"Potowatomis datter" og "Fusijama" af Johannes V. Jensen

Potowatomis datter

Det var et Foraar ved Pistakee Bay inde i Illinois. Pistakee Bay er det indianske Navn paa en Bugt af Foxlake, en af de utallige Søer i det vandrige Amerika, og Søen er en Udvidelse af Foxriver, som efter at have indfiltret og fordybet sig i en Mængde Sumpe og Sige falder ud i Michigansøen. En Mand i Kano kunde have Vandvejen aaben for sig herfra og over de store Søer til St. Lawrence og Atlanterhavet, han kunde padle sig gennem Moradserne nordpaa til Winnipeg og ud i Hudsonbugten eller søge en Bistrøm til Mississippi og lade sig drive tusinde Mile til New Orleans og den mexikanske Bugt.

Hvert Foraar trækker Ænderne sønderfra over de uhyre Landomraader, fra Teksas og Arkansas, slaar ned i Søerne og Floderne undervejs og rejser igen, flyver og svømmer, rapper og snadrer sig hele Vejen, gennem Luft og Vand, op imod den kanadiske Grænse, idet de stadig holder Trit med Solen og Vaaren. De gaar i milelange svævende Streger over Himlen, de kommer tykt i Flokke som flyvende Skyer, Ekspresbud før Foraaret, de gaar som et Sus af Glæde over det vaade Amerika, hvor Regnskyllene endnu hvert Øjeblik hvidner til Isslag og Sne, de gør Jorden og Himlen saa udstrakt, saa tiende, kold og kongelig, som Verden er om Foraaret og i Jægerens Hjærte. Jeg boede ved Pistakee Bay for at tage imod Ænderne, naar de kom. Og der var det jeg traf Potowatomis Datter.

Hun blandede sig i min Jagt næsten uden at jeg mærkede det; lidt efter lidt blev hun en Del af min Dag og tilsidst hele Tilværelsen, den eneste Grund til at jeg var der og hver Aften laa paa Brinken over Bugten og ventede med Bøssen foran mig i det rimede Græs.

I Begyndelsen passede jeg endnu Ænderne, roede hver Morgen over til et risbevokset Næs, der løb langt ud i Søen, hvor jeg havde mine Lokkeænder lagt ud, et Dusin smukt forarbejdede og malede Træænder, som jeg havde ordnet i en tiltalende Gruppe paa Vandet lige udenfor Næsset. De laa og vippede blankt i de krappe smaa Vover for Anker ved en Snor og et Blylod, de rullede som en Flaade af Drageskibe og stirrede højt besynderligt snart op og snart ned og hele Rummet rundt med de malede Øjne. De var meget naturligt lavede, korrekte til de mindste Enkeltheder, for vil man narre Ænder, skal det gøres alvorligt; der var Eksemplarer af flere Sorter lige fra den tykbugede Kanvasback med Spejl i Vingen, som laa og duvede tungt i Vandet, til den lille korte Bluebill, der hoppede saa lystigt paa Bølgen og stod paa Halen og saa op i Himlen, som vilde den endelig afsted. En Flok stumme Forrædere, malede Dødsfugle, som jeg havde lagt ud for Foraarstrækket deroppe!

Det var en grum Spøg at se den Korrespondance, der kunde opstaa mellem en Flok Ænder langt oppe i Luften og saa den svigefulde Gruppe, der laa og vippede som levende Lig udenfor Risene, hvori jeg sad skjult. Naar Morgenflokkene kom, kunde jeg se et Detachement pludselig bøje af i den lange skarpe Flugt, svinge rundt og kaste sig i en stor Bue som Profilen af et Bjærg ned gennem Himlen for at undersøge, hvad det var for Kamesjuker, der havde smidt sig ved det Næs der .... mon de ikke laa og tællede den altfor godt?

Og naar de saa kom, intetanende, med hilsende Rap, saa faldt der et Skud, og en And gik hovedkuls som en Sivsko i Søen, og alle de andre bakkede i Rædsel, slap Benene ud fra sig og stod lodrette i Luften som var de spjælket op mod Skyen, og imod saadan en strakt Fuglebug faldt det andet Skud, og et Nu efter er Flokken borte, vildt spredt som et Knippe Pile fra en Katapult. Og i Stilheden efter Skudene siver Vandet mellem Risene, den mindste Berøring af Aarerne mod Jollen slaar ud som en raa Alarm i Morgenstilheden og paa det ensomme Sted, idet jeg ror ud til hvor en Fjerbyldt vender sig i det blodige Vand. Og de stumme Fugle ligger som før og svømmer paa Stedet og glinser i glad Maling som ægyptiske Kister og holder Øjnene stive i Hovedet, mens Smaabølgerne vugger dem rundt.

