"Skønheden og udyret" af Jeanne-Marie Leprince de Beaumont

Der var engang en rig Kiøbmand, som havde sex Børn, tre Sønner og tre Døttre. Han var tillige en fornuftig Mand, der ikke sparede noget for at give sine Børn en god Opdragelse, og lod dem lære Alt, hvad han troede de behøvede for at skikke sig vel og komme frem i Verden. Døttrene vare alle tre smukke, men især var den Yngste en fuldkommen Skiønhed. Allerede da hun var lille kaldte Folk hende Skiønheden, og det Navn beholdt hun siden, til ikke liden Ærgrelse for Søstrene; thi hun var ikke allene smukkere, men ogsaa langt bedre end de. De to ældre Søstre vare baade forfængelige, og stolte af deres Rigdom; de vilde føre sig op som fornemme Damer, og ikke omgaaes med de andre Kiøbmandsdøttre; altid skulde det være stort med dem; og hver Dag skulde de enten i Selskab, paa Bal eller Comedie; ja de giørde Nar af deres yngste Søster, som helst anvendte sine ledige Timer paa at læse i gode Bøger. Det manglede ikke de To paa Friere, da man vidste, at de kunde vente sig en rig Arv; men Kiøbmanden, og Folk af den Stand, var ikke noget for dem; de vilde vente til der kom en Hertug, eller i det mindste en Greve. Skiønheden fik naturligviis ogsaa Friere; men hun gav Adskillige med Høflighed det Svar: at hun havde endnu ingen Tanker til at gifte sig; hun var endnu for ung, og ønskede i nogle Aar at blive hos hendes Fader, som hun havde saa kiær.
Pludselig rammede et haardt Uheld den rige Kiøbmand; et Par store Handelshuse i et fremmedt Land giørde Opbud; derved mistede han næsten Alt hvad han eiede, og beholdt ikke andet tilbage end en lille Landeiendom, hvor han maatte flytte ud med sine Døttre. Da han sagde dette til Døttrene, og lagde til, at herefter maatte de alle arbeide, for at skaffe dem Livets Ophold: svarede de to Ældste deres Fader ligefrem, „at det giørde de ikke; de vilde heller ikke tage paa Landet, men blive i Byen; her havde de Friere, og kunde blive gifte naar de vilde." — Deri tog de gode Jomfruer feil. Nu, da de vare fattige, var der Ingen, som vilde have dem. „Nei!" sagde een af deres forrige Friere, „nu kan de fornemme Frøkener i deres Atlaskes Kioler gaae paa Marken som Hyrdinder, og vogte Faar." Skiønheden derimod beklagede alle Folk, og sagde: „Det giør os ondt for den unge Pige; hun er ligesaa god og elskværdig, som hun er smuk; hun har været mild og venlig mod Alle, giort godt imod de Fattige, og aldrig sagt Nogen et ondt eller hovmodigt Ord." Ja, der var endogsaa iblandt dem, der forhen havde friet til hende, et Par unge Mænd af Formue og god Stand, som nu igien indfandt sig, for at bede om hendes Haand. Men skiøndt hendes Fader selv vilde overtale hende til at ægte een af disse Friere, svarede hun dem begge: „at nu kunde hun endnu mindre gifte sig, end før; det var hende reent umuligt at forlade hendes Fader, nu da han allermest trængte til hendes Hielp og Selskab."
Da nu Familien var flyttet ud paa Landet i deres simple Bolig, gav Faderen sig til, med Hielp af sine tre duelige og flittige Sønner, at dyrke de Marker, som laae til hans Gaard. Skiønheden vænnede sig strax til at staae meget tidligt op om Morgenen; hun sørgede for at Værelserne vare rene og i Orden; hun hialp Pigen i Kiøkkenet, passede Melkestuen, saae til Kreaturerne, sørgede for at Maden var færdig naar Faderen og Brødrene kom hiem af Marken, og arbeidede baade som Huusholderske og Tjenestepige. Det kostede hende i Begyndelsen ikke liden Møie, thi et saadant Liv havde hun ikke været vant til; men efter et Par Maaneders Tid gik alting let for hende; hun blev endnu raskere og stærkere end før, og kunde endogsaa imellem faae en Times Tid tilovers til at læse, eller til at synge eller spille paa Claveret. Hendes to Søstre derimod, som næsten ingen Ting bestilte, vare nær ved at kiede sig ihiel. De laae i Sengen til Klokken ti om Formiddagen, og vidste ikke andet at more sig med end at klæde sig paa, gaae ud og spadsere i Marken og Skoven, klage deres Nød for hinanden over Alt hvad de nu maatte savne, og at tale om det herlige Liv, de havde ført i Byen. „Nu kan man dog ret see," sagde den Ældste, „hvad vor yngste Søster har en lav Sjæl, hvad hun er for et indskrænket, følesløst Væsen; hun er jo endogsaa ordentlig tilfreds med den ulykkelige Stilling , vi ere komne i!" — Men saaledes dømte ikke deres retskafne Fader. Han vidste vel, at netop Skiønheden var langt mere end hendes Søstre skikket til at glimre, selv i store Selskaber. Han beundrede baade den unge Piges ypperlige Charakteer, og hendes store Sagtmodighed; thi det var ikke nok, at Søstrene lode hende giøre alt Arbeidet i Huset; men hvert Øieblik maatte hun taale Fornærmelser af deres onde Lune.
