"Fortællingen om Aladdin og den Vidunderlige Lampe", del 3 af 3

Saa snart som han havde naaet Sultanens Hovedstad og var taget ind i et Herberge, hørte han kun Tale om Aladdin, og ogsaa senere, da han havde udhvilet sig og spadserede ud, hørte han alle, hvem han mødte, lovprise det herlige Palads og dets Ejermands Ædelmodighed og Gavmildhed. Derfor gik han hen til en af dem, som omtalte Aladdin saaledes, og sagde: »Unge Mand, hvem er det, der omtales saaledes?« »Du maa nok være en fremmed,« sagde den anden, »og være kommen fra et fjernt Land, siden du ikke har hørt om Prins Aladdin, hvis Ry gaar hele Verden over, og om hans Palads, som er et helt Underværk. Det var da mærkeligt, at du ikke kénder ham (Allah beskytte og bevare ham)!« »Ja, jeg vilde gerne se dette Palads,« sagde Afrikaneren, »og du vilde gøre mig en stor Tjeneste ved at vise mig Vejen, da jeg er fremmed.« »Gerne,« svarede Manden og fulgte ham derhen.
Da Afrikaneren saa Paladset, skønnede han nok, at det kun var bygget ved Lampens Hjælp, og han tænkte ved sig selv: »Ha, ha, jeg maa se at lægge en Fælde for den elendige, dovne Skræddersøn og hvis Kunst ikke slaar fejl, skal jeg nok faa ham og hans Moder bragt i den Tilstand, som de var i før.« Derpaa begav han sig hjem, og ved Hjælp af sine magiske Tegninger i Sand erfarede han, at Lampen var paa Slottet og ikke hos Aladdin. Da blev han overordentlig glad og tænkte: »Nu er Resten let, nu véd jeg, hvorledes jeg skal faa den.« I den Hensigt begav han sig hen til en Kobbersmed og forskaffede sig hos ham en Del Kobberlamper; med dem vendte han tilbage til Herberget, lagde dem i en Kurv og gik derpaa ud paa Gader og Stræder og gav sig til at raabe: »Hvem vil bytte gamle Lamper for nye?« Da Folk hørte dette, begyndte de at le, thi de tænkte, at den Mand maatte være gal, som vilde drive den Slags Handel, og straks samlede der sig en Mængde om ham, og alle Gadedrengene fulgte spottende og skrigende med fra den ene Gade til den anden. Han lod sig imidlertid ikke forknytte, men blev ved at gaa af Sted, indtil han kom hen til Aladdins Palads, hvor han gav sig til at raabe rigtig højt, medens Drengene rundt om skreg: »Hurra, han er gal, Hurra!«
Tilfældigvis sad Prinsessen i den store Sal og hørte dette Spektakel, men da hun ikke vidste, hvad det skulde betyde, sendte hun en Slavinde af Sted med Befaling om at skaffe at vide, hvem det var, der gik og raabte, og hvad det var, han sagde. Slavinden løb af Sted, og da hun fik at se, hvad der var paa Færde, gav hun sig til at le og vendte tilbage, og sagde: »Prinsesse, det er en Mand som gaar og raaber: »Hvem vil bytte gamle Lamper for nye?« og alle Drengene er rundt om ham og hujer og spotter.« Prinsessen lo ogsaa, da hun hørte dette, men en af Slavinderne sagde: »Jeg faar et Indfald, Prim sesse; jeg fandt i Eders Gemals Værelse en gammel Lampe« (Aladdin havde glemt den der og ikke lukket den inde i sit Skatkammer); »den kunde vi tage og byde Manden for en ny for at se, om han mener, hvad han siger.«
Prinsessen, som ikke vidste det mindste om, at det var denne Lampe, der havde skaffet Aladdin al hans Herlighed, sagde straks ja dertil, da hun var meget nysgerrig efter at se, om Manden virkelig vilde give en ny i Bytte, og da Slavinden havde hentet den i Aladdins Værelse og bragt hende den, gav hun den til sin Kammerslave, for at han kunde gaa ned med den til Manden; han gik, og lidt efter kom han op med en anden, som han gav til Prinsessen, der brast i Latter, da hun saa, at det i Virkeligheden var en splinterny Lampe.