Men hvis Morgenflokkene var for mætte eller strøg for glubsk afsted til at skænke mine Kunstænder Opmærksomhed, saa gav jeg dem en færsk Vise fra mit Skjulested mellem Risene, hvor jeg stod med Gummistøvler i Vandet, der knirkede af Is efter Nattefrosten, en Melodi paa Andesproget, frækt efterlignet ved Hjælp af en lille særlig afstemt Skalmeje, en duckcall, og den hule Haand.

Ra —rap! spillede jeg. Vark, vark, vakvakvak! Vark, vark! Vakvakvak!

Det gik mig selv til Marv og Ben at staa der fuldstændig ene i den lydløse Morgen før Solopgang og være Aarsag til den bestialske Musik. Jeg følte mig selv som en stor And fra Helvede, der gav en afskyelig Solo midt i den uskyldige Natur. Vark, vark, vakvakvak!

Men Ænderne kom. Det var saa fortryl lende, det maatte være en dejlig And, der sang Godmorgen til dem. Jeg saa dem vende Halsene højt oppe i Luften og lytte, sagtne Fart og spejde, og saa beskrev de den store fine Bue retour, der er Jægerens Øjenlyst, til en eller to af dem fløj sig ind i det dræbende Skud. Jeg kunde flere Toner paa Skalmejen, vidste altid at træffe den rette Morgenstemning. Jeg rappede op til dem i lys Glæde, som var Alverden fuld af Mad herneden, jeg rallede sørgeligt, indstændigt, for at faa dem ned i Medynk, jeg anklagede, græd paa Skalmejen, jeg rev fyrige Skrig op under Himlen og kælne Vak som fra en ung yndig And, jeg spillede saa saare.

Jeg havde lært Kunsten af en gammel Jægersmand i Arkansas ved Navn Low. Han behøvede ingen Skalmeje, han kunde Andemælet udenad, sang lige ud af Struben op til dem, saa bevægeligt, saa sødt, at de blev svage paa Vingen og maatte stryge lavt for at lægge Øret til. Han samtalede med dem oppe i Luften, længe før jeg kunde se dem, han rappede og bejlede, koglede og løj dem Halsen fuld af øm Snak, sad ubevægelig som en Stub paa et væltet Træ midt i den oversvømmede Skov med Gummistøvlerne til Skrævet ned i det iskolde Vand og lokkede saa hjærteligt for Ænderne, mens han skuede ind i Himlen med de blege langtrækkende Gammelmandsøjne, der opdagede Ænder hvor andre Ingenting skelnede; og imellem at han sang og vakkede, holdt han Vennetaler til Vildtet, sagde yppige Ting til dem deroppe, skændte paa dem, men kærligt, var ikke til at staa for. Han sad der med en Dryp under sin kolde Næse, skrøbelig af Alderdom som et tusindaarigt Væsen, der ikke kan dø; man kunde se paa ham, hvor hans Gammelmandshjærte pulserede i Takt med de kraftesløse, frosne Genlyde i Skoven før Solopgangen, hans falmede Blik faldt sammen med det violette Morgentusmørke fjærnt henne mellem Træerne og Gryet ovenover, der var saa vinterlig haabløst. Hvor Dagen vaagnede kold og isnende stille! Men gamle Lows Bryst skjulte den ukuelige Varme, Jægerens Kærlighed; det var med en uudtømmelig Inderlighed han sad der og kaldte og besvor, indtil det vingede Vildt kom og han fik det paa Skud! Flokkene adlød ham og kom langvejsfra, nærmere og nærmere, til de enkelte Fugles langhalsede, føre Profiler pludselig fik det gule Gry over Trætoppene til at springe ud som et Rum, og de skarpe Vingeslag svulmede nær som hede gispende Aandedrag ... og saa var det at Low fyrede! Jeg har set ham besværge selv en enkelt And, der kom rejsende forbi højt oppe over Skovtoppene i et tilsyneladende meget vigtigt Ærinde; han fik den til at vakle i Flugten og vende om, søgende: hvem kaldte, hvad var det for en Røst fra de oversvømmende Skove?

