"Offentlige og private scener af dyrenes liv" af Honoré de Balzac og Christopher Boeck

"Offentlige og private scener af dyrenes liv" af Honoré de Balzac og Christopher Boeck

Illustration af J. J. Grandville (1842)

I dette afsnit læser vi tre fortællinger fra samlingen Offentlige og private scener af dyrenes liv fra 1842/1877. Det er eksempler på samtidens og eftertidens stadigt mere udbredte brug af dyr i almindelighed og katten i særdeleshed til at gøre grin med mennesket og dets samfund. Det er naturligvis et greb som man nemt kan spore helt tilbage til Æsop, men hvor antikken lod de talende dyr forblive i naturen, inkorporerer fortællinger som disse dyrene i menneskenes samfund.

I den første fortælling, "En afrikansk løves rejse til Paris" af Honoré de Balzac, en af tidens største forfattere, mødes en afrikansk dyrecivilisation med den franske menneskecivilisation, og på den måde latterliggøres den sidstnævnte.

Et andet greb ser vi i de to andre fortællinger: "Stakkels Beauty. Skildring af engelsk hunkats erotiske genvordigheder" af Honoré de Balzac og "Rosa og Rosita eller Den forelskede kat" af Christopher Boeck. Her er menneskene i det skarpt hierarkiske engelske samfund helt erstattet af katte og andre dyr, der på én gang overtager menneskelige dyder men alligevel bevarer noget af deres dyriske natur, og på den måde kan benyttes til at gøre grin med datidens forstokkede normer.

God fornøjelse.

Ordliste

Quousque tandem abutere, justitia, patientia nostra er en omskrivning af quousque tandem abutere, Catilina, patienta nostra som bogstaveligt betyder 'Hvor længe endnu, Catilina, vil du misbruge vor tålmodighed?'. Benyttes spøgefuldt ved udtryk for utålmodighed. (DSDE)

nec plus ultra: Den nyeste udvikling

En afrikansk løves rejse til Paris

Ved Atlasbjergenes Fod, tæt op til Ørkenen, regjerede en Løve, der altid havde udmærket sig ved sin Forslagenhed. Han begyndte imidlertid nu at blive gammel. Han mistede en stor Hjørnetand og hans Kindtænder bleve efterhaanden altfor runde og glatte, saa at man kunde høre det i hele Hovedstaden, naar han spiste et lille Lam eller andet Pilleri til Frokost, saa ynkelig skreg Lammet under Nydelsen af denne Ære. Samtidig havde visse liberale Ideer fundet Adgang til Folket. Tigrene og Leoparderne havde opdaget, at de bleve forfordelte ved Delingen af Byttet, Kalvene og Faarene fandt deres Stilling i Samfundet uholdbar, Haren klagede over, at den blev forstyrret i den uskyldige Nydelse af sine Roer, Gribbene gjorde Fordring paa at spise Levende, og Fjerkræet paa ikke at blive spist, medens Aberne optraadte som Folketalere og gav alle Klagerne Ret. Ja ikke en Gang Hans Majestæts egne Børn gjorde nogen Undtagelse; særlig var Hs. kgl. Højhed Kronprindsen synlig misfornøjet og beskyldte endog sin ophøjede Fader for at finde en upassende Fornøjelse i at lukke sig inde i sin Kabinet og tælle sine Penge sammen med Overhofmarskallen, en gammel Grib med hvide Halefjer, medens hans Undersaatter stod grædende udenfor Døren. Kongen mærkede godt hvad der gik for sig, og var ikke videre glad ved det. Han stræbte at berolige sine Børn ved at sætte dem paa halv Ration, og han holdt foreløbig Ordenen vedlige ved Hjælp af sin Livvagt, der bestod af Ulve og store Hunde, — en Institution, som det kostede ham grumme meget at underholde paa Grund af dens umaadelige Appetit — men han var alligevel dybt bekymret over den Uro, der saaledes havde sneget sig ind i det hidtil saa patriarkalske Løvedømme. Men en Nat, da han laa og tænkte over Tingene, fik han en brillant Ide; han besluttede at abdicere og overdrage Regjeringens Byrder til sin Søn Kronprinds Leo.

Efterretningen herom gjorde en umaadelig Opsigt i hele Afrika, hvor man ofte havde seet en Hersker blive stødt fra Thronen af en anden Prætendent, men aldrig oplevet en frivillig Abdikation, og derfor var tilbøjelig til at anse et paa den førstnævnte Maade arrangeret Thronskifte for mere lovligt end et, der foregik paa sidstnævnte. Men heraf lod den gamle Monark sig ikke omstemme, og en skjønne Dag fandt den højtidelige Forestilling Sted. Kommandøren for Hundegarden tog med sine Tropper Vagt ved Thronen, den hvidhalede Grib frembar Kronen og Sceptret, og Hans Majestæt velsignede fra Thronen sine Børn, idet han udtalte, at han foreløbig overdrog den Ældste

Regjeringen, og bad sit Folk at adlyde ham. Derimod sagde han ikke et Ord om Skatkammeret, som han just samme Dag havde ladet forsyne med en splinterny engelsk Smæklaas.

Den unge Løves første Regjeringshandling bestod i at afskedige det gamle Ministerium, hvilket vakte uendelig Jubel. Saa skulde han danne et nyt, men dette viste sig at være ulige vanskeligere; thi der var idetmindste hundrede Gange for mange Kandidater til disse Poster, og ethvert Medlem af den gamle Opposition fandt selvfølgelig sig selv mere værdig hertil end nogen af sine Kammerater. Om Aftenen kom det til et storartet Slagsmaal, og Dagen efter sank det nye Regimentes Aktier lige til Nulpunktet. Prins Leo gik til sin Fader og bad ham tage Thronen igjen; skjøndt der allerede var bleven sendt Stafetter til Udlandet, som skulde melde Thronforandringen, samtykkede den Gamle, og Folket gav sin Glæde tilkjende ved en almindelig Illumination.

Ligesom Evropa har sit orientalske Spørgsmaal, som koster det megen Møje og Eftertanke, saaledes har det afrikanske Løvedømme et evropæisk Spørgsmaal, der har været det af yderste Vigtighed lige fra den Tid, da Menneskene laante ikke blot Løvernes Navn, men ogsaa deres manker og deres Erobringstendenser. Den gamle Løve, der indsaa Nødvendigheden af at klare denne Sag og mulig ogsaa fandt, at et Ophold i Udlandet vilde være gavnligt for hans Søn netop i Øjeblikket, bestemte derfor, at Prins Leo skulde foretage en Rejse til Paris, for at sætte sig ind i Forholdene, og Prinsen rejste, ledsaget af en ordinær Tiger som Adjutant.

I det Følgende meddeles de Depecher, som de Rejsende efter det dem givne Paalæg sendte til deres Hjem.

 

Eders Majestæt!