Saa snart Lampen var bleven bragt Troldmanden, kendte han den straks, og idet han skjulte den under sin Klædning, lod han de Folk, der kom for at bytte med ham, beholde alle de andre Lamper, og ilede hurtigt bort, indtil han kom udenfor Byen til et øde og forladt Sted. Der ventede han, indtil det blev Nat, og da han havde set, at der ingen var i Nærheden, tog han Lampen frem og gned paa den. Øjeblikkelig viste Aanden sig og sagde: »Se, din Slave staar foran dig; sig, hvad ønsker du?« —»Jeg ønsker, at du bringer Aladdins Palads med dets Beboere og alt, hvad der er i det, tillige med mig selv til min Hjemstavn i Afrika og stiller det der.« »Før du kan lukke dit Øje og aabne det igen, skal du og Paladset være der,« svarede Aanden, og i samme Nu var det hele vir? kelig sket.
For nu at komme tilbage til Sultanen, saa havde han den Vane hver Morgen, naar han vaagnede, at gaa hen og aabne Vinduet for at se over til sin elskede Datters Bolig. Da han nu ogsaa denne Morgen saa ud, men intet bemærkede uden en øde Plads som i gamle Dage, blev han højlig forfærdet og gav sig til at gnide sine Øjne i den Tro, at han sov endnu, men da han havde overbevist sig om, at Slottet var og blev borte, uden at det var ham muligt at forstaa, hvorledes det var gaaet til, gav han sig til at vride sine Hænder og græde bitterlig over Tabet af sin Datter. I dette Øjeblik kom Veziren, og da han saa Sultanen i den Tilstand, udbrød han: »Allah holde alt ondt borte fra Eders Majestæt, men hvad er der hændet?« »Véd du det da ikke?« — »Nej, Eders Majestæt, jeg véd intet.« »Men har du da ikke bemærket noget der, hvor Aladdins Palads staar.« —»Aladdins Palads,« sagde Veziren, »ja, det er ikke lukket op endnu.« — »Gaa hen til Vinduet og se ud, og sig mig saa, hvor Aladdins Palads, som du taler om, er henne.« Veziren saa ud, men Forfærdelse greb ham, da han bemærkede, at det var forsvundet. »Nu véd du Grunden til min Sorg,« sgade Sultanen; »thi du kan vel heller ikke se Paladset?« »Eders Majestæt,« svarede Veziren, »har jeg ikke allerede tidligere udtalt som min Mening, at der laa Trolddomskunster skjulte under alt dette?« »Ja, hvor er Aladdin?« udbrød Sultanen optændt af Harme. »Paa Jagt,« blev der svaret, og øjeblikkelig befalede han en Afdeling Soldater at drage af Sted og bringe Aladdin tilbage i Lænker.
Da Soldaterne havde fundet Aladdin, henvendte de sig til ham og sagde: »Prins Aladdin, bliv ikke vred, men Sultanen har befalet at fængsle dig, og hans Befalinger maa vi adlyde.« Aladdin blev stum af Forbavselse ved disse Ord, men endelig udbrød han: »Men hvad er dog Grunden hertil; thi jeg véd med mig selv, at jeg ikke har forbrudt mig hverken mod Sultanen eller Riget.« Men da de intet vidste, steg han af Hesten og sagde: »Gør med mig, som Sultanen har sagt; thi han er Herre over os alle.«
Da nu Soldaterne kom med Aladdin bunden og i Lænker, cg da Indbyggerne saa deres Yndling i denne Tilstand og hørte, at han førtes til Døden, ilede de til efter at have grebet deres Vaaben og fulgte med for at se, hvorledes denne Sag vilde løbe af. Saa snart Aladdin var kommen ind i Slottet, befalede Sultanen at henrette ham, men da Mængden hørte om dette, besatte de alle Slottets Udgange og sendte Bud til Sultanen, at ikke en eneste skulde slippe levende ud, saafremt der blev tilføjet Aladdin den mindste Skade. Aladdin var allerede knælet ned paa Bøddelens Tæppe og var bleven bundet for Øjnene, men da Veziren raadede til Eftergivenhed og Mængden stadig trængte paa, gav Sultanen efter og lod en Herold udraabe, at Aladdin var bleven løsladt. Saa snart denne var bleven fri, gik han imod Sultanen, der sad foran ham, og sagde: »Min høje Sultan, da I har vist mig den Naade at skænke mig Livet, saa vis mig ogsaa en anden og fortæl mig, hvori min Brøde bestaar.« »Usle Bedrager,« sagde Sultanen, »véd du ikke detGaa hen, Vezir, og lad ham se ud af Vinduet efter sit Palads.