"Dansk natur" af Johannes V. Jensen

Dansk natur

Naar Danmarks Natur skal beskrives, burde København omtales først; her mødes Vejrliget med det „Landskab" der er ejendommeligt for en stor By, Gader og Parker, Trafiken, Fortovet, ikke mindst Befolkningen, Byens Fauna, her stemmes de Urbetingelser, hvorunder vi lever, sammen med vore egne Kulturfrembringelser til et Instrument rigere og finere end noget naturligt Underværk paa den urørte Jord, skønt alt hvad der er tilbage af „Naturen" synes Himlen over vore Hoveder. Netop Himlen over København er forresten af en usædvanlig Skønhed, ogsaa i Sammenligning med andre Steder.

De store Byer har deres egen landskabelige Forfinelse kendt af forholdsvis faa, fordi de fleste med en Smag vi ikke vil tage fra dem foretrækker Sengen for en Morgentur i nys vandede Gader og Varieteen for at blande sig mellem Folk paa Strøget med Buelys og Stjernehimmel over Hovedet. Storbyernes Poesi nuanceres af den geografiske Beliggenhed, mens de ellers i Hovedtrækkene ligner hinanden som den ene Sporvogn den anden. Berømt er Klimaet i Paris, der er som en skøn Rus. New York har sin egen forklarede, lysmættede Atmosfære, invigorerende som Højsletteluft. Berlin er en Stenørken men har sin Eventyrstemning, uforglemmelig naar man først er bleven indviet i den.

Ogsaa København ligger hyllet i en Luft der er dens egen, grundbestemt af Østersømilieuet og præget af Byens Fysiognomi som By, de tusind Profiler og Perspektiver dens Historie har bygget oven paa hinanden og ind i hinanden netop som vi kender det og som Københavneren er født med det i Øjet, uden at han ved deraf; halvt Hansastad og halvt „Nordens Athen", mindende om Dresden, men i Virkeligheden helt sig selv: København.

Og hvor Byen er fin og frisk en af disse Efteraarsdage med Lindene i Frederiksberg Allé, der igen staar bare. Det har været en mild Høst; et Par af de unge Linde tog fejl og sprang ud for anden Gang, stod med det lysegrønne spæde Løv op mod Husfacaderne som nogle unge Piger, der havde forvildet sig ud paa Gaden i Baldragt. De lærte snart deres Fejltagelse, forbrændte deres nye Løv en Frostnat og staar nu med nøgne Kviste som de andre i Geleddet.

Byen smykker sig med Regn og derimellem kølige klare Pavser. Den tynde nordiske Himmel staar saa ædel over Raadhuspladsen og vore hjemlige Taarne, Belysningen er allerede mærket af den flade Solbane, selv midt paa Dagen kun Sidelys og ikke meget deraf. Men jeg tror man er gladere for et Glimt af den svage fjerne Sol, end naar man glemsomt har den lige over Hovedet. Luften er saa ren og stærk. Torvene ligger aabne og vellugtende efter Natteregn, Amagertorv bag Springvandet med et Væld af vaade Blomster, Georginer, Krysantemum, letheblaa Asters, og i Baggrunden Slottet under Nybygning, Sporvognene hinsides Kanalen, blaa Vandreflekser fra Brostenene og nye Regnskyer slæbende ind fra Amager.

Eller Gammelstrand med Fiskerbaadenes barkede Sejl, hvis kraftige brune Farve staar saa godt til Murens Okker ovre paa Thorvaldsens Museum, at man næsten synes man kan smage det; Hyttefadene med den levende Fisk, Torsk og Rødspætter, svømmende nede i Kanalens grønne lysbrydende Saltvand; de valne Folk der færdedes der. Nu skal dette ærværdige Stykke København jo snart til at forsvinde til Fordel for en ny moderne Fiskehal. Lykkelig den der har set det gamle og som skal se det nye, der kommer i Stedet, med!

Videre strækker København sig, under kolde Byger og i det sparsomme Solskin, Bredgade, Langelinje, Skibene og Forterne, Sverigs Kyst. Kirkegaardene med al den forfængelige Traurighed, men med Løvfaldet som er saa ægte, Vildvinens levrede Kaskader, Lønnens gule Krone der ser ud som et stile Vanvid, Roserne paa Graven der har faaet Rim og er bleven syge. Oktobers sorteblaa Nætter og spraglede kolde Farver om Dagen falder grelt i Øjnene paa Kirkegaarden, hvor Vegetationen er saa uhyggelig frodig, man kommer til at tænkke paa Hel, Dødsrigets Værtinde, hvis Kød skal spille i alle et blaat Øjes Kulører, fra sort som Jord til det livligste Salamanderildgule, hele Mineralrigets og Kuldens anløbne Pragt.

Men er Naturen angreben i sit Inderste, da byder Aarstiden os til Gengæld et Overflødighedshorn af al den Sødme og Næring Solen ødslede med i det Par flygtige Sommermaaneder; Butikerne bugner med Frugt, Graapærer med Spindelvæv, selve den flyvende Sommer, siddende inde i Resterne af Blomsterbunden, syrlige skøre Æbler, Blommer med alle Blaasyrens Hemmeligheder i Smagen, den bitre Kærne hvis Aroma minder mig om Kina; Nødder endnu siddende i Haserne og duftende af Muld, en Essens af Skov og Tordenregn og Planternes ramme Blod. Hele denne svulmende nature morte nærer endnu en Gang ved hvad man erindrer, hvad der er svunden, Jordbærtid, Hindbærtid, Tyttebærtid.

