"Askepot" i tre udgaver

Kari Træstak

Der var engang en konge, der var blevet enkemand. Sammen med sin dronning havde han en datter, som var så sød og så smuk, at ingen kunne være sødere og smukkere. Han gik i lang tid og sørgede over dronningen, som han havde elsket meget, men til sidst blev han træt af at bo alene og giftede sig igen med en enkedronning, som også havde en datter; men hendes datter var så grim og fræk som den anden var sød og smuk. Stedmoren og hendes datter var jaloux på kongedatteren, fordi hun var så dejlig; men så længe kongen var hjemme, turde de ikke gøre hende noget, for han elskede hende meget højt.

Efter et stykke tid gik kongen i krig med en anden konge; så troede dronningen, at hun kunne gøre, hvad hun ville, og så både sultede og slog hun kongedatteren og var efter hende i hver en krog. Til sidst syntes hun, at alt var for godt til hende, og så blev hun sat til at vogte kvæg. Derefter gik hun med kvæget i skoven og på bjerget. Hun fik lidt eller intet mad; hun blev bleg og tynd, og hun græd næsten altid og var trist.

I flokken var der en stor blå okse, som altid var pæn og skinnende, og den kom ofte hen til kongedatteren og lod hende kæle sig. Engang da hun sad og græd og var ude af sig selv, kom oksen hen til hende og spurgte, hvorfor hun var så trist. Hun svarede ikke, men græd. "Ja," sagde oksen, "jeg ved det jo nok, selvom du ikke vil sige det; du græder, fordi dronningen er ond mod dig, og fordi hun vil sulte dig ihjel. Men du behøver ikke at mangle mad; der er en dug i mit venstre øre, og når du tager den og spreder den ud, kan du få så mange retter, som du vil." Hun gjorde det, hun tog dugen og spredte den ud på kirkebakken og så diskede den op med de fineste retter, nogen kunne ønske sig; der var både vin og mjød og kage. Hun kom sig hurtigt og blev så rød og rund og hvid, at dronningen og hendes datter blev både blå og blege af vrede over det. Dronningen kunne slet ikke forstå, hvordan stedatteren kunne se så godt ud på en så dårlig kost; så befalede hun en tjenestepige, at hun skulle følge efter hende i skoven og forsigtigt se efter, hvordan det hang sammen, for hun troede, at nogle af tjenestefolkene gav hende mad. Pigen gik så efter hende ud i skoven og så kongedatteren tage dugen ud af den blå okses øre og sprede den ud, hvorefter digen diskede op med de dejligste retter, som kongedatteren spiste. Pigen gik hjem og sagde det til dronningen.

Kongen kom nu hjem og havde vundet over den anden konge, som han havde været i krig med. Der var stor glæde i hele slottet, og ingen var lykkeligere end kongedatteren. Men dronningen blev syg og gav lægen en masse penge, for at han skulle sige, at hun ikke kunne blive rask igen hvis ikke hun fik kødet fra den blå okse at spise. Både kongedatteren og folkene spurgte lægen, om noget andet kunne hjælpe, og bad for oksen, for alle elskede den og sagde, at der ikke fandtes mage til okser i hele riget, men nej, den måtte og skulle slagtes, der var ikke noget at gøre. Da kongedatteren hørte dette, fik hun det dårligt og gik ned til oksen i stalden. Der stod den og hang med hovedet og så så trist ud, at hun begyndte at græde.

"Hvad græder du over?" sagde oksen.

Så sagde hun, at kongen var vendt hjem, og at dronningen var blevet syg, og at hun havde fået lægen til at sige, at hun ikke kunne komme sig, hvis hun ikke fik kød fra den blå okse, og nu skulle han slagtes.

"Hvis de først dræber mig, dræber de snart også dig," sagde oksen; "Hvis du ønsker det samme som mig rejser vi væk i aften."

Ja, kongedatteren syntes godt nok, at det var ondt at forlade sin far; men det var endnu værre at være i huset med dronningen, og så lovede hun oksen, at hun ville komme.

Om aftenen, da alle de andre var gået i seng, listede kongedatteren ned i stalden; så tog han hende på ryggen og for afsted så hurtigt han kunne. Da nu folkene stod op om morgenen den næste dag og skulle til at slagte oksen, var den væk, og da kongen kom op for at spørge efter datteren, var hun også væk. Han sendte budbringere til alle kanter for at lede efter dem og spurgte til dem på kirkebakken, men ingen havde set noget af dem.

I mellemtiden for oksen gennem mange lande med kongedatteren på ryggen, og så kom de til en stor kobberskov; træer og grene og blade og blomster og alting var af kobber.

Men inden de tog ind i skoven, sagde oksen til kongedatteren: "Når vi nu kommer ind i skoven, skal du være forsigtig, for ikke engang et blad må du røre, ellers er det ude med os begge, for her bor en trold med tre hoveder, der ejer skoven."

Nej kors, hun skulle passe godt på og ikke røre ved noget.

Hun var så forsigtig og bøjede sig til side for grenene og skubbede dem bort med hænderne; men der var så lidt plads, at det næsten var umuligt at komme frem, og hvordan hun end stillede sig, endte hun alligevel med at komme til at rive et blad af, som hun fik i hånden.

"Åh, nej, hvad gjorde du nu?" sagde oksen; "nu gælder det en kamp på liv eller død. Men gem nu bladet godt."

Straks efter var de ved skovens ende, og så kom et trold med tre hoveder løbende.

"Hvem er det der rører ved min skov?" sagde trolden.

”Det er lige så meget min som din,” sagde oksen.

”Det er vi nødt til at slås om,” råbte trolden.

"Sådan må det være," sagde oksen.

Så begyndte de at slås, og oksen stangede og løb af alle livsens kræfter, men trolden sloges lige så godt, og det tog hele dagen, før oksen fik afsluttet kampen, og så var han så fuld af sår og så elendig, at han næsten ikke orkede at gå. Så måtte de bruge en dag på at hvilke sig; og derefter sagde oksen til kongedatteren, at hun skulle tage det horn med salve, der hang ved troldens bælte, og smøre ham med salven. Så kom han sig, og den næste dag slentrede de igen afsted.

De rejste nu i mange, mange dage, og så kom de langt om længe til en sølvskov; træer og grene og blade og blomster og alt andet var af sølv.

