"Rugen bølger" og "Myggene" af Johannes V. Jensen

Rugen bølger
I
 denne Tid staar Rugen fuldvoksen og grøn over hele Nordevropa. Hvor man saa stiller sig paa et Udsigtspunkt ude i Landet strækker der sig lange bølgende Marker Horisonten rundt, bag Synskresen véd man de fortsætter sig paa samme Maade, og rejser man med Toget skifter Landskabet Karakter, men Rugen bliver den samme, Time efter Time, Dage igennem ser man ikke andet end de blaagrønne levende Rugmarker. De har forpagtet Jordoverfladen, saadan bølger det nu den ene Kvadratmil efter den anden paa de store Godser i Mecklenburg og langt ind i Rusland, Danmark er en eneste bugnende Rugager, Rugen gaar i Bølger paa de smaragdgrønne Sletter ved Upsala, og i Norge bølger den lige fra Dalene i Sønder op mod Midnatssolen. Rugen gror under de lyse Nætter. 

Mens dette skrives staar Rugen i sin fuldeste Højsommerpragt, endnu grøn og knirkende af Vækst, fyldig som Haarlaget paa et dyrisk Væsen der strutter af Ungdom. Vinden løber hen over den og nikker hvert enkelt Straa, Akset ruller og gynger sammen med de andre Aks der staar nærmest i en overdaadig Svulmen, og tilsammen danner de en Bølge, Ageren ligner en Sø med ganske samme spændte og bevægelige Overflade som Havet. Ingen Ting er saa frodigt som Rugmarken nærved, Brynet af en Ager der staar og kaster sig oprørt af Vinden og ligesom prøver at slænge sin Grønhed mod Himlen, bestormer den med Aks; og det nydeligste Spil er at se Rugen bølge paa Afstand, en Mark langt borte hvor Bølgerne lige kan ses som svage Krusninger der langsomt vandrer op over en Bakke. I Kanten af Rugen der er grøn som Bruddet i en stor Glasflage, og som flimrer af de Tusind Stængler, bryder Kornblomsten frem som blaa Gnister, den smukke røde Klinte staar længere inde i det tropiske grønne Halvmørke der er inde i en Rugmark, og ved Foden af Rugen men ude i det Fri langs Randen gror Valmuen og sitrer i Vindstillet med sine Flammer og forkullede Svælg. Hvilken Urskov for Musen som begiver sig paa Ekspedition før Solopgang mellem disse Myriader af svimlende høje krystalgrønne Stammer! Myren som farer vild her! 

Grøn og stærk som Rugen nu staar har den sin smukkeste Tid. Den bølger, Svalerne flyver hen over den med og mod Vinden, hurtige som Kolibrier og med et Kvidder der lyder som Sekundviseren i Dagens hemmelige Ur. En Humlebi drysser fra Blomsterbæger til Blomsterbæger paa Gærdet. Det er som om Solen dufter, eller Stilheden, en solet ejendommelig Duft gennemtrænger det vide tavse Land og den blæsende Dag. Det er Rugens tørre Aroma. Hvor Himlen er blaa! Jeg véd ikke, men saadan som jeg ser Rugen bølge i det Fjerne, de lette Bølgelinjer der forfølger hinanden ud mod Synskresen, fjerne og langsomme som om de næsten stod stille, de er som Tiden, den vandrende Tid. Saadan gaar Sommeren. De fjerne Bølgelinjer erindrer mig om Sydhavsøerne, hvor Stillehavets lange parallele rollers staar ude paa Koralrevet, den ene bag ved den anden, tilsyneladende uden at flytte sig. Jeg maa tænke paa de forstenede Brudstykker man har af Havbund for Millioner af Aar siden, hvor man kan se Bølgeslaget endnu lige saa levende som — ja, netop som paa en Rugmark idag! Lige saa evigt et Indtryk gør det paa mig, naar Rugen bølger. 

