Tanker om katte af bl.a. Chateaubriand, Montaigne, Ludvig Holberg og Jørgen Nielsen

Heksekatten

af Agnes Repplier

Utallige legender samler sig om katten under overtroens maleriske århundreder, da mennesket var fattige på lærdom, men rige på levende forestillinger; da de var uvidende, men aldrig kedelige. Selv efter at den mørke middelalder var lysnet, hvilede mørket stadig over missekattens sti, og der var ingen synlig opblødning af hendes lod. De historier, der fortælles om hendes troldske ondskab, har den samme gennemgående karakter i hele Europa. Vi møder dem med beskedne variationer i Frankrig, Tyskland, Sverige, Danmark, England, Skotland og Wales. Det var en forsinket skovhugger fra Bretagne, der med rædselsslagne øjne så tretten katte danse i ugudelig glæde omkring et krucifiks ved vejkanten. Den ene dræbte han med sin økse, og de andre tolv forsvandt på et øjeblik. Det var en kulbrænder i Schwarzwald, der en nat hørte mærkelige lyde i nærheden af sin tørreovn, og stod op og trådte ind i en lysning. Foran ham, ubevægelige i måneskinnet, sad tre katte. Han bøjede sig for at samle en sten op, og Sankt Gildas-relikviet, som han bar ved sit bryst, faldt fra sin knækkede snor ned på jorden. Straks hang hans arm hjælpeløs ned, og han kunne ikke berøre stenen. Så sagde en af kattene til sine ledsagere: ”Af hensyn til hans kone, som er min gudmoder, så lad ham gå, søstre!” og næste morgen blev han fundet liggende bevidstløs, men uskadt, på tværs af skovvejen.

Fra Skandinavien, hvor Frejas smukke hvide katte engang blev hædret på lige fod med Odins ravne og Thors geder, kommer fortællingen om den hjemsøgte mølle, hvori der hørtes frygtindgydende festligheder om natten, og som to gange var blevet brændt ned til grunden pinseaften. Det tredje år tilbød en tilrejsende skrædder, som var from og modig, at holde vagt. Med kridt tegnede han en cirkel på gulvet, skrev fadervor omkring den og ventede tålmodigt til det blev midnat. Da sneg en flok katte sig lydløst ind med en stor gryde med beg, som de hængte op i pejsen, hvorefter de satte ild på kævlerne under den. Snart boblede og sydede beget, og kattene svingede med gryden for at forsøge at vælte den. Skrædderen jagede dem væk, og da en kat der lod til at være deres leder, forsigtigt søgte at trække ham uden for den magiske cirkel, skar han dens pote af med sin kniv. Herefter flygtede de alle hylende ind i natten; og næste morgen så mølleren med glæde sin mølle stå uskadt, og det store hjul dreje lystigt i vandet. Men møllerkonen lå syg i sengen; og da skrædderen sagde farvel til hende, gav hun ham sin venstre hånd og skjulte under sengetøjet den højre arms blødende stump.

Der er også en skandinavisk version af den evigt berømte historie, som Sir Walter Scott fortalte til Washington Irving, som "Monk" Lewis fortalte til Shelley, og som vi i en eller anden form finder udtrykt i ethvert lands folkefortællinger – historien om den rejsende, der i et forfaldent kloster, så en procession af katte sænke en lille kiste med en krone på, ned i en grav. Fyldt med rædsel, skyndte han sig fra stedet; men da han nåede sin destination, kunne han ikke lade være med at berette det under, han havde været vidne til, til en ven. Næppe var fortællingen blevet fortalt til ende, før hans vens kat, som stille lå sammenkrøbet ved ildstedet, sprang på benene og råbte: »Så er jeg kattenes konge!” og lynhurtigt forsvandt op gennem skorstenen.