« Aladdin blev betagen af Rædsel, da han saa den øde Plads, og Sultanen vedblev: »Ja, hvor er Paladset, og hvor er min Datter, min eneste, højtelskede Datter?« »Store Sultan,« sagde Aladdin, »jeg forsikrer, at jeg ikke har haft den mindste Anelse om, hvad der er sket.« »Aladdin,« sagde Sultanen, »jeg har kun givet dig fri, for at du kunde skaffe mig min Datter, men hvis du kommer tilbage uden hende, da sværger jeg ved mit Hoved, at du skal dø.« »Jeg hører og adlyder, Eders Majestæt, men forund mig blot en Frist af fyrretyve Dage; hvis jeg ikke inden den Tid bringer eders Datter, kan I gøre ved mig, hvad I vil.« »Det skal være dig tilstaaet,« sagde Sultanen, »men tro blot ikke, at du kan unddrage dig min Magt; thi om du saa skjuler dig i Skyerne, skal jeg vel vide at finde dig.«
Da Aladdin kom ud fra Paladset, jublede Folket over hans Befrielse, men Skammen og Fortvivlelsen nedtyngede hans Hoved, og i to Dage gik han om i Byen uden at vide, hvad han skulde gøre for at bringe Prinsessen og Slottet tilbage; hemmeligt kom Folk imidlertid og bragte ham Spise og Drikke. Da de to Dage var forbi, gik han ud af Byen og flakkede raadvild om paa øde Steder, indtil han kom til en Flod; i sin haabløse Fortvivlelse besluttede han at kaste sig i den, men som en troende Muslim vilde han først rense sig og begyndte derfor at vadske sine Hænder. Men da kom han til at gnide Ringen paa sin Finger, og straks viste der sig en Aand, som sagde: »Se, din Tjener staar for dig; sig, hvad du ønsker.« Aladdin blev glad ved dette uventede Syn og svarede: »Bring mit Slot med Prinsessen og alt, hvad der er i det, tilbage.« »Herre,« sagde Aanden, »denne Befaling kan jeg ikke udføre; thi det er noget, som kun Lampens Aand formaar.« »Nu vel da, saa bring mig atter til mit Palads.« »Jeg hører og adlyder,« sagde Aanden, og i samme Nu stod Aladdin i Afrika ved sit Palads nedenfor Prinsessens Vinduer.
Da han nu saa sit Slot igen, forsvandt alle hans Sorger, og han fattede Haab paa ny, efter at han helt havde mistvivlet om nogen Sinde at se sin elskede Hustru igen, og han tænkte paa Allahs naadige Tilskikkelser og paa, hvor vidunderlig Ringen, som han helt havde ladet upaaagtet, havde hjulpet ham. Men da han paa Grund af sin Bedrøvelse ikke havde sovet i fire Nætter, gik han hen og lagde sig til at sove under et Træ, thi Paladset var beliggende mellem to Haver i en Udkant af Byen. Der hvilte han sig til om Morgenen, da han blev vækket af Fuglenes Kvidren; da stod han op og gik hen til en Flod i Nærheden og vadskede sig og forrettede sin Morgenbøn.
Prinsessen var bleven meget bedrøvet over Troldmandens onde Gerning, der havde skilt hende fra hendes Fader og hendes Mand, og hver Dag lige fra den tidlige Morgen sad hun og græd, og hun sov ikke om Natten og rørte hverken 'Spise eller Drikke. Denne Morgen kom hendes Slavinde som sædvanligt for at klæde hende paa, og tilfældigvis gik hun hen og aabnede Vinduet for at forsøge at adsprede sin Herskerinde. Men da bemærkede hun Aladdin og udbrød: »O, Prinsesse, Prinsesse, men er det ikke vor Herre Aladdin dernede?«
Prinsessen gik hen og fik Øje paa Aladdin, der i det samme III — 19 289 saa op, og straks hilste de med Glæde paa hinanden, og Prinsessen raabte: »Skynd dig og kom herop gennem den hemmelige Dør; thi Troldmanden er her ikke nu.« Aladdin ilede op, og da de mødtes, sank de i hinandens Arme og udgød Taarer af Glæde. Derpaa sagde Aladdin til Prinsessen: »Fremfor alt maa jeg gøre dig et Spørgsmaal; jeg havde i mit Værelse lagt en gammel Lampe —« »Ak, min Elskede,« sagde hun afbrydende, »den er netop Skyld i al vor Ulykke,« og paa hans Spørgsmaal herom fortalte hun alt fra først til sidst, hvorledes de havde bortbyttet Lampen og derpaa den næste Dag opdagede, at Paladset var flyttet, og efter hvad Troldmanden havde sagt, var de nu i Afrika.