Et Aarstid havde Familien levet i deres Eenlighed, da Faderen fik et Brev om et Skib fra Ostindien, som man troede var forliist, men nu lykkeligen var kommet hiem, og hvori der var endeel Varer, som tilhørte vor Kiøbmand. Hans to ældste Døttre bleve som ude af sig selv af Glæde, da de hørte dette. Strax tænkte de, at naar nu Faderen igien fik Penge, skulde de blive frie for det kiedsommelige Landliv, og igien komme ind til Staden, i deres gamle Herlighed; og da Faderen reiste, var det første og sidste, de sagde ham, dette: at han maatte kiøbe dem Kioler, Shawler, Hatte, Baand, Kniplinger, og Alt efter den nyeste Mode. Skiønheden bad slet ikke om noget; hun tænkte ved sig selv: „Hvor skulde Fader faae Penge fra til at kiøbe noget til mig, naar han skal staffe alt dette til mine Søstre?" — „Men vil Du da slet ikke have noget?" spurgte Faderen, da han tilsidst sagde hende Farvel. „Siden Du er saa god, at tænke paa mig," svarede hun, „vil jeg bede Dig om at bringe mig en Rose; Du veed, her voxer Ingen i vor Have." Hun vilde dog ikke, at det skulde see ud, som om hun var saa stolt, at hun ikke vilde bede om nogenting. Faderen reiste; men da han kom til Stedet, fik han strax at vide, at Skibet havde lidt stor Søskade underveis; der havde været saamange Omkostninger ved, og oven i Kiøbet skulde der føres Prces om Ladningen. Kort! han havde ikke Andet for sin lange Reise, end megen Uleilighed, og reiste hiem ikke rigere, end han var reist ud. Han havde kun een Dagsreise tilbage, og glædede sig allerede ved Tanken om snart at være hiemme hos sine Børn : da blev han hemimod Aften overfaldet af et svært Uveir, midt i en stor Skov, som han skulde reise igiennem. Det blev til en Storm, og dermed fulgte et saadant Sneefog, at snart kunde hverken han eller Hesten mere finde Veien. Han begyndte at blive ilde tilmode ved at tænke paa, hvorledes det vilde gaae ham om Natten; han havde hverken selv noget at spise, eller noget til sin Hest. I Skoven var der Ulve; og det forekom ham, som han allerede hørte dem tude. Med eet, som han i sorgmodige Tanker red Fod for Fod paa sin trætte Hest, saae han en smal Aabning i Skoven for sig; det var ligesom en lang Allee, hvor der i Enden, men meget langt borte, skinnede et stærkt Lys. Nu fik Kiøbmanden Mod igien; han lod sin Hest trave, saa godt den kunde, og snart kom han saa nær, at han kunde see, det stærke Skin kom fra et stort Slot, der var ganske oplyst. Han takkede Gud inderligt for den uventede Hielp, der saaledes sendtes ham, og skyndte sig at komme ind i Gaarden, hvor der ogsaa brændte Lygter overalt; men hvor han hverken hørte eller saae et eneste Menneske. Han steg af Hesten, og denne søgte strax hen til en stor Stald, hvortil Døren stod aaben. Der var baade Hø og Havre og Strøelse nok i Krybberne; og Hesten, der var ganske forsultet, behøvede Kiøbmanden ikke at binde; den havde det altfor godt til at den skulde forlade Stalden den Nat. Nu tænkte han ogsaa paa sig selv, og gik op paa Slottet, for at bede Herren om et Natteleie; men her var det ligesom i Gaarden; Lys paa Gange og Trapper, men ikke et Menneske at see. Kiøbmanden lukkede en Dør op til et af Værelserne; han fandt en smuk Spisesal, hvor der brændte Ild i Kaminen, Lys i en Lysekrone, og midt i Salen stod et rundt Bord dækket til een Person, med flere Retter meget god Mad. Kiøbmanden vidste ikke, hvad han skulde tænke; men endelig sagde han ved sig selv: „Da her brænder en dygtig Ild, og jeg er ganske vaad og forfrossen, vil jeg for det første varme og tørre mig noget ved Kaminen. Imidlertid kommer vel enten nogen af Tienerne, eller Husets Herre selv. Jeg haaber, han vil undskylde den Frihed, jeg tager mig, naar han seer, hvor haardt jeg trængte dertil."