Inden oksen gik ind i den, sagde han til kongedatteren: "Når vi nu kommer ind i denne skov, skal du for Guds skyld passe godt på; du må slet ikke røre ved noget og ikke rive så meget af som et blad af en gren, for så er det ude med både dig og mig; det er en trold med seks hoveder, der ejer skoven, og jeg tror knap jeg kan hamle op med den."

"Nej," sagde kongedatteren, "jeg skal nok passe på og ikke røre ved det, du ikke vil have, at jeg skal røre ved."

Men da de kom ind i skoven, var den så tæt og så trang, at de næsten ikke kunne komme frem. Hun gik så forsigtigt frem som hun kunne, og bøjede sig til side for grenene og skubbede dem væk med hænderne. Men hele tiden slog kvistene hende i øjnene, og hvordan hun end passede på, kom hun til at rive et blad af.

"Åh, nej, hvad gjorde du nu?" sagde oksen; ”nu gælder det en kamp på liv eller død, for denne trold har seks hoveder og er dobbelt så stærkt som den anden, men pas nu på bladet og skjul det godt."

I samme øjeblik kom trolden. "Hvem er det som rører ved min skov?" sagde den.

"Den er lige så meget min som din," sagde oksen.

”Det er vi nødt til at slås om,” råbte trolden.

"Sådan må det være," sagde oksen - og sprang på trolden og stangede øjnene ud på den og jog hornene igennem den, så tarmene løb ud, men den ramte lige så godt, og det tog tre samfulde dage, før oksen fik taget livet af den. Men så var han også så elendig og nedslået, at han knap kunne bevæge sig, og så fuld af sår, at blodet strømmede. Så fortalte han kongedatteren, at hun skulle tage hornet med salve, der hang ved troldens bælte, og smøre ham med salven. Det gjorde hun, og så kom han sig; men de måtte hvile i en uge, før han orkede at gå videre.

Endelig tog de afsted igen; men oksen var stadig skrøbelig, og den gik først ikke særligt hurtigt. Kongedatteren ville lette oksens byrde og sagde, at hun var så ung og let på fødderne, at hun sagtens kunne gå; men det fik hun slet ikke lov til det; hun skulle sætte sig tilbage på hans ryg.

Så rejste de længe gennem mange lande, og kongedatteren vidste ikke, hvor de var på vej hen, men langt om længe kom de til en guldskov; det var så gyldent, at guld dryppede fra den, og træer og grene og blomster og blade var af det pureste guld.

Her gik det ligesom i kobberskoven og sølvskoven. Oksen fortalte kongedatteren, at hun slet ikke måtte røre ved den, for det var en trold med ni hoveder, der ejede skoven; den var både større og stærkere end begge de andre tilsammen, og oksen troede slet ikke, at han kunne klare den. Nej, hun skulle nok passe på og ikke røre ved skoven, det lovede hun ham. Men da de kom ind i den, var den endnu tættere end sølvskoven, og jo længere de gik, jo værre blev det; skoven blev tættere og tættere og mere og mere trang, og til sidst kunne de slet ikke komme frem; hun var så bange for at rive noget af, at hun sad og vendte sig og bøjede sig både her og der for kvistene og skubbede dem væk med hænderne foran sig; men pludselig ramte de hende i øjnene, så hun ikke kunne se, hvor de stødte ind i hende, og før hun vidste af det, havde hun et guldæble i hånden. Hun var så sønderknust, at hun græd og ville kaste det bort; men oksen sagde, at hun skulle lade være og i stedet skjule det godt, og han trøstede hende så godt han kunne; men han troede, det ville blive en hård slåskamp, og han tvivlede på, at det ville gå godt.

I det samme kom trolden med ni hoveder; den var så fæl, at kongedatteren knap nok kunne få sig selv til at se på den.

"Hvem er det som rører ved min skov?" råbte den.

”Det er lige så meget min som din,” sagde oksen.

”Det er vi nødt til at slås om,” råbte trolden.

"Sådan må det være," sagde oksen.

Og så begyndte de at slås, og det var så forfærdeligt at se på, at kongedatteren var tæt på at besvime. Oksen stangede troldens øjne ud jog hornene tværs igennem den, så indvoldene væltede ud; men trolden slog lige så godt, for så snart tyren fik ét hoved stanget ihjel, pustede de andre liv i det igen, og det varede en hel uge, før han var i stand til at dræbe den. Men da var oksen så elendig og skrøbelig, at han ikke kunne bevæge sig. Han havde sår overalt; han kunne ikke engang sige så meget som at kongedatteren skulle tage troldens horn med salve og smøre ham med salven derfra. Men hun gjorde det alligevel, og så kom han sig også; men de måtte hvile i tre uger, før han var god nok til at komme videre.

Så kom de så småt afsted, for oksen sagde, at de skulle lidt længere, og så kom de over mange store bakker med tyk skov. Dette varede nu et stykke tid, og så kom de op i bjergene.

"Kan du se noget?" spurgte oksen.

"Nej, jeg ser intet andet end himlen og det vilde bjerg," sagde kongedatteren.

Da de kom lidt højere op, blev bjerget mere fladt, så de kunne se længere omkring.

"Kan du se noget nu?" sagde oksen.

”Ja, jeg ser et lille slot langt langt borte,” sagde kongedatteren.

”Det er nok ikke så småt endda,” sagde oksen.

Langt om længe kom de til en stor høj, hvor der var en stejl klippevæg.

"Kan du se noget nu?" sagde oksen.

”Ja, nu ser jeg slottet tæt på, nu er det meget, meget større,” sagde kongedatteren.

"Der går du hen," sagde oksen; "lige nedenfor slottet er der en svinestald, og der skal du hen. Når du kommer derhen, finder du en træstak; den samlet du op og så går du op til slottet og siger, at du hedder Kari Træstak, og så skal du bede om at komme i tjeneste. Men nu skal du tage din lille kniv og skære mit hoved af; så skal du flå mig og rulle skindet sammen og lægge det under klippevæggen derhenne, og inde i skindet skal du lægge kobberbladet og sølvbladet og guldæblet. Henne ved bjerget står der en kæp; når du vil mig noget, banker du bare med den på klippevæggen derhenne."

Først ville hun ikke; men oksen sagde, at det var den eneste tak, han ville have for det, han havde gjort for hende, og så kunne hun ikke gøre andet. Hun syntes, det var så inderligt ondt, men hun huggede og skar med kniven i det store dyr, indtil hun fik hovedet og skindet af, så lagde hun det sammen under klippevæggen og lagde kobberbladet og sølvbladet og guldæblet ind i det.

