"Tornerose" i fem udgaver

"Tornerose" i fem udgaver

Illustration af Jenny Nyström (1903)

I dette afsnit fortsætter vi vores rejse gennem forlæggende til Disneys tegnefilmsklassikere, og vi er nået til Tornerose fra 1959 – en af de stilistisk mest ambitiøse Disneytegnefilm til dato. Den var i sin samtid en økonomisk fiasko og banede dermed vejen for de noget mindre ambitiøse værker der fulgte i filmens kølvand.

Den udgave af Tornerose som i dag har vundet størst udbredelse er Brødrene Grimms forkortede udgave af Charles Perraults eventyr. Perraults Tornerose er selv en blanding af elementer fra en række tidligere fortællinger, især udsnit fra den fransk-sprogede middelalderfortælling Perseforest fra 1300-tallet og det italienske eventyr Sol, Måne og Talia af Giambattista Basile fra 1634.

For at anskueliggøre hvordan Perrault og dernæst Brødrene Grimm medtog og ikke mindst udelod elementer fra forgængerne læser vi først et handlingsresumé af de kapitler i Perceforest der rummer Tornerose-historien. Dernæst læser vi Sol, Måne og Talia og endelig læser vi Perraults og Grimms udgaver af Tornerose. Og som et afsluttende svirp med halen får i også et kort dansk folkeeventyr efter Tornerose-skabelonen, men med en hel særlig dansk kontekst.

Vær opmærksom på at dagens afsnit indeholder overfladiske beskrivelser af voldtægt.

Ordforklaringer

Skylla og Charybdis: to søuhyrer, der ifølge græsk og romersk mytologi huserede i messinastrædet mellem Italien og Sicilien (læs mere på Wikipedia)
Medea: Figur fra græsk mytologi der for at hævne sig på sin mand, dræbte sine egne børn (læs mere i Den Store Danske Encyklopædi)
Lanfusa: Moren til Ferraùs som er en paladin der optræder i flere episke fortællinger fra Italien og Frankrig (læs mere på den engelske Wikipedia)
Nero: romersk kejser der i eftertiden har fået ry for at være både ond og brutal  (læs mere i Den Store Danske Encyklopædi)
drevet guld: guld udhamret i figurer (ODS)
svejtser: skildvagt eller portner (ODS)
drage i leding: tage af sted på krigstogt i udlandet (DDO)

Handlingsresume fra Parceforest

Den måske tidligste nedskrevne udgave af Tornerose indgår i den franske Arthurlegende Perceforest der første gang blev nedskrevet i 1300-tallet i Nederlandene, og som øjensynligt aldrig har været oversat til dansk. I kapitel 46-48 og 55-56 indgår historien om den smukke prinsesse Zelladine fra Zeeland som er forelsket i den skotske ridder Troylus. Zelladine falder en dag i en mystisk søvn ved sin spinderok, og for at redde hende opsøger Troylus et gudindetempel. Her beder han til Venus om at opklare hvordan han dog kan vække Zelladine, og Venus siger:

  "Når du plukker fra revnen

  frugten der er kuren

  Da vil pigen blive helbredt"

Troylus rejser dernæst til tårnet hvor han finder den sovende Zelladine nøgen på sin seng. Han er lige ved at kysse hende, men husker så sig selv på at "ingen mand bør overtræde en piges ret til privatliv uden hendes tilladelse, og han bør slet ikke røre hende mens hun sover!"

Men han overbeviser derefter sig selv om at han alligevel bør kysse hende på grund af kyssets helende kraft, men det vækker hende ikke. Venus må da give den frustrerede Troylus endnu et vink før han forstå hendes hensigt: "Du er helt alene med denne smukke pige, hende du elsker over alt andet, og du er ikke sammen med hende!"

Da Troylus igen tøver ægger Venus ham så voldsomt at han ude af sig selv "borttager Zellandine sin ret til at kalde sig jomfru" mens hun sover.

Troylus må efterfølgende flygte, og ni måneder senere føder Zelladine en dreng som vækker hende ved at sutte på hendes finger. Vi finder dernæst ud af at gudinden Themis havde forbandet Zelladine fordi hendes far havde glemt at give gudinden en kniv at spise med til pigens dåb. Themis havde derfor lovet at Zelladine ville stikke sig på den første tråd hun lavede på en ten og da falde i en dyb søvn der ville vare ved så længe tråden var i hendes finger; og det var ganske rigtigt først da hendes søn suttede den ud at hun vågnede.

Zelladine løber senere bort sammen med Troylus som hun også gifter sig med.

 

Sol, Måne og Talia

Det er en velkendt kendsgerning, at den grusomme mand ofte er sin egen bøddel; og den, der kaster sten mod himlen, ofte ender med at knuse sig eget hoved. Men medaljens bagside viser os, at uskyld er et skjold af figentræ, hvorpå ondskabens sværd ødelægges, eller sløver sin æg; således er det at når en fattig mand mener, at han allerede er død og begravet, genoplives han igen i kød og blod, som du skal høre i historien, som jeg vil drage fra hukommelseskassen med hjælp fra min tunges dasken.

Der var engang en stor herre, der fik en datter ved navn Talia. Han befalede seerne og de vise mænd i hans rige at komme så de kunne spå pigen; og efter megen drøftelse nåede de til den konklusion, at der ventede hende en stor fare fra en stilk i noget hør. Derpå udstedte han en ordre, der forbød, at hør eller hamp eller noget lignende blev bragt ind i hans hus og håbede således at undgå faren.

Da Talia blev voksen og en dag stod ved vinduet, så hun en gammel kone der gik og spandt garn. Hun havde aldrig set en håndten og kunne godt lide trådens vridninger og snoen; så stor var hendes nysgerrighed, at hun fik den gamle kvinde til at komme ovenpå. Talia begyndte at trække i tråden, og da et stykke stilk i høret ved et uheld kom under hendes fingernegl faldt hun død om; ved dette syn humpede den gamle kone nedenunder så hurtigt hun kunne.