Kattens fremskridt

fra En katteskildring af Henry Havard

Efter at have været erklæret fredløs i århundreder, hensynsløst drevet væk fra arne og hjem, og dernæst kun tolereret som nyttig slave, listede katten sig efterhånden ind i dannede kredse. Hun har hjemme i biblioteket og salonen, og hun har lejlighedsvis reserveret køkkenet, spisestuen og kontoret. Hun kan ses døse i timevis på sengen, hun tiltusker sig eksklusivitetsret til den mest behagelige lænestol, hun ruller sig efter behag sammen på sin herres knæ, og når frosten tager til, lægger hun altid beslag på det varmeste hjørne ved kaminilden.

Dette er fremskridtet, og det er de triumfer der er blevet tilstået katten. Hun har erobret og domesticeret mennesket, reduceret ham til rollen som lydig tjener og af ham krævet, at han skulle forsyne hende med de glæder hun holder af. Ved at gøre dette, udfører han blot sin pligt og bør ikke forvente nogen taknemmelighed. Naturforskernes højlydte erklæringer vejer ikke tungt ved siden af en så åbenhjertig tilståelse som den M. de Cherville giver når han i et af sine charmerende essays fortæller os, at han i to år underdanigt har tjent en lille kat, født under hans tag, og opfostret af hans forsigtige hænder. I to år har han studeret hendes smag og vist hende enhver tænkelig opmærksomhed; og aldrig i al den tid har han fra hende opnået det mindste tegn på agtelse. Aldrig har hun værdiget ham et kærtegn som tak, ej heller indvilliget i at komme hen til ham, når hun blev kaldt på med kærlige ord og ømme lokketoner.

Her er et billede malet med oprigtighed, og i ligefremme farver. Ingen hengivenhed fra vores side kan blødgøre disse små tyraner, som vi aldrig kunne drømme om at modstå, og som ender med at sejre selv over hunden, deres gamle arvefjende. Ak, stakkels hund! Han er menneskets perfekte ven, vores luners slave, "mekanisk trofast", for at bruge en beundringsværdig sætning af Mme. de Justine, og, selvom de ingen skyld har heri, dømt til at elske os. Nu ser han at han er blevet fordrevet, ikke blot fra vores udelte gunst, men også fra sin vante plads i vores kaminhjørne. Næppe har han strakt sig ud på tæppet foran ilden, før katten, tilsyneladende på bedste fod med sin gamle modstander, stille og roligt nærmer sig som en dygtig strateg og sætter sig ved hans side, så tæt på ham som hun han komme. Når dette er gjort, ruller hun sig sammen til en bold, hvorefter hun hæver og strækker sine ben, og dernæst ruller rundt og rundt, for at gennemvarme hver del af hendes lille krop, alt imens hun forsøger at forstyrre hunden i en grad så han umærkeligt tvinges til give hende pladsen. Det stakkels dyr stikker halen ud af syne, dernæst sine poter og sin næse, men da han indser at han stadig er i vejen for katten, og ikke ved, hvordan man modstår sådan en raffineret indtrængen, beslutter han sig endelig for at forlade den varme ild og søge tilflugt i et køligere hjørne af rummet, hvor han kan sove i fred.

Det eftertænksomme liv

af Andrew Lang

Fra skabelsens daggry, har katten kendt sin plads, og han har beholdt den, praktisk talt utæmmet og ufordærvet af mennesket. Han er reserveret. Af alle dyr når han alene det eftertænksomme liv. Han betragter tilværelsens hjul udefra, ligesom Buddha. Katten foregiver ikke at nære medfølelse for os. Han lever alene, hævet over andre, sublim, i en vis passivitet. Han er overordentlig stolt; og når han bliver gjort til genstand for samtale, vil han kaste ét hånligt blik og så forlade det rum, hvor snakken finder sted. Alle følelsesudtryk ser han som ligegyldige og uoprigtige med undtagelse af den ambrosiske nat, hvor han fri fra menneskehedens samfund udøser sin sjæl i den utilsigtede kunsts toner. Menneskehedens sølle løn og sølle ros foragter han ligesom Edgar Poe. Han udstiller ikke sit blødende hjertes festspil; han hyler ikke, når mennesker dør, og han eksploderer ikke i glædesråb, når hans herre vender tilbage fra en rejse. Med stille høflighed forbliver han på sit rette og behagelige sted, og våger sig kun til syne, når noget, han bifalder, såsom fisk eller vildt, dukker op. Om ejendomsretten har han klare holdninger. Hvis en fremmed kat bevæger sig ind på hans domæne, har han kløerne fremme rustet til kamp for at modgå invasionen. Det var nok som følge af disse egenskaber, at katten blev tilbedt af de gamle egyptere.