Men han biede een Time, og han biede to; endnu kom der ingen. Klokken slog elleve paa et prægtigt Taffeluhr, og han var nær ved at falde om af Sult. Da kunde han ikke længere staae imod; han satte sig til Bords, spiste af Retterne hvad der bedst smagte ham, og glemte ikke Vinen. Herved blev han mere modig, og da han nu havde spiist, tog han et Lys paa Bordet, gik ud af Salen , giennem flere store, prægtige Værelser, og kom tilsidst ind i et Sovekammer, hvor han fandt en god, opredt Seng, der ligesom stod og ventede paa ham. Det var over Midnat, Manden var baade søvnig og træt; det fornuftigste han kunde giøre, var vist nok at gaae hen og lægge sig, og det betænkte han sig ikke længe paa.
Klokken var ti om Morgenen, da han vaagnede, og skyndte sig at staae op; men i det han vilde klæde sig paa,  blev han atter overrasket og forundret ved at finde en ganske ny, fiin Klædning i Stedet for sine fugtige Reiseklæder, som han havde lagt hen om Natten. „Ja!" sagde han, „det er ganske tydeligt, at dette Slot maa tilhøre en god og mægtig Fee, der vil tage sig af mig i min Nød." Men hvor steg hans Forundring, da han saae ud af Vinduet! I Stedet for Snee og Frost, saae han en Have fuld af Blomster og grønne Træer. Det var et alt for indbydende Syn, til at han kunde blive længere i Værelset. Han gik da ud, og da han kom igien i Spisestuen, fandt han et lille Frokostbord dækket, der ventede paa ham. „Tusinde Tak, naadige Fee!" sagde han ganske høit, skiøndt der Ingen var; „jeg seer, De har været saa god, at sørge for mig med Frokost." Da han havde drukket sin Chocolade, vilde han først endnu spadsere lidt, førend han sadlede sin Hest; og i det han netop vilde gaae ud af Haven, og kom forbi en prægtig, stor Rosenbusk, tænkte han paa, hvad Skiønheden havde bedet ham om, og afbrød en lille Green med nogle Roser paa. I samme Øieblik hørte han en brølende Lyd, og i det han saae sig om, kom der et grueligt Udyr, som den største Biørn, med lange, laadne Haar, lige imod ham, reiste sig paa Bagbenene, og forskrækkede ham saaledes, at han nær var segnet i Knæ. „Dit utaknemmelige Skarn!" raabte det med en Tordenstemme, „jeg har i Nat frelst dit Liv; jeg har modtaget og pleiet dig paa mit Slot, og til Tak derfor stiæler du mine Roser, som er den kiæreste Blomst, jeg har i min Have. For den Forbrydelse skal du bøde med Livet; kun et Kvarter skienker jeg dig, til at berede dig til Døden."
Kiøbmanden kastede sig ned paa Jorden, og bad med opløftede Hænder: „For Guds Skyld, tilgiv mig dog, naadige Herre! jeg vidste ikke af, at det var en Forbrydelse jeg begik, da jeg plukkede disse Roser til min yngste Datter, som har bedet mig om nogle." — „Snak!" raabte det opbragte Dyr, „jeg er ingen „naadig Herre!"; jeg er et Udyr. Complimenter holder jeg ikke af, men af Sandhed. Tro derfor ikke, at Du skal fange mig med Smiger; men er det sandt, hvad Du siger, og har Du Døttre, saa vil jeg skienke dig Livet, dersom en af dine Døttre frivillig vil komme til mig, og døe i dit Sted . . . Ingen Snak vil jeg høre! Du reiser paa Øieblikket; men først sværger Du, at Du vil komme igien om tre Maaneder, dersom Ingen af dine Døttre vil gaae i Døden i dit Sted." Den stakkels Mand vidste af Skræk ikke hvad han skulde svare; det var langtfra hans Hensigt, at han vilde offre en af sine Døttre til det fæle Udyr; men han tænkte: „I det mindste kan jeg dog have den Glæde, at see mine Børn endnu engang før jeg skal dø." Han svor da en dyr Ed paa, at han vilde komme tilbage, hvorpaa Udyret sagde: „Nu kan Du reise, naar Du vil; men tomhændet skal Du ikke gaae herfra. Gaae tilbage til det Kammer, hvor Du laae i Nat. Der vil Du finde en Reisekuffert; Du kan fylde den med hvad Du synes bedst om; og jeg skal nok lade den besørge til dig." Kiøbmanden lod sig det ikke sige to Gange; han tænkte: „Skal jeg selv dø, saa kan dette dog være godt for mine Børn." Derpaa bukkede han meget ærbødigt for Udyret, som gik sin Vei uden at sige et Ord mere.
