overnaturlige væsner

Dyr, dæmoner og menneskelignende væsner der ikke findes i virkeligheden. Almindelige dyr der kan tale bliver i stedet kategoriseret som talende dyr.

"Fortællingen om Aladdin og den Vidunderlige Lampe", del 3 af 3

I dette afsnit fortsætter vi vores rejse gennem forlæggende til Disneys tegnefilmsklassikere, og i dag er vi nået til Aladdin fra 1992 hvis forlæg vi læste anden del af sidste gang. I dag læser vi sidste del af eventyret.

Sidste gang formåede Aladdin på tvivlsom vis at forpurre prinsessens ægteskab med vezirens søn og overbeviste sultanen om at lade ham ægte hans datter ved at demonstrere sin enorme rigdom. Men nu er det gået op for Troldmanden at Aladdin er i live og besidder lampeånden og det har han i sinde at sætte en stopper for.

Saa snart som han havde naaet Sultanens Hovedstad og var taget ind i et Herberge, hørte han kun Tale om Aladdin, og ogsaa senere, da han havde udhvilet sig og spadserede ud, hørte han alle, hvem han mødte, lovprise det herlige Palads og dets Ejermands Ædelmodighed og Gavmildhed. Derfor gik han hen til en af dem, som omtalte Aladdin saaledes, og sagde: »Unge Mand, hvem er det, der omtales...

"Fortællingen om Aladdin og den Vidunderlige Lampe", del 2 af 3

I dette afsnit fortsætter vi vores rejse gennem forlæggende til Disneys tegnefilmsklassikere, og i dag er vi nået til Aladdin fra 1992 hvis forlæg vi læste første del af sidste gang. I dag læser vi anden del ud af tre.

Sidste gang hørte vi om hvordan den fattige skræddersøn endte med selv at besidde den lampeånd som den onde troldmand forsøgte at bruge ham til at anskaffe. I en tid levede han og hans mor godt, men da vi forlod Aladdin havde han forelsket sig i prinsessen og havde derfor sendt sin mor afsted for at fri på sine vegne.

Ordliste

formedelst: på grund af (DDO)

divan: en sultans statsråd, eller salen, hvor dette holdes (ODS)

tvætte: vaske (DDO)

emir: overhoved for et muslimsk, især arabisk, land eller område (DDO)

hyacint: ædelsten, oprindeligt om ametyst, nu især om en gulrød varietet af zirkon (ODS)

Da hun havde staaet noget, kom Storveziren og en Del fornemme Folk ind og lidt efter de øvrige Vezirer og Rigets Øverste. Nogen Tid efter dem kom Sultanen og tog Plads paa sin Tronstol; alle de fornemme rejste sig ved hans Indtrædelse og blev staaende, indtil han havde givet dem Tilladelse til atter at tage Plads. Derpaa kom de audienssøgende frem, og deres Sager blev paadømte, den ene efter...

"Fortællingen om Aladdin og den Vidunderlige Lampe", del 1 af 3

I dette afsnit fortsætter vi vores rejse gennem forlæggende til Disneys tegnefilmsklassikere, og i dag er vi nået til Aladdin fra 1992.

Aladdin og den Vidunderlige Lampe er en af fortællingerne fra Tusind og én nat, som er det vigtigste værk i den ældre arabiske fortællekunst. I Tusind og én nats rammefortælling har kongen dræbt sin hustru, og har nu fået for vane at dræbe de unge kvinder han gifter sig med efter bryllupsnatten. Hans seneste giftermål, Sheherezade, formår dog at redde livet ved hver eneste nat at fortælle kongen nye eventyr.

Den tidligste kendte udgave er fra 800-tallets Baghdad og var allerede dengang en blanding af fortællinger med oprindelse i både Egypten, Indien, Persien og Mesopotamien. I løbet af middelalderen findes mange forskellige udgaver af Tusind og én nat der dog alle har en fælles kerne på omtrent 300 nætters fortællinger. Dengang var fortællingerne primært en del af den mundtlige fortælletradition hvor professionelle fortællere hver havde deres eget repertoire og deres egne udgaver, og de løbende nedskrivninger afspejler denne rige variation.

Organiserede og omfattende nedskrivninger tog først til da man i Europa fattede interesse for Tusind og én nat i 1700-tallet, og de senere arabiske udgaver er også påvirket af de tidlige europæiske oversættelser. Faktisk var Aladdin oprindeligt et mellemøstligt folkeeventyr der slet ikke var en del af de arabiske udgaver af Tusind og én nat, men den tidligste europæiske oversættelse medtog eventyret, og det begyndte de arabiske udgaver derefter også at gøre.

Værkets udbredelse i Europa var med til at forme Vestens fordomme om det geografisk omskiftelige "Orienten" som et fundamentalt anderledes sted der med dets mystik og erotik stod i modsætning til den europæiske fornuft. Med Romantikkens indtog i Europa i starten af 1800-tallet bliver netop disse idéer om Orienten valoriseret mere positivt end hidtil, og man ser da også hvordan Adam Oehlenschlägers udgave af netop Aladdin vægter det umiddelbare og kreative langt højere end det flittige og velovervejede – et modsætningspar der matchede de racistiske fordomme om de såkaldte orientalske folkeslag over for den fornuftige europæer.

