"Hertugens kat" af Frederik Poulsen

Leje en Hest til Deres Herlighed? Nej, nu har jeg J aldrig hørt MagenI Hvis nogen for tre Aar siden havde sagt, at Hans Naade Hertugens Søn en Dag skulde staa i min Stue og bede om at leje min stakkels gamle Hest til en Ridetur, ved Gud, jeg havde telefoneret til Politiet og bedt om at faa Manden indespærret i en Sindssygeanstalt. Betænk vel, Deres Herlighed, at Deres Far havde tyve Fuldblodsheste i Vinterpalæet i London og her paa Newby Abbey seksten Biler, der skinner som Guldsmede. Tror De ikke, jeg selv har set dem, frydet mine Øjne ved Synet af deres Glans og bagefter mønstret de tredive Rideheste i Stalden, der er saa glatte og blanke, som om de var smurt ind i Smør, og har Koder saa fine som Daahjorte. Hvorfor Pokker skulde da Naadig- herrens Søn henvende sig til mig, en stakkels Krovært, der skylder Hertugens Naade og Bevilling alt? Aah, Deres unge Herlighed, har da den forbandede Krig virkelig bragt os saa vidt? Alle Bilerne og Hestene kan dog vel ikke være rekvirerede til Arméen? Kære, unge Naadigherre, tag Plads derovre i Sofaen et Øjeblik og lad min Datter lave Dem en Kop Kaffe, mens jeg telefonerer til Slottet efter en Bil." „Nej, nej, nej! Hold op med det Vrøvl og lad mig faa Hesten,' som jeg siger." „Hvorfor dog ikke bare prøve paa at telefonere?" „Satans, som I er frække!" Den ungeMarki slog forbitret med Ridestokken paa de lange Militærstøvler. „Er det ikke nok, at jeg ønsker den Hest? Skal jeg skrifte hvorfor? Skal jeg gøre Regnskab for, at det ikke passer mig at komme kørende til Slottet som Hertugsøn og gaa derfra som en afvist Betler? Nu har De faaet noget at grunde over og kom saa med Hesten." Den tykke Krovært spurgte ikke om mere. Hovedrystende gik han foran over i Stalden og begyndte at sadle Hesten inde i Baasens Halvmørke. Da Dyret blev trukket frem paa Stenbroen foran Stalddøren, gav det unægtelig et Sæt i den unge Herre. Thi først nu kunde han faa et Overblik over Krikkens Yndigheder. „Gud forbarme sig!" mumlede han. „Den Hest ligner jo en høj Silkehat, der har ligget et Døgn ude i Regnvejr, og som en Flok Skoledrenge har spillet Fodbold med. Kan det Væsen holde til et Trav paa 6 miles?" „Mageligt!" forsikrede Kroværten. „Vi har dem i hvert Fald ikke bedre her paa Egnen. Alle vore Heste traver nu rundt i Flanderns Mudder, og det bliver ikke godt, før Vorherre har sendt alle Hunnerne til Helvede." Værten begyndte at jamre over Krig og Foderpriser og Skatter og daarligt 01 og Rationering. Hvis det blev saadan ved, maatte han snarest opgive Forretningen og deponere Bevillingen. Og hvad saa, Deres Herlighed, hvem sørger saa for gamle James Fleming? For at slippe fri svang den unge Mand sig i Sadlen og gav Schenkler. Tænk, Dyret flyttede sig virke- ligl Det bar ham af Sted ud paa Vejen, ikke i noget betagende Trav, men dog hurtigt nok til paa et Par Minuter at bringe ham uden for Hørevidde. Snart lukkede Vejens høje Hegn sig omkring ham. Novembertaagen spærrede for Lyset foroven og samlede sig tæt foran Vejens Hulrum; dens iskolde Væde sivede langsomt gennem Uniformen og gjorde hans Sind endnu sørgmodigere. Det var ikke den Hjemkomst, han havde drømt om i Skyttegravenes Dyb, naar han trængte til at ilte sit Blod ved Tanker om Fædrenehjemmet og gamle England. Han fantaserede da altid om en Velkomst, der begyndte med stram Hilsen og smilende Underdanighed fra