"Fortællingen om Aladdin og den Vidunderlige Lampe", del 2 af 3

"Fortællingen om Aladdin og den Vidunderlige Lampe", del 2 af 3

Illustration fra Johannes Østrups udgave af Tusind og en Nat (1928)

I dette afsnit fortsætter vi vores rejse gennem forlæggende til Disneys tegnefilmsklassikere, og i dag er vi nået til Aladdin fra 1992 hvis forlæg vi læste første del af sidste gang. I dag læser vi anden del ud af tre.

Sidste gang hørte vi om hvordan den fattige skræddersøn endte med selv at besidde den lampeånd som den onde troldmand forsøgte at bruge ham til at anskaffe. I en tid levede han og hans mor godt, men da vi forlod Aladdin havde han forelsket sig i prinsessen og havde derfor sendt sin mor afsted for at fri på sine vegne.

Ordliste

formedelst: på grund af (DDO)

divan: en sultans statsråd, eller salen, hvor dette holdes (ODS)

tvætte: vaske (DDO)

emir: overhoved for et muslimsk, især arabisk, land eller område (DDO)

hyacint: ædelsten, oprindeligt om ametyst, nu især om en gulrød varietet af zirkon (ODS)

Da hun havde staaet noget, kom Storveziren og en Del fornemme Folk ind og lidt efter de øvrige Vezirer og Rigets Øverste. Nogen Tid efter dem kom Sultanen og tog Plads paa sin Tronstol; alle de fornemme rejste sig ved hans Indtrædelse og blev staaende, indtil han havde givet dem Tilladelse til atter at tage Plads. Derpaa kom de audienssøgende frem, og deres Sager blev paadømte, den ene efter den anden, indtil Audienstiden var forbi; da rejste Sul? tanen sig og gik tilbage til sit Palads, og hele Forsamlingen skiltes.
Aladdins Moder var gaaet derhen saa tidlig, at hun var kommen til at staa foran de andre, men da ingen sagde til hende, at hun skulde gaa frem, blev hun staaende der, lige indtil Forsamlingen blev hævet, og da hun saa de andre forlade Salen, mente hun, at nu burde hun ogsaa gaa. Da Aladdin saa hende komme hjem igen med Skaalen, skønnede han nok, at der var noget i Vejen, og kom derfor ikke med noget Spørgsmaal, førend hun selv begyndte at fortælle: »Naa, lovet være Gud, at det gik saa godt; jeg fik rigtignok ikke talt med Sultanen, men, om Gud vil, skal jeg nok faa ham i Tale i Morgen; der var saa mange i Dag, der maatte gaa bort med uforrettet Sag ligesom jeg.« Da Aladdin hørte dette, blev han glad over, at der ikke var andet i Vejen, og skønt han i sin utaalmodige Kærlighed helst havde set Sagen afgjort straks, søgte han dog at slaa sig til Taals. Den næste Dag gik hans Moder igen med sin Skaal til Sultanens Divan, men der var lukket, og paa sin Forespørgsel hos Vagten erfarede hun, at Sultanen kun gav Audiens tre Gange om Ugen, saa at hun blev nødt til at gaa hjem igen. Saaledes blev hun ved at komme igen en hel Uge i Træk, og hver Gang, der var aabent, gik hun ind og stillede sig foran Sultanen, uden at hun dog nogen Sinde fik Lejlighed til at træde frem eller sige noget.
Sultanen havde imidlertid hver Gang lagt Mærke til hende, og en Dag, da han fra Divanet gik ind i Paladset, ledsaget af Storveziren, sagde han: »Vezir, nu har jeg en seks, syv Gange i Divanet lagt Mærke til en Kone, der staar lige over for mig med noget under sit Tørklæde; véd du noget om, hvad hun vil?« »Eders Majestæt véd,« svarede Veziren, »at Kvinder ofte viser sig meget uforstandige; hun her kommer vel blot for at klage over sin Mand eller sit Tyende eller lignende.« Dette Svar tilfredsstillede ikke Sultanen, og han befalede, at næste Gang hun kom, skulde hun føres frem for ham, hvorpaa Veziren førte Haanden til Hovedet og sagde: »Eders Majestæt, jeg hører og adlyder.«
For Aladdins Moder var det efterhaanden blevet en Vane at ga til Divanet, og skønt det faldt hende temmelig besværligt at staa, fandt hun sig dog gerne deri for sin Søns Skyld. Men da hun kom næste Gang, saa Sultanen hende og sagde: »Vezir, der er den Kone, som jeg talte om; før hende nu frem, for at jeg kan faa at vide, hvad hun vil, og paadomme hendes Sag.« Straks blev hans Befaling opfyldt, og Aladdins Moder blev ført frem; hun udtalte de sædvanlige Ønsker for Sultanens Liv og Lykke og kyssede Jorden foran ham, hvorpaa han sagde: »Jeg har allerede tidligere set dig her, uden at du har haft Lejlighed til at henvende dig til mig; men sig mig nu, hvad du ønsker?« Aladdins Moder kyssede endnu en Gang Jorden foran ham og svarede: »Jeg beder Eders Majestæt paa Forhaand om ikke at vredes, naar jeg faar mit Ærinde fremført; thi sikkert vil det forekomme Eders Majestæt besynderligt.« Sultanen var en Mand af en mild og venlig Karakter, og han lovede det derfor villigt og befalede alle at gaa ud undtagen hans Storvezir og sagde derpaa: »Naa, kom saa frem med, hvad du har paa Hjerte.« »Eders Majestæt,« begyndte Aladdins Moder, »jeg har en Søn, som hedder Aladdin: en Dag, da han gik paa Gaden, hørte han en Udraaber bekendtgøre, at alle skulde lukke deres Boder og holde sig inde, fordi Prinsessen begav sig til Badet. Han fik da Lyst til at se hende og skjulte sig derfor bag Døren og saa hende. Men lige fra den Dag har han ikke haft en rolig Time, men hængt over mig for at faa mig til at fri for ham hos Eders Majestæt, og det er forgæves, at jeg har forsøgt at bringe ham fra den Tanke; thi Kærlighed tager ikke mod Fornuft.« Da Sultanen hørte denne Tale, gav han sig til at le og spurgte derpaa: »Men hvad er det, som du har i din Pose?« Aladdins Moder, der fik Mod, du hun saa, hvorledes Sultanen tog Sagen, lukkede op for Posen og fremviste Ædelstenene, som farvede hele Salen med deres brogede Skær.
