"Johansens Kat" af Anton Jacobsen

Peder Johansen var Snedker og Ungkarl. Han nærede et dybt indgroet Had til Kvinderne, der efter hans Mening var de værste „Luske- bukser" der nogensinde har gaaet i et Skørt.

— Mandfolk, sagde Johansen en Dag, kan være noget forbandet Rak, som man ska’ være meget forsigtig med at omgaas, naar man inte er ganske ansjos mod deres Karater; — men Fru'ntimmere, de er alligevel uden Sammenligning mange Gange mere ha’lfjolsede De kan naturligvis være meget søde og dejlige, og sidde og drikke en Sjat Kaffe med i et Lysthus om Sommerafterne, naar man bare inte kommer for dybt i mod dem. for saa or man spilleme lige til Brokdaasen! Jo, se, det er der naturligvis del

te Meninger om, véd jeg nok, men de, der mener anderledes end som jeg, det er Mandfolk, der inte har prøft, hvad det vil sige at være i Kløerne paa et Fruentimmer, og altsaa taler om noget, de inte véd Besked med. Næ, den der først en Gang har vaaren „hængt op“, kan inte sige saadan noget Sludder eller ta' dem i Forsvar og sige god for dem. Fruentimmerne er nemlig noget af det mest uomgængelige og ufordragelige, der findes, og saa er der heller ikke Spor af Ræson i dem. Det er ganske lige meget om man saa alder har den soleklareste Ret, Fruentimmerne skal nok være lige stik imod. Jo, jeg er saamænd overbevist om, at hvis man lod et Fruentimmer snakke i en Gramafon, og saa Dagen efter lod hende faa sine egne Ord retur tilbages igen, saa vilde hun ganske rolig sætte Hænderne i Siden og sige, at det havde hun alder sagt, og at det var Gramafonen, der løj — for, saa paastaelige kan de være!

Nej, lad Fruentimmerne være det de er — og hvad er de saa, naar det kommer til Stykket? Jo, de er naturligvis Naturens uomgængelige Nødvendighed, det véd jeg nok, men ellers ?

Næ, dem skal man inte slaa sin Lid paa, for saa bliver man bare skuffet og taget ved Næsen, hvad der er saa meget mere mærkværdigt som de slets inte er Spor af kloge eller entellegente — de er inte en Gang saa kloge som min gamle Kat Jonas. Det var da mærkværdigt! Ja, Jonas er noget af det klogeste og entellegenteste, der findes paa hele Uneversom'et. Den havde Mandfolkefontanæ, havde den.

Se, den Gang min Mor døde — hun var saamænd det dejligste Menneske, der nogensinde har levet, og der har da heller alder vaaren os et ondt Ord imellem, naar jeg lige undta'r, at hun altid gik og var gnaven for det, at jeg alder vilde som hun — saa var det jo, at jeg arvede Kanariefuglen efter hender. Saadan en Fugl har De alder set Mage til. Den var saa fredsommelig og gjorde inte en Kat Fortræd. Den sad hele Dagen igemmel paa sin Pind og hal’sov, og naar jeg saa kom hjem om Aftenen ud paa Natten, saa satte jeg den hen i Krogen og lagde et Tørklæde over den, og saa sov den lige til jeg stod op og satte Kalorius op i Vinduet, og saa sov den igen. Jo, det var en dejlig Fugl!

Se, Jonas havde jeg jo ogsaa arvet — den fik jeg efter min Tante i Aabenraa, hender, det gale Spektakel, der hang sig for det, hun havde været en Brandbyld bag i, og inte kunde taale at sidde. Naa, jeg fik jo saa Jonas hjem til mig, og saa præsenterede jeg ham for Kanariefuglen og sagde:

— Jonas, sagde jeg, ser du Piphansen der, han hører til de stille i Verden, og ham maa du inte fornærme paa nogen Maade, for saa bliver vi to Uvenner, og du vil vel inte lægge dig ud med mig, som nu skal være dig i Moders Sted og sørge for dig.