Forstanderen paa Jernbanestationen og fortsattes af Tjenerne, der kappedes om at bringe ham til Sæde i Bilen, stoppe Silketæppet fast om hans Ben og vikle ham ud igen, naar han forbi hurraraabende Børn og bukkende Portvagter var naaet frem til Slottets Søjleportal, hvor Tjenestefolkene med den gamle footman Martin Ure i Spidsen strømmede ham i Møde ned over de brede Trin. I Stedet for red han nu her paa Englands forfærdeligste Hest, prisgivet den klamme Luft og langs en Landevej, der forekom ham uendelig lang og samtidig skummel og vaad som Bunden af en Fæstningsgrav. Det slog ham i Dag, hvilken sørgmodig Karakler en engelsk Landevej har. I Frankrig og Flandern nikkede man fra Vejens Rygning tværs gennem Pilehegn eller Poppelalléer til Marker, Vinbjerge og Skove. Man var midt i et Landskab og i Føling med det. Men England var de lukkede Vejes Land. Hvad der fandtes af Skønhed her, laa gemt bag de skærmende Hegn. Alt godt og ejendommeligt var Ejerne forbeholdt, hele England var skaaret ud i Stykker og Strimler til de Faa, der holdt sig paa deres Eget og holdt fast paa det, hvad enten Talen var om kilometervide Slotsparker eller om Forpagtergaardenes Gemysehaver. Landevejen var i England en farveløs Streng, ad hvilken de Besiddende hurtigst muligt søgte ud og hjem. Den Ejendomsløse vandrede derimod som i et livsvarigt Fængsel mellem Hegn af levende Træer, mellem Hegn af døde Mure. Af Herlighederne indenfor skimtede han kun de vuggende Trækroner eller en Tagrygning med vorteagtige Skorstenspiber. Ad saadanne Veje færdedes det gamle Englands taalmodige Sønner, uden Lysning fra Siderne, med graa Himmel over Hulrummets Munding. Og for at bevare denne Ret til at vandre Udmattelsen i Møde lod Tusinder af unge Mænd sig hver Dag dræbe paa Frankrigs blodvædede Jord. Den unge Marki huskede med ét en Oplevelse, der laa nogle Aar tilbage i Tiden, hvorledes han en Dag holdt højt til Hest paa Landevejen uden for Stationsbyen og saa Byens Ungdom gaa Tur ud og hjem. De unge Menneskers Vandring havde intet Maal. De gik hverken mod en Sportsplads eller en Musikpavillon, thi ingen af Delene fandtes i Omegnen. De spaserede  blot for at føle deres Blod rinde, for at se paa hinanden, thi Hegnene lukkede sig naadeløst omkring dem. Byraadet havde kort i Forvejen ansøgt om Adgang til et Hjørne af Slotsparken for Byens Befolkning, og den gamle Hertug havde bevilget den med den Tilføjelse, at Folk maatte holde sig til Parkens Hovedvej, ikke betræde Plænerne eller slaa ind paa Sidevejene. Byraadet takkede, og et Aar gik alt fredeligt, indtil et ungt Par en Aftenstund var blevet fundet af en Jagtbetjent, siddende bag et Buskads faa Skridt fra Hovedvejen. For denne Overtrædelses Skyld blev Parken igen stængt for Befolkningen. Det havde sat ondt Blod. Aviserne havde indeholdt Protester, og naar den unge Marki viste sig i Stationsbyen, havde der et Par Gange lydt en truende Mumlen. Derfor holdt han nu hin Søndag midt ude paa Vejen, med Ridepisken parat, om nogen vilde vove at raabe til ham eller knurre imod ham. Men de unge Mænd og de unge Piger var gaaet ham stille forbi, med bøjede Hoveder, de fleste havde endog hilst, slet ingen havde saa meget som løftet Øjnene mod hans vrede Ansigt. Men dette Minde laa hinsides Krigen. Nu var disse Mennesker forandrede, han forandret. Hvorfor og hvorledes? Ja, hvorfor red han i Dag her og følte sig som en af de Udstødte, en