Kom her ned, din forbandede søde And, sagde Low inderlig fortroligt, med en Stemme af Sølv, hvor han sad og holdt den svære Dublet af Kaliber 8 i Hænderne, som rystede lidt af Kulde. Rrrong—rrrong! Kom her ned . . . min And .... vaarkvaarkvaark . . . Da den saa strøg ned i en lang, varsom Kurve, mumlede Low, næsten samtidigt med at Skudet dundrede fra hans store Kanon:

Og jeg skal give dig Helvede!

Jo, det var skønne Kunster, Low havde lært mig. Jeg øvede dem uden Skrupler en otte Dages Tid. Men saa begyndte jeg at lide af en Tankefuldhed, som Jægeren ikke har godt af. Jeg skød forbi eller skød slet ikke; jeg havde mit Sigte andre Steder. Det var Pigen fra Søerne. Det var det, som jeg endnu ikke vidste hvad var. Først siden fik jeg Vished.

Det var begyndt som alting begynder, med en ringe Iagttagelse, som jeg vilde have glemt, hvis den ikke havde gentaget sig — noget jeg saa en Aften i Søen. Der ligger en Kro ved Pistakee Bay, og der spiste jeg, men jeg boede alene i et Hus ti Minuters Vej derfra. Hver Aften gik jeg hjem gennem Skoven langs Brinken ovenover Søen, og Aftenerne begyndte nu at blive.lysere, Tusmørket længere. Efter Solnedgang laa Vandet i Søen stille og gult nogle Minutter, og det var gerne paa den Tid jeg gik hjem fra Kroen. Saa en Aften da mit Blik faldt paa det spejlblanke, messinggule Vand, saa jeg at noget var forsvundet fra Overfladen, i samme Nu jeg var kommen til at se derud. Der var et ganske svagt Spor i Vandskorpen, snarere en blød Fordybning end Uro eller Ringe, ikke mere end som en Draabe kunde være falden der; men et lille Stykke derfra tegnede der sig en lang flad Kuppel paa det blanke Vand, en Opbugnen af Vandet, som om et stort Legeme gled derunder. Næste Aften saa jeg det igen, ganske paa samme Maade, men lidt højere oppe langs Bredden, og denne Gang fik jeg en underlig Følelse af at være bleven iagttaget af dette noget, der var dukket under i samme Øjeblik jeg saa derhen i Retning af. Nu var jeg bleven opmærksom. Den tredje Aften nærmede jeg mig forsigtigt gennem Skoven . . .

Og da saa jeg det besynderlige, at et mørkt Hoved bevægede sig stille ned langs Søbredden, saa meget som tyve Alen ude. Ud fra hver Side stod ganske fine Bølgelinjer i det aftengule Vand. Det var sent, Lyset var næsten bleget bort fra den dybtliggende Sø, og mens jeg stod og iagttog det mystiske Hoved, faldt Tusmørket paa. Vandet blev dunkelt og uden Farve, men endnu kom Hovedet stille svømmende ned langs Brinken lige imod mig. Ikke en Lyd hørtes fra den Svømmende, det mørke Hoved syntes at skille sig fra Vandet og træde sig frem deri med overnaturlig Myghed i alle Bevægelser. Et sort Hoved, der gled paa Vandet, fine Striber som efter et langt opløst Haar i Overfladen . . .

Jeg maa have rørt paa mig, aandet for højt, eller Hovedet derude maa have mærket mit Blik, for pludselig var det forsvundet — ikke med et Plask, ikke overraskende, det var der simpelthen ikke mere. Jeg har aldrig set en stor levende Ting forsvinde saa sporløst paa en blank Vandflade; der var end ikke en Krusning eller den mindste Ring tilbage derefter. Men et Par Sekunder efter hævede Vandet sig en halv Snes Alen længere ude paa Dybet i en stor glat Flade, en Bugnen af Vandet, der atter straks lagde sig, som om selve Søens Bryst løftede sig for et dybt Suk.