Ved dette Syn forbavsedes Sultanen og udbrød: »Nej, aldrig har jeg dog set Ædelstene saa store og saa smukke, og jeg tror ikke, at jeg selv ejer Mage dertil; hvad mener du, min Vezir, har du set noget lignende før?« »Nej, Eders Majestæt, og jeg tror ikke en Gang, at der i Eders Skatkammer findes Stene, der svarer til de mindste af disse.« »Nu vel,« vedblev Sultanen, »den, der bringer slig Gave, er vel berettiget til at blive min Datters Brudgom, og ingen kan have større Krav paa hende.« Ved disse Ord blev Veziren meget forfærdet; thi Sultanen havde tidligere lovet sin Datter til hans Søn, og han sagde derfor: »Eders Majestæt har tidligere været saa naadig at give mig Eders Løfte, og jeg beder derfor om tre Maaneders Frist, for at min Søn, om Allah vil, kan skaffe Eders Majestæt en endnu større Gave end denne.« Dette Forslag gik Sultanen ind paa, og han vendte sig derpaa til Aladdins Moder og sagde: »Sig til din Søn, at jeg modtager hans Frieri, men at jeg forbeholder mig tre Maaneders Frist for at ordne Prinsessens Forhold og skaffe hende, hvad hun behøver.«
Da hun havde faaet dette Svar, takkede hun og begav sig ilsomt hjem; thi Glæden gav hende næsten Vinger. Aladdin, der saa hendes straalende Ansigt, og som lagde Mærke til, at hun kom tidligere hjem, end hun plejede, og uden at have Skaalen med, modtog hende glad, idet han ivrigt spurgte, hvordan det hele var gaaet. »Jo, Sultanen blev henrykt over Ædelstenene, og lovede dig sin Datter; saa gik Veziren hen og hviskede ham noget i Øret, og jeg blev bange for, at han havde søgt at faa ham fra det; men saa bekræftede bag efter Sultanen sit Løfte, idet han blot forlangte tre Maaneders Frist.«
Da Aladdin hørte dette Budskab og Sultanens sikre Løfte, blev han overordentligt glad, skønt de tre Maaneder nok forekom ham at være en lovlig lang Tid, og han takkede sin Moder for al den Møje, som hun havde haft, og sagde: »I Sandhed, det er, som om jeg havde været i en Grav, og du har frelst mig ud af den, og jeg takker Allah (han være priset), thi jeg tror, at nu er jeg ikke blot den rigeste, men ogsaa den lykkeligste af alle Mennesker.«
Aladdin gik nu og ventede til Fristens Udløb, men da hændte det, efter at de to Maaneder var gaaede, at hans Moder en Dag gik ud for at købe Olie. Men da hun kom hen paa Torvet, fandt hun, at alle Boder var lukkede, hele Byen var i Festdragt, og alle Soldaterne var ude og Livvagten til Hest, og overalt var der Glædesblus og Fakler. Hun blev meget forundret, og da hun endelig fandt en Oliehandler, der havde aabent, gik hun derind og spurgte, hvad der var paa Færde. »Hør, min gode Kone,« sagde han, »I er vist ikke her fra Byen?« »Jo, jeg er«. »Og saa véd I ikke, at Prinsesse Badr*al*budur i Aften har Bryllup med Storvezirens Søn! Han er nu i Badet, og disse Soldater staar her og venter paa ham for at føre ham til Paladset.« Ved disse Ord blev Aladdins Moder helt forstyrret ved Tanken om hendes stakkels Søn, der sad hjemme og talte hvert Minut, indtil de tre Maaneder var omme, og straks ilede hun hjem og sagde: »O, min Søn, jeg maa bringe dig en Nyhed, men jeg er rigtignok bange for, at den vil bedrøve dig meget; Sultanen har brudt sit Løfte til dig, thi i Aften holder hans Datter Bryllup med Vezirens Søn; saa gik det dog, som jeg tænkte, at Veziren havde faaet Sultanen fra sin Beslutning ved det, som han hviskede han i Øret.« Paa Aladdins Spørgsmaal om, hvor hun vidste det fra, fortalte hun om al Stadsen i Byen og om, hvad hun havde hørt af Oliehandleren, og om alle Soldaterne, der stod og ventede paa Vezirens Søn.
Aladdin blev dybt bedrøvet, men ved Tanken om Lampen mandede han sig atter op og sagde: »Hør, Moder, jeg tror, at Vezirens Søn ikke skal faa stor Glæde deraf, men sørg du nu blot for vor Aftensmad, medens jeg gaar ind i mit Kam# mer et Øjeblik.« Da Aladdin var kommen derind og havde lukket Døren, tog han Lampen frem og gned den, og straks viste Aanden sig og spurgte, hvad han vilde. Aladdin svarede: »Vid, at Sultanen havde lovet mig sin Datter efter tre Maaneders Forløb, men dette Løfte har han brudt, thi i Aften holder Vezirens Søn Bryllup med hende. Men hvis du nu er en trofast Tjener af Lampen, saa befaler jeg dig, at du i Aften skal bringe Brudesengen med de nygifte herhen.« »Jeg hører og adlyder,« svarede Aanden, »har du mere at befale?« Alad? din svarede nej, og derpaa forsvandt Aanden.
Om Aftenen spiste Aladdin med sin Moder, men da det blev sent, gik han ind i sit Kammer, og lidt efter kom Aanden med Brudefolkene. »Tag denne Mand her,« befalede Aladdin, »og skjul ham paa et afsides Sted.« Øjeblikkelig bragte Aanden ham bort, og førend han satte ham ned, pustede han paa ham, saa at alle hans Lemmer stivnede. Derpaa vendte Aanden tilbage, og Aladdin sagde: »Kom i Morgen og bring dem tilbage til det Sted, hvor du tog dem.« »Jeg hører og adlyder,« svarede Aanden og forsvandt.
Aladdin kunde selv næppe tro, at det virkelig var sket, som han havde befalet; men da han saa Prinsessen i sit Kammer, nærmede han sig og sagde med al Sømmelighed: »Skønne Prinsesse, ikke har jeg bragt eder hid for paa nogen Maade at krænke eders Ære, men jeg vilde ikke taale, at nogen anden kom til at besidde eder, da Sultanen, eders Fader, har givet sit Løfte til mig.«
Prinsessen, der paa en saadan Maade saa sig hensat i disse fattige Omgivelser, var saa forfærdet, at hun ikke kunde svare et Ord. Derpaa tog Aladdin sine Klæder af og efter at have lagt et Sværd mellem sig og Prinsessen, sov han ind, glad ved Tanken om at have forhindret Forbindelsen med Vezi« rens Søn; Prinsessen derimod tilbragte en meget angstfuld Nat, og endnu værre var det for Brudgommen, der stod hele Natten uden at kunne røre sig. Om Morgenen kom Aanden, og paa Aladdins Befaling tog han Brudelejet og satte det tillige med Brud og Brudgom paa sin Plads i Paladset, uden at blive set af dem, der begge to var opfyldte af den forfærde« ligste Rædsel over disse Begivenheder. Lidt efter kom Sul« tanen for at hilse paa sin Datter, men da Vezirens Søn hørte ham komme, ilede han ind i et Sideværelse for at klæde sig paa, da han vilde undgaa at møde Sultanen.