Da hun havde gjort det, gik hun hen til svinestien; men alt imens hun gik, græd hun og blev helt ren af dette. Der tog hun træstakken på ryggen, og så gik hun hen til kongsgården; da hun kom ind i køkkenet, bad hun om tjeneste og sagde, at hun hed Kari Træstak. Ja, sagde kokken, det kunne hun nok godt få, hun kunne få lov til at blive der og vaske op, for den, der havde gjort det før, havde for nyligt forladt sin stilling; "men når du bliver træt af at være her, render du vel også din vej," sagde hun. Nej, det skulle hun nok lade være med.

Hun var både god og hurtig til at vaske op. Søndag skulle fremmede komme til kongsgården. Så bad Kari om at få lov til at gå med vaskevand til prinsen; men de andre lo af hende og sagde:

"Hvad vil du der? Tror du, at prinsen vil vide af dig, sådan som du ser ud?"

Hun gav ikke op, men fortsatte med at bede om lov, og til sidst fik hun da også lov.

Da hun gik op ad trappen, væltede træstakken ned, så prinsen kom ud og spurgte: "Hvad er du for en?"

”Jeg skal bære vaskevand til dig,” sagde Kari.

"Tror du, at jeg vil have det vaskevand, du bærer?" sagde prinsen og væltede vandet ned over hende.

Med den besked måtte hun gå; men så bad hun om tilladelse til at gå i kirke; den fik hun også, fordi kirken lå tæt på. Men først gik hun hen til klippevæggen og bankede med den kæp, der stod der, ligesom oksen havde sagt. Straks kom en mand ud og spurgte, hvad hun ville. Kongedatteren sagde, at hun nu havde fået lov til at gå i kirken og høre præsten, men hun havde intet tøj at tage på. Så bragte han hende en kjole, den var lige så skinnende som kobberskoven, og hun fik også en hest og en sadel. Da hun kom til kirken, var hun så smuk og skinnende, at alle undrede sig over, hvem hun var, og næsten ingen lyttede til, hvad præsten sagde, fordi de så for meget på hende; prinsen kunne så godt lide hende, at han ikke kunne tage øjnene af hende så meget som et øjeblik.

Så snart hun forlod kirken, løb prinsen efter hende og trak kirkedøren i bag sig, og så fik han en af ​​hendes handsker. Da hun gik væk og satte sig på hesten, kom prinsen igen hen til hende og spurgte, hvor hun kom fra.

"Jeg er fra Vaskeland," sagde Kari; og da prinsen tog handsken frem og ville give hende den igen, sagde hun:

"Lys foran og mørke bag,
så prinsen ikke kan se, hvor jeg rider hen i dag! "

Prinsen havde aldrig set en lignende handske, og han gik vidt og bredt omkring og spurgte til hvilket land, den stolte dame, der var taget afsted uden sin handske, havde sagt, at hun var fra, men ingen kunne fortælle ham, hvor det var.

Søndag skulle nogen gå op til prinsen med et håndklæde.

”Åh, må jeg få lov til at gå op med det,” sagde Kari.

"Hvad skal det til for!" sagde de andre, som var i køkkenet; "Du så jo hvordan det gik sidste gang."

Kari gav sig ikke, men fortsatte med at bede, indtil hun fik lov til det, og så løb hun op ad trappen, så hun faldt over træstakken. Prinsen for ud, og da han så, at det var Kari, rev han håndklædet til sig og kastede det lige hovedet på hende.

"Forsvind nu, din grimme trold!" sagde han; "Tror du, jeg vil have et håndklæde, som du har rørt ved med dine sorte fingre?"

Prinsen gik derefter i kirke, og Kari bad om også at få lov at tage derhen. De spurgte, hvad hun ønskede at gå i kirke for, hun, der ikke havde andet at bære end stakken af træ, og som var så sort og grim. Men Kari sagde, at hun syntes, at præsten var så god til at prædike; hun havde så godt af det han sagde, og så fik hun endelig lov til sidst. Hun gik hen til klippen og bankede, og så kom manden ud og gav hende en kjole, der var meget mere skinnende end den første; den var prydet med sølv overalt, og det skinnede som sølvskoven, og hun fik også en grå hest med et sølvbroderet tæppe og et sølvbidsel fik hun også.

Da kongedatteren kom til kirken, stod kirkefolkene stadig udenfor på kirkebakken; de spekulerede alle på, hvad hun var for en, og prinsen var der straks og ville holde hesten for hende, mens hun steg af. Men hun sprang af og sagde, at det behøvede han ikke, fordi hesten var så godt trænet, at den stod stille, når hun sagde det, og kom, når hun kaldte på den. Så gik de alle i kirke; men næsten ingen lyttede til, hvad præsten sagde, for de så for meget på hende, og prinsen blev endnu mere fascineret af hende end sidste gang. Da prædiken var forbi, og hun gik ud af kirken og skulle op på hesten, kom prinsen igen og spurgte, hvor hun kom fra.

"Jeg er fra Håndklædeland," sagde kongedatteren, og i det samme tabte hun sin ridepisk; da så prinsen bukkede sig ned og skulle til at samle den op, sagde hun:

"Lys foran og mørk bag,
så prinsen ikke kan se, hvor jeg rider hen i dag! "

Igen var hun væk, og prinsen kunne ikke vide, hvor hun var blevet af; han gik vidt og bredt omkring og spurgte til hvilket land, hun havde sagt, at hun kom fra; men ingen kunne fortælle ham hvor det lå, og prinsen måtte derfor igen slå sig til tåls.

Om søndagen skulle nogen gå op til prinsen med en kam; Kari bad om at få lov til at gøre det, men de andre mindede hende om, hvordan det var gået sidst, og skældte hende ud for, hvad hun ville vise prinsen, så sort og grim som hun var med sin træstak; men hun holdt ikke op med at bede, før de lod hende gå op til prinsen med kammen. Da hun kom tumlende op ad trappen igen, for prinsen prinsen ud, tog kammen og kastede den efter og bad hende om at komme væk.