Da hun havde berettet dette, spurgte Aladdin: »Sig mig, hvad siger han til dig, og hvad er hans Hensigt med dig?« »En Gang hver Dag,« fortalte hun, »er han kommen og har anmodet om min Kærlighed og har opfordret mig til at glemme dig; thi dig havde min Fader allerede slaaet ihjel, sagde han, og han fortalte ogsaa, at du havde været fattig og kun var bleven rig ved hans Hjælp, og han har søgt at vinde mig paa alle Maader, men han har ikke faaet andet Svar end mine Taarer.« »Men hvor har han Lampen?« »Den bærer han hos sig og skiller sig aldrig ved den, og dengang han fortalte mig alt det, jeg har sagt dig, tog han den selv frem og viste mig den.« Aladdin blev glad, da han hørte alt dette, og sagde: »Hør nu, hvad jeg vil gøre; jeg gaar nu bort, og bliv ikke forundret, naar jeg kommer forklædt tilbage, men lad en Slavinde staa Vagt ved den hemmelige Dør, for at hun kan lukke mig ind; thi jeg pønser paa en List for at dræbe den Nidding.« Dermed gik Aladdin bort og begav sig ind til Byen, og paa Vejen traf han en Bonde, hvem han foreslog at bytte Klæder; men Bonden vilde ikke, førend Aladdin trængte ind paa ham. Il Byen købte han for to Guldstykker to Unzer Bendj (en øjeblikkelig bedøvende Drik) hos en Apoteker og begav sig dermed tilbage til Slottet, hvor han blev lukket ind ad den hemmelige Dør.
Da Aladdin var kommen tilbage, sagde han til Prinsessen: »Hør nu vel efter, nu skal du smykke og pynte dig og forjage al Bedrøvelse fra dit Ansigt, og naar Troldmanden kommer, skal du tage venlig og smilende imod ham og indbyde ham til at spise sammen med dig; og lad, som om du helt har glemt mig og har forelsket dig i ham; dernæst skal du bede ham om Vin, og naar du har skænket flere Gange for ham, skal du komme disse Draaber i et Bæger, og saa snart han drikker det, vil han straks falde om som død.« »Det er et farligt Hverv, som du paalægger mig,« svarede Prinsessens, »men dog vil jeg gøre alt for at befri mig fra denne skændige Troldmand, der har skilt mig fra dig og fra min Fader.« Derpaa gik Aladdin, og Prinsessen hidkaldte sine Slavinder, for at de kunde smykke hende paa bedste Maade.
Da Troldmanden kom og saa hende i denne Tilstand, blev han meget glad, og endnu mere blussede Elskoven op hos ham, da hun lod ham tage Plads ved sin Side og sagde: »Min kære, bliv her hos mig i Aften; jeg har nu kastet al min Sorg til Side, thi om jeg saa sørgede i tusinde Aar, kunde jeg dog ikke kalde Aladdin op af Graven, da jo naturligvis, som du sagde i Gaar, min Fader i sin Forbitrelse har ladet ham slaa ihjel. Og bliv blot ikke forundret over, at jeg er ganske anderledes i Dag end i Gaar; thi jeg har nu besluttet at tage dig til Mand, da du er den eneste, som jeg nu har tilbage. Men kom nu og spis og drik hos mig i Aften; jeg vilde forøvrigt ogsaa gerne have, at du lod mig smage Eders Vin her fra Afrika, thi den, som jeg har, er alt sammen hjemme fra vort eget Land.« Da Troldmanden saa Prinsessens Elskværdighed og den store Forandring, der var foregaaet med hende, blev han glad, idet han troede, at hun nu havde slaaet alle Tanker om Aladdin af Hovedet, og han sagde derfor: »Jeg adlyder dig i, hvad du end befaler; jeg har et Anker Vin, som jeg nu har gemt paa i otte Aar; det vil jeg hente til os.« Prinsessen, der rigtig vilde indsmigre sig, svarede: »Min kære, gaa ikke fra mig, men send hellere en Slave og bliv siddende her.« Men da Troldmanden forklarede, at ingen andre kendte Stedet, maatte han selv af Sted, men kom straks efter tilbage med Vinen. Derpaa tog de Plads og gav sig til at spise og drikke, og Prinsessen tog sit Bæger og drak for Troldmanden, idet hun ønskede ham et langt Liv og Lykke, og han gjorde derpaa det samme for hende. Under Maaltidet samtalte de stadig, og da Prinsessen var forstandig og kløgtig, besnærede hun ham aldeles ved sin sindrige Tale, idet han optog alt, hvad hun sagde, som fuldt Alvor, og Kærligheden til hende overvældede ham aldeles. Da nu Vinen begyndte at faa Magt over ham, sagde Prinsessen: »Vi har i vort Land en Skik, men jeg ved ikke, om den ogsaa findes her —« »Hvori bestaar den da?« »Den bestaar deri,« sagde hun, »at ved Maaltidets Slutning tager hver sin elskedes Bæger og tømmer det.« Med disse Ord tog hun og fyldte hans Bæger og samtidig befalede hun Slavinden at tage et andet, nemlig det, der var blandet med Sovedrikken; thi derom var denne bleven underrettet i For^ vejen, og alle Slaverne og Slavinderne i Slottet var lige saa ivrige efter at faaTroldmanden dræbt som Prinsessen selv. Saa snart det andet Bæger var blevet bragt, tog hun hans Bæger, og idet hun bøjede sig over imod ham og lagde sin Haand'i hans, sagde hun: »Min elskede, tag nu mit Bæger, ligesom jeg har taget dit.« Derpaa drak hun af hans og kyssede ham paa Kinden, og han blev aldeles betaget af Henrykkelse og greb hendes Bæger og tømte det til Bunden uden at tænke paa, hvad der var i det; men i samme Øjeblik sank han om ligesom en død.