Da den ulykkelige far hørte om den katastrofe, der havde ramt Talia, efter at have betalt for dette vinfad med et fad med tårer, placerede han hende i paladset på landet oven på et fløjlsæde under en baldakin af brokade; han barrikaderede dørene, og forlod så for evigt det sted, der havde været årsagen til en sådan ulykke for ham, for på den måde at fjerne ethvert minde om dette fra sit sind.

Nu kom en særlig konge der tilfældigvis var på falkejagt, og en falk undslap ham og fløj ind ved ad vindue i dette palads. Da kongen indså, at fuglen ikke lød hans kald og vendte tilbage, beordrede han sine ledsagere at banke på døren da han troede at paladset var beboet; og efter at have banket på i nogen tid, beordrede kongen dem at hente en sådan stige som vindruedyrkere bruger, idet han ønskede sig at klatre ind i huset huset og se, hvad der var derinde. Så kravlede han op ad stigen og gik gennem hele paladset, han blev så forfærdet at han lignede en mumie da han ikke fandt en eneste levende person. Til sidst kom han til det værelse, hvor Talia lå som fortryllet; og da kongen så hende, råbte han til hende idet han tænkte, at hun blot sov, men det var forgæves, for hun sov fortsat, hvor højt han end råbte. Efter at have beundret hendes skønhed et stykke tid vendte kongen hjem til sit rige, hvor han i lang tid helt glemte, hvad der var sket.

I mellemtiden fødte Talia tvillinger, den ene en dreng og den anden en pige, der lignede to små juveler; og to feer dukkede op i paladset, og tog sig af børnene og satte dem ved deres mors bryst. Men engang, da de ønskede at sutte men ikke fandt brystet, fandt de ved en fejltagelse hendes finger og fortsatte med at suge, indtil de trak splinten ud. Derefter vågnede hun som fra en dyb søvn; og da hun så de små juveler ved sin side, tog hun dem op til sit hjerte og elskede dem mere end sit eget liv; men hun undrede sig meget over at være helt alene i paladset med de to børn, og over at mad og forfriskninger blev bragt til hende af usynlige hænder.

Efter en tid kom kongen i tanke om Talia, og da han tog på falkejagt benyttede han lejligheden til at tag hen for at besøge hende; og da han så at hun var vågen og med to smukke små skabninger ved sin side, blev han stum af henrykkelse. Så fortalte kongen Talia, hvem han var, og de dannede et forbund og et venskab, og han blev der i flere dage og lovede, da han tog afsked, at vende tilbage at hente hende.

Da kongen vendte tilbage til sit eget rige, gentog han hele tiden navnene på Talia og hendes små børn for sig selv, selv mens han spiste havde han Talia i munden, og Sol og Måne (for det kaldte han børnene); nej, selv da han lagde sig til at sove kaldte han endnu på dem, først den ene og derefter de andre.

Nu var kongens kone blevet mistænksom over sin mands lange fravær under falkejagten, og da hun hørte ham kalde sådan på Talia, Sol og Måne, tiltog hendes vrede og hun sagde til kongens sekretær: "Hør, min ven, du står mellem Skylla og Charybdis, mellem hængslet og døren, mellem øksen og blokken; fortæl mig hvem det er min mand er forelsket i, og jeg vil gøre dig rig; men hvis du skjuler sandheden for mig, vil du komme til at fortryde det."

Manden var på den ene side bange og på den anden side var hans nysgerrighed vakt, hvilket giver æren bind for øjnene, gør retfærdigheden blind og spænder ben for gode intentioner, så han fortalte dronningen hele sandheden og kaldte en spade for en spade og en skovl for en skovl. Derefter sendte hun sekretæren til Talia i kongens navn med besked om at kongen ønskede at se børnene. Så sendte Talia dem med stor glæde afsted; men dronningen, med et hjerte som Medeas, befalede kokken at dræbe dem og servere dem for hendes stakkels mand.

Kokken havde dog kærligt hjerte, og da han så de to smukke små pus, fik han medlidenhed med dem og gav dem til sin kone og bød hende at holde dem skjult: så dræbte og tilberedte to små gedekid på hundrede forskellige måder. Da kongen kom tilbage, beordrede dronningen med det samme, at retterne skulle serveres; og kongen spiste med stor glæde og udbrød: "Ved Lanfusas liv hvor smager det godt! Jeg sværger ved min bedstefars sjæl at det er fremragende!" Og dronningen blev ved med at sige: "Bliv ved med at spis! For du spiser, hvad der er dit." Til at starte med var kongen ikke opmærksom på hvad hun sagde; men til sidst, da da han endelig bemærkede remsen blive ved, svarede han: "Ja, jeg ved da nok, at hvad jeg spiser, er mit eget, for du bragte intet til dette hus." Og endelig rejste han sig i raseri og gik lidt på afstand for at køle ned inden han lod vreden løbe af med sig.

Dronningen kaldte i mellemtiden på sekretæren da hun ikke var tilfreds med hvad hun havde gjort, og hun sendte ham afsted for at hente Talia og foregive, at det var kongen der ville se hende. Ved denne hidkaldelse tog Talia øjeblikkeligt afsted da hun længtes efter at se lyset i hans øjne og ikke vidste at kun røgen ventede hende. Men da hun stod foran dronningen, sagde denne til hende med et ansigt som Neros og fyldt med gift som en hugorm: "Velkommen, fru Snubedrager! Er du virkelig den kønne uromager? Er du ukrudtet, der har indfanget min mands blik og givet mig alt dette besvær? Ja, så er du endelig ankommet til skærsilden, hvor du vil få betalt for al den ulykke du har forvoldt mig."

