"Katte" af Guy de Maupassant og "Katte på Capri" af Helge Rode

Katte

af Guy de Maupassant

I

Cap d’Antibes.

Jeg sad forleden Dag paa en Bænk udenfor min Dør, midt i Solen, foran et Bed med blomstrende Anemoner, og læste i en Bog, der nylig var udkommet, en ærlig skrevet Bog, noget, der er ligesaa fortryllende som sjældent. En stor, hvid Kat, der tilhører Gartneren, sprang op paa mine Knæ; ved dette Sæt smækkede Bogen i, og jeg lagde den fra mig paa Bænken for at kærtegne Dyret.

Det var varmt. En Duft af nye Blomster, en endnu ligesom frygtsom Duft bares let og med Mellemrum gennem Luften, der ogsaa af og til gennembævedes af en kold Gysen, der kom fra de høje, hvide Tinder, som jeg skimtede i det fjerne.

Men Solen var skarp og brændende. Det var, som om den borede sig ned i Jorden og fik den til at leve, den kløvede Frøkornene for at vække de slumrende Spirer, og Knopperne, for at de unge Blade kunde komme til at folde sig ud.

Katten rullede sig paa Ryggen paa mit Skød med Poterne op i Luften; den aabnede og lukkede sine Kløer, blottede sine spidse Tænder og mellem Øjenlaagenes næsten helt tillukkede Revner lyste dens Øjne grønligt. Jeg klappede og kærtegnede det slappe og nervøse Dyr, der var smidigt som Silke, blødt, varmt, lækkert og farligt. Det knurrede henrykt, parat til at bide, thi det holder ligesaa meget af at kradse som af at blive kærtegnet. Det strakte Hals og bølgede sig, og naar jeg hørte op med at røre ved det, rejste det sig og gnubbede sit Hovede ind under min løftede Haand.

Jeg mærkede, at jeg gjorde Katten nervøs, og den gjorde ogsaa mig nervøs, thi jeg baade elsker og afskyer dem, disse indtagende og troløse Dyr. Jeg holder af at røre ved dem, at føle deres silkebløde, knitrende Pels glide under min Haand, at fornemme den Varme, som strømmer ud fra det fine og glatte Skind. Der gives intet blødere, intet, der giver Huden et saa lækkert, forfinet og sjældent Indtryk som en Kats lune og sitrende Klædning. Men denne levende Klædning fremkalder i mine Fingre en underlig, glubsk Trang til at kvæle Dyret, som jeg kærtegner. Jeg føler den Lyst, som det har til at bide mig, og denne Lyst smitter mig, strømmer som en elektrisk Strøm over i mig, strømmer fra mine Fingerspidser, der borer sig ned i den varme Pels, op langs mine Nerver, langs med mine Arme, op til mit Hjerte, til mit Hovede; den fylder mig, løber langs med min Hud, faar mig til at bide mine Tænder sammen. Og hele Tiden, hele Tiden føler jeg i mine ti Fingerspidser den lette og hurtige Snurren, der trænger op i mig og breder sig over hele mit Legeme.

Og hvis Dyret begynder, hvis det bider mig eller kradser mig, griber jeg det om Halsen, svinger det rundt i Luften og slynger det som en Sten i en Slynge langt fra mig, saa hurtigt og saa brutalt, at det aldrig kan faa Tid til at hævne sig.

Jeg husker, da jeg var Barn; den Gang elskede jeg allerede Katte med den samme pludselige Trang til at kvæle dem med mine smaa Hænder, og en Dag fik jeg nede i den anden Ende af Haven, helt nede ved Indgangen til Skoven, Øje paa noget graat, der rullede sig i det høje Græs. Jeg gik nærmere for at se, hvad det var. Det var en Kat, som var fanget i en Rævesaks, og som var ved at kvæles. Rallende og døende vred den sig, rev Jorden op med sine Kløer, sprang op, faldt slap tilbage og begyndte forfra; dens hæse og hurtige Stønnen lød som en Pumpe; det var en skrækkelig Lyd — jeg hører den endnu.

Jeg kunde havde taget en Spade og hugget Saksen over, jeg kunde have løbet efter Tjeneren eller hentet min Fader — Nej, jeg rørte mig ikke af Pletten; med bankende Hjerte blev jeg staaende for at se den dø, fyldt af en skælvende og grusom Glæde, det var jo en Kat! Hvis det havde været en Hund, vilde jeg hellere have slidt Staaltraaden over med mine Tænder end lade den lide et Sekund længere.

