"Katten, der blev en Kone" af Nis Petersen

,... var stort set udmærket; men kat var der i hende . . . naar hun hørte en mus gnave om natten, maatte hun ud af sengen ...! (La Fontaine.)

Oliver Lunken ærgrede sig. Ikke fordi vejret var grædefærdigt og høsten forsinket; erfaringsmæssigt kom høsten altid i hus paa et eller andet tidspunkt. Heller ikke, fordi hans mave igen gjorde knuder; om tyve minutter var han hjemme, og en skefuld pepsin skulde let ordne det. Nej, Oliver Lunken, herre til Lunkegaarden, sad med krummede fødder og vibrerende næsebor i sin jumbe og ærgrede sig i bred almindelighed. Han var lille, lyserød og kerubisk og nærede et utilsløret nag til den særlige form for voldsomhed, vi kalder arbejde; men det var heller ikke tanken paa forestaaende arbejde, der kreperede ham; thi det eneste, han foretog sig aaret igennem, var at køre møg ud af kostalden. Der var tres rundmavede køer plus en masse ungkvæg at pusle om paa denne maade, og han ventede sig store resultater med hensyn til afmagring af denne sveddrivende motion. Hvad der nagede Oliver, mens kærren langsomt slingrede frem mellem to hvedeagre, og ponyen rejste vej sandet i et flere alen højt pudder, var noget, han havde fundet den selvsamme morgen i udsmidet bagved huggehuset. Fundet bestod i et sammenkrøllet brev stilet til en af hans ulidelige nevøer, og foruden en meterlang værtshusregning, indeholdt det en række sindrigt redigerede trusler om, hvad der vilde ske modtageren, med mindre han havde rettet for sig inden en angiven dato.

Mens „en luftens datter og paladsers gæst", som digteren udtrykker det, spadserede ugenert hen over hans ubeskyttede isse, saa’ Oliver atter for sig den upaalidelige søstersøn med den tynde hals og et evigt arbejdende adamsæble, naar han lagde hovedet paa skakke som en fugl, der øjner føde. Nominelt var bæstet paa sygeorlov, ligesom han hjemme officielt gik tur med hunden, naar han skulde en tur „ned om hjørnet". Reelt var hans ærinde at overtale onkelen til et „laan“, og endnu engang havde han faaet det. Hvad der gjorde ærgrelsen dobbelt kvalmende, var den kendsgerning, at han ligesom resten af familien for alvor gik ud fra, at onkelen var dum nok til at tro paa hans begrædelige historier. Som om han, Lunken, ikke meget godt vidste, at alle deres eventyr i bedste fald var sandhed med korset paa. Naar han betragtede sine slægtninge retrospektivt, følte han det altid, som om han var den eneste sørgende ved sin egen begravelse, og ingenlunde fordi han ventede eller ønskede taknemmelighed: hvad det angik havde han forlængst med fast haand klippet ethvert haab over. Noget af det, der gik ham til hjerte, var, at hans, kynikerens sentimentale hunger efter venskab uden undtagelse forblev ustillet. Og dertil kom den ydmygende krone paa ringeagten, at man ansaa ham for en saadan nar, at han ikke skulde kunne gennemskue den.

Noget helt fæ havde Oliver Lunken dog ikke været, og han nikkede anerkendende til sig selv ved tanken herom, idet han samtidig pikkede med svøbeskaflet paa vognkanten. Han havde bidt fra sig ved en og anden lejlighed ... som dengang, da han fortalte en kusine med tilbehør fablen om tævehunden og dens veninde ... den laante, som man véd, venindens hus og seng for at barsle, og til sidst nægtede den at forlade huset, og hvalpene var da blevet saa store, at de tilsammen ikke kunde smides ud. Denne lærerige legende havde han fortalt kusinen og sluttet den med den triste iagttagelse, at „hvad skarn man gi’r, man stedse angre maa“ ... hvorefter han havde foræret hele ensemblet billetter til hjemstavnskommunen. Og der havde været et par andre tilfælde ... ikke mange, men lige nok til at holde et svagt blafrende liv ved lige i hans selvagtelse.