En påskønnelse

fra M. de Marcellus af Chateaubriand

Jeg værdsætter kattens uafhængige og nærmest utaknemmelig ånd, som forhindrer hende i at knytte sig til nogen, den ligegyldighed, hvormed hun går fra salon til hustag. Når vi kærtegner hende, strækker hun sig og krummer ryggen som svar; men det er fordi hun får et behageligt sanseindtryk, ikke fordi hun føler en fjollet glæde, ligesom hunden, ved trofast at elske en utaknemmelig herre. Katten lever alene og har ikke brug for samfundet, hun adlyder, når hun vil, lader som om hun sover for at se det klarere, og kradser alt hvad hun kan lægge sin pote på.

Montaigne og hans kat

Når min kat og jeg underholder hinanden med gensidige narrestreger, som at lege med et strømpebånd, hvem ved da om jeg leger med hende eller hun med mig. Skal jeg konkludere at hun er primitiv, hun som kan indlede legen eller sige fra lige så vel som jeg kan.

Nej, det kan nemt blot være fordi jeg ikke forstår hendes sprog (for katte kan uden tvivl tale og ræsonnere med hinanden), at vi ikke når til enighed, og hvem ved om hun ikke ynker mig når jeg er dum nok til at indgå i hendes lege; og ler, og påtaler min tåbelighed idet jeg fjoller rundt for hende når vi to leger sammen.

Finfølelsens styrke

af Philip Gilbert Hamerton

Kattens energi er dæmpet til et udsøgt mådehold. Andre dyr bruger nogenlunde den styrke, de nu besidder, uden at tage hensyn til hvor lille anledningen er; men katten bruger kun den nødvendige kraft. En dag så jeg en killing lege med en påskelilje. Hun sad på bagbenene og daskede til blomsten med sine poter, først med højre pote, så med venstre, og fik den gule blomst til at svaje fra side til side, men uden at beskadige så meget som et kronblad eller en støvdrager. Hun glædede sig åbenbart over selve øvelsens finfølelse; hvorimod en hund eller en hest ikke udviser finfølelse i sine bevægelser, men i stedet viser styrke når den er stærk, uden at beregne, om den anvendte energi nemt kunne være overflødig for størstedelens vedkommende. Denne proportionering af kraft alt efter behovet er et bevis på raffinement hvad angår manerer og kunnen. Hvis dyr kunne tale, ville hunden være en brysk, klodset, åbenhjertig, ærlig karl; men katten ville besidde den sjældne ynde det er aldrig at sige et ord for meget.

Den omgængelige kat

af Philip Gilbert Hamerton

Om vinteren sover min kat normalt på min hund, som tålmodigt underkaster sig denne behandling; og jeg har ofte fundet hende på en hesteryg i stalden, ikke fordi hun har smag for hestesport, men simpelthen fordi et hestedækken varmer uophørligt, når en levende hest er under det. Hun elsker hunden og hesten med den ømme agtelse vi viser fodvarmere og jernbanetæpper under en rejse når vinteren er koldest, og jeg har heller aldrig opdaget hende give udtryk for et mere agtværdigt synspunkt hvad hendes herre angår. Alligevel er katten det mindst urovækkende dyr at have i det samme værelse som vi er i. Hendes tilstedeværelse er beroligende for en studerende, ligesom tilstedeværelsen af en stilfærdig sygeplejerske er det for en svagelig person. Det er rart at føle, at man ikke er helt alene, og når man arbejder virker det til at katten sørger for at alle hendes bevægelser er lydløse udelukkende af hensyn til ens komfort. Og hvis man så har tid til at kærtegne hende, ved man at hun vil spinde som svar, og hvorfor så spørge for nøje ind til oprigtigheden af hendes kærlighed.