af de endeløse Vejes Vandrere, han, den stolte Henry, Marki af Crowe, eneste Søn af Hertugen af Nottingham? Den nye Tid var for ham begyndt en Senaften, han sad i Skyttegravens Dækningsrum sammen med  en Officerskammerat, Guy Lawrence, Søn af en Ox- ford-Professor og selv vordende Lærd. De havde spist og burde hvile, men var ikke trætte nok til at falde i Søvn, og den fjendtlige Artilleriild var netop den Aften saa heftig, at den selv for disse krigsvante Mænd var svær at sove fra. Pludselig vendte Guy sig imod den unge Adelsmand og spurgte: „Hvorledes holder en fornuftig Mand som De egentlig det tomme Liv ud, De maa føre?" Den unge Lord løftede forbavset Øjenbrynene. „Ja, jeg mener ikke Livet her i Felten, for det er jo lige nederdrægtigt for os allesammen. Men Livet som Aristokrat. Saadan et tomt Liv maa jo presse Sjælen ud, som man klemmer Saften af en Citron." Lordens Øjenbryn steg endnu lidt højere tilvejrs. Dette her var jo simpelt hen ufatteligt. Han var vant til at blive misundt. Men det var aldrig nogen Sinde tidligere i hans Liv hændt ham at blive ynket. „Et tomt Liv! Hvad mener De? Hvad kan man forlange mere af Livet end smukke Mennesker, god Mad, de bedste Vine? Dertil raske Jagter, glade Selskaber? Jeg forstaar Dem ikke. Hvad forlanger De selv af Livet?" „Aand!" svarede Guy barskt. „Tak, jeg klager ikke!" bemærkede Naadigherren hovent. „Ja, men det gør jeg!" snærrede Guy Lawrence. „En Rævejagt med et fint Resultat løser ikke en Lord fra hans Forpligtelser mod Englands gamle Kultur. Der maa mere til nu om Stunder, hvis man vil bevise sin Stands Eksistensberettigelse." „Maa jeg saa ikke hellere bede om et Program at leve efter," svarede Lord Henry. „Hvad vilde De gøre i mit Sted, forudsat at jeg slipper ud af dette Inferno?" „Jeg vilde gøre mit Gods til et Kulturhof som FyrstehofTet i Ferrara. Intet skulde være for godt, intet for højtstræbende inden for Kunst, Digtning og Videnskab, alt vilde jeg tage Del i. Uden at opgive en Tøddel af Adelsmandens Jagter og Sport vilde jeg udnytte mine talrige Stunder til Samkvem med Tidens førende og forfinede Aander. I Aftenens dyrebare Timer vilde jeg, omgivet af aandfulde Mænd og Kvinder, tale om Studier og Bøger, som i sin Tid Cæsar og Cicero gjorde det, jeg vilde lade mig forklare de nyeste tekniske Opfindelser eller lytte til en indsigtsfuld Lærds Skildring af, hvorledes vort Verdensbillede har ændret sig fra Aristoteles til Ein- stein. Jeg vilde gøre min Slotspark til en Jord, strøet med Poesiens rødeste Roser; til andre Tider vilde jeg flyve, uhemmet af Materien, mellem Verdensrummets Sole. Jeg vilde aabne mit Sind uden Delagtighed i fagligt Slid og fagmæssig Ensidighed for saa meget af Nutidens stolte Viden, som min Bevidsthed kunde rumme, og gribe hjælpende ind, hvor materiel Nød sinkede Forskningen. Kort sagt, jeg vilde føre et Liv, der løftede mig over Bagatellerne og tillod mig at skelne mellem sjælelig og timelig Lykke." Lord Henry lænede sig tilbage mod Væggen og mumlede: „Begynd hellere med det samme! Fortæl mig om Einstein og hans Verdensbillede. Men vær klar og letfattelig, thi min Hjerne er absolut ikke trænet/* „Jeg skal prøve/* svarede Guy og sad en lille Stund i dyb Eftertanke. „Nuvel, tænk Dem en Mand eller hellere Dem selv indespærret i en lukket Kasse, der i et Reb, holdt af en himmelsk Haand, drages med en bestemt Hurtighed opad gennem Æteren. De