"De unge storke" og "I den nordiske skov" af Johannes V. Jensen

De unge storke

AUGUST sætter ind med mørke Aftener og Stjerner. Det blæser fra cyanblaa kold Himmel, blæser saa at Træerne nejer sig med krænget Løv i lange brusende Overhalinger, der minder om Bølgernes dunkle Svulmen ude paa Atlanterhavet. Stormen kommer i Rusk og trykker paa de sorte Ruder, befamler hele Huset saa det sukker ned gennem Lofterne, den gaar som en Brand over Poplerne derude og driver dem op til én stor lys Hvislen der dør hen igen, ligesom det salte Skum aander og brister mellem Søerne paa det aabne Hav. Lygterne i Byen brænder grønligt som store Beryller og flakker mellem Træernes urolige Grene. Der blæser Frugt ned i disse skumle Nætter, og det tørrer paa Kornet.

Høsten er inde. Saa er vi over Toppen af den Sommer.

Den skal ingen Skudsmaal have, det er nok at den er gaaet. Ja, det er svært endnu en Gang at skulle vende sig og se at de er svundet, det Par lyse Maaneder som vi aldrig troede skulde komme. Er det da virkelig allerede Fortid, det som vi knap fik sanset, Padderokkerne og Viben, Løvetandens fabelagtige Skatte af Gult paa Markerne og langs Grøfterne vi cyklede forbi, Kornblomsternes blaa Gnister i Rugen, Æbletræerne, Gyvelen, Syrenen, Hylden, jo det var altsammen, og nu er det forbi.

Hvor er det foraarssvangre Nu da vi saá Rugmarken ung som et Græstæppe kruse sig og blinke med de brede Blade, mens et Faar brægede under Solvinden og det Uudsigelige gik som et blændende Glimt gennem Ens Hoved — Nuet har sat Frugt og hænger som Rugens fulde vægtige Aks under Avgustmaanens Tegn, og vi er ogsaa bleven modnere, tungere i Kærnen, med mere vægtig Livsglæde. Al Ting er en Tone, alt vandrer. Fuglene, Foraarstrækket der gjorde os kolde i Haarrødderne en Nat i April, jo, de kom, har lagt Æg, ruget og madet, og nu er Ungerne flyvefærdige og parate til at rejse.

Der spadserer to Storkeunger nede paa Marken, nylig fløjet fra Reden, de ligner friskbagte Diplomater med de lange aristokratisk tynde Ben og Vingerne der ligger elegant som strøgne Skøder lige fra Skrædderen, de bevæger sig i en langsom Rytme og fingerer at gabe ennuyeret som det sømmer sig fornemme Fugle. Men det endnu sorte Næb røber Konfirmanden, Øjnene ser saa udsovede ud og fulde af Skarnsstykker, ret længe ad Gangen kan de ikke holde Anstanden men spjætter pludselig ud bedst som de gaar og tager Tilløb til en højst mærkelig Styltevals mellem Plovfurerne, eller de aabner de splinternye lydefri Vinger og flyver op og bakker paa en og samme Tid, bare for at dingle frit i Luften med Stængerne et Øjeblik og føle de kan; det ser ud som om Jorden brænder dem under Fødderne. De unge Vinger kløer, de letter dem ideligt og strækker dem, spiler alle Svingfjerene ud og folder dem saa sammen igen og lader dem med en behagelig Vrikken falde til Kroppen igen; med ganske samme Gys af glubsk Tilfredshed rækker en Lømmel sig i sit nye Tøj og stinder Nakken for at prøve Ærmegabene. Ungdom er Ungdom.

Oppe i Reden paa en kullet Poppel ved Bondegaarden staar Storkemoder og ser ned paa de to Unger, som første Gang er fløjet fra Reden (hun har selv under megen højrøstet Knebren smidt dem ud) og glæder sig nu over deres Vigtighed. Nu er det jo straks som om Reden slet ikke eksisterer for de to Gentlemen, de er sig selv, frie og selvstændige, og kan flyve hvorhen de vil. de er et uafhængigt Firma, Storke helt igennem. Jo vist.