Epistel 120

af Ludvig Holberg

Til * *

Min herre lægger mig til last at jeg ikke kan lide hunde, og at jeg sætter større pris på katte. Han siger at sådant er ganske unaturligt og intet bifald finder hos andre mennesker. Jeg tilstår gerne at jeg såvel heri som i andre domme viger fra almindelige meninger. Men deraf følger just ikke at min smag er unaturlig; thi sådant bør alene siges om dem der går fra den banede vej uden at give nogen tilstrækkelig årsag dertil.

Jeg kan anføre adskillige årsager hvorpå jeg grunder min dom heri, og hvi jeg sætter større pris i almindelighed på en kat end en hund. Jeg siger i almindelighed, efterdi jeg undtager visse hunde, som jagt- og fæhunde, for hvilke jeg har stor respekt i henseende til den nytte de fører med sig. Men almuen, hvorunder befattes gadehunde, mopser, stuehunde, skødehunde etc., som gør den største del af denne nation, er i mine tanker alene til inkommoditet og til ingen nytte.

Man har kun at gøre en sammenligning imellem disse tvende firbenede folk, nemlig af hunde og katte, og at eksaminere enhver nations kvaliteter for at se om min dom heri er vel eller ilde grundet. En hund berømmes af sin troskab og siges af alle dyr mest at være menneskets ven. Men man må anføre så mange prægtige historier herom som man lyster, så mærker man dog i almindelighed at sådan troskab ikke holder stik, og at venskabet er interesseret. Sådant ved tyve og røvere, thi de anser port- og gadehunde som interesserede vægtere, hvilke de ved et stykke brød kan bringe til tavshed og til at forråde hus og gård, hvorudover folk holder det langt sikrere at forlade sig på lås og lukke end på slige skildvagter, der ingen fristelser kan modstå. Vel kan der findes nogle som imod sådan fristelse holder stand; men de samme er lige så rare som retskafne philosophi iblandt mennesker.

En kat derimod giver sig ikke ud for at være ærlig, hykler også for ingen. Den har sine tanker alene fæstede til sit embeds forretninger, som er at rense hus fra utøj, hvilke den jure belli tilegner sig og afkorter i sin føde hos husherren. Sammenligner man disse dyrs andre kvaliteter, så ser man at en hund er som en pikkelhering i et hus, en kat derimod som en ærbar og fornuftig domestik. Vel er sandt at en katteunge er et af de naragtigste creaturer på jorden, men sådant tilregnes alene ungdoms dårlighed, hvilken ikke varer længe, men straks korrigeres således at bouffonneri forvandles til en filosofisk gravitet. De lystige scener som en katteunge forestiller, består ellers kun i gebærder og bevægelser, da en hund derimod ikke kan bevæge sig uden tilligemed at gø og bjæffe.

Men hvad man end kan sige om begge dyrs gode kvaliteter, så er det uimodstridigt at en hund er et lige så incommode møbel som en kat er et commode i hus og gård. Thi hvis en hund gør en gang i tide, så bjæffer og skælder den hundrede gange i utide, og det ofte både nat og dag. Min herre kan tåle sådant, efterdi han er så lykkelig i at sove at end et kanonskud kan ej forstyrre hans søvn. Men jeg og andre, som er mere delikate, finder ikke vor regning med disse tamme ulves stedsevarende musik, som foruroliger mig om dagen og end mere om natten.

Hvis min genbos lænkehund, som gør og skælder alene for at gø og skælde, ville pausere alene en gang om ugen, nemlig torsdag aften, ville jeg holde ham hans anden bjæffen til gode; thi på sådan aften kommer jeg gemenlig fra det musikalske collegio, og som jeg da har ørene fulde af harmonisk lyd, skønner jeg mest på forskellen i musikken. Nogle foregiver vel at hundelyd er ikke ubehageligt; men de som finder behag i disse tamme ulves tuden, har Midæ øren, og kan lignes med den skytiske feltherre der forlystedes mere ved at høre en hests vrinsken end ved den herligste symfoni. Man kunne vænne sig til hundelyd hvis de bjæffede i tide, og når fornødenhed det udfordrede. Men de gør alene for at gø. Thi enten en tyv bryder ind om natten i en landsby, eller en nabobonde ager med sin vogn om dagen over den alfare vej, forfølger de ham med bjæffen og skælden indtil byens led; hvorudover en ærlig vandringsmand må gå bevæbnet igennem landsbyer, såsom landsbyhunde efter algiereres, vitalianeres og flibustiers’ måde holder fred alene med hinanden indbyrdes og fører krig med det hele menneskelige køn. Kort at sige: En hunds aktivitet består enten i at skælde eller i at hykle; begge idrætter er lige ubehagelige og sigter til intet.