Prinsen gik derefter i kirke, og Kari bad også om lov; de spurgte igen, hvad hun skulle der, hun, der var så grim og sort, og som ikke havde noget tøj, som hun kunne vise sig i blandt andre mennesker; prinsen eller en anden kunne få øje på hende, sagde de, og så ville både hun og de blive ulykkelige; men Kari sagde, at de fik nok andet at se på, og hun holdt ikke op med at bede, før hun fik lov til at gå.

Nu gik det ligesom begge de andre gange; hun gik hen til klippen og bankede på med kæppen, og så kom manden ud og gav hende en kjole, der var endnu mere skinnende end de andre; den var næsten kun lavet af guld og ædelsten, og hun modtog også en hest med et dækken syet i guld og et guldbissel.

Da kongedatteren kom til kirken, stod præsten og almuen endnu på kirkebakken og ventede på hende. Prinsen kom løbende og ville holde hesten for hende, men hun sprang af og sagde: "Nej tak, det er ikke nødvendigt, min hest er så godt tæmmet, at den står stille, når jeg siger det." Så skyndte de sig alle sammen ind i kirken og præsten hen til prædikestolen; men ingen lyttede til, hvad han sagde, for de så for meget på hende og spekulerede på, hvor hun kom fra, og prinsen var endnu mere forelsket end de to andre gange; han opfangede ingenting omkring sig, men så kun på hende.

Da prædikenen var ovre, og kongedatteren skulle forlade kirken, havde prinsen lagt tjære ud i kirkens svalegang så han kunne træde til for at hjælpe hende over. Men hun var ligeglad, stak foden midt ud i tjæren og sprang over; så blev en af guldskoene siddende, og da hun sad på hesten, kom prinsen farende ud af kirken og spurgte, hvor hun kom fra.

”Fra Kammeland,” sagde Kari. Men da prinsen ville give hende den gyldne sko, sagde hun:

"Lys foran og mørke bag,
så prinsen ikke kan se, hvor jeg rider hen i dag! "

Prinsen kunne da heller ikke vide, hvor hun var blevet af denne gang, og derfor gik han langsommeligt omkring i verden og spurgte efter Kammeland; men da ingen kunne fortælle ham, hvor det var, lod han det vide, at den, der kunne passe guldskoen, ville han gifte sig med. Der kom da både smukke og grimme kvinder fra alle kanter; men ingen havde så lille en fod, at hun kunne få guldskoen på. Endelig kom Kari Træstaks onde stedmor og hendes datter også, og skoen passede hende; men hun var grim, og så trist så hun ud, at prinsen nødigt ville gøre, hvad han havde lovet. Alligevel blev der bryllup, og hun blev pyntet til brud, men da de red til kirken, sad en lille fugl i et træ og sang:

"Et stykke hæl og et stykke tå; Kari Træstaks sko er fulde af blod!"

Og da de så efter, viste det sig at fuglen havde talt sandt, for blodet silede ud af skoen. Så måtte alle tjenestepiger og alle de kvinder, der var på slottet, prøve skoen, men der var ingen der kunne passe den.

"Men hvor er Kari Træstak da?" spurgte prinsen, da alle de andre havde prøvet, for han havde forstået fuglesangen og huskede hvad fuglen havde sagt.

"Åh, hun!" sagde de andre; "det nytter ikke noget at hun kommer frem, for hun har fødder som en arbejdshest."

"Måske," sagde prinsen, "men da alle andre har prøvet det, så skal Kari også."

"Kari!" råbte han ud gennem døren, og Kari kom op ad trappen, og træstakken skramlede så det lød som et helt regiment dragoner der kom farende.

"Nu skal du også prøve guldskoen og blive prinsesse," sagde de andre piger og lo og gjorde nar af hende.

Kari tog skoen op og satte foden i den så let som ingenting, kastede træstakken af sig, og så stod hun der med guldkjolen på, så hun skinnede, og på den anden fod havde hun guldskoen der var magen til. Prinsen genkendte hende straks og var så glad, at han straks gik frem og tog hende om livet og kyssede hende, og da han hørte, at hun var kongedatter, blev han endnu lykkeligere, og så blev der bryllup.

Snap snap snude, så er eventyret ude.

 