Dog Rugen kan ikke blive ved at være grøn. En af Dagene drær den; en skøn Dag med passende Sol og Blæst staar Marken i Røg og dufter som en paradisisk Drøm af mangehaande gærende og hede Ting, det er Støvkornenes vilde Jagt. Naar den er forbi falder Rugen i Ro, taber sin gennemsigtige klare Grønhed og begynder at sætte Kærne. Et ejendommeligt Fænomen, naar Rugen drær og vel værd at falde i Forundring over! Det er et aldeles uhyre, utænkeligt Tal af Støvkorn der her ødsles med, Billioner og atter Billioner. At Bestøvningen finder Sted saa eksplosionsagtigt og paa én Gang forestiller jeg mig som en kolossal mikroskopisk Budstikkedans, idet de fygende Støvkorn fordi de er saa mange ikke kan undgaa at tørne mod Støvkapslerne paa andre Aks, som saa springer op og føjer deres Kuld af flyvefærdige Kim til den almindelige Landestorm. En vældig Smitte, et Bombardement der forplanter sig over hele Agren i et Nu, almindelig Banken paa og Bliven fri og hen og banke paa hos Naboen, til hele Marklegemet staar i en rygende Befrugtningsbrand! Hvad det her gælder om er at komme saa langt bort fra sit Moderaks som muligt og hen paa et rigtig fjernt og fremmed Aks; det er nu Plantens blinde Lov — heller ikke ganske ukendt mellem Mennesker. Naar Kimene har sværmet begynder Akset at blive frugtsommeligt, svangert med Brød, nu skal Kornet gulne og modne. Meget kan ske endnu, inden det naar at opfylde sin Bestemmelse. 

De lyse Nætter inden St. Hans med Fuglesang og Rugen grøn, lad den Tid vare, vi velsigner den og takker den mens vi har den. Hylden blomstrer. Saalænge Rugen staar grøn og passer sig selv er det tilladt at hengive sig til nogle Sværmerier i brødløs Forstand, sidenhen kommer der Tider med nok af Alvor og Ængstelser, Pikken paa Barometret af Familiefædre og Tusind Eksistenser hængende i Vejrets Luner. Det er ikke smaa Værdier Rugen repræsenterer, hele Landes og Befolkningers Skæbne staar og bølger paa Marken. Men om Høsten naar det er Høstens Tid. 

Den Tid hvor Rugen er grøn falder sammen med de lyse Nætter, med Gøgens skjulte Kukken; man véd ikke om den kommer fra den selv, eller om det er Ekko deraf, andre Somre, andre Gøge. De lyse Nætter har et Bud til Alle, selv om det kun er forholdsvis faa der kommer i den æstetiske Affekt. Mangen oprigtig Natur, af det svage Køn, gaar fra de lyse Nætter med Spiren til et lille Væsen som skal komme til Verden saadan omtrent hen i Januar, andre der ogsaa mente det bogstaveligt er Skyld deri. Folk der er helt af Træ rykkes i det mindste ud af deres Vaner; der er dem der ikke kan sove i de korte lyse Nætter og fordriver Tiden i det Fri, jeg hører adskilligt Nattesjov, som jeg lader gaa ind ad det ene 

Øre og ud ad det andet i Søvne. Hvad mig angaar nyder jeg nemlig de lyse Nætter sovende, men med et Øje paa Klem. Jeg holder af at blande Sommernatten sammen med Drømme. Det kommer mig ikke saa nøje an paa hvad der er virkeligt, eller om jeg er vaagen, jeg lader en Evighed gaa, skimter saa med Tilfredshed at det er lyst, lyst inde og ude, og lader en Evighed gaa igen. Hujede der Nogen, slaar Folk hinanden fordærvet Kl. 4 om Morgenen? Fluerne surrer saa hedt omkring, som om de skriver noget i Luften der er af den yderste Vigtighed og sletter det ud igen. 

Turgenjew har en Stump sjælfuld Prosa, om hvordan Poesien kommer til ham i Skikkelse af en lille bevinget Kvinde iklædt alle Regnbuens Farver. Poesien kommer til mig i Søvne i de lyse Nætter, saa drømmer jeg at jeg leger med Heste, eller at jeg flyver. Det forundes En kun at drømme om Heste, naar man har et ekstragodt Sovehjerte og Blodet i fineste Orden, sovende og med de lyse Nætter i Hjertet kan man faa Lov til at føle saa umiddelbart og lykkeligt som en Hest. Atmosfæren om mig er i 

Drømme som lutter Heste, lutter Heste og Solskin, Fløjl og Søndenvind, vor Tilværelse er en Leg, en sorgløs og gylden Svæven hen gennem Alverden, vi vanker paa Græsgange; der er et Føl, som springer lige over Hovedet paa mig, selv tager jeg eventyrlige Forhindringer. Gud, hvor man er fri, og hvor man kan i Drømme! 