Hver hund er som Vielgeschrei i komedien, der idelig var i bevægelse, alene for at være i bevægelse. En kat derimod synes intet at gøre, og dog er en duelig domestik; taler han ikke meget, så tænker han des mere. En hund kan lignes ved en bonde der ofte lader sig indfinde på hovedgården med en krum ryg og hatten under armen. En kat derimod kan lignes ved en anden bonde der præsterer præstanda, yder sin skat og landgilde, og i det øvrige giver husbonden en god dag, eller som mundheldet lyder: døden og djævelen.

Hunde er enten store eller små. De største, som gemenlig er til mindst nytte, koster en herre så meget at underholde som 100 katte, ja undertiden fast lige så meget som en gårdskarl. De små kan forårsage ækel efterdi de trakteres ligesom børn i et hus, så at mangen matrone har sine tanker mere fæstede til hendes skødehunde end til hendes børn. Vil man efterse hvoraf sådan affektion rejser sig, så kan man ikke udfinde anden årsag end denne, nemlig at ligesom hykleriske mennesker erhverver sig ved smigren, hvorved de intet mener, de flestes venskab, så vinder en skødehund en jomfrus affektion ved bestandigt hykleri og ved at tilkendegive at den ikke kan trives medmindre den hviler i hendes skød.

Jeg for min part finder ingen nærmere årsag, medmindre man vil holde for at skabningen sådan kærlighed tilvejebringer. Men man har kun med upartiske øjne at betragte for eksempel en mops, som nu om stunder er så meget i moden, så vil man finde at skønheden består alene i indbildning; thi en mops har et hottentottisk ansigt da en kat derimod ligner en løve. Hvorudover mahomedanerne foregiver at den første kat er kommet til verden igennem en løves næsebor da han nyste i Noæ ark.

Kærligheden til hunde er dog så stor at derved bedrives fast afguderi. Der fortælles blandt andet at en fransk dame gav sig i kloster af sorg efterdi hun havde mistet sin hund. Jeg vil derfor råde min herre at såsom han har små døtre, at han i sin hus-catechismum indrykker denne artikel at de tage sig vare for al for megen hundekærlighed. Plutarchus fortæller at da Cæsar så nogle rige romere at have hundehvalpe i deres skød, spurgte han om deres hustruer ikke fødte børn: Τινάς ἐν Ρώμῃ πλουσίους κυνῶν τέκνα ἐν τοῖς κόλποις περιφέροντας καὶ ἀγαπῶντας ἰδὼν ἠρώτησεν, εἰ παιδία παρ’ αὐτοῖς οὐ τίκτουσιν αἱ γυναῖκες. (oversættelse ca.: "Denne prinse-værdige irettesættelse reflekterede alvorligt over de personer, der overøser primitive dyr med den hengivenhed og venlighed, som naturen har nedlagt i os for at den skal blive skænket til dem der er af vores egen art.")

Jeg forbliver etc.

Hundens og kattens sind

af Jørgen Nielsen

Der er mennesker, som sætter katten langt højere end hunden - de finder, at katten er et "fornemmere" Dyr. Mis er fiks, elegant, sober med sin lille person, salonfæhig - i det hele taget en langt mere aristokratisk fremtoning end den støjende, voldsomme og prustende hund og således bedre egnet til kæledyr for gamle, fine damer, der — meget forståeligt — holder af at se deres egen stilfuldhed og ro genspejlet hos omgivelserne. Der er andre, som holder mest af hunden. Man har kattevenner og hundevenner, og man har kattefjender og hundefjender. Undertiden hæver debatten parterne imellem sig til hysteri. Flertallet nøjes jo dog heldigvis med en mere tempereret indstilling. Personlig slutter jeg mig i så henseende til flertallet, men jeg skal ikke nægte, at jeg meget foretrækker hunden for katten.