Saasnart Hs. kgl. Højhed var kommen paa den anden Side af Atlasbjergene, blev han modtaget med Geværskud fra de franske Forposter, der paa denne i Evropa sædvanlige Maade bragte ham en Hyldest. Kort efter indfandt Generalguvernøren sig og stillede en elegant Vogn, hvis Sider bestod af krydslagte Jernstænger, til Hs. Højheds Disposition, idet han gjorde opmærksom paa, at den hørte til den franske Industris nyeste og bedste Opfindelser. Under hele Overrejsen nød vi den omhyggeligste Behandling og fik rigelig Lejlighed til at lære det berømte franske Kjøkken at kjende. I Paris blev vi strax førte til det Logis, der var bestemt for os i Jardin des plantes, hvor man gav os en Æresvagt med skarpladte Bøsser, og hvor vore Værelser, ganske som vor Ekvipage, vare forsynede med tykke Jernstænger, der hindrede den gabende Hob Mennesker, som hele Dagen samledes for at beundre os, i at komme os nærmere, end Etiketten tillod. Og desuden vare vi i det bedste Selskab, man kan tænke sig. Rundt omkring os saae vi andre Værelser, der mer eller mindre lignede vore egne, beboede af forskjellige Dyr, baade Hyæner, Schakaler, Bjørne og Ulve, saa det var jo klart, at vi vare sammen med flere andre Ambassadører, der ligesom vi havde diplomatiske Opgaver at udføre i Paris.

Desto værre skulde vi snart blive udrevne af denne smukke Illusion. En stor Isbjørn, der boede ligeover for os, og med hvem jeg strax indlod mig i Konversation, betroede mig, at vi alle vare Fanger, der vel blev opvartede paa den Maade, der skyldtes vor Rang, men hvem det ikke tillodes at forlade vore Lejligheder. De parisiske Løver, sagde han, vare blevne urolige ved vor Rejse, og derfor havde man arresteret os.

„Hvor træffer man Pariserløveme?“ spurgte jeg.

„Ja jeg veed ikke, hvad Stedet hedder “ svarede han, „men det er en tropisk Egn, hvor Jordbunden er Asfalt, hvor store og smaa Uhyrer i ustandselig Fart halse afsted paa Rov efter hvad de kan opsluge, og hvor der er bygget himmelhøje Huse og smaa runde Templer, og hvor man dyrker en Fe, der hedder Seinepræfekten, hvis væsenligste Bedrifter bestaa i at rive de gamle Huse ned og bygge nye op i Stedet.“

„Menneskene ere dog nogle løjerlige Skabninger/ bemærkede jeg. „Men mest løjerligt er det dog, at de tage Navn efter os, uagtet de ligne os saa lidt som vel muligt. “

Isbjørnen trak paa Skuldrene. „Det have de jo altid gjort“ bemærkede han. „Tænk blot paa deres gamle Vaabenskjolde! Og desuden er det jo en Anerkjendelse af vor Overlegenhed!“

„Meget muligt“ svarede jeg, „men det er dog for dristigt at kopiere Dyrenes Konge!“

Men da skulde Eders Majestæt have set Bjørnen! Han udstødte en foragtelig Brummen og indtog en mildest talt saa obscøn Stilling, at jeg som loyal Undersaat blev greben af et sandt Raseri og ruskede saaledes i vore Jernstænger, at to af dem knækkede. Jeg sprang strax ud og var netop i Færd med at ville lære den uforskammede Istap Respekt for Eders kongelige Myndighed, da jeg blev standset af Hs. kgl. Højhed med den unægtelig meget diplomatiske Bemærkning, at saa længe vi ikke stod paa en venlig Fod med Frankrig, vilde det være uklogt at lægge os ud med de nordiske Magter.

Vi lod derfor Bjørnen brumme, opgav vore Studier af alle Havens smaa Idyller og begav os til Boulevarderne. Hs. Højhed opdagede strax, at vi just vare ankomne lige midt i Karnevalet, og at vi derfor vare sikrede mod enhver Fare, da man naturligvis vilde antage os for Masker. Og det slog ogsaa ganske rigtigt til, thi overalt, hvor vi kom hen, blev vi beundrede som ypperlig forklædte; det kunde vi skjønne af Folks Bevægelser, thi Sproget forstod vi ikke et Ord af. Alligevel gjorde vi en Række vigtige Erfaringer, men herom vil Hs. kgl. Højhed selv meddele Eders Majestæt det Nærmere.

 

Kjære, dyrebare Fader!

Ligesom vi betraadte Boulevarden, lod vor lykkelige Skjæbne os træffe en stor Hund af Køterslægten, der ikke alene var et udmærket godt Hoved, men som tillige havde levet saa længe i Paris, at han kunde Byen udenad paa Poterne og derfor var som skabt til at være vor Fører, hvilket han ogsaa strax tilbød sig at være imod en Dusør a discretion. Hans borgerlige Stilling bestod i at være Porthund i Grand hotel de Louvre, og han havde derfor ogsaa en stor Færdighed i at omgaas Fremmede. Da vi traf ham, drev han omkring med en Cigar i Munden, og paa hans Opfordring tændte jeg mig ogsaa en Havaneser, der i Grunden smagte mig afskyelig, men ganske vist bidrog mægtigt, til at Folk betragtede mig som et forklædt Menneske.

Samme Køter var iøvrigt en stor Politiker, og jeg skylder ham mange Vink, som jeg skal føre mig til Nytte, naar jeg er kommen hjem. Hvis De vil følge mit Raad, kjære Fader, vil der aldrig mere blive Tale om Revolutioner i vort Løvedømme. Her har jeg nemlig lært en Methode til at regjere et Land paa, som er ganske fortrinlig og fuldstændig umuliggjør enhver saadan Bevægelse. Opfinderen har givet sin Opfindelse Navnet: det konstitutionelle System; det lyder barbarisk, men betegner en overordenlig civiliseret Tanke. Systemet bestaar deri, at man inddeler hele Landet i Distrikter og lader Indbyggerne i hvert Distrikt vælge en Mand til, som det hedder, at „repræsentere“ sig, det vil sige at give Love paa hele Distriktets Vegne. Hvert tredie, fjerde Aar holdes der store Folkemøder, ved hvilke alle de lavere menneskelige Væsener forsamler sig og vælger den Stormand til at repræsentere sig, der kan præstere mest i Retning af Brøl og løbe sine Modstandere bedst agterud. Ogsaa i Dyrenes forskjellige Riger vilde muligvis et saadant Valgdystløb vise sig yderst hensigtsmæssigt. Selv om En eller Anden af de Valgte er et Faar, skal han dog respekteres som en Ræv. Til denne Forsamling retter nu Kongen sine Forlangender om Skatter i Stedet for som hos os uden videre at udskrive dem, og han passer altid paa at forlange saa meget, at der er Noget at slaa af paa. Saa tale Lovgiverne om, at man ikke maa læsse for store Byrder paa Folket og bevilge kun de tre Fjerdedele af hvad der er forlangt. Og saa ere alle Parter glade; Kongen, fordi han akkurat faar hvad han har gjort Regning paa; den lovgivende Forsamling, fordi den har hævdet sin Uafhængighed og politiske Indflydelse, og Folket, fordi det ikke kommer til at betale mere, end dets egne Repræsentanter have fundet rigtigt. Jeg beder Deres Majestæt om alvorlig at overveje, hvorvidt Indførelsen af dette System i Løvedømmet ikke turde være i høj Grad tidssvarende.

