Dette afsnit markerer overgangen til en række fortællinger om menneskers møder med katte.

Først skal vi læse min oversættelse af "Dick Dunkermans kat" af Jerome K. Jerome fra 1920. Jerome stiftede vi jo bekendtskab med i sidste afsnits essay om katte og hunde, og denne fortælling om mødet med en helt særlig kat kan også læses mere essayistisk, denne gang om kunstnerisk integritet.

Dernæst læser vi "Den grå kat i Colosseum" som jeg har fundet i Esbjerg Folkeblads udgave fra den 26. maj 1900 og møjsommeligt har transkriberet, for tekstgenkendelsesprogrammerne har det stadig svært med gotiske bogstaver. Det er angivet at novellen er oversat fra norsk, men hvem forfatteren er, har jeg ikke kunnet finde ud af. Også her er det en gådefuld kat vi møder, men det er helt andre hemmeligheder den gemmer på.

Indholdsadvarsel: omtale af selvmord

Til dette afsnit har jeg oversat to af H.P. Lovecrafts katteskildringer.

Vi læser til at starte med novellen "Ulthars katte" fra 1920. Her anlægges en gådefuld stil hvor vi ikke endeligt forstår kattenes verden, men blot får et mindre indblik i hvor meget mere de formår end vi er klar over.  I modsætning til mange af samtidens kattenoveller får kattene her mulighed for at gøre modstand mod de mennesker der gør dem fortræd, og Lovecraft var da også selv en stor katteelsker – hvilket vi også kommer til at høre mere om senere i sæsonen, når vi skal læse hans essay om katten.

Karakteren Atal fra "Ulthars katte" møder vi også kort i den næste historie: "Drømmefærden til det ukendte Kadath". Det er en spraglet fantasyroman som jeg har kortet ned til de sektioner der omhandler handlingstråden om Ulthars katte. Den er et efterladt skrift som Lovecraft aldrig ønskede at udgive, men den er nu udgivet i sin helhed, også på dansk, på forlaget Klim hvis dette uddrag giver dig lyst til at læse resten.

Her vokser verden fra Ulthars katte sig langt større, og de fælleselementer der er mellem teksterne er typisk for hvordan Lovecraft lader sine tekster overlappe, og på den måde gør verden de foregår i, større. Verden er stadig gådefuld fuld af referencer til personer og begivenheder vi aldrig hører mere om, men kattene heri bliver dog mindre gådefulde for til gengæld at få lov at spille en væsentligt større rolle i handlingen.

God fornøjelse.

I dette afsnit læser vi tre fortællinger fra samlingen Offentlige og private scener af dyrenes liv fra 1842/1877. Det er eksempler på samtidens og eftertidens stadigt mere udbredte brug af dyr i almindelighed og katten i særdeleshed til at gøre grin med mennesket og dets samfund. Det er naturligvis et greb som man nemt kan spore helt tilbage til Æsop, men hvor antikken lod de talende dyr forblive i naturen, inkorporerer fortællinger som disse dyrene i menneskenes samfund.

I den første fortælling, "En afrikansk løves rejse til Paris" af Honoré de Balzac, en af tidens største forfattere, mødes en afrikansk dyrecivilisation med den franske menneskecivilisation, og på den måde latterliggøres den sidstnævnte.

Et andet greb ser vi i de to andre fortællinger: "Stakkels Beauty. Skildring af engelsk hunkats erotiske genvordigheder" af Honoré de Balzac og "Rosa og Rosita eller Den forelskede kat" af Christopher Boeck. Her er menneskene i det skarpt hierarkiske engelske samfund helt erstattet af katte og andre dyr, der på én gang overtager menneskelige dyder men alligevel bevarer noget af deres dyriske natur, og på den måde kan benyttes til at gøre grin med datidens forstokkede normer.

God fornøjelse.

Ordliste

Quousque tandem abutere, justitia, patientia nostra er en omskrivning af quousque tandem abutere, Catilina, patienta nostra som bogstaveligt betyder 'Hvor længe endnu, Catilina, vil du misbruge vor tålmodighed?'. Benyttes spøgefuldt ved udtryk for utålmodighed. (DSDE)

nec plus ultra: Den nyeste udvikling

I dette afsnit skal vi se nærmere på en af de kendteste talende katte i litteraturhistorien: The Cheshire Cat som Lewis Caroll udødeliggjorde i Alice i Eventyrland fra 1865. Den stammer oprindeligt fra et britisk udtryk for at smile så stort at tandkødet kan ses, men oprindelsen til udtrykket er uvis, selvom der er mange teorier. Kattens navn er bl.a. blevet oversat til grinekatten, men her vil vi bruge den kendteste danske oversættelse: Filurkatten. Denne oversættelse er stadig altdominerende ikke mindst fordi det var den Disneys tegnefilmsadaptation fra 1951 benyttede sig af, og det er da også på grund af Disneys adaptation af Filurkatten at den er flyttet ind i den fælles kulturelle bevidsthed. Vi vil lytte til kapitel 6 fra Alice i Eventyrland, hvor Filurkatten for første gang optræder.