Da Manden kom tilbage til Sovekammeret, fandt han der baade kostbare Klæder, Smykker og en god Deel rede Penge i Guld. Han pakkede i Kufferten, saameget der vilde gaae i den, lukkede den i Laas, og søgte sin Hest, som han fandt i god Behold i Stalden. Han forlod dette Trylleslot ligesaa nedslaaet, som han havde været glad ved at komme der om Aftenen. Hesten fandt nu af sig selv Vei giennem Skoven; og inden faa Timer var Kiøbmanden hiemme, og omringet af sine glade Børn. Men i Stedet for at dele deres Glæde, kunde han ikke længer holde sig fra at briste i Graad, da han saae sine Døttre. Rosengrenen, som han havde bragt med, gav han til den yngste, og sagde til hende; „See der, min kiære Skønhed! der har Du Rosen, Du ønskede dig; det bliver mig en dyr Blomst;" og derpaa fortalte han Børnene, hvorledes det var gaaet ham. Da de hørte dette, gave de to ældste Døttre sig til at skrige og græde, og at overfuse Skiønheden, der hverken græd eller klagede, med Bebrejdelser og Uartigheder. „Ja det er allene hendes Skyld! det er Følgen af hendes Stolthed — den indbildste Tøs!" raabte de begge to. „Hvorfor bad hun ikke Fader om Klæder og Stads, som vi? Nei! Frøkenen vilde ret udmærke sig, og det bliver vor Faders Død; og saa græder hun ikke engang som vi Andre." — „Hvad skulde det hielpe at græde?" sagde Skiønheden; „min Fader skal jo heller ikke døe. Siden Udyret vil tage imod en af hans Døttre, saa kan det faae mig i sin Vold; jeg er meget lykkelig over at jeg kan døe for min Fader, og redde hans Liv." — „Nei, Søster!" sagde da Brødrene; „Du skal heller ikke døe; vi vil gaae i Kamp med dette Udyr; og enten dræbe det, eller offre vort Liv for din Frelse." — „Det er forgieves. Børn!" sagde Kiøbmanden, „at I tænke derpaa. Dette Udyr har en saadan Magt og Styrke, at ingen kan modstaae det, og desuden er jeg bunden ved min Ed. Jeg er ogsaa gammel, og min Tid vil snart være omme; det er kun faa Aar, som jeg opoffrer, for at redde Jer, mine Børn, og det giør jeg med Glæde." — „Da forsikkrer jeg dig, min Fader! ved Alt hvad helligt er," sagde Skiønheden, „Du kommer ikke til dette Slot, uden mig; Du kan jo ikke hindre mig fra at følge dig. Skiøndt jeg er ung, har jeg ikke Livet saa meget kiært; langt heller maa Udyret opsluge mig, end jeg vil døe af Sorg over at miste dig paa den Maade.« — Det hialp ikke hvad man sagde — Skiønheden vilde bort; og i Hiertet glædede det hendes Søstre, som altid havde været avindsyge paa hende, fordi de ret godt følte at hun var bedre, end de selv. Faderen var saa fuld af Sorg, at han slet ikke tænkte paa den Skat, han havde efterladt i Kufferten; men i det han om Aftenen kommer ind i sit Sovekammer, og vil lægge sig — hvad seer han? Kufferten staaer ved hans Seng! — Han besluttede strax, ikke at sige et Ord derom til sine to ældste Døttre, da han saa vidste, at de strax vilde plage ham om at forlade Landet og flytte ind til Byen; men da han om Morgenen viiste Skiønheden sin hemmelige Skat, sagde hun: at hun vidste, hendes Søstre havde to Friere, som nok vilde gifte sig med dem, naar de fik et godt Udstyr; det bad hun sin Fader om at give dem, thi hun holdt af dem i Hiertet, uagtet de aldrig havde været gode imod hende. Da nu Dagen kom, at hun skulde bort med Faderen, tog Søstrene hver et Løg, og gned deres Øine med, for at komme til at græde. Brødrene vare virkelig bedrøvede, og græd; den gamle Fader svømmede i Taarer, og Skiønheden var den eneste, der giorde sig stærk og ikke græd; hun vilde ikke giøre de Andre endnu mere bedrøvede.
