"Den sorte kat og den hvide sne" af Børge Janssen

Det tegnede til at blive en rigtig glad Jul for Gaardejer Jørgen Eskesen med Kone og Børn; men det var lige ved ikke at blive det.
   Deres lille Dagmar, som længe havde været syg, var nu atter saa nogenlunde rask, de andre Børn struttede af Sundhed, og Jørgen Eskesens Pung struttede som al Tid af blanke Kroner, saa det saa da, som sagt, ud til, at Julen kunde blive god nok.
   Heller ikke paa Vejret kunde der klages; Skoven var sort, Jorden hvid og Himmelen blaa, saa det var jo, som det skulde være.
   Og var der ingen Blomster til at dufte deres Balsam ud i den stille, dirrende Frostluft omkring Jørgen Eskesens Gaard, saa manglede der alligevel ikke Balsam; for derhenne fra Stegers- og Kokkendør stod den allerlifligste Duft af Klejner, Specier og Peberkager, som den gode og trivelige Karen Eskesen stod og bagte, medens alle Børnene slog Kreds om hende. For hvis noget af Bagningen blev brændt, skulde Børnene jo have det, og Karen sørgede for, at slet ikke saa lidt blev brændt.
   Mellem Børnene var ogsaa den lille Dagmar, der saa lidt bleg og bedrøvet ud, og saa "Kora", en stor, sort Kat, der mjavede, skød Ryg og spandt, saa det var helt hyggeligt.
   Og "Kora" og Dagmar holdt sig stadig lige op ad hinanden; for de var nemlig de allerfineste Venner. Og skete det, at et af de andre Børn ikke var bange for at give Katten et lille Spark, naar det gjaldt i en Hurtighed, at komme hen til „det brændte" saa var lille
  Dagmar der straks med Kærtegn og Kage til ,Kora“.
   For se, der var nemlig to Ting her i Verden, som den lille, blege Dagmar holdt saa uhyre meget af, og det to meget forskellige Ting, nemlig "Kora" og saa et gammelt Pæretræ, som stod lige uden for Børnenes Sovekammervindue.
   Hvorfra den Kærlighed til Træet egenlig var kommen, vidste hverken Dagmar eller nogen anden saa lige; men nok er det, at hun elskede det Træ mere end noget andet Træ i Haven, og derfor havde hendes Fader ogsaa ladet det staa, skønt det længe ikke havde baaret, og skønt den rare, gamle Dr. Vissmann inde fra Byen forlængst havde sagt, at Træet i Grunden burde fældes for at skaffe Lys og Luft ind i Sovekamret.
   Paa den lille Bænk under Træet sad Dagmar tit, og som Regel havde hun ,,Kora“ paa Skødet, og den tik da Historier og Eventyr, som den lille, sygelige Pige havde læst sig til i sine Bøger. For Dagmar var en rigtig Læsehest
   Men saa var det, at Træet begyndte at gaa ud i Toppen, og nu i den sidste Efteraarsstorm var en stor Gren blaæst ned og havde nær ramt Dagmar og "Kora"; og derfor havde Jørgen Eskesen sagt, at nu hjalp ingen kære Mo'r mere. Træet maatte om, og det just nu til Jul, for saa havde Dagmar saa meget andet at tænke paa. Det hjalp da heller ikke, at hun græd: Fa'r havde sagt det, og saa stod det fast.
                                      Juleaftens Dag om Morgenen skulde det ske, at det var Lillejuleaftens Dag, at Dagmar, "Kora" og de andre stod ude i Køkkenet og fik „det brændte".
                                  Men nu er Bagningen til Ende og Børnene besørgede i Seng, saa Fatter kan faa Tid at kigge i Avisen og Mutter til at tage fat paa Strikkestrømpen. Men maaske har Avisen ikke været særlig morsom — sligt kan jo ske —, eller ogsaa har der været andet i Vejen, nok er det, Fatter begyndte snart at nikke og snakke om at gaa til Ro, og ikke længe efter snorkede hele Huset.
   Nej, ikke hele Huset.
   For den lille, sygelige Dagmar laa nok stille som en Mus, da hendes Moder kiggede ind i Stuen; men sove gjorde hun ikke. Ti hun kunde ikke faa ud af Tankerne, at næste Morgen skulde det gamle Træ derude falde for Øksen. Hun syntes, at hun i sine Eventyrbøger havde læst noget om, at Træerne havde Liv og kunde føle, og hvis det nu var sandt?
   Det jog gennem hende ved den Tanke, og snart spekulerede hun paa at gaa ind til Fa'r og Mo'r og bede for Vennen derude, snart paa at liste ud i Haven og trøste den arme Stakkel, der nu snart skulde lade Livet.
   Under alt dette laa hun og klynkede stille, og det maa "Kora" vel have hørt, for med ét følte Dagmar en laadden Krop oppe i Sengen; det var "Kora", der kom for at trøste hende.
   Og med den i Armen faldt hun snart i Søvn.
   Hvor længe de to Venner havde sovet, vidste ingen af dem; men hen paa Natten vaagnede de, og straks huskede den lille Pige paa Vennen derude. Og hun blev ved at tænke paa den, til hun endelig tog en fast Beslutning. Først rejste hun sig halvt op i Sengen og lyttede — jo, al Ting var stille, kun snorkede den lille Peter Andreas —, saa stak hun Benene ud af Sengen og listede hen til Vinduet, medens to gloende Katteøjne saa langt efter hende.