Da jeg anmodede vor Fører om at vise os et Sted, hvor vi kunde se nogle indfødte Løver, bragte han os hen til en meget besøgt Kafé, hvor der var fuldt op baade af Løver, Pantere, Ulve, Hvalrosser og andre Mennesker, der pryde sig med Dyrenavne. Veed Eders Majestæt, hvad en Panserløve er for en Fyr? Det er en ung Mand med lakerede Støvler, korthaaret Hat, stramme Klæder, stive Flipper, tynd Stok, lyse Handsker, krøllet Haar, vixet Overskjæg og Lorgnet i det venstre Øje, Alt til et samlet Beløb af 583 Francs. Enhver, der har denne Sum til sin Raadighed, kan blive Løve, naar han vil, og med det samme Gjenstand for offenlig Beundring, medens det ikke hjælper ham det mindste, om han f. Ex. er en udmærket Digter, en stor Taler eller en modig Officer — forudsat, at han ikke vil pynte sig med disse Attributer! Saaledes ere disse Mennesker, som have vovet at tilegne sig vort berømmelige Navn!

„Deres Højhed!" sagde Køteren, da jeg betroede ham mine Tanker, „har ikke lagt Mærke til en Ting. Det er ikke disse Gjenstande selv, som gjør Manden til Løve, men Maaden, hvorpaa han bærer dem. Her til Lands er det overhovedet altid Faconen, det kommer an paa; man bryder sig aldrig om hvad, men kun om hvorledes. Desuden vurderes Løverne her ikke saa meget efter hvad de selv ere, som efter hvorledes deres „Rotte" er."

„Rotte! Hvad vil det sige?"

„En Rotte, Deres kgl. Højhed, det vil sige 6 Alen Musselin, som danser. Og disse 6 Alen Musselin er noget af det farligste, der findes i Verden., thi de have baade kostbare Vaner og utallige Kapricer, og de ende altid med at ruinere Løverne i Bund og Grund."

„Det troede jeg, Løvinderne kunde gjøre alene."

„Ja det er næsten umuligt at gjøre nogen bestemt Adskillelse mellem disse to Arter kvindelige Væsener; endogsaa Løverne selv tage ikke sjelden fejl, og de gaa dog alle med Lorgnet. Hvem kan altid skjælne en ægte Knipling fra en falsk, et eftergjort fransk Caschemirsshavl fra et virkeligt indisk? Løvinden har Møbler af Ibenholt, Rotten af Mahogny, Løvinden har sin Herskabsvogn, Rotten lejer sig en Ekvipage, Løvinden viser sig til Hest i Boulogneskoven, Rotten danser paa Bal mabille, Løvinden skaber sig en Formue, Rotten sætter en Andens Formue overstyr. Men for Resten ere de to Alen af eet Stykke."

„Hvor kan jeg faa en Løvinde at se?"

„Intet er lettere, lad os gaa paa Operaballet! Der vil Deres Højhed med eet Blik kunne faa det klareste og mest korrekte Billede af hele Livet i Paris!"

Vi gik derhen. Aldrig har jeg set noget Lignende. Kontrolløren ved Døren blev saa bange over den Begejstring, der greb mig, ligesom jeg blot havde kigget ind ad Døren, at han lod os gaa ind uden Billetter. Hvilket Syn! Leve Debardøreme! Og leve Galoppen! Karnevalet, Eders Majestæt, er det eneste virkelige Fortrin, som Menneskene have forud for Dyrene; en glimrende Opfindelse, som netop vi maa beundre, fordi den giver disse stakkels Mennesker den bedste Lejlighed til at lægge alle deres dyriske Følelser for Dagen og derved godtgjøre det Slægtskab, hvori de staa til os. Der saae jeg ogsaa en Løvinde og mindedes levende den gamle Historie, man fortalte mig i min Barndom om den forelskede Løve —men at en Løvinde af det Slags nogensinde har faaet en ægte Løve til at brøle, det tror jeg dog ikke paa."

 

Eders Majestæt!

Ifølge allerhøjeste Ordre skal jeg herved føje nogle afsluttende Ord til Hs. kgl. Højheds Depeche.

Paa det nævnte Bal lykkedes det Prinsen at træffe sammen med en parisisk Løve. Denne ytrede imidlertid ikke nogen synderlig Glæde over Mødet, men blev tvertimod ganske ligbleg og saae ud, som han skulde besvime.

„Maa jeg spørge Dem," sagde Hs. kgl. Højhed med dyb Alvor, „hvad der berettiger Dem og Deres Kammerater til at pynte Dem med vort Navn?"

„Deres Højhed," svarede han, „vil behage at lægge Mærke til, at vi selv ikke kalder os for Løver. Det er den dumme Hob, som tillægger os dette Navn. Vi gjør i det højeste Paastand paa at være elegante Katte med Fløjelspoter og ligne slet ikke Deres ophøjede Slægt det Allermindste. Deres Højhed holder mest af raat Kjød, ikke sandt? Men vi spiser det aldrig; det maa være kogt eller stegt. Vi gaa alle med Stok, men det gjør de afrikanske Løver aldrig, saavidt jeg veed."

„Nej."

„Og de bruger heller ikke fem forskjellige Slags Børster og fire Arter Knive og Saxe til deres Toilet, saaledes som vi! Tør jeg spørge Deres Højhed, om De aner, hvad en Ligtorneoperatør er for en Person?"

„Har ingen Anelse derom," indrømmede Prinsen.

„Kan De styre en Gig?"

„Nej."

„Eller spille en Whist?"

„Nej vist ikke."

„Er De Medlem af Jokejklubben?"

„Nej for Pokker."

„Ja saa er det jo klart nok, at vi søge vor Berømmelse ad ganske forskjellige Veje."

_ „Det veed jeg Altsammen i Forvejen," svarede Prinsen utaalmodig.

„Men maaske jeg saa maa spørge Dem om, hvorfor De lod mig indespærre, da jeg kom hertil!“

„Jeg?“ svarede Pariseren med Haanden paa Hjertet. „Deri er jeg virkelig aldeles uskyldig. Det er ikke mig, men Regjeringen, som har givet Ordre dertil."

„Men hvorfor, spørger jeg?“

„Det er det mig umuligt at svare paa. Regjeringen har undertiden Grunde til sine Handlinger, men den siger dem aldrig.“

Eders Majestæt kan fatte, hvor forbavset Prinsen blev ved dette Svar. Det gik ham saaledes til Hjerte, at han faldt ned paa alle Eire og udstødte et saadant Forundringsbrøl, at Salen i et Øjeblik blev ganske tom. Pariserløven var forsvunden aldeles sporløst, og allevegne, hvor vi kom frem, trak man sig tilbage fra os, saa at vi kom ud igjen paa Boulevarden uden mindste Hindring.

Her erklærede Hs. kgl. Højhed mig, at efter hvad han havde oplevet, fandt han det under en Løves Værdighed at give sig af med Menneskene; specielt med dem, man hædrede med Løvenavnet. Man skulde fremtidig lade dem uforstyrrede tilligemed deres Rotter, deres Stokke, deres Handsker og deres Ligtorne. Han beklagede, at han havde spildt saa megen Tid paa denne Rejse, og vilde strax paa Timen tiltræde Tilbagerejsen.

Anden Dagen derefter indeholdt et i Marseille udkommende Blad en Meddelelse om, at Prins Leo med sin Ledsager havde indskibet sig samme Sted for at vende tilbage til Afrika. Et Rygte, for hvis Sandhed Bladet dog ikke turde indestaa, meldte, at den gamle Løvekonge var død, og at hans Undersaatter vare ude af sig selv af Sorg derover og Bekymring for Fremtiden, særlig fordi de ikke troede, at Kronprinsen havde lært noget godt i Paris. Der forberedtes i den Anledning Forslag til en ny Grundlov, ifølge hvilken det skulde forbydes Prinser at rejse udenlands, hvilken Ret i det hele kun skulde indrømmes Gjøglere og Markskrigere af højere og lavere Slags.

