"Ulthars katte" og uddrag fra "Drømmefærden til det ukendte Kadath" af H.P. Lovecraft

Ulthars katte

Det siges, at i Ulthar, som ligger på den anden side af floden Skai, må intet menneske dræbe en kat; og det kan jeg sandelig tro på, når jeg ser på ham, der sidder og spinder foran ilden. For katten er gådefuld og har et tæt forhold til mærkelige ting, som mennesker ikke kan se. Han er Det Antikke Egyptens sjæl, og han overbringer fortællinger fra glemte byer i Meroë og Ofir. Han er af jungleherrenes æt og arving til hemmelighederne i det uheldsvangre Afrika fra gammel tid. Sfinksen er hans slægtning, og han taler hendes sprog; men han er ældre end Sfinksen og husker det, hun har glemt.

I Ulthar, før borgerne endnu havde forbudt drab på katte, boede der en gammel husmand og hans kone, som glædede sig over at fange og dræbe deres naboers katte. Hvorfor de gjorde dette ved jeg ikke; dog hader mange kattens stemme i natten, og tager det ilde op, at katte i tusmørket sniger sig rundt i gårde og haver. Men uanset hvad årsagen nu var, så frydede denne gamle mand og kone sig ved at fange og dræbe hver en kat, som kom i nærheden af deres rønne; og at dømme ud fra nogle af de lyde, der blev hørt efter mørkets frembrud, mente mange landsbyboere, at måden de dræbte kattene på var overordentlig ejendommelig. Men landsbyboerne diskuterede ikke sådanne ting med den gamle mand og hans kone; på grund af det vanlige udtryk i de tos visne ansigter, og fordi deres hytte var så lille og gemt i mørket under brede egetræer bagerst på en forsømt gårdsplads. Godt nok hadede katteejerne disse mærkelige mennesker, men sandt at sige så frygtede de dem endnu mere; og i stedet for at anklage dem for at være brutale snigmordere, sørgede de blot for, at intet elsket kæledyr eller nogen musejæger forvildede sig hen mod den afsidesliggende rønne under de mørke træer. Når en kat forsvandt på grund af en uundgåelig forglemmelse, og der hørtes lyde efter mørkets frembrud, ville ham der havde mistet, beklage sig afmægtigt; eller trøste sig ved at takke Skæbnen for, at det ikke var et af hans børn, der således var forsvundet. For i Ulthar var de jævne folk, og de vidste ikke, hvorfra alle katte var kommet til at starte med.

En dag ankom en karavane af mærkværdige vandringsmænd fra Syden til Ulthars smalle brostensbelagte gader. De var mørklødede vandringsmænd, og ulige de andre omstrejfende folk, der drog gennem landsbyen to gange om året. På markedspladsen fortalte de spådomme for sølvmønter og købte farvestrålende perler af købmændene. Hvilket land disse vandringsmænd kom fra var der ingen der vidste; men det blev bemærket, at de gav sig af med mærkelige bønner, og at de på siderne af deres vogne havde malet besynderlige skikkelser med menneskekroppe og hoveder fra katte, høge, væddere og løver. Og lederen af karavanen bar en hovedbeklædning med to horn og en mærkelig skive mellem hornene.

Der var i denne særegne beboelsesvogn en lille dreng uden far eller mor, men kun en lille sort killing at passe og pleje. Pesten havde ikke været ham venlig, men havde dog efterladt ham dette lille lodne væsen for at mildne hans sorg; og når man ikke er særligt gammel, kan man finde stor lindring i en sort killings livlige krumspring. Så drengen, som de mørklødede mennesker kaldte Menes, smilede oftere, end han græd, mens han sad og legede med sin yndefulde killing på trapperne op til den underligt malede vogn.

På vandringsmændenes tredje morgen i Ulthar kunne Menes ikke finde sin killing; og mens han hulkede højt på markedspladsen, fortalte nogle landsbyboere ham om den gamle mand og hans kone og om de lyde der hørtes om natten. Og da han hørte om dette, blev hans hulken erstattet af grublen og endelig af bøn. Han strakte armene ud mod solen og bad på et tungemål, ingen landsbyboer kunne forstå; dog gjorde landsbyboerne sig ikke særligt umage med at forstå det, da deres opmærksomhed var optaget af himlen og de mærkelige former, skyerne antog. Det var meget ejendommeligt, men da den lille dreng fremsatte sin bøn, syntes der over deres hoveder at danne sig skyggefulde, tågede skikkelser af eksotiske væsner; af blandingsvæsner kronet med skiver flankeret af horn. Naturen er fuld af sådanne illusioner der imponerer den fantasifulde.

Den nat forlod vandringsmændene Ulthar og blev aldrig set igen. Og husejerne blev urolige, da de bemærkede, at der i hele landsbyen ikke var en eneste kat at finde. Fra hvert et ildsted var den velkendte kat forsvundet; store og små katte, sorte, grå, stribede, gule og hvide. Gamle Kranon, borgmesteren, svor, at det mørklødede folk havde taget kattene som hævn for drabet på Menes' killing; og han forbandede karavanen og den lille dreng. Men Nith, den magre notar, erklærede, at den gamle husmand og hans kone var mere sandsynlige mistænkte; for deres had til katte var berygtet og mere og mere dristigt. Alligevel turde ingen beklage sig til det uhyggelige par; selv da den lille Atal, kroejerens søn, svor, at han i tusmørket havde set alle Ulthars katte på den forbandede gårdsplads under træerne, hvor de meget langsomt og højtideligt vandrede i en cirkel rundt om hytten, to og to, som om de udførte et dyrisk ritual ingen kendte til. Landsbyboerne vidste ikke, hvor meget de skulle tro på så lille en dreng; og skønt de frygtede, at det onde par havde fortryllet kattene så de gik deres egen død i møde, foretrak de ikke at irettesætte den gamle husmand, før de mødte ham uden for hans mørke og frastødende gård.