Nu løb Slavinderne hen og lukkede op for Aladdin, der ventede udenfor; straks ilede han op i Salen og omfavnede sin Hustru og takkede hende for, hvad hun havde gjort; derpaa opfordrede han hende til at lade ham alene, da der var noget, han vilde udføre, og da Prinsessen med sine Slavinder havde begivet sig til sine Værelser, gik han hen og tog Lampen fra Afrikaneren efter at have dræbt ham med sit Sværd. Det første, han gjorde, var at hidkalde Aanden og befale ham at bringe Slottet tilbage til sit gamle Sted foran Sultanens Palads, og da dette var sket, gik han atter ind til sin Hustru, Prinsessen, og befalede Slaverne og Slavinderne at frembære alle Slags herlige Ting for dem; derpaa holdt de et festligt Maaltid og tilbragte hele Natten i Fryd og Glæde over Gensynet, indtil det begyndte at gry. Den næste Dag stod Aladdin op og iførte sig en prægtig Dragt og befalede ligeledes Prinsessen at smykke sig, da de naturligvis den Dag skulde gense hendes Fader, hvem hun med længselsfuld Utaalmodighed higede efter at møde.
Hvad nu Sultanen angik, saa havde han efter Aladdins Bortgang ikke aflagt Sorgen over sin Datter; hver Dag sad han og græd som en Kvinde over Tabet af sit eneste Barn, og hver Morgen gik han hen for at se ud til det Sted, hvor Paladset havde staaet, og da fyldtes hans Øje atter med Taarer, saa at hans Øjelaag til sidst var helt opsvulmede. Ogsaa denne Morgen aabnede han Vinduet for at se ud, men se, da stod Slottet der igen. Sultanen forbavsedes, men straks forlangte han sin Hest ført frem og ilede ned og red derover for at se, hvordan det hang sammen.
Da Aladdin saa ham komme, ilede han ham i Møde og uden at spilde Tiden med Ord førte han ham op til Prinsessen, der kom styrtende imod ham og grædende kastede sig i sin Faders Arme. Da deres overvældende Bevægelse havde sat sig, tog de Plads alle tre, og Sultanen spurgte hende om alt, hvad der var hændet hende. Som Svar begyndte Prinsessen at give en udførlig Beretning og sagde: »Først i Gaar, kære Fader, levede jeg atter op ved Synet af min elskede Ægtefælle, der har frelst mig fra en ond Troldmand, som jeg tror, er det afskyeligste Menneske, der har levet; og hvis Aladdin ikke havde været, saa havde det været ude med mig; thi Sorgen over Adskillelsen fra dig og fra ham havde helt overvældet mig, og hele mit Liv igennem vil jeg nære Taknemlighed mod ham derfor.« Derpaa fortalte hun, hvem Troldmanden var, og hvorledes han havde anvendt Knebet med at bytte nye Lamper mod gamle, hvorved Prinsessen, der ikke kendte noget til Vidunderkraften i Aladdins Lampe, var bleven bevæget til at skille sig af med den, fordi hun syntes, at Forsøget var saa morsomt; dernæst berettede hun om Troldmandens Plageri og om sin Befrielse ved Aladdins Hjælp. Denne fuldstændiggjorde hendes Skildring ved at fortælle, hvorledes han atter havde taget Lampen fra den bedøvede Troldmand og derpaa dræbt denne og ført Slottet tilbage, »og,« sluttede han, »hvis Eders Majestæt vil have Syn for Sagen, kan I selv faa hans Lig at se.« Sultanen fulgte nu med Aladdin op i den store Sal og saa Liget og gav Befaling til, at det skulde brændes og Asken udstrøs for alle Vinde. Dernæst vendte han sig til Aladdin og sagde: »Tilgiv mig, min Søn, for min Fremfærd mod dig, hvorved jeg nær havde berøvet dig Livet, men du ser, at jeg er uden Skyld, da jeg jo troede at have mistet min eneste Datter, hvem jeg skatter højere end hele mit Rige, og du ved, hvor øm enhver Fader er over sit Barn.« »Min høje Sultan,« svarede Aladdin, »I har kun handlet, som I kunde og burde, men I ser, at ogsaa jeg er uskyldig, og at alt det onde kun skriver sig fra Troldmanden.« Derpaa befalede Sultanen, at Staden skulde iføre sig sin Festdragt, og ved Herolder lod han bekendtgøre, at der i hele Riget i tredive Dage skulde fejres Fester for Prinsessens og hendes Ægtefælles Tilbagekomst.
