"Historien om en Kat"

Før jeg begynder på Historien om ovennævnte Kat, må jeg bemærke, at jeg er i Besiddelse af mange Egenskaber, der i Grunden gør mig uskikket til at være en Pligttro Ægtemand. For Exempel har jeg den Vane at komme sent hjem om Aftenen. Jeg fortæller naturligvis, at jeg skal til Generalsorsamling eller Bestyrelsesmøde og min Kone er lige ved at beklage mig, at jeg har så meget at tage Vare.

Når jeg så kommer hjem hen på Natten, gælder det først at komme så stille og ubemærket som muligt i Seng.

Ude på Gangen trækker jeg mine Støvler af og trækker mit Uhr op, og så lister jeg på Strømpefødder gennem Stuen og ind i Sovekammeret. Alt går godt, og jeg strækker allerede Hånden ud for at nå Sengekanten, da jeg selvfølgelig med stort Rabalder falder over en Stol. Naturligvis er der på Stolen plantet en Bakke med Glas og Vandkaraffe, og Nattens Stilhed bliver pludselig afbrudt af et frygteligt Spektakel.

Min Kone springer op med et Skrig, Børnene brøler: „Tyve og Mordere!" Og hele Huset kommer på Benene, og der står jeg som en Forbryder, der er greben på fersk Gærning. Min Kone tænder et Lys og spørger ude as sig selv: "Hvad er der sket?" Hvorefter jeg med et enfoldigt Ansigtsudtryk svarer, at jeg har haft en forfærdelig Drøm, så jeg tilsidst tumlede ud af Sengen.

Mm Kone kommer imidlertid lidt efter lidt til sig selv og siger hånligt: „Kom dog ikke med sådanne Udflugter, Karl, Du har jo slet ikke været i Seng!"

Slukøret kravler jeg over de væltede Stole, Glasskårene og det spildte Vand over i Sengen, trækker Dynen helt op over Næsetippen og hengiver mig til min Skæbne.

Sådan omtrent gentog det sig hver Nat, jeg kom noget sent hjem fra Generalforsamlingen. Men først rent galt blev det, da jeg fik det forsømte Bæst af en Kat i Huset

En regnfuld Efterårsnat var jeg på Vejen hjem, da jeg opdagede en Kat sidde sammenkrøben foran en stor, lukket Port. Den var gennemblødt og rystede af Kulde. Håndtaget var altfor højt oppe til, at den selv kunde lukke sig ind. Det gjorde mig ondt for Katten og jeg ringede på en Klokke, der var anbragt ved Siden af Porten. Strax efter kom Portneren ned og lukkede op

„Undskyld, Hr. Portner," sagde jeg. „Denne stakkels Kat sad her udenfor Porten og frøs. Vær så god og la' den komme ind, den bor sikkert her i Ejendommen."

„Rejs De Pokker i Vold med samt Deres Kat!" råbte han. „Det er dog uforskammet at jage en op af Sengen for ingen Verdens Ting!"

Og i det samme gav han Katten et sådant Spark, at den røj midt ud på Gaden og smækkede Porten i efter sig.

Hm! tænkte jeg, Katten har måske set galt på Husnumret. Hvad skal jeg nu gøre med den? Portnerens brutalte Optræden vakte min Medynk for Katten. Jeg gik over til den, klappede den og kaldte den „Missen" for at overbevise den om, at ikke alle Mennesker var så brutale, som Portneren havde været. Så bandt jeg en Strikke om Halen af den og trak hjemefter.

Hvorfor jeg bandt Strikken om Halen og ikke om Halsen? Jo, en Kat er nemlig meget mere ømfindelig på Halsen end på Halen, hvilket man kan se deraf, at hvis man skærer Halsen over på den, dør den næsten altid af det, men selv om man skærer Halen af den, kan den godt leve i fem Hundrede År. Hvis den bare mærker et Tryk på Halsen, bliver den nervøs og dens dårlige Instinkter vækkes, derfor sørgede jeg også for ikke at irritere Dyret.

Vi trak altså hjemefter. Af og til blev den stående foran en Port, som om den vilde bede mig om også forsøge at ringe Portneren op der, men jeg trak uden videre i Rebet, og så fulgte den også med. Jeg tog den med op, for at den ikke skulde fryse ihjæl. Jeg redte en lun Seng til den oven i Skiddenkurven, hentede en Underkop Mælk til den, og efter at vi havde sagt Godnat til hinanden, lod jeg den alene i Køkkenet og listede ind og i Seng.

Tidlig næste Morgen vågnede jeg pludselig ved et frygteligt Spektakel.

Jeg hørte, hvordan der blev stregen op i Huset, og det lød, som om nogen fo'r omkring med en lang Kost under Sengen, medens andre med Stokke og Grydelåg hamrede løs på Borde og Stole, og bag efter lød en Trampen, som om der var Hestevæddeløb gennem alle Stuerne. Jeg sprang ud af Sengen, åbnede Sovekammerdøren og brølede ud i Stuen:

„Hvad i Djævlens Skind og Ben er der i Vejen ?"

"Den er sprungen op i Klaveret!" råbte min Kone ude af sig selv af Anstrængelse.

„Hvem er sprungen i Klaveret?"

„Katten! Det nederdrægtige Bæst, som har ædt og drukket alt op i Spisekammeret!"

Med et dumt Ansigtsudtryk stod jeg og betragtede min Kone. På en sådan Katastrofe var jeg ikke forberedt. og jeg vil tilstå, at jeg ikke turde fortælle, at det var min Dumhed, der var Skyld i det hele.