Da de naaede Skoven, toge Hestene af sig selv Veien til Slottet, hvor de Reisende kom ved Aftenstid, og som igien var prægtigt oplyst. Hestene kom i Stalden; Kiøbmanden gik med sin Datter op paa Slottet,og ind i Spisesalen, hvor et Bord stod dækket til to Personer. Faderen havde ikke mindste Lyst til Mad , saa bevæget var han; men Skiønheden søgte at opmuntre ham, fik ham til at gaae til Bords, og lagde for ham af Retterne. „Det lader til paa Maden" — sagde hun ved sig selv — „at Udyret har i Sinde at fede mig, for jeg skal spises." Da de begge havde reist sig fra Bordet, hørte de i Salen ved Siden en Lyd, som af en tung, slæbende Krop. Faderen brast i Taarer, da han vidste hvad det betydede, og der foer en kold Gysen igiennem Datteren; men hun tvang sig, og syntes ganske rolig, da Døren aabnedes og Udyret viste sig. Det spurgte hende: om hun var kommen frivillig? og med skælvende Stemme svarede hun ja.— „Det er meget artigt af Dem, og jeg er Dem ret forbunden derfor" sagde Udyret, og vendte sig derpaa til Faderen „Ja, min gode Mand! nu kan I da reise i Morgen tidlig, og tænk kun ikke paa, at komme her tiere, om I har Livet kiært. — God Nat, Skiønne!" — „God Nat, Udyr!" svarede hun, faldt sin Fader om Halsen, og kyssede ham, da Udyret var borte. "Ak, min kiære Datter!" sagde han, „jeg er halvdød af Skræk." — „Vær Du rolig," sagde Skiønheden, „og overlad mig til Guds Beskyttelse. Maaskee kan den endnu frelse mig." Begge gik nu til Hvile; og om Natten drømte Skiønheden, at hun saae en Dame i en prægtig hvid Dragt, der sagde til hende: „Jeg er tilfreds med Dig. Dit gode Hierte vil finde sin Løn." Denne Drøm fortalte hun om Morgenen til sin Fader; den trøstede ham lidt; men Afskeden fra hans Datter var ham dog saa smertelig, at hun selv neppe var i Stand til at skiule sin Sjæls Smerte for Faderen.
Da han var borte, og Skiønheden sad allene i den store Sal, brød hun først ud i en Strøm af Taarer; men disse lettede hende, og hun fik sit modige Sind tilbage. Hun anbefalede sig til Gud i en inderlig Bøn; og derpaa sagde hun ved sig selv: „Hvad hielper det, at jeg sidder her og græder? Maaske vil dette Udyr opsluge mig endnu i Dag. Jeg vil dog først see mig noget om i Slottet." Hun gik da igiennem adskillige Værelser, det ene smukkere end det andet; men blev ganske forundret da hun kom til en Forsal, og fandt der en Dør, hvorover der stod med forgyldte Bogstaver: „Skiønhedens Værelser." Hurtigt aabnede hun Døren, og blev endnu mere forundret ved at finde et stort Cabinet, hvor Alt var saa prægtigt og saa beqvemt indrettet, at hun ikke kunde tænke sig det behageligere. Der fandt hun ikke alene Sofa, Syebord, Claveer, Musikalier; men et heelt Bogskab med smukt indbundne Bøger; og indenfor Cabinettet et Sovekammer med Udsigt til Haven. „Jeg seer, man vil, at jeg ikke skal kiede mig" sagde hun halv høit; og tænkte derpaa ved sig selv: „Skulde jeg kun leve her een Dag, saa havde man dog vist ikke giort al denne Indretning for mig." Derved fik hun ordentlig godt Mod, lukkede Bogskabet op, tog en Bog ud, og satte sig i Sofaen for at læse. Men i det hun slaaer Bogen op, seer hun et Blad foran, hvorpaa der stod skrevet med Guldbogstaver: Ønsk og befal hvad Du vil. Her er Du allene Herskerinde. — Ak! — sagde hun ved sig selv med et dybt Suk — „jeg kan jo ikke ønske mig andet, end at see min stakkels Fader, og at vide hvor han i dette Øieblik er." — Hvor forbavset blev ikke Skiønheden, da hendes Øie i det samme faldt i et stort Speil, der hang lige for hende. Hun saae sin Faders Huus, og saae ham netop komme hiem med en ganske bedrøvet Mine. Hendes Søstre gik ham imøde; og skiøndt de piinte sig for at see ud som de sørgede, viste deres Ansigter, at bag ved denne Maske tittede Glæden over at være af med deres Søster tydeligt frem. Et Øieblik efter var dette Syn forsvundet; men Skiønheden tænkte ved sig selv: at det maatte dog være et meget artigt Udyr, som hun neppe kunde have noget at frygte af. Om Middagen fandt hun Bordet dækket, og en behagelig Musik lod sig høre, medens hun spiste; men intet levende Væsen lod sig see. Om Aftenen derimod, saasnart hun havde sat sig til Bords, hørte hun Dørene aabnes i de nærmeste Værelser, og hørte den Støi, Udyret giorde ved at gaae igiennem dem. Hun følte en kold Gysen, ligesom Aftenen forud; men Udyret sagde meget høfligt: „Vil De tillade, Skiønne! at jeg maa see Dem spise til Aften?" — „Det kan jeg jo ikke have noget imod, da De har at befale her," sagde hun skælvende. — „Nei," sagde Udyret, „her kan Ingen befale uden