Da Sultanen var kommet ind, kyssede han Prinsessen mel« lem Øjnene og spurgte efter hendes Brudgom, men i sin Forlegenhed svarede hun ikke, skønt han gentog sit Spørgs« maal flere Gange. Da blev han vred og gik bort og begav sig hen til Sultaninden for at fortælle hende dette; men hun søgte at berolige ham og sagde: »Eders Majestæt, saaledes er det med alle nygifte; men det er kun Undseelse, som efterhaanden vil forsvinde, og Prinsessen vil tale og bære sig ad som sædvanlig; nu vil jeg selv se til hende, og da er hun nok anderledes.« Derpaa gik hun til Prinsessens Kammer og hilste hende ved at kysse hende mellem Øjnene, men Prinsessen bevarede haardnakket Tavsheden. Da mærkede hendes Moder vel, at der maatte være hændet noget overordentligt, og spurgt te derfor: »Min Datter, forklar mig dog Grunden til din Opførsel; hvad er der sket, siden du modtager mig paa den Maade, naar jeg hilser dig?« »Ak, min Moder«, svarede Prinsessen, idet hun hævede Hovedet, »vredes ikke; jeg véd vel, at jeg burde modtage eder med sømmelig Ærbødighed, men hør nu blot Grunden til, at jeg opfører mig saa underligt.« Derpaa gav Prinsessen en tro Beretning af alt, hvad der var hændet i den forløbne Nat, om hvorledes hun var bleven bortført, og hendes Brudgom forsvundet, og de derpaa begge var kommen tilbage igen. »Og,« sluttede hun, »da saa min Fader Sultanen kom, var jeg saa angst og bevæget, at jeg slet ikke kunde svare ham, og maaske er han blevet krænket derved; men jeg haaber, at I fortæller ham det hele, for at han ikke skal vredes over min Opførsel, men tilgive mig.«
Da Sultaninden hørte dette, sagde hun: »Min Datter, det er godt, at du ikke har fortalt dette til din Fader, og vogt dig vel for at tale derom til nogen, for at de ikke skal tro, at Sultanens Datter har mistet Forstanden.« »Min Moder,« forsikrede Prinsessen, »det er sandt, hvad jeg fortæller, jeg er ikke vanvittig, og hvis I ikke tror mig, saa spørg min Brudgom.« Men Sultaninden vilde ikke høre mere og sagde: »Staa nu op, min Datter, og forjag disse Drømmesyner af dine Tanker. Se blot Festen og Tummelen i Byen, og hør Trompeterne og Sangen. Det er altsammen alene for din Skyld.« Efter dernæst at have hidkaldt Slavinderne for at klæde Prinsessen paa, gik hun til Sultanen og forklarede ham, at det hele kun kom af en Drøm, som hans Datter havde haft, og at han ikke skulde bryde sig om det; men senere kaldte hun Vezirens Søn til sig og spurgte: »Er det sandt, hvad Prinsessen fortæller?« Men da han var bange for, at Ægteskabet skulde ophæves, skjulte han Sandheden og sagde: »Jeg véd ikke, hvad Eders Majestæt mener,« og Sultaninden blev derved forvisset i sin Formodning om, at det hele kun var en Drøm.
Hele den Dag fortsattes Festen under Jubel og Glæde, og Sultaninden tilllige med Veziren og hans Søn gjorde alt for at oplive og adsprede Prinsessen, men hun vedblev at være tavs og indesluttet formedelst Nattens Begivenheder, medens alle andre gik rundt og priste Vezirens Søn lykkelig paa Grund af dette fornemme Giftermaal og formedelst Prinsessens Skørn hed og Ynde. Aladdin derimod spadserede om i Gaderne og saa paa Stadsen, og naar han hørte Folk udbrede sig over Vezirens Søns mageløse Lykke og Ophøjelse, tænkte han ved sig selv: »Ja, I skulde bare vide, hvordan han havde det i Nat, saa vilde I vist ikke misunde ham hans Lykke.«
Da det blev Aften gik Aladdin hjem, og efter at han som sædvanlig havde hidkaldt Aanden ved Lampens Hjælp gav han Befaling til atter at hente Prinsessens Seng. Ligesom den foregaaende Nat blev Vezirens Søn bragt bort, og Aladdin sov paa hans Plads efter at have lagt Sværdet mellem sig og Prinsessen, og om Morgenen blev Sengen af Aanden ført tilbage til Paladset. Næppe var den kommen tilbage, førend man hørte Sultanens Skridt, og Vezirens Søn, der denne Gang næsten var helt stivnet af Kulde, skyndte sig bort for at klæde sig paa og undgaa at møde Sultanen. Denne var begærlig efter at se, hvorledes hans Datter vilde modtage ham, og kom derfor straks hen og hilste hende paa sædvanlig Vis og spurgte, hvorledes hun havde det, men Prinsessen svarede ikke et Ord og saa ganske forstyrret og nedslaaet ud. Da blev Sultanen vred, drog sit Sværd og sagde: »Hvad er det, som er sket med digsig mig det øjeblikkelig eller jeg slaar dig ihjel paa Stedet; er det en Maade at vise mig Ærbødighed paasvarer du ikke et Ord, naar jeg taler til dig?« Da Prinsessen bemærkede sin Faders Vrede og saa den dragne Sabel, søgte hun at samle sine Tanker, hævede Blikket og sagde: »Min høje Fader, bliv ikke vred og overil Eder ikke i Eders Hidsighed, men hør, hvad der er hændet mig i disse to Nætter, og Eders Majestæt vil da sikkerlig tilgive mig.« Derpaa fortalte hun alt, hvad der var sket, og sagde til sidst: »Hvis Eders Majestæt ikke fæster Lid til mine Ord, kan I adspørge min Brudgom og tillige erfare, hvad der skete med ham, efter at han blev taget bort, thi det véd jeg ikke.«
Da Sultanen hørte denne Beretning, fyldtes hans Øjne med Taarer, han stak Sværdet i Skeden, kyssede hende og sagde: »Hvad du her fortæller, min Datter, er sandelig af den Art, at jeg ikke kan andet end undskylde din Opførsel, men vær nu ved godt Mod og tænk ikke mere derpaa, jeg skal næste Nat sørge for at bevogte dig saaledes, at sligt ikke kan ske.« Derpaa gik Sultanen bort, lod sin Vezir kalde og spurgte ham: »Har din Søn fortalt, hvad der er hændet ham og min Datter?« »Eders Majestæt,« svarede Veziren, »jeg har endnu ikke haft Lejlighed til at se min Søn.« Derpaa fortalte Sultanen det hele og sagde: »Jeg ønsker nu, at du adspørger din Søn, thi maaske har Prinsessen overdrevet noget i sin Frygt, skønt jeg tror, at det er sandt, hvad hun har sagt.« Øjeblikkelig gik Veziren til sin Søn, og paa hans Spørgsmaal svarede denne: »Min ophøjede Fader, Prinsessen har talt sandt; i Stedet for at være to Glædesnætter har det været de to forfærdeligste Nætter, som jeg har tilbragt; jeg har staaet i et mørkt og snævert Hul, medens hele mit Legeme var stivnet af Frygt og Kulde. Jeg besværger dig derfor om, at du anmoder Sultanen om at opløse dette Ægteskab; thi skønt denne Ophøjelse er en stor Ære for mig, og trods min Kærlighed til Prinsessen føler jeg dog, at jeg ikke har Kraft til endnu en Gang at udholde slig en Nat.«
Ved disse Ord blev Veziren meget bedrøvet, thi han havde gjort sig store Forhaabninger med Hensyn til Sønnens Ophøjelse ved dette Giftermaal, som han af den Grund naturs ligvis nødigt saa ophævet, og han opfordrede derfor sin Søn til at holde ud en Nat endnu; thi maaske kunde de træffe saadanne Forholdregler, at det, som før var sket, kunde undgaas. Men da han kom til Sultanen og fortalte, at hans Søns Udsagn stemmede med Prinsessens, mente denne, at Ægteskabet burde tilbagekaldes; straks befalede han, at alle Festligheder skulde ophøre, og Giftermaalet blev saaledes ophævet. Dette vakte stor Forundring hos Folk, især da de saa Veziren og hans Søn komme ud af Paladset med en Mine, hvori Sorgen og Bedrøvelsen tydelig stod at læse. Den eneste, der vidste rigtig Besked, var Aladdin, men ham havde Sultanen aldeles glemt, og han havde derfor ikke nogen Anelse om, hvorledes disse Begivenheder var gaaet til.