Og videre strækker sig København, blid som en By der har oplevet det hele før og er fattet paa Vinteren, Dronning Louises Bro i det svindende Dagskær med sorte Tog af Arbejdere og Kontordamer, der søger hjem, Skumringen og Lygtetændingstiden i Byens Udkanter, Kasernerne der begynder at blande deres hundrede oplyste Vinduer med Aftenrøden.

Men vilde man København rigtig ind paa Lokalfarven, maatte man kende den bedre eller maaske staa den helt fjern. Besiddelsen gør blind. Faa Københavnere ser deres By, endnu færre ser op fra den. Den københavnske Himmel er et Domæne alene for Telefonmænd; og nu skal vi jo snart kun have Jordledninger. Vildgæssene trækker over Højbroplads i en Foraarsregn, og Folk trænges ved Sporvognsomstigningen, vel dækket under en Paraply, med Rygstykkerne skudt op mod Regnvejret og Kraven op om Ørene; ikke en eneste ser til Vejrs, og ingen hører at den Gamle deroppe, hvor der er saa lydt, slaar paa sit Glas for at sige noget; de skal paa Kontoret, eller de skal hjem derfra. Det er i sin Orden. Men selv om Menneskene er bleven nok saa moderner Vejret der gaar over Københavns Taarne er dog ganske det samme, jævnt fugtigt og blæsende, som det der udgjorde Hverdagen for det Par Fiskerfamiljer der havde deres Hytter paa den lave Ø, der nu er Slotsholmen,, og flød med deres ildudhulede Egetrug i det lille Sund, der nu stenindrammet og med Rækværk er Frederiksholms Kanal.

Og vil man være ene med Vejret, der er saa dansk, Urgrunden i vort Væsen, saa gør man sig en Dag vred, en Efteraarsdag naar Vildgæssene med skøre Strubetoner kalder til Tilbagetog over Højbroplads, man river den fornærmelige By med samt Automobiler, Raadhusklokker og Telefoner ud af sit Hjerte og rejser, under Løsnet tilbage til Naturen, paa Jagt.

Ude i Storebælt ligger en Ø, ikke større af Omfang end at der kun lever een Familje paa den, men vidtløftig nok til at den med sine spredte Rester af gammel Skov, sine lerede Brinker i den ene Ende og brakke Overdrev i den anden, med sine Rullesten i Stranden og højtliggende Agerjorder, sin. Naaletræsplantage, endogsaa Lyng et Sted, udgør et Billede i det smaa af Landskabet som det med lette Variationer er paa alle de danske Øer. Selv om det særlige jyske Landskab minder den ved en Stump Egepur, der kryber skraat op fra Kysten som et Halvtag, kuet af de salte Vestenvinde, en Skovprofil der er saa karakteristisk for Egnene omkring Limfjorden. Øen har ogsaa nogle ældgamle Tjørne, som ligger og vrider sig henad Jorden paa aaben Mark ved Stranden og hverken kan leve eller dø. Herregud, Danmarkshistorien! Men Tjørnene stiller dog hvert Aar i Brudedragt, overdaadigt blomstrende som en hvid Aabenbaring, en Udfordring til alle haabforladte Snedriver ! — Inde i Skoven, hvor der er Læ, ranker Bøgene sig lyse og velvoksne som i Dyrehaven, her er vilde Æbletræer, og Skovbunden staar om Sommeren saftig med Anemoner og Hanekam. Øen forener den sjællandske frodige Ynde med Jyllands karakterfulde forblæste Aabenhed.

Hvor den lille Skov dog var dejlig et Foraar jeg hændte at komme derover. Det var i Begyndelsen af Maj, og Øen, der er det faste Rugested for Tusinder af Maager, laa som under en Hvirvelsky af hvide Fugle, selv smaragdgrøn og stille, varm i Mulden og med Træerne lige i Løvspringet. Overalt paa Grønsværet stødte man paa Reder, smaa Fordybninger med de tre eller fire kønne spættede Æg, og overalt trippede der Maager paa Jorden, mens andre fyldte Luften.

Der var en Fuglepalaver, saa man ikke kunde høre Ørenlyd, en ivrig Barslen og Given Hals over det hele, Skændsmaal i Flugten og Indignation til Fods, uvedkommende Tredjeparter der nærmede sig anden Fugls Mage og blev gennet bort med Skamme, rugende Mødre der maatte gaa af Æggene, fordi vi Mennesker kom Reden for nær, og satte sig til at skrige og hive forfærdeligt paa en Tue lidt længere borte.

Det er den samme smukke hvide Fugl, der følger Færgerne over Bæltet og for Resten alle vore Dampskibe saa regelmæssigt som var den Pensionær af D. F. D., den utrætteligt flyvende, paa Bølgeskummet trippende, altid sultne, altid Skibet paa ny indhentende, hvidbrystede, nydelige Maage.