De. De behøver kun at sige, dersom jeg kieder Dem eller er Dem modbydelig, at jeg skal gaae, saa gaaer jeg paa Øieblikket. Men vil De dog sige mig, finder De mig ikke meget styg?" — „Jo!" sagde Skiønheden, „det kan jeg ikke negte, forfærdelig styg. Men jeg tror tillige, at De er et godt Udyr." — „Ja, det første har De vist ret i. Men jeg er ikke blot styg; jeg er meget enfoldig — ja, ret et dumt Dyr." — „Aa, man er ikke saa dum — sagde Skiønheden — naar man selv tror, at man ingen Forstand har. Den Tro kan en Tosse aldrig faae." — „Men glem ikke at lægge for Dem af Maden" — sagde Udyret — „og søg at være som De var hiemme her; De maa ganske betragte det som Deres eget Huus. og det vilde giøre mig meget ondt, om De her skulde kiede Dem." — „De er alt for god!" svarede Skiønheden; „jeg maa tilstaae Dem, at jeg er ganste tilfreds med Dem; og naar jeg tænker paa Deres Artighed, forekommer De mig virkelig mindre styg." — „Ja vist," svarede Udyret, „jeg veed nok, Hiertet er godt hos mig, men et Udyr er jeg dog." — „De kan trøste Dem med," sagde Skiønheden, „at der ere de Mennesker, som ere langt værre Udyr, end De; og jeg holder langt mere af Dem med Deres Skabning, end af Folk, der under en menneskelig Skikkelse skiule et falskt, fordærvet, utaknemmeligt Hierte." — „Havde jeg nu blot Forstand" — svarede Udyret — „saa skulde jeg ret sige Dem en Artighed for at takke Dem."
Skiønheden havde slet ingen Frygt mere for Udyret, og Maden smagte hende meget godt; men i det hun vilde staae op fra Bordet fik hun en dødelig Skræk, da Udyret kom hen til hende, og med eet spurgte hende: „Hør, Skiønne! vil De være min Kone?" — I nogen Tid vovede hun ikke at svare; men omsider sagde hun, skiøndt ikke uden skiælvende Stemme: „Nei, Udyr! det vil jeg ikke." — I samme Øieblik vilde Udyret drage et Suk — og det frembragte en Lyd, som om der susede en Storm igjennem Salen; men Skiønheden blev dog snart rolig igien, da Udyret ganske bedrøvet sagde: „Saa, god Nat da, Skiønhed!" og gik derpaa sin Vei, men vendte sig et Par Gange om for at see hende. Skiønheden følte et Slags Medlidenhed, og sagde: „Det er Skade, at det Udyr er saa stygt; det er dog ret et skikkeligt Dyr."
Saaledes gik det i tre Maaneder. Udyret besøgte Skiønheden hver Aften, og talte med hende, imedens hun spiste; og med hver Dag opdagede hun flere gode Sider hos Dyret. Hun blev efterhaanden saa vant til at see den stygge Skabning, at Besøget slet ikke var hende imod; ja hun saae tidt paa sit Uhr, om Klokken ikke snart var ni; thi Udyret kom altid meget nøiagtigt ved den Tid. Det eneste, der plagede hende noget, var at det hver Aften gientog det samme Spørgsmaal, og naar hun sagde nei, drog et ynkeligt, dybt Suk. En Aften sagde hun: „Hør, mit kiære Udyr! det giør mig virkelig ondt for Dem; men De indseer dog vist selv, at jeg ikke kan gifte mig med et Udyr, som De er; og jeg er altfor oprigtig til at jeg skulde give Dem mindste Haab derom. De maa nøies med mit Venstab, og det skal De altid beholde." — »Ja, jeg faaer da nøies dermed," sagde Udyret; „jeg veed jo nok, hvor fæl jeg seer ud; men jeg elsker Dem derfor ikke mindre; og jeg er glad ved, at De i det mindste altid vil blive hos mig. Ja, det maa De love mig, at De aldrig vil forlade mig." — Skiønheden blev ganske rød herved; hun havde just den Dag seet i hendes Speil, hvordan hendes Fader gik og græmmede sig saa meget over at hun var borte, og hun havde tænkt paa, om hun ikke turde bede Udyret om, at besøge Faderen engang. — „Ja — sagde hun — jeg vilde jo nok love, at jeg aldrig reent vil forlade Dem; men jeg har saa stor en Længsel efter at see min Fader igien; det vilde jeg bede Dem om, og jeg tror, jeg døer af Sorg, dersom De afstaaer mig det." — „Nei! for vilde jeg døe selv," sagde Udyret. „Jeg skal sende Dem hiem til Deres Fader; men bliver De der, og kommer ikke tilbage, saa dør Deres stakkels Udyr af Sorg." — „Det skal De ikke" — sagde Skiønheden, og der kom virkelig Taarer i hendes Øine. „Jeg holder for meget af Dem, til at jeg vilde være Skyld i Deres Død. Jeg lover Dem, at jeg skal være tilbage om otte Dage. De har jo ladet mig see i Speilet, at mine Søstre ere borte, og mine Brødre ere gaaede i Krigstieneste. Min Fader er da ganske allene, og jeg vilde bede Dem, at jeg maatte være i en Uge hos ham." — „De skal kommer der i Morgen," sagde Udyret; „men glem ikke hvad De har lovet. De behøver blot at tage Deres Ring af, og lægge den paa Bordet naar De vil tilbage." — Dermed sagde Udyret hende Farvel, sukkede som sædvanligt, og gik sin Vei.