Hvor meget sandt der er i disse Efterretninger se vi os ikke i Stand til at sige. Kun een Ting er sikker: Prins Leos Thronbestigelse er ikke notificeret i Gotha-Almanakken.

 

 

Stakkels Beauty

Skildring af en engelsk Hunkats erotiske Gjenvordigheder.

 

„Quousque tandem abutere, justitia, patientia nostra?“ sukkede jeg netop i fri Bearbejdelse af Ciceros bekjendte Udraab, da Rygtet om Dyrenes store Kongres i Boulogneskoven og den ærede Redaktions Indstiftelse naaede over Kanalen til London. I Lighed med alle andre engelske Hunkatte, der betragte Blækhuse og Penneskafter som naturlige Afløbsrender for deres private erotiske Skuffelser, nedskrev jeg øjeblikkelig mine Fata og oversender Dem herved Manukriptet.

I det Haab, at min rolige og sandfærdige Beretning vil tjene til at kaste Lys over det engelske Hus- og Aandsliv, anmoder jeg Dem om at indrømme mig en beskeden Plads i Deres nye, interessante Værk.

Med Agtelse, ærbødigst

BEAUTY

velopdragen Kjælekat.

 

Jeg saae første Gang Dagens Lys i Miauburg ved London, samtidig med 6 Søskende. Sex og syv ere, som bekjendt, Minimumstallene for alle producerende engelske Kattemødre. At det skulde være en fædrelandskjærlig Interesse for Kolonisationen af de engelske Besiddelser i Indien, der bevirker en saadan Frugtbarhed, tillader jeg mig at tvivle om; thi mine sex Søskende forsvandt umiddelbart efterat de vare komne til Verden og efterlod kun nogle uhyggelige Rygter om en Vandbalje og sex Smaasten, der vare særlig skikkede til at holde en Killing nede ved en Baljebund. Mine slumrende Aandsevner skræmmedes første Gang til Live, da lydelige Hanegal satte mine Trommehinder i Bevægelse. Disse Hanegal viste sig imidlertid at være Begejstringsudbrud af min Herskerinde, en ældre, ugift Frøken, der hver Lørdag Aften plejede at invitere sine ligesaa ugifte Veninder paa „The og Bibel“. Det var netop hendes pragtfuldt indbundne Bibel, jeg med Barnets lykkelige Instinkt havde taget Plads paa. Dette, i Forbindelse med min smukke hvide Haarbeklædning, gav mig Ret til stadigt Ophold i Dagligstuen og til at opdrages som „Lady“. En Kop med Fløde, dækket af en ristet Tvebak, blev sat hen for mig. Jeg mindes endnu, at jeg med min højre Forpote og med uforlignelig Ynde slog Tvebakken til Side og slikkede Fløden; derpaa gav jeg med ungdommelig Naivetet efter for en Killings naturlige Tilbøjeligheder, uden Hensyn til Frøkenens elegante Brysselertæppe. Øjeblikkelig formørkedes hendes Blik, og med et Ris i Haanden henvendte hun følgende „speech“ til mig:

— „Miss Beauty! Hør den høj ærværdige Doktor Simpsons Ord, og glem dem ikke: Den, som har Valget mellem at dø og at vise Verden sine inderligste Længsler og Ønsker, bør vælge at dø! — Næste Gang en saadan Tilbøjelighed truer med at faae Magt over Dig, maa Du derfor tilsyneladende ligegyldig se ud af Vinduet, foretage Dig en Spadseretur og skjule Dig i den fjerneste Tagrende. Hvad der foregaar, kommer Ingen ved, thi Verden ser det ikke. Livet er lutter Skuffelse og Bedrag; at skuffe sin Næste, saa at han aldrig faaer Nys om vor sande Natur, er den Velopdragnes Ideal. Du er smuk; men det maa Du lade, som Du ikke veed. Du maa aldrig fæste dit Blik paa Nogen; lad de Andre se paa Dig, men bevar altid den lidenskabsløse Kulde, hvorpaa man kjender en sand Lady. Ingen maa se Dig spise, drikke, sove eller gjøre Toilette. Som god Englænderinde maa Du „forgude“ The, sidde rolig, naar jeg udvikler Biblens Tankesprog for Dig, og ingensinde tale Ondt om din Næste — kun høre efter, naar Andre gjøre det. Fremfor Alt maa Du elske dit „home“ og indgyde dine Omgivelser den Overbevisning, at Du er en mekanisk Kat fra Birmingham eller Manchester; dette er et nec plus ultra for enhver god Opdragelse. Og nu skal Du have Prygl.“

Jeg tilstaar, at Frøkenens moralske Theorier vakte en vis Oppositionslyst hos mig, men hendes Ris overbeviste mig snart om deres Uantastelighed, og jeg blev efterhaanden en Perle blandt Katinder, et Mønster paa „respectability“. Selv den højærværdige. Doktor Simpson beundrede mig. Da han saae mig slikke Fløde af min Underkop og som sædvanlig begynde ved den yderste Rand, hvorfra jeg efterhaanden slikkede mig ind imod Koppens Centrum, raabte han begejstret: „Sandeligen! En hellig Omgang skaber et helligt Sind: Miss Beauty har opfattet Evighedens Begreb. Selv naar hun slikker Fløde, beskriver hun en Cirkel, Evighedens Symbol!“ Jeg forsikrer Dem, at jeg ene og alene var bange for at gjøre mit Skjæg vaadt, og aldeles ikke havde nogen Evighed i mine Tanker — men lærde Fortolkere stræbe ofte mere efter at prange med egen Aandrighed end efter at udfinde Andres.

Da jeg var et Aar gammel, indtraf der et Vendepunkt i mit Liv. Frøkenen havde Selskab. Miss Arabella, hendes Niece, satte sig ved Klaveret, og under en heftig Gyngen med Overkroppen, ledsaget af en umelodiøs Fodtrampen, istemmede hun en smægtende Romance. Henrykt over de uvante Toner, glemte jeg pludselig min beundrede Respectability og blandede min klangfulde Altstemme med Miss Arabellas Sopran. „Shocking! Dreadfull! Vulgar!“ lød det fra alle Sider; Frøkenen fik sit Nervetilfælde, og jeg flygtede forfærdet ud i Tagrenden. Det var en dejlig, stjerneklar Nat. Fra alle Nabotagene lød den lifligste Kattemusiks Harmonier ud over det slumrende Miauburg. En inderlig, uforklarlig Længsel bemægtigede sig mit unge Hjerte, og jeg skal villig indrømme, at det var med ublandet Glæde, jeg den følgende Morgen fulgte med Miss Arabella til London. Frøkenen vilde ikke længere vide Noget af en saa slet og utaknemmelig Skabning at sige.