mærker, ikke sandt, Bunden af den flyvende Kasse fast under deres Fødder, De føler Trykket eller Dragningen og tror, at denne Bund i sig selv besidder en hemmelig Tiltrækningskraft. Uden for i Rummet staar en Mand med et Jagtgevær, og idet Kassen flyver ham forbi, aflyrer han et Skud imod den. Projektilet farer igennem Kassen, og paa Grund af Kassens Fart opad, bliver Skudlinjen krum, Projektilet gaar ud lavere, end det kom ind. Og atter tror Manden i Kassen, at det er Bunden, der tiltrækker Projektilet. Tænk Dem alt dette overført paa vor flyvende Jord, sæt Solen i den udenforstaaende Skyttes Sted. Manden i Kassen, der iagttager rigtigt, men slutter galt, er Newton. Manden, der ser det hele klart og udefra, er Einstein.** Lord Henrys Adel gik helt tilbage til Normannernes Erobring af England, men denne Nat opdagede baade han og Fortælleren, at hans Hjerne var frisk som en Bondedrengs. De glemte Timerne, de glemte Trommeild og Træthed og skænkede ikke den kommende Dags Anstrengelser en Tanke. Først hen paa Morgenen brød de begge sammen i et kort, heftigt Blund. Den Nat blev Lord Henry et nyt Menneske. Og i den følgende Tid løftede hver Samtale med Guy hans Sjæl endnu lidt højere op over Bagatellernes Verden. Selv Krigens Nød blev taaleligere, og midt i Smuds og Ild kunde han smile over en Tanke, der steg som en kvidrende Fugl gennem hans Sind. Eller han følte det, som bragede der et helt Baal i hans Indre, i hvis Skær Tilværelsen blev helliggjort, Mennesket, naar det opfyldte sit Kald, et Underværk. Den ene Dag var det et Digt af Verlaine, der nærede Baalet, den anden Dag forklarede Guy ham Grundtrækkene i Spinozas Tænkning. Men en barsk Dag bragte Afslutningen, en Storm paa den fjendtlige Stilling efterlod den unge Adelsmand med knust venstre Skulder indfiltret i Pig- traadshegn. Da han vaagnede af sin Døs, laa han i en hvid Hospitalsseng, og Kathleen stod bøjet over ham. Kathleen, Guys Søster, frivillig Sygeplejerske bag Fronten, blev den, der fuldbyrdede den Omvendelse, Broderen havde lagt Grund til. Kathleen var alt andet end faglærd, men i Faderens Hus og i Broderens Nærhed havde hun forstaaet Alvoren i deres Kald og ladet sig fylde af den sjælelige Sundhed, der omgav de to Mænd. Lord Henry havde set mange skønne Kvinder, men ingen som Kathleen, thi hendes Kinder og hendes Øjne havde et Genskær af rene og store Tankers Nærhed. Da han efter Helbredelsen besøgte hendes Hjem og fulgte hende ud i den lille Villahave ved Professorboligen, der kunde tages paa langs og tværs i fem lange Spring, forstod han, hvor lidt Omfanget af det jordiske Terræn betød. Thi alle færdedes her i en Luft, der var højere end i nogen adelig Park i hele Gammelengland. Derfor følte han sig baade beklemt og underlegen, den Dag han henvendte sig til den gamle Professor og bad om Kathleens Haand. Smilende havde Faderen svaret: „Det afgør Kathleen selv. Mit Hjem er en Frihedens Hal." Det værste stod nu tilbage: at faa Hertugens Samtykke til Forbindelsen. Lord Henry vidste, at der ventede ham en kraftig Modstand, sandsynligvis haanlig Afvisning. Og han havde gjort op med sig selv, at det da vilde komme til et Brud. Thi han agtede ikke at bøje sig. Netop derfor havde han valgt at komme uanmeldt, paa denne Ganger — denne forfærdelige Dromedar, der blev sløvere for hver mile, — thi da var Tilbagetoget ham i hvert Fald sikret. Den triste Landevej gjorde