Og se, de Ord, de rørte Katten, og jeg kunde se paa ham, at han blev helt bevæget. Han saa paa Piphansen og lavede tyk Hale, og saa knurrede han, li'som han vilde sige:

— Mellem vos skal der inte være andet, end som alle gerne maa vide.

Og det gek jo da ogsaa myrderligt godt en lang Tid Han inte saa meget

som saa til Kanariefuglen. Naa, han havde jo ogsaa sit eget Jav at passe, for der er jo meget, der skal undersøges af saadan en Kat, naar han er kommen paa et nyt Sted og inte er rigtig huskendt. Jo, de levede meget fredeligt sammen og var som gode Venner at betragte.

Men saa gjorde jeg en Opdagelse. Katten stjal fra mig af. Se, jeg havde jo min egen lille Husholdning. De véd, saadan med tør Kost, og det havde jeg i et lille Skab, jeg havde lavet af en Løvetandskasse, hvor jeg havde sat et Par Hængsler paa Laaget og siddet den paa Enden med et Par Hylder inden i, og saa lukkede jeg den med en Krampe.

Men dette her med Krampen havde Jonas jo regnet ud, ved det, han var saa myrderlig entellegent, og saa lukkede han op for Spisekammeret om Natten og aad af mit Paalæg — men durkdreven var han jo, og aad alder det hele, men bare saadan lidt af hvert. Men han faldt jo alligevel paa'en en Gang. Jeg skal sige Dem, jeg havde købt mig en stor Frikadelle, og den kunde Jonas jo inte dividere — og da jeg saa om Mor’nen saa, at den var væk, tog jeg jo Jonas i Forhør. Men tror De, han vilde bekende? Nej! Han henledte sgu Mistanken paa Kanariefuglen og vilde ha', jeg skulde tro, det var Piphansen, der havde vaaren paa Nattearbejde. Men den gik jo ikke, for jeg kendte jo Fuglen gemmel flere Aars entimere Samliv. Saa stak jeg Jonas et Par over Næbbet og sagde:

— Næste Gang, du forgriber dig paa min Naturalieforplejning, Jonas, saa blir du sat i Lære paa Svømmeskolen — og den var Mis jo inte varm paa.

Naa, siden rørte han heller alder noget af Paalæget - jeg satte for den Sags Skyld ogsaa en Hængelaas for.

Men saa Sommeren efter — jeg husker det endnu saa tydelig — jeg og nogne Kammerater vi havde vaaren paa Skovtur fra om Lørdagen og saa til Søndag Nat, og da jeg saa kommer hjem, saa kunde jeg sgu'nte hitte Piphansen. Jonas var der derimod og sad og glanede op og ned ad Væggen efter Fluer, lisom en anden Dillerist. Jeg sagde Godaften og spurgte ham ud om Piphansen, men Jonas lod fem være lige og sagde inte noget. Han bare klippede med Øjnene og slikkede sig her og der, saadan som Katte nu en Gang har for Skik. Men saa lige med et opdager jeg, at Katten havde faaet Fjer — ja, jeg mener, han havde Fjer i Skægget og i Pelsen, og i en Krog laa der en hel Bunke gule Fjer. Se, den var jo inte til at ta' fejl a'. Og saa blev jeg gal, rigtig ædende gal. og saa tog jeg Katten i Krebsen og hev ham ud af Vindnet og sagde:

— Farvel med dig — kom igen i Morgen!

Ja, nu kan De tro mig eller la' vær’, li'som De selv vil. Men Katten forstod jo som sagt, hvert evigste Ord man sagde til ham. og næste Morgen sad han udenfor min Dør, da jeg skulde gaa paa Arbejde. Se, kan man ikke kalde det for et slaaende Bevis paa hans Klogskab og Entellegens, hva? Han havde jo taget mig paa Ordet. Jeg havde sagt: Kom igen i Morgen. ikke sandt ?

Og han kom — som en Mis! Jo, det var en Kat, var det!