Dagens afsnit markerer også overgangen til en række fortællinger med talende katte der ikke har deres oprindelse i eventyrtraditionerne, men i stedet benyttes på nye og anderledes måder. Dette ses også i dagens anden historie, "Stationskatten" af J. Jacobsen som blev trykt i Esbjerg Avis den 6. januar 1900, hvor kattehovedpersonen udvisker grænserne mellem hvordan det er at leve som kat og som menneske. Den er resultatet af at jeg i forbindelse med forarbejdet til denne sæson har gennemtrawlet en række ældre danske dagblade på jagt efter kattehistorier. Jeg fandt knap 30 kandidater med hjælp fra Kim E. Jensens føljetonoversigter og Statsbibliotekets arkiver. De fleste af dem er der stort set ingen nulevende danskere der har læst, for de er så vidt jeg har kunnet finde ud af aldrig blevet genoptrykt. Det er fascinerende at kaste sig ud i den slags avisarkæologi, også selvom det meste var skrevet med gotiske bogstaver, og derfor tog lang tid at transkribere. Alligevel har jeg kun medtaget et par stykker af dem i denne sæson, ikke kun fordi kvaliteten var noget svingende, men også fordi mange simpelthen var for brutale. I modsætning til de fleste andre kattehistorier jeg har læst, er de ikke er blevet kurateret af senere generationer af redaktører, der som de fleste af nutidens læsere, havde et mere moderne syn på dyrevelfærd. For 100-150 år siden var det sjældent sørgeligt når en kat døde, tværtimod, mange af de gamle avishistorier udtænkte brutale scenarier som skulle få læseren til at more sig over kattens død. De historier vil jeg skåne jer for.

I dette afsnit bevæger vi os op i det 20. århundrede for at lytte til to fortællinger der kan ses som fabler der forklarer kattens rolle i verden.

"Katten og Djævlen" af James Joyce er en historie forfatteren skrev i et brev til sit barnebarn Stephen i 1936 og som først efter hans død er blevet offentliggjort som en selvstændig fortælling. Her er katten ikke antropomorficeret, men er blot et offer for menneskers rænkespil mod Djævlen. Denne fatter sympati for den stakkels kat, og dermed er associationen mellem djævlen og katten etableret.

Rudyard Kipling fortæller i "Katten, der gik sine egne veje" fra 1902 en oprindelsesmyte i mundtlig stil, hvor katten som det eneste domesticerede dyr bevarer sin selvstændighed. Samtidig er Kipling et barn af Victoriatiden, og derfor forbindes katten entydigt med kvinden, som er hende der efter først at have domesticeret manden, senere forsøger at gøre det samme ved katten, og det er hende der til sidst giver katten fripas til at komme i hjemmet. Katten er dog for snedig til for alvor at lade sig tæmme, og har kun foragt til overs for de dyr der lader mennesket gøre det mod dem. Selv efter at være flyttet ind hos mennesket går katten derfor fortsat sine egne veje – i modsætning til hunden. Relationen mellem katten og hunden, både som egentlige dyr, men også især som symboler, er et modsætningspar vi vil støde på mange gange endnu i løbet af denne sæson.

I dette afsnit ser vi igen – og for sidste gang denne sæson – nærmere på folkeeventyrenes brug af katten. Sidste gang læste vi en kunstnerisk bearbejdet udgave af "Den hvide kat" og i dag læser vi en langt kortere mundtlig udgave fortalt af pigen Sine Olsen i Pilgård i Sir, indsamlet af folkemindesamleren Evald Tang Kristensen og første gang trykt i 1888. Her er de rimede digte og opmærksomheden på nøje planlagte tematikker erstattet af en ligefrem mundtlighed og enkle arketyper. Her har kunsteventyret været inspirationen der førte til digtningen af dette folkeeventyr, som jo ingen original har, men som i stadig mere forskellige udgaver har udviklet sig som grenene på et træ. Den udgave vi er endt med er blot dén som Kristensen tilfældigvis er endt med at indsamle, mens alle de øvrige udgaver for evigt er gået tabt med deres fortællere og tilhørere.