Men nu er det jeg flyver! Jeg flyver igen en Gang i Drømme som saa ofte før, er i den Tilstand hvor man kan, jeg gør mig stærk og hæver mig fra Marken lige op i Luften, ikke højt, kun nogle faa Alen, med Benene trukne op under mig og med en vis indre Udvidekraft, som jeg føler holder mig oppe. Og nu svæver jeg ganske simpelt hen over Jorden, staar frit i Luften og kommer frem i jævn god Fart, stadig i samme ringe Højde over Jorden og uvis om hvorvidt jeg skal klare Trætoppe og andre Ting fremme i Terrænet. De fleste kender sikkert at flyve saaledes i Drømme, Fænomenet er ogsaa søgt fysiologisk forklaret, nogle mener at det er en Slags Erindring fra den Gang, man var Pterodaktylos, en Flyveøgle i Urtiden, meget tiltalende og stammende fra en tysk 

Hjerne; andre vil mene at det er en blot sjælelig Refleks, den Maade, hvorpaa et særligt frit og behageligt Aandedræt kommer til den Sovendes eller Halvsovendes Bevidsthed. Hvordan det saa er, man flyver, det er noget man kan. Fornemmelsen er sikkert vidt forskellig fra den som den virkelige Flyver om Bord i Blériot'en kan fortælle om — man er først og fremmest totalt hævet over Tyngden i Drømme, man gaar simpelthen til Vejrs af Salighed. 

Jeg flyver, og nedenunder mig ser jeg Rugen bølge. Det er lyst og dog ikke Dag, alt er uvirkeligt og dog sandt, ganske som de lyse Nætter. Paa Himlen staar den tiltagende Maane, Halvdelen af den der ligger i Skygge ses meget tydeligt, skraat neden for staar Venus og lyser roligt, det fylder mit Hjerte saa at jeg kan stige endnu en lille Smule højere, blot det at jeg ser Maanen og den skønne Sommerstjerne, og jeg flyver længe hen gennem den lyse Nat, over Rugen der kaster sig urolig lige under mig og som gaar i næsten umærkeligt avancerende Bølgelinjer ud mod Synskresen i det Fjerne. Kommer jeg over en By med røde 

Tage, Syrenhaver? Lange, mennesketomme Veje med Træer paa begge Sider? Ved en blaa Bugt ser jeg en trind og vakker Pige bukke sig og tage Vand over sig som en Maage, det kommer mig for at ogsaa hun bevæger sig som i Søvne. Foran er Himlen skinnende gul, og jeg føler mig et med det Gule, har det i Hjertet, det er denne Ild der bærer mig. Jeg kender Rugen som jeg svæver hen over, det er den der indrammede min Barndom med sine ud i den vide Verden vandrende Bølger. Jeg er hjemme. Jeg flyver godt, holder mig oppe fordi jeg nu kan, det eneste der forundrer mig er at der overhovedet eksisterer noget om at man ikke kan. Det er jo kun at tro, man behøver kun at ville. 

Og hvorfor skal man ikke drømme, naar man faar Tingene kærere derved? 

(Fra Myter)

Myggene

Jeg boede i Sevilla i et Kælderrum, hvis Gulv skraanede ind mod Midten, og her var der et Laag, der førte ned til en Kloak. .Naar man lettede ved dette Laag, stod der en graalig Sky af Myg i Vejret; men jeg lettede ikke ved det mere end én Gang. Det var de rigtige smaa tigerstribede Moskitter med Munddelene vædet i Sevillas underjordiske Mysterier, de var vilde af jomfruelig Sult, havde aldrig smagt Blod, magre som den Ondes Husarer, de sang i den hede Luft som bitte smaa flyvende Spilleværker, og jeg lærte at sparke ud og voltigere, naar de fine Toner kom mig for nær. Laaget lod sig ikke tætte helt, og desuden fik jeg Sværme af Myg ind ad Døren om Dagen. Min Stue havde ingen Vinduer, jeg maatte aabne Døren op til Gaarden, om jeg vilde have Lys. Om Dagen var Myggene dog ikke værst, de sad helst stille paa Murene, hvor jeg kunde gaa nær til dem og se, hvor de var fine og vindige i hele Ydret af Sult. En lang nøgen Klinge stod dem ud af Munden. Nogle af dem bar Følehorn i Strudsfjers Lignelse paa Hovedet, formodentlig Frøkner. De sad som i en Dvale af Blodtørst og af Lyset, de ikke kunde taale. 