Perraults Askepot

Der var engang en Adelsmand, der giftede sig anden Gang og til Hustru fik saa stolt og hovmodig en Kvinde, at man aldrig Nogensinde havde set Magen. Hun havde to Døtre af samme Sindelag, som lignede hende i alle Stykker. Manden havde ligeledes en ung Datter af første Ægteskab. Hun var saa mild og god, som Dagen var lang. Det havde hun efter sin Moder, der var det bedste Menneske, man kunde tænke sig.
Aldrig saa snart var Brylluppet ovre, før Stedmoderen lod sit onde Lune frit Løb. Hun kunde ikke taale, at det unge Pigebarn havde saa mange gode Egenskaber, fordi hendes egne Døtre derved kun kom til at staa i et saa meget mere forhadt Lys. Hun paalagde hende det groveste Arbejde i den huslige Gerning. Det var hende, der maatte vaske op efter Bordet, feje Trapper og skure Gulvet i Fruens og hendes Døtres Værelser. Hun laa oppe under Taget paa et Loftskammer og sov paa en haard Madras, medens hendes Søstre havde indlagte Gulve i deres Værelser og sov i de fineste Senge og havde Spejle, hvori de kunde se sig selv fra Top til Taa. Den stakkels Pige fandt sig taalmodig i alt og turde ikke klage til sin Fader. Han vilde blot have skændt paa hende, for han var fuldstændig under Tøflen.
Naar hun var færdig med sit Arbejde, plejede hun at gaa hen og sætte sig i en Krog ved Skorstenen. Og fordi hun altid sad der og rodede i Asken, kaldte hendes Søstre hende for Askepot, og det var endda ikke det værste Øgenavn, de gav hende. Men til Trods for sine daarlige Klæder var Askepot dog ikke des mindre hundrede Gange smukkere end Søstrene med deres fine Kjoler.
Nu hændte det sig, at Kongens Søn gjorde Bal, hvortil han indbød alle Standspersoner. De to Frøkner blev da ogsaa budne, for de spillede en vis Rolle der paa Egnen. De var Naturligvis umaadelig glade og fik frygtelig travlt med at vælge de Dragter og den Haarpynt, der klædte dem bedst. Det var atter stor Ulejlighed for Askepot, for det var hende, der maatte stryge sine Søstres Linned og stive deres Mansketter.
De talte ikke om andet end om, hvad de skulde have paa til Ballet. "Jeg, sagde den ældste, tager min røde Flojels Kjole paa og min ægte Kniplings Besætning." — "Jeg, sagde den yngste, tager det Skørt paa, jeg altid gaar med, men saa tager jeg oven paa det, min gyldenstykkes Kaabe mit Diamant-Halsbaand. Det er noget, der kan lade sig se." Der blev sendt Bud efter en Modehandlerinde, for at hun kunde lave dem et Sæt til Hovedet med to Rækker Piber, og der blev købt Skønhedspletter af bedste Slags. Saa kaldte de paa Askepot, for at hun skulde sige dem sin Mening, da hun havde en god Smag. Askepot raadede dem paa bedste Maade og tilbød endog at sætte deres Haar, og det vilde de gærne have.
Mens hun pyntede dem, sagde de til hende: "Askepot, kunde du nok have Lyst til at gaa paa Bal? — Aa, I vil nok gøre Nar ad mig, det er ikke noget for mig. — Det har du Ret i, der vilde blive en ordentlig Latter, hvis saadan en Trappetøs kom til Bal."
Enhver anden end Askepot vilde have sat Haaret forkert paa dem; men hun var en god Sjæl og pyntede dem derfor saa godt, hun kunde. I hele to Dage spiste de næsten ingenting, saa henrykte var de. De sprængte et helt Dusin Snørebaand for at klemme sig sammen om Livet og faa en slank Midie, og de stod hele Dagen for Spejlet.
Endelig oprandt den lykkelige Dag. De tog afted, og Askepot fulgte dem med Øjnene saa langt, hun kunde. Da hun ikke længer kunde se dem, brast hun i Graad. Hendes Gudmoder saa hendes Taarer og spurgte hende, hvad der var i Vejen. "Jeg vilde saa gærne ....., jeg vilde saa gærne ....." Hun kunde ikke tale ud for Graad. Men Gudmoderen var en Fé, hun sagde til hende: "Du vilde gærne paa Bal, ikke sandt? — Ak, ja, svarede Askepot med et Suk. — Naa ja, vil du være en god Pige, saa skal jeg sørge for, du kan komme derhen." Derpaa førte hun hende ind paa sit Værelse og sagde: "Gaa ned i Haven og bring mig et Græskar." Askepot gik straks ned og plukkede det største, hun kunde finde, og bragte det til sin Gudmoder, men hun kunde ikke gætte, hvorledes det Græskar skulde kunne skaffe hende paa Bal. Kendes Gudmoder tog nu og hulede det ud og lod kun Skallen blive tilbage. Derpaa slog hun med sin Tryllestav paa det, og straks blev Græskarret forvandlet til en smuk Guldkarét.
Derefter gik hun hen og kiggede i Musefælden og fandt seks spillevende Mus. Hun sagde til Askepot, at hun skulde lette lidt paa Klappen! hver Mus, der kom frem, gav hun et lille Smæk med sin Tryllestav, og straks blev Musen forvandlet til en smuk Hest, saa at hun i det hele fik et smukt Forspand paa seks abildgraa Heste.
Da hun var forlegen for, hvor hun skulde faa en Kusk fra, sagde Askepot: "Nu skal jeg gaa hen og se, om der ikke skulde være en Rotte i Rottefælden, saa kan vi lave en Kusk af den. — Det har du Ret i, svarede Gudmoderen, gaa hen og se ad." Askepot bragte hende Rottefælden, og der var tre store Rotter i den. Féen tog iblandt dem den, der havde de største Knurhaar. Hun rørte ved den, og straks blev den forvandlet til en svær Kusk med det prægtigste Overskæg, man nogensinde havde set.
Tilsidst sagde hun til hende: "Gaa ned i Haven, der sidder seks Firben bag Vandkanden, bring mig dem."" Aldrig saa snart havde hun bragt dem, før Gudmoderen forvandlede dem til seks Lakajer, der straks sprang op bag paa Vognen i deres skrammererede Kjoler og holdt sig fast der, som om de ikke hele deres Liv havde bestilt andet.
Da sagde Féen til Askepot: "Naa, nu kan du da rigtignok tage paa Bal, er du saa fornøjet? — Jo, men skal jeg tage derhen ligesom jer er med mine grimme Klæder Paa?" Hendes Gudmoder rørte bare ved hende med sin Tryllestav, og i samme Øjeblik forvandledes hendes Klæder til Gulv- og Sølvmor besat med kostbare Ædelstene. Derpaa gav hun hende et Par Sko med Graaværk saa nysselige, som man vel kunde ønske sig dem. Da hun nu var saaledes pyntet, satte sig op i Kareten. Men Gudmoderen paalagde hende fremfor alt at være hjemme før Midnat og lod hende vide, at hvis hun blev paa Ballet et eneste Øjeblik længer, vilde hendes Karet igen forvandle sig til et Græskar, hendes Heste blive til Mus, hendes Lakajer til Firben, og hendes pæne Klæder vilde igen faa deres første Skikkelse.