Og det er den samme der har indrettet sig som Stamgæst om Vinteren midt inde i Storbyen, ved Søerne i København. Nu er de imidlertid alle sværmet tilbage til Naturen, har sat hinanden Stævne paa en øde Ø i et meget vigtigt Anliggende. Saa vidt er de da endnu ikke naaet, at de ruger paa Færgen eller stepper Parringsdans inde paa Dr. Louises Bro. Men det kommer nok. Helt uden Vederlag nyder Maagen ikke Gæstfriheden inde i Byen; der er sørget for Ligevægt ved at en Procent af Maagens Æg hvert Foraar samles og sendes ind til Byen, hvor de spises som „Vibeæg" og tjener til at give Kendere. den krydrede Smag paa Tungen der nu er deres Foraarsfornemmelse.

Øen staar under Forplantningens Tegn. Men først et Ord om Dyrelivet i Almindelighed. Øen udgør en Gaard, der drives af en Forpagter, men den ejes af et Selskab inde fra København, som ligger paa Landet der efter Tur om Sommeren og dyrker Jagten om Efteraaret. Der er tykt med Harer men ingen Høns og ingen Ræve, derimod udsatte Fasaner, som bestaar godt, og Åndetræk ved Lagunerne i Stranden. Mange Rovfugle ses, navnlig Musvaager, og alle de mindre Fugle, Spætter, Solsorter etc, foruden naturligvis Kragen. Pindsvin og Muldvarp fattes, men til Gengæld er Øen undermineret af Vandrotter, „Mosegrise", hvoraf der rimeligvis findes Titusinder, skønt man sjælden ser dem men hvert Øjeblik træder ned i deres Gange.

Alle disse Dyr har travlt med at blive flere om Foraaret, og helst paa hinandens Bekostning, ogsaa indbyrdes. Hede Kampe leveres inden for samme Art, stor Bryllupsvals opføres, og andre Dyr fortæres til Barselmad, og Resultatet, Æggene eller de nyfødte Unger, gaar i Spiserøret paa en tredje Skabning, og alle trives vel derved; Naturen giver altid Overskud.

Haren er saa travl; man ser to-tre Ramlere smutte ud og ind af Buskadset i Hælene paa hinanden, troligt bag efter den uanselige og ret koldsindige lille Dame, hvis mindste Lune det nu pludselig er bleven Livet om at gøre at passe paa. Og den ellers saa tavse Gnaver siger noget, man hører ham strutte og smaasnorke kvalt men meget talende for at bringe sin Fortræffelighed i Erindring. I de lange lyse Aftener, hvor Varmedisen stiger fra Græsset og Nattergalen sidder og laver smeltende Tropemusik i Buskene, hører man det bløde Slag i Marken af Mortens Poter, ud og ind mellem Træerne, og hans tungnemme kælne Prusten i Knurhaarene; utrættelig banker han paa, og mod Natten træffer Mutter vel sit Valg: af plausibelt Hensyn den stærkeste. I hvert Fald varer det ikke længe før man kan finde en lille allerkæreste Nyfødning af en Hareunge et eller andet Sted i Skoven, hvor den er kommen til at dø, saadan en som den Lundbye tegnede. Eller det hænder naar man overrasker Musvaagen i Færd med at lette fra Skovbrynet og hejse sig til Vejrs med disse svære vadende Vingeslag der faar Kroppen til at rokke i Luften, at den altfor optaget af sin Flugt lader noget falde der lander lige foran vore Fødder og viser sig at være en af de spæde Harekillinger endnu varm og med Blodet piblende ud af den lillebitte Gnaversnude, man kan se at Rovfuglen har haft den om Halsen med et Kvælertag der har sat dybe Mærker af Kloen.

Killingen har ikke lignet det visne Græs nok hvori den laa forputtet og er bleven set. Det er mere underligt at nogen af dem i det hele taget undgaar Musvaagens funklende Øje. Men det gør der, siden der jo altid er Gamle der overlever alle Efterstræbelser og hvert Aar laver i Stand til Afkom.

Det nye Kuld skal frem. Skoven vil det. Solen vil det. I Espalieret ligger Solsorten paa Æg, mens Hannen sidder oppe paa Skorstenen og forlyster hende og Alverden med Sang. Inde i Skoven bygger Stærene i det vilde Æbletræ, hvor en Gren er raadnet ud, saa der er bleven et Hul, man ser den raske Fugl stikke Hovedet ud og titte sig om, hvorpaa den i stærk lige Flugt søger bort efter Føde; et kvart Minut efter kommer Magen hjem og styrter sig i fuld Flugt ind i Reden, rammer det lille Hul som en Kugle i Pletten. For Stæren maa ikke dø.

Ja, hvor det Foraar paa Øen var dejligt, af en grødefuld Sødme, en dyb Rolighed, som kun i Danmark. Hvis der ikke tilfældigt havde været det Par Mennesker paa Øen, vilde Skoven, Hav og Himmel have udfoldet sit Under alligevel, i Ensomhed med Solen; Tiden skulde nok være gaaet uden os. Nu faldt det i vor Lod at dele Dagenes Forgængelighed med den unge Skov.