Da Talia hørte dette, begyndte hun at undskylde sig; men dronningen ville ikke lytte til et ord hun sagde; og da et stort bål var tændt på gårdspladsen, befalede hun, at Talia skulle kastes i flammerne. Stakkels Talia indså at et dårligt udfald nærmede sig og faldt på knæ foran dronningen og bad hende om i det mindste at give hende tid til at afklæde sig. Derefter sagde dronningen, ikke så meget af medlidenhed med den ulykkelige pige som for at få fat i hendes kjole, der var broderet med guld og perler: "Afklæd dig – jeg tillader dig." Derefter begyndte Talia at klæde sig ud, og efterhånden som hun tog hvert stykke tøj af kom hun sorgfulde udbrud; og da hun havde lagt sin kappe, sin kjole og sin jakke fra sig og begyndte at tage underkjolen af, greb de hende og trak hende væk. I det øjeblik ankom kongen og så optrinnet og han krævede at høre hele sandheden om hvad der foregik; og da han ville høre til børnene og fik at vide, at hans kone havde beordret dem dræbt som hævn for hans utroskab, gav den ulykkelige konge sig hen til fortvivlelse og udbrød: "Ak, jeg har selv været ulven over for mine små lam! Ve mig! Hvorfor erkendte mine blodårer ikke, at børnene var blodets kilde? Åh, frafaldne tyrker, hvilken barbarisk handling har du begået? Men din ondskab skal straffes; du skal gøre bod uden at blive sendt til Colosseum."

Således sagde han, og han beordrede at hun skulle kastes i den samme ild, som var blevet tændt for Talia, og sekretæren med hende, som var grebet om dette grusomme spil og væveren af ​​dette onde spindelvæv. Dernæst ville han gøre det samme med kokken idet han trode, at han havde dræbt børnene; men kokken kastede sig for kongens fødder og sagde: "Sandelig, herre konge, jeg ville ikke ønske mig noget andet embede til gengæld for den tjeneste, jeg har gjort dig, end at blive kastet i en ovn fyldt med brændende kul, jeg vil ikke bede nogen anden fratrædelsesgodtgørelse end spydets stød, jeg ville ikke ønske mig nogen anden underholdning end at blive brændt i ilden, jeg ville ikke ønske mig noget andet privilegium end at få en koks aske blandet med en dronnings. Men jeg søger ikke så stor en belønning for at have reddet dine børn og bragt dem tilbage til dig på trods af den onde væsen, der ønskede at dræbe dem."

Da kongen hørte disse ord, var han helt ude af sig selv; han syntes at drømme og kunne ikke tro hans egne ører. Så sagde han til kokken: "Hvis det er sandt, at du har reddet børnene, så vid dig sikker på, at du ikke længere skal dreje spiddet og i stedet skal placeres i dette brysts køkkenet så du der kan dreje min vilje i hvad retning du ønsker, og jeg skal belønne dig så du vil kalde dig den lykkeligste mand i verden.”

Idet kongen sagde disse ord bragte kokkens kone Sol og Måne op til kongen da hun havde set hvilken knibe hendes mand var i, og kongen kyssede både Talia og børnene. Så gav han kokken en stor belønning og gjorde ham til sin kammerherre: og han giftede sig med Talia, og hun fik et langt liv med mand og børn, og hun måtte erkende at

“Han der er heldig kan roligt tage sig et hvil

Når han vågner vil det være med et smil”

 