Hun lovede sin Gudmoder, at hun nok skulde vende hjem fra Ballet inden Klokken tolv, og tog bort nok saa glad til Mode. Kongens Søn blev underrettet om, at der var kommet en fornem Kongedatter, som ingen kendte, og ilede ud for at tage imod hende. Han rakte hende Haanden for at hjælpe hende ned af Vognen og førte hende ind i Salen, hvor Selskabet var samlet. Der blev ganske stille, Dansen hørte op, Musikken standsede, saa optagne var de alle af at betragte den fremmede Dames sjældne Skønhed. Man hørte overalt en Hvisken fra Mund til Mund: Hvor hun er smuk! Selv Kongen, saa gammel han var, kunde ikke blive træt af at se paa hende og betroede Dronningen, at han ikke længe havde set en saa smuk og elskværdig ung Pige. Alle Damerne betragtede opmærksomt hendes Haarpynt og hendes Dragt og lovede sig selv, at de straks næste Dag skulde skaffe sig Magen, om der ellers gaves Tøj smukt nok og Arbejdere dygtige nok til at lave det.
Kongens Søn satte hende paa Hæderspladsen og bød hende derpaa op til Dans. Hun bevægede sig med saa megen Ynde, at Beundringen for hende steg. Der blev bragt Forfriskninger ind, men den unge Kongesøn nød intet, saa optaget var han af at se paa hende. Hun gik hen og satte sig ned ved Siden af sine Søstre og viste sig overordentlig venlig mod dem. Hun gav dem baade syrlige og søde Frugter, som hun havde faaet af Kongesønnen. Derover blev de meget forbavsede, for de kendte hende slet ikke.
Just som de sad og passiarede sammen, hørte Askepot Klokken slaa tre Kvarter til tolv. Straks nejede hun dybt for Selskabet og gik bort saa hurtigt hun kunde. Så snart hun var kommen hjem, gik hun hen at træffe sin Gudmoder for at takke hende, men hun sagde til hende, at hun ønskede meget at komme paa Bal igen næste Aften, fordi Kongens Søn havde bedt hende derom. Mens hun stod og fortalte sin Gudmoder om alt, hvad der var hændet paa Ballet, bankede de to Søstre paa Døren. Askepot gik hen og lukkede op for dem. "Hvor længe det dog varer inden I kommer", sagde hun til dem og gabede af Søvnighed og gned sine Øjne og strakte sig, som om hun lige nylig var vaagnet. Og dog havde hun slet ikke følt Lyst til at sove, siden hun var skiltes fra dem. "Hvis du havde været med paa Ballet, sagde den ene af hendes Søstre til hende, vilde du ikke have kedet dig der. Der kom en Kongedatter saa smuk, som nogen kan tænke sig; hun var saa elskværdig mod os, hun gav baade surt og sødt."
Askepot vidste ikke, hvad Ben hun skulde staa paa af Glæde. Hun spurgte dem, hvad den Kongedatter hed, men de svarede hende, at ingen kendte hende, at Kongens Søn var ganske skudt i hende, og at han vilde give hvad det skulde være for at faa at vide, hvem hun var. Askepot smilede og sagde: "Var hun da virkelig saa smuk? Gud, hvor I er lykkelige! Mon jeg dog ikke kunde faa hende at se? Aa, Javotte, laan mig den gule Kjole, du gaar med til daglig. — Jo vist, svarede Javotte, nu skal vi bare høre. Skulde jeg laane saadan en ækel Trappetøs min Kjole! Nej, saa maatte jeg da ikke være rigtig klog." Askepot vidste godt, at hun vilde sige nej, og blev meget glad derover, for hun vilde være kommen i stor Forlegenhed, om hendes Søster havde samtykket i at laane hende sin Kjole.
Næste Aften var de to Søstre igen paa Bal og Askepot med, og hun var endnu mere pyntet end første Gang. Kongens Søn var hele tiden om hende og hviskede hende uafbrudt de smukkeste Ting i Øret. Den unge Pige kedede sig ikke og glemte, hvad hendes Gudmoder havde paalagt hende, saa at hun hørte Midnatsklokken slaa det første Slag, da hun troede, at den endnu kun var elleve. Hun stod op og flygtede bort saa let som en Hind. Kongesønnen fulgte efter hende, men han kunde ikke naa hende. Hun tabte den ene af sine Graaværks Sko, og han tog den fotsigtigt op. Askepot kom hjem ganske forpustet uden Karét, uden Lakajer og i sine daarlige Klæder. Hun havde intet beholdt af al sin Pragt undtagen den ene af sine smaa Sko Magen til den, hun havde tabt. Man forhørte sig hos Slotsvagten, om de ikke havde set en Kongedatter komme forbi. Men de sagde, at der ikke var gaaet andre ud end en ung talrvelig klædt Pige, der snarere saa ud til at være Bondepige end Frøken.
Da de to Søstre kom hjem fra Ballet spurgte Askepot dem, om de igen havde moret sig godt, og om den smukke Dame havde været der. De svarede ja, men tilføjede, at hun var flygtet bort, da Klokken havde slaaet tolv, og saa hurtigt, at hun havde tabt en af sine smaa Graaværks Sko, den nysseligste lille Sko, man kunde se for sine Øjne. Den havde Kongens Søn taget op, og han havde ikke bestilt andet under hele den øvrige Del af ballet end at se paa den, og han var bestemt ganske forelsket i den smukke Dame, hvem den lille Sko tilhørte.
De sagde sandt. Faa Dage efter lod Kongens Søn Trommen gaa om, at han vilde gifte sig med den, hvis Fod passede til Skoen. Man begyndte nu med at prøve den paa Prinsesserne, derefter paa Hertuginderne og saa paa alle Damerne ved Hoffet, men forgæves. Den blev baaret hen til de to Søstre, der gjorde alt muligt for at faa deres Fod presset ned i Skoen, men det kunde ikke lykkes dem. Askepot stod og saa paa dem og sagde leende: "Lad mig se, om jeg ikke skulde kunne passe den." Hendes Søstre gav sig til at le og gøre sig lystige over hende. Men da den Kammerjunker, der var sat til at prøve Skoen paa Fødderne, opmærksomt havde betragtet Askepot og fundet hende meget smuk, sagde han, at det var ganske rigtigt, og at han havde Befaling til at prøve den paa alle Piger. Han fik derfor Askepot til at sætte sig ned, og da han holdt Skoen hen til hendes lille Fod, saa han, at den med Lethed gik paa og sluttede saa nøje om Anklen, som om den var syet til hende. De to Søstre blev umaadelig forbavsede, og det saa meget mere som Askepot trak den anden lille Sko op af Lommen og satte den paa sin Fod. Nu kom hendes Gudmoder til og gav et Smæk med sin Tryllestav paa Askepots Klæder, saa de blev endnu mere pragtfulde end de andre Dragter, hun havde haft paa.
Da kunde hendes to Søstre kende hende igen og se, at hun var den skønne Dame, de havde truftet paa Ballet. De kastede sig paa Knæ for hende og bad hende om Forladelse, fordi de havde behandlet hende saa slet. Askepot fik dem til at rejse sig op igen, kyssede dem og sagde, at hun ikke var den Mindste Smule vred paa dem, og at hun blot vilde bede dem om altid at holde rigtig meget af hende. Hun blev nu ført hen til den unge Kongesøn i al sin Stads. Han fandt hende endnu smukkere end nogensinde og giftede sig med hende et Par Dage efter. Askepot var lige saa god som smuk. Hun gav sine Søstre Bolig paa Slottet og fik dem endnu samme Dag gift med to Hofkavalerer.