Aladdin ventede imidlertid roligt, indtil de tre Maaneder var omme, og først da de var forbi, sendte han sin Moder til Paladset for at minde Sultanen om hans Løfte. Da denne traadte ind i sit Divan og fik Øje paa hende, der stod foran ham, kom han straks til at huske paa sit Løfte, og han befalede derfor Veziren at kalde hende frem, førend de tog fat paa de andre Sager. Aladdins Moder traadte frem og hilste Sultanen efter Skik og Brug ved at ønske ham et langt Liv og Lykke og sagde derpaa: »Eders Majestæt, nu er de tre Maaneder forbi, efter hvis Forløb I lovede at lade min Søn ægte Eders Datter, Prinsesse Badr?al?budur.« Sultanen, der saa hendes fattige og uanselige Ydre, vidste ikke rigtig, hvad han skulde sige, og spurgte derfor Veziren: »Hvad mener du, at jeg skal gørejeg har ganske vist givet mit Løfte, men det er jo aabenbart fattige Folk, som ikke er af fornem Æt.«
Veziren opfyldtes af Misundelse ved Tanken om, at en anden skulde opnaa den Lykke, som hans Søn havde mistet; han vendte sig mod Sultanen og sagde: »Intet er lettere. Eders Majestæt, end at forebygge, at Eders Datter bliver givet til en saadan Mand, hvem ingen kender.« »Ja, men hvorledesjeg har jo givet mit Løfte, og en Sultans Løfte er ubrødeligt.« »Eders Majestæt, I skal forlange fyrretyve Skaale af rent Guld, fyldt med lignende Ædelstene som dem, I fik, og baarne af fyrretyve Slavinder, der ledsages af lige saa mange Slaver.« »Ja, ved Allah,« sagde Sultanen, »du har Ret; thi det er noget, som han umulig kan skaffe.« Derpaa sagde han til Aladdins Moder: »Gaa hjem og sig din Søn, at jeg er rede til at opfylde mit Løfte, saafremt han som Brudegave kan bringe fyrretyve Guldskaale med Ædelstene som dem, du bragte mig; de skal bæres af fyrretyve Slavinder, og disse skal ledsages af fyrretyve Slaver, der fuldstændig passer sammen med dem; paa den Betingelse skal han faa min Datter.«
Medens Aladdins Moder begav sig hjem, tænkte hun ved sig selv: »Hvor skal dog min Søn faa alle de Ædelstene fra; jeg tror ikke, at han kan komme tilbage til Hulen og plukke dem, og selv om han ogsaa kunde det, hvordan vil han saa bære sig ad med Slaverne.« Disse Tanker opfyldte hende stadig, og, saa snart hun kom hjem, sagde hun til Aladdin: »Ja, jeg sagde dig nok, at du ikke skulde tænke paa Prinses? sen; sligt lader sig ikke gøre for Folk som os.« »Hvordan gik det da?« spurgte Aladdin. »Jo,« sagde hun, »Sultanen, han tog rigtig pænt imod mig som sædvanlig, men det er Veziren, som gør alle Ulykkerne, for da jeg havde sagt, hvad jeg skulde sige, at nu var Fristen løbet ud, saa hviskede Sultanen lidt med Veziren, og saa gav han mig denne Besked.« Derpaa fortalte hun ham alt og sagde: »Naa, hvad siger du saa til detmen det har du vel ikke noget at sige til?«
Da Aladdin hørte dette, lo han og sagde: »Du tror, Moder, at jeg ikke har noget at svare hertil, og at det er umuligt, og det samme har vel Sultanen tænkt, men gaa du nu blot ud og køb, hvad du skal bruge til vort Maaltid, og naar vi har spist, haaber jeg at kunne svare dig; thi denne Opgave er langt lettere, end jeg havde tænkt.« Saasnart hans Moder var gaaet bort, hidkaldte han Aanden og sagde: »Jeg bejler til Sultanens Datter, og nu forlanger han fyrretyve Skaale af massivt Guld, som alle skal være fyldt med Ædelstene fra den underjordiske Have; dette maa du bringe mig tillige med fyrretyve Slavinder til at bære dem og lige saa mange Slaver.« Aanden svarede: »Jeg hører og adlyder«, forsvandt og kom kort efter tilbage med alt det forlangte og for derpaa atter bort. Da Aladdins Moder kom hjem, blev hun højlig forbavs set ag udbrød: »Sandelig, Gud har velsignet min Søn,« men inden hun fik taget sit Slør af, bad Aladdin hende straks at begive sig til Sultanen og overlevere ham det forlangte, for at denne kunne se, hvad han formaaede. Derpaa aabnede han Døren og lod Slaverne gaar ud parvis, idet hans Moder gik foran. Folk stimlede sammen paa Gaden og betragtede dem med Forbavselse, idet de beundrede Slavernes Skønhed og deres pragtfulde Klæder, der var indvævet med Guld og broderet med Perler af en umaadelig Værdi, som funklede ligesom Solstråler, og over hver Skaal var der udbredt et guldbroderet Stykke, der ligeledes var besat med Perler og Ædelstene.