Og da den var død, helt død, men endnu varm, gik jeg hen og følte paa den og trak den i Halen.

II

De er alligevel bedaarende, bedaarende især, fordi man, medens man kærtegner dem og de gnider sig op imod én, knurrer af Velbehag, ruller sig paa éns Knæ og stirrer paa én med deres gule Øjne, der aldrig synes at se, har en tydelig Følelse af Falskheden i deres Kælenskab og den troløse Egoisme i deres Glæde.

Kvinderne gør et lignende Indtryk paa én, disse henrivende søde Skabninger med de klare og falske Øjne, som har udvalgt os for at kunne gnide sig op ad Kærligheden. Naar man er dem nær, naar de aabner deres Arme og byder deres Læber frem, naar man favner dem med brændende Hjerte, naar man nyder den sanselige og svulmende Glæde ved deres bløde Kærtegn, føler man tydeligt, at det er en Kat, man har hos sig, en Kat med Klør og Tænder, en lumsk og troløs Kat, en kælen Fjende, der vil bide, naar hun er bleven træt af at kysses.

Alle Digtere har elsket Katte. Beaudelaire har besunget dem i guddommelige Vers.

III

Jeg har en Gang haft en ejendommelig Fornemmelse af at have boet i den hvide Kats fortryllede Slot, et Feslot, hvor der herskede et af disse bølgende, hemmelighedsfulde og forvirrende Dyr, det eneste maaske af alle levende Væsener, hvis Trin man aldrig hører.

Det var ifjor Sommer, paa denne samme Middelhavskyst.

Der var en skrækkelig Hede i Nizza, og jeg forhørte mig, om ikke Egnens Beboere oppe mellem Bjærgene havde en eller anden Dal, hvor de kunde søge hen for at trække Vejret.

Thorenc-Dalen blev nævnt, og jeg fik Lyst til at se den.

Jeg maatte først tage til Grasse, Parfumernes By, som jeg en anden Gang vil fortælle om og skildre, hvorledes man fabrikerer disse Blomsteressentser, der indeholder saa megen koncentreret Blomsterduft, at de har en Værdi indtil to Tusinde Francs pr. Liter. Jeg tilbragte Natten i et af Byens gamle Hoteller, et ret middelmaadigt Sted, hvor Maden var ligesaa tvivlsom som Værelsets Properhed. Den næste Morgen drog jeg videre.

Vejen gik midt ind mellem Bjærgene, den løb langs med dybe Kløfter under nøgne, spidse og vilde Tinder. Jeg fandt, at det var et mærkeligt Sommeropholdssted, der her var bleven anvist mig, og jeg var lige ved at vende om for endnu samme Aften at kunne være tilbage i Nizza, da jeg pludselig foran mig, oppe paa et Bjærg, som syntes at spærre Vejen for mig, fik Øje paa en vældig og beundringsværdig Ruin, der med Himlen som Baggrund tegnede sine Taarne, sine sammensunkne Mure, hele en død Fæstnings ejendommelige Arkitektur. Det var en gammel Tempelridder-Borg; det var Tempelridderne, der i fordums Tid herskede over hele Thorenc-Egnen.

Vejen løb imidlertid uden om Bjærget og paa én Gang saa’ jeg foran mig en lang, grøn, frisk og kølig Dal. Paa Bunden var der Græsmarker, strømmende Vand og Piletræer, paa Skraaningerne Graner, der naaede helt op til Himlen.

Lige overfor Ridderborgen, paa den anden Side af Dalen, men lavere, ligger et beboet Slot, Quatre-Tours-Slottet, der blev bygget henimod 1530. Der ses dog ikke det mindste Spor af Renæssancens Bygningskunst.

Det er en tung og solid, firkantet Bygning, der gør et ret imponerende Indtryk; den er, som Navnet angiver, flankeret af fire Taarne.

Jeg havde et Anbefalingsbrev til Ejeren af dette Gods, og han tillod mig ikke at tage ind i Hotellet, men forlangte, at jeg skulde være hans Gæst.

Hele Dalen, der virkelig er aldeles bedaarende, er et af de mest henrivende Sommeropholdssteder, man kan tænke sig. Jeg spadserede omkring, lige indtil det begyndte at mørkne, og efter Middagen trak jeg mig tilbage til det Værelse, der var bleven mig anvist.