Der var saa lunt og duftende derinde som et Bad i Lys mellem de solede nysudsprungne Træer. Luften er jo varm, ligger og glider i Formiddagssolen, og derimellem gaar kølige Pust fra de friske Træer, de svale Bøge staar højt op i det Blaa med de lysende grønne Kroner og breder ligesom et Telt af dugget Æter omkring sig. Hvor de nederste Grene hænger ned mod Underskoven lyser de luftigt med vandret udbredte Løvflager, endnu med Knopskællene ved og Bladene fugtige og foldede efter Svøbet. Disse Hænder Bøgen rækker ud, dette gyldne Velkommen i Skoven skal vi opleve ... hvormange Gange? Stille! Her er ingen Tummel, ingen Veje, ingen Medmennesker, kun Dyrenes enfoldige Pusleri, Træernes Aande og Kornet der staar som en grøn Sø og drikker Solskin.

Uden om vor lille Verden strækker sig det aabne blaa Bælt, hist og her ganske blankt med Spejlinger af Klodeskyerne i sit Dyb, andre Steder, milevidt borte, liggende med hvidlige Briser og mod Syd blændet i et med Solen. I Synskredsen øjnes en diset Stribe, det fjerne Land. Toppen af Sprogø med Fyret hænger som en fast Kending af Jorden i alt dette lysblandede, sammenspejlede Himmel og Hav, og langt, langt borte staar Røgen efter en Damper som det lette Spor af en Finger paa Himmelranden.

Selve Landskabet paa Øen har en ældre Stemning end man ellers er vant til i Danmark hvor det intense Landbrug er i Færd med at bortnivellere alle oprindelige Træk — ikke mindst i Befolkningens Karakter. Her paa den afsides Ø har Krattet noget af den vilde Duft som man kan tænke sig en Gang har hersket i den uberørte Skov der i Fortiden dækkede det meste af Landet, hist og her afbrudt af Heder, Moser og de smaa Lysninger inde ved Fjordene og Aaerne hvor Bebyggelsen begyndte. Vore Kæmpehøje er Mindesmærker om disse Pionerdage, da Forfædrene kom Vandvejen ind gennem de tykke Skove og opslog deres Jægerhytter i den første den bedste Vig hvor der var lunt, Hjort og Bjørn i Nærheden og vilde Bier i Kaprifolierne over de urgamle Veksler og Dyrestier gennem Skoven. Paa Øen er der nu ingen Gravhøje men der skal have været et Par; ogsaa her er Manden med Stenøksen landet og har fundet sig til Rette. Derimod flyder der endnu med de store Kampesten, Vandreblokke, baade i Stranden og oppe paa Land, der klæder et Terræn saa godt men som forlængst er spaltet ud alle andre Steder og nu stikker i Murene paa vore firkantede solide Gaarde. Og det er som om Øen i selve sin Linje har bevaret Erindringen om Skabelsen, den store Istid, den breder og bakker sig saa frisk op af Havet som var det i Gaar de Kræfter var i Bevægelse der med rund Haand har strøet de danske Øer i Bølgerne og givet os vore lave Hjem at bo paa og den altid vaade Luft at aande i, der gør os lidt klamme men nu en Gang smager bedre end nogen anden Luft.

Efter sin geologiske Oprindelse er Danmark jo at betragte som en mægtig spredt Grushob der under Istiden blev malet ned fra det svensk-norske Højland og afsmeltet i Havet.

Det nordiske Landskab er da ogsaa Hjemstedet for vor Naturfølelse. En Dansker føler sig som drukken af Genkendelsesglæde og ny Tilegnelse i de norske Højfjelde eller i Sverigs lette Skove, hvor Graniten bryder op mellem Birkene og de mossede Vandreblokke ligger paa Grundfjeldets bræskurede Gulve i Havremarken. Af to Grunde maa en Dansk elske de faa Dysser og Jættestuer vi endnu har i vort ellers saa kultureroderede Landskab, fordi de er vore Forfædres Grave og tillige Urtypen paa et Hus, og saa fordi de er bygget af Vandreblokke endnu den Dag i Dag furede af Isen som brød dem fra deres Sted oppe paa Dovre og strøede dem hernede paa Sletterne efter Tøbrudet. Et saadant gammelt „Tingsted" ligger i den smilende danske Natur som en Stump nordisk Urlandskab, gærne med en Levning af vild og haardfør Vegetation, Hyben, Slaaen, Regnfang, der leder Tanken hen paa vor Kulturs Barndom. Vore bedste Aander, Øhlenschlæger, Lundbye, fattede den Stemning der laa i disse Mindesmærker ; siden er den ble ven til et tomt Symbol, som man genfinder paa Almanaker eller som Mærke paa andre af den danske Aands Fængsler. Men en Smule Tilegnelse af Geologiens og Arkæologiens første Begreber gengiver os „Tingstedet" med hele den ganske aktuelle Stemningsrigdom der ligger deri. Disse Monumenter er mere værd end Størstedelen af vor skrevne Smærtenshistorie og maa aldrig forgaa. De knytter os til Norden.