et Sving op mod Parkens Hovedindgang. Lord Henry standsede Hesten foran Jerngitret, stirrede endnu en Gang længe og mismodig frem og tilbage langs den hegnede Grøft, og raabte endelig Portvagten an. Den gamle Mand kom ud af Sidebygningen, missede lidt med Øjnene og — vinkede af. Han havde af gammel Vane kun set paa Hesten, og den var ikke af den Art, at man gav den Adgang til en hertugelig Park. Men den unge Marki raabte igen, kaldte Manden ved Navn, og nu fik Portneren Gluggerne lukket op, Jerngitret fløj knagende til Side, og den Gamle stod, som han plejede, ludende med Kabudsen i Haanden, mens Naadigherren red forbi. Den Scene gentog sig ved tre Porte, førend Rytteren naaede Slottet. Hertugen var bedre skærmet mod Fremmedbesøg end selve Tyrkernes Sultan. Overtjeneren, der flankeret af to Lakajer kom frem mellem Forhallens Søjler, havde sin allergnav- neste Mine paa, men han betegnede dog et Fremskridt, for saa vidt som han fikserede Personen før Hesten. „Min Gud, Deres Herlighed," raabte han, mens et Smil bredte sig over hans fede Ansigt. „Er De kommen paa den Hest lige fra Fronten?" „Fronten er ikke landfast med Newby Abbey, hverken faktisk eller aandeligt," svarede Lorden. „I har det godt herhjemme, ser jeg, bliver fede og er lige saa velplejede som altid." Overtjeneren sukkede vemodigt. „Deres Herlighed maa vide, at jeg intet hellere vilde end kæmpe og, om det krævedes, ofre Livet for mit Land. Men Hans Naade Hertugen kan ikke undvære mig. Det vil Deres Herlighed kunne faa bekræftet af Hans Naades egen Mund." „Mon det ikke snarere er Hans Naades Kat, der ikke kan undvære Dem? For dette dyrebare Dyrs Skyld maa Englands Hær altsaa savne en af sine tapreste Sønner." „Deres Herlighed har Gud være lovet ikke tabt Humøret. Ønsker De, at jeg forbereder Hans Naade?" I samme Nu havde Lord Henry en Følelse, som om selve Hesten sank lidt under ham. Han tænkte et Øjeblik paa først at opsøge Hertuginden i øvre Stokværk, for at opsætte det pinagtige Møde. Men det kunde muligvis irritere Papa, og hvad skulde den gamle, stokdøve og halvt aandssvage Dame kunne nytte ham? Hertugen havde aldrig spurgt om hendes Mening. „Ja," svarede den unge Marki, og han mærkede sine Læber skælve. „Sig Hertugen, at jeg er her. Men tilføj, at har han travlt, vil jeg gerne vente i Forværelset." Overtjeneren gik og kom tilbage med Besked om, at Hans Naade ventede Sønnen. Netop som Lord Henry skulde træde over Tærsklen til Faderens Værelse og havde al sin Opmærksomhed vendt mod den gamle Herres hvide Hoved og rødmussede Ansigt, stødte hans Fod mod noget blødt, han greb for sig, men det hindrede ikke, at han slog Kinden ret haardt mod Dørrammen. I et Øjebliks Raseri løftede han Foden for at give sin gamle Arvefjende, den sorte Angorakat, et velment Spark. Men i samme Nu mindedes han Anledningen til Besøget, Kathleens Skikkelse tegnede sig for hans Blik, og han fattede sig og traadte et Skridt frem og bukkede, som han var vant til fra Drengeaarene. Hertugen bøjede sig og sankede sit kære Dyr op, og først efter omhyggeligt at have undersøgt Katten og forvisset sig om, at den intet havde lidt ved Sammenstødet med Lord Henrys Militærstøvle, vendte han sit Ansigt mod Sønnen og rakte ham Haanden. Men hans Mine var ubevægelig og Tonen var tørt saglig, som om Sønnen lige var vendt hjem fra en Jagttur, ikke fra Verdenskrigens livsfarlige Leg, da han til Velkomsten