„Hvordan er det Bæst kommen herind?" streg min Kone. „Alle Døre og Vinduer var lukkede".

„Det er også mig en Gåde", stammede jeg. „Mon ikke gennem Skorstenen, thi Kattene er udmærkede Akrobater !"

„Du kan tænke Dig, hvor det Asen har gjort sig det behageligt", fortsatte min Kone. „Tænk Dig, den har trukken Skidenkurven frem og redt sig en Seng oven i Skidentøjet, så har den hentet en Skål kogt Mælk ude fra Køkkenet og drukket. Herefter har den formodentlig lagt sig til Ro for nu til Morgen at begynde sit Røvertog. Da Sofie åbnede Spisekammerdøren, sad den og gnavede på en lækker Rullepølse. Sofie gav et Skrig fra sig og Katten sprang lige i Hovedet af hende.

„Mærkværdig, meget mærkelig," mumlede jeg og grundede over, om jeg under disse Omstændigheder skulle tilstå, at det var mig, der havde bragt Katten med hjem. Efter kort Overvejelse besluttede jeg foreløbig at tie stille.

„Hvor er Bæstet nu?"

„I Klaveret, og den sidder fast mellem Strængene!"

„La' mig komme til," sa' jeg og gik md i Stuen, hvor Klaveret stod åben. Jeg gik helt hen til den, thi hvis den blot havde dm mindste Hukommelse, måtte den absolut kunne huske mig igen og at jeg havde været dens Velgører. Jeg talte til den med blød Stemme og mjavede som en Kat men den rørte sig ikke af Stedet. Da fik jeg en god Ide.

„Vi stal nok få den til at komme frem," sagde jeg. Sæt Dig ned og spil et af de værste Rabalderstykker, Du har."

Og min Kone begyndte at hamre løs på Klaveret. Katten stønnede som en fordømt, men rørte sig ikke af Stedet. Jeg gik nærmere og så, at den sad indeklemt mellem Strengene. Tre af disse måtte vi klippe over, så rejste den sig og begyndte at strække sig. — Jeg klappede den, den så taknemlig på mig. Børnene var nu også komne til og begyndte at klappe den, og den begyndte at spinde. Den var i Grunden et rigtig nydeligt Dyr.

"Må vi beholde den. Mor?" råbte alle Børnene.

Min Kone så først på Børnene og så på mig.

„Jeg tror, at Katten er uden Skyld," sagde jeg. „Hvis Spisekammerdøren ikke havde været åben, så var Katten jo ikke sluppen ind i Spisekammeret, og hvis Sofie ikke havde skreget op, så var Katten jo ikke bleven vild og var sprungen i Nakken på hende."

„Altså mener Du også, at vi skulde beholde den?"

„Hvis I passer godt på den, så har jeg intet imod det."

Og så beholdt vi Katten, som blev til megen fornøjelse for hele Familien med Undtagelse af mig selv, thi Katten begyndte altid at mjave højt, når jeg kom sent hjem om Natten. Så vækkede den min Kone, og det var jo ikke altid så rart for mig.

Endelig indtraf en Katastrofe, som gjorde en brat Ende på Kattens Løbebane.

En Nat kom jeg igen fint hjem hen ad Morgenstunden og listede mig på Strømpefødder gennem Stuerne. Alt gik godt, indtil jeg kom til Sovekammerdøren. Så snublede jeg over Katten, som sov ualmindelig hårdt den Nat; thi da min Kone havde været i Teatret, så havde Børnene moret sig med at vaske Katten over hele Kroppen med Brændevin, og det er formodentlig steget den til Hovedet.

Da jeg, som sagt, faldt over den, sprang den op med et vildt Skrig lige i Retning af en kostbar kinesisk Vase, som med et helvedes Spektakel faldt på Gulvet og smadredes i tusinde Stykker, hvorved Katten blev endnu vildere og sprang rasende til højre og venstre i alle Retninger.

Alle vågnede i Huset, og Væguhret begyndte i det samme at stå og tilkendegav højt og lydeligt for min Kone, at Klokken var fire om Morgenen.

„Det er nydeligt!' sagde hun Du kommer jo tidlig hjem og tilmed i en sådan Tilstand. Du er sikkert rendt imod Vasen og har valtet den på Gulvet!"

„Du tager fejl," sagde jeg. „Jeg er fuldstændig ædru. Det var Katten, som slog Vasen på Gulvet."

Derefter gik jeg på Jagt efter Katten, som jeg fandt i det inderste Hjørne under Sengen. Jeg greb den i Nakken, hvorefter den miavede venskabelig.

„Mig smigrer Du ikke mere," tænkte jeg. „Vort Venskab er forbi. En elendig Kat skal ikke tvinge mig til at komme før hjem om Aftenen. En af os må ud af Lemmen, og da jeg af forskellige Grunde er mere nødvendig her end Du, så kommer Du til at fortrække."

Jeg åbnede Vinduet og så ned på Gaden.

Der nede stod Slagterens Vogn, fuld af friskslagtet Lammekød.

„Du elendige", sagde jeg til Katten. „Ser Du, hvor Skæbnen er Dig god? Fra et Paradis falder Du lige ned i et andet."

Derefter smed jeg Katten lige ned i Slagterens Vogn. Først så den sig fortumlet omkring. Så trak den sig tilbage i et Hjørne af Vognen og tog for sig as Varerne. —

Siden den Tid har vi ingen Kat mere i Huset.