Jeg kom først igennem en Slags Salon, hvis Vægge var betrukne med gammel, korduansk Læder, derpaa ind i et andet Værelse, hvor jeg ved Skæret af mit Lys fik et hastigt Indtryk af Væggene, som var bedækkede med gamle Dameportrætter, og saa ind i Værelset, hvor min Seng stod.

Saasnart jeg var bleven alene, undersøgte jeg det nøjere. Det var betrukket med gamle, malede Lærredstapeter, hvor man saa’ rosenrøde Slotte i Baggrunden af blaa Landskaber og store fantastiske Fugle under Blade af kostbare Stene.

Mit Toiletkabinet var i et af Taarnene. Vinduerne, som var brede ind imod Værelset og snævredes ind ud mod Lyset, gik gennem hele den tykke Mur og var som en Slags Skydehuller, disse Aabninger, hvorigennem man dræber Mennesker.

Jeg laasede min Dør, gik i Seng og faldt i Søvn.

Og jeg drømte. Man drømmer altid lidt af det, der er hændet én om Dagen. Jeg rejste; jeg kom ind i et Herberg, hvor der foran Kaminilden sad en Tjener i et pragtfuldt Livré og en Murer, et mærkeligt sammensat Selskab, som jeg imidlertid paa ingen Maade forundrede mig over. De talte om Victor Hugo, som nylig var død, og jeg blandede mig i Samtalen. Endelig gik jeg til Ro i et Værelse, hvis Dør ikke kunde laases, og pludselig saa’ jeg Tjeneren og Mureren, bevæbnede med Mursten, komme listende forsigtigt hen mod min Seng.

Jeg vaagnede med et Sæt, og der gik nogle Øjeblikke førend jeg vidste, hvor jeg var. Saa huskede jeg den foregaaende Dags Begivenheder, min Ankomst til Thorenc og Slotsherrens elskværdige Modtagelse.

Jeg var lige ved at lukke mine Øjenlaag, da jeg saa’, ja, jeg saa’ virkelig, i Mørket midt i Stuen, omtrent i Højde med et Mandshovede, to Ildøjne, der stirrede paa mig.

Jeg fik fat paa en Tændstik, og idet jeg strøg den, hørte jeg en Støj, en let og blød Støj, som naar et Stykke fugtigt og sammenrullet Linned falder paa Gulvet, men da jeg fik tændt Lyset, saa’ jeg intet andet end det store Bord midt i Stuen.

Jeg stod op, undersøgte begge Værelserne, kiggede ind under Sengen, lukkede Skabene op, intet.

Jeg tænkte, at jeg havde fortsat min Drøm lidt efter, at jeg var vaagnet, og prøvede paa atter at falde i Søvn, hvad der hurtigt lykkedes mig.

Jeg drømte igen. Denne Gang rejste jeg ogsaa, men det var i Orienten, i det Land, som jeg elsker. Jeg kom til en Tyrk, der boede midt ude i Ørkenen. Det var en prægtig Tyrk, ikke en Araber, men en stor, tyk og elskværdig Tyrk, klædt paa som en Tyrk med en Turban paa Hovedet og en hel Silkebutik paa Ryggen, en rigtig Theatertyrk, der overøste mig med Komplimenter, bad mig om at sidde paa en vidunderlig blød Divan og bød mig Syltetøj.

En lille Neger førte mig derefter til mit Værelse — alle mine Drømme endte aabenbart paa samme Maade — et himmelblaat, vellugtende Værelse med Tigerskind paa Gulvet. Foran Ilden — denne Forestilling om Ilden forfulgte mig altsaa helt ud i Ørkenen — sad paa en lav Stol en halvpaaklædt Kvinde og ventede paa mig.

Hun var af den reneste østerlandske Type med Stjerner paa Kinderne, Panden og Hagen, umaadelig store Øjne og et herligt Legeme, lidt brunt, men af en varm og sansebetagende brunlig Tone.

Hun saa’ paa mig, og jeg tænkte:

„Se, den Gæstfrihed kan jeg forstaa! I vore dumme, nordiske Lande med deres meningsløse Snerperi, deres idiotiske Blufærdighed og deres kortsynede Moral, vilde man aldrig falde paa at modtage en Gæst paa denne Maade.“

Jeg gik hen til hende og talte til hende, men hun svarede mig kun med Tegn, da hun ikke kunde et Ord af det Sprog, som min Tyrker, hendes Herre, talte saa fortræffeligt.