Så Ulthars borgere lagde sig til at sove i frugtesløs vrede; og da folket vågnede ved daggry – se! Hver kat var tilbage ved sit vante arnested! Store og små, sorte, grå, stribede, gule og hvide, ingen manglede. De var tykke og velplejede da de dukkede op, og de spandt klangfuldt og veltilpas. Borgerne talte med hinanden om sagen og undrede sig ikke så lidt. Gamle Kranon insisterede igen på, at det var de mørklødede folk, der havde taget dem, eftersom katte ikke vendte levende tilbage fra den gamle mand og hans kones hytte. Men alle var enige om én ting: At det var overordentlig mærkelig at alle kattene nægtede at spise kødet de fik serveret eller drikke mælken man hældte i underkopper til dem. Og i hele to dage rørte Ulthars velplejede, dovne katte ikke noget mad, men døsede kun ved ildstedet eller i solen.

Der gik en hel uge, før landsbyboerne bemærkede, at der i skumringen ikke blev tændt lys i vinduerne i hytten under træerne. Så bemærkede den magre Nith, at ingen havde set den gamle mand eller hans kone, siden den nat, kattene var væk. Efter endnu en uge besluttede borgmesteren at overvinde sin frygt og af pligtfølelse aflægge den mærkeligt tavse bolig et besøg, skønt han i den forbindelse var omhyggelig med at tage smeden Shang og stenhuggeren Thul med sig som vidner. Og da de havde brudt den skrøbelige dør ned, fandt de kun dette: To menneskeskeletter hvor al kødet var pillet helt af, lå på jordgulvet, og en række besynderlige biller kravlede rundt i de skyggefulde hjørner.

Der var efterfølgende megen snak blandt borgerne i Ulthar. Zath, der stod for ligsynet, diskuterede længe med Nith, den magre notar; og Kranon og Shang og Thul blev overvældet af spørgsmål. Selv lille Atal, kroejerens søn, blev nøje udspurgt og fik et stykke konfekt som belønning. De talte om den gamle husmand og hans kone, om karavanen med de mørklødede vandringsmænd, om den lille Menes og hans sorte killing, om Menes' bøn og om himlen i løbet af den bøn, om kattenes gøren og laden den nat, hvor karavanen forlod byen, og om hvad der senere blev fundet i hytten under de mørke træer i den modbydelige gård.

Og til sidst vedtog borgerne den bemærkelsesværdige lov, som handlende i Hatheg fortæller om og rejsende i Nir diskuterer; nemlig at i Ulthar må intet menneske dræbe en kat.

Drømmefærden til det ukendte Kadath

[Randolph Carter drømmer tre gange om en majestætisk by badet i lyset fra solnedgangen og beslutter sig for at finde den i drømmeverdenen som han før har besøgt, ved at opsøge Gudernes hjemby, Kadath.]

[...] han gik dristigt ned af de syv hundrede trin til Porten Den dybere søvns port, og begav sig afsted gennem Den fortryllede skov.

I denne forskruede skovs tunneller, hvis vældige, lave egetræer famlende snor deres grene, og hvis sære svampes fosforescens skinner svagt, bor de luskede og hemmelighedsfulde Zoogere, som kender mange af drømmeverdenens dunkle hemmeligheder og også enkelte af den vågne verdens, eftersom skoven to steder berører menneskers jorder, men det ville være katastrofalt at fortælle hvor. Visse uforklarlige rygter, begivenheder og forsvindinger finder sted blandt folk, der hvor Zoogere har adgang, så det er godt, at de ikke kan rejse langt uden for drømmeverdenen. Men hen over de nærmere dele af drømmeverdenen rejser de frit, små og brune og usete farer de afsted og kommer tilbage med pikante fortællinger de kan fordrive timerne med omkring deres ildsteder i den skov, de elsker. De fleste af dem lever i huler, men nogle bebor de store træers stammer; og skønt de mest lever af svampe, hviskes der om, at de også har en vis smag for kød, enten fysisk eller åndeligt, for der er med sikkerhed kommet mange drømmere ind i den skov, som ikke er kommet ud igen. Carter nærede imidlertid ingen frygt; for han var en gammel drømmer og havde lært deres flagrende sprog og lavet mangen traktat med dem; han havde med deres hjælp fundet den pragtfulde by Celefaïs i Ooth-Nargai hinsides De Tanariske Bakker, hvor den store kong Kuranes regerer halvdelen af året, en mand han havde kendt under et andet navn da han endnu var levende. Kuranes var den eneste sjæl, der var rejst til Stjernebugterne og var vendt tilbage uden at være blevet vanvittig.