Jeg havde gode Dage i Albions Hovedstad; men hvorlænge var Eva i Paradis? Kort efter min Ankomst var en rig, gammel Pair i Besøg hos Miss Arabella. „Det er en prægtig Kat, De der har,“ udbrød han, „den er ung hvid og yndefuld som De selv — vi maa sørge for dens Fremtid og se at faae den gift. Tillad mig at præsentere Dem min Angora; jeg troer, at de to vil passe for hinanden!“ I disse faa Ord laa Spiren til min hele Ulykke. Næste Dag stod jeg ligeoverfor min tilkommende Ægtefælle. Han var glindsende sort, hans Øjne grøngule og dejlige, men Blikket var stolt og koldt. Hans medfødte aristokratiske Fornemhed yttrede sig i alle hans Bevægelser; det kunde aldrig have faldet ham ind at gnide sig med Poten om Skjægget, naar der var Folk tilstede. Blændet af hans Dejlighed var jeg umiddelbar nok til at kaste mig om Halsen paa ham og opfordre ham til at lege med mig. Men han afviste mig med et overlegent: „Man seer paa os,“ satte sig kold og rolig paa sin „innommable“ og lukkede sine Øjne. Alle Kvarterets Hunkatte misundte mig min Lykke; thi Lord Puff — saaledes hed min Angora — var et af de rigeste Partier i London. Han havde to Tjenere til sin egen private Raadighed, spiste altid af kinesisk Porcellæn, drak The uden Fløde og kjørte i sin Herres Kareth, naar han trængte til Bevægelse. Hans første ægteskabelige Opmærksomhed imod mig var at tage mig med til et Meeting, som de fornemme Medlemmer af „Selskabet for Rotternes Beskyttelse“ afholdt paa et af Naboens Lofter. Der hørte jeg en graa Hankat give en saa gribende Beskrivelse af en Muses eller Rottes Kvaler, naar den spræller mellem vore Rovtænder, at jeg svømmede i Taarer. Mylord beroligede mig og fortalte med en snøvlende selvbevidst Stemme, at England havde paatænkt en større Forretning med jydske Rotter; jo færre der blev fortæret, desto mere sank disse i Pris, og dette var den egentlige Aarsag til Selskabets Stiftelse. „En inderlig Forbindelse af Kjøbmandsfordel og Moral er den røde Traad i Englands Politik og Grundlaget for dets Storhed!“ sagde han og faldt i Søvn. En Kat fra Landet (country gentleman) nedlagde Protest imod Menneskenes Barbari overhovedet og Spiseværternes i Særdeleshed; han beskyldte dem for at nedværdige Naturens ypperste Skabninger ved at udgive Kattekjød for Haresteg. Da dette Spørgsmaal imidlertid ikke faldt ind under Selskabets Formaal, gik det upaaagtet hen. Hvad der videre passerede paa det interessante Meeting, skal jeg ikke kunne sige; thi i det Samme lød en blid, indsmigrende Stemme i mit Øre:

„Lady Puff! Hav Medlidenhed med en forelsket Dødelig, der ikke kan leve uden Dem. De er skjønnere end den Skjønneste. Ingen Rose i England er saa rosenrød som de Rosenlæber, der dølge Deres Rosenmund. Ingen Fisker kan i Ormus Dyb finde Perler saa rene som Deres Tænder. Alpernes Sne er gul og mørk ved Siden af Deres Silkepels, og Deres Øjnes Ild straaler gjennem Natten og drager den vildfarende Skipper til Undergang eller Frelse — Glem Lord Puff! En Elsker, der snorker saa dybt som en Pair i Parlamentet, er ikke værdig til at hæve den slumrende Kjærlighedsskat i Deres Sjæl!“ Jeg vendte mig om. Det var Sekretæren ved det franske Gesandtskab, Brisquet, der stod ved Siden af mig. Hvor han var smuk! Saa let, saa elegant, saa friseret! Hans Ord susede endnu for mine Øren, og jeg skimtede i Tanken en rig og ukjendt Verden, hvor Naturlighed og Kjærlighed løftede Sjælen, og hvor Alt var saa fjernt, saa fjernt fra Kjedsommelighed og respectability. Men jeg var Englænderinde, og jeg var velopdragen. Med uforlignelig Selvbeherskelse sendte jeg den bedaarende unge Franskmand et iskoldt Blik, vækkede min Mand og forlangte at komme hjem. Brisquet fulgte os i Frastand. Jeg iagttog ham hemmeligt gjennem den venstre Øjenkrog og saae, hvor yndefuld og fortvivlet han sprang fra den ene Side af Gaden til den anden. Saaledes vilde aldrig en respectabel Englænder have røbet sine Følelser — men det klædte ham fortræffeligt.

Da vi kom hjem, lagde Puff sig til at sove paa sin højvelbaarne Herres Knæ og rørte sig ikke mere den Aften. Min heftige indre Bevægelse, i Forbindelse med en overdreven Nydelse af destilleret Sildebeens-Saft (de engelske Kattelorders Portvin) virkede saaledes paa mig, at jeg blev syg. En berømt Læge, der havde studeret i Frankrigs Hovedstad, blev hentet og tog øjeblikkelig et Instrument af Pariserfabrik op af Lommen. Atter hørte jeg Ordene „Shocking! dreadfull! vulgar!“ og flygtede det hurtigste jeg havde lært. Senere erfarede jeg, at Doktoren paa Grund af sine upassende Kurmethoder mistede al sin Praxis i Londons fornemme Verden. Jeg var sluppen ind i en tom Kamin, hvorfra jeg instinktmæssig fortsatte min Vej op igjennem Skorstenen og ud paa Tagryggen. Der stod Brisquet nede paa Gaden og stirrede paa Huset. Et eneste Sekund glemte jeg mig selv, mine Principer, Mylord og Miss Arabella, raabte: „I Tagrenden!“ og stod pludselig ved hans Side. „Kom i mine Poter!“ hviskede han, men disse lidenskabelige Ord bragte mig til Fornuft igjen. Jeg gjorde ham stolt og rolig opmærksom paa, at jeg ved Mylords Indflydelse stod indtegnet som Medlem af Maadeholdsforeningen, at Alvor og Ro burde være det overvejende Moment i alle Fornøjelser, og at sand Religiøisitet ikke viser sig i Tænkemaaden, men i den ydre Optræden. Han hørte paa mig med Andagt og jeg nærede allerede Haab om at faae ham omvendt fra den letsindige katholske Tro. „Jeg skal opføre mig aldeles som De forlanger,“ sukkede han, „naar De kun vil give mig Ret til at haabe.“ Hans Øjne lyste som Stjerner gjennem Natten, og min Barm bølgede. Med fornyet Mod raabte han: „Elskede Minette!“ — „Mit Navn er Lady Puff, og De glemmer, hvor De er!“ svarede jeg med en Kulde, der vilde have frydet min Frøken hjemme i Miauburg. Men han tabte ikke Modet, hævede sine Poter med ubeskrivelig Ynde og sang: „Rule, Britannia!“ Da flygtede jeg, thi jeg var ikke længe sikker paa mig selv.

Næste Morgen laa jeg med alle fire Ben skjødesløst udstrakte paa min Pude og vuggede min Sjæl i Mindernes Poesi. „Stakkels Beauty! ogsaa Du elsker!“ udbrød Miss Arabella, da hun saae mig. Jeg beundrede hendes fine Følelser, krummede min Ryg og gned mig op ad hendes Kjole; hun tog mig paa Skjødet og kløede mig blødt og kjærligt i Nakken; jeg var salig og anede ikke, at mine Fjender imens arbejdede paa min Undergang. Sir Puck, Lord Puffs Nevø, der før dennes Giftermaal havde været eneste Arving, ønskede Intet hellere end at faae mig styrtet. Han mødte min elskede Brisquet og priste i høje Toner min Dyd og Skjønhed. For at adsprede enhver Mistanke, indvendte Brisquet, at han hadede de Kvinder, der altid tale om Religion og Ærbarhed. — „Naa, De taler altsaa med hende?“ raabte Puck triumferende. — Brisquet var gaaet i Fælden.