Den afrikanske Troldmand, hvem Aladdin saaledes havde frelst sig fra, havde imidlertid en Broder, der var en lige saa dygtig Troldmand som den anden, og begge lignede hinanden som to Halvdele af en overskaaren Bønne; men de boede hver i sin Ende af Verden. En Dag vilde den ene se, hvorledes hans Broder levede; han fremtog derfor sit Tryllesand og gav sig til at tegne sine Figurer, men da saa han, at hans Broder var død. Da han fortsatte sine Undersøgelser for at faa mere at vide, opdagede han, at han var slaaet ihjel i en By i Kina paa den grueligste Maade af en Yngling ved Navn Aladdin. Øjeblikkelig begav han sig paa Rejsen og drog af Sted i mange, lange Maaneder over Bjerge og Dale, indtil han naaede Sultanens Residensstad i Kina. Der tog han ind i et Fremmedherberg, og efter at have udhvilet sig gik han ud i Byen for at udspejde en Lejlighed til Hævn. Tilfældigvis kom han ind i en Kafé, hvor Folk sad og spillede Dam og Skak og samtalte, og der hørte han nogle fortælle om den gamle, fromme Kone Fatimah, som bestandig opholdt sig i sin Eremitbolig uden for Byen, og som kun to Gange om Maaneden kom ind til Staden, hvor hun overalt var bekendt for sine fromme Gerninger.
Ved disse Ord spidsede Troldmanden Øren og sagde til sig selv: »Her har jeg vist, hvad jeg søger til Udførelsen af min Plan.« For nu at faa nærmere Besked gik han hen til en af de samtalende og spurgte ham nøjere ud; men denne blev meget forundret over, at han ikke havde hørt Tale om hende og om det strenge, afholdende Liv, hun førte. Troldmanden forklarede ham, at han var fremmed og først var kommen til Byen den foregaaende Dag, men han vilde gerne træffe den hellige Kone, da han var ramt af et Onde, som han haabede at kunne blive befriet for ved hendes Forbønner. Den anden fulgte ham derfor udenfor Byen og viste ham Fatimah’s Bolig, der laa paa et øde Sted oppe paa en lille Høj, og derpaa skiltes de under' mange Taksigelser fra Troldmandens Side.
Den næste Dag traf det sig, at Fatimah kom til Staden, og da Troldmanden om Formiddagen gik ud, bemærkede han en Masse Mennesker, der stimlede sammen, og da han gik nærmere for at se, hvad der var paa Færde, fik han Øje paa den hellige Kone, der var omringet af en Mængde syge og lidende,, som søgte Helbredelse blot ved at blive berørt af hende. Troldmanden fulgte efter hende hele den Dag, indtil hun begav sig hjem om Aftenen; da ventede han, til det var bleven Nat, og begav sig saa ud til hendes Hytte, hvor han fandt hende sovende. Idet han tog sin Dolk i Haanden, traadte han hen til" hende og kaldte paa hende; straks slog hun Øjnene op, men blev forfærdet ved at se en Mand staa foran hende med en Dolk i Haanden. »Hør nu vel efter mine Ord,« sagde Troldmanden, »hvis du giver en Lyd fra dig, slaar jeg dig ihjel paa Stedet, men hvis du adlyder, hvad jeg befaler dig, lover jeg ikke at slaa dig ihjel. Giv mig nu først dine Klæder, saa kan du tage mine i Stedet.« Fatimah adlød og gav ham alt, hvad' der hørte til hendes Dragt. »Det er godt,« sagde han, »men skaf mig nu noget Salve til at bestryge mit Ansigt med, saaat det faar samme Farve som dit.« Ogsaa dette udførte hun; derpaa gav hun ham sin Stok og sin Rosenkrans og underrettede ham om, hvorledes han skulde bære sig ad, naar han kom .ind til Byen, og sagde: »Se, nu ligner du mig jo fuldstændig i et og alt.« Men da alt var færdigt, brød Troldmanden sit Løfte til hende; thi han kvalte hende med et Reb og kastede derpaa hendes Lig i en Brønd udenfor Hytten.