Carter snoede sig nu gennem de lave, fosforescerende gange mellem de gigantiske stammer og lavede flagrende lyde på samme måde som Zoogerne, og lyttede nu og da efter svar. Han huskede at en af væsnernes landsbyer lå i midten af skoven, hvor en cirkel af store mosbevoksede sten i det, der engang var en lysning, fortæller om fortidige og mere frygtelige beboere, der længe har været glemt, og mod dette sted skyndte han sig. For at finde vej fulgte han de groteske svampe, som altid synes at blive næret bedre, når man nærmer sig den frygtelige cirkel, hvor fortidens væsner dansede og ofrede. Endelig afslørede det imponerende lys fra de tykkere svampe en ildevarslende grøn og grå storhed, der trængte sig op gennem skovens tag og ud af syne. Dette var den nærmeste af de store cirkelsten, og Carter vidste, at han var tæt på Zooglandsbyen. Han genoptog sin flagrende lyd og ventede tålmodigt; og blev endelig belønnet med en fornemmelse af mange øjne, der iagttog ham. Det var Zoogere, for man ser deres sælsomme øjne længe før man kan skimte deres små, glatte brune konturer.

Ud myldrede de, fra skjulte huler og gennemhullede træer, indtil hele det svagt oplyste område var levende at se på. Nogle af de vildere strejfede ubehageligt Carter, og én nappede endda væmmeligt efter hans øre; men disse lovløse væsner blev snart tilbageholdt af deres ældste. Vismandsrådet, der genkendte den besøgende, tilbød ham en kalabas med fermenteret saft fra et hjemsøgt træ der var forskelligt fra de andre, som var vokset fra et frø, som nogen på månen havde tabt; og idet Carter højtideligt drak det, begyndte en meget besynderlig drøftelse. Zoogerne vidste desværre ikke, hvor toppen af Kadath ligger, og de kunne heller ikke fortælle, om det kolde ødeland er i vores drømmeverden eller i en anden. Rygterne om de Storslåede kom fra alle verdenshjørner; og man kunne kun sige, at de var mere sandsynlige at se på høje bjergtoppe end i dale, da de på sådanne tinder fortaber sig i dansende i minder, når månen er over dem og skyerne under.

Så mindedes en meget gammel Zoog noget, som de andre ikke havde hørt om; og fortalte, at der i Ulthar, hinsides floden Skai, endnu fandtes det sidste eksemplar af disse ufatteligt gamle Pnakotiske Manuskripter lavet ved at vække mennesker i glemte nordenvindskongeriger der blev båret ind i drømmenes land, da den behårede kannibal Gnophkehs overvandt den mange-templede Olathoë og dræbte alle heltene i landet Lomar. De manuskripter, sagde han, fortalte meget om guderne, og desuden var der i Ulthar mennesker, der havde set gudernes tegn, og endda en gammel præst, der havde besteget et stort bjerg for at se dem danse i måneskinnet. Han havde fejlet, skønt det var lykkedes for hans kammerat som omkom og hvis navn nu ikke længere huskes.

Så Randolph Carter takkede Zoogerne, som flagrede i mindelighed og gav ham endnu en kalabas med månetræsvin som han kunne tage med sig, og han begav sig afsted gennem den fosforiserende skov mod dens anden side, hvor den brusende Skai flyder ned fra Lerions skråninger, og Hatheg og Nir og Ulthar er spredt ud over sletten. Bag ham, lusket og uset, sneg sig adskillige af de nysgerrige Zoogere; for de ønskede at finde ud af, hvad der ville hænde ham, og bringe sagnet tilbage til deres folk. De store ege blev tykkere, mens han trængte længere frem hinsides landsbyen, og han ledte opmærksomt efter et bestemt sted, hvor det ville tynde noget ud, og træerne ville stå helt døde eller døende blandt de unaturligt tætvoksende svampe og deres faldne brødres rådnende skimmel og bløde træstammer. Der ville han dreje skarpt, for der hviler en mægtig stenplade på skovbunden; og de, der har vovet at nærme sig den, siger, at den bærer en jernring på tre fod. Zoogerne husker den arkaiske cirkel af store mosbevoksede klipper, og den mulige årsag til at den blev opstillet, så de gør ikke stop i nærheden af den vidtstrakte plade med dens enorme ring; for de indser, at alt, der er glemt, ikke af den grund nødvendigvis er dødt, og de vil nødigt se pladen hæve sig langsomt og forsætligt.

Carter skiftede rute det rigtige sted og hørte bag sig den bange flagren fra nogle af de mere frygtsomme Zoogere. Han havde vidst, at de ville følge efter ham, så han blev ikke foruroliget; for man vænner sig til disse nyfigne skabningers særheder. Det var tusmørke, da han kom til skovkanten, og det tiltagende skær viste ham, at det var morgentusmørket. Henover frugtbare sletter, der rullede ned mod Skai, så han røgen fra hytteskorstene, og til alle sider var der hække, pløjemarker og stråtægte tage der vidnede om et fredeligt land. På et tidspunkt stoppede han ved en bondegårdsbrønd for at få en kop vand, og alle hundene gøede forskrækket ad de upåfaldende Zoogere, der krøb gennem græsset bagved ham. I et andet hus, hvor folk var begyndt at røre på sig, spurgte han til guderne, og om de ofte dansede på Lerion; men bonden og hans kone gjorde blot Ældstetegnet og fortalte ham vejen til Nir og Ulthar.