I sin ungdom havde Oliver ofte tænkt, at det værste ved at have penge maatte være, at man saa ofte maa sige nej, naar fattigfolk eller folk, der har drukket deres egne op, eller som ikke kan lide at bruge de sidste, de har, kommer til én for at laane. Nu, da han var kommet til en formue, kom alle i byen til ham, og naar han gav dem penge, var de umaadelig taknemmelige, indtil de havde brugt dem, og bagefter blev de som regel vrede paa ham, fordi de skyldte ham, skønt han sjældent rykkede dem - i hvert fald ikke ret meget - men kun sommetider bad dem give ham en haandsrækning som en smule afdrag. Han fandt det heller ikke urimeligt, at de netop kom til ham, hvilket han engang sagde til skolelæreren: - Maa jeg spørge, hvor pokker de ellers skulde gaa hen? spurgte han: - De maatte da være usædvanligt smaatbegavede, hvis de gik til et hus med atten unger og en skæppe lus. Saaledes saa’ han paa det, og skolelæreren mente, at den begavelse er vistnok noget, fattigfolk har hele jorden over.

Man delte med familien! Og Oliver følte atter ærgrelsen sætte sig som kvalme i halsen. Han følte altfor tydeligt, at han til daglig var luft for den. Daarlig luft tilmed. Han vidste, at man ansaa det for hans vigtigste opgave at rage kastanjerne ud af ilden for den. At rage disse vegetabilier ud af det varme, vidste han af mange aars erfaring, betød iltre dræninger af hans bankkonto, benyttelse af hans indflydelse hos mennesker med magt, indskibning af fætter Kristians kone til et verdenskryds, naar hendes nerver var kommet i en saadan tilstand, at hun trængte til nogle faa maaneders fremmed flirt; anbringelse af et andet kvindeligt medlems haabløshed paa musikkonservatoriet; samtale med ordensbrødre og andre for ganske uretfærdigt at skaffe drysset onkel Henry et biografteater ... samt pynte paa familiens snobbede selskaber, hvor man oven i købet næsten direkte henstillede til ham om ikke at drikke sig for fuld. - Og, ræsonnerede han: - hvad skulde han ellers foretage sig dær?!

Hvor ofte havde han ikke tænkt paa at gifte sig, og der skulde vel være grunde nok for et fruentimmer til at lage ham ... ham, der nød anseelse, sad godt i det og var saa skikkelig og hengiven som en ko. Dog havde der jo altid været den hage ved det, at han naturligvis ikke havde noget videre mod ægteskabet; men præliminarerne gjorde ham syg. Og iøvrigt: selv om han var gift, kunde han jo godt være teknisk ungkarl, og under alle omstændigheder vilde et giftermaal være en afbrænder for familien. Ved denne lystige tanke kvikkede han op, og da han svingede ind gennem gaardens port, nynnede han positivt. Derefter gabede han hjerteligt, en gaben, der sluttede med et metal-agtigt smæld. Idet han kastede tømmen til staldkarlen, saa’ han, at gaarden havde gæster: med stængerne pegende som et stykke antiluftskyts mod skyerne over kostaldens tag holdt et køretøj dækket af et panser af mudder og med den ene vognstang holdt sammen af et stykke blik. Han vidste da, at gaarden havde besøg af glarmesterkonen, Lise Brok. Derimod vidste han ikke, hvad dette besøg rummede af overraskelser.

Lise og hendes smudsig-hvide islænderblanding var kendt over store stykker af tre sammenstødende amter. Et af hendes kendte mundheld var et forhaabningsfuldt „hvis man havde raad, som man har tørst", og det afslørede een side af hendes karakter. Man tillagde hende ogsaa at hylde talemaaden, at „den pære, der er spist, anklager ikke"; men formentligt er det gaaet hende som ræven, at man ikke tog det saa nøje: havde hun ikke stjaalet den ene gang, var det sikkert gaaet galt for hende en anden. Paa andre om-raader bedømte man hende ujævnt, idet nogle paastod, at hun var saa dum, at hun kunde faa et l’aar til at fortvivle, mens andre tillagde hende slangens proverbiske snildhed. Det uomtvistelige var, at hun var drevet af en omstrejferlivets dæmon, at hun respekterede venskabets hellighed, og at hun ikke hørte til dem, der venter at finde en portier parat med en paraply til at følge sig over gaden. I rislende rusk, i isslag og al slags herrens vejr var hun paa farten ... ja, iblandt fik man fornemmelsen af, at hun helst introducerede sig under barske meteorologiske forhold, og forklaringen skulde være den, at hun da fandt det menneskelige hjerte lettere ælteligt. Naar hun, mens himmel og jord føg i eet, stod og skulde gøre akkord med en bonde, og denne prøvede - efter bønders sæd - at gaa hende for nær med prisen, saa’ hun ham forurettet ind i øjnene og klagede indsmigrende: - Vær nu human, Jensen .. . eller Hansen, Petersen eller Madsen ... vær nu human, l’arlil, og betænk de stakler, der skal rakke rundt i al slags hundeliv med deres gigttæer og astma! Mens hun saaledes stod og fortroldede et olier, trak hun i fingrene, saa det knak i dem undtagen i venstre lillefinger, der var en ener og var krum af seneforkortning og gjorde alt modsat de øvrige ni ... noget hun samvittighedsfuldt gjorde rede for i hvert enkelt tilfælde.