Dette gentog sig tre Aftner. Jeg skjulte mig paa Brinken eller mellem Træerne, jeg holdt Vejret, naar det mørke Hoved kom, men altid vidste dette Væsen derude, at jeg var der, mærkede det ad en eller anden oversanselig Vej og dukkede under, inden jeg kunde komme det paa Skud.

Jeg gik en Aften langt bort for ikke at forstyrre, og da saa' jeg paa Afstand, at det mørke Hoved svømmede tværs over hele Bugten i en Bue tæt forbi Huset, hvori jeg boede, og derpaa over mod det Sted, hvor Indsøen gik over i Udløbet mod Michigansøen. Der svandt hun i Mørket, som faldt paa.

Aa, Pigen fra Søerne, tænkte jeg, det er jo hende, Potowatomis unge Datter, den Udødelige! Hvad vil hun i Pistakee Bay? Hvorfor har hun slæbt sit sorte Haar gennem Strømmene herind fra de store frie Søer, hvad vil hun her hver Aften? Er hun paa Vej ud til Mississippi for at svømme Foraaret i Møde i de kolde Nætter, hvorfor kredser hun da her om Pistakee Bay? Er det mig, Søpigen har Ærinde til, og hvad betyder det for mig i min Ensomhed? Er det det eneste af alle Foraar, det evigt tabte, du vil føre mig ind i og dele med mig, Potowatomis Datter, som Præriesolen og Luftningen i Skoven og Vandene har forkælet? Dukker du en Aften i Tusmørket ud fra Skovbrynet med drivende Mokkasiner efter at have svømmet Floden, smyger du dig frem af Buskene for at sige Ugh til mig og drage mig ind i Skoven, mine Drømmes Veninde, min Skwaw? Ved den store Aands Ansigt, ved mine Fjenders stinkende Skalpe, jeg skal vise mig dig værdig!

Næste Aften blev jeg hjemme i mit Hus og stillede mig i Skjul i Tagvinduet med en Kikkert. Der var kun lidt Lys efter Solnedgangen, og det svandt hurtigt, men jeg fik hende at se, idet hun svømmede forbi, og jeg kunde have kastet Kikkerten, en almindelig Dobbéltkikkert, fra mig i Panik som en Stump Gren, man faar fat paa i Urskoven, og som viser sig at være en levende Larve, saa rystet blev jeg, da jeg i Kikkertens dunkle Synsfelt paa Baggrund af det gule Vand saa lige ind i to sortebrune vaade Øjne omgivet af dunkelt Haar! Synsfeltet vaklede ud af Kikkerten, og da jeg fandt hende igen, var det saa mørkt, at jeg kun kunde skelne en sort Klump glidende paa det falmede Vand. Lidt efter gik hun under. Men denne Gang rejste der sig en svær Hvirvel efter hende i Vandet, og lidt længere borte brød Overfladen op i en Skumkegle, som om hun havde kastet sig voldsomt under Vandet, idet hun svømmede bort, oho, favnet sig ned i Vandenes Nat med pigestærke Slag af Lemmerne, Rødhudens glatte, aalesmidige Lemmer!

Hun var vred eller hun var bange, hun maa have bugtet sin unge Ryg som en Spole om alt det tunge Vand, hun kunde naa og lade de senede Led virke paa, hun maa have gjort Vandet stenhaardt omkring sig, idet hun slog sig ned og stemmede sine smaa Indianerfødder derimod som mod et Springbræt; det lange Haar maa have sat en Skumfigur efter sig fra Overfladen og ned i Dybet ... hu hej, og nu skærer du den vaade Nat dernede med dine lave laadne Bryn, nu smider du Vandet, strækker dig og gaar som en Pil over Vandplanterne, nu bøjer du dig og slaar Armene ud til en ny Favnfuld, vender dig og flyver sitrende ind i det dybe kolde Vand, Potowatomis dejlige Datter, O du der aldrig kan dø!

I disse samme Dage kom Foraaret til Pistakee Bay.

Det ene Forbud efter det andet havde meldt sig. Vildgæssene var passeret forbi og gaaet nordpaa i lange, skinnende hvide Kiler, der lignede Harper og spillede som en Musik fra de høje Skyslotte, Foraaret rejste til Toppen af den blaa Himmel.

Rødkjælken, Stæren i Amerika, var kommen og Blaafuglen, de smaa Foraarsfugle, der fløj som vingede Safirer i den nøgne Skov.