tilføjede: „Du trænger vel til et Bad? Vi spiser til Middag om en Time." Lord Henry mærkede en stikkende Smerte i den syge Skulder. Det var altsaa Takken, man fik, for Heltemod og Livsfare. Ikke et kærligt Ord havde denne gamle Mand at sige sin eneste Søn og Arving, der vendte tilbage fra Kugleregn og Lazaret. Lord Henry maatte for ikke at briste i Graad gøre sin Stemme iskold, da han svarede: „Nej Takl Jeg har vigtigere Ting at tænke paa og tale om." „Naa ja! Vær saa god at tage Plads. Hvorledes gaar det med Krigen? Er den meget besværlig?" „Noget besværligere i hvert Fald end Livet herhjemme, hvor Tjenere og Katte holder til og bliver fede.“ „Jeg kan ikke indse, at jeg vil tjene Englands Sag ved at slagte nogen af Delene. Og du har maaske bemærket, da du kom gennem Parken, at store Græssletter har maattet lægges om til Dyrkning af Korn og Kartofler. Paa Regeringens Bud naturligvis. Det vil tage en rum Tid, før Jagtterrænet kommer i Orden. Heste har jeg snart heller ikke flere af." „Nye Tider kræver nye Livsformer. Det maa ogsaa vi til at forstaa, Papa." „Ja bevares. Det bliver værst for dig, der skal være med til at realisere alle de Løfter, den liberale Regering har givet vore brave Tommier. England bliver simpelt hen ukendeligt, et rent Guldbur med lutter glade Papegøjer. Og hvem leverer Foderet? Du og jeg! Min Skat er allerede oppe paa 13 Shilling af hvert Pund." „Ja, det er strengt nok, Papa, men havde du set og oplevet det samme som jeg, vilde du forstaa, at vore Privilegier-------------" „Tak, jeg ønsker ingen Referater. Jeg kan godt læse Aviserne selv. Men du antydede, at du havde vigtigere Ting at meddele mig." Lord Henry greb i Brystlommen, trak et Fotografi frem og rakte Hertugen. „Meget net! Hun ser venlig ud. Ikke særlig fornem, heller ikke saa velklædt. Men blid og godmodig. Hvem er hun?" „Blid, ja det er hun. Ved du af, Far, at jeg paa mine Farter i det Fremmede altid har sammenlignet Udlandets Kvinder med vore. Og aldrig har jeg mødt sødere Kvinder, blidere og mere elskelige nogetsteds end her. Men det siger jeg dig, Papa, at saa blid og elskelig en Kvinde som Kathleen har jeg heller ikke mødt nogetsteds i Gammelengland. Og hvis du vil tage hende til dit Hjerte, saa vil hun gengælde det ved at gøre din Alderdom lysere, som hun har gjort mit Liv rigere og skønnere, end jeg nogen Sinde havde drømt, det kunde blive." „Tak! Jeg klager ikke over min Alderdom. Hvem er hun?" „Kathleen Lawrence hedder min Kæreste, og hendes Fader er den kendte Professor i Astronomi i Oxford." Hertugen gav ham Fotografiet tilbage. „Vel! Men jeg ønsker ikke vor gamle Slægts Blod blandet med den tynde Vædske, der cirkulerer i Aarerne paa en skrutrygget Stjernekigger." „Hendes Far har ved sin Forsken gjort vort Land mere Ære i Udlandet end baade du og jeg." „Meget ærefuldt for England. Men vor Familie skal holde sig til sin egen Kreds, netop i Tider som disse, hvor Plebs arbejder paa at berøve os alt, Penge og Rettigheder." „Far! Kathleens Slægt er ikke ringere end vor. Den repræsenterer det bedste i vort Aandsliv gennem flere Generationer. Ved den er jeg blevet mig vor egen Adels Forpligtelser bevidst. Om jeg overlever denne Krig eller ej, er lige meget. Jeg har allerede igennem denne Slægt, hendes Far, hendes Bror, hende selv oplevet det største: at hver Dag er mig dyrebar, som aldrig forud i Tiden." „Min stakkels Dreng! Jeg ser