Det, der førte Lise Brok og Oliver Lunken personligt sammen, var ikke akkordering om omfanget af og prisen for erstatning af defekt glas; saadant af gjordes administrativt i folkestuen, efter at glarkonen sammen med under-forvalter eller anden tillidsmand havde taget skøn over skaden. Lise blev simpelthen tilsagt til ufortøvet at indfinde sig paa kontoret, hvor hun blev modtaget uden den røde løber, lakaj i knæbukser eller hædersbevisninger af anden art. Man fristes til at sige: tværtimod! Næppe havde hun kantet sig ind gennem dørsprækken, før Oliver gik til angreb. Idet han pegede paa det ene af de store vinduer, der i sin nuværende tilstand var mere hul end rude, raabte han: - Naa, dær er du, Brok ... du skulde vel ikke have noget med det dær at gøre?! Nej, selvfølgelig; men det tykkes mig, at jeg har hørt andre steder fra, at vinduerne springer, naar du viser dig. Da jeg log hjemmefra i morges, var det helt. Det bliver snart for broget; jeg ...

- Det maa være Vorherres vilje, indskød Lise fromt:

- Engang ovre i Sønder-Vraa sprang der fem hundrede ruder, dagen før jeg kom ...

- Hvad er det for noget sludder? sagde Oliver skarpt:

- Har du drukket?

- Ved en skypumpe, fortsatte hun med klejnmodig røst:

- Nej, jeg har ikke drukket andet end vand ... ej heller spist ... men ikke for det, jeg er ikke gammelsulten, saa Lunken skal ikke have ulejlighed ...

Naar noget morede ham, samtidig med at han skulde bevare værdigheden, havde Oliver den vane at trække en film ned for øjnene og saaledes lukke af for ethvert udtryk. Paa den maner sagde han en masse uden ord.

- Gaa ned til jomfruen, sluttede han: - Hun plejer jo at give dig, regner jeg, og kom saa først herop til ruden her ...

- Jeg skal sende drengen, svarede hun: - Han tager glas og det gamle kit ud for mig .. .

- Naa har du udvidet forretningen og faaet dreng? Ja ja .. .

Og minsandten om ikke forretningen var blevet udvidet med en slank, sortøjet dreng med sydlandsk præg og uhæmmet optræden.

- Jeg skulde skrabe ruden, herr, sagde han, og Oliver betragtede ham granskende. Skulde Brok til sine øvrige fortjenester have lagt den gyldenhudede unge løjser dær? Eller skulde forretningen virkelig kaste saa meget af sig, at hun havde raad til at holde medhjælper? Maaske betalte man hende alligevel formeget, damen; men det kunde der muligvis raades bod paa senere. Han spurgte uden interesseret betoning: - Hvad hedder det unge menneske?

- Karry, svarede det unge menneske uden at se op fra arbejdet med at nippe de gamle stifter løs. Oliver frembragte et tredobbelt kluk, som ban anvendte, hvor glædesytring skulde være for uforbeholden, og sagde: - Det var ogsaa et navn. Hvor meget kan du have i dagløn ved det arbejde, monstro?

Den adspurgte fortsatte med sit saneringsarbejde med et stemmejern og svarede: - Kosten paa gaardene, sove i høet og en skilling til cigaretter. Greven har vel ikke en cigaret at undvære? Man bliver smøgforlegen?

Inden svaret kunde afgives, svang drengen sig op i vindueskarmen efter først at have sparket skoene af, og skønt Oliver ikke behøvede at betænke sig paa svaret ... thi han afskyede cigaretter! ... nøjedes han med maabende at betragte den fremmede. Da denne skævede ned til ham, vendte han sig halvt om og betragtede med tomme øjne el maleri, der hang paa væggen ... et blomstermaleri, som gjorde indtryk af snarere at være gjort af en botaniker end af en maler ... og da han havde mættet sig med dette velkendte kunstværk, vendte han sig atter om for ind-gaaende at betragte den flittige arbejder; men -nej, der var ingen tvivl mulig.