Men saa snart det blev Aften, og jeg havde tændt mit Stearinlys, begyndte Myggene at flyve op og tænke paa hvad ogsaa Myggene maa, fuldbringe deres Skæbne. Der var noget i deres spæde Sang, der lød som sværmerisk Fatalisme — kun en eneste Gang i deres Liv maatte de drikke sig fulde af Blod og saa dø. Skønt det saa at sige var Døden, de nærede, og ikke dem selv, viste de en forfærdelig Energi og et Mod uden Lige — dø vilde de, om det saa skulde koste dem Livet. Jeg maatte gaa op og ned hele Tiden, rokke med Hovedet, ryge Tobak og vifte med Hænderne; holdt jeg mig stille, skaffede Myggene straks til Bords paa mig. 

For at faa Fred, naar jeg skulde sove, havde jeg ikke uden Snille lavet mig et Net over Sengen af Gaze og et Par Tøndebaand, det holdt Myggene nogenledes ude om Natten. Men de var ikke min eneste Plage. Murenes Sprækker og Huller husede et Utal af Tæger, og det de største og mest stinkende jeg i mit Liv er truffet paa. Jeg har kendt Væggetøj i mange Lande, og det er ikke noget at snakke om; men de spanske var de værste. De var store og dovne men gad dog nok stikke; en enkelt kunde lugte som en Verden af Fusel og Fattigdom, Pjaltenborg rygende ud af Tagstenene af Skarn og Brændevin. Om Dagen saa jeg aldrig noget til Tægerne, men i Nattens Mørke kom de og sugede Blod, samtidigt med at de indpodede mig deres modbydelige flammende Gift. Aa det var som at faa Stank sprøjtet ind under Huden, Lugt af muldent Brød og Sengevarme og otte Graders Brændevin i Aarerne! Jeg vaagnede i en Ild af Modbydelighed, svedende af Rædsel, hver Gang jeg blev stukket; men da Lejet dog var at foretrække for Gaden, optog jeg Kampen igen — næste Tæge frem! Det skulde dog vel være muligt at blive immun overfor denne skidne Gift uden selv at blive en Betler, naar man lod sig stikke tilstrækkelig ofte. 

Jeg var ikke meget hjemme, men naar jeg var, gik jeg i min Ensomhed og skærmyslede med de kære Husdyr. En Dag undfangede jeg en Ide; jeg flyttede Sengen frem fra Væggen, saa den stod frit, og brugte en hel Aften til at rense den, hvorpaa jeg smurte en Ring af tyk Tobakssovs rundt om alle fire Ben. Her glædede jeg mig jo til at have det godt som paa en øde 0; men Tægerne krøb bare op paa Loftet ovenover Sengen og lod sig i Mag falde ned, saa den Opfindelse havde jeg ingen Glæde af. Imidlertid vænnede jeg mig i Tidens Løb til ganske regelmæssigt at vaagne, naar de bed, og til næsten i Søvne at tænde Lys og gøre det af med dem. Jeg dræbte paa den Maade mange, langsomt og sikkert, og var jeg bleven boende der, er jeg ikke i Tvivl om, at jeg skulde have udryddet dem lige til den sidste Tæge. 

Naar jeg sad saaledes halvvaagen med en Vokstændstik mellem Fingrene, kunde jeg faa en gigantisk Kakerlak at se, idet den* kilede over Stengulvet og op ad Muren, hvor den forsvandt som et brunt Lysstrejf i Mørket. Og nede paa de svampede Dørstolper sad der gærne store blaagraa Bænkebidere/eller jeg saa dem vandre grublende over de klamme Fliser. Det var bramfri Skabninger, der gik og syslede med Følehornene og ikke kunde gøre for, at de lignede smaa vandrende Giftdepoter. Der blev en dugget Sti efter dem paa Stenene, som om de udsvedte Pest i det smaa, hvor de gik. Men hverken dem eller Kakerlakerne havde jeg noget imod. De levede deres Liv mellem gærende og raadne Ting men var dog ikke egentlige Snyltere; jeg havde Respekt for deres trøskede Stilleliv og efterstræbte dem aldrig. 