Der ligger i vor Istidsoprindelse en ny storslaaet Begrundelse af Gefionsmyten, og det skulde der være tænkt paa da man stillede Tyrespringvandet op ude paa Langelinje. Her kunde der foruden det iøvrigt fortræffelige Motiv fra et Dyrskue have været komponeret et Billede af Danmarks Tilblivelseshistorie, ikke det Par Kampesten der ligger i Bassinet men et Slot af Blokke som dem Bræen byggede, med Huler og omkogt af Vand, Tøbrudet, Syndfloden, det nøgne Sjælland med Kampesten paa Brystet, drivende af Væde og i Færd med at klæde sig i den første kolde Flora, Mos, Lyng og Enebær, Dværgbirk og paa Sydsiden en lille Røn med glade røde Bær. Naar der skal være Monument var dette i Virkeligheden Stil; men ellers er en Tur til Norge og Sverig bedre. Det danske Landskab der er saa kvægende og dejligt vinder ikke sit Salt, Sjælen, før man har været nordpaa og fundet Bekræftelse paa hvor det stammer fra. Den mindste lille rundslebne Skærve af Rhombeporfyr vi finder paa Landevejen har haft sit Moderleje oppe i Vigens Klipper. De jyske Heder hvisker om Højfjeldsplateauerne, Vidderne som det hedder, oppe i det indre Norge. Dværgaspen i danske Moser skælver med Drømme om Elgtrakterne i Midtsverig, Tiveden og de store Søer. Selve Aarstidernes rige Skiften i Danmark er en atter og atter gentaget Tilbagevenden til vor Naturs nordiske Oprindelse.

Denne Stemning af Fortid og af Slægtskab med Højnorden — Kilden til vor Guldalders Poesi — slaar en i Møde paa Øen.

Men hvor man saa færdes paa Øen, hører man, nu og da, mere og mindre tydeligt, eftersom Brisen staar, ligesom en undersøisk meget dyb Duren, en Vibration der kan udgaa fra Himlen eller fra Havet, eller fra Jordens Indre som selve Klodens dunkle kolossale Sommersang. Det er Færgen.

Færgen mellem Korsør og Nyborg. Den høres over hele Storebælt, selv om den er saa langt borte, under Søens Runding, at den ikke kan øjnes. Kulturen fylder lidt under aaben Himmel! Rummet sluger vore smaa Ting. Man behøver kun at fjerne sig et Par Mil fra en kæmpemæssig Damper, saa er den som et Støvgran i Horisonten. Men hvor den dybe Tone fra Færgens Maskiner alligevel minder, urolig som Hjertet i Sommerdagen! Man kommer til at forestille sig den saa levende ... Korsør ... København ... Aa, man sidder nu dejligt uden for en af Kafeerne med Solsejlet over Hovedet lige ved Fortovskanten hvor Strømmen af alle Mennesker defilerer forbi. Eller Berlin i Maj, Paris mente jeg, nej Stockholm, Skærgaarden ...

Saa er man rejst fra Øen, og Foraaret er forbrudt. Og det er altsammen længe siden.

Men det ny Kuld er blevet voksent. Og nu, paa en passende Efteraarstid, skal Vildtet skatte for Logis og Fredning. Idyllen er forbi, nu kommer Tragedien.

Vi var fem fule Jægersmænd der en skummel Novembermorgen gik i Korsørtoget med Bøsser og Madpose; inden Middag var vi med Motorbaad ovre paa Øen, og nu kom to Dommens Dage for det hjemfaldne Kræ. Jeg ved ikke hvorfor man straks skal kalde sig „Jæger", fordi man faar en Bøsse i Haanden, men det ved jeg at Dyrene ophører at have Væsen, bliver til blot Haarvildt og Fjervildt, naar Jagten er inde; ellers tror jeg ikke man gad gaa ud og ombringe sine værgeløse Venner. Saa længe man spiser Kød gælder Krigen imidlertid, og det er kun Feminister der ikke kan fælde hvad der skal fældes. Endnu gives der ingen anden Metode til at undlive et Dyr end ved at dræbe det. Altsaa røgfrit Krudt og Hagl Nr. 3, og er første Løb ikke nok, saa giv øjeblikkelig andet. Skræber Haren endnu, saa gaa den personligt paa Pelsen til den tier, pines skal den sgu ikke. Hund er ikke nødvendig paa Øen, vi trampede Haren op selv, hver for sig eller i Kæde.

Den første Dag stak Paradis dem endnu i Sulet, de lettede tidlig og strøg af Sted med disse uskyldige lydløse Harehop, ud og Ind mellem Risene, men Andendagen trykkede de sig til det yderste og gav hele Flugtrepertoiret, naar de maatte op, lavt og pilsnart det første Stykke med Ørerne lagt ned og skrutryggede som Skoledrenge for en Lussing, søgende Dækning af et Halmstraa, og siden naar de naaede længere ud det rigtige sanseløse Firspring hvor Bagbenene kommer langt frem for Forparten i hvert Sæt. Saa skal man alligevel være lidt fingernem for at give dem det der faar dem til at flyve paa Hovedet i Marken og op igen i en Koldbøtte tre fire Gange deres egen Længde frem, inden Farten er af dem.