Ved middagstid gik han gennem den ene brede hovedgade i Nir, som han engang havde besøgt, og som markerede det fjerneste hans tidligere rejser havde bragt ham i denne retning; og kort efter kom han til den store stenbro over Skai, i hvis midterstykke murerne havde forseglet et levende menneskeoffer, da de byggede den for tretten hundrede år siden. Da han var kommet over på den anden side afslørede den hyppige tilstedeværelse af katte (som alle skød ryg ad Zoogerne der fulgte efter) at han nærmede sig Ulthar; for i Ulthar må ingen ifølge en gammel og betydningsfuld lov dræbe en kat. Ulthars forstæder var meget hyggelige med deres små grønne hytter og nydeligt indhegnede gårde; og endnu hyggeligere var selve den maleriske by med sine gamle spidse tage og udhængende overetager og utallige skorstenspiber og smalle bakkede gader, hvor man kan se gamle brosten, så snart de yndefulde katte giver plads nok til det. Kattene spredte sig lidt ud på grund af de halvt sete Zoogere, så Carter benyttede lejligheden til at træde forsigtigt i retning mod De Ældres beskedne tempel, hvor præsterne og gamle optegnelser skulle være; og da han var inde i det ærværdige cirkulære tårn af vedbendklædte sten – som kroner Ulthars højeste bakke – opsøgte han patriarken Atal, som havde været oppe på den forbudte top Hatheg-Kla i den stenede ørken og var kommet levende ned igen.

[Carter opsøger Atal som fortæller ham at der findes et stort billedhuggerarbejde på bagsiden af bjerget Ngranek der viser gudernes træk. Carter når frem til at han ved at undersøge dette billede og dernæst opsøge de dødelige der ligner guderne mest, og altså er beslægtet med dem, vil kunne finde Kadath.]

Da han vendte sig om for at gå, bemærkede han, at ingen undertrykt flagren fulgte ham, og han undrede sig over, hvorfor Zoogerne var kommet til at tage så let på deres nysgerrige forfølgelse. Så lagde han mærke til alle de velnærede, selvtilfredse katte i Ulthar, der slikkede sig om munden med usædvanligt velbehag, og han kom i tanke om den hvæsen og hylen, han svagt havde hørt, mens han var opslugt af samtalen med den gamle præst i templets dybere dele. Han huskede også den ondskabsfulde sultne måde, hvorpå en særligt uforskammet ung Zoog havde betragtet en lille sort killing på den brostensbelagte gade udenfor. Og fordi han ikke elskede noget andet på jorden højere end små sorte killinger, bøjede han sig og klappede Ulthars velnærede katte, mens de slikkede sig om munden, og han sørgede ikke over at de nysgerrige Zoogere ikke længere ville ledsage ham.

Nu var solen ved at gå ned, så Carter gjorde holdt ved en gammel kro på en stejl lille gade med udsigt over den nedre by. Og da han gik ud på sin balkon og så ned på havet af røde tegltage og brostensbelagte veje og de hyggelige marker på den anden side af dem, altsammen mættet og magisk i det skrånede lys, svor han, at Ulthar ville have været et meget lovende sted at slå sig ned for bestandig, hvis ikke mindet om en mere storslået solnedgangsby hele tiden drev ham videre mod ukendte farer. Så faldt tusmørket på, og de lyserøde vægge i de pudsede gavle blev violette og hemmelighedsfulde, og små gule lys svævede et efter et op fra de gamle blyindfattede vinduer. Og velklingende klokker ringede i tempeltårnet ovenover, og den første stjerne blinkede blidt over engene på den anden side af Skai. Med natten kom sang, og Carter nikkede, mens lutanisterne roste de gamle dage fra hinsides det jævne Ulthars filigranbalkoner og mosaikudsmykkede gårdspladser. Og der kunne have været sødme selv i stemmerne fra Ulthars mange katte, hvis ikke de for de flestes vedkommende var tunge og tavse efter de fremmedartede festmåltider. Nogle af dem tog til de gådefulde riger, som kun katte kender til, og som landsbyboere fortæller er på månens mørke side, hvortil kattene springer fra høje tage, men en lille sort killing krøb ovenpå og sprang ned i Carters skød for at spinde og lege, og han rullede sig sammen nær hans fødder, da han endelig lagde sig på det lille leje, hvis puder var fyldt med duftende, søvndyssende urter.

[Herfra tager Carter til Dylath-Leen for derfra at sejle til Oriab, men i Dylath-Leen bliver han taget til fange på en galej.]

Men den modbydelige galej havde ikke sat en kurs så fjernt som Carter havde frygtet, for han så snart, at rorsmanden styrede direkte mod månen. Månen var en halvmåne, der skinnede større og større, efterhånden som de nærmede sig den, og dens uhyggeligt enestående kratere og toppe viste sig. Skibet sejlede mod kanten, og det blev snart tydeligt, at dets destination var den hemmelige og gådefulde side, som altid er vendt væk fra jorden, og som intet egentligt menneske, måske med undtagelse drømmeren Snireth-Ko, nogensinde har set. Den nære side af månen viste sig, da galejen nærmede sig, at være meget foruroligende for Carter, og han kunne ikke lide størrelsen og formen på ruinerne, der hist og her smuldrede omkring dem. De døde templer på bjergene var således placeret, at de ikke kunne have forherliget nogen egnede eller gavnlige guder, og i de ødelagte søjlers symmetri syntes der at være en eller anden mørk og indre betydning, som man ikke fik lyst til at opklare. Og hvad de gamle tilbederes struktur og proportioner kunne have været, nægtede Carter til stadighed at gisne om.