Perraults Tornerose

Der var engang en Konge og en Dronning, der var saa bedrøvede over, at de ingen Børn havde, at man ikke kan sige det. De rejste til Alverdens Badesteder, de aflagde Løfter, de foretog Pilgrimsfarter, kort sagt, alt blev forsøgt, men lige meget hjalp det. Endelig blev dog Dronningen frugtsommelig og nedkom med en Datter. Der blev holdt en smuk Barnedaab, og den lille Kongedatter fik til Gudmødre alle de Feer, man kunde finde i hele Landet (der var i det hele syv), for at hver af dem kunde give hende sin Faddergave, som det dengang var Skik, og for at hun paa den Maade kunde komme i Besiddelse af alle optænkelige Fuldkommenheder.
Efter Daabshøjtideligheden vendte hele Selskabet tilbage til Kongens Slot, hvor der blev gjort et stort Gæstebud for Féerne. Foran enhvers Kuvert blev der lagt et pragtfuldt Foderal af drevent Guld, hvori der var en Spiseske, en Gaffel og en Kniv af det fineste Guld besatte med Diamanter og Rubiner. Men just som de skulde til at sætte sig til Bords, saa man en gammel Fé træde ind i Salen uden at være indbudt. Det kom deraf, at hun ikke i de sidste halvtredsindstyve Aar havde været udenfor sit Taarn, og at man derfor havde troet, hun enten var død eller forhekset. Kongen lod dække til hende, men det var umuligt at give hende et Guldfoderal ligesom de andre, fordi der kun var bleven lavet syv til de syv Féer. Den gamle Fé troede, at de oversaa hende, og mumlede nogle Trusler mellem Tænderne. En af de unge Féer, der sad ved Siden af hende, hørte det. Da hun nu kunde skønne, at den gamle kunde falde paa at give den lille Kongedatter en eller anden uheldig Gave, naar de rejste sig fra Bordet, gik hun hen og skjulte sig bag Tapetet for at kunne tale sidst og, saa vidt det stod i hendes Magt, raade Bod paa, hvad den gamle mulig kunde gøre af ondt.
Imidlertid kom Féerne frem med deres Foræringer til Kongedatteren. Den yngste skænkede hende den Gave, at hun skulde blive den skønneste i hele Verden; den næste, at hun skulde blive saa klog, saa der ingen Ende var paa det; den tredje, at alt, hvad hun foretog sig, skulde klæde hende guddommeligt; den fjerde, at hun skulde danse udmærket godt; den femte, at hun skulde synge som en Nattergal, og den sjette, at hun skulde spille alle mulige Instrumenter til Fuldkommenhed. Da Raden var kommen til den gamle Fé, sagde hun, idet hun rokkede med Hovedet, snarere af Fortrydelse end af Alderdom, at Kongedatteren skulde stikke sin Haand paa en Tén og dø deraf.
Den skrækkelige Gave fik hele Selskabet til at gyse, og der var ingen af dem, som ikke græd derover. I dette Øjeblik kom den unge Fé frem bag Tapetet og sagde ganske højt følgende Ord: "Vær rolig, Konge og Dronning, jeres Datter skal ikke dø. Vel har jeg ikke Magt nok til helt at ophæve, hvad en ældre Fé har befalet; Kongedatteren vil stikke sin Haand paa en Tén. Men i Stedet for at dø deraf skal hun blot falde i en dyb Søvn, der skal vare i hundrede Aar. Naar de er forløbne, skal en Kongesøn komme og vække hende."
For nu at prøve paa at undgaa den Ulykke, den gamle Fé havde bebudet, lod Kongen straks kundgøre en Forordning, ved hvilken han under Dødsstraf forbød alle og enhver at spinde paa Tén eller blot have en Tén i sit Hus.
Efter en femten, seksten Aars Forløb hændtes det en Dag, da Kongen og Dronningen var tagne ud til et af deres Lystslotte, at den unge Kongedattter, just som hun en Dag løb omkring i Kongeborgen og gik fra Værelse til Værelse, tilsidst kom helt op i et Taarn og ind paa et Kvistkammer, hvor en skikkelig gammel Kone sad alene og spandt paa sin Haandtén. Denne gamle Kone havde ikke hørt tale om det Forbud, Kongen havde udstedt mod at spinde paa Tén. "Hvad bestiller De der, min gode Kone? spurgte Kongedatteren. — Jeg spinder, mit smukke Barn, svarede den gamle Kone, der ikke kendte hende. — Aa, hvor det er pænt, vedblev Kongedatteren. Hvordan bærer De Dem dog ad? Laan mig den, at jeg kan se, om jeg ogsaa kan spinde." Aldrig saa snart havde hun taget Tenen, ubetænksom og livlig som hun var, førend hun overensstemmende med Féernes Dom, stak sig med den i Haanden og faldt i Afmagt.
Den gamle Kone gav sig i sin Forlegenhed til at raabe om Hjælp. Folk kommer løbende til fra alle Kanter, man stænker Kongedatteren med Vand i Ansigtet, man løser hendes Snørliv, klasker hende i Hænderne og gnider hende med Eddike i Tindingerne. Men intet kunde kalde hende til Live igen.
Da mindedes Kongen, der var kommen til ved Larmen, Féernes Spaadom, og da han kunde skønne, at dette nødvendigvis maatte ske, eftersom Féerne havde sagt det, lod han sin Datter lægge ind i et smukt udstyret Værelse paa en guld- og sølvbaldyret Seng. Man skulde troet, det var en Engel, saa smuk var hun; ti hendes Afmagt havde ikke berøvet hendes Ansigt de livlige Farver. Hendes Kinder var røde som Skarlagen, hendes Læber som Koral; kun var Øjnene lukkede. Men man kunde høre hende trække Vejret sagte, hvilket tydeligt viste, at hun ikke var død.
Kongen bød, at man skulde lade hende sove i Fred, indtil den Time slog, da hun atter skulde vaagne. Den gode Fé, der havde frelst hendes Liv ved at dømme hende til at slumre i hundrede Aar, var for Øjeblikket i et andet Kongerige, tolv tusinde Mile borte, da Ulykken ramte Kongedatteren. Men hun blev øjeblikkelig underrettet derom af en lille Dværg, som havde Syvmilestøvler paa.
Féen tog straks afsted, og man saa hende efter en Times Forløb komme kørende i en Ildvogn trukket af Drager. Kongen gik hen og rakte hende Haanden for at hjælpe hende ned af Vognen. Hun billigede alt, hvad han havde gjort, men da hun var i høj Grad forudseende, kom hun til at tænke paa, at Kongedatteren ved sin Opvaagnen vilde føle sig meget forlegen ved at være ganske ene i det gamle Slot. Og hvad gjorde hun derfor?
Hun rørte med sin Tryllestav ved alt, hvad der var paa Slottet, med Undtagelse af Kongen og Dronningen: Hofdamer, Kammerpiger, Opdragerinder, Tjenere, Taffeldækkere, Køkkenmestre, Kokkedrenge, Stikirenddrenge, Gardister, Svejtsere, Pager, Kammertjenere. Hun rørte ogsaa ved alle de Heste, der stod i Staldene, Staldknægtene, de store Køtere i Baggaarden og Trofast, Kongedatterens lille Hund, der laa ved Siden af hende i Sengen. Saa snart Féen havde rørt ved dem, slumrede de alle ind for ikke at vaagne igen før paa samme Tid som deres Herskerinde, at de kunde være rede til at opvarte hende, naar hun maatte have dem nødig. Endogsaa Stege-spiddene over Ilden, der var fulde af Agerhøns og Fasaner, slumrede ind, og Ilden med. Alt det gik for sig i et Øjeblik: Féerne er hurtige til deres Gerning.
