"Tantes Kat"

Alt tydede paa, at den havde været, som Tante forsikrede, en ganske vidunderlig Killing, ubeskrivelig smuk i Farve og Form, usædvanlig væver, lystig og elskværdig, med en mageløs, rosenrød Snude omgiven af begyndende, fint Skæg. Men derom kan jeg ikke tale af personlig Erfaring.

Den var nok allerede lidt ude over den første yndefulde Killingealder, da Tante en Foraarsmorgen fik den ved Vedbæk, hvor hun laa paa Landet, og "Omstændigheder, som ikke hører hid, foranledige, at jeg ???t gjorde dens Bekendtskab efter Indflytningen fra Landet.

Da saa jeg, at Tante var aldeles forelsket i den, ligesaa hendes alrende Slægtning, sædvanligvis kaldet Faster, og hendes aldrende Tjenestepige, Juliane.

Tante elskede den upaatvivlelig for dens egen Skyld, men nok ogsaa lidt af den Grund, at hun havde faat den af en Grevinde, som laa paa Landet ligeoverfor. Ved at tale om Katten kom Tante ikke sjelden til at omtale i Forbigaaende at hun og Grevinden havde spadseret sammen. Derfor havde Katten ogsaa to Navne; den hed Mis, naar man talte til den, men Greven, naar man talte om den.

— Hvor er Greven? kunde Tante sige, naar hun kom hjem og ikke straks saa Mis.

— Er du der, Mis? sagde hun naar hun opdagede den og kærtegnende tog den paa Skødet -- Ja, den fortjente det.

Om jeg end ikke i mit stille Sind kunde give Tante Ret i, at den var saa smuk, klog og god som faa Mennesker, saa erkender jeg dog, at den i mange Maader var et behageligt Væsen.

Jeg kom en Gang til at sige, at den var distinqué, og da Tante havde faaet Ordet tydet — Tante var ingenlunde en udannet Dame, men hun kunde ikke Fransk -- sagde hun, at det var et godt Ord, og jeg tror næsten, det var i den Anledning, at Tante, de min Urkæde netop var gaaet itu, forærede mig en ny. Hvis denne Gætning er rigtig, kan jeg kun tilføje, at jeg ikke erhvervede Urkæden ved lavt Smigreri; jeg mente del: distinqué.

Som alt sagt, Mis var paa den Tid lidt ude over den første, elskelige Barnetid. Den havde faaet en vis Fylde, Ro, Alvor, Værdighed. Den viste aldrig Frygt, troede ikke paa Mishandling naar man greb efter den, havde i hele sin Adfærd noget gentlemanly, ligesom en Følelse af sit eget Værd og en Tillid til de selskabelige Regler hvori den var opvokset. Naar den havde sat sig til Rette paa Stolen, med Halen stukket mellom Bagbenene frem til Forbenene og Spidsen lidt ud over dem og disse som to ædle Søjler med let Ynde bare den kraftige Bringe og det temmelig store, men velformede Hoved, saa kunde denne pletfrie, levende Hvidhed have fortjent at blive modelleret af en Græker eller malet af en Italiener.

Hvad den i Løbet af at Par Aars Tid vandt i Udvikling hos os, indskrænkede sig mest til Sproget. Det er ganske vist den efterhaanden lagde sig et fyldigere Sprog til, hvorvel det jo stadig blev et fattigt Sprog. Det skilte sig fra det almindelige Kattesprog ved en umiskendelig Individualitet, et stærkt Præg af Personlighed, saa at Tante med fuld Føje kunde sige, at hun paa Lyden vilde kende Greven mellem hundredetusinde Katte.

Om Middagen sad den sædvanlig paa Stolen mellem Tante og mig. Uagtet den vidste, at Formaden sjelden egnede sig for den, blev den dog i Reglen efter nogen tavs Venten utaalmodig, og uden at gøre en Bevægelse sagde den noget. Det var en ganske kort Lyd, som om den fordybet i sig selv gjorde den Bemærkning:

Ingen tænker paa mig!

Lidt efter kastede den et Blik omkring sig, sprang ned. gned sig mod et eller andet Ben og gentog omtrent det samme men lidt mere langt og i lidt forskellig Tone, og det betød aabenbart:

— Det er dog mærkværdigt, ingen tænker paa mig!

Endelig lagde den begge Poter op paa Tantes Knæ og sagde meget bestemt og med Præg af Mismod:

Tænk dog paa mig!

Men medens den naaede saa vidt i Tale, stod den i Stampe med Hensyn til at forstaa andres Tale. Jeg kunde sige til den:

— Men Kat, det er Jo Suppe og den spiser du jo ikke; ti stille til Eftermaden.