Da skibet rundede kanten og sejlede over disse lande uset af mennesker, viste der sig visse livstegn i det underlige landskab, og Carter så mange lave, brede, runde hytter i marker med groteske hvidlige svampe. Han bemærkede, at disse hytter ikke havde vinduer, og mente, at deres form lignede Esquimaux’ hytter. Så skimtede han de fedtede bølger i et trægt hav og vidste, at rejsen igen skulle foregå ad vandvejen – eller i det mindste gennem en slags væske. Galejen ramte overfladen med en ejendommelig lyd, og den mærkelige elastiske måde bølgerne modtog den på, var meget forvirrende for Carter. De gled nu afsted med stor fart, og passerede på et tidspunkt forbi en anden galej af lignende type som de prajede, men ellers så de ikke andet end det mærkelige hav og en himmel, der var sort og stjernebesat, selvom solen skinnede brændende i den.

Foran dem rejste der sig en spedalsk udseende kysts takkede bakker, og Carter så en bys tykke, ubehagelige grå tårne. Måden, de lænede sig og bøjede sig på, måden, hvorpå de stod i klynger, og det faktum, at de slet ingen vinduer havde, var meget foruroligende for fangen; og han sørgede bittert over dårskaben, som havde fået ham til at nippe til købmanden med den puklede turbans mærkelige vin. Efterhånden som kysten nærmede sig, og byens frygtelige stank blev stærkere, så han på de takkede bakker mange skove, hvis træer han genkendte som beslægtet med det ensomme månetræ i jordens fortryllede skov, fra hvis saft små brune Zoogere fermenterer deres mystiske vin.

Carter kunne nu skelne skikkelser der bevægede sig på de larmende kajer forude, og jo bedre han så dem, jo mere begyndte han at frygte og afsky dem. For de var slet ikke mennesker, eller endog tilnærmelsesvis mennesker, men store gråhvide glatte væsner, som kunne udvide sig og trække sig sammen efter behag, og hvis foretrukne form - selvom den ofte ændrede sig - var en slags tudse uden øjne, men med en mærkelig vibrerende masse af korte lyserøde fangarme for enden af deres korte, umarkerede snude. Disse tingester vraltede travlt omkring på kajene, flyttede baller og kasser og bokse med overnaturlig styrke, og nu og da hoppede de op på eller af en forankret galej med lange årer i forpoterne. Og nu og da så han en af dem drive en flok slaver fremad som klumpede sig sammen, og de var faktisk tilnærmelsesvis mennesker med brede munde som de købmænd, der handlede i Dylath-Leen; blot virkede disse flokke, der var uden turbaner eller sko eller tøj, alligevel ikke særligt menneskelige. Nogle af slaverne - de tykkeste af dem, som en slags opsynsmand ville knibe prøvende - blev losset af skibene og puttet i kasser som blev sømmet i, og som arbejdere skubbede ind i de lave pakhuse eller læssede på store, skrumlende vogne.

Vognene blev spændt fast og kørt af sted, og den fabelagtige tingest, der trak den, fik Carter til at gispe, selv efter at have set de andre vanskabninger på det afskyelige sted. Nu og da blev en lille flok slaver, som var påklædt og med turban ligesom de mørke købmænd, kørt ombord på en galej, efterfulgt af en stor besætning bestående af de glatte tudsevæsner som gjorde det ud for officerer, navigatører og roere. Og Carter så, at de næsten menneskelige skabninger var forbeholdt de mere æreløse typer af trældom, som ikke krævede nogen styrke, såsom at styre og lave mad, hente og bære, og forhandle med mennesker på jorden eller andre planeter hvor de handlede. Disse skabninger må have været praktiske på jorden, for de var virkelig ikke ulig mennesker, når de var klædt på og omhyggeligt forsynet med sko og turban, og de kunne forhandle i menneskenes butikker uden forlegenhed eller kunstfærdige forklaringer. Men de fleste af dem blev, medmindre de var magre eller hæslige, afklædt og pakket i kasser og trukket afsted i skrumlende vogne forspændt med fabelagtige væsner. Af og til blev andre væsener losset og puttet i kasser; nogle meget lig disse semimennesker, nogle ikke så lig dem, og nogle slet ikke lig dem. Og han spekulerede på, om nogen af de stakkels tykke sorte mennesker i Parg endnu ikke var blevet losset og puttet i kasser og fragtet ind i landet i de modbydelige ladvogne.

Da galejen lagde til ved en fedtet kaj af svampede sten, vrikkede en mareridtshorde af tudsevæsner ud af lugerne, og to af dem greb fat i Carter og slæbte ham i land. Duften og fremtoningen af den by kan ikke skildres, og Carter kunne kun rumme spredte billeder af de flisebelagte gader og sorte døråbninger og endeløse afgrunde af grå lodrette vægge uden vinduer. Til sidst blev han slæbt ind i en lav døråbning og tvunget til at klatre op ad uendelige trin i kulsort mørke. Det kom tilsyneladende ud på et for tudsevæsnerne, om det var lyst eller mørkt. Lugten af stedet var ulidelig, og da Carter blev låst inde i et kammer og efterladt alene, havde han knap nok kræfter til at kravle rundt for at forvisse sig om dets form og dimensioner. Det var cirkulært og omkring tyve fod på tværs.