At hun intet kunde sige, gjorde mig kun saa meget des lykkeligere. Jeg tog hendes Haand og førte hende hen til mit Leje, hvor jeg lagde mig ved Siden af hende . . . ak, det er altid i saadanne Øjeblikke, at man vaagner! Jeg vaagnede altsaa, og blev ikke synderlig overrasket ved under min Haand at føle noget varmt og blødt, som jeg kærligt kærtegnede.

Saa klaredes mine Tanker, og det gik op for mig, at det var en Kat, der havde rullet sig sammen ved Siden af min Kind og tillidsfuldt lagt sig til at sove. Jeg lod den blive liggende, gjorde ligesom den og faldt endnu en Gang i Søvn.

Da det blev Dag, var den borte. Jeg troede oprigtig talt, at jeg havde drømt, thi jeg begreb ikke, hvorledes den havde baaret sig ad med at komme ind og ud, da min Dør var laaset.

Jeg fortalte mit Æventyr, dog ikke det hele, til min elskværdige Vært, der gav sig til at le og sagde:

„Den er naturligvis kommet ind gennem Kattehullet.“

Han løftede Gardinet og viste mig et lille rundt og sort Hul i Muren.

Jeg fik at vide at næsten alle gamle Bygninger paa Egnen har saadanne lange smalle Gange igennem deres Mure, lige fra Kælderen og op til Kvisten, fra Folkenes Kamre og til Herrens Værelse. Takket være dem bliver Katten Stedets Konge og Behersker.

Den gaar ud og ind, som det behager den, spanker om i sit Rige, som den har Lyst til, kan lægge sig i alle Sengene, se alt og høre alt, kende alle Husets Hemmeligheder, dets Vaner og dets skjulte Skændsler. Den er hjemme overalt, kan gaa ind over alt, dette Dyr med de lydløse Trin, denne tavse Spejder, de hule Mures natlige Vandrer.

Katte paa Capri

af Helge Rode

For godt og vel en halv Snes Aar siden boede vi paa Øen Capri. — Vi levede saa temmelig for os selv, men havde en Del med Katte at gøre. En kort Tid havde vi Huset fuldt. Det er bedst, jeg skriver det op, før det er sunket for langt ned i Erindringen. Der er et Sted i Sækken, hvor alle Katte bliver graa eller farvede af Fantasien. Jeg prøver nu paa at hale dem op saa uskadte, som jeg kan.

Øen er vidunderlig; stejl og vild med farlige Bølger der skummer mod sønderrevne Kyster og omkring Klippeblokke, som Titanerne har kastet ned i Havet. Barbarisk pragtfulde er disse Bølger og barbarisk graadige, som om de endnu havde sultne Mindelser om Lækkerbidskener fra Odyssevs Tider.

Øen er herlig; men den er stundom besat af begejstrede Turister som en Skinke af Fluer ved Sommer. De kommer for at nyde Naturen og de gør det saa grundigt, at der ingenting bliver tilbage af den. Om Aftenen drikker de romantiske Skaaler i Marsalavin og Münchener-øl med en Fisker, der har fløjelsbløde Øjne, langt velfriseret hvidt Skæg og sorte Spytkrøller ned i Panden. Nogle vil da ogsaa mene, at der er gaaet Fordærvelse i Capri; og det kan nok se saaledes ud af og til; men Klippe er nu alligevel Klippe og opløses ikke saa let. Da vi var der, kunde man ialtfald leve for sig selv i uforstyrret Primitivitet. Man kunde finde sig et Hus midt i en Orangehave og leve med Bølgerne og Stjernerne. Man kunde se sine faa Venner hos sig engang imellem og have sin Terrasse fuld af halvvilde Katte.