godt, at de har overlistet dig. Din Fejl har altid været den, at du har for faa Erfaringer, navnlig hvad Kvinder angaar. Jeg glædede mig over dig under din Opvækst, over at se, hvor uskyldig du var, og hvor længe du bevarede dit Sinds Renhed og Troskyldighed. Jeg, der har oplevet Victorias England, hvor vi alle bar moralsk Strenghed til Skue, men i Virkeligheden morede os stærkt, drak stærkt og spillede højt, jeg har ofte undret mig over dit Slægtled, hvorledes I kan føre Letsind paa Læberne, men i Virkeligheden er tammere, end vi nogen Sinde var. Og deraf har Kvinderne benyttet sig og tiltaget sig de Rettigheder, de nu hævder. Thi den, der har kendt faa Kvinder, er deres sikre i Bytte. Tilbed en Kvinde, og hun vil misbruge dig. Forfør hende, og hun er din, du kan gøre med hende, hvad du vil." Den unge Herre rødmede af Vrede og Skamfølelse, men endnu en Gang betvang han sig. „Du taler, Papa, som en af vore normanniske For- fædre vilde have talt. For dem som for dig var der to Slags Kvinder: vore egne, som man ægtede, og Folkets, som man forførte. En ædel ung Kvinde som Kathleen er mindre værd i dine Øjne end Katten dér." Hertugen bøjede sig ned, strøg Katten over Ryggen, greb den i Halen og løftede den op i sine Arme. „Ak, lille Harald Pus, hvad vover man at byde os to af Daarskab? Man kan rigtignok mærke, han har studeret i Oxford og har lært en hel Forelæsning udenad. Pus, skal vi bede ham tage et Bad? Skal vi sørge for en gammel Chambertin til Middagen, et Par Flasker af Slottets ældste Aargang? Skal vi vise ham, hvor godt vi vil gøre det for ham, og saa haabe paa, at Tiden og Fornuften vinder Sejr?" „Vil det sige, Papa, at du ikke vil se Kathleen?" „Vil det sige, at du vil forhaste dig og ikke under os Tid og Ro?" „Jo, Papa, jeg giver dig al den Tid, al den Ro, du forlanger, blot du med et eneste Blik, et venligt Ord, giver mig lidt Haab." Hertugen rejste sig og lod varsomt Katten glide paa Gulvet. Han saa Sønnen lige ind i Øjnene, det glimtede hvidt fra Pupillerne, da han sagde: „Jeg ønsker ikke at love noget, som jeg aldrig agter at holde. Du burde kende mig godt nok til at vide, at jeg aldrig billiger, hvad jeg en Gang har erkendt som Uret." Lord Henry stod rank foran sin Far, men Taa- rerne begyndte at pible frem, hvert Øjeblik maatte han tørre dem bort. „Staar det dig klart, Papa, at dette Svar skiller os for Livet?" „Det skiller os ikke længere end til det Øjeblik, hvor du genvinder Forstaaelsen af, hvad du skylder mig og vor ældgamle Slægt." „Saa Levvel, Far! Og hils Mor! Gud være med jer, enten jeg lever eller dør." „Hvis du fastholder din Beslutning, dør du for os alligevel." De saa hinanden ind i Øjnene, lige trodsige begge to. To Livsanskuelser tørnede haardt sammen, men deres Bærere havde samme hæftige Normannerblod i Aarerne. Den unge Marki vendte sig og gik langsomt ud. Men ved Tærsklen gentog Sammenstødet med Katten sig. Dyret slyngede sig mellem hans lange Støvler, og disse uventede Bevægelser i Forbindelse med de lange Ryttersporer førte denne Gang til et virkeligt Fald. Lord Henry laa udstrakt paa Parketgulvet i fuld Længde. Egentlig havde han ikke slaaet sig noget videre. Men den latterlige Afslutning paa en stor, tragisk Stund gjorde den unge Kriger blind af Raseri. Gennem mange Aar havde han hadet denne Kat, som Hertugen havde omfattet med langt større Ømhed end baade Hustru og Søn. Jo mere sær og