Da Slaverne, der marcherede frem i ordnede Rækker, naaede Paladset, vakte de overordentlig Forbavselse blandt Hoffolkene og Officererne, som holdt Vagt; thi aldrig i deres Liv havde disse set noget lignende, og Ædelstenene i Skaalene og paa de prægtige Klædninger spillede med en saadan Glans, at de næsten fik ondt i Øjnene af at se derpaa. Da Sultanen fik Efterretning om dette Optog, befalede han straks, at de skulde føres ind i hans Divan, og da de var kommen ind med Aladdins Moder i Spidsen, hilste de Sultanen med Underdanighed og Ærbødighed og satte Skaalene foran ham efter at have taget de guldbroderede Stykker af. Forbavselse over al denne Pragt greb Sultanen i den Grad, at han blev aldeles stum og ikke kunde tale; og hans Forundring forøgedes endnu mere ved Tanken om, at alt dette var skaffet til Veje næsten i et eneste Øjeblik; endelig befalede han, at Gaverne skulde bringes til Prinsessen. Aladdins Moder gik nu frem og sagde: »Ganske vist, Eders Majestæt, er denne Gave langtfra Prinsessen fuldtud værdig, men —«; men Sultanen afbrød hende og sagde til Veziren: »Mener du ikke, at den, der i vor Tid kan bringe saadanne Gaver, vel kan fortjene at blive Sultanens Svigersøn?« Men Veziren, der var opfyldt af Nag og Misundelse, svarede: »Nej, det mener jeg ikke, ikke al Verdens Skatte kan opveje eders Datter, og dog synes Eders Majestæt at sætte disse Ting her højere end hende.«
Sultanen mærkede imidlertid godt, hvad der var, der lagde Veziren disse Ord i Munden; han vendte sig derfor til Aladdins Moder og sagde: »Gaa hjem til din Søn, Kvinde, og sig, at jeg modtager hans Gave og er beredt til ifølge mit Løfte at give ham min Datter, Prinsessen, til Brud; sig ham endvidere, at han skal komme hid, for at jeg kan lære ham at kende og modtage ham med Hæder og Ære, og at jeg ønsker, at Brylluppet skal fejres allerede i Aften.« Med denne Besked gik Aladdins Moder bort og ilede hjem, idet Glæden gav hende Vinger, opfyldt som hun var af Tanken om, at hendes Søn skulde være Sultanens Svigersøn; denne derimod opløste DU vanet og befalede, at alle Skattene skulde bringes til Prins sessen. Da hun saa al denne Herlighed, blev hun aldeles betaget af Forbavselse; thi hun mente, at sligt fandtes der ikke Mage til i Alverdens Skatkamre, og da hun hørte, at det hele kom fra hendes nye Brudgom, blev hun overmaade henrykt, og Sultanen glædede sig ved at se, at alle hendes sørgmodige Tanker nu var forsvunden, og mente, at dette Ægteskab nok vilde bringe hende større Glæde end det med Vezirens Søn.
Imidlertid sad Aladdin og ventede paa sin Moder; da han saa hende komme med smilende Ansigt, tænkte han nok, at det var gaaet godt, og udbrød: »Allah være priset, nu er vel mit Ønske gaaet i Opfyldelse?« »Ja, min Søn,« svarede hun, »nu kan du være glad, Sultanen har bestemt, at dit Bryllup skal staa endnu i Aften; desuden skal jeg sige, om du vil komme til ham, for at han kan se dig og modtage dig med Hæder og Ære; se, det er, hvad jeg havde at melde, nu maa du selv om Resten.« Da stod Aladdin op og kyssede sin Moders Haand og takkede hende for al hendes Kærlighed; derpaa gik han ind i sit Kammer, hidkaldte Aanden og befalede at bringe ham til et Bad, saa herligt indrettet, som det kunde tænkes, samt skaffe ham en kostbar Dragt. I næste Øjeblik befandt han sig i et Marmorbad, som ingen Konge havde Mage til; det var smykket med vidunderlige Billeder, og i hvert Kammer var Væggene indlagt med Ædelstene. Der steg Aladdin ned, og Genier tvættede ham og gik ham til Haande paa Lampens Aands Befaling. Derpaa kom en anden Skare Genier, der salvede ham og iførte ham de prægtigste Klæder, som Lampens Aand havde bragt og lagt der i Stedet for hans egne, og ingen skulde nu mere tro, at Aladdin var en fattig Skræddersøn, men enhver maatte antage, at han var en mægtig Kongesøn.
Da han dernæst var bragt tilbage til sit Hus, sagde han til Aanden: »Nu maa du skaffe mig 48 Tjenere, hvoraf 24 skal gaa foran mig og 24 bagved, og deres Klæder og Vaaben maa være fuldendte i enhver Henseende, saa at ingen Fyrste ejer Magen, endvidere maa jeg have en prægtig Ganger, hvis Sadeltøj skal være helt besat med Guld, og hver af de 48 Tjenere skal have en Pung med tusinde Guldstykker; til min Moder maa du bringe tolv skønne og prægtigt klædte Slavinder, som skal ledsage hende til Sultanens Slot; alt dette maa du skaffe mig, thi det kan jeg ikke undvære, naar jeg skal begive mig til Sultanen.« Aanden svarede blot: »Jeg hører og adlyder,« og bragte paa Timen alt, hvad Aladdin havde ønsket sig.
Derpaa sendte denne en af Slaverne af Sted for at se, om Sultanen var rede til at modtage ham, og da han meldte, at han ventede, svang Aladdin sig paa sin Hest og red af Sted, omgivet af de 48 Tjenere. Undervejs kastede disse Guldstykker rundt til den forsamlede Mængde, der stimlede sammen opfyldt af Beundring over det prægtige Tog og over Aladdin selv. Thi Lampen havde den Egenskab, at den ikke blot skænkede sin Ejermand Rigdom og Magt, men ogsaa Skønhed og Forstand, og skønt Folk kendte Aladdins ringe Herkomst, var der derfor alligevel ingen, der misundte ham hans Lykke, men alle ønskede alt godt over ham for hans Værdigheds og Gavmildheds Skyld.
