Havde Grantræet dog glædet sig, da det kunne

Sidste gang læste vi Grantræet af H.C. Andersen og hvis du endnu ikke har lyttet til fortællingen, vil jeg anbefale at du gør det inden du lytter til dette afsnit

Men hvorfor starte den her podcast med lige netop den tekst? Der er nok kun meget få af jer der ikke har hørt den før, for det er netop en julehistorie som igen og igen bliver fundet frem – og det var faktisk også derfor jeg endte med at læse den for jer.

Jeg blev i år ansat som efterskolelærer, og nu hvor det er december skulle der læses et juleeventyr højt for eleverne, og jeg meldte mig til at gøre det. Jeg ledte i gemmerne og på e-reolen efter fortællinger der hverken var for barnlige, for voksne, for korte eller for lange, og det indsnævrede mængden af kandidater en hel del. Jeg diskvalificere hurtigt de historier der blev for pussenussede og som havde den her stemning af kandis med sukker ovenpå. Det har aldrig sagt mig særligt meget. Om det siger mest om mig eller fortællingerne, må I vurdere.

I hvert fald endte jeg med at falde tilbage på klassikeren Grantræet, og selvom det er nogle elever med krudt i røven formåede de at blive siddende og lytte alle 20 minutter jeg læste højt for dem. Det mindede mig om at jeg længe havde tænkt på at starte en podcast hvor jeg fik lejlighed til at læse højt og måske også bruge noget af alt det jeg har lært om litteratur gennem tiden til at formidle det jeg læste. For jeg holder meget af at læse højt, og jeg har i flere år haft en lille drøm om at komme til at gøre det professionelt. Indtil sådan en mulighed byder sig kan jeg nøjes med at læse nogle af alle de vidunderlige fortællinger som den danske litteraturhistorie byder på – i det mindste den del af den der strækker sig indtil 1950, for det er først 70 år efter forfatterens død at man kan bruge teksterne uden at spørge om lov.

Hvad H.C. Andersen angår så er det heldigvis ikke noget problem, for det er 145 år siden han stillede træskoene. Han var 39 år gammel da han nedskrev Grantræet – det ved vi fra H.C. Andersens dagbøger. Den 4. december 1844 var første udkast færdigt og allerede den 10. december skrev han forlagskontrakt – og den 21. december udkom hæftet med Grantræet og Snedronningen. Forlagspipelinen er blevet noget længere siden dengang!

Senere fortalte H.C. Andersen at inspirationskilden til Grantræet var Ouverturen til Mozarts Dan Juan som han og komponisten J.P.E. Hartmann overværede på det kongelige teater. Mens de sad dér, klappede Andersen pludselig Hartmann på skulderen og sagde »Jeg går, jeg må hjem og skrive.« Senere på aftenen, endnu inden Don Juan var færdig, kom Andersen tilbage og sagde: "Nå, er I ikke kommet videre? Og jeg er fiks og færdig." "Med hvad?" spurgte Hartmann. "Med et eventyr, som skal hedde Grantræet"

Når man dykker ned i programmerne for det kongelige teater viser det sig så at Don Juan slet ikke blev spillet på det her tidspunkt, men hvorfor lade virkeligheden komme i vejen for en god historie? Sandt er det at forføreren Don Juan i 17- og 1800-tallet var en af de mest markante skikkelser i det europæiske mytestof, og det er da også blot ét år tidligere at Søren Kierkegaard brugte karakteren i Enten-Eller som repræsentant for æstetikerens utæmmelige sanselighed.

I Grantræet er sanseligheden knap så erotisk, men utilfredsheden med nu'et og den stadige uro der følger med gør det nemt at sidestille noget af det tematiske stof med Don Juan. I Grantræet forsøger selve naturen at minde Grantræet om at nyde sit liv i skoven med solens stråler, harernes leg og fuglenes fløjten, men de formaninger ænser Grantræet ikke. I stedet længes det efter at vokse så det kan komme væk fra det kendte – et ønske det får opfyldt da det bliver fældet og bragt ind i herskabsstuerne som juletræ. Men selv ikke da det står der på sin lykkeligste aften kan det nyde nu'et fordi "Det var så bange for at tabe noget af al sin stads".

Da det så ganske uhøjtideligt bliver stillet på loftet og der møder musene, fortæller det om sin fortid, både i skoven og i stuerne. Nu slutter længslen efter fortidens lykke sig til forhåbningerne til fremtiden. Men til slut er det visnet og bliver ophugget til brænde. "Havde jeg dog glædet mig, da jeg kunne" bliver figuren Grantræets sidste tanke før dets liv er forbi.

Fortællingen Grantræets afslutningsreplik bliver "forbi, forbi, og det bliver alle historier!" og for Grantræet der ikke nåede at glæde sig over hvad det havde i fortællingens nu'er, er det en ulykkelig historie. Her er livspessimismen større end i for eksempel Den lille pige med Svovlstikkerne og Den lille havfrue, hvor hovedpersonerne trods alt bliver lykkelige i det hinsides. Men det er nok netop også derfor Grantræet gør særligt indtryk på mig – fordi jeg ikke har nogen forhåbninger om noget liv efter døden. For mig føles det som om  de religiøse slutninger på andre af Andersens fortællinger stikker læseren blår i øjnene og derfor føles falske. Som jeg opfatter virkeligheden har vi kun 80 år plus/minus af nu'er, og hvis vi bruger tiden på at gruble over fortiden eller længes efter fremtiden så bliver de nemt spildt – for vi har kun rejsen, og destinationen er flammerne under den store bryggerkedel.

Så lad os fejre nuet ved i de næste 6 minutter at lytte til den musik som H.C. Andersen godt kunne tænke sig at vi troede Grantræet var inspireret af: Ouverturen fra Wolfgang Amadeus Mozarts Don Juan, her fremført af Fulda Symphonic Orchestra.