Dagens andet eventyr er indsamlet af Asbjørnsen og Moe i Norge i 1840'erne, og er et endnu mere spændende eksempel på hvordan den mundtlige kultur indoptog både andre mundtlige fortællinger og også de kunsteventyr som fortællerne stødte på. Her er "Den bestøvlede kat" og "Den hvide kat" blevet kombineret til én og samme figur. Det er et eksempel på hvad man i nutiden kunne kalde en cross-over-fanfiction: Altså en tekst hvor to forskellige fiktive universer sammenblandes. Det er et perspektiv som understreger, at selvom den mundtlige fortællings flygtighed ikke længere er dominerende i vores kultur, så har vi som mennesker ikke forandret os synderligt. Vi ønsker stadig at digte videre på og udforske de historier og universer som taler til os, men nu gør vi det ofte sammen med mennesker over hele verden i internettets fællesskaber.

Blot ét år efter Perrault skrev sin udgave af "Den bestøvlede kat", skrev Marie-Catherine d’Aulnoy eventyret "Den hvide kat". I "Den bestøvlede kat" er katten en hjælper i kraft af sine nyttige katteevner, og det var også kendetegnende for hvordan katten blev anskuet i Europa indtil da. I kontrast hertil er d'Aulnoys hvide kat primært karakteriseres ud fra sin sofistikerede elegance. I 1698 var dette en ny tilgang til katten som figur i litteraturen, og det afspejlede kattens nye rolle i især det franske samfund. Katten var ikke længere kun et nyttedyr men også et kæledyr, og især de franske adelsdamer fremhævede i disse år kattens fortrin. d'Aulnoys hvide kat er det tidligste eksempel på den menneskegjorte kat som en karakter der kan vække den mandlige hovedpersons romantiske interesse. Netop denne kønsfordeling er kun blevet styrket siden, og katten tilskrives i dag stadig meget ofte feminine egenskaber.

I dag læser vi R. S. Feveile omarbejdede udgave af eventyret med titlen "Den hvide kat eller lykken følger den kække" fra 1875.

I dag skal vi lytte til fabler og eventyr hvor katte spiller en væsentlig rolle. Jeg har medtaget adskillige fabler af Æsop, fundet en række eventyr indsamlet af brødrene Grimm, og endelig skal vi naturligvis også lytte til Den bestøvlede kat i Charles Perraults udgave. Det er særligt interessant at bemærke hvor tidligt vi kan genfinde de idéer om hvad katten symboliserer som vi stadig genfinder i nutiden.

I dette afsnit læser vi det første af H.C. Andersens eventyr som efterfølgende opnåede ikonisk status, og som er blevet genfortalt utallige gange i forskellige medier. Det indgår i Andersens første eventyrsamling til børn, og han skrev under arbejdet til sin mentor B.S. Ingemann, at "jeg troer, de lykkes mig. Jeg har givet et Par af de Eventyr, jeg selv som Lille var lykkelig ved, og som jeg ikke troer ere kjendte; jeg har ganske skrevet dem saaledes, som jeg vilde fortælle et Barn dem." Da han først var kommet længere skrev han i et andet brev: "det er mit udødeligheds Værk!"

Og han fik ret. Dette første hæfte indeholdt eventyrene "Fyrtøjet", "Lille Claus og store Claus", "Prinsessen på ærten" og "Den lilla Idas blomster", og de fleste af disse kender flertallet af danske børn stadig til.

H.C. Andersen skrev selv at Fyrtøjet var inspireret af en historie han havde hørt som barn, og det er da også en variation over en folkeeventyrsformular som ses både i Danmark og udlandet. Folkemindesamleren Svend Grundtvig karakteriserede den som eventyrtype nr. 6 med navnet "Anden i lyset". Også Brødrene Grimm indsamlede en variation som har titlen "Det blå lys". Den mest markante udgave er dog eventyret om Aladdin i 1001 nat, som vi tidligere har læst her i Forlæst. Andersen var fortrolig med både den første danske oversættelse fra 1750'erne og ikke mindst med Oehlenschlägers genfortælling fra 1805. Og allerede i 1835 bebrejdede Carsten Hauch da også Andersen, at eventyret var "en Efterligning af et bedre Digt, nemlig Alladins Lampe." Om det frarøver nogen af værkerne noget at de har disse lighedstræk, må være op til dig.

Ordliste

Tornister: Rygsæk

Tog paa Comedie: gik i teatret

Cavalier: person, der er meget velklædt, optræder fornemt, lever flot o.lgn.