I Moserne, i de dybe Grøfter, som svømmede over til Randen, og som den lunefulde Sol snart gjorde til Undere af Krystalklarhed med skønne Ting, Planter og Mudderborge paa Bunden, og snart slukkede, saa at de laa skumle som Pøle over Underverdenen, i alt dette rindende eller staaende Vand lokkede Nattevarmen og Solen alle de Dyr frem, der svømmer og aander herligt ved Gæller og trives saa ypperligt i det Vaade.

Store guldglimtende Skildpadder vendte sig dernede i Bundens Halvmørke, to og to, og spejlede Solen i de facetterede Skjolde.

Bobler steg op fra Dyndbunden, overalt gurglede det og nynnede dæmpet mellem de spirende Vækster. I Stedet for den blaa Rim, der hver Morgen laa ovre paa Søens modsatte Bred, bredte der sig nu en fin grøn Skygge over Brinkerne, og Skoven havde faaet en rødlig Tone af de gærende Knopper; Jorden lignede ikke mere et Skjold af Vintrens Metal og i Rimens blaa Anløbning, den strakte sig som grønne Bolstre, tog imod lune Regnskyl; der laa en meget dybere Følelse under det, at Jorden grønnedes, end naar man taler om at rødme.

Og Aftnerne var nu meget lyse, skønt Tusmørket ikke var af lang Varighed. Kun i højst fem Minutter var det dunkle Pigehoved synligt derude, naar hun regelmæssigt hver Aften lige efter Solnedgang foretog sin stjaalne og varsomme Svømmetur ned langs Brinken. Saa sky var hun, saa seende, saa aarvaagen, at det endnu ikke havde været mig muligt at komme hende nær indenfor hundrede Alen. Hun maatre føle, vejre paa Luftningen med hvert Haar paa sit Hoved, hun var mere fintmærkende for Lyde, end man i det hele taget kunde fatte. Og stille, myg som en Spire af Pilen; der var ingenting i Verden saa blødt, saa lydigt mod Vandet, som naar hun sporløst sank og kun lod et Smilehul tilbage efter sig paa Vandspejlet. Stille, myg ... ja og stærk som en Hajfisk, smidig som en Staalfiber, naar hun slog de smaa Propeller, Hænder og Fødder, ind i Vandmurene og efterlod sig et Spor over Bunden af knust og kærnet Skum. Fin og hurtig, uoverlistelig ... jeg havde prøvet alle Kneb, jeg havde skjult mig paa enhver optænkelig Maade, men hun opdagede mig. Det samme lydløse Spil gentog sig Aften eller Aften.

Men jeg fik hende jo tilsidst. En solvarm Dag efter Regn, en høj Foraarsdag, da Alverden kun var som et Rum i den blaaeste Himmel, gravede jeg mig et Hul ind i Brinken og plantede en Busk foran, en Pilebusk med store udsprungne Musser paa. Nu skulde det være. Nu havde hun længe nok været beundret; jeg ønskede nu at maale mig med hende. Længe før Aften sad jeg nede i Gruben fuldkommen skjult af Busken og med Bøssen ud mellem Kvistene. Jeg havde stukket en Kvist med Pilerakler i hvert Bøsseløb — lad os nu se, hvad hun siger til det! Jeg sad saadan, at min Skyttegrav ikke vilde blive bemærket af hende, før i samme Nu hun klarede en Pynt, der skød sig ud fra Brinken, men i dette Nu vilde hun heller ikke være mere end tredive Alen borte fra mig, saa det gjaldt altsaa hvem der var hurtigst paa Kløerne.

Vandet laa gult og stille, da hun kom. Og som jeg godt nok var forberedt paa, var hun snar, snar som Fisken. Det sorte Hoved var næppe bleven synlig paa min Side af Pynten, før det sank . . . men jeg havde nu alligevel set Tid til at give hende begge Løb! Paa en Gang ... i en Omkreds af en Alen rundt om det Sted, hvor Hovedet forsvandt, oprev Haglene Vandspejlet, som om en Harve var kastet ned der.