Imidlertid havde Sultanen forsamlet hele sit Hof og alle Rigets Stormænd og forkyndt dem, at hans Datter skulde fejre sit Bryllup med Aladdin, som de skulde berede sig til at modtage; og da denne kom ridende, stod derfor Vezirerne og Kammerherrerne og alle Hoffolkene opstillede ved Paladsets Port. Da han var kommen indenfor Porten, vilde han staa af, men en af Emirerne tog hans Hest og førte den lige hen til Indgangen af Divansalen, medens alle de andre gik foran. Der sad Sultanen paa sin Trone, men da Aladdin kom, steg han ned og omfavnede ham uden at tillade ham at kaste sig til Jorden for ham, og lod ham derpaa tage Plads ved sin højre Side. Aladdin frembar sin Hilsen til Sultanen og sagde: »Min høje Fyrste, Eders Majestæt har vist mig en stor Ære ved at skænke mig Eders Datter, skønt jeg langtfra er værdig til denne Hæder, jeg vil derfor nøjes med at bede Allah bevare og beskytte Eders Majestæt, thi min Tale formaar ikke at tolke min Taknemmelighed.« Sultanen sad imidlertid betaget af Forbavselse over den Pragt, der omgav Aladdin og hans 48 ledsagende Tjenere, og den forøgedes endnu mere, da han hørte hans forstandige Tale og bag efter saa hans Moder i en herlig Klædning, fulgt af tolv dejlige Slavinder. Ogsaa hele Hoffet var opfyldt af Beundring, undtagen Veziren, hvis Hjerte nagedes af Misundelse ved alt, hvad han saa og hørte, at Aladdin foretog sig.
Sultanen gav nu Befaling til at lade Musikkens Toner klinge og begav sig til Bords med Aladdin, der atter fik Plads ved hans højre Side, hvorpaa de øvrige Hoffolk tog Sæde, hver efter sin Rang. Under Maaltidet talte Sultanen stadig med Aladdin, og denne gav sine Svar med en Finhed og Vittighed, som om han aldrig havde levet mellem andre end Kons ger og Fyrster, saa at Sultanen følte sig henrykt og tiltrukket af ham. Efter at han havde spist, lod han de retslige Øvrighedspersoner kalde, for at de kunde affatte Ægteskabskontrakten mellem Aladdin og Prinsesse Badr*al*budur, og da denne var underskrevet, vilde Aladdin begive sig bort. Da Sultanen vilde holde ham tilbage, svarede Aladdin: »Eders Majestæt, det er mit Ønske at opføre for Prinsessen et Palads, som kan være hende en passende Bolig, og skønt mit Hjerte er opfyldt af Længsel, anser jeg det dog ikke for rigtigt at nærme mig hende, før dette er fuldendt.« »Min Søn,« svarede Sultanen, »jeg giver dig fri Raadighed til at vælge det Sted, som du selv ønsker, men hvis du synes om den Plads, som ligger her foran mit Slot, saa kan du jo bygge det der.« »Ja, Eders Majestæt, det var netop mit højeste Ønske; thi derved kan jeg altid være i Eders Nærhed.«
Derpaa begav Aladdin sig hjem i det samme Optog og hilset af den forsamlede Mængdes Bifaldsraab, og saa snart han var kommet ind i sit Kammer, kaldte han paa Aanden og sagde: »Nu har jeg et meget stort Arbejde at paalægge dig; du skal bygge mig et Palads paa Pladsen foran Sultanens, men det skal være hurtigt færdigt, og det skal overgaa alt alt andet i Verden, saa at end ingen Konge kan have ejet noget lignende.«
Den næste Morgen, før Solen brød frem, stod Aanden ved Aladdins Leje: »Herre, nu er Paladset færdigt, kom og se.« Øjeblikkelig stod Aladdin op, og Aanden bragte ham derhen og førte ham omkring i hele Slottet, der var bygget af lutter Marmor og Jaspis og Porfyr; først gik de ind i Skatkammeret, der var opfyldt med Sølv og Guld og Ædelstene i en saadan Mængde, at der hverken var Tal eller Maal derfor; ogsaa i de andre Sale var alle Redskaber af Guld, endog i Slottets Køkken; desuden var der Værelser, der laa fulde af de prægtigste Dragter, og i Staldene stod Gangere, som man aldrig havde set Mage til; hele Slottet vrimlede af Slaver og Slavinder, der fængslede Øjet ved deres Skønhed og Ynde. Alt dette betragtede Aladdin, idet endogsaa han var betagen af Forbavselse over, at det havde kunnet frembringes paa en eneste Nat, og til sidst blev han ført op til det vidunderligste af det hele, en Sal med fire og tyve Vinduer, hvis Skodder var af lutter Smaragder og Hyacinter paa nær et, som efter hans Befaling ikke var gjort færdig. Da han havde beundret alt, sagde han til Aanden: »Nu har jeg kun et at bede om, som jeg har glemt; du maa bringe et guldbroderet Silketæppe, som naar herfra til Sultanens Slot, for at Prim sessen kan gaa derpaa, naar hun begiver sig herhen fra sin Faders Palads.« Aanden forsvandt, og da han kom tilbage, sagde han: »Det er alt sket,« og viste ham Tæppet, som laa udbredt paa sit Sted.
Medens Aladdin begav sig hjem igen, var Sultanen imidlertid staaet op; han gik hen til Vinduet og saa ud, men da han fik Øje paa det nye Slot, vilde han ikke tro sine egne Sanser; han begyndte at gnide sine Øjne i den Tanke, at han sov endnu, men snart mærkede han, at han var vaagen, og at han virkelig saa et pragtfuldt Slot, udenfor hvilket der laa et Tæppe, som naaede helt hen til hans eget. Den samme Forbavselse havde ogsaa grebet Dørvogterne og Veziren, der just kom gaaende, og straks kon Sultanen ham glad i Møde og udbrød: »Ser du nu, at Aladdin vil være værdig til at være min Datters Brudgom; hans Rigdom er jo saadan, at intet Menneske kan stille ham en Opgave, der er for vanskelig.« »Eders Majestæt«, svarede Veziren, »blot ikke denne Bygning og al denne Pragt er et rent Bedrag, frembragt ved Trolddomskunster; thi intet Menneske i Verden, hvor rig og mægtig han end kan være, formaar at rejse et saadant Palads paa en Nat.« »Det er underligt«, sagde Sultanen, »at du altid nærer de sletteste Tanker om Aladdin, men det maa vel hidrøre fra en Misundelse hos dig; tror du da, at den, der kan bringe min Datter slige Ædelstene i Brudegave, ikke ogsaa skulde kunne bygge et Palads som dette?« Ved disse Ord mærkede Veziren, hvor stor Pris Sultanen satte paa Aladdin, og skønt Misundelsen kogte i ham, tav han derfor stille, da han indsaa, at han ikke mere formaaede noget.
Da Dagen fuldstændig var brudt frem, begav Aladdin sig til Sultanens Slot, efter at han af Aanden havde faaet ti Tusinde Guldstykker, som hans Tjenere ligesom tidligere uddelte blandt Mængden, der jublede over hans Gavmildhed. Ved Paladset blev han modtaget af hele Hoffet, der ventede paa ham; Sultanen kyssede og omfavnede ham og førte ham derpaa til Bords, medens Musikkens Toner lød, og Festen begyndte at fejres overalt i Byen; ogsaa alle de fremmede Gesandter og de Rejsende fra fjerne Steder kom for at deltage i Højtiden og i Beundringen over dette mærkværdige, prægtige Palads, som var bleven bygget paa en eneste Nat.