Da kyssede Kongen og Dronningen deres kære Datter, uden at hun vaagnede derved, gik ud af Slottet og lod kundgøre, at ingen som helst maatte nærme sig det. Dette Forbud var overflødigt, for der voksede i Løbet af ét Kvarter rundt om Parken en saadan Mængde store og smaa Træer, Brombærris og Tjørne, filtrede ind i hverandre, at hverken Folk eller Fæ vilde have kunnet trænge der igennem, saa at man ikke længer kunde se andet end det øverste af Slottets Taarne, og det endda kun langt borte fra. Ingen tvivlede om, at det var en af Féens Kunster, som hun havde gjort, for at Kongedatteren ikke under sin Søvn skulde være udsat for paatrængende Nysgerrighed.
Efter hundrede Aars Forløb var en Søn af den Konge, der nu regerede, og som hørte til en anden Slægt end den indslumrede Kongedatter, en Gang taget paa Jagt ad den Kant og spurgte, hvad det var for nogle Taarne, han saa der oven over en udstrakt Skovtykning. Enhver gav ham sit Svar overensstemmende med, hvad han havde hørt sige. Nogle sagde, at det var et gammelt Slot, hvor Spøgelser gik igen, andre, at alle Egnens Troldmænd holdt deres Heksesabbat der. Den almindeligste Formodning var, at der boede en Menneskeæder, og at han førte alle de Børn, han kunde faa fat paa, derhen for at kunne æde dem i Ro og Mag, og uden at nogen kunde følge efter ham, fordi han alene havde Magt til at bane sig Vej gennem Skoven.
Kongesønnen vidste ikke, hvad han skulde tro, da en gammel Bonde tog Ordet og sagde: "Jeg har for halvtredsindstyve Aar siden hørt min Fader sige, at der i det Slot opholdt sig on Kongedatter, som var skønnere end nogen anden i hele Verden; at hun skulde slumre der i hundrede Aar, og at hun skulde blive vækket af en Kongesøn, som hun var bestemt for."
Ved denne Tale blev den unge Kongesøn lutter Fyr og Flamme. Uden Vaklen fik han den Tro, at han lykkelig skulde føre dette skønne Æventyr til Ende, og han besluttede straks paa Timen, dreven af Elskov og Ærgerrighed, nærmere at undersøge, hvorledes Sagen egentlig forholdt sig. Næppe var han gaaet hen imod Skoven, førend alle de høje Træer, alle Brombærrisene og Tjørnene af sig selv bøjede sig tilbage for at lade ham komme forbi. Han gik op imod Borgen, som han kunde se for Enden af en lang Gang mellem gamle høje Træer, og han blev meget overrasket ved at kunne gaa derind, for han saa, at ingen af hans Folk havde kunnet følge ham. fordi Træerne havde lukket sig igen efter ham, saa snart han var kommen forbi. Alligevel blev han ved at gaa videre, ti en ung, forelsket Kongesøn er altid tapper. Han kom ind i en stor Forgaard, hvor alt, hvad han fik Øje paa, i høj Grad egnede sig til at isne hans Blod. Der herskede en skrækkelig Stilhed. Overalt viste Dødens Billede sig, overalt laa der Kroppe af Mennesker og Dyr tilsyneladende livløse. Dog kunde han paa Svejtsernes røde Ansigter og finnede Næser se, at de kun var indslumrede, og deres Glas, hvori der endnu var nogle Draaber Vin, viste tydeligt, at de vare faldne i Søvn, mens de sad og drak.
Han gaar over en rummelig med Marmorfliser brolagt Gaard, han stiger op ad Trappen, han kommer ind i Vagtstuen, hvor Gardisterne stod i Række med Gevær paa Skulder og snorkede om Kap. Han vandrer gennem flere Sale fulde af Adelsmænd og Damer, der alle sov, nogle staaende, andre siddende. Han træder ind i et helt forgyldt Værelse og ser paa en Seng, hvis Omhæng var aabne til alle Sider, det skønneste Skue, han nogensinde havde oplevet, nemlig en Kongedatter, der saa ud til at være en femten, seksten Aar gammel, og hvis straalende Udseende lyste med guddommelig Glans. Han nærmede sig skælvende og beundrende og bøjede Knæ for hende.
Da var det, som om Timen var slaaet til at Fortryllelsen skulde hæves. Kongedatteren vaagnede, saa paa ham med et kærligt Blik, som om hun længe havde kendt ham, og sagde: "Er det Dem? De har ladet længe vente paa Dem." Kongesønnen blev saa glad over disse Ord og endnu mere over den Maade. hvorpaa de blev sagte, at han ikke vidste, hvorledes han bedst skulde lægge sin Glæde og Taknemlighed for Dagen. Han forsikrede hende, at han elskede hende højere end sig selv. Han kunde slet ikke belægge sine Ord, saa forvirret var han. Men netop derfor syntes hun bedre om det, han sagde: jo mindre Veltalenhed, des dybere Kærlighed. Det var ikke saa underligt, at han var mere forlegen end hun, for hun havde haft Tid til at tænke over, hvad hun kunde have at sige ham. Man maa nemlig antage — Historien melder intet derom —, at den gode Fé under den langvarige Søvn havde glædet hende med liflige Drømme. Kort sagt, de havde talt sammen i fire Timer, og de havde endnu ikke sagt hinanden Halvdelen af, hvad de havde at betro hinanden.
Imidlertid var hele Slottet vaagnet med Kongedatteren. Enhver begyndte nu at tænke paa at udfore det Hverv, der var ham paalagt, og da de ikke alle var forelskede, var de nær ved at dø af Sult. Hofdamen, der havde lige saa stort Hastværk som de øvrige, blev utaalmodig og sagde ganske højt til Kongedatteren, at Bordet var dækket. Kongesønnen hjalp hende med at staa op; hun var fuldt paaklædt og havde en kostbar Kjole paa. Men han tog sig vel i Agt for at sige hende, at hendes Dragt havde samme Snit som min Bedstemoders, og han skulde nok lade være at gøre hende opmærksom paa, at hendes Krave paa gammeldags Vis stod stift ud om Halsen paa hemle. Hun var alligevel ikke mindre skøn.
De gik nu ind i en Spejlsal og spiste til Aften der, opvartede af Kongedatterens Tjenere. Violiner og Oboer spillede gamle Musikstykker, der klang fortræffeligt, skønt de ikke havde været spillede i henved hundrede Aar. Da de havde spist til Aften, viede Slotskapellanen dem ufortøvet i Borgkapellet, og Hofdamen trak Sengeomhænget til efter dem. De sov kun lidt, for Kongedatteren trængte ikke synderlig til Søvn, og allerede næste Morgen forlod Kongesønnen hende for at vende hjem til Byen, hvor hans Fader maatte være ængstelig over hans Udeblivelse.
Han fortalte ham nu, at han under Jagten var faret vild i Skoven, og at han havde sovet i en Kulsvierhytte, hvor de havde givet ham sort Brød og Ost at spise. Kongen var en skikkelig Mand, han troede ham, men hans Moder stolede ikke rigtig derpaa. Da hun lagde Mærke til, at han næsten hver Dag gik paa Jagt, og at han altid havde en Undskyldning paa rede Haand, naar han havde tilbragt et Par Nætter ude, tvivlede hun ikke om, at der var en Forelskelse med i Spillet.