Som alle, der er fra landet, har jeg omgåedes dyr meget i min tid — også hunde og katte, og blandt den mængde af iagttagelser, jeg uvilkårligt har gjort skal jeg fremdrage et par ganske simple, markante træk, der efter mine begreber viser, at hunden — målt med et menneskeligt mål, og andet har vi jo ikke at måle med — har en langt højere åndelig kapacitet end katten.

Hvis man holder hund eller kat — eller man skønt ikke-ejer til stadighed har en hund eller en kat rendende omkring benene på sig, undgår man jo vanskelig nu og da af vanvare at komme til at forulempe det kære dyr — man kan komme til at træde på det eller sparke til det eller tabe en genstand ned på det eller klemme dets pote i en dør — der er mange muligheder. Udsat for en sådan beklagelig hændelse reagerer hunden og katten totalt forskelligt.

Det er kedeligt uforvarende at komme til at gøre en sagesløs medskabning fortræd — dyrene er jo også mennesker, som en mand af mit bekendtskab en gang med robust vid bemærkede — og er det sket, vil man naturligvis som normalt menneske — eller skal vi sige som normalt opdraget menneske — skynde os at sige et eller andet trøstende og beroligende og undskyldende. Det var synd, Trofast! siger man. Eller: Stakkels lille mis! Eller lignende. Og man siger det i en langt hjerteligere tone, end man ville anvende over for et menneske, fordi det jo nu engang er tonefaldet og ikke ordene, det kommer an på, når man vil gøre sig forståelig for et dyr.

Og hunden, hvis det drejer sig om en hund, og man hører til dens vennekreds, vil være lige ved at gå ud af sit gode skind af iver efter at vise, at den forstår .. . åh, hvor den forstår! Næsten til overdrivelse. Hunden er et teatralsk dyr, set med sindige nordboers øjne, det kan ikke nægtes. Hunden er sydlandsk, ja tropisk af temperament. Den vil logre med halen, slikke en på hånden og ved forskellige andre hjertelige og voldsomme gestus give udtryk for sin forståelse af, at det drejede sig om et uheld, og at man har bedt den undskylde . ..

Anderledes hvis det drejer sig om en kat. Den vil ikke nedlade sig til at høre på undskyldninger — aldrig. Den ville styrte afsted i vild flugt — muligvis hvæsende og spruttende, i alle tilfælde overbevist om, at man pludselig fra dens ven har forvandlet sig til dens dødelige fjende. Og den vil sky en i mange dage efter. Indtil den glemmer. Den forstår aldrig noget. Men den glemmer gerne hurtigt.

Hunden forstår, at man kan komme til at gøre den fortræd af vanvare - noget sådant ligger uden for kattens opfattelsesevne. Hunden formår at skelne mellem en forsætlig og en uforsætlig smertetilføjelse — katten ikke. Det siger sig selv, at hunden ikke arbejder med disse begrebsforskelle under den intellektuelle form, jeg her har givet den, men som følge af sit følsomme og hjertelige sind forstår den rent fornemmelsesmæssigt på det fineste, hvordan landet ligger. Hundefjender vil antagelig hævde, at når hunden viser sig så venlig, når man har gjort den fortræd, skyldes det blot dens bekendte slaviske natur i almindelighed, og det er der til en vis grad noget om, men det er langtfra hele forklaringen — hvis man straffer en hund, vil den ganske rigtigt også vise sig geléagtig venlig og indsmigrende, men på en slukøret og ulykkelig måde, der meget tydeligt adskiller sig fra den veltilfredse adfærd, den udviser, hvis man af vanvare har gjort den fortræd og har ladet den forstå, at man er ked af det og beder om forladelse.