Da Skiønheden om Morgenen vaagnede, fandt hun sig hiemme i sit Sovekammer i Faderens Huus. Hun ringede paa en Klokkestreng ved Sengen, hvorpaa Pigen kom ind, og gav et Skrig af Forundring, da hun saae Skiønheden igien. Faderen, som hørte det, kom løbende til, og der var paa begge Sider en Glæde og en Omfavnelse, der knap kunde faae Ende. Omsider tænkte Datteren paa, at hun ingen Klæder havde faaet med sig, og derfor ikke vidste, hvorledes hun skulde komme til at staae op. Men i det samme kom Pigen og fortalte, at der var kommet en stor Kuffert fuld af Kioler, den ene smukkere og prægtigere, end den anden. Skiønheden takkede ved sig selv Udyret for denne smukke Opmærksomhed, tog en af de simpelste, som var at finde blandt disse Kioler, og sagde til Pigen, at hun skulde giemme de andre omhyggeligt, da hun vilde forære dem til sine Søstre; men neppe havde hun sagt disse Ord, for Kufferten var forsvunden. Faderen sagde: „Du kan troe, Udyret har bestemt disse Klæder for dig allene;" og Skiønheden svarede: „ Ja , er det saa, kommer jeg vel til at beholde dem." Et Øieblik efter stod Kufferten igien paa sin Plads.
Skiønheden vilde ogsaa gierne see sine gifte Søstre, og der blev sendt Bud efter dem. Da de nu kom og saae deres Søster ikke allene prægtigere klædt, end de selv nogentid havde været, men blomstrende af Sundhed og Skiønhed, steg deres Misundelse til den høieste Grad. Alt hvad Søsteren sagde og giorde for at vise dem sin Kiærlighed, blev uden Virkning paa deres haarde Hierter, og da hun fortalte dem om Slottet, og hvor godt hun der havde det, kunde de neppe skiule deres Harme over Søsterens Lykke. De gik ud i Haven for at udøse deres misundelige Følelse for hinanden, og den gik saa vidt, at de stak i at græde da de begyndte at tale om, hvor meget de nu maatte staae tilbage for Søsteren. Da sagde den Ældste: „Veed du vel, der falder mig noget ind. Vi kunde forsøge, om vi ikke kunde faae hende til at blive her otte Dage over den Tid, da hun har lovet at komme tilbage. Hvem veed, hvad det dumme Dyr vilde sige dertil, og hvad der kunde følge paa?"— „Du har Ret, Søster! hun kan have godt af nogen Modgang;" sagde den Anden; men Ingen af dem vilde sige, hvad de i Hiertet tænkte. Saasnart de saae deres Søster, begyndte de at vise hende al optænkelig Venlighed, og at hykle den hierteligste Deeltagelse for hende. Skiønheden var saa lykkelig herover, at hun faldt dem om Halsen af Glæde; og da nu de otte Dage vare gaaede, viste de sig saa utrøstelige og fortvivlede over hendes Afreise, at Skiønheden lod sig bevæge til at love dem, hun vilde blive otte Dage længere.