Handlingen i Aladdin og den Vidunderlige Lampe er hensat til Kina, som arabiske folkeslag i samtiden opfattede som et fjernt, eksotisk sted der forblev abstrakt for de fleste. Det er fristende at se paralleller mellem dette og Vestens brug af Orienten, men i Aladdin forbliver alle kulturtræk dog arabiske og kun "Kina" som stedbetegnelse står tilbage som markør, mens Oehlenschläger og hans samtidige søgte at medtage mange arabiske kulturtræk når deres fortællinger var hensat til Orienten.

Bemærk at dagens afsnit indeholder en antisemitisk skildring af en mindre figur i fortællingen.

Den udgave vi læser den første del af i dag, er oversat af Johannes Østrup og udkom i 1928, og det er den første danske oversættelse fra de arabiske udgaver af fortællingerne. Til forskel fra Ellen Wullffs nyoversættelse i 2013 var Østrups mål dog ikke så præcis en oversættelse som muligt, men derimod en udgave der fokuserede på de almenmenneskelige fællestræk; som det lyder i Indledningen:

"Forskeren leder i Tusind og en Nat efter et kulturbillede af en bestemt periode, den menige læser søger i disse frugter af en hed og frodig fantasi først og fremmest underholdning og glemsel af dagligdagens tomhed og besvær, og det er denne læsers behov, som en oversættelse først og fremmest må tage sigte på.

Alligevel vil jeg ikke [skjule], at det er mit håb, at den oversættelse af Tusind og en nat, der her forelægges [...] må blive ikke blot en morskabsbog i dette ords bedste betydning, men at den også må bidrage til at vække interesse for og forståelse af det Østerland, der samtidig med at det i vore dage moderniseres og stadigt kommer Europa nærmere, dog har bevaret så meget af ældre tiders primitive livsformer. Det Østerland, som Tusind og en nats eventyr opruller et billede af, er først og fremmest den glødende sols, de stærke farvers og de heftige følelsers land, og alt dette vedbliver ned gennem tiderne at være det samme.

Uforgængelig er også den trang til at lade fantasien boltre sig frit, der – som en slags protest mod hverdagslivets ensformighed – skabte disse eventyr og lysten til at høre dem fortælle. Under alle himmelstrøg og under alle kulturforhold bevares eventyrets romantiske land sin tiltrækningskraft, og bestandigt lige betagende er klangen af den udødelige begyndelse: "Der var en gang –""

Ordliste

være stadig: være præget af ro og besindighed (ODS 4.2)

at mage: at tilrettelægge (DDO)

Det fortælles, at der i en By i Kina engang levede en fattig Skrædder, som havde en Søn ved Navn Aladdin. Denne var lige fra lille af en doven og stridig Knægt. Da han var ti Aar gammel, vilde hans Fader, at han skulde sættes i Lære, men da han ikke havde Raad til at betale for hans Undervisning, tog han ham ind i sit eget Værksted, for at han kunde lære Skrædderhaandværket. Men Sønnen var...

"Skønheden og udyret" af Jeanne-Marie Leprince de Beaumont

I dette afsnit fortsætter vi vores rejse gennem forlæggende til Disneys tegnefilmsklassikere, og i dag er det fortællingen bag Skønheden og Udyret fra 1991 vi skal læse.

Den udgave vi i dag først og fremmest tænker på når vi hører titlen er skrevet af Jeanne-Marie Leprince de Beaumont og udkom første gang i 1756. Den er baseret på en roman fra 1740 og forud for begge går der folkeeventyr der kan spores 4000 år. På dansk grund indsamlede folkemindesamleren Evald Tang Kristensen også en udgave i slutningen af 1800-tallet hvor Udyret er en hest, men den ligger så tæt op ad Beaumonts udgave at vi ikke læser den i dag.

Som vi så ofte ser i disse eventyr, er moren død, søstrene onde og en smuk prins' kærlighed er enhver kvindes højeste ønske; og ligesom vi så i Tornerose med tilføjelsen af Malavias forvandling til en drage, så Disneystudierne sig også her nødsaget til at tilføje en skurk der kunne udkæmpes en afsluttende kamp med i form af Gaston. Men både fortællingen og dens adaptationer adskiller sig fra de fleste folkeeventyr ved at give Skønheden og prinsen tid til at lære hinanden at kende inden giftermålet indgås. At de tilbringer denne tid sammen fordi Udyret har kidnappet hende, er det dog ikke meningen man skal bekymre sig alt for meget over.

Ordliste

artig: god i moralsk henseende; om personer som besidder (megen) dannelse, forstand, vid (ODS)

cabinet: værelse til privat benyttelse for en person (Holberg)

avindsyge: misundelse (ODS)

Der var engang en rig Kiøbmand, som havde sex Børn, tre Sønner og tre Døttre. Han var tillige en fornuftig Mand, der ikke sparede noget for at give sine Børn en god Opdragelse, og lod dem lære Alt, hvad han troede de behøvede for at skikke sig vel og komme frem i Verden. Døttrene vare alle tre smukke, men især var den Yngste en fuldkommen Skiønhed. Allerede da hun var lille kaldte Folk hende...

