhver mulig Forsigtighedsregel for at gøre Spaadommen sikker.

Han gik ned og efterlod Kaptejnen ved Rattet. Denne fordrev Tiden med at iagttage Kokken, der udførte beundringsværdige Taskenspillerkunster mellem Køkkenet og Bakken med Mandskabets Frokost.

Lidt efter overlod han Rattet til Sam og gik ned til sig selv, hvor han uden Tvang udbredte sig for den brødebetyngede Kok angaaende sine hemmelighedsfulde Erfaringer den foregaaende Nat.

»De vil inte se den mere, Kaptejn, det anta'er jeg,« sagde han mat; »jeg tror, den kom aa gnubbede sig op a’ Deres Ben for at vise, a' den tilgav Dem.«

»Vel, jeg haaber, den véd, at den er forstaaet,« sagde han, »jeg kan ikke lide, at den skal have mere Uro.«

Frokosten endtes i Tavshed og Kaptejnen gik saa op paa Dækket igen. Det blæste endnu haardt, og han gik over for at se til Mandskabet, som forsøgte at fastsurre nogle Fustager, som rullede omkring i alle Retninger midtskibs. En hæftig Slingren gjorde dem atter fri og skilte samtidigt i Bakken to Kister, der stode oven paa hinanden. Denne Begivenhed fik »Satan«, der krøb sammen i den nederste og var halvt vild af Skræk, til at fare som gal op paa Dækket og give sine Følelser Luft. Tre Gange, i fuldt Paasyn af den forskrækkede Kaptejn, løb den med Væddeløbsfart rundt omkring Dækket og havde netop begyndt paa den fjerde, da en tung Pakkasse, som midlertidig var stillet paa den ene Ende og efterladt af Mændene ved Kattens pludselige Tilsynekomst, faldt over den og fangede den ved Halen. Sam styrtede til Hjælp.

»Stop,« brølte Kaptejnen.

»Ska’ jeg inte løfte den op, Kaptejn?«

»Sér Du ikke, hvad der er nedenunder den?« sagde Kaptejnen med hæs Stemme.

»Neden under den, Kaptejn?« sagde Sam, hvis Tanker løb rundt.

»Katten, kan Du ikke se Katten?« sagde Kaptejnen, hvis Øjne havde været fastnaglede paa Dyret siden dets første Tilsynekomst paa Dækket.

Sam nølede et Øjeblik og rystede saa paa Hovedet.

»Kassen er falden paa Katten,« sagde Kaptejnen.

»Jeg kan tydelig se den.«

Han kunde ogsaa have sagt »hørt« den, thi »Satan« gjorde rasende Henvendelser til sine medlidenhedsfulde Venner om Hjælp.

»La’ mig skubbe Kassen tilhaves, Kaptejn,« sagde en af Mændene, »saa maaskesens Synet vil forsvinde.«

»Nej, bliv hvor Du er,« sagde Kaptejnen. »Jeg kan bedre døje det ved Dagslyset. Det er den forunderligste og besynderligste Ting, jeg i mine Dage har set. Mener Du, at Du ikke kan se noget, Sam?«

»Jeg kan se en Kasse, Kaptejn,« sagde Sam langsomt og omhyggeligt, »med en Stump rustent

Jernbaand, som stikker ud fra 'en. Det er maaskesens, hva’ De anta’er for Katten, Kaptejn.«

»Kan Du ikke se noget, Kok?« spurgte Kaptejnen.

»Det maa være Indbildning, Kaptejn,« stammede Kokken og sænkede sine Øjne, »men det synes mig, jeg ka’ se en lille mørk Tingest dér. Aa, nu er 'en gaaet.«

»Nej, den er ikke,« sagde Kaptejnen. »Satans« Spøgelse sidder dér. Kassen synes at være falden paa dens Hale. Den synes at hyle noget forfærdeligt.«

Mændene gjorde en fortvivlet Anstrængelse for at frembringe den fornødne Overraskelse over saadant et Vidunder, medens »Satan«, som anstrængte sig af al Magt for at faa sin Hale ud, hylede i rigelig Grad. Hvor længe den overtroiske Kaptejn paa »Sanglærken« vilde have ladet den forblive dér, vil aldrig blive opklaret, thi netop da kom Styrmanden op paa Dækket og fik Øje paa den, førend han var ganske paa det rene med, hvad Rolle, man forventede, han vilde spille.

»Hvorfor Djævlen løfte I ikke den Tingest væk fra det stakkels Dyr,« brølte han, idet han løb op til Kassen.

»Hva’, ka' De se den, Dick?«, sagde Kaptejnen indtrængende og lagde sin Haand paa hans Arm.

»Se den?« gensvarede Styrmanden. »Tror De, jeg er blind I Hør det stakkels Dyr? Jeg skulde — Aah!«

Først nu opdagede han Mandskabets betydningsfulde Blikke. Fem Par Øjne talte som ét, alle sagde tydeligt »Idiot«, og Drengens Øjne havde et ubeskriveligt Udtryk.

Da Kaptejnen vendte sig om, saa’ han Minespillet, og et Lys dukkede langsomt op for ham. Men han ønskede mere, og han drejede sig pludseligt om til Kokken for at faa den ønskede Oplysning.

Kokken sagde, det var en Spøg. Saa rettede han sig selv og sagde, det var ingen Spøg, saa rettede han sig igen og talte usammenhængende. I Mellemtiden betragtede Kaptejnen ham haardt, medens Styrmanden befriede Katten og godmodigt hjalp med at rette dens Hale.

Det tog fulde fem Minutters modvillig Forklaring, førend Kaptejnen kunde blive Situationen klar. Han syntes ikke ganske at forstaa den, førend han var bleven vist Kisten med det ventilerede Laag, saa klaredes hans Ansigt, og, idet han tog den ulykkelige Billy ved Kraven, raabte han barskt efter et Stykke Tov.

Ved denne statsmandsagtige Behandling af Genstanden blev et Spørgsmaal af megen Pinlighed og Vanskelighed løst, Diciplinen blev genoprettet, og en praktisk Illustration om Farerne ved List blev given til en Yngling, der var i en Alder, der var bedst egnet til at modtage saadanne Indtryk. At han vilde udgyde en ungdommelig men kraftig Ordsamlings Hjælpekilder paa Mandskabet i Almindelighed og Sam i Særdeleshed, var kun, hvad der var at vente. De bar intet Nag til ham for det, men, da Han viste Tegn til at ville overskride, hvad der passede sig for hans Ungdom, holdt de en hurtig Raadslutning og stoppede hans Mund med seks og en halv Pence og en itubrukken Foldekniv.