Om jeg gjorde mig nok saa megen Umage for at udtale dette i populær Tone, nyttede det ikke; Mis vilde straks efter gentage sit Udbrud maaske med en Bøjning i Stemmen som om den vilde tilkendegive:

— Jeg vil ikke have Ord, men Handling.

Denne Mangel hidrørte vel til dels fra, at man aldrig beskæftigede sig med den i andre Sager end saadanne, som tilfredsstillede dens naturlige Egenkærlighed. Mangfoldige Hunde bliver opdragne paa en ædlere Maade end nogen som helst Kat, Hvad kunde ikke mangen Kat blive til, hvis den blev opdraget som en Hund! Dette vil jeg nu ikke fordybe mig i, men rører kun derved for at tilføje, at jeg ikke kan dadle den enkelte Kat, naar paa den mærkes Følger af cn Forsømmelse, som endnu vises hele Slægten.

Jeg troede forøvrigt at opdage, at Tante var i nogen Misforstaaelse eller Overdrivelse med Hensyn til det gode og hjærtelige, hun tillagde Greven. Hun blev altid glad, naar Katten strøg sig mod hendes Ben; hun tog det som Udtryk af Hengivenhed og vidste ikke al det godt, hun Hl Gengæld skulde gøre Mis.

Men mig forekommer det under langsom, omhyggelig Iagttagelse, at naar Mis længtes efter noget eller haabede noget, opsnusede en Duft fra Køkkenet eller fra Buffeten eller blot følte sig rigtig vel til Mode, saa var det den ganske et, om den gned sig op ad et Stoleben eller ad Tantes eller mine Ben. Det var i disse Stemninger dens Natur at gnide sig; men dette forhindrede (ikke) at den jo med noget Held

blev lært til at forstaa, at Gnidningen førte til noget.

Naar jeg skal vedblive som Kritiker, maa jeg da ogsaa sige, at Mis aldrig lærte at sidde ordentlig ved Bordet. Naar den fik en ganske lille Bid, kunde den vel blive paa Stolen; men ved et større Stykke vilde den ufejlbarlig springe ned paa Tæppet eller hen i en Krog. Dette gav Anledning til Griseri, og derfor var det en Regel, som rigtignok ikke blev strengt overholdt, at den skulde have sin væsentlige Føde paa en lille Bakke i dens Yndlingskrog.

Dette minder mig om den ene, eneste Gang da jeg har set Mis ganske tabe sin Holdning og Anstand.

En Dag da Døren ud til Køkkenet stod paa Klem, kom en graa Kat, mager og slunken og dog med særegent hængende Bug, farende ind og gav sig med Graadighed til et fortære hvad Greven havde levnet i Krogen. Ved Synet af denne graa Kat, som den upaatvingelig kendte fra Gaarden, gav den Hvide et hvæsende Skrig, dens Ryg skød sig op som en styg, skarp Pukkel, Haarene henad Ryggen rejste sig som Børster, og det saa ud, som om den vilde fare løs paa den ubudne Gæst. Men det var dog ikke Hensigten; den blev staaende i Afstand, skrigende, indtil den stakkels Graa havde, rigtignok med mærkværdig Hurtighed, tømt Bakken Og forsvandt i stor og ydmyg Hast. Ved den lejlighed syntes den Hvide unægtelig helt Dyr; men senere har jeg ved at tænke paa Scenen haft en Fornemmelse af, at der var noget menneskeligt i dette dyriske.

Nu kommer jeg til noget, som var af Betydning og bragte Sorg mange Steder, men som jeg her kun omtaler i dets Forhold til vor hvide Kat.

Tante døde.

Faster vilde eller maatte tage over til en Broder i Jylland, og hun tænkte først paa at tage Katten med. Hun bestilte en sindrig udtænkt Kurv til at anbringe den i; men man gjorde hende opmærksom paa at saadan en voksen Kat er et Husdyr, der ikke kan trives, naar det bliver flyttet. Juliane skulde søge ny Tjenste og kunde ikke paatage sig at tage Katten med i det uvisse, selv om den var villig.

Jeg vilde nødig holde Kat; men eftersom jeg boede i Nærheden, gjorde vi dog Forsøget; det mislykkedes. Mis løb straks hjem til Huset. Saa fandt vi den Udvej at bede Mdm. Kristensen, der boede paa Kvisten, om at tage sig af Greven, og det var hun saa meget mere villig til, som hun nylig havde haft den Sorg at miste sin sor

te Kat og nu, ved til Erstatning at tage den hvide til sig, ikke vilde blive for stærkt mindet om sit Tab

Ingen vil, antager jeg, beskylde Madam Kristensen for Ubestandighed, fordi hun saa hurtig, som det skete, overførte sin Kærlighed paa den nye

Kat. Den var jo ligesom forældreløs, og den var saa smuk og med saa megen Anstand! Da jeg engang besøgte hende for at se til den, syntes det mig, at den pyntede i den fattige Stue, og jeg følte tillige en Slags Medlidenhed med Katten; men saa tænkte jeg paa, hvor mange Børn der bliver opfødte i Velstand og kommer i fattige Kaar, og som lider ganske anderledes derved end en Kat.