Saaledes levede Kongesønnen over to Aar med sin Hustru og fik med hende to Børn, af hvilke den ældste, en Datter, blev kaldet Dagny, og den yngste, en Søn, fik Navnet Dag, fordi han saa ud til at blive endnu smukkere end Søsteren.
Dronningen sagde flere Gange til sin Søn, for at faa ham til at rykke ud med Sproget, at man skulde slaa sig løs her i Livet. Men han turde ikke betro hende sin Hemmelighed. Skønt han holdt af hende, var han bange for hende, fordi hun var af Menneskeæder-Slægt. Kongen havde kun giftet sig med hende for hendes store Rigdoms Skyld. Man hviskede endog ved Hoffet om, at hun havde Menneskeæder-Tilbøjeligheder, og at hun, hver Gang hun saa smaa Børn komme forbi, havde den største Umage med at gøre Vold paa sig selv, for at hun ikke skulde styrte sig over dem. Derfor vilde Kongesønnen ikke fortælle hende noget.
Men da Kongen efter to Aars Forløb var død, og Sønnen nu var bleven Hersker, erklærede han offentlig sit Giftermaal og drog i et højtideligt Optog hen for at hente sin Hustru, Dronningen, til sit Slot. Der blev holdt et prægtigt Indtog i Hovedstaden, hvor hun kom kørende med sine to Børn ved Siden.
Nogen Tid efter drog Kongen i Leding mod sin Nabo, Kejser Cantalabutte, og overlod Regeringen til sin Moder, Enkedronningen, hvem han bad om at tage sig af hans Hustru og hans Børn. Han maatte blive borte i Felten hele Sommeren. Aldrig saa snart var han taget bort, før Enkedronningen sendte sin Svigerdatter og hendes Børn ud paa et Landsted, der laa inde i en Skov, for at hun lettere kunde tilfredsstille sin rædselsfulde Lyst. Nogle Dage senere kørte hun derud og sagde en Aften til sin Hushovmester: "Jeg ønsker i Morgen at faa lille Dagny til Middag. — Men, Deres Majestæt, svarede Hushovmesteren. — Jeg ønsker det, gentog Enkedronningen og sagde det i samme Tone som en Menneskeæderske, der har Lyst til at æde fersk Kød, jeg vil have hende lavet til med skarp Sovs."
Den stakkels Mand kunde nok indse, at en Menneskeæderske ikke var til at spøge med. Han tog derfor sin lange Kniv og gik op i den lille Dagnys Kammer. Hun var da fire Aar gammel og kom hoppende hen imod ham og kastede sig leende om hans Hals og bad ham om nogle Godter. Han brast i Graad, Kniven faldt ham ud af Hænderne, og han gik ned i Hønsegaarden og slagtede et lille Lam. Det tillavede han med en saa god Dyppelse, at Enkedronningen erklærede, hun havde aldrig smagt noget saa dejligt. Samtidig havde han baaret den lille Dagny bort og givet hende til sin Hustru, for at hun kunde skjule hende i den Lejlighed, de havde nede i Baggaarden.
Otte Dage efter sagde den onde Enkedronning til sin Hushovmester: "Jeg ønsker at faa lille Dag til min Aftensmad." Han svarede intet, fast bestemt paa at narre hende ligesom forrige Gang. Han gik hen at lede efter lille Dag og traf ham i Færd med at fægte med en stor Abe, skønt han kun var tre Aar gammel. Han bar ham hen til sin Hustru, der skjulte ham sammen med lille Dagny, og gav, i Steden for Dag, Menneskeædersken en mør Ged at spise. Hun fandt, at den smagte udmærket.
Hidtil var det gaaet meget godt. Men en Aften sagde den onde Enkedronning til Hushovmesteren: "Jeg vil have Dronningen lavet til med samme Dyppelse som hendes Børn." Da mistvivlede Hushovmesteren om igen at kunne narre hende. Den unge Dronning var fyldt tyve Aar, uden at medregne de hundrede Aar, hun havde sovet. Hendes Hud var nok hvid og skær, mon hvor skulde han dog finde et Dyr, hvis Kød ikke var mere mørt end hendes? For at frelse sit Liv tog han den Beslutning at skære Halsen over paa Dronningen og gik op paa hendes Værelse med den Hensigt straks at iværksætte sit Forsæt. Han hidsede sig selv op til Raseri og gik med Dolken i Haanden ind i den unge Dronnings Kammer. Dog vilde han ikke overraske hende og meddelte hende paa den ærbødigste Maade af Verden den Befaling, han havde faaet af Enkedronningen. "Gør Deres Pligt, sagde hun, og rakte Halsen frem. Udfør den Befaling, der er bleven Dem givet, saa vil jeg igen kunne faa mine Børn at se, mine stakkels Børn, som jeg holdt saa meget af." For hun troede, at Børnene var døde, siden man havde taget dem fra hende uden at sige hende noget.
"Nej, nej, Deres Majestæt, svarede Hushovmesteren ganske rørt, De skal ikke dø, og De skal dog faa Deres kære Børn at se. Men det bliver hjemme hos mig, hvor jeg har skjult dem. Enkedronningen skal jeg nok igen narre og faa til at fortære en ung Hind i Stedet for Dem." Straks førte han hende hen til sit Værelse og lod hende kysse sine Børn og græde sammen med dem. Derefter gik han hen og lavede en Hind til, som Enkedronningen nød til Aften med samme Fornøjelse, som om det havde været den unge Dronning. Hun var meget glad over sin Grusomhed og beredte sig paa, naar Kongen kom tilbage, at fortælle ham, at de rasende Ulve havde ædt hans Hustru, Dronningen, og hans to Børn.
En Aften, da hun som sædvanlig færdedes omkring i Slottets Baggaarde for at snuse efter fersk Kød, hørte hun i et afsides Kammer lille Dag græde, fordi hans Moder, Dronningen, vilde give ham Smæk til Straf for, at han havde været uartig. Og hun hørte tillige lille Dagny bede om godt Vejr for sin Broder. Menneskeædersken kunde kende Dronningens og hendes Børns Stemme. Rasende over, at hun var blevet narret, bød hun med en forfærdelig Røst, der fik dem alle til at ryste og bæve, at der allerede næste Morgen tidlig skulde bæres et stort Bryggerkar midt ud i Gaarden. Det vilde hun saa lade fylde med Skruptudser, Hugorme, Snoge og Slanger, for at lade Dronningen, hendes Børn, Hushovmesteren, hans Hustru og hans Tjenestekvinde kaste ned deri. Hun havde tillige givet Befaling til, at man skulde føre dem hid med Hænderne bundne paa Ryggen.
Der stod de nu, og Bødlerne beredte sig allerede til at kaste dem ned i Bryggerkarret, da Kongen, hvem man ikke havde ventet at se saa snart igen, kom ridende ind i Gaarden. Han havde taget Ekstrapost. Forbavset spurgte han, hvad dette skrækkelige Skuespil skulde betyde. Ingen turde give ham Besked derom, men Menneskeædersken blev saa rasende over at se ham, at hun selv styrtede sig paa Hovedet ned i Karret og blev ædt op af det hæslige Kryb, hun havde ladet komme deri. Det gjorde Kongen ondt, for hun var jo da hans Moder, men han fandt snart Trøst hos sin skønne Hustru og sine Børn.