Samme Dags Eftermiddag begik han den Uforsigtighed aabenlyst at hilse mig, da Mylord og jeg kjørte gjennem Hydepark. Selvfølgelig besvarede jeg ikke hans Hilsen, men Kudsken slog til ham med Pidsken, saa Blodet strømmede ned over hans Ansigt. Da viste han sig ret i sin Storhed. Han klagede ikke, flygtede ikke, men saae kun paa mig med et Blik, der var saa trofast og inderligt, at jeg følte, det var ude med mig. Om Aftenen mødtes vi i Tagrenden. Jeg havde i Dagens Løb fattet en afgjørende Beslutning: Brisquet maatte bortføre mig.

„My dear!“ raabte jeg ham i Møde. „Har Du Raad til at betale Lord Puff en klækkelig Skadeserstatning for mig?“ De maa bemærke at min engelske Ro ikke engang svigtede i et saa kritisk Øjeblik. — „Jeg ejer kun mit Skjæg, mine fire Poter og denne Hale!“ svarede Franskmanden leende.

„Shocking!“ udbrød jeg. „Saa er Du jo kun en Eventyrer?“

„Jeg elsker Eventyr; men jeg stoler kun paa mine Kløer, ikke paa mine Penge.“

„Kjærlighed uden Penge er Nonsens, my dear!“ indvendte jeg. Men han henviste til sin Stamfader, den berømte „bestøvlede Kat“. Han sagde, at han kjendte ni og firsindstyve forskjellige Maader at laane Penge paa, men kun en at give dem ud paa. Derefter fulgte en Strøm af Ord, saa bedaarende, saa dejlige, at jeg overbevist rakte ham min Pote, og lovede at følge ham til Verdens Ende. Næppe havde jeg talt ud, før en uoverskuelig Flok Katte af begge Kjøn styrtede ned imod os; de havde beluret vor Samtale, anførte af Puck — og nu bare de mig besvimet bort.

Faa Dage efter blev der for „the doctor commons“ indgivet en Anklage imod mig for „criminel conversation“! Jeg vidste, med mig selv, at jeg ikke havde begaaet nogen Brøde; men nu skulde jeg erfare, at i England bliver enhver saadan Samtale forbryderisk — naar den bliver opdaget! — Lord Puff blev taget i Forhør og erindrede, at jeg en Nat i Tankeløshed havde kaldt ham, en gammel, anset Hankat og en Pairs Yngling, for „Minette“. Stakkels Mylord! Han begyndte at gaa i Barndom og vilde aldrig med sin gode Villie have styrtet sin „darling“ i Ulykke, men dog var det hans Udsagn, der fældede mig. Min Advokat blev underkjøbt af Puck; min Moder, der var kommen til London, forstødte sit Barn, fordi jeg ikke „forstod at skjule mine Følelser for Verden“; jeg mødte derfor kun rasende Blikke, da jeg traadte frem for „Doctor commons“.

Mylords!“ sagde jeg; „Jeg er en engelsk Kat, og jeg er uskyldig. Hvad skal det blive til med Retfærdigheden i England, naar“ —

Horrible!“ afbrød Lord Overdommeren. „Hun tvivler om Retfærdigheden i Gammel-England, det Land, der har opfundet Juryen!“ — „Horrible“ brølte alle Tilskuerne, og jeg blev uden videre Forhør dømt til at forvises fra Landet paa Grund af „forbryderisk Samtale.“

Nu lever jeg ensom og forladt i en Afkrog af Europa. Jeg, en Lords Hustru, har maattet gjøre et Fornuftparti med en Urtekræmmers Rottekat. Mit Liv er forspildt, og al min Poesi druknet i Næringssorg. Og hvorfor? Fordi jeg en eneste Gang har tilsidesat min kolde „respectability“, uden nogensinde at begaa nogen Brøde. Lord Puff sover, efter Sigende, endnu paa sin Herres Skjød, ligesaa fornem og ligegyldig for Omverdenen som hidindtil. Brisquet opførte sig ridderlig til det Sidste; han udfordrede den nedrige Puck — og døde, gjennemboret af et Stegespid, som denne lumskelig havde stukket til sig. Ikke engang hans Minde holder mine skinhellige Bekjendte i Ære: de paastaar, at han som en fejg Usling har taget Gift, hvilket skal være bevist efter Marsh’s bekjendte Methode med Pletter paa en Tallerken. Jeg overlader rolig Læseren at afgjøre, om det er tænkeligt, at en saa ædel, ridderlig Karakter kan ende paa en saa „vulgær“ Maade.

 

Rosa og Rosita eller Den forelskede kat

ROSA TIL ROSITA. 1ste Brev.

Min søde Rosita!

Her sidder jeg i den sildige Aften og skriver til Dig, min bedste og eneste Veninde. Du vil gjerne vide, hvordan jeg har det i min nye Plads. — Ak! det er vanskeligt at være Lærerinde. Jeg læser med 2 smaa søde Killinger med de livligste Øjne og de sødeste Mundhaar og de mest kokette Haler, man kan tænke sig. — De ere virkelig flittige, — men, hvad der er det Vanskeligste, det er at holde dem i Ro. Grevinden har nu engang sagt mig, at al Spisen i Timerne maatte jeg strengt forbyde — men, nu skal Du høre. Skolestuen ligger ovenpaa, ud til Haven, og ligeudenfor Vinduet staar et stort Kirsebærtræ. Saasnart nu Fuglene begynder at kvidre, saa er det næsten ikke muligt at holde Børnene ved deres Ting. Og en Dag, det var det yndigste Solskinsvejr, havde jeg været saa uforsigtig at lade Vinduet staa aabent, og det skulde jeg ikke have gjort. For ligesom jeg er midt i et mythologisk Foredrag om Kattenes Kjærlighedsgudinde Freia med sit Kattespænd, farer begge Eleverne med et Spring ud i Kirsebærtræet efter en Klynge Spurve. Behøver jeg at sige Dig, at først da Spurvene vare fløjne, fik jeg Killingerne ind igjen. — Jeg vil ikke tale om, naar en Mus løber over Gulvet. — Du kan begribe, hvad det vil sige, at lære Mythologi og Andet under saadanne Forhold. — Forresten er Greven og Grevinden det nydeligste Kattepar, man kan se for sine Øjne, hun hvidspættet, han sort, med den hvide Stjerne paa Brystet og en ganske lille hvid Snip paa Enden af Halen.

Men der var nu noget Andet, som jeg gjerne vilde sige Dig: at det brænder i mine Kløer efter at skrive det ned, men jeg kan ikke. Jeg er saa forunderlig lyksalig, som om jeg havde set en Muserede — og saa er jeg igjen sommetider saa fortvivlet, som om jeg havde set en Hund. — Det er underligt; hils dine Sødskende og tag tiltakke for denne Gang; Klokken er mange, og jeg skal til at slikke  mine Poter. Din trofaste Veninde

Rosa.