Fra da af ophørte tiden med at eksistere. Med mellemrum blev der skubbet mad ind til ham, men Carter ville ikke røre den. Hvad hans skæbne ville blive, vidste han ikke; men han følte, at han blev holdt fanget fordi han skulle indgå i ankomsten af den frygtindgydende sjæl og budbringer af uendelighedens Andre Guder, det kravlende kaos Nyarlathotep. Til sidst, efter et uvist tidsrum på timer eller dage, svingede den store stendør igen til side, og Carter blev skubbet ned ad trappen og ud i de rødligt oplyste gader i den frygtindgydende by. Det var nat på månen, og overalt i byen var udstationerede slaver med fakler.

På en afskyelig plads dannedes en slags procession; ti af tudsevæsnerne og fireogtyve næsten menneskelige fakkelbærere, elleve på hver side, og én foran og bagved. Carter blev placeret midt i rækken; fem tudsevæsner foran og fem bagved, og en næsten-menneskelig fakkelbærer på hver side af ham. Nogle af tudsevæsner fandt modbydeligt udskårne fløjter af elfenben frem og frembragte ækle lyde med dem. Til det helvedes fløjtespil rykkede kolonnen ud af de flisebelagte gader og ind på natmarker med afskyelige svampe, og den begyndte snart at bestige en af de lavere og mere jævne bakker, der lå bag byen. At det kravlende kaos ventede på en frygtelig skråning eller et blasfemisk plateau, var Carter ikke i tvivl om; og han ønskede, at spændingen snart måtte være forbi. Den jamrende lyd fra de ugudelige fløjter var chokerende, og han ville have bortgivet verdener for en blot halvnormal lyd; men disse tudsevæsner havde ingen stemmer, og slaverne talte ikke.

Da kom der gennem det stjerneplettede mørke en normal lyd. Den rullede ned fra de højere bakker, og fra alle de takkede tinder rundt om blev den opfanget og genklang i et svulmende pandæmonisk kor. Det var kattens midnatshyl, og Carter vidste da endelig, at de gamle landsbyfolk havde ret, når de gement gisnede om de gådefulde riger, som kun er kendt af katte, og som de ældste blandt katte om natten kommer snigende tilbage fra, når de springer fra høje tage. Sandelig, det er til månens mørke side, de tager hen for at springe og boltre sig på bakkerne og tale med ældgamle skygger, og her midt i rækken af stinkende væsner hørte Carter deres hjemlige, venlige råb og tænkte på de stejle tage og varme ildsteder og hjemmets små oplyste vinduer.

En stor del af kattenens sprog kendte Randolph Carter, og på dette forfærdelige sted så langt borte udstødte han det passende skrig. Men det behøvede han ikke at have gjort, for netop som hans læber åbnede sig, hørte han koret vokse og nærme sig, og så hurtige skygger mod stjernerne, idet små yndefulde skikkelser sprang fra bakke til bakke i voksende hærskarer. Klanens kald var blevet givet, og endnu før den ækle procession nåede at blive bange, var en sky af kvælende pels og en falanks af morderiske kløer over dem som en heftig tidevandsbølge. Fløjterne tav, og der lød skrig i natten. Døende næsten-mennesker skreg, og katte hvæsede og hylede og brølede, men tudsevæsnerne forblev tavse selv da deres stinkende grønne sårsekreter fatalt sivede ned på den porøse jord med de afskyelige svampe.

Det var et drabeligt syn så længe faklerne endnu brændte, og Carter havde aldrig før set så mange katte. Sort, grå og hvid; gul, tigerstribet og flerfarvet; almindelig, persisk og manx; tibetansk, angora og egyptisk; de var der allesammen i kampens rasen, og der svævede over dem en antydning af den dybe og ukrænkelige hellighed, som gjorde deres gudinde storslået i Bubastis’ templer. Syv ad gangen sprang de i halsen på et næsten-menneske eller på den lyserøde snude med fangarmene der sad på et tudsevæsen, og trak den med indædt raseri ned på den svampetilgroede slette, hvor myriader af deres kammerater ville vælte over den og ind i den med et guddommeligt kampraseris vilde kløer og tænder. Carter havde taget en fakkel fra en såret slave, men blev hurtigt overvældet af de stigende bølger af sine tro forkæmpere. Så lå han i det fuldstændige mørke og hørte krigens klang og sejrherrernes råb og mærkede sine venners bløde poter, mens de skyndte sig frem og tilbage over ham i kampens hede.

Endelig lukkede ærefrygt og udmattelse hans øjne, og da han åbnede dem igen, så han en mærkelig scene udspille sig. Jordens store skinnende skive, som var tretten gange større end månens, som vi ser den, var steget op over månelandskabet og fra den strømmede der mærkeligt lys; og hen over alle disse milevis af vilde højsletter og takkede kamme sad der et endeløst hav af katte i velordnede rækker. De sad i utallige ringe, og to eller tre ledere der ikke sad i rækkerne, slikkede hans ansigt og trøstede ham med deres spinden. Af de døde slaver og tudsevæsnerne var der ikke mange tegn, men Carter mente, at se en knogle et stykke væk på pladsen mellem ham og krigerne.