 

Grimms Askepot

Der var engang en rig Mand, hvis Kone blev syg, og da hun følte, at Døden nærmede sig, kaldte hun paa sin eneste Datter og sagde: "Bliv ved at være from og god, min lille Pige, saa vil den gode Gud nok hjælpe dig. Og naar jeg kommer i Himlen, vil jeg se ned paa dig, og mine Tanker vil følge dig hvor du gaar." Derpaa lukkede hun sine Øjne og døde. Pigen gik hver Dag ud til sin Mors Grav og græd og blev ved at være from og god. Da det blev Vinter, bredte Sneen et hvidt Dække over Graven, og da Foraaret kom og Solen tog det bort, tog Manden sig en anden Kone.
Denne Kone havde to Døtre. De havde smukke Ansigter, men deres Hjerter var onde og haarde. Der begyndte nu en slem Tid for den stakkels Steddatter.
"Skal den dumme Tøs sidde herinde i Stuen hos os," sagde de onde Piger, "den, der vil have noget at spise, maa arbejde for det. Ud i Køkkenet med den Kokketøs." De tog hendes smukke Klæder fra hende, og gav hende en gammel graa Kjole og Træsko. "Se, hvor Prinsessen er fin," raabte de leende og jog hende ud i Køkkenet. Der maatte hun arbejde strengt fra Morgen til Aften, staa op før Daggry og hente Vand og gøre Ild paa, lave Mad og vadske op. Ovenikøbet gjorde Søstrene hende al den Fortræd, de kunde, og kastede Ærter og Bønner i Asken, saa hun maatte have det Besvær at samle dem op igen. Om Aftenen, naar hun var træt, havde hun ingen Seng, hun kunde lægge sig i, men maatte sove ved Siden af Skorstenen. Det var da intet Under, at hun altid var støvet og snavset, og hun blev derfor kaldt Askepot.
En Gang, da Faren skulde til Marked, spurgte han sine Steddøtre hvad han skulde bringe med hjem til dem. "Smukke Klæder," sagde den ene, "Perler og Ædelstene," bad den anden. "Men hvad vil du have, Askepot?" "Maa jeg faa den første Gren, der støder imod din Hat, naar du gaar hjem," bad hun. Han købte da ogsaa nye Klæder og Perler og Ædelstene til sine to Døtre. Paa Hjemvejen løb han imod en Gren, som puffede Hatten af Hovedet paa ham, og han huskede nu, hvad Askepot havde bedt ham om, og brækkede den af. Da han kom hjem, gav han hver af sine Døtre, hvad de havde ønsket sig. Askepot gik ud og plantede Grenen paa sin Mors Grav, og hendes Taarer faldt ned paa Jorden. Grenen voksede til og blev til et prægtigt Træ. Askepot gik hver Dag ud og satte sig under Træet og græd. Saa kom der en hvid Fugl flyvende og satte sig i Træet, og naar hun bad om noget, kastede den det ned i Skødet paa hende.
Paa denne Tid traf Kongen Forberedelser til en stor Fest. Alle smukke Jomfruer i hele Landet var indbudt, for at hans Søn kunde vælge sig en Brud iblandt dem. Da de to Stedsøstre fik at vide, at de ogsaa skulde med, blev de i godt Humør og sagde til Askepot: "Kom og red vores Haar og børst vores Sko. Nu skal vi til Bryllup i Kongens Slot." Askepot gjorde det, men græd, for hun vilde ogsaa gerne til Fest, og hun bad saa Stedmoren, om hun maatte komme med. "Vil du til Bryllup?" sagde hun haanligt. "Du er saa sort som Jorden og har hverken Sko eller Klæder." Da hun blev ved med at bede, sagde Stedmoren: "Nu kaster jeg denne Skaal Bønner i Asken. Hvis du kan samle dem op inden to Timer, skal du faa Lov at gaa med." Askepot gik nu ud i Haven og raabte: "Kom alle mine Duer og alle smaa Fugle under Himlen og hjælp mig.

  Saml bønnerne op, som I kan bedst,
  Askepot skal i aften til fest."

Straks kom to hvide duer flyvende ind ad køkkenvinduet, og efter dem kom en hel Mængde andre Fugle. Allesammen gav de sig til at samle Bønnerne op og i mindre end en Time var de færdige. Pigen bragte Stedmoren Skaalen og troede, at hun nu fik Lov at komme med til Brylluppet. Men hun sagde: "Du bliver bare til Latter, Askepot, du har jo ingen Klæder " Da Pigen gav sig til at græde, sagde hun: "Hvis du paa en Time kan samle disse to Skaale Bønner op af Asken, skal du faa Lov til at komme med."
Askepot gik igen ud i Haven og sagde: "Kom mine Duer og alle smaa Fugle og hjælp mig.

  Saml Bønnerne op, som I kan bedst,
  Askepot skal i Aften til Fest."
  
Da kom alle Fuglene flyvende ind ad Vinduet, og inden en halv Time var gaaet, havde de samlet alle Bønnerne sammen i Skaalen. Pigen blev glad og troede, at hun nu skulde faa Lov til at komme med, men Stedmoren sagde: "Det kan slet ikke nytte noget, du kommer ikke med alligevel. Du har ingen Klæder og kan heller ikke danse, saa vi kom bare til at skamme os over dig." Derpaa kørte hun af Sted med sine to Døtre.
Da de var gaaet, skyndte Askepot sig ud paa sin Mors Grav, stillede sig under Træet og sagde:

  "Lille Træ, jeg beder dig.
  Kast Guld og Sølv herned til mig."

Fuglene kastede straks en guld- og sølvindvirket Kjole og et Par perlebroderede Sko ned til hende. Hun tog det hurtigt paa og gik op paa Slottet. Hendes Stedmor og Stedsøstre kunde ikke kende hende igen, men troede, det var en fremmed Prinsesse. Det faldt dem ikke et Øjeblik ind at tænke paa Askepot, som de troede sad derhjemme ved Skorstenen i alt Snavset og Støvet. Prinsen kom hen, tog hende i Haanden og dansede med hende og vilde slet ikke give Slip paa hende igen, og naar en anden kom og bukkede for hende, sagde han: "Hun danser med mig."
Om Aftenen vilde hun gaa hjem, og Kongesønnen vilde gaa med hende for at faa at vide, hvem hun var. Men hun løb foran ham og gemte sig i Dueslaget. Kongesønnen ventede, til hendes Far kom hjem, og fortalte ham da, at Pigen var sprunget ind i Dueslaget. "Det skulde da vel aldrig være Askepot," tænkte Faren og fik fat paa en Økse og huggede Dueslaget itu, men der var ingen derinde. Da de gik ind i Huset, laa Askepot ved Ovnen i sine gamle, snavsede Klæder. Hun var i en Fart sprunget ud paa den anden Side af Dueslaget og var løbet ud paa sin Mors Grav og havde taget sin fine Kjole af. Saa havde hun trukket i sine sædvanlige Laser og havde lagt sig i Asken ude i Køkkenet.
Da de allesammen igen næste Dag var taget til Festen, gik Askepot ud til Træet og sagde:

  "Lille Træ, jeg beder dig,
  kast Guld og Sølv herned til mig."