- Du er jo en pige, eksploderede han: - Du store kineser ... jeg saa’ det jo, da du hoppede op i karmen!

- De sagde det, indrømmede pigen og sprang ned for ubuden at sætte sig i en polstret stol. Her tog hun en stump slraa op af lommen paa overtrækstøj et, og mens hun sad og vuggede sine knæ og tyggede paa det, saa’ hun paa ham med et træt, indøvet smil. Det syntes at sige: ja, saa er tærningerne altsaa kastet, og du har udspillet, gamle! Men hun sagde intet; hun afventede. En nysen, der forud-saa at blive overdøvet af et jordskælv.

Men der kom intet jordskælv. Oliver syntes besluttet paa ikke at lade sig forbløde og saaledes vise sin ærbødighed for den moderne tids ellevte bud. Han sagde med ligegyldighed i stemmen: - Man oplever jo immer noget nyt ... hedder du ogsaa Karry, naar du er pige?

- Nemlig! bejaede hun med tilføjelsen: - Men Kathrine, naar det er fremmede ... ligesom hende Hepbum i billen . .. men jeg maa se at blive færdig, inden Brok kommer.

Dermed rejste hun sig, gjorde et par knæbøjninger og hoppede med samlede hen op i vindueskarmen. Hun havde drengesokker paa, og de sad i aal nede om fodderne.

- Da jeg var helt lille, rejste jeg med cirkus! oplyste hun forklarende; men saa brækkede jeg det ene laar, og da jeg blev rask igen, havde jeg glemt det meste.

Efter dette besøg henimod høst gik Oliver rundt og nagedes paa forskellig maade. Han var nu paa det rene med, at familien maatte dølles eftertrykkeligt, hvis han skulde bevare sin selvagtelse. Men hvorledes? Blandt de andre ting, der pinte ham, var tanken om, at saadan en sorthaaret tøs som Karry skulde gaa til spilde, og hvad andet kunde der ske med hende?! En overgang funderede han for ramme alvor paa at henvende sig til værgeraadet, men kom saa i tanker om, at det rimeligvis vilde forkludre det hele ... hvis det i det hele taget havde nogen beføjelse i betragtning af pigens alder og karakterbog. Brok havde højtideligt bevidnet, at pigen var som piger flest ... eller bedre. Hun kunde passe paa sig selv, hvilket var mere, end man kunde sige om nogen tusinde fra de saakaklt gode hjem. Nej, Brok havde forsvaret hende loyalt. Oliver var i en kattepine med, hvordan han skulde gribe ind paa en maade, der var til gavn for alle parter ... hvem disse parter saa maatte være. Hans bløde hjerte udvidede sig til at tænke med bekymring paa de unge piger i almindelighed, hvilket ikke var noget absolut nyt for ham, bare at han tidligere havde tænkt paa en anden maade.

Saadan drev tiden ind i efteraaret. Vejret var regnkoldt, og roerne vejede dobbelt af ler og væde. Indbindingen var over-staaet, og de ti-tolv slatkøer, som aad lystigt uden tanke om nogen modydelse, var solgt som kvier til en gullaschfabrik. Saa var den tid gaaet; men Oliver nagedes stadig. Han havde definitivt bestemt sig til at røve familien saa meget som muligt af arven, og hvad kunde ret betænkt være bedre end et giftermaal?! Ilan var ganske vist ikke ung længere; men han vidste med sig selv, at der var det rette bid i ham endnu ... som i en ny sleben kniv. Hvad vilde omgivelserne sige ... de med deres mere eller mindre halvgamle og halvvisne koner . .. hvis han en dag i sin ærværdige alder fik ungt blod i sengehalmen til sig ... ja maaske endog kunde møde med arving. Men hvor vende sig hen? Selvfølgelig var der nok at vælge imellem; men det var dog heller ikke ligegyldigt, hvem man ophøjede i herligheden. Under disse forhold sendte han bud efter ILise Brok.