"Den lille havfrue" af H.C. Andersen

I dette afsnit fortsætter vi vores rejse gennem forlæggende til Disneys tegnefilmsklassikere, og i dag er det kunsteventyret bag Den lille havfrue fra 1989 vi skal læse.

H.C. Andersens forlæg blev første gang trykt i Eventyr, fortalt for Børn, Tredie Hefte som udkom i 1837.

I forordet til hæftet skrev han om eventyret af "ethvert af hine egner sig maaskee mere for Barnet, end dette, hvis dybere Betydning kun den Ældre forstaaer, men jeg tør dog troe, at Barnet vil have Glæde deraf."

Det var et af H.C. Andersens tidlige eventyr men det første som han mente den samtidige guldalderdigter B.S. Ingemann ville kunne lide idet han skrev at det var "det eneste af mine Arbeider, som har rørt mig selv, idet jeg skrev det".

Især slutningen anså Disney ikke for at være børnevenlig, men også Disneys adaptation rørte mange tegnefilmselskere, og den markerede overgangen til den periode af både populære og anmelderroste tegnefilm der er blevet kendt som Disneys renæssance. I denne periode blev næsten alle Disneytegnefilm skåret over samme Broadwaylæst, men Broadway skal man lede en del efter i originalen. God fornøjelse.

Ordliste

Geburtsdag: fødselsdag (ODS)

Aftenstjernen: planeten Venus (ODS)

laae med Blus: at fiske ved at bruge lys­ til at tiltrække fisk (ODS)

Polyp: primitivt, hvirvelløst havdyr, fx vandmand eller koraldyr (DDO)

Beenrade: skeletter (Holbergordbog)

baltrede: boltrede, væltede (ODS)

forliebt: forelsket (DDO)

Musselin: vævet stof af fx fint bomuld (DDO)

Purpur: fornemt mørkerødt stof (DDO)

halvbrustne: halvdøde (ODS)

Vederkvægelse: forfriske; give nye kræfter (DDO)

Langt ude i Havet er Vandet saa blaat, som Bladene paa den deiligste Kornblomst og saa klart, som det reneste Glas, men det er meget dybt, dybere end noget Ankertoug naaer, mange Kirketaarne maatte stilles ovenpaa hinanden, for at række fra Bunden op over Vandet. Dernede boe Havfolkene.

Nu maa man slet ikke troe, at der kun er den nøgne hvide Sandbund; nei, der voxe de forunderligste...

"Hans og bønnestagen" af Joseph Jacobs

I dette afsnit fortsætter vi vores rejse gennem forlæggende til Disneys tegnefilmsklassikere, og vi er nået til Mickey og Bønnestagen fra 1947.

Hans og Bønnestagen er oprindeligt et engelsk folkeventyr hvis første nedskrevne udgave er fra 1734. Dog lader Joseph Jacobs omskrivning fra 1890 til at være tættere på den oprindelige mundtlige udgave og er desuden den udgave som i dag er mest kendt. Hans, der på engelsk hedder Jack, er hovedpersonen i en hel række af folkeeventyr hvor han tit er både doven og tåbelig – men når det gælder er han skarpsindig nok til at hans projekter lykkes. Han er med andre ord en trickster, hvilket er en arketype vi i Danmark nok bedst kender fra Loke i nordisk mytologi, der også bryder normerne for den rette opførsel men typisk slipper godt fra det ved at være kvik når det gælder.

I de tidligere udgaver af Hans og Bønnestagen brød folkemindesamlerne sig øjensynligt ikke om den amoralske adfærd som I kommer til at høre om, og derfor tilføjede de fx en fekvinde der forklarede hvorfor kæmpen fortjente Hans' hævn over ham – og også i moderne udgaver bliver Hans gjort mere heltemodig ved at forklare at kæmpen slet ikke var den retmæssige ejer af de ting Hans stjæler.

Tit var folkeeventyrene langt mere upassende end den dannede kristne offentlighed kunne tolerere, og så måtte de ændres for at både børn og den brede befolkning, som kultureliten ikke havde de store tanker om, ikke skulle blive ført i uføre af sådanne amoralske fortællinger. 

Disneys udgave ser sig også nødsaget til at gøre hovedpersonerne mere heltemodige end Hans oprindeligt var ved at give kæmpen skylden for at der er hungersnød: Det er nemlig hans tyveri af den magiske harpe der er skyld i tørken. Mickey Mouse var i slutningen af 1940'erne blevet en alt for forbilledlig karakter til at være lige så anløben som Hans.

Der var engang en fattig enke som havde en eneste søn ved navn Hans, og en ko der hed Mælkehvid. Og det eneste de havde at leve af var mælken koen gav hver morgen, som de bragte til markedet og solgte. Men en morgen gav Mælkehvid ingen mælk og de vidste ikke hvad de skulle gøre.

“Hvad skal vi dog gøre? Hvad skal vi dog gøre?” sagde enken og vred sine hænder.

“Bare rolig, mor,...