Straks kastede Fuglen en Kjole ned til hende, og den var endnu smukkere end den forrige. Alle forbavsedes over hendes Skønhed, og Kongesønnen kom straks hen og dansede med hende. Naar der kom en anden og bukkede for hende, sagde han: "Hun danser med mig."
Om Aftenen vilde hun hjem, og Kongesønnen gik med for at se, hvor hun boede, men hun løb fra ham og ind i Haven bagved Huset. Der klatrede hun i en Fart op i et stort Pæretræ, og Prinsen kunde ikke begribe, hvor hun var bleven af. Han ventede til Faren kom hjem og sagde saa til ham: "Pigen er sluppet fra mig igen, jeg tror, hun er klatret op i Pæretræet" "Det skulde da vel aldrig være Askepot," tænkte faren, og hentede en Økse og huggede Træet om, men der sad ingen deroppe. Og da de kom ind i Køkkenet, laa Askepot i Asken, som hun plejede. Hun var sprunget ned paa den anden Side af Træet, havde bragt Klæderne ud paa Graven og havde atter taget sine gamle Pjalter paa.
Dagen efter gik Askepot igen ud paa sin Mors Grav og sagde:

  "Lille Træ, jeg beder dig,
  kast Guld og Sølv herned til mig."

Den Kjole, Fuglen nu kastede ned til hende, var prægtigere end nogen af de forrige, og Skoene var helt forgyldte. Alle Bryllupsgæsterne blev betagne af hendes store Skønhed. Kongesønnen dansede med hende  hele Aftenen, og var der nogen anden, som bukkede for hende, sagde han: "Hun danser med mig."
Om Aftenen vilde Askepot hjem, og Kongesønnen vilde følge hende, men hun slap igen fra ham. Hendes venstre Sko blev imidlertid hængende fast i noget Beg, som han havde ladet Trappen smøre over med. Kongesønnen tog den lille, gyldne Sko, gik til Askepots Far og sagde: "Jeg gifter mig kun med den, der kan passe denne Sko." Da Søstrene hørte det, blev de glade, for de havde smukke Fødder begge to. Den ældste tog Skoen og vilde prøve den, og hendes Mor hjalp hende. Men hun kunde ikke faa Plads til den store Taa, hvor meget hun end anstrengte sig, og Moren rakte hende derfor en Kniv og sagde: "Skær Taaen af. Naar du først er bleven Dronning, behøver du jo ikke at gaa." Pigen gjorde det, fik Skoen paa og bed Smerten i sig. Derpaa gik hun ind til Prinsen, der tog hende foran sig paa Hesten og red af Sted med hende. Da de kom forbi Askepots Mors Grav, sad der to hvide Duer i Træet
og sang:

  "Kongesøn, se Blodet vælder
  purpurrødt af Skoen ud.
  Og den røde Flod fortæller
  Det er ej den rette Brud."

Prinsen saa nu, at Blodet strømmede ud af Skoen. Han red saa hjem med Pigen og sagde, at den anden Søster skulde prøve Skoen. Hun fik da ogsaa lykkelig og vel Tæerne ned i den, men Hælen var for stor. "Skær et Stykke af Hælen," sagde hendes Mor og rakte hende en Kniv, "naar du bliver Dronning, behøver du jo ikke at gaa." Pigen gjorde det, fik Foden klemt ned i Skoen og bed Smerten i sig. Kongesønnen tog hende nu foran sig paa Hesten og red hjem  med hende, men da de kom forbi Graven, sad Duerne i Træet og sang:

  "Kongesøn, se Blodet vælder
  purpurrødt af Skoen ud.
  Og den røde Flod fortæller
  det er ej den rette Brud."

Han saa nu, at Skoen var fuld af Blod og hendes hvide Strømpe var helt rød. Han red straks hjem med hende og sagde: "Det var heller ikke hende, har I ikke flere Døtre?" "Nej," svarede Manden, "ja det vil sige, min første Kone havde nok en Datter, som vi kalder Askepot, men hende kan det umuligt være." Kongesønnen bad, om hun maatte komme ind, men Stedmoren sagde: "Nej, det kan virkelig ikke gaa an saa snavset som hun er", men Prinsen vilde absolut have det, og de kaldte saa endelig paa hende. Hun vaskede først sit Ansigt og sine Hænder og gik saa ind og nejede for Kongesønnen, der rakte hende Skoen. Hun prøvede den, og den passede hende, som den var syet til hende. Og da hun rejste sig, og Kongesønnen saa hendes Ansigt, kendte han hende straks igen. "Det er den rigtige," raabte han glad. Stedmoren og hendes to Døtre blev blege af Raseri, da Prinsen tog Askepot foran sig paa Hesten og red af Sted med hende. Da de kom til Graven, sad de to hvide Duer i Træet og sang:

  "Kongesøn, den rette Kvinde
  fører du til dit Palads,
  ingen røde Draaber rinde,
  Skoen Foden er tilpas."

Askepot kaldte paa dem, og de kom straks flyvende og satte sig paa hendes Skulder.
Da Brylluppet skulde fejres, kom de to Søstre og vilde indsmigre sig hos Askepot, fordi de tænkte, der maaske kunde falde noget godt af til dem. Da Prinsen og hans Brud gik til Kirke, gik den ældste paa højre og den yngste paa venstre Side, og Duerne, der sad paa Askepots Skuldre fløj da hen og hakkede et Øje ud paa hver af dem. Da de gik ud, gik den yngste paa højre og den ældste paa venstre, og nu hakkede Duerne deres andet Øje ud.
Saaledes blev de blinde for Resten af deres Liv til Straf for, at de havde været saa onde.