Mens Tusmørket faldt paa, sprang jeg i Jollen og roede ud til Stedet. Der var fire Alen Vand, og det varede over en Time, inden jeg fandt hende. Hun var ikke sunken lige ned paa Bunden, skønt hun var stendød, hun laa et Stykke længere ude. Det var ganske mørkt, et lunt Foraarsmørke, hvori Frøkvækket lød, som om en stor Forsamling af smaa spæde Væsner sad og sagde Tak, Tak, mange Tak, i Kor, da jeg roede ind med det døde Legeme.

Det var en Bæverrotte, jeg havde skudt. Potowatomis udødelige Datter, der kunde lade sig synke i Vandet som et Gran, sporløst, og naar hun vilde, rode Dybet ovenud i store Gulve, hun var et Dyr af Gnavernes Familje, ikke meget større end en Kanin.

Hun var det smukkeste lille Dyr, jeg nogensinde har set svømme, hun gjorde dette Foraar ved Pistakee Bay til en hemmelighedsfuld og forunderlig Tid. Hun havde et rundagtigt Hoved med vaade, sorte Øjne og et Spil af Varbørster om Snuden, som maa have følt Vandet og enhver Luftning finere, end vi forstaar, saa intimt, at det maa have været en Del af hendes Næring blot at vejre og inddrikke sig med Naturen, Søerne, Vinden og Regnen. Hun havde en udmærket Hale, flad som en Aare, stærk og væbnet med Skæl, den var talget og skyede Vandet som en harpikset Kogle; med den var det, at Potowatomis smidige Datter avede Bølgerne; hun havde Svømmebørster omkring Tæerne og den glatteste og blødeste Pels i Verden. Paa Bugen var hun graa. Med denne Pels, der var saa glat, at man ikke anede det, var det Potowatomis Datter strøg sig saa hurtigt over Vandplanterne som en Skyttel i Væven.

De fire store Gnavertænder, som Munden ikke kunde lukke sig over, var gulrøde forpaa, en sjælden Farve, der mindede om højlagt Rav; jeg gemte dem længe til en Erindring.

(fra Myter og Jagter)

Fusijama

Den lykkeligste Oplevelse jeg har haft var paa Søen udfor Japan; jeg mindes ikke nogen virkelig Begivenhed siden. Jeg vaagnede tidligt om Morgenen før Solopgang, ved at Vinden luftede ind i Kahytten, og ved at jeg i Søvne løb saa fuld af Glæde, at jeg ikke kunde blive liggende ned, og da jeg saa ud af det aabne Koøje, stod der ligesom en høj dejlig Sky lige for ... men det var ikke en Sky, det var Fusijama.

Det underfulde Bjærg ragede ovenud af Alverden, syntes slet ikke at staa paa Jorden, for Bjærget var saa langt borte, at dets Fod gik i et med den blaa Tykning, der dannede Himlen over Japan. Men oven over selve Himlen brød Bjærgets hvide Snekegle igennem Atmosfæren, saa luftigt, saa skylet, at jeg i et Nu fattede baade Jordens uhyre Masse og dens vægtløse Flugt i Himmelrummet.

Det var som om Jorden selv var kommen mig imod i sin kosmiske Friskhed, den unge Planet, der vender sig ud af Mulmet, kronet af Nordlyset, med sin havblaa skønne Sfære og Fastlandenes mangefarvede Jordsmon belyst af Solen.

Hvad jeg der følte var den samme primitive Erfaring, man kan tilegne sig som Barn ved Synet af den første den bedste Ting, et Straa, en Draabe paa Ruden. Men siden naar tillærte Forestillinger har gjort Barndommen til det tabte Land og vakt Illusionen om en anden ædlere Virkelighed, end den vi ser, maa der en Fjærnhed og Fremmedhed, en sublim Overraskelse til for at gengive Jorden dens Friskhed.

Da jeg saa Fusijama, brast den sidste Drøm om en anden Tilværelse end den der er. Jeg begreb, at den højere Verden, vi stunder imod, kun kan være netop den der er, men at vi aldrig i det givne Øjeblik er naaet op til den, at vi til daglig er blinde for den. Der lader sig ikke tænke frugtbarere Tanke. Det er i Grunden det eneste et Menneske kan opleve.

Derfor er Fusijama et helligt Bjærg, Genstand for et Folks Kultus.

Columbus! Der er kun en Glæde, der er bestandig, at gense den velsignede Jord.

(fra Myter og Jagter)