 

Grimms Tornerose

For mange, mange Aar siden levede der en Konge og Dronning, og de sagde hver Dag: "Bare vi dog havde et Barn," men de fik ingen. En Dag, da Dronningen var i Bad, kom der en Frø krybende hen til hende og sagde: "Dit Ønske skal blive opfyldt. Inden et Aar skal du føde en Datter. Det gik, som Frøen havde sagt. Dronningen fødte en Datter, der var saa smuk, at Kongen blev ude af sig selv af Glæde og besluttede at fejre en stor Fest. Han indbød ikke blot sine Venner og Slægtninge, men ogsaa de vise Feer, for at de skulde holde deres Haand over Barnet. Der var tretten, men da han kun havde tolv Guldtallerkener, maatte den ene blive hjemme. Festen blev fejret med stor Pragt, og Feerne gav Barnet Vuggegaver. Den ene gav hende Dyd, den anden Skønhed, den tredie Rigdom og de andre alle mulige gode Egenskaber. Da de elleve havde givet deres Gaver, traadte pludselig den trettende ind i Salen. Hun vilde hævne sig, fordi hun ikke var indbudt, og uden at se til højre eller venstre gik hun lige hen til Vuggen og sagde: "Naar Kongedatteren er bleven femten Aar, vil hun stikke sig paa en Ten og dø." Derpaa vendte hun sig om og gik. Alle var grebne af Rædsel, men da traadte den tolvte Fe frem. Ophæve den onde Spaadom kunde hun ikke, men hun sagde: "Kongedatteren skal ikke dø. Hun falder blot i en dyb Søvn, og den vil vare i hundrede Aar."
Kongen, der gerne vilde frelse sit Barn, lod bekendtgøre, at alle Rokke i hele Landet skulde brændes. Pigen voksede imidlertid til og blev smuk og god og klog, som de vise Feer havde sagt, og alle, der saa hende, kom til at holde af hende. Den Dag, hun fyldte femten Aar, var Kongen og Dronningen tilfældigvis ikke hjemme. Hun gik da ganske alene rundt i Slottet og saa sig om, og kom tilsidst op i et gammelt Taarn. Hun gik op ad den snævre Vindeltrappe, og helt oppe fandt hun en lille Dør med en rusten Nøgle. Hun drejede den om og kom ind i en lille Stue, hvor der sad en ældgammel Kone og spandt. "Goddag, Morlil," sagde Pigen, "hvad er det dog, du bestiller?" "Jeg spinder," svarede den gamle og rokkede med Hovedet. "Det ser morsomt ud," sagde Pigen, tog Tenen og vilde ogsaa spinde. Men straks gik Spaadommen i Opfyldelse og hun stak sig i Fingeren.
I samme Nu sank hun om paa en Seng, der stod ved Siden af hende, og faldt i dyb Søvn. Søvnen bredte sig over hele Slottet. Kongen og Dronningen, som lige var kommen hjem, og hele Hoffet sov øjeblikkelig. Hestene i Stalden, Hundene i Gaarden, Duerne paa Taget, Fluerne paa Væggen, ja selv Ilden, der brændte paa Skorstenen, blev ganske stille og sov ind. Kokken, der netop havde taget fat paa Kokkedrengen for at give ham et Ørefigen, slap ham, og faldt i Søvn. Vinden lagde sig ogsaa, og der var ikke et Blad, der rørte sig.
Rundt om Slottet begyndte en Tjørnehæk at skyde op, og for hvert Aar, der gik, blev den større og større. Til sidst blev den saa høj, at man slet ikke kunde se noget af Slottet, ikke engang Fanen, der vejede fra Taarnet. Men ude i Landet gik Sagnet om den smukke, sovende Tornerose fra Mund til Mund. Fra Tid til anden kom der Kongesønner og prøvede paa at trænge igennem Hækken, men Tornene greb fat i dem, saa de ikke kunde komme løs igen. Mange, mange Aar efter kom en Kongesøn fra et fremmed Land rejsende dertil, og en gammel Mand fortalte ham om den fortryllede Prinsesse, der sov bag Tornehækken med sin Far og Mor og hele Hoffet. Den gamle havde hørt af sin Bedstefar, at allerede mange havde søgt at trænge gennem Hækken, men havde sat Livet til derved. Kongesønnen brød sig ikke derom. "Jeg vil ind til den dejlige Tornerose," sagde han.
Denne Dag var netop de hundrede Aar forbi, og da Kongesønnen kom til Hækken, var der ingen Torne, men store, duftende Blomster, der bøjede sig til Side for ham og atter lukkede sig bagved ham. I Gaarden laa Hestene og Hundene og sov, og oppe paa Taget sad Duerne med Hovedet under Vingen. Inde i Huset sad Fluerne paa Væggen og sov, Kokken stod med opløftet Haand for at give Drengen et Ørefigen, og Pigen sad med en sort Høne for at plukke Fjerene af den. I den store Sal sad Kongen og Dronningen med hele Hoffet, men alle sov de, og der var saa stille, at han kunde høre sit eget Aandedræt. Til sidst kom han op i Taarnet, hvor Tornerose laa og sov. Hun var saa dejlig, at han maatte bøje sig ned og kysse hende, og i samme Nu slog hun Øjnene op.
De tog nu hinanden i Haanden og gik ned i Salen.
Da vaagnede Kongen og Dronningen og hele Hoffet, gned Øjnene og saa sig forundret om. Hestene i Gaarden vrinskede, Hundene gøede, Duerne stak Hovedet frem og fløj af Sted, Fluerne krøb videre paa Væggen, Ilden flammede op igen, Stegen paa Panden begyndte at syde, Kokken gav Drengen et Ørefigen, saa han skreg, og Pigen plukkede Hønen færdig. Og Kongesønnens og Torneroses Bryllup blev fejret med stor Pragt, og de levede lykkeligt sammen til deres Død.