menneskefjendsk den gamle Herre var blevet, des højere var hans Kærlighed til Katten steget. Stundom morede Sønnen sig over denne Abnormitet i Følelseslivet, men til andre Tider kunde han føle Sorg og Bitterhed ved at se sig forskudt til Fordel for et firbenet Væsen. Nu bragte dette Fald over Kattens Krop den gamle Forbitrelse til at slaa ud i lys Lue. Lord Henry havde rejst sig. Katten stod mjavende foran ham og saa op med sine glasagtigt lysende Øjne. Uden et Sekunds Betænkning fik Henry den korte Officerssabel af Skeden, og et Hug, som blev ført med en Kraft, der var en Normannerætling værdig, skilte Kattens Hoved fra dens sitrende Krop. Det sidste, den unge Lord saa, da han var naaet til den fjerneste Dør i den Suite Værelser, Faderen beboede, og vendte sig om, var Faderen, der knælende bøjede sit hvide Hoved over Kattens Lig, og Overtjeneren ved hans Side i stor tragisk Positur med begge Arme løftede mod Himlen. Den unge Marki gik gennem Søjlehallen, der var tom, ud paa Gaardspladsen, der var endnu mere menneskeøde. Alle Tjenere, alle Staldbetjente var forsvundne som Myrer i Jorden. Rideknægten havde bundet den gyselige Rosinante til en Jernbøjle i Væggen ved Trappen og var ligeledes gledet bort til Underverdenen, og der var saaledes ingen til at holde Stigbøjlen, da Slottets Søn og Arving skulde svinge sig i Sadlen. Samme dystre Ensomhed fulgte ham ud gennem Parken. De tre Gitre var aabnede, men Portvagterne saas ikke. Ingen ønskede at miste sit Brød eller gælde for Medskyldig ved at hilse. Men det kunde ogsaa være farligt ikke at hilse den Mand, der dog en skønne Dag skulde arve det altsammen, Gods og Sjæle. Da Lord Henry Aaret efter, ved Krigens Slutning, ægtede Kathleen, begyndte den gamle Hertug den Forfølgelse, der ikke førte til andet end spaltelange Avisartikler, saa hele England blev Medvider i Striden. Maalet var at berøve den unge Marki Titel og Godser, og Sagen førtes helt op i Parlamentet. Forgæves! Tiden var en anden, og hverken Ægteskabet med en borgerlig eller Mordet paa en uskyldig Kat kunde udlægges som Tegn paa Sindssyge. Og det var nu en Gang indrettet saaledes i denne stridbare Slægt, at den ældste Søn med Myndighedsalderen arvede et Par Godser, der stod i Forhold til hans Markititel. Den unge Marki af Crowe er nu ikke alene en anset Mand i Overhuset, men en af de faa Adels- mænd, hvis Navne engang vil faa en Plads i Englands Kulturhistorie. Thi ved hans og Kathleens Hof samles, særligt i Sommertiden, de betydeligste Repræsentanter for engelsk Aandsliv., Men den gamle Hertug levede til sin Død for faa Aar siden nedsænket i vemodige Minder om sin Kat. Hver Formiddag gik han ud i Parken og holdt Morgenandagt, bistaaet af den fede og sorgbetyngede Overtjener, foran Kattens pragtfulde Gravmæle. Han klappede den legemstore Bronzekats Ryg og kransede ved Tjenerens Hjælp den Marmortavle derunder, der i gyldne Bogstaver forkyndte den gamle Herres religiøse Overbevisning: „Herunder hviler Katten Harald Pus, der i 6 ½ Aar fulgte den 14. Hertug af Nottingham, hvor han gik og stod, indtil den fandt Døden for en Forbryders Haand.“

„Vise og gode Mænd har sagt, vi møde de Dyr, der var vor Glæde her i Live, naar engang vi skal samles med de Døde. Oh, spring imod mig, Pus, naar Himlens Porte paa gyldne Hængsler for mig aabnet blive“

Verset var af Hertugen selv, men det kunde ogsaa godt have været af Overtjeneren.