Men det sidder endnu i Moders sølede Fjer og hendes Brystben, der er bleven som et Stykke Brænde, at de to unge Junkere er Blomsten af hendes haardføre Møje. Først rugede hun dem ud, og det under en Hede der stammede lige ned fra Jordens indre Ild, derfor blev Brystet saa hærget, og siden madede hun dem hele den lange Sommer igennem. Ingen anede hvad det vilde sige. Det kunde ikke ses paa de to Modeherrer hvad det havde kostet Forældrene af Jagter og Spejdergange i Moserne og Flyveture frem og tilbage i al Slags Vejr for at faa dem saa kønne; nu de var opfødte og fine hørte det Fortiden til, hvor uappetitligt de var bleven næret, hvilken daglig Rædsel af allehaande Kravl de havde nedsvælget, levende og ubeset, Frøer, Hugorme, Skarnbasser, alt helt og uparteret samme Vej ned.

Du gode Gud, hvilken Umættelighed fra de var krøben nøgne ud af Ægget og sad paa Bagbenene i Reden som et Par krokodillignende Væsner med Næb som en dobbelt Huggert og smaa Flintøjne, der gik Gnist i Gnist, ustandseligt spejdende efter Mad! De groede som onde Svulster; der brød blaa Torne i hele Bede ud af Huden paa dem, som aabnede sig og blev til Fjer, de tog til i Størrelse saa man kunde se det hver Dag, og denne uhyggelige Vækst maatte næres med en uafbrudt Strøm af alt muligt Levende gennem de graadige Næb der altid gabede langt ned i Halsen, Storkemoder havde haft sin Sommer med at skaffe Føden til de to stirrende Uhyrer, det havde været en brydsom Tid, og hun var vel ikke staaet den igennem hvis hun ikke havde næret sit eget Hjerte samtidig med at hun plyndrede sig for sit forslugne Afkom.

Hvor de voksede, som Maanen i Tiltagen, som Tiden, Tiden der gaar! De aad sig i Løbet af Sommeren gennem alle Fuglens Urstadier, fra det nøgne Reptil op til den fuldkomne Flyver; det var som om Naturen kastede alle mulige Dyr i Gabet paa dem for at danne et nyt. Og nu var det lykkedes, Hungerfeberen havde taget Form af et Par første Klasses Storke, Ungerne var bleven voksne mens de lyse Nætter kom og gik over Reden.

Det fryder Storkemoder at staa hvilende paa et Ben i Reden og se Ungerne kokettere med deres tilædte Færdigheder dernede paa Marken, danse og kilde sig med Luft under Vingerne. De prøver alt, kun for at prøve det, den ene jager med en lynsnar Bugt af Halsen Næbbet ned i Mulden lige til Øjet, ikke fordi der var en Orm men fordi det er saadan man gør; den anden falder med Hovedet bagover som for at gurgle, den skal lade Knebren høre, men Næbbet er endnu blødt og det lyder temmelig brusket. Det kan Storkemoder ikke staa og høre paa oppe i Reden uden at vise Ungen hvordan man knebrer. Og hun kan, hun har endnu alle sine Pigedages smidige og musikalsk hendaanende Halsbevægelser, hun knebrer mod Himlen og lige ud, fyrige Skrald der ikke lader Tvivl tilbage om at hun er sig selv og sin Skrøbelighed bekendt, og hun giver sig hen i en mere sagte, blid Knebren der lyder ligesom med halv Kraft, idet Hovedet synker langt bagover, hun retter sig igen og knebrer med fuldt Spektakel lige op mod Solen, mod alle fire Himmelhjørner.

Og langt borte svarer en mandig Skralde, et Øjeblik efter nærmere, fra et svævende Punkt ude over Tibirke Moser, det er Storkefader. Han kommer med lange, stærke Vingeslag i lige Linje mod Reden, han lander med Sus og Pift af Fjerene, og han og Storkemoder staar nu begge to bøjet svimlende bag over og knebrer tostemmigt, skralder saa saare. Ungerne nede paa Marken lader med Held som om det aldeles ikke er nogen af deres Familie der skaber sig saa ungdommeligt og væmmeligt deroppe.