Der var det ved glarkonen, at hun af sin skaber var blevet forlenet med fantasiens mangefarvede, men undertiden besværlige gave. Som modvægt hertil var hun samtidig blevet udstyret med baade sund sans og snuhed, og hun gik uden tøven til hovedet af hesten.

- Karry er for ung til herr Lunken, sagde hun: - Som kone i det mindste ...

- Men som guvernante?! vovede Oliver: - Jeg kunde adoptere et lille barn i min familie ... midlertidig ... og se tiden an

Han gøs ved tanken om adoption af noget familiemedlem, og det viser klart, hvor fastspigret hans beslutsomhed var. Brokken var ganske klar over stillingen: naar en gammel rotte af en en gros-hestehandler blottede sig saa dybt, var han svært angrebet. Hun fortsatte: - Og der er jo kat i hende! Lad os ikke glemme det.

— Hvordan kat?

- Hendes mormor var en af tater-kattene ... Karen Kat ved navn. Forældrene bor nu i et sølle sted paa den anden side .. .

Men det behøvede hun ikke at komme nærmere ind paa. Familiestedets beliggenhed havde Oliver forlængst erkyn-diget sig om. I den paagældende egns grønhed, hvor smaa gaarde laa strøet som farverige æbler i græsset, var Karrys fødested hvidt med sorttjærede døre, og da han var kørt der forbi, stod det ligesom paa spring med en strudsfjer af røg viftende ovenud af skorstenen.

- Det ser jeg stort paa, oplyste han: - Min oldefar sad seksten aar i Viborg tugthus, saa det kan gaa lige op. Men’e ... kan du ordne det, Lise? Lad mig høre dine betingelser. Jeg skal ikke vise mig nærig ... naar sagen er i orden.

- Der plejer jo at være en ussel smule haandpenge, anholdt koblersken ham, og da man havde talt lidt om haandpenge og om, hvordan Lise skulde forholde sig over for sin samvittighed, gik Oliver sporenstregs op og fandt et par enorme haandvægte frem af et næsten glemt gemmested.

Karrys ankomst som guvernante til Lunkegaarden blev skelsættende i egnens kronologi. Skønt Oliver med henblik paa den sum, Brok havde paataget sig at levere pigebarnet, i tankerne havde forestillet sig hende gøre sit indtog i en lakskinnende bil med tag og bagagebærer fyldt med kufferter og hatteæsker, overgik hun den mest pinagtige frygt for det modsatte ved at køre ind i gaarden siddende paa en kasse ved siden af mælkekusken. Tilsyneladende var de gamle bekendte og sad nok saa fredeligt og passiarede, mens stanken fra to virginiacigaretter laa tykt om dem. Da vognen gjorde holdt ved køkkendøren, hoppede hun af uden at støtte med hænderne, tog en papkasse og stilede stedkendt mod hoveddøren. Hjertet krympede sig lidt i Oliver, som havde iagttaget optrinnet fra kontoret. Var han alligevel ved at ældes, eller var det bare evnerne, der var blevet rustne af at ligge ubrugt saa længe? Han aabnede selv døren for hende, og belavede sig paa at holde en lille, patetisk velkomsttale .. . haabe til glæde for begge parter ... ved nærmere bekendtskab ... med lidt god vilje og alt det; men hun sparede ham ulejligheden ved at slaa ham paa skulderen og raabe: - Davs med dig, Oliver! Hvor er ungen, jeg ska’ gi’ bryst? Lige saa godt krybe i det som . ..

- Velkommen! sagde Oliver og lukkede med begge sine næver om hendes drengehaand, ligesom hvalen lukkede sig om Jonas ... og ligesom hvalen lod han til at være uvillig til at spytte sit bytte ud igen: - Kom indenfor, lille Karry, og lad os faa os et glas vin, inden pigen kommer med kaffen. Men hvorfor kom du endda med mælkekusken, naar ...

- Tog med rutebilen til kirkebyen, og saa spurgte jeg paa mejeriet efter Kalle ...

Denne ligetil forklaring mishagede Oliver en del, og navnlig vilde han gerne vide, hvorfra hun kendte Kalle kusk; men det var let besvaret.

- Fra i dag selvfølgelig, oplyste den unge dame: - Kalle er en gæv gut!

Hm! Det havde ikke været meningen, at den ny guvernante skulde være paa fornavn med karlene: - Han siger maaske ogsaa Karry til dig?!

Hun saa’ forundret paa sin ny husbond ... som om hun frygtede lidt for hans aandsevner, men tog sig straks i det:

- Nej - Kalle har faaet lov til at kalde mig Thit Jensen ...