   Nu klirrede det svagt der henne fra; det var Vindueshaspen, som blev løftet, og nu gled Vinduet op, saa den kolde, friske Natteluft strøg ind i Stuen. Det gøs i den lille Pige, men alligevel kravlede hun forsigtig op i Karmen, og nu sprang hun.
   Da hun satte Fødderne mod Jorden, gav hun et Skrig, for hun syntes, at noget stak hende i Hælen; men videre tænkte hun ikke derover, hendes eneste Tanke var at komme hen til Træet — —
   Nu var hun der, nu sad hun paa Bænken, og hun lænede sig mod Stammen og gav sig til at klappe og kærtegne den, medens hun blev ved at hviske:
   "Kære, lille Træ, kære, lille Træ — — "
   Men svagere og svagere blev hendes Stemme, saa mat og træt følte hun sig; med ét faldt hendes Hoved ned paa Brystet, og selv gled hun om paa Bænken, hvor hun blev liggende som død.
   Men henne fra Vinduet havde et Par store, gloende Katteøjne fulgt enhver af den lille Piges Bevægelser, og da hun nu faldt, satte "Kora" i et Spring ud i Sneen og lige hen til hende. Først gav den sig til at mjave og slikke hendes Hænder, der hang slapt ned; men da hun ikke rørte dem, sprang den op paa hendes Bryst og gav sig til at slikke hendes Ansigt. Stadig laa hun som død, stadig blev "Kora" ved at mjave højere og højere, mere og mere klagende.
   Hvor længe det stod paa, er ikke godt at vide; men nogen Tid efter, just som det første graa Dagskær begyndte at sive ned over Landet, blev et Vindue slaaet op, og Jørgen Eskesens Stemme lød:
   "Kan Du holde din Kaje, Kora!"
   Men længere kom han ikke, for i det samme begyndte han at gnide Øjnene, medens han gav sig til at raabe:
   „Mo'r! Hvad er dette her! Der er noget galt! Børnenes Vindue staar paa vid Gab — og der — hvad er det?“
   Straks efter var baade Jørgen Eskesen og hans Kone ude i Haven — fra Vinduet og hen til Træet var der Blodspor, og der under Træet laa deres lille Pige i en Blodpøl; paa hendes Bryst sad "Kora".
   "Aah, Gud, aah, Gud, Jørgen! den har revet hende ihjæl!" raabte Konen i sin Vaande, men Jørgen løftede den lille Pige op og løb med hende til Huset.
   "Aah, Herre Jesus, Herre Jesus, hun er død", jamrede Konen; men Manden raabte blot:
   „En Varmedunk — kom med en Varmedunk!"
   Saa lød der Larm af Barnestemmer, Graad og Mjaven, og imens blev den lille Pige bragt til Sengs og Forkarlen sendt af Sted efter Doktoren.
   "Aah, Herre Jesus, Herre Jesus!" klynkede Konen, der nu kom og stak Varmedunken ind under Dynerne, "tænker Du, hun er død?"
   "Hun lever", sagde Jørgen, "Jeg kan mærke det paa Aandepustet."
   En Time efter stod den rare, gamle Dr. Wissmann ved Sengen.
   Betænkelig rømmede han sig, pudsede Brillerne, og saa sagde lian:
   "Men hvad er dog dette her, mine gode Folk?"
   Saa fik han Forklaringen om, at Katten havde sønderrevet den lille, og imedens følte han Pulsen og listede en Ske med nogle Draaber ind i hendes Mund, forbandt Hendes Fod, og saa sagde han:
    "Og hvor fandt I hende?"
    "Ja, her skal Doktoren se — "
    Og saa blev han ført ud i Haven, og han saa Blodpølen i den hvide Sne, og han fulgte det røde Spor til Vinduet, bøjede sig der og tog en skarp og blodig Flintesten op, medens han sagde:
    "Ja, jeg tænkte det jo nok — se her, det er den Kat, der har kradset hende — men sig mig, hvor sad Katten, da I kom?"
    "Paa hendes Bryst", sagde Jørgen.
    "Saa tak I Katten for, at hun ikke er frosset ihjæl — det er den, der har holdt Livet i hende —"
    "Og kan hun leve?* klynkede Konen.
    "Ja, vel kan hun det", trøstede Doktoren, og han fik Ret.
    Fire Timer efter var den lille Dagmar igen helt kvik, og hendes Sødskende, der havde hørt noget om, at det slet ikke vilde blive til noget med Juleaftens-Gildet, blev nu dobbelt glade, da de hørte, at Gildet alligevel skulde være.
    Og der blev Gilde, Salmesang og Risengrød, Kager og Kringler og Juletræ, ja, man kunde næsten sige, at der blev to Juletræer, for Pæretræet derude fik nu alligevel Lov til at staa, og den lille Dagmar humpede med sin indbudne Fod og støttet af Fa'r og Mo'r ud og hængte et Par Kræmmerhuse paa det kære Træ.
    Men fik alle de smaa Eskesen’er de følgende Dage sig hver en lille Mavepine, saa fik "Kora" sig sikkert en stor Mavepine, for den var jo alligevel Festens Dronning, og den blev proppet med Alverdens herlig Julemad.
    Dog, den overlevede Mavepinen, og den lever endnu som en meget gammel Kat. Og Dagmar lever, og Pæretræet lever — nej, det er sandt, det lever ikke mere, for det er nu gaaet helt ud; men det faar alligevel Lov til at staa, indtil det en Gang falder af sig selv.
    Og hver Juleaften bliver det pyntet til Minde om den kære Begivenhed.