Imidlertid var hun nær ved at fortryde det, naar hun tænkte paa, hvor god Udyret havde været imod hende; ja det forekom hende undertiden, som hun ordentlig længtes efter at see det igien. Da tre Dage vare forløbne, drømte hun om Natten, at hun var tilbage paa Slottet, at hun gik i Haven, og der saae Udyret ligge udstrakt i Græsset, og nær ved at dø. Hun vaagnede ved denne Drøm ganske bevæget, og i Taarer. „Jeg er dog ret utaknemmelig, som kan giøre det stakkels Dyr, der ikke har viist mig andet end Godhed og Kiærlighed, saa megen Sorg. Hvad kan det giøre ved, at det er stygt? — det er dog et godt Dyr, og det er mere værd end alt andet. Jeg kan ikke bære over mit Hierte, at giøre det ulykkeligt, og jeg vil skynde mig bort herfra, for at see, om jeg endnu kan trøste mit stakkels Udyr." Hun stod op, lagde sin Ring paa Bordet, og gik igien til Sengs. Da hun om Morgenen vaagnede, blev hun glad ved at finde sig i sit Værelse paa Slottet. Hun klædte sig paa, og ventede hele Dagen med Utaalmodighed paa, at Klokken skulde blive ni. Endelig kom Tiden; Klokken slog, men der kom intet Udyr. Da blev Skiønheden bange, at det var Alvor
med hendes Drøm , og at hun maaske virkelig havde været Aarsag i Dyrets Død. Hun ilede ud, løb alle Værelserne igiennem paa Slottet, og raabte saa høit hun kunde; men Ingen svarede. Endelig huskede hun paa hvad hun havde drømt, og skyndte sig ned i Haven til Canalen, hvor hun i Drømme havde seet Udyret ligge. Der fandt hun det virkelig ogsaa, udstrakt i Græsset, og uden Tegn til Liv. Hun kastede sig over det, uden nu at føle Afsky for dets stygge Skabning, og da hun kunde mærke, at Hiertet endnu slog, skyndte hun sig til Canalen, hentede Vand i en Vandkande, og slog det over Udyrets Hoved. Lidt efter aabnede det Øinene, og sagde med en mat Stemme: „De har glemt Deres Løfte — af Sorg over at jeg troede. De aldrig vilde komme igien, besluttede jeg at sulte mig ihiel — jeg vil nu i det mindste døe tilfreds, siden jeg endnu engang har seet Dem." — „Nei, mit kiære Udyr," svarede Skiønheden, „De skal ikke døe; fra dette Øieblik tilhører jeg Dem, og jeg sværger Dem, at jeg aldrig mere skal forlade Dem. Den Smerte, jeg har følt ved Tanken, at jeg skulde miste Dem, har lært mig, at De har vundet mit Hierte."
Neppe havde Skiønheden sagt disse Ord, før hun saae Slottet glimrende oplyst; der hørtes Musik og Glædesskud, og Alting bebudede en Fest. Men kun et Øieblik betragtede hun dette, og da hun vendte sig om for at see til Udyret — var det forsvundet, og en smuk, ung Prinds laae for hendes Fødder, og takkede hende tusinde Gange fordi hun havde løst hans Fortryllelse. Hendes Overraskelse var ligesaa stor, som hendes Forundring. Dog kunde hun ikke holde sig fra at spørge: hvor Udyret, som nylig laae her, var bleven af? — „De seer det her for Deres Fødder," sagde Prindsen. „En ond Fee havde fordømt mig til at beholde denne Skikkelse, indtil en smuk Pige frivillig havde samtykket i at blive min Kone; og saalænge maatte jeg heller ikke have meer end jævn Menneskeforstand. Jeg har ingen Anden fundet end Dem , som under saadanne Omstændigheder kunde fatte Godhed for mig. At jeg nu kan tilbyde Dem den Lod, at blive Fyrstinde, er kun en ringe Giengield for det, jeg skylder Dem." Skiønheden rakte Prindsen rødmende sin Haand, for at han skulde reise sig, og Arm i Arm gik de op paa Slottet; men det var umueligt at sige, hvor glad hun blev, da hun i den store Sal fandt sin Fader og hele Familien, tilligemed den smukke Dame, som hun havde seet i Drømme. „Ja!" sagde denne Dame, der var en mægtig Fee, til Skiønheden, „Du modtager nu Lønnen for dit gode Hierte, og fordi Du har viist, at Du kunde overvinde dig selv, og foretrække Dyd og Godhed for Skiønhed og Vittighed. Du har fortient at finde alle disse Egenskaber forenede i een Person; og jeg haaber, Du engang som Fyrstinde ikke vil aflægge de Egenskaber, som have hævet dig til en Throne." Derpaa vendte Feen sig til Søstrene, og sagde: „Eder kiender jeg nu ogsaa, I skulle heller ikke savne den fortiente Løn. TilStraf for eders Ondskab og Misundelse vil jeg forvandle Eder til to Billedstøtter ved Indgangen til Eders Søsters Slot; men I skulle beholde Sandser og Bevidsthed, og daglig være Vidne til hendes Lykke." Da bad Skiønheden med Taarer i Øinene, at Feen dog ikke vilde være saa haard, men tilgive Søstrene, ligesom hun selv med Glæde vilde giøre det. Men Feen svarede: „Mit Ord kan jeg ikke kalde tilbage; men jeg vil lægge et formildende Vilkaar til min Dom. I det Øieblik — sagde hun til Søstrene — da I virkelig føle og angre eders Brøde, vil det iiskolde Marmor om eders Hierter smelte, og I ville faae Liv og Bevægelse tilbage. Men jeg frygter, I ville længe blive Statuer. Stolthed og Misundelse ere Feil, man ikke saa let aflægger."