De Gamle er selvfølgelig ogsaa i Gala, men hvor derangeret; man kan daarlig holde sig fri for den Tanke at Kjole og Hvidt er fælles for Domestikerne og Herskabet.

Men hvad er det — Storkefader har gjort nogle velbekendte Bugtninger med Struben — er der ikke noget, der vri'er sig deroppe mellem Kvistene i Reden, noget langt levende noget? Begge Storkeungerne ser til hinanden, vender sig paa Stedet, spejder op mod Reden, og Øjnene har faaet den gamle stirrende Flintglans. De hopper uroligt, hvad er det der snor sig deroppe? Monstro en Svip hjem ikke var passende nu, en mindre Visit hos de Gamle? — Gud — nu bugter Tingen deroppe — Snog? Aal? — sig da vist helt ud af Reden, skønt baade Fader og Moder tjatter til den med Næbet — Himmel, om den skulde gaa til Spilde! — og nu gør begge Ungerne svære Hop hen ad Pløjemarken for at komme paa Vingerne, de véd slet ikke af at de flyver. Appetiten simpelthen haler dem ved Fjerene op i Luften, de sejler af, gør et Par usikre Sving og lander oppe i Reden. Stor Koncert, ivrig og brusket Knebren af Ungerne over Maden og mild forælderlig Deltagelse af de Gamle, som Ingenting under sig. Saa godt er der alligevel i Danmark.

Men nu begynder de store Flyveøvelser, først i Omegnen af Reden sammen med Forældrene, siden videre omkring i Selskab med andre Kuld; de unge Storke gør Bekendtskab, og de som hele den lange Sommer igennem har siddet i Reden og set den samme Horisont, de skal nu opdage hvad der skjuler sig bagved, en Horisont meget nær Mage til, de skal lægge sig i mægtige svævende Spiraler en Fjerdingvej oppe i Luften under Fjerskyerne, uden at røre Vingerne skal de krese rundt og eje Rummet og skue ned paa den vide dejlige Verden der aabner sig for de unge Storke i stadig større og mere vidtfavnende Ringe.

Og endelig rejser de. Storken, den danskeste af alle Fugle, er Kosmopolit og bor om Vinteren dybt nede i det indre Afrika under Ækvator, ved Kilimandscharo, i Jagtnaboskab med Løven og Hyænen, Dør om Dør med Nilhest og Krokodil. Hvorfor bliver den ikke altid i det fine Selskab og i det paradisiske Klima, der serverer Frøen tidligmoden i bagende Dynd med Bobler fra underliggende Forraadnelse ? Hvorfor rejser den hvert Aar de mange Hundrede Mil nordpaa for at lægge sine Æg og ruge i Danmark? Fordi der stod de forsvundne Skove. Saa trofast er Blodet.

De Gamle kender Ruten. Og nu skal Ungerne gaa ind til Eventyret, der rykker nærmere jo mere Avgustnætterne lukker sig og bliver skumle. Vinden bruser i Skoven og melder fra om det aabne Hav. Det er godt man har Vinger. Snart aabner Eventyret sig for de unge Storke, den svimlende fri Verden H. C. Andersen har fablet saa underfuldt om i „Dyndkongens Datter".

Det er ikke nogen Hverdagstanke at forestille sig de unge Storkes Luftrejse ned gennem Evropa, over Alperne, Middelhavet og Sahara. Maaske kan det en Gang blive Mennesker forundt at gøre Rejsen paa samme Maade, med Flyvemaskine — bare Verden saa har noget nyt at flyve efter! Men det falder aldrig i et Menneskes Lod at se Verden saadan som de unge Storke ser den paa deres første Trækflugt mod Syden, det skal aldrig blive opklaret hvad der gaar gennem den uudviklede men lynende friske Fuglehjerne undervejs.

Saa lavt Storkene staar besejrer de dog overlegent Stormen, som forbyder os andre den Luft vi aander i, saa blindt et Sjæleliv de er udrustet med skal de dog paa en eller anden Maade optage de Undere de flyver over, Storbyerne der ligger under dem i Avgustnatten som mumlende Lystaager, Alpernes evige Is, Rom, Gibraltar, Pyramiderne, Havet der vandrer og toner dybt nede. Hvem der én Gang kun i et Glimt kunde se Verden med de unge Storkes Øjne! Hvem der første Gang skulde rejse og se nye Stjerner!