Carter talte nu med lederne på kattenes bløde sprog og fandt ud af, at hans gamle venskab med arten var velkendt og ofte talt om de steder, hvor katte samles. Han havde ikke været ubemærket i Ulthar, da han rejste igennem, og de velnærede gamle katte havde husket, hvordan han kælede for dem, efter at de havde taget sig af de sultne Zoogere, der havde kigget ondt på en lille sort killing. Og de huskede også, hvordan han havde taget imod den meget lille killing, der kom for at hilse på ham på kroen, og hvordan han havde givet den en underkop med fed fløde om morgenen, inden han tog afsted. Den meget lille killings bedstefar var leder af hæren der stod samlet foran dem, og han havde set det onde optog fra en fjern bakke og genkendt fangen som en svoren ven af sin art på jorden og i drømmelandet.

Der hørtes nu et hyl fra den fjerne bjergtop, og den gamle leder tav brat. Det var en af hærens forposter, der var stationeret på det højeste af bjergene for at holde øje med den ene fjende, som Jordens katte frygter; de meget store og ejendommelige katte fra Saturn, som af en eller anden grund ikke har været uvidende om tiltrækningskraften ved vores månes skyggeside. De er ved traktat forbundet med de onde tudsevæsner og er notorisk fjendtlige over for vores jordiske katte; så et møde på dette tidspunkt ville have været en noget alvorlig sag.

Efter et kort samråd mellem generalerne rejste kattene sig og stillede sig i tættere formation, så de beskyttende samlede sig omkring Carter og forberedte sig på at tage det store spring gennem rummet tilbage til vores Jords tage og dens drømmeland. Den gamle feltmarskal rådede Carter til at lade sig føre jævnt og passivt med i de samlede rækker af lodne springere, og fortalte ham, hvordan han skulle springe, når resten sprang og lande yndefuldt, når resten landede. Han tilbød også at anbringe ham hvilket som helst sted, han ønskede, og Carter besluttede sig for byen Dylath-Leen, hvorfra den sorte galej var taget afsted; for han ønskede at sejle derfra til Oriab for at nå Ngraneks udhuggede bjergtop, og han ønskede desuden også at advare byens folk om ikke længere at handle med sorte galejer, hvis da den handel faktisk kunne afbrydes på en fin og klog måde. Så, da et signal lød, sprang alle kattene yndefuldt med deres ven placeret sikkert i deres midte; mens man i en mørk hule på en ugudelig månebjergstop stadig forgæves ventede det kravlende kaos Nyarlathotep.

Kattenes spring gennem rummet var meget hurtigt; og omgivet af sine ledsagere, så Carter ikke denne gang de store sorte formløse skikkelser, der spjættende og sprællende ligger på lur i det bundløse dyb. Før han helt havde forstået hvad der var sket, var han tilbage på sit velkendte værelse på kroen i Dylath-Leen, og de snigende, venlige katte strømmede ud af vinduet. Den gamle leder fra Ulthar var den sidste, der gik, og da Carter gav ham hånden og han gav Carter poten, sagde han, at han ville være i stand til at komme hjem ved hanegal. Da daggry kom, gik Carter ned og fandt ud af, at der var gået en uge, siden han var blevet taget til fange og tog afsted. Der var stadig næsten fjorten dages ventetid før skibet med kurs mod Oriab ville ankomme, og i den tid sagde han, hvad han kunne, om de sorte galejer og deres berygtede skikke. De fleste af byboerne troede ham; dog var juvelererne så glade for store rubiner at ingen helt ville love at indstille handlen med de bredmundede købmænd. Hvis noget som helst ondt nogensinde rammer Dylath-Leen ved en sådan handlen, vil det ikke være hans skyld.

[Det lykkes endelig Carter at finde et skib der kan sejle ham til Oriab, hvorfra han kravler over bjerget Ngranek og studerer billedhuggerarbejdet af guderne. Han ser at de ligner beboerne i Celephaïs. Via underverdenen rejser Carter videre, og må på vejen igen rejse gennem Den Fortryllede Skov]

Men nu blev hans fremgang standset af en lyd fra et meget stort hult træ. Han havde undgået den store stenkreds, da han ikke ønskede at tale med Zoogere lige nu; men det viste sig ved den særegne flagren i det enorme træ, at vigtige rådsforsamlinger var i gang andetsteds. Da han kom nærmere, kunne han tyde de tonefald der kendetegnede en anspændt og ophedet diskussion; og inden længe blev han bevidst om forhold, som han betragtede med den største bekymring. For en krig mod kattene blev debatteret i den øverste forsamling af Zoogere. Det stammede alt sammen fra tabet af den gruppe, som havde sneget sig efter Carter til Ulthar, og som kattene med rette havde straffet for deres uklædelige hensigter. Sagen havde længe naget dem; og nu, eller i det mindste inden for en måned, ville de opstillede Zoogere angribe hele kattestammen i en række overraskelsesangreb, idet de ville vinde over uvidende enkeltkatte og grupper af katte, og de ville end ikke give Ulthars utallige katte en rimelig mulighed for at eksercere og mobilisere. Dette var Zoogernes plan, og Carter mente, at han blev nødt til at forpurre den, før han drog af sted på sin mægtige færd.