Efter Maaltidet forlod Aladdin Sultanen og red med sine Tjenere til sit eget Slot for at gøre alt rede til Modtagelsen af sin Brud, idet Folket, der hilsede ham og nedbad Allahs Velsignelse over hans Hoved, ledsagede ham i et prægtigt Optog; i Paladset uddelte Aladdin sine Befalinger til sine Slaver og hele Tjenerskabet, for at alt kunde være rede, naar Prinsesse Badr*al*budur skulde komme. Om Aftenen, da Solheden var taget af, forsamlede Sultanen sine Vezirer og Emirer og alle sine Officerer i Slottets Gaard; der kom ogsaa Aladdin ridende og begyndte at tumle sin Hest for at vise sin Kunst, og der var ingen, som kunde maale sig med ham; thi en Hest som hans havde intet Menneske Mage til. Prinsessen var fra sit Vindue uset Vidne til dette Skuespil, og da hun saa hans Skønhed og Mandighed, optændtes hendes Hjerte af Elskov, og hun blev helt betaget af Glæde. Derpaa red ogsaa alle de andre frem og foretog forskellige Øvelser, men Aladdin vandt stadig Prisen. Da denne Leg var endt, fulgte Vezirerne og Rigets Stormænd ham til Sultanens Bad, og efter at han der havde badet sig og iført sig en endnu prægtigere Klædning, red de i højtideligt Optog med ham til hans Slot; paa begge Sider af ham fulgte fire Vezirer, bærende Sværd i Hænderne, og foran gik en stor Skare med Fakler og Trommer og Trompeter. Da de naaede hans Palads, steg de af Hestene, og han lod dem alle tage Plads, skønt de var saa mange, at de næppe kunde tælles, og bød derpaa sine Slaver at skænke Forfrisk? ninger for dem, medens der stadig blev kastet Guldstykker ud til Folket udenfor.
Da Sultanen var vendt tilbage fra Slotsgaarden, gav han Befaling til, at man skulde følge Prinsessen til Aladdins Palads, og øjeblikkelig satte Optoget sig i Bevægelse, bestaaende af Rigets Stormænd samt fakkelbærende Slaver; Aladdins Moder gik ved Prinsessens Side, og desuden ledsagedes hun af alle Vezirernes og Emirernes Hustruer; foran gik otte og fyrretyve Slavinder med kostbare, ambraduftende Lys i Guldlysestager, der var besat med Ædelstene, og bagefter fulgte alle, baade Mænd og Kvinder, som hørte til Slottet. Af denne Skare blev Prinsessen, der forinden var bleven omklædt og iført sin fulde Stads, ført til sin Brudgoms Slot, og der kom Aladdin hende i Møde og tog Sløret af hende. Hans Moder, der ledsagede hende, forbavsedes, da hun saa hendes Skønhed og Ynde, men endnu mere forundrede hun sig ved at betragte den Pragt, der omgav dem i de med Perler og Smaragder smykkede Værelser, og hun sagde ved sig selv: »Naa, jeg troede, at Sultanens Palads var noget særlig herligt, men dette alene overgaar da alt, hvad Konger nogen Tid har ejet, og jeg tror ikke, at noget Menneske skulde kunne bygge noget lignende.« Saaledes tænkte hun, og en lige saa stor Beundring opfyldte Prinsessen ved alt, hvad hun saa. Imidlertid blev Maaltidet baaret frem, og under dette traadte firsindstyve Slavinder frem med alle Slags Instrumenter, som de begyndte at spille paa, idet de sang saa herligt, at de henrev alle Tilhørernes Hjerter, og Prinsessen hensank i Beundring; thi hun mente, at saa dejlige Toner havde hun aldrig hørt. Paa denne Maade vedblev Jublen og Glæden, og der holdtes i denne Nat en saadan Fest, at end ikke Alexander, de to Verdeners Behersker, nogen Sinde havde fejret en lignende.
Om Morgenen stod Aladdin op, og den af hans Tjenere, der havde Opsynet med hans Kostbarheder, bragte ham en ny og prægtig Klædning; derpaa befalede han, at hans Hest skulde føres frem, og han steg op og red med sit Følge til Sultanens Palads, hvor han straks blev indladt. Saa snart Sultanen erfarede, at han var kommen, ilede han ham straks i Møde og kyssede og omfavnede ham, og lod ham tage Plads ved sin Side, medens Vezirerne og Rigets Stormænd bragte ham deres Hyldest og tillige med Sultanen selv udtalte alle gode Ønsker for ham. Derpaa spiste de, men da de var færdige, sagde Aladdin: »Hvis det behager Eders Majestæt, og hvis I vil vise mig en Ære, vil jeg bede Eder om med hele Eders Følge at aflægge et Besøg hos Eders Datter, Prinsessen.« Dette Forslag modtog Sultanen med Glæde og begav sig øjeblikkelig af Sted med alle sine Hoffolk; da han var kommen til Slottet, gav han sig til nøje at betragte dets Arkitektur og de Dele, hvoraf det var bygget, og forbavset over al denne Storhed og Rigdom vendte han sig til sin Vezir og sagde: »Sig mig, har du nogen Sinde set noget saadantmon nogen Konge i Verden raader over saadanne Masser af Guld og ædle Stene, som dem vi ser her?« »Eders Majestæt,« svarede Veziren, »sligt besidder ingen jordisk Konge, og ikke al Verdens Folkeslag kunde formaa at bygge et saadant Palads; thi der findes heller ikke Kunstnere, som kan udføre Arbejder som disse; men jeg tror, som jeg allerede har sagt Eders Majestæt, at alt dette skyldes Trolddomskunster.« Men Sultanen, der mærkede, at det var af Misundelse, at Veziren talte saaledes, og at han vilde søge at indtage ham mod Aladdin ved denne Beskyldning for Trolddom, svarede blot: »Det, som du her siger, mener du ikke; men for øvrigt véd jeg godt, hvorfor du siger det.« Derpaa førte Aladdin Sultanen af Sted, indtil de kom til den høje Sal, hvor han viste ham de kostbare Vinduer, der var prydede med Smaragder og Hyazinter. Da Sultanen gik rundt og beundrede dette, lagde han Mærke til det Vindue, som Aladdin havde lagt en særlig Plan med, og da han saa, at det var ufuldendt, vendte han sig til Veziren og spurgte ham, om han vidste Grunden til, at dette ikke var færdigt. »Eders Majestæt,« sagde denne, »Aarsagen ligger vel i, at Brylluppet gik saa hurtigt for sig, at der ikke har været Tid til at fuldende det.«
Imidlertid var Aladdin gaaet ind for at forkynde Prinsessen hendes Faders Ankomst, og da han vendte tilbage, kom Sultanen med sit Spørgsmaal angaaende Vinduet. »Eders Majestæt,« sagde Aladdin, der lod som intet, »paa Grund af Ilsomheden har Kunstnerne endnu ikke faaet det færdigt.« »Ja, men saa vil jeg lade det gøre færdigt,« sagde Sultanen. Aladdin takkede ham meget, og straks befalede han, at hans Juvelerer og Guldsmede skulde komme, efter at de i hans Skatkammer havde forsynet sig med, hvad de behøvede for at gøre det af Vinduet færdigt, som manglede. Derpaa kom Prinsessen for at hilse paa sin Fader, som modtog hende med Glæde og fulgte med hende ind i hendes Værelser, hvor der stod et Bord dækket for ham, hans Datter og Aladdin og et andet for Vezirerne, Officererne og alle de øvrige fornemme. Saasnart Sultanen smagte paa, hvad der var sat frem, forbavsedes han over de udsøgte Retter, og samtidig traadte de firsindstyve Slavinder, der i Skønhed kappedes med Fuldmaanen, frem og anslog Strængene paa deres Instrumenter, idet de sang saa henrivende, at det kunde vække Glæde endog hos den mest bedrøvede, og mere og mere satte den Overbevisning sig fast hos Sultanen, at ingen Kejser eller Konge nogen Sinde havde formaaet at tilvejebringe noget lignende.