Efter denne Misgerning lagde han sig til at sove i Hytten, og da det blev Morgen, gik han hen til Byen og hen paa Pladsen udenfor Aladdins Slot. Der strømmede Folk sammen om ham, da de troede, det var den rigtige Fatimah, og han velsignede dem og læste Bønner over de syge, ligesom hun havde -plejet at gøre. Men al denne Uro paa Pladsen hørte Prinsessen, og for at erfare Aarsagen sendte hun en Slave ned, der straks kom tilbage og fortalte, at det var den hellige Fatimah, og spurgte, om Prinsessen vilde have hende op til sig. Prinsessen havde allerede længe ønsket at se denne Person, hvis •udmærkede Fromhed hun havde hørt prise i de mest overdrevne Udtryk, og gav derfor Befaling til straks at hente hende. Da Troldmanden kom gaaende, idet han førte sig paa en saadan Maade, at enhver maatte tro, at det var den rigtige Fatimah, hilste Prinsessen ham ydmygt, og efter at have bedt ham tage Plads sagde hun: »Min kære, allerede længe har det været min Hensigt at bede Eder komme hid og blive hos mig, for at jeg kunde nyde godt af Eders Fromhed og opbyggelige Tale.« Dette passede lige i Troldmandens Plan, og han troede allerede at være ved Maalet, men han lod som intet og svarede: »Prinsesse, jeg er kun en fattig Kone, som ikke passer til at leve i Fyrsters Selskab.« — »Ja, men jeg vil give dig et Værelse her i Paladset, hvor ingen maa komme uden du, og hvor du uforstyrret kan opholde dig og dyrke Gud.« — »Ja,« svarede Troldmanden, »da sømmer det sig vel bedst, at jeg giver efter for dine Ord, thi mod de mægtige skal man ikke gøre Modstand; men det vil jeg blot bede om, at jeg maa faa Lov til at holde mine Maaltider i Enrum; thi jeg er ikke vant til Eders prægtige Gæstebud, og jeg behøver kun at faa en Drik Vand og saa meget, som er nødvendigt til Livets Ophold.« Han var nemlig bange for, at naar han tog Sløret af under Maaltidet, skulde man se paa hans Skæg, at han var en Mand, hvorved hans Plan vilde blive røbet. Prinsessen lovede ham det, og sagde: »Det skal altsammen ske, som du ønsker, og kom nu for at se det Værelse, som jeg vil give dig.« Med disse Ord stod hun op og tog den falske Fatimah med ind i det for hende bestemte Værelse og viste hende derpaa den store Sal med de pragtfulde Vinduer og spurgte, hvad hun syntes om den. »Jo, min Datter,« sagde Bedrageren, »den er i Sandhed smuk, og der mangler kun en eneste Ting for at gøre den fulcb endt.« — »Men hvad er da detjeg havde altid troet, at den ikke kunde være smukkere.« — »Jo, hvis der hang et Æg af Fuglen Rok her under Hvælvingen, da vilde der i hele Verden ikke være Mage til denne Hal.« — »Ja, men,« spurgte Prinsessen, »hvad er det for en Fugl?« — »Det er en Fugl, som er saa stor, at den tager Kameler og Elefanter i sine Kløer og flyver bort med dem; men den, som har bygget dette Palads, vil vel ogsaa nok vide at kunne skaffe et Æg af den.« Da Troldmanden havde sagt dette, blev Samtalen afbrudt, idet Maaltidet blev baaret frem for Prinsessen; hun søgte at faa ham til at deltage deri, men han afslog det og lod sig føre til sit Kammer, hvor han spiste alene.