Efter at have leget lidt med Harerne paa denne Maade arrangerede vi til sidst en metodisk Drivjagt, hvor vi trampede Øen af i Kæde og gennede saa mange af Harerne, som ikke trykkede sig i Krattet eller kneb ud, ned mod Overdrevet paa Øens Sydspids. Da vi endelig nærmede os Fælleden, var det et virkeligt spændende Syn at se de mange Harer gaa i lange pilende Baner i forskellige Retninger, alle bort fra os — saa længe det endnu varede. Slaget stod saa derude, og der blev jo ikke givet Pardon.

Forbavsende var det at lægge Mærke til Harens Maskeringsevne, de trykkede sig til det sidste da ingen Flugt længer var mulig, og man saa dem ikke før de sprang op lige foran ens Støvlesnuder. Paa fuldkommen bar Mark kan Haren sætte sig, saa at man kan staa og se lige ned midt paa den uden at ane at den er der. Springer den saa, bliver den til i Luften som ved Magi; ingen Figur egner sig som Harens til at optræde som „Fikserbillede". Den store Illusionist, Naturen, trolder den ved Ørene frem af det bare Ingenting. Den er Naturens virkelige Pan, hvis Skræk let forplanter sig til Mennesket, hvis man ikke kender den. Hvor Haren dog er betegnende for de danske Øer! Den danske Pan! Ved Gud den burde staa i vort Vaaben i Stedet for Løven, som vi har tilegnet os fra Lande hvor den med Rette hører hjemme, Orienten, det lykkelige Arabien! — De satte sig paa den opskyllede Tang ude ved Vandet og var ikke til at skelne fra den, før vi traadte dem op. Mange slap uden Tvivl fri. Men adskillige maatte op og springe Spidsroden om Kap med de dræbende Hagl. Ad anden Vej naar Harestegen nu ikke paa Bordet. Den „forgjorte" Hare manglede heller ikke under Kanonaden, det tilsyneladende skudfaste Individ der i blindt Idioti sprang os allesammen under Bøssepiben og slap bort med ti velmente Skud efter sig men uden et Hagl.

Lige Kamp? Naturligvis ikke. Dog maa anføres at Slaget ikke var ganske uden Fare for Jægerne, der til sidst stod fem Mand høj inden for hinandens Skudvidde og slængte Skuddene i alle Retninger; hvem der var mest udsat bliver vor Sag.

Et Tillæg i Hæder og Jagtglæde var det selvfølgelig, om Haren havde været et glubende Dyr der gik angrebsvis til Værks, saa at man kunde risikere at blive Maaltid for den, om man ikke selv skød i Bunde. Hvis den, skønt stadig Gnaver, var saa stor som en Hest og kom hoppende lige paa — en uhyggelig Modstander! — med de fire alenlange Fortænder blottet for at skære en midt over, ja saa var den moralske Ret til at skyde jo soleklar for enhver. Men hvis ikke Haren altid havde været holdt passende inden for Grænser, kunde den udviklet sig til saadant et Deliriums-Monster. Og selv om den ikke havde lagt sig overnaturlig Størrelse til, kunde den have udvidet sig enormt i Antal, en næsten lige saa rædselsfuld Tanke. Gnaverne yngler som en Lavine, se hen til Mosegrisene, tænk paa Lemænen, den Tanke lod sig tænke, at en Milliard Harer brød ind over København! Musetaarnet! Hu! Nej, endnu er det os der spiser dem, og Stemmeret har de dog foreløbig ikke faaet.

Før og efter Blodbadet paa Harerne jagede vi Fasanen, en pragtfuld men uvidende Fugl uden indre Livstegn. Vi gjorde ikke mange Ophævelser med den, den skulde i Gryden, et Par Mand af os bankede Krattet af — og de blev siddende lige til man bogstavelig talt pirkede dem op — og Resten stod udenfor og knaldede dem ned, naar de var kommen paa Vingen. En magelig og meget tilfredsstillende Jagt. Interessant, i disse Flyveteknikens Tider, var det at lægge Mærke til Fasanens Færdighed. Den kan fra et uigennemtrængeligt Krat rejse sig lodret til Vejrs som udskudt af en Katapult, og er den først i lige Flugt svirrer den ud af Øjemaal i et Nu. Plukket præsenterer den sig da ogsaa som en uhyre Tvillingmuskel med Resten af Kroppen og Lemmerne siddende ved som et forholdsvis forsvindende Tilbehør. Vingerne har kostet Fasanen dens Sjæl. Men den er køn og udgør et godt Maaltid.

The bag: 46 Harer, 13 Fasankokke og 1 Høne, skudt ved Vaade. 2 Pibeænder, hentet ned en skyet Aften hvor der ikke var stort andet at holde til end Vingesuset. Vermin: 1 Høg og 2 Krager.