Derimod ransagede jeg mig hver Aften for alt det Pariakryb, der holdt til umiddelbart paa min Person, og gjorde kort Proces med dem. Men jeg fik hver Dag nye. Kvarteret jeg boede i var et Fattigkvarter ovre paa den anden Side Guadalquivir, de fleste af Familjefædrene i de skumle Kuber var Kullempere. Naar jeg sad ude paa de hede 

Kajsten ved Floden, hvor Nabolavet flød, kunde jeg ved opmærksomt at betragte Stenene se, hvor Lusene kom rykkende i hele Kolonner. De holder meget af at skifte Vært. Nogle af dem var ganske sorte som efter en lang Rejse; de kom fra Mændene. Andre var af den almindelige hvidlige Farve, det var Pigelus, og dem knækkede jeg i en vis kær Stemning. Undertiden samlede jeg Udbyttet af en Aftens Jagt, borede Kanaler i mit Stearinlys og kittede de vingeløse Smaa derind, og mens jeg saa laa og læste, bidrog det til mit Tidsfordriv, at Lyset spruttede saa behageligt. 

Men Myggene var mine værste Fjender. Nettet kunde ikke beskytte mig helt, jeg var fuld af kløende Knopper og Hævelser allevegne. Der er saa hedt i Sevilla i Juli Maaned som i et Teglværk, selv om Natten, saa det gjorde ikke Pinen mindre. Som Følge af den Skræk for alt muligt Utøj, jeg fik i Blodet — en Dag havde jeg set en Skolopender paa fem Tommers Længde ringle sine kromgule Led mellem nogle Murbrokker ude i Gaarden, og da fik jeg kolde Lemmer — som Følge af min stadige Agt

paagivenhed, var det ikke længere rigtig Søvn jeg fik. Min halvsovende Bevidsthed fablede i det enorme, naar jeg laa der i Kælderens Badstuehede og i det begende Mørke; Rummet omkring mig syntes mig fuldt af allehaande Insekter, musicerende og stinkende Uvæsner, som kun det tynde Net over Sengen skilte mig fra ligesom en Tryllering. Jeg kunde fare op af en Blund ved en Lyd, min Fantasi havde forstørret, til den blev til et tordnende Brag, hele Jordens Undergang! Eller jeg vaagnede ved en rodende uhyre Larm, som var der et kæmpemæssigt Væsen, der vendte sig i sit Leje — mig selv — en Jætte saa stor, at han fyldte hele Universet med Laadenhed og med Pustet fra sin Næse. Til andre Tider forekom det mig, at det var mig der var en Myg, og at der fløj Elefanter i Hundredevis udenfor Nettet og sigtede ned paa mig med Snablen. Underlige grænseløse Drømmebilleder taarnede sig op omkring mig. Jeg vænnede mig til at foretage fornuftige Ting i Søvne, holde Nettet i Orden og tænde Lys, og disse fornuftige Handlinger blandede sig besynderligt sammen med sære Drømmeforestillinger. En Nat sank Nettet ned paa Hovedet af mig, saa at Myggene kunde komme til at stikke derigennem; jeg holdt det fra Ansigtet med Baghaanden, og da jeg blev stukket der, holdt jeg det ud fra mig kun med Fingerspidserne, saa at mine Fingerender næste Dag var opsvulmede og som dyppet i Ild. Jeg hørte i Søvne, at en Myg var kommen indenfor Nettet, Klangen kom saa nær, og jeg fik sovende et saa stærkt Indtryk af denne ene Mygs Frækhed, at jeg ganske naturligt faldt paa, hvad Myggen hed. Den hed Zulle. 

Det var Zulle — jeg vidste det i samme Nu den satte sig paa min Pande. Zulle, tigerstribet, med tomme Indvolde og en giftig Klinge ud af Halsen! Zulle, der er brudt ind, fordi nu vil den dø, nu maa den have Næring, Zulle, Zulle, o du der saa længe har promeneret din jomfruelige Slunkenhed i Luftene udenfor Nettet og kvædet din Tomhedsfornemmelses lille Vise paa Vingen, nu vil du til ... Zulle . . . her havde jeg faaet listet min kolossale Troldelab op over den, og i næste Nu malede jeg den ihjel, til den kun var som en fugtig Plet paa min Pande. 