Vandstøvler: vandtætte støv­ler

Cachotten: fængslet

Skjødskind: læderforklæ­de

I dette afsnit fortsætter vi vores rejse gennem forlæggende til Disneys tegnefilmsklassikere hvor vi er nået til Junglebogen fra 1967. Sidste gang læste vi den tredje af fortællingerne om Mowgli hvor han forsøger at blive integreret iblandt menneskene, men til slut bliver drevet tilbage til ulvene.

I denne foreløbigt sidste fortælling fra Junglebogen, vil jeg gerne læse en af de andre typer af historier derfra for jer. Det er en historie som jeg tydeligt husker fra jeg selv var barn, og den er også et eksempel på hvor Kipling fandt inspiration til flere af de fortællinger han skrev om Indien. Panchatantra er en oldindisk samling af dyrefabler fra årene omkring vor tidsregnings begyndelse, og herfra er historien om Rikki-Tikki-Tavi hentet. Den er den kendteste blandt de dyrefortællinger som supplerer Mowgli-fortællingerne fra Junglebogen og dens fortsættelse, og det er historien som vi skal læse i dag.

I dette afsnit fortsætter vi vores rejse gennem forlæggende til Disneys tegnefilmsklassikere hvor vi er nået til Junglebogen fra 1967. Sidste gang læste vi den anden af fortællingerne om Mowgli hvor vi mødte slangen Kaa og de uciviliserede aber der bortførte Mowgli, og Baloo og Bagheera var parat til at risikere deres liv for at redde ham. På trods af at han er forældreløs, skorter det aldrig på hengivne voksne der vil drengen det bedste, og det er nok også en af grundene til at historierne har tiltalt så mange generationer af børn: Mowglis jungle er på en gang et farligt og vildt sted fyldt med eventyr og et sted med omsorgsfulde voksne der hjælper Mowgli når han har brug for det.

I dag læser vi den tredje fortælling om Mowgli der foregår umiddelbart efter Mowgli forlader junglen: "Tiger, Tiger!".

I dette afsnit fortsætter vi vores rejse gennem forlæggende til Disneys tegnefilmsklassikere hvor vi er nået til Junglebogen fra 1967.

Sidste gang læste vi den første af fortællingerne om Mowgli hvor vi fulgte ham fra hans ankomst til ulveflokken til hans opgør med tigeren Shere Khan og afsked med junglen. Vi så også at jungleloven i Kiplings univers har en hel anden betydning end den har fået i nudansk; langt fra en ureguleret tilstand hvor den stærkeste part klarer sig på den svages bekostning, er jungleloven her et kodeks der sikrer at dette netop ikke altid er tilfældet, men at fællesskabet interesser afvejes over for individets frihed. Junglen er i Kiplings eventyrlige univers et overraskende civiliseret sted, hvis status quo dog ganske som i menneskets samfund kan trues af de der ikke ønsker at følge sædvanekodekset.

I dag læser vi den næste fortælling om Mowgli der finder sted mens han endnu er en del af ulveflokken: "Kaas Jagt"

I dette afsnit fortsætter vi vores rejse gennem forlæggende til Disneys tegnefilmsklassikere, og i dag er det en af fortællingerne bag Junglebogen fra 1967 vi skal læse.

Junglebogen er en novellesamling skrevet af Rudyard Kipling som første gang udkom på originalsproget engelsk i 1894. Den blev hurtigt en børnelitterær klassiker hvis fortællinger stadig bliver læst højt den dag i dag. Disneys tegnefilm er løst baseret på de af fortællingerne fra både Junglebogen og dens efterfølger der handler om drengen Mowgli der er opfostret i junglen.

I dette afsnit fortsætter vi vores rejse gennem forlæggende til Disneys tegnefilmsklassikere, og i dag er det fortællingerne bag to forskellige Disneyfilm vi skal læse: Lille Kylling fra 2005 To på flugt – et hårrejsende eventyr fra 2010.

De er begge repræsentanter for Disneystudiernes nyere eventyradaptationer som tager sig langt større friheder end dem vi hidtil har stiftet bekendtskab med. De tidlige eventyradaptationer fjernede og tilføjede elementer for at nærme sig genrekravene til en amerikansk familiefilm og en klassisk musical – f.eks. ved at fjerne de blodige fødder fra Askepot og ved at tilføje kampen mod dragen i Tornerose. Men samtidig fulgte de forlæggenes struktur ret tæt, så begyndelsen, midten og slutningen svarede ganske godt overens.