Dem nedlagde jeg; i hævngerrig Erindring om andre Lejligheder hvor den snilde og altid aarvaagne Rakkerfugl havde holdt mig for Nar. Den ene skød jeg ved at gaa bag ved Forpagterens Vogn til jeg kom paa godt Hold, raa Benyttelse af Overhaand; men den kom ikke hjem i Kragerigsdagen og meldte det. Den anden lokkede jeg ned ved proper Svig, idet jeg stillede mig under en Busk og efterlignede Kragemaalet, Sdbroe, Sabroe, til en mindre Fagforening virkelig svingede ned for at investigere — og mistede Fløjmanden. Gud hvor de skraalede op og gjorde i Stand til Mistillidsvotum, da de var kommen vel uden for Skudvidde, de rejste Resten af Kragebefolkningen paa Øen og mortificerede mig ved Kaaring, hele Mødet gik en halv Mil til Vejrs over mit syndige Hoved og fyldte Himlene med Skældsord og tilintetgørende Resolutioner. Og da de havde skreget deres Vrede rigtig op i Højden, saa jeg dem flyve bort alle sammen paa een Gang, sagtens over til Fastlandet for at angive mig for endnu flere og faa mig totalt blokeret.

Samme Dag tog vi hjem. Det havde været to skønne milde Efteraarsdage. Endnu saa sent som i Begyndelsen af November stod Skoven med næsten alle sine Blade, men spillende i gult og kobberbrunt. Stilheden inde under Træerne var en anden end den om Foraaret, en dobbelt, Opløsningens og Mindets. Enkelte Blade løsnede sig af sig selv højt oppe og kom dalende ned som smaa Faldskærme virrende modløs om den brudte Stilk. Vi falder og forgaar. Men Sommeren var ikke helt svunden, Regnfang blomstrede endnu med de smukke gule Skærme, og enkelte forsinkede Rølliker og Præstekraver, som det milde Vejr lokkede frem af Rodskuddene. Ellers stod Blomsterne visne paa Stubmarken-, Burren med vaade gabende Frøstande, Skræppen rustrød og stiv men endnu i hele sin Form.

Roerne var i Færd med at blive taget op, de hule Bump af dem i Bunden af Vognen, naar Bonden læsser, er Høstens sidste Musik, en Klang som frosne Jordklumper paa Kistelaaget. Godt, det er forbi.

Tanken klamrer sig til Fremtid og Fortid. Mens jeg færdedes over de aabne Pløjemarker havde jeg samlet en Del Flintsager op, grove Skrabere og Flækker der aabenbart skrev sig fra Bopladser i Stenalderen — muligvis kun een Boplads, da de alle lod til at være af samme Type, og maaske stammende fra en bestemt Mands Haand; de var alle hugget af en særlig Slags lysegraa Flint. Hvem var han? Hvordan saa den Mand ud der var søgt ene herover til den lille Ø, en Gang for et Par tusinde Aar siden?

Hans Mørke var det der rugede uden for Vinduerne om Aftenen, naar vi var kommen i Hus. Det var hans sorte Nat derude, Mulmet som Lyset fra Ruderne dannede Tunneler ud i som i et fast Stof, heri stak hans Væsen. Han havde det ensomt, han ravede omkring i Høstnætter som denne.

Gik man udenfor susede den gravmørke Skov en i Møde. Ovenover stod Karlsvognen. Men langt borte rakte den varme Lysning fra en oplyst By sig som en Arm ud over Bæltet, det var Korsør. — Tilbage til Byen!

Motorbaaden hentede os med den samme Besætning som færgede os ud, en gammel Fisker eller Skipper og hans voksne Søn. Jeg tror de hed Jensen.

Dagen var kold, med en af og til stænkende bitter Regn, og Blæsten gik til Marv og Ben herude paa det aabne Vand, men den gamle, han kunde vel være halvfjerds, sad under hele Turen oppe paa Ruffet uden flere Klæder paa end det Vadmelssæt han gik i hjemme. Sønnen rakte ham en klam Stortrøje, men han tog den end ikke paa, nøjedes med at hænge den over den ene Skulder mod Vindhjørnet, han var ikke rædsen, som man siger paa jysk.

Jo mere man saa paa den gamles Hoved, des mere faldt man i Forundring, ikke saa meget over ham som over hans Type. Han havde tydeligt nok været rød: Skagboen, Krøyer, Berg, Bjørnson, L. C. Nielsen, men nu var Fuldskægget falmet af til en hvidgullig Tone der stod groft til de vejrbidte fuldkommen kornblaa Kinder og de smaa Vildsvineøjne, blegblaa med et meget hvidt Skær i Resten af Øjeæblet, der gjorde Blikket ejendommelig hvast naar han flyttede det. Udtrykket var ikke barskt og heller ikke blidt, han var ikke noget for nogen, sagde for Resten heller ingen Ting. Det gamle stærke Hoved tog sig overordentlig velafstemt ud paa den huggende Baad med Søen og Regnskyerne som Baggrund. Jeg maatte tænke paa Drachmanns Fisker, der „tørred' de skumvaade Kinder", han havde dette vaade Ansigt Saltvandet giver, grov Hud med store valne Porer, og de blakkede Hænder syntes at have ligget i Blød; Vandet var hans Element. Under Farten sad han i sine egne Betragtninger og saa sig om, lod det blaa og hvide Blik strejfe ind mod Land. Eller Gud ved om han egentlig tænkte, han var vel bare Søen saadan som den skabte sig i Dag, Regnen, og Kysten derinde der strakte sig lav og i lange Linjer med Hegn langs Vejene, blaabrun Skov og fine violette Agerfelter som en Johannes Larsensk Akvarel. Jo, han var noget i Forgrunden af et Billede. Og en smuk Ide var det at Sønnen var sat ved Siden af, ragende kun med Hovedet op af Motorhullet, et ungt fast Ansigt med Faderens Træk; den gamle der ikke dør.