Saaledes gik Nætterne hen i uophørlig Krig og Fabel. Jeg fik en forbavsende Øvelse i at opdage mine Forfølgere, en æventyrlig Evne til at vaage, skønt i Søvne. En Nat vaagnede jeg pludselig helt, ikke fordi jeg var bleven stukket men fordi jeg ad anden Vej vidste, at der var Væggetøj paa Færde; jeg havde i Søvne lugtet, at en var nær. Det var kommen over mig i min drømmende Ujordiskhed, som Aandepustet fra en Storstads Fattigkvarterer, Destruktionsanstalter og Spritfabrikker kommer til en Luftskipper højt oppe i Skyerne. Jeg slog Nettet til Side og strøg en Voksstik, og ganske rigtig, lige foran mit Ansigt en Alen borte krøb der en stor rød Tæge paa Muren! Jeg holdt Tændstikkens Flamme hen under den . . . 

Min Skik var at vaagne og tænde Voksstikker, naar det gjordes behov; jeg plejede da at fange Dyrene med den klæbrige Stikke og trille den brændende rundt i Fingrene, til Insektet var revnet og futtet af under et lille Puf af hæslig Røg. 

For nu hurtigere at kunne faa fat i Æsken uden at slippe Myg ind, beholdt jeg den en Nat under Hovedgærdet. Og da jeg saa skulde bruge den, var Voksstikkerne bleven bløde i Varmen; idet jeg strøg en, bøjede Stilken sig, og netop som Satsen befandt sig dybt under min Negl, fængede den! Jeg slog om mig i Mørket som en bremsebidt Hest med den Følge, at mit fattige Moskittonet fik en Flænge saa lang som en vild og rasende Arm rækker . . . jeg tændte Lys og saa Ødelæggelsen, saa at min faste Borg var en Ruin ... jeg faldt paa Knæ i Sengen og bad med lukkede Øjne en kort, zig-zag'et Bøn til Satan. 

Og saa lagde jeg mig ned i de haabløse Laser af Nettet, jo det skulde jeg vise, at jeg gjorde, jeg fyldte mig med ondartet Taalmodighed, vilde ikke lege med længere, Farvel, stik væk, Myg, Væggetøj og Skab, nu vilde jeg have min Søvn. 

Myggene sang frisk om den blottede Seng, hele det gravmørke Kælderrum sang som en sydende Keddel. En og anden Myg slog vel tilmode ned paa mit Ansigt, Vingernes spæde Tone svulmede pludselig som en Kegle af Lyd — og jeg følte det spindelfine Dyrs Ben paa min Hud. Men jeg havde proppet mig til, vilde ikke reagere, og mens mit Hoved var omgivet af en graadig Insektsky, et helt Orkester af tørstige smaa Flyvere, mens den sorte koghede Nat laa om mig som Dampen i en Badstue, sov jeg virkelig ind. 

Næste Morgen vaagnede jeg i lld og Sved. Mit Ansigt var som koppet med brændende Knuder, jeg saa mig i Spejlet med det ene Øje og vidste ikke, hvad jeg skulde tro eller tænke — det andet Øje var totalt lukket til. Men jeg havde faaet mig en god Søvn og gik enøjet rundt og dræbte Myggene med Enden af en Finger; de sad dvaske og dumme af Blod paa Murene. Der blev en stor frisk Blodplet efter hver af dem. Nogle havde ikke kunnet slæbe sig paa Vingen saa langt hen som til Murene men laa paa Gulvet, udspilede af Blod. Aa, alt i alt havde hele Banden plyndret mig for et Fingerbøl fuldt af Blod, med bredfuldt Maal! 

Tys . . . hvad var det der kogte saa dæmpet og underjordisk! Som en tom og gold Kværn, der maler sig hed og svirper og saarer sig selv og synger sin længselsfulde Enesang . . . hvad var det for en Sang af Tusinder? Det var Myggene nede under Kloaklaaget. 

(Fra Myter og Jagter)