I disse nyere adaptationer bliver forlæggene reduceret til inspirationskilder hvor man kun medtager de mest ikoniske elementer og digter en helt ny historie omkring dem.

Hvad Lille Kylling angår er det nødvendigt at digte meget på, for der er ikke ligefrem nok materiale til en spillefilm. Fablen har en mundtlig historik der strækker sig over to et halvt årtusinde, men det var først da interessen for folkeeventyr begyndte at vokse i starten af 1800-tallet, at man begyndte at trykke udgaver af fablen. Denne tidlige udgave er dansk, og blev nedskrevet af folkemindesamleren Just Mathias Thiele, og det er den vi skal læse i dag.

Dagens anden fortælling er Rapunzel i Brødrene Grimms udgave.

I dette afsnit fortsætter vi vores rejse gennem forlæggende til Disneys tegnefilmsklassikere, og vi er nået til Askepot fra 1950.

Askepot er titlen på en familie af hundredevis af folkeeventyr som er opstået i Nærorienten og senere er kommet til Vesteuropa og Østasien. Eventyret kan genfindes helt tilbage i 800-tallets Kina, men er i dag mest kendt i Charles Perraults franske udgave fra 1697 og Brødrene Grimms tyske udgave fra 1812.

Askepot er en figur som af skiftende årsager har vundet genklang gennem århundrederne, måske senest i 1980'erne da bogen "Askepotkomplekset. Kvinders skjulte frygt for selvstændighed" brugte figuren Askepot til at argumentere for at vores kultur udstyrer kvinder med en ubevidst trang til at nogen tager sig af dem, hvilket i eventyrets verden især er Prinsen på den hvide hest. I de forskellige udgaver af eventyret vi skal læse i dag er der dog stor forskel på hvor passiv Askepot er.

Disneys tegnefilmsudgave bortskærer den blodige afslutning, men bevarer ellers de fleste af elementerne fra de kendteste udgaver af eventyrene. Glasskoene er her selvfølgelig helt centrale, men dem genfinder vi ikke i oplæsningerne – Carl Michelsen, den danske oversætter af Perraults udgave af eventyret, bemærker at glasskoene oprindeligt gjorde deres indtog i eventyret pga. fejltagelser, idet to enslydende franske ord blev byttet rundt: Verre og vair betyder henholdsvis glas og gråværk, dvs. pelsværk af gråhårede dyr. Askepots sko er altså af pels og ikke glas i denne udgave. Dog virker det mindst lige så sandsynligt at glasskoene var et bevidst kunstnerisk valg fra Perraults side, og Michelsen simpelthen tager fejl – og uanset hvad er glasskoen blevet så ikonisk en del af eventyret at den må siges at være kanoniseret, og diskussionen dermed er afsluttet.

Vi læser denne gang først det norske folkeeventyr Kari Træstak. Dernæst læser vi Perraults udgave af Askepot, og til sidst læser vi Brødrene Grimms udgave. Alle uden glassko.

Ordforklaringer
Kirkebakken: Stedet hvor man kundgjorde befalinger og og efterlysninger i gamle dage
Skrammererede: Charmerede (ODS)
Passiarede: Tale uforpligtende og venskabeligt om dagligdags emner (DDO)

Eventyret Snedronningen udkom første gang den 21. december 1844 sammen med Grantræet. Det handler om børnene Kay og Gerda og deres deltagelse i kampen mellem godt og ondt.

Eventyret er et af H.C. Andersens længste og er delt i syv kortere historier. Sidste gang læste vi de første tre historier og denne gang læser vi de sidste fire.

Eventyret Snedronningen udkom første gang den 21. december 1844 sammen med Grantræet. Det handler om børnene Kay og Gerda og deres deltagelse i kampen mellem godt og ondt.

Eventyret er et af H.C. Andersens længste og er delt i syv kortere historier. Her læser vi de første tre og næste gang læser vi de sidste fire.

Eventyret Grantræet udkom første gang den 21. december 1844, og det er netop stadig op til jul at vi genlæser H.C. Andersens klassiker. Det handler om et grantræ der har så frygtelig travlt med at vokse op at det knap bemærker hvad nu'et har at byde på, og da det først fortryder sin evige stræben, er det for sent.

I modsætning til mange andre julefortællinger og de fleste andre af Andersens hidtidige eventyr, er grundstemningen her melankolsk, og det er måske netop derfor at Grantræet sammen med Den lille pige med svovlstikkerne stadig bliver fundet frem 176 år senere som supplement til de sukkersøde glansbilleder højtiden nemt flyder over med.