Vi havde syv, som kom hver Dag og tilbragte en fredelig Stund med Brød, Fiskelevninger og Mælk. Til ethvert Hus hører der i Italien en Kat, som ingen bryder sig noget om. Dyrene maa klare sig selv saa godt de kan og udfægte deres egen Kamp for Tilværelsen. Det er al Ære værd; men skaber dog ingen Anseelse. Naar nu en Kat ved et tilfældigt Besøg hos et fremmed Herskab bliver vel beværtet, saa kommer den selvfølgelig igen Dagen efter. Et Menneske kunde i lignende Tilfælde have Lyst til at gøre det samme; men lader dog være og opsætter den næste Visit til der er forløbet en passende Tid, for paa den Maade at kunne holde det gaaende; men det tænker en Kat ikke paa. Derimod er der noget om, at Mennesker — de mest ukloge Tiggere undtaget — ikke bryder sig om at dele et heldigt Fund med andre, men vaager skinsygt over den erhvervede Plads i Solen. Det tænker Katten ikke paa, den lader det smukt gaa videre til Slægt og Venner, at paa det og det Sted flyder Landet med Mælk og Mad. — Saaledes gik det hos os. Kat meddelte til Kat, at de fremmede, som boede hos Teresella satte fulde Skaaler frem og vort Klientel voksede fra Dag til Dag, det voksedede fra en til to — fra to til tre — tilsidst kom der, som sagt, syv punktligt til Maaltiderne. Hvorfor der ikke lige saa godt kom fem og tyve ved jeg ikke; men der var rimeligvis ikke flere end syv indenfor et overskueligt Omraade. Vort Hus laa afsides og vi havde blot en Nabo i nogenlunde Nærhed.

Et Par af disse Katte husker jeg som Personligheder. De fik Navne, de andre hævede sig ikke op over at være en Folkeforsamling, som kun virkede massevis. Den sorte og hvide kaldte vi Bella, dét var en stor, rund, rolig, blød Kat med et fuldkommen harmonisk Væsen. Den kunde vi godt lide; men den var ikke saa interessant som Sivertsen. — Sivertsen var en lille gulrød, grim, forpjusket og plebejisk Figur med et listigt Lommeprokuratorudtryk i Ansigtet. Den kom altid luntende ind med en usikker Mine. Skønt ingen hos os gjorde den andet end godt, var det tydeligt at den ikke havde nogen Tillid til sin sociale Stilling. Den var rimeligvis saa vant til at blive sparket, at en uovervindelig Skepsis havde gennemtrængt dens Sjæl og dens Legeme. Dens Natur og dens Erfaringer forbød den nogensinde at træde i sympathisk Forhold til Medskabninger, det havde den tilfælles med mange Mennesker, som ikke derfor behøver at være dumme. —

Sivertsen var ialtfald ikke dum! Engang eksperimenterede vi med vore Katte, idet vi holdt et Spejl foran dem. Et Par saa med stor Interesse deres eget Billede og følte efter med Poten, et Par syntes slet ikke at se det, eller snarere de vilde ikke se det og vendte Blikket sky en anden Vej. Kun Sivertsen gik Gang paa Gang bag ved Spejlet og kradsede fuld af Forskeriver. Sivertsen var Videnskabsmand.

En Aften sent kom Bella ind i Stuen, medens vi sad og spiste. Den kom hen til mig, smøg sig op ad mig, gabede klagende engang og saa mig et Øjeblik lige ind i Ansigtet med sine grønne Øjne. Den var syg og rystede over hele Kroppen i Feber. Maden, som jeg stillede frem for den gik den mismodigt bort fra. Mælken vilde den ikke drikke. Den havde ingen Lyst. Mig gik den ogsaa mismodigt bort fra. Jeg kunde ikke hjælpe den. Et Øjeblik maaske, da den saa paa mig, haabede den; men den opgav det straks og glemte mig. Den krøb ind under en Stol i en Krog og vilde have Fred og Mørke omkring sig, helt alene med sin syge Krop og sit triste Sind og der laa den uden Klage da vi forlod den og gik til Sengs.

I denne Tid vaagnede jeg tidt før Solopgang og gik ud paa Terrassen for at nyde Nattens og den frembrydende Morgens Storhed og Sødme. Ingen Skønhed i Verden kan lignes med Gryet i Syden. Den majestætiske Stjernehimmel, som bliver urolig og rører sig ved det første Rosenskær! Fuglekoret, som hilser Solens Komme, saa det er som om Luften paa et enkelt Sted i Rummet er tæt af tusind smaa ivrige Hjerter. Den første rene Ild i Luften, det første mælkehvide Lys psa Tinden, den første fulde Klarhed, idet Verden udfolder sin store og faste Blomst.

Den Nat, efter at Bella var bleven syg, vaagnede jeg før end ellers. Det var ikke noget nært Forhold jeg havde til denne Kat, som var en af syv og havde hjemme andetsteds; men alligevel var det maaske den der vækkede mig. Maanen stod midt i Rummet og bredte sine Sølvslæb ud over Bjerg og Hav og nød i uforstyrret Ro sit stjaalne og stille Herredømme over den troldbundne Jord, medens Morgenstjernen, som er dejligst af alt, funklede saa stor som et Dueæg lavt ved Siden af Klippen. Verden var dyb, stum og klar.