Det viste sig forresten, at den ikke passede ind i dens nye Vilkaar saa godt som ønskeligt. Det uundgaaelige var sket; ved at blive opdraget i Tantes Hus var Mis blevet Gourmand. Mdm. Kristensen sagde med et forskønnende Ord, at den var delikat, men havde ikke ringe Plage deraf. Lige som salig Tante satte hun Pris paa, at Katten strøg sig op ad hendes Ben. Men det vilde Katten ikke, med mindre den fik en af sine Yndlingsspiser.

Var det instinktmæssig, fordi Lugten af gode Ting satte den i Stemning, eller var det med vidende Malice, for at tiltrodse sig det attraaede?

Mdm. Kristensen handlede, som om det sidste var Tilfældet, og søgte efter Evne at formilde sit Adoptivbarn, tilkøbe sig dets Gunst.

Mis holdt især af Brislinger, Sweitzerost, Bøfsteg og var meget vanskelig med Hensyn til Mælken: den vilde have sød Mælk med ganske lidt lunkent Vand. Hvad gør ikke en enlig gammel Kvinde for at blive elsket, om kun af sin Kat!

Mdm. Kristensen gættede sig frem, skaffede efterhaanden omtrent det,  den forlangte, og satte sig i større Udgift, end hun havde Raad til. Ganske vist behøves der ikke meget til en Kat; men det lidet kan være forholdsvis meget, naar man som Mdm. Kristensen maa ernære sig ved at naadle. d.v.s. kante Sko for Skomagere. Hun var vant til ikke at faa anden Middagsmad end Kaffe og Brød de fleste Dage om Ugen. Nu maatte hun naadle mangt et Par Sko for at skaffe Katten stegt Lever, og det værste var, at hun saa blev fristet til at spise med.

Saa indtraf det mærkværdige, at

Mdm Kristensen en Morgen fangt et ganske lille Barn paa Trappen udenfor Huset. Efter at have ventet en Stund og overbevist sig om, at det virkelig var et udsat Barn, tog Mdm. Kristensen det op til sig og gjorde Anmeldelse til Politiet. Man modtog hendes Tilbud om at beholde det lille Skind i Pleje.

Det behagede øjensynlig ikke Mis, at der kom en ny i Huset, og at den Nyankomne var Genstand for særlig Opmærksomhed. Det havde Mis aldrig prøvet: at blive sat til Side, at være som ingen Ting, medens en anden blev — ikke blot vasket og paaklædt, det kunde endda være — men fødet, strøget, klappet og kærtegnet. Mis syntes at bære det nogenlunde taalmodig et Par Dage; men endelig blev det den for broget; den bukkede under for Vrede og Skinsyge. I et Øjeblik, da Mdm. Kristensen havde lagt Barnet fra sig, fo'r den hvæsende, med strittende Børster og gnistrende Øjne imod det.

Men hurtig som Lynet greb Mdm. Kristensen Mis i Nakken og kastede den ud af Døren. Jeg rystede over hele kroppen, sagde hu, da hun

fortalte Begivenheden, og jeg kunde, Gud forlade mig, have kastet Gre

ven ud af Vinduet.

Hele Dagen og Natten blev Mis borte; men om Morgenen miauede den udenfor Døren. Glad blev Mdm. Kristensen. Men selve det, at Katten kom frivillig og angergiven tilbage, gav hende Ro og Selvbeherskelse: hun lukkede ikke straks op. Endelig gik dens lange sørgmodige Miauen hende for dybt til Hjærtet, og hun lukkede op.

Katten sprang op ad hende, viklede sig ind i hendes Forsklæde, viklede sig ud, strøg sig op ad hendes Ben, gik om i Stuen, strøg sig mod Stoleben, ja op ad Vuggen. Dette kunde jo, som alt bemærket, tydes paa flere Maader.

Mdm. Kristensen troede med sit Hjærteslag, maaske aldeles rigtig, at den gjorde det af dyb Anger og vilde bede om Forladelse. Hun tog den i sine Arme, kyssede og klappede den og sagde:

-- Ja, kom nu og kys ogsaa den lille Pige ... Saadan! ... Og klap du ham med din lille Haand ... Saadan! ... For du maa huske, at han er kommen af godt Folk, hvad der nok ikke kan siges om dig, du lille Stakkel!