Længe grundede jeg over hvad der vel kunde foregaa i denne Skippersjæl, hvad han sad og regnede sammen af sin Tilværelse og Nuet, men han forblev lukket for mig. Jeg kunde se paa hans Øjne naar Ænderne lettede et Sted langt forude i Beltet og strøg afsted lavt over Bølgerne med denne kraftige stinde Flugt, der ser ud som de fløj efter en Snor; hans Blik fulgte dem, de var i hans Pupiller, men hvad tænkte han derved? En Gang da han med den valne Haand halede Piben op af Lommen og Foret vilde følge med, saadan som det altid gør naar man er vaad, syntes jeg at vi et Øjeblik maatte føle ens, i det var der et menneskeligt Fællesskab. Men ellers vilde han ikke komme. At han var Landets almindelige Fisker og Bondetype saa jeg nok, ogsaa repræsenteret højere op ved Lighed med de kendte Mænd jeg før har nævnt; at Folk som han boede ved Limfjorden og i Sverig havde jeg set, men han forekom mig at give Nøglen til mere. Saa meget forstod jeg at den der saa med hans Øjne saa hvad der var. I ham stak vor Reserve ....

Da pludselig som jeg famler med mine Flintflækker i Lommen slaar det mig, at det er ham. Ja det er den ensomme paa Øen, Stenaldermanden med de mørke Nætter i Sjælen!

Anderledes saa vore ældste Forfædre ikke ud. Ogsaa de var Søen og Regnen, ogsaa de levede kun i det blaa og hvide Blik de satte Farvandet rundt og ind langs de taagede nordiske Kyster. Leif den Røde har haft dette Blik og den samme vaade Hud.

Stenalderfiskeren paa Slotsholmen i København i Oldtiden saa netop saadan ud, han hvis Redskaber, grove Flintskrabere, blev fundet ved Udgravningen af Frihavnen.

Og hvem der var i Byen! Ankommen til

Korsør kastede vi os hungrigt over en Dag gamle Aviser, Kupeen raslede af Blade i Hænderne paa fem højst moderne Mennesker, der lod et hvast Blik spadsere op og ned ad Spalterne.

Saa kørte vi ind mellem de høje Hus der glaner med den ene Etage af oplyste Ruder over den anden, forbi Gader der pludselig svinger et Perspektiv af Lygter tabende sig i det uendelige ind i Synskredsen og ud af den igen. Buelamperne paa Baneterrænet, Lystaagen inde over Vesterbro!

Telefonen! Elektrisk Lys og alle Bekvemmeligheder !

Vejr og Vind er for Haren der hænger ude paa Vinduessprossen til Gaarden for at blive god.

Men forleden Nat brød Vejret ind ad mit Vindue i Byen, bogstavelig talt saa Glasskaar og Sne knaldede hen ad Gulvet. Det var mere end Nat da jeg kom op, uvejrstykt, og det flakkede underlig svangert gennem Tykningen som ved en Ildløs; dét var Gade lygterne, som Vejret kvalte. Pludselig og uden Varsel var det milde Høstvejr bleven afløst af en pibende Snestorm med Frost. Man fortæller, at det lynede midt i Fygevejret, en glimrende og mig ukendt Kombination. Da man kom ud om Morgenen, laa København hvid og festlig i sit Vinterskrud. Træer var blæst om, og Telegrafen meldte om Strandinger og Togstandsninger, for saa vidt den da ikke selv var væltet.

Hvor ene nu, hvor urtidsmørkt de lange Nætter, paa Øen!

Men Sneen blev kun liggende et Par Dage; saa indtraf det milde vaade Vejr igen, Uge efter Uge, nu og da afbrudt af en Storm der meldte Forlis ved Kysten og Oversvømmelser i Provinsen. December, Januar gik med lukket regntung Himmel og altid pjaskvaade Gader, stadig den samme bløde Luft og fugtmættede Blæst, Nulpunkt, Taage, stadig Tøbrud og skumle Dage, kold Træk i den aabne Skov og Vindens langtrukne Tuden i Dørene hjemme.

Endnu efter at Solen, naar den en sjælden Formiddag glimter frem, allerede er kommen synligt tilvejrs paa Sydhimlen, er det det samme frostfri Blæseog Taagevejr, den samme Syndflodsluft, der maaske med et forbigaaende Lune af Is og Sne vil gaa over i vort langsomme, urolige og fremdeles vaade Foraar, til Solen og Højsommeren igen trænger virkelig igennem.

Saadan, med smaa Variationer, er Aaret hos os, saadan blev vore Fædre mærket deraf, og lad dem der kommer efter os aldrig finde det anderledes!

(fra Myter Ny Samling)