P. S. Jeg maa alligevel sige det; igaar var her en ung Kammerjæger fra Hovedstaden: kridhvid med sorte Poter og Silkemustacher. Han var saa elskværdig og fangede Mus til os allesammen. Mig gav han 2, Du veed, hvad det vil sige for en lille Kat som mig.

 

ROSITA TIL ROSA.

2det Brev.

Min egen, kjære Rosa!

Tak for dit rare Brev! Det glædede mig rigtigt! — Det er dog godt, at Du er nogenlunde tilfreds; gid jeg kunde sige det Samme! — Du skriver, at det er vanskeligt at være Lærerinde; men Du kan tro, at det ogsaa er meget vanskeligt at være en god Husholderske, det forsikkrer jeg Dig. Du veed, at det var efter Avisen, jeg kom til Katholms. —Det er sandt, mens jeg husker det: var det en Halebørste eller en Mundhaarsredekam, Du bad mig kjøbe til Dig herinde i Byen? — Men det var Etatsraadens, jeg kom fra. — Han er rød, men har allerede enkelte hvide Haar; foresten er han i Grunden ret livlig og en god Fanger. — Etatsraadinden derimod gider bogstavelig talt ikke røre sig til nogen Verdens Ting; hun sidder hele Dagen og spinder over en Roman eller ogsaa mjavskjænder hun. Du kan tænke Dig, Etatsraaden maa altid tage Musene til hende, og hun er saa doven, at hun ikke gider lege med dem. — Men naar her er Selskaber, saa skulde Du se hende. Saa faar hun sin graa Pelts pænt slikket af Datteren — her er kun en Datter og en Søn — og saa skinner hendes Snude og Mundhaarene gaar af bare Behagelighed. — Forresten er her virkelig ganske morsomt; naar det blot ikke var det med Husholdningen. — Etatsraadinden vil have Dessert hver Dag; men hvordan kan Husholdningspengene slaa til med saadan en Overdaadighed, naar Fløden er saa dyr, som den er her i Byen. — Forleden Dag havde vi ældre Herremiddag; 12 gamle Hankatte mødte Klokken fem. Retterne var:

Mousseaux: Musehalesuppe, Musepostei, Fløde en naturel

Indlagt følger mit Fotografi. Jeg ser vist lidt gnaven ud, hvad? Men jeg havde ogsaa havt saameget at gjøre i Kjøkkenet den Dag. Siig mig i næste Brev, hvad din Kammerjæger hed; for, saa kjender jeg ham maaske.

Din indelig hengivne Veninde

Rosita.

 

ROSA TIL ROSITA.

3die Brev.

Tak, min kjære Rosita, for dit Brev. Hvor det kom belejligt. Jeg sad netop paa mit Kammer og saae ud over Skoven, da det banker paa Døren, og Tjeneren træder ind. Ham skulde Du virkelig se; han er saadan et halvgammelt Væsen, der har været her paa Gaarden, fra han var Killing; høflig og ærbødig ud til Taaspidserne har han et Øje paa hver Klo og er saa nysgjerrig, at man skulde tro, han var født i et Pensionat. Og saa er han indbildsk ; ja, han har fornemlig en fix Ide: han siger, at han tør ikke gifte sig, fordi altfor Mange vilde blive ulykkelige derover, de nemlig, som ikke fik ham. Du skulde set ham bringe mig dit Brev; paa Taaspidserne, med Kasketten i Kløerne, ærbødigt bøjende sig, sagde han: Der er et Brev til Frøken Rosa!

— Grevinden er forresten meget huslig, men har naturligvis sine Fejl som alle Katte. Hun er i Grunden ikke magelig som din Frue; men hun er lunefuld. Og naar det Lune stikker hende, er hun saa ivrig, at der jo ikke er det, som ikke er galt, og som hun vilde have anderledes; saa farer hun op og ned gjennem hele Huset. Saa har En kradset en ny Bog op, som skal sendes tilbage, saa ligger der en Musehale i Albumet, saa er Fløden sur o.s.v. o.s.v. Men til andre Tider er hun stille, og det er, naar hun er vemodig. Saa sukker hun og siger af og til: „ak, ja Frøken Rosa!“ Og saa græder hun over de mærkværdigste Ting; men det holder Greven heller ikke af. Saa siger han: „men hvad er der nu ivejen, kjæreste Minette, Du sætter saadan et frygtelig bedrøveligt Ansigt op“. „Gjør jeg,“ siger hun saa med den mest forbavsede Mine. — Hun er i Grunden elskværdigst, naar hun leger med Børnene. Hun har selv lavet den nysseligste Muse-Dukke til dem, og hun lader dem gjerne lege med et Nøgle Garn. Det er dog det mest Udviklende for Killinger, og jeg kan godt lide, at Grevinden ikke holder sig for god til at øve Børnene lidt selv. —

Det er sandt: Kammerjægeren hed Mads. Han har været her igjen; det var igaar; kan kom til Frokost og blev meget længe. Han legede saadan med mig, at Grevinden og Greven lagde Mærke til det. Tænk Dig, men Du maa ikke sige det til en Kat, han har saa godt som friet til mig. Vi gik en lille Tur i Parken efter Middag, og saa standser han med Et og siger: holder De af Landet, Frøken Rosa?

Jeg: Ja, det gjør jeg rigtignok.

Han: Ja men Byen er dog dejlig.

Jeg: Ja, det er den ogsaa.

Han: Ja men der er dog ganske kjønt paa Landet.

Jeg: Ja.

Han: Jeg foretrækker alligevel Byen; og De kan tro, jeg boer kjønt derinde. Jeg har en elegant Lejlighed ved en af Søerne; jeg har store Indtægter, men jeg mangler kun en lille Missekat til at gaa og mjave omkring mig. Hun skulde faa det elegant. De fineste Kjoler skulde hun have og alle mulige Pretiosa, Skindslag og Jeunesser, Chaiselonguer, Etagerer, Fløjlsbetræk paa Møblerne, ægte Brysselertæpper, Loge i Theatret og Alt, hvad hun ønskede. Kjender De Ingen, der kunde ønske det?“ —

Oh, min kjære Rosita, da han saa i det Samme satte sin Fod paa min, blev jeg ude af mig selv, og med et Spring var jeg oppe i et Træ, han efter mig, jeg indad et Loftsvindue, og da jeg kjendte Lejligheden bedre, fandt jeg i en Fart mit Kammer, hvor jeg lukkede min Dør af og græd. Da jeg kom ned efter en halv Times Forløb, var han pludselig rejst over Hals og Hoved. Han havde sagt, at han havde Forretninger. — Er han vred, betragter han det som et Afslag? — Saa listede jeg igjen op paa mit Kammer, hvor jeg igjen græd. Jeg kunde høre Musene springe paa Loftet, men jeg brød mig ikke derom. Saa faldt jeg i Søvn, og saa havde jeg en mærkelig Drøm. — Jeg drømte, at jeg var løbet ud paa et Tag efter en Mus, der blev ved at smutte frem og tilbage. Men jeg kunde ikke fange den; snart syntes jeg, at den var sort, snart hvid. Med Et blev den borte, og pludselig stod ved Siden af mig to Katte, en hvid og en sort. Det var min gode og min onde Genius. De tog hver en af mine Poter, og saa udspandt der sig en lang Samtale mellem dem.