Og dermed var ikke alene et nyt menneske, men en ny tone introduceret paa gaarden.

Da der var gaaet fjorten dage, friede Oliver formelt. Lise Brok havde ved en vis lejlighed paapeget, at der var „kat i hende“; men det viste sig i hvert fald at holde stik paa eet oinraade: hun kom altid ned paa poterne. Man kunde have anbragt hende i et nonnekloster, i messen paa el krigsskib eller paa en langbenet stol i en bar, og hun vilde have været lige uimponeret. I Olivers stuer gik hun rundt, som havde hun altid hørt til dær. Uden opfordring hjalp hun stuepigen om morgenen, og senere var hun at finde i færd med at skrælle kartofler i bryggerset; men hendes yndlingsopholdssted var det øverste taamværelse. Hun havde først faaet øje paa taamet, da hun en aften var ude paa vejen for at se paa vinterlyn. Det var et stort, firkantet taarn, beslaael med kobberplader og forsynet med tag af sort tegl. Der var alligevel ingen lyn den aften; men i stedet prydede en forsagt stjerne halen af en løst drivende sky lige over taamspidsen, og næste dag installerede hun sig deroppe. Taarnet rummede eet stort værelse udstyret med jagtredskaber - og trofæer samt en alenlang marine-kikkert, gennem hvilken Oliver efter den almindelige antagelse holdt øje med tempoet i markerne. Men ovenover dette rum var et mindre, hvorfra flaget hejstes paa højtidsdagene, og hvortil der kun var adgang gennem en lem, som tillod en slank person at slippe igennem, men forbød Oliver adgang. Da Oliver friede, opholdt han sig i kikkertstuen, og Karry sad med benene dinglende ned gennem lugen ... de havde fundet ud af, at samtalen artede sig særlig frugtbar paa den maade.

- Hører du efter, Karry? lød det nedefra, og fra flagloftet kom et bekræftende: - Umm!

- Du har vel opdaget, at det lier guvernante ... du véd ...

- Umm! -

- Og nu ser jeg jo, at du i bund og grund er en prægtig pige ...

- Umm!

- Du forstaar inaaske, hvor jeg vil hen?!

- Du vil adoptere mig, Oliver.

Pavse i hvilken høres Olivers let besværede aandedrag.

- Hvis jeg nu bad dig om at gifte dig med mig, lille Karry?

- Umm!

Visse mennesker har den evne at kunne bevare ligevægten, naar en banan uventet falder ud af en paraply, idet de slaar den op. Karry var af disse sjældne; hun sagde: - Saa skulde jeg til at hedde Lunken, Oliver?

- Der var vel ingen udvej ... men naar din far hedder Martin Flonel, saa ... var der noget, du hellere vilde hedde?

- Umm! ... Hansen! Hun sad deroppe og dinglede med benene og røg en Abdullah og tænkte paa Martin Flonel og hans menage i det lille hvide hus, der var bygget ind i en knold i landskabet, med navnet Punchebollehøjen. Faderen var en tusindkunstner af dem, der kan spille violin paa ryggen, og moderen var en kat, og ungerne var ogsaa mere og mindre tusindkunstnere med kat i.

Paa allandsens markeder havde Oliver aldrig manglet ord ... djærve ord, bramfri titulaturer og somme tider uigengiveli-ge ord. Gik en handel ikke hurtig nok, kunde han anvende den skrækkelige vending om at „hoppe op og

falde ned paa“ og vende tværstikkeren ryggen, og drejede det sig om større sager, kunde han blive indsmigrende, tage en uvillig haand med et: nu siger jeg som den ene jøde til den anden: køb! køb nu!! - Hvorfor tog han ikke pigen deroppe efter samme opskrift? 1 Nej, Oliver sagde: - Skal vi saa sige, at vi gifter os, bette Karry? Du véd, jeg har lidt til fælles bedste og saadan. Naa, hvad siger du saa?

- Det kan vi jo godt, sagde Karry: -Jeg bar ikke andet til fælles bedste end mit lille skib.

Hovednumret i Karrys bagage havde været en fuldt rigget tremaster mirakuløst bygget ind i en grønagtig flaske.

- Du har din ungdom, ven ... og ... hvad mener du om et bette kys til lidkøb?

- Umm! sagde Karry: - Jeg skal først have røget den her ud.