(fra Myter Ny Samling)

I den nordiske Skov

Klar Formiddag i Oktober. Solen skinner en Gruppe gule Birke i Ansigtet, de smiler blændet, ryster næsten umærkeligt paa Hovedet. Blæsten gaar dybt i Skoven. Oppe i det Blaa over Træerne sejler to Høge med Solskinnet under Vingerne.

Der staar en Asp i Skoven, et højt lækkert Træ i fineste Vækst — hør hvor det spiller i Vinden med de levende Blade, hvor det taler klogt, hør hvor det ler med hemmelighedsfuld Fryd, naar Vinden kommer og nakker det. Det staar og ryster sig af Glæde i al sin Høstlighed, og Birkene, de lyse Kusiner, dirrer i Løvet og smiler mod Solen. Hele Skoven sitrer af stum Lykke. Overalt hvorhen jeg ser daler gule Blade i overstadige Snirkler og Kaprioler mod Jorden.

Hundene er sluppen løs i Skoven men gaaet saa langt bort, at jeg ikke mere hører dem. Den kolde Luft i Skoven ligger ene med sig selv og det store Sus langvejsfra mellem Træerne. Der lider en Time, to Timer, hvorunder jeg staar plantet som et Træ og gror og glemmer mig hen i et Problem, Tiden, der tilsidst faar mig til at ryste paa Hovedet ogsaa og tabe Løvet og smile i glad Daarskab mod Solen. Naa ja, Tiden, sukker jeg — nu har Jorden altsaa drejet sig henved 30 Grader, og nærmere kan man vel ikke komme Problemet. Hvor jeg kan staa og se, at Jorden drejer sig, Dagen lider, og Suset over mit Hoved er mere end Vinden, det er Evigheden. Hør, hvor jeg staar og spiller i Blæsten og dør.

Rundt om mig puster det inderligt fra den nordiske brogede Skov, Gran og Birk, Fyr, Enebær mellem hinanden. Alle Træerne ser saa oprigtige ud, der er ingen Ting mærkeligt ved dem. Ved mine Fødder krøller de visnede Bregner sig; i dem er der ikke mere Liv, men nede i Roden sidder den lodne Spiral, der skal rulle sig op næste Aar, naar Jorden er valset tilbage igen.

Ja, og Tiden gaar, stille, sikkert. Det er godt. Birkenes hvide Stammer lyser som fossile Lemmer i den kolde Sol. Oppe under den lysblaa Himmel staar en Drift Fjerskyer, som ikke synes at flytte sig; men naar man ser til igen, er de alligevel kommen af Stedet. Dybt under dem og dog meget højt oppe rejser svangre Klodeskyer hurtigt afsted med Vinden; Himlen ligner et mægtigt Ur med en lille og en stor Viser. Og Tiden gaar.

Hør det suse, op og ned, fortænkt i Skoven. Nu falder Skovens Suk, nu stiger det paany, langt, langvejs fra, og lægger sig i det Fjerne. Himlen vider sig mod Middag. Løvet daler og finder hovedrystende men tilfreds ned paa Jorden, hvert Blad paa sit Sted, der synes bestemt lige fra i Foraaret, da det sprang ud. Det er ikke tungt. De mosgroede Klipper strækker sig op af Skovbunden, som var der ikke lykkeligere Sandhed til end at være af Sten og med Mos paa Ryggen. — Hør Aspen tale!

Hør, hvor det høje fine Træ siger i Vinden, en regnende og saaende Lyd fra hele Kronen. Se, hvor Bladene vender sig og vinker som smaa Dødningehænder, inden de falder. Ingen Lyd er mig saa kær, ingen Salme fortæller mig venligere, at Tiden er kort og Jorden god. Jeg kender ingen Lyd saa dyb som den. Den er fuld af min Barndoms store Pavse. Hjemme var der ingen Skov, kun langt ude i Kærene paa en Holm stod der nogle faa Dværgaspe mellem Rævegravene, med ikke mere end en Alen høje Stammer og Blade som Enesteskillinger. Det var aarhundredgamle Rodskud af de jyske Urtidsskove — naar man lagde sig paa Ryggen mellem dem, kunde de lige dække Hovedet og lulle En ind med deres sære Tale. Fra de forkrøblede Bævreaspe paa Ulveholmen og til det høje unge Træ her, der taler saa kraftigt, gaar der een lang Tone . . . men en anden Gang skal man høre, hvad Aspen sagde.