Efter Maaltidet blev Desserten baaret frem i en anden Sal, og derpaa gik Sultanen op for at se, hvorledes det gik med Arbejdet, men han saa, at der manglede meget, og at det, som de havde taget i Skatkammeret, langtfra slog til. Da fik de Lov til at tage af, hvad der fandtes i Statens Skatkammer, og hvis dette ikke slog til, maatte de ogsaa bruge de Ædelstene, som Aladdin havde givet ham; men der manglede stadigt mes get, og Sultanen gav da Befaling til, at de frit kunde raade over de Kostbarheder, som fandtes hos alle Rigets Stormænd.
Den næste Morgen kom Aladdin for at se, hvorledes det gik, og da han saa, at de ikke engang havde faaet gjort Halvs delen færdig, befalede han dem at tage det altsammen fra hinanden og bringe Ædelstenene tilbage, hvor de havde taget dem. Da Juvelererne kom til Sultanen og berettede dette, spurgte han dem om Grunden, men da de svarede, at Aladdin ikke havde givet nogen Grund for sin Befaling, begav han sig straks over til Aladdins Slot. Denne havde imidlertid, efter at han havde sendt Guldsmedene bort, hidkaldt Lampens Aand og befalet ham at gøre Vinduet færdigt, og da han kort efter kom op i Salen, var det allerede gjort. I dette Øjeblik kom en Eunuch og meddelte Sultaens Ankomst, og straks ilede Aladdin ned for at modtage ham. »Min Søn,« sagde Sultanen, »hvorfor har du ikke ladet Juvelererne gøre deres Arbejde færdigtthi det er da ikke værdt, at der findes noget ufuldendt i dit Palads.« »Eders Majestæt,« svarede Aladdin, »jeg har ogsaa vel formaaet at fuldende det, og for at I kan overbevise Eder derom, saa stig op og se selv.« Da Sultanen kom op i Salen, gav han sig til at undersøge Vinduerne, men da han fandt, at de alle var ganske ens, udbrød han i Beundring: »Hvad er dette dog for et Vidunder, min Søn, at du har kunnet bygge i en Nat, hvad almindelige Kunstnere ikke kunde tilendebringe i Maaneder; sikkerlig, din Lige findes ikke i Verden.« »Allah beskytte Eders Majestæt og forlænge Eders Liv,« svarede Aladdin, »men slig Ros er jeg langtfra værdig til.« »Jo, min Søn, den, der som du kan gøre det, som ingen anden formaar, er vel værdig til slig Ros.« Derpaa gik Sultanen tilbage til Prinsessen, og da han havde set hendes Glæde over al den Herlighed, som hun levede i, vendte han tilbage til sit eget Palads.
Hver Dag red nu Aladdin ud, bestandig fulgt af sine Tjenere, der altid kastede Guld ud blandt Mængden. Derved vandt han en overordentlig Yndest hos alle Folk, baade høje og lave, og tillige en betydelig Stilling blandt Rigets Stormænd, og det blev en almindelig Skik at aflægge Ed ved hans Liv; desuden færdedes han ofte paa Jagt og deltog i Øvelserne paa Rendebanen, hvor Prinsessen altid var Tilskuer; og hun fattede mere og mere Kærlighed til ham og takkede Allah for, at han havde befriet hende for Vezirens Søn.
Da Aladdin havde vundet en saadan Anseelse, skete det, at Sultanens Rige blev angrebet af en fjendtlig Skare; han udrustede derfor en Hær og satte sin Svigersøn i Spidsen. Denne drog af Sted, og skønt Fjenderne havde en betydelig Styrs ke, angreb han dem dog straks, og der førtes en haard Kamp, men til sidst blev de dog slaaede og den største Del af dem dræbte. Aladdin bemægtigede sig et uhyre Bytte og vendte tilbage som hæderkronet Sejrherre. Sultanen og hans Datter modtog ham ved hans Hjemkomst med den største Jubel og Glæde, og der blev givet Befaling til, at der over hele Ris get skulde fejres en Fest til Ære for Aladdin, der nu af alle blev anset for deres bedste Hjælp efter Allah, og hvis Yndest og Ære voksede overordentlig paa Grund af denne Sejrvins ding.
Imidlertid var den afrikanske Troldmand vendt tilbage til sin Hjemstavn, opfyldt af Bedrøvelse over, at hans Møje og Besvær for at faa Lampen havde ført til saa lidet, og at han var gaaet Glip af den just i det Øjeblik, da han troede at have den; og da han mindedes dette, forøgedes hans Harme mod Aladdin, men han tænkte dog: »Siden han nu er død, kan jeg maaske endnu gøre mig Haab om Lampen, da næppe nogen anden kan have taget den.« Derfor tog han noget Sand og gav sig til at tegne magiske Figurer i det for at faa en Bekræfs telse paa, at alt forholdt sig rigtigt. Men forbitret blev han, da han saa, at Lampen ikke mere fandtes i Haven, og endnu mere, da han skønnede, at Aladdin ikke var død i Hulen, og da han undersøgte Sagen nøjere, fandt han, at han var i Live og i Besiddelse af den Lampe, som han selv forgæves havde stræbt at komme til at eje. Da tænkte han: »Skal jeg have døjet alt dette forgæves, medens den uværdige opnaar Lams pen, som gør ham til den rigeste af alle, hvis han kender dens Brugnej, dette skal hævnes!« Derpaa ransagede han videre, og da han fandt, at Aladdin levede i stor Rigdom og Herlighed og havde ægtet Sultanens Datter, blussede Vreden og Misundelsen endnu stærkere op i ham, og paa Timen begav han sig af Sted til Kina.