 

Prinsessen i det underjordiske slot

Der boede en konge i Nørrejylland, og han havde 5 børn, nemlig 3 sønner og 2 døtre. Den yngste datter var ikke som de andre, for de tænkte kun på at tage sig noget for, de var nyttige, men den yngste ville helst kravle i trætoppene, og jo højere, des bedre. Da faderen en gang blev syg og mente, han skulle dø, kaldte han børnene til sig og spurgte dem, om der var noget de især havde lyst til så ville han se at opfylde det. De fire ville blive i hjemmet, men den yngste sagde, at hun gerne ville ud i verden og se sig om. Det fik hun så lov til, og den gamle hovmester skulle så køre for hende. Hun rejste sydpå ned til Sønderjylland, og der kom hun en dag til en stor skov, og så ville hun være der, for her var store træer at klatre i. Hun byggede nu et prægtigt slot og boede ret smukt, og det varede ikke længe inden hun blev bekendt rundt omkring for hendes skønhed. Aldrig så snart en tysk prins fik det at høre så drog han afsted for at besøge hende, og da han syntes godt om hende bejler han, men fik nej. Han bejlede flere gange, men hun ville ikke have ham. Omsider rejste han da væk igen. Men på hjemvejen mødte han en rejsende, det var nok en munk og de talte lidt sammen. Frieren klagede hans nød for ham og bad om et godt råd. Men den rejsende sagde: "Et godt kan jeg ikke give dig, men jeg kan give dig et ondt, nu kan du blot tage ned i den pose, jeg har her. Så får du nok det rette." Prinsen stak nu hans hånd i posen og fik så fat i en slange. "Hvad skal en med den?" sagde han. "Du skal smide den i hovedet på hende", og så sige: "Nu kan du ligge som død til der kommer en og taler dig til på dit modersmål og så skal du skynde dig afsted fra hende." Prinsen drog så tilbage og bejlede endnu en gang, og da han nu atter fik nej, blev han vred og smed slangen i hovedet på hende, og så sagde han, som den rejsende havde lært ham. Aldrig så snart var det sagt, så sank Prinsessen om på sofaen og lå som hun var død. Prinsen skyndte sig nu bort for slottet begyndte at synke. Det sank nu i jorden og der rejste sig en vold op om det. Ukrudtet voksede så højt på den vold, så det blev helt mørkt indenfor. Kun et sted var der råd til at komme ind, og det var under en stor trærod, som var noget rådden så det var hult ind under den og her lå nøglen til slottet. Nu hørte fuglesangen op i skoven, og vejen fra slottet og ud gennem skoven groede helt sammen lige til midten og her blev kun en smal sti. Men her hvor stien begyndte lige i skovkanten, der stod to træer og slog sammen, så ingen turde vove sig ind imellem dem. Hovmesteren blev til en hun og tjenestekarlene blev til krager og ravne, men pigerne til ænder. Nu gik der en tid hen. Men så var der en fattig kone i Nordjylland, hun havde en ung søn, og han fik noget at høre om et slot. Så besluttede han at ville redde prinsessen og drog afsted. Ved skovens begyndelse traf han hunden og den fulgte nu ham hen til de to træer, der slog sammen ved toppene. Imens han nu stod og tænkte på hvordan han skulle komme igennem, kom ænderne og de smuttede igennem og sagde: "Rap rap," imens træerne gik fra hinanden, "Ja, her skal en nok rappe sig," sagde han og sprang til, da træerne skiltes ad. Det gik skønt det smak sammen om hans frakke og holdt ham, til de skiltes ad igen. Nu fulgte han stien, men det varede ikke længe inden der blev så tæt og sammenvokset, så det ikke var tanker om at komme igennem. Men nu kom kragerne og ravnene og skrev: "Krav rav!" Nå, I mener at jeg skal kravle over," sagde han, "lad gå." Han kravlede så op i toppen af et træ og kunne så gå fra det ene træ til det andet. Sådan blev han ved til han kom over, og så stod han ved volden. Her vidste han ikke hvordan han skulle komme ind, men så fik han øje på hullet under træroden. Først ville han føle sig for med en hånd, og så fik han fat på slotsnøglen. Nu kneb han sig med nød og næppe igennen og fik lukket op i slottet. Men det var næsten helt mørkt her. Han dristede sig lige godt videre og blev ved til han kom ind i det værelse, hvor prinsessen lå på sofaen og ligefrem lignede en dødning. "Hvor du ser blev ud," sagde han på hendes modersmål, "hvem der blot kunne frelse dig." Nu kan det nok være, han blev både forbavset og glad, da han havde sagt det, for prinsessen begyndte straks at komme til sig selv, og slottet hævede sig op på jorden igen, og fuglene tog til at synge og hunden blev igen til den gamle hovmester. Kragerne og ravnene blev til karle og ænderne blev til piger igen. Den fattige karl blev nu gift med prinsessen og herefter tog de hjem til hendes fader, som endnu var i live. Han blev så glad ved at se hans datter og den person, der havde frelst hende, så han ville de skulle have riget, og det fik de, og så levede de godt.