Underskoven hvor jeg staar er fuld af Tyttebærris, der hænger med modne Bær, duggede og allerede gjort søvnige i Smagen af Nattefrost. Naar man spiser mange af de bitre fine Bær, kan man blive ligesom halvt beruset, oktoberdrukken, man kan ikke faa nok, man ligger tilsidst paa alle fire og spiser Bær, som var der ikke andet til i Verden. Paa den Maade skal man kunne gaa Bjørnen nær. For mit Vedkommende blev Følgen, at et Vildt, hvad det saa var, listede mig forbi.

Jeg forstod det deraf, at Pila pludselig dukkede ud af Buskene og strøg mig forbi, ganske tavs, med Næsen paa et Spor. Hun lignede selv et jaget Dyr i Skoven som hun dér rejste forbi, uden et Blik til mig. Langt foran hende var der et eller andet, som altsaa maatte være gaaet lydløst over mit Pas, uden at jeg anede det. Saadan er Skoven.

Senere halsede Krudt, Pila og Lilian op i et morderisk Kor langt inde i Skoven, og flere Skud fortalte mig, at min Jagtfælle gjorde Besked. Jeg løsnede ikke et Skud hele Formiddagen.

Men paa Hjemvejen skød jeg uforventet en Ræv. Maa jeg her vedføje en belærende Anmærkning om Betydningen af det uden Overvejelse afleverede Skud, som man mellem Jægere kalder et Kasteskud. En Gang paa en Jagt i Indien anvendte jeg det med uforglemmelig Virkning. Jeg var stillet op for Vildsvin og naturligvis klar over, at der skulde skydes naar Svinet kom og ikke bagefter. Da derfor noget tonede frem af Junglen, afgav jeg mit Kasteskud og gik bagefter hen og saá, at det var et Menneske jeg havde dræbt. Han havde faaet det lige paa Bladet og var forendt paa Stedet. Havde det nu været en af de kulørte Klappere — men det var en Hvid, en Evropæer, aabenbart af god Familie! Naa ja, det var altsaa et beklageligt Vaadeskud. Jeg stod her, og han kom dér, og jeg troede det var et Vildsvin osv. Gjort Gerning staar ikke at ændre ... lad se, hvad han har i Lommerne. Ikke en Hvid i rede Penge! I en Indrelomme fandt jeg et Medlemskort af Dyrebeskyttelsesforeningen og i en anden Lomme en Pakke Smørrebrød, et med Lammesteg og et med Pølse og et med Postej — i Baglommen Katekismen paa Indisk . . . føj, han var Missionær. Han havde velsagtens været paa Jagt ogsaa; i den i Døden fast sammenknugede Haand havde han en Saltbøsse, formodentlig for at strø Salt paa Halen af det Vildt, han ønskede sig. En Efterligner! En Tyveknægt! Imidlertid, nu var han død, og nu gjaldt det virkeligt at redde de Levende. Jeg fik den klaret ved at hykle Sønderknuselse og ved ikke at have »troet«, at Bøssen var ladt, selvfølgelig.

Da Mikkel kom, tog jeg ham sandelig ikke for en Helgen men gav ham Lyn for Firspring, Det gik saadan til, at jeg pludselig mens jeg gik hørte Krudt, Pila og Lilian bryde ud i et enstemmigt forbitret Hyl, som bødes der dem et Topmaal af Fornærmelse, et Skud faldt, og min Ven raabte Gevalt et Stykke borte mellem Træerne. Næsten i det samme saå jeg en rød Straale henne i Krattet og skød, saa at Mikkel rullede sammen som i en Gelé af sin egen lodne Krop og blev liggende.