Meget stille sneg Randolph Carter sig derfor til skovkanten og hylede som katten over de stjerneoplyste marker. Og en stor gammel hunkat i en nærliggende hytte påtog sig byrden det var at viderebringe beskeden på tværs af de vidtstrækte bølgende enge til krigere, der var store og små, sorte, grå, tigerstribede, hvide, gule og alskens blandinger, og beskeden genlød gennem Nir og ud over Skai selv ind i Ulthar, og Ulthars talrige katte kaldte i kor og begav sig afsted i marchgang. Det var heldigt, at månen ikke var oppe, så alle kattene var på Jorden. Hurtigt og lydløst sprang de fra hvert et ildsted og hver en hustop og i et stort lodent hav strømmede de over sletterne til skovkanten. Carter var der for at hilse på dem, og synet af velskabte, sunde katte var virkelig godt for hans øjne efter de ting, han havde set og vandret sammen med i Dybet. Han var glad for at se sin ærværdige ven og tidligere redningsmand i spidsen for Ulthars afdeling, et ranghalsbånd sad om hans elegante hals og hans knurhår strittede kampklare. Hvad der var et endnu mere kærkomment syn var en underløjtnant i hæren som var en rask ung fyr, der viste sig at være ingen ringere end den meget lille killing på kroen, som Carter havde givet en underkop med fed fløde på den for længst forsvundne morgen i Ulthar. Han var en stor, stærk og lovende kat nu, og han spandt da han tog sin vens hånd. Hans bedstefar sagde, at han klarede sig rigtig godt i hæren, og at han meget vel kunne forvente at blive forfremmet til kaptajn efter endnu et felttog.

Carter skildrede nu i store træk den fare kattestammen befandt sig i og blev belønnet med dyb spinden af taknemmelighed fra alle sider. I samråd med generalerne udarbejdede han en plan der straks skulle igangsættes, og som indebar at kattene øjeblikkeligt skulle marchere mod Zoogrådet og andre kendte Zooghøjborge; dette skulle forhindre deres overraskelsesangreb og tvinge dem til forhandlingsbordet inden de kunne nå at mobilisere deres invasionshær. Derpå uden at spilde et øjeblik, oversvømmede det store hav af katte Den fortryllede skov og bølgede rundt om rådstræet og den store stenkreds. Flagren steg til paniske toner da fjenden så de nytilkomne, og der var meget lidt modstand blandt de skjulte og mærkværdige brune Zoogere. De så på forhånd at de var slået, og vendte sig fra tanker om hævn til tanker om aktuel selvopretholdelse.

Halvdelen af kattene satte sig nu i en cirkulær formation med de tilfangetagne Zoogere i midten og efterlod en åben gang ad hvilken de øvrige fanger, som kattene havde fanget i andre dele af skoven, blev ført ned ad. Vilkårene blev diskuteret længe, med Carter som tolk, og det blev besluttet, at Zoogerne kunne forblive en fri stamme på betingelse af at de skulle betale kattene en stor skat bestående af ryper, vagtler og fasaner fra de mindre fabelagtige dele af skoven. Tolv unge Zoogere fra adelige familier blev taget som gidsler og skulle indespærres i Kattenes Tempel i Ulthar, og sejrherrerne gjorde det klart, at hvis nogen katte forsvandt ved grænserne til Zoogriget, så ville dette blive fulgt af meget katastrofale konsekvenser for Zoogere. Nu da dette altsammen var arrangeret, brød de forsamlede katte ud af rækkerne og tillod Zoogerne at luske sig af sted en efter en til deres respektive hjem, hvilket de skyndte sig at gøre mens de modvilligt så sig tilbage.

Den gamle kattegeneral tilbød nu Carter en eskorte gennem skoven til hvilken som helst grænse, han ønskede at nå, idet han anså det for sandsynligt, at Zoogerne ville nære dyb vrede mod ham for at have forpurret deres krigeriske projekt. Dette tilbud tog han imod med taknemmelighed; ikke kun på grund af den sikkerhed det gav ham, men også fordi han holdt af kattenes yndefulde selskab. Så midt i et behageligt og legesygt regiment, der var afslappet efter den vellykkede udførelse af dets hverv, gik Randolph Carter med værdighed gennem den fortryllede og fosforiserende skovs titaniske træer og talte om sin færd med den gamle general og hans barnebarn, mens andre fra gruppen hengav sig til fantastiske krumspring eller jagtede faldne blade, som vinden drev rundt blandt den ældgamle skovbunds svampe. Og den gamle kat sagde, at han havde hørt meget om det ukendte Kadath i den kolde ødemark, men han vidste ikke, hvor det var. Hvad angår den vidunderlige solnedgangsby, havde han ikke engang hørt om den, men han ville med glæde videregive alt hvad han senere måtte lære, til Carter

Han gav den søgende nogle løsner som var meget værdifulde blandt drømmelandets katte og han henledte ham især til den gamle kattehøvding i Celephaïs, som han havde kurs mod. Den gamle kat, som Carter allerede kendte en smule til, var en værdig malteser som ville være meget indflydelsesrig i enhver forhandling. Det var daggry, da de kom til skovens egentlige grænse, og Carter sagde modvilligt farvel til sine venner. Den unge underløjtnant, han havde mødt som en lille killing, ville have fulgt ham, hvis den gamle general ikke havde forbudt det, men den strenge patriark insisterede på, at pligtens vej lå hos stammen og hæren. Så Carter drog alene ud over de gyldne marker, der gådefuldt strakte sig langs en flod omgivet af piletræer, og kattene gik tilbage i skoven.

[Efter en lang rejse gennem fremmede egne og møder med både dæmoner og guder, lykkes det til sidst Carter at finde byen fra sin drøm og efterfølgende vende tilbage til de vågnes verden.]