Ved Nat kommer vi Tingene nærmere end om Dagen. Stoffet taler mere indtrængende til os. Vore Medmennesker sover og er tavse, selv skulde vi egentlig ogsaa sove og vi adlyder Tingenes Lov at tie. Vi syntes derfor at ane det slumrende Liv i Jord og Sten, nu da det ikke overdøves af Dagens stærke Lyde. Og saa er Himlen saa overmægtig stor! — Det er næsten som om det var den, der var det faste i Tilværelsen. Midt i dens Runding staar den lille dirrende Klump, som vi selv hører til. Stilhed i Verden! — kun Stjernerne har travlt. Som flittige Telegrafister sender de Bud paa Bud ud i Rummet, — Blink efter Blink, — Lysskud!

Inde under Bordet, som kastede Skygge i Maanefloden, laa Bella, som om den sov, — den havde altsaa flyttet sig ud under aaben Himmel — men da jeg gik hen og klappede den fornam jeg den Isnen, som er Dødens. — Den store, runde, rolige Kat var ikke andet end en Genstand. Jeg løftede paa den og den var ganske stiv. Bella var død og mere død end nogen anden Ting i Nærheden, for et Hus er jo bygget saaledes efter Ligevægtens Love, at det kan blive ved med at være et Hus en god Stund og det samme gælder et Bord. Den Mening, der er lagt i dem, lever i dem og behersker dem; men i et Lig, hvad enten af Kat eller af Menneske, er Meningen gaaet sin Vej, og dermed er det henvist til at gaa istykker indvendig fra, ubodeligt.

Da jeg havde sørget en lille Smule over Bella gik jeg iseng igen. Om Morgenen vilde Konen, som gjorde istand for os, bære den væk; men jeg bad hende lade den ligge. Den laa jo, som om den sov. Det var Lit de Parade og jeg vilde se, hvad de andre Katte mente om Døden.

Til sædvanlig Tid lidt op ad Formiddagen indfandt en sort Mis af Folket sig. Den kom løbende gennem Stuen og vilde ud paa Terrassen. Idet den nu træder over Tærskelen ser den Bella under Bordet. Endnu et Par Trin i Løb, saa bliver det besværligt for den — den gaar langsomt videre — snusende. Den gaar hen, stirrer et Øjeblik ængstelig, misfornøjet paa den døde, saa vender den og begiver sig i en stor Bue hen til det fjerneste Hjørne, hvor Mælken staar. Lidt efter maa den være gaaet sin Vej uden at vi har bemærket den, for vi ser den komme ind paany, gennem Stuen samme Vej, som før. Denne Gang er den ikke alene. Sivertsen er med. De kommer gaaende Side om Side i et helt andet Trit end deres sædvanlige. Sivertsen var aabenbart underrettet, de vidste begge to Besked og de gik akkurat paa samme Maade som Mennesker, der for Anstands eller Nysgerrigheds Skyld skal ind til en Død. Man standser gerne lidt foran Døren da og trækker Vejret lidt tungere end ellers. Saadan gik Sivertsen og den sorte Ledsager; hvert Skridt var en Overvindelse af noget, som holdt igen, de gik mod en indre Strøm. — Det klædte navnlig ikke Sivertsen at være paa Sørgevisit.

Idet de kommer paa Tærskelen lader "Sorte Mis" Sivertsen faa Fortrinet, selv drejer den brat af og gaar hen til Madpladsen i det fjerne Hjørne. Den har set den døde engang og det er mere end nok, den kaster end ikke et Blik til den Kant. Sivertsen derimod havde endnu ikke været derhenne og den gik derfor lige paa, om end med stadig mere usikre Skridt. Den gennemførte Ceremonien i Ynkelighed og skyndte sig saa i en stor Bue bort. Ingen var saa ræd som Sivertsen! Lommeprokuratoren hang ved sit usle Liv.

Før Bellas Lig blev fjernet var flere Katte forsamlede. De var stille og beklemte og ingen nærmede sig den døde mere end en Gang og ingen kastede et eneste Blik derhen. De gik og saa stivt ned for sig eller i alle andre Retninger, blot ikke til den døde Kammerat. — Der er Ting og Tanker, som Katte og selv Mennesker helst vil have af Vejen. Den gode Bella, den store runde og rolige Kat var overgivet til Glemselen.