En Ræv mindre, tænkte jeg. Nu bliver Haren glad. Stor Korrobori iaften af Morten og hele Stammen udenfor Mikkels øde Hule!

Hvor forbløffet blev jeg derfor ikke, da en gammel ærværdig Hare traadte ud fra Buskene, mens jeg stod og saå paa den livløse Mikkel, og med alle Tegn paa moralsk Inflammation begyndte at bebrejde mig min barbariske Handling. Om jeg vidste, at det var raat! Om det stod mig klart, at han var Formand i en Organisation til Fredens Overholdelse, der nylig ved Afstemning havde givet kompakt Majoritet for alle blodige Gerningers Afskaffelse! Han var vred, næsten sublim i sin Ophidselse, havde glemt al Frygt, haranguerede voldsomt med den ene Pote paa et graanet Bryst og den anden strakt profeterende mod Himlen. Han saå sig om efter en Talerstol, og da intet Kateder var nær, besteg han nærsynet og uden Frygt for Lig Rævens døde Legeme og satte Røsten endnu en Node op. Straffetalens Malm forvandlede Skoven til et Tempel, flere Harer tonede frem mellem Buskene og slog sig ned i den vante Majoritet, kompakt om Taleren, de var der snart alle, tusind Borgere, lutter Øre allesammen, og jeg begyndte at angre hvad jeg havde gjort. Det er saa sin Sag at være ene Mand med en Livsanskuelse ved et offentligt Bønnemøde. Da kom Ræven til Live, som det Asen jo altid gør! Fanden tog ved den gamle Gnaver! Hele Generalforsamlingen spredtes fra Stedet som ved Dynamit.

Men ogsaa Ræven veg Slagmarken. Han var skudt i Halsen og lam i hele den ene Side, men det var forbavsende hvor han kunde kratte afsted, jeg kunde ikke følge ham ret længe i Rend. Krudt, Pila, Pila, Lillan, Krudt, hylede jeg mens jeg løb, og et Øjeblik efter ankom min Jagtfælle i fuld Galop, basunende i Jægerhornet for at kalde Hundene til. De kom, tavse og med stride Børster over hele Kroppen, Tænderne ude, Øjne som Huller ind til Helvede, og vi fem fik saa fuldbragt Mordet.

Men det var ingen Spøg for de tre glubende Bæster at faa Livet af Slægtningen, som de syntes at hade med et rent mystisk Raseri. Lam som han var og allerede med Dødsblindheden for Øjnene mødte han dem som et Hjul af Tænder. Det var en fuldvoksen smuk Han, og det skal ikke siges at han peb. Han værgede sig med et Gab blomstrende fuldt af Tænder, sloges saa længe der var Vejr i ham og endda et godt Stykke ind i den sidste Taage. De laa sammen i en ædende vild valsende Ring, op og ned, ud og ind, Skoven genlød af Glam og af Tænder, der gnirrede og klang, hu hej, der var Slægtninge rigtignok kommen sammen!

Hvad maatte der times Pila! Hun blev bidt, hører man, skændigt, Ræven saá sit Snit og lukkede de lange skarpe Kæber om hendes ene Pote, bed til, tænk, bed et Væsen af Hunkønnet lige ind til de skære Knogler! Pila kendte ikke Grænser for sin Indignation, hun hvinede forfærdeligt. At nogen bed hende, hun som bare havde tygget lidt paa Rævens Strube, og saa oven i Købet mod al Lov i Poten, hvor det gjorde saa ondt ... da skulde ogsaa . . . og Pila bider sig i et helligt Raseri fast i selve Rævens Mund, han bider igen — og i dette ruskende Dødskys bliver han stille, den underlige mælkeblaa Skygge, der allerede længe har samlet sig inde i de gule Øjenstene, tætter sig og lukker for Blikket, han har været død i flere Minuter og hinsides al Kamp, da det endelig lykkes os at slide Hundene af hans Krop. Men da vi skindede ham og jeg saá, hvor han var lydefri, regnbuefarvet i Kødet af ren Styrke, kvad jeg en Vise:

Bælgen af dig, Broder, hjemfalder til Buntmageren; din blinde Sjæls Tapperhed udslukkes ikke i Skoven.

(Fra Nye Myter)