Men med Et blev Alt mørkt, og jeg syntes i Mørket, at begge Genierne kom i Mundhaarene paa hinanden, og tilsidst omgav et skrigende, mjavende Mørke mig, og jeg vaagnende. Men lidt efter blundede jeg igjen ind.

Jeg syntes med Et, at der kom saadan en dejlig Fred over mig; Luften var saa sød, den herligste Vellyst ombølgede mig; og med Et laa jeg paa en Chaiselongue, med Hovedet støttet til min Haand. — Det var et elegant Kabinet, hvori jeg befandt mig; al mulig Komfort straalede mig imøde med Forgyldning og Farver, og bløde Tøjer over Møbler og Gulv. Jeg saae ind i et stort Spejl lige for mig. Jo, der laa jeg ganske rigtig, iført den eleganteste Dragt, med en ægte Fjer-Vifte og en Hermelinskant, strækkende en koket lille Fod frem. Da hørte jeg en sagte Mjaven, og frem kom listende — Kammerjægeren. „Alt dette er dit,“ sagde han — og saa vaagnede jeg i det Samme! — Jeg vil gaa tidlig til Ro og drikke lidt varm Mælk iaften.

Din heng.

Rosa.

 

ROSITA TIL ROSA.

4de Brev.

Kjæreste Rosa!

Naa, saa det er virkelig Kammerjæger Mads, der er paa Spil igjen. — Vogt Dig Rosa, vogt Dig, min Killing, for ham; hvis Du vidste, hvor Mange han har faaet til at gaa i Fælden, saa tænkte Du ikke paa ham. — Han har været saa godt som forlovet allerede. Det veed jeg næsten med Vished, og Du kan tro, han har gjort Mundhaarene krusede paa Mange. Ja, jeg kjender ham nok. Han er jo kjøn og rasende flot paa det; men egenlig dannet, — nej, — ikke det, jeg forstaar ved Dannelse. Jo, det var jo sidste Vinter, saa Du kan se, at længere er det ikke siden, saa kom han noget hos en Kommerceraad, hvis Navn jeg ikke husker, men som har en Datter. — At Nogen kan finde hende kjøn, — nej! Hun er efter min Mening en lille Snude. Men saa gjorde han saamange Krumspring, at det var lige ved Forlovelse. Det veed jeg fra Maja, hun veed altid saadan Noget. Men hun sagde ogsaa, at han brød sig saamænd ikke noget om hende. — Men saa kom der Noget ivejen med Et. Og det har Maja ikke kunnet opdage; hun havde nok hørt, at Kommerceraadinden skulde have set ham kysse Tjenestekatten. — Men forresten, kjæreste Rosa, tror Du, at Du passer til saadan en gruelig flot En? Jeg veed nok, at var det mig, vilde jeg ikke betænke mig paa, hvad jeg skulde gjøre. Jeg er spændt paa Fortsættelsen! —

Din heng.

Rosita.

 

ROSA TIL ROSITA.

5te Brev.

Ja, min egen søde, velsignede Rosita, nu er det gjort. — Dit Brev kom forsilde. — Det var iforgaars om Formiddagen. Jeg sad i Skolen over Killingerne. Saa banker det paa Døren; og ind kommer Tjeneren, ham, den Morsomme. „Guvernanten maa strax komme ned“, sagde han. Jeg anede det maaske nok, men jeg tænkte dog ikke Noget. — Jeg kommer ned i Stuen, og hvem ser jeg — Kammerjægeren! Ærbødigt kom han trippende og saa, — ja og saa, — aah, det var forunderligt, da han første Gang sagde Rosa! Jeg kan endnu ikke rigtig komme ud af det med at sige Mads. Men er det ikke ogsaa et yndigt Navn: — Mads!

Greven og Grevinden kom lidt efter; til dem havde han betrot, at han vilde bede om min Klo. Og saa blev han til Middag; og vi fik Champagne. Og Greven udbragte den nydeligste Skaal, jeg har hørt nogensinde, for — „de Nyforlovede“ — Han rejste igjen om Eftermiddagen; men om lidt har jeg ham igjen. — Jeg bryder mig slet ikke om Majas Historier. Desuden, hvem har ikke havt en lille Balinklination. Dem har jeg saamænd havt mange af. — Men nu hører jeg hans Kløer paa Trappen, saa maa Du nøjes med disse Ord fra

Din lykkelige

Rosa.

 

ROSITA TIL ROSA.

6te Brev.

Kjære Rosa!                                   .

Hjertelig til Lykke; gid Du maa finde ham saa elskværdig, som Du tror. Undskyld mig; men vi skal have stor Middag idag.

Din heng.

Rosita.

 

ROSA TIL ROSITA.

7de Brev.

Kjære Rosita!

Bryllupet stod hos Grevens, og endnu samme Aften rejste vi til Udlandet. — Præsten holdt en kjøn Tale, og Middagen var flot. Nu er vi hernede i en stor By; jeg sender indlagt mit Fotografi. Det er rigtignok noget Andet end at være Guvernante. Mads forguder mig; men jeg er ogsaa mageløs mod ham. — Hvad siger Du til den Muffe; den varmer, kan Du tro. Det er en lys Spadserekjole, hvori jeg blev taget. Naar vi bliver taget sammen, skal Du nok faa det. —

Din heng.

Rosa.

 

SAMME TIL SAMME.

8de Brev.

Jeg er frygtelig jaloux. Og kan Du gjætte paa hvem? Ja le kun af mig; paa en Kineserinde. Tænk, det var i Paris, hvor vi var et Par Uger. Saa kommer vi i Theatre français til at sidde lige ved Siden af hende. Hun havde ikke Øjnene fra min Mand; og jeg var saa rasende, at vi maatte gaa hjem før Forestillingens Slutning. Men saa kan Du tænke Dig min Forbavselse, da vi er til Bal hos den danske Attaché dernede, kommer Kineserinden der ogsaa. Hendes Mand er Ambassadør. Strax i den første Inklinationstur inklinerede hun for min Mand, og i den Tur, Du veed med Musen, Koppen og Osteskorpen, gav hun min Mand Musen. Hu! jeg kunde have bidt Halespidsen af hende. Men jeg betvang mig; min Mand sagde, at jeg var vist syg, og vi kom tidligt hjem. Saa endelig foer det ud af mig: „Du holder ikke af mig, nej, Mads, saa vilde Du ikke have dandset saameget med hende — og en Kineserinde — fy, det er stygt“! — Men, veed Du, hvad han gjorde; saa tog han og lagde sin bløde Pote paa min Mund, og saa kaldte han mig sin lille Rosa, — og næste Morgen rejste vi til Tydskland. Her hørte vi den berømte Sangerinde Semiramis. Hun blev om Aftenen trukket hjem fra Theatret af unge Hankatte. Og da hun kom til Hotellet, blev der bragt hende en Ovation bestaaende i Fakkeltog og Kattemusik.

Vi boede ligeoverfor, og der saae jeg det Hele. En Deputation bestaaende af 2 Hankatte traadte frem paa det nærmeste Tag, hvor den ene holdt Faklen, mens den Anden med Hænderne paa Brystet tolkede de Følelser, som Sangerindens Nærværelse havde fremkaldt. Rundt om var alle Vinduer og Loftsluger fulde af Katte, der styrtede over hinanden for at faa et Glimt af Herligheden at se. — Om knap en Maaned kommer vi hjem. Saa skal Du komme op og se til

Din lykkelige

Rosa.