Om Aftenen kom Aladdin hjem fra Jagt, og som sædvanlig kyssede og omfavnede han Prinsessen, men han bemærkede, at hun ikke saa saa smilende ud, som hun plejede, og spurgte derfor, hvad der var i Vejen. »Min Elskede,« sagde hun, »jeg har altid før troet, at vort Palads var fuldendt, men nu er det faldet mig ind, at der burde hænge et Rokæg midt i den store Sal; først da vilde den overgaa alt andet i Verden.« »Ikke andet,« svarede Aladdin, »det var ogsaa noget at være mismodig for; vær du kun rolig, thi det skal jeg skaffe dig, førend du mindst venter det.«
Da Aladdin paa den Maade havde stillet sin Hustru tilfreds, gik han ind i sit Kammer og gned paa sin Lampe, og da Aanden viste sig, forlangte han, at han skulde bringe ham et Rokæg. Men ved disse Ord formørkedes Aandens Aasyn, og han udstødte et Skrig af Harme og raabte: »Ha, du utaknemmelige, er det ikke nok, at jeg og alle Lampens andre Aander staar i din Tjeneste, siden du nu forlanger, at jeg skal bringe dig vor Herskerinde hid for at tilfredsstille dine og din Ægtefælles Lune; visselig, du fortjente, at jeg knuste dig og dit Palads til Støv og spredte det for alle Vinde. Men dog — du har her handlet i Blinde, og jeg vil skaane dig, thi Skylden er ikke hos dig, men hos en Troldmand, der har forklædt sig som den hellige Fatimah, hvem han har dræbt, og som er kommen hid for ogsaa at fælde dig til Hævn for sin Broder; det er ham, der har faaet din Hustru til at ytre dette Ønske for dig.« Med disse Ord forlod Aanden den forfærdede Aladdin og forsvandt.
Da Aladdin var kommen sig af sin Skræk, udtænkte han en Plan. Han vidste, at den hellige Fatimah formaaede at stille alle Slags Smerter, og derfor gik han ind til sin Hustru og lod, som om han havde stærk Hovedpine. Da hun erfarede, hvad der fejlede ham, fortalte hun straks, at den hellige Fatimah havde taget Bolig hos hende, og befalede, at hun skulde hidkaldes for at helbrede Aladdin. Denne modtog den falske Fatimah, som om han intet vidste, kyssede Sømmen af hendes Klædning og bad hende om at helbrede ham, da hendes Evne dertil var saa berømt. Troldmanden kunde næppe tro sine egne Øren, i den Grad traf alting sig heldigt for ham; han gik hen til Aladdin, men medens han lagde sin ene Haand paa hans Hoved, stak han den anden ind under sin Klædning for at faa fat i sin Dolk. Men Aladdin vogtede paa enhver af hans Bevægelser, og i det Øjeblik, da den anden fik Dolken ud, greb han den og stødte den i hans Hjerte. Da Prinsessen saa dette, udstødte hun et højt Skrig og sagde: »Nej, hvad har du dog gjort; du har jo dræbt den fromme Fatimah; sig, frygter du ikke for Allahs Straf for en saa ugudelig Gerning?« »Nej,« sagde Aladdin, »jeg har ikke dræbt Fatimah, men derimod hendes Morder; denne her er en Broder til den Troldmand, som røvede dig og Paladset, og han kom hid i denne Forklædning for at hævne den andens Død paa mig, derfor var det, han fik dig til at fors lange af mig, at jeg skulde bede Lampens Aand om et Rokæg, men se nu selv og overbevis dig.« Med disse Ord tog han Sløret af Liget, og da Prinsessen saa paa Skæget, at det var en Mand, udbrød hun: »Ak, min Elskede, allerede to Gange har jeg været nær ved at volde din Død.« »Min Elskede,« svarede Aladdin, idet han kyssede og omfavnede hende, »alt, hvad der kommer fra dig, finder jeg mig i med Glæde.« I samme Øjeblik kom Sultanen, og da de havde fortalt ham det altsammen, befalede han, at ogsaa dennes Lig ligesom Bros derens skulde brændes og Asken udstrøs for alle Vinde.
Derpaa levede Aladdin og Prinsessen i Ro og Fred, fri for alle Farer. Efter nogle Aars Forløb døde Sultanen, og Aladdin besteg Tronen og styrede Landet vist og retfærdigt, saa at han blev elsket af alle sine Undersaatter. Han og hans Hustru levede længe i Herlighed og Lykke, indtil den Stund kom, der lader Glædens Blomster visne og opløser alle Baand paa Jorden.