Nå, det er jo yderst enkle reaktioner, vil man måske mene. Men hertil er at bemærke, at katten reagerer endnu langt enklere — nemlig på nøjagtig samme måde i begge de omtalte tilfælde. Den vil ganske simpelt hurtigst muligt absentere sig. Man kan ikke kalde en kat til sig, hvis man er kommet til at gøre den fortræd.

En tredje form for forulempelse af et dyr er det rent fjendtlige angreb - vanskelig at komme til at iagttage, da et normalt menneske under normale omstændigheder jo ikke giver sig af med at "angribe" en hund eller en kat — sker det, vil hunden naturligvis ikke reagere ved at vise indsmigrende underdanighed, men ved flugt eller forsvar. Det vil katten også. Den afgørende forskel er, at katten vil reagere på denne sidste primitive måde over for enhver forulempelse (praktisk talt altid naturligvis ved flugt, da den er så lille et dyr). Hvad der i hundens bevidsthed aftegner sig som skarpt forskellige foreteelser, går i ét for katten.

Et lille situationsbillede:

Man kommer med hurtige skridt ned ad en trappe. Den stedlige kat, som man er gode venner med, sidder midt på et af trinene. Den ser søvnigt op på en, men rører sig ikke ud af flækken — måske gaber den endog uforskammet lige op i ansigtet på det fremvæltende menneske. Man har jo nemlig aldrig hverken slået eller sparket den eller knebet den eller på anden måde mishandlet den — altså er det fantasiløse dyr rent refleksmæssigt kommet til den konklusion, at man hører til de ting, som det ikke gør av at have med at gøre. Altså bliver den siddende, hvor den sidder, tryg som i Abrahams skød. Hvorfor skulle den flytte sig? Den ser virkelig intet motiv dertil.

Hænder det nu, at man kommer til at træde den på poten, så er den, som nævnt, bange for en i lang tid. Som den før troede, at man under alle omstændigheder var uskadelig, tror den nu, at man under alle omstændigheder er ivrig efter at tilføje den overlast.

I modsætning til katten forstår hunden på forhånd, at man kan komme til at gøre den skade imod sin vilje — i hvor høj grad man end er "gode venner" med en hund, skal den nok sørge for at komme af vejen, hvis man kommer styrtende lige imod den, og at holde sig godt til en side, hvis man på anden måde gererer sig lidt voldsomt. Og det kan ikke indvendes, at forskellen skyldes kattens større tillidsfuldhed — det er tværtimod ellers altid hunden, som er tillidsfuld, katten, som er mistroisk.

Katten skelner kun mellem på den ene side det umiddelbart smertelige, på den anden side det umiddelbart behagelige — den kender ikke som hunden til en finere inddeling af livets foreteelser. Derfor kan man — som regel — heller ikke vænne en kat af med at stjæle eller med at grise til i Stuerne — man skammer den ud, eller den får et dask, og så gælder det jo om at komme væk i en fart, andet "tænker" den ikke derved, den stjæler eller griser trøstigt påny, så snart den kan se sit snit til det. Men en hund "tænker" en hel masse, hvis den har forset sig og er blevet skammet ud. Selv den mest forkælede hund bliver meget hurtigt vænnet af med at stjæle eller grise til, det er i almindelighed ganske overflødigt at straffe den for det — den bliver så ulykkelig, blot man lader den forstå, at man misbilliger dens opførsel. Mange hunde er så følsomme, at man vilde tale om psykopatisk overfølsomhed, hvis det drejede sig om mennesker.

Hensigten med disse linjer er ikke — som kattens mange venner måske vil tro — at komme katten til livs. Jeg er virkelig meget indtaget i den, blot er jeg fortrydelig over, at den ikke bryder sig om mig. De fleste af os er indtaget i enhver missekat, vi træffer på, men det er ikke gensidigt — katten er ikke indtaget i os. Vi interesserer den ikke. Man kan ikke komme til at stå i et personligt forhold til en kat. Katten er kælen, det er det eneste "menneskelige" træk hos den, men den er kælen på en mekanisk måde, den er ligeglad, hvem der kæler for den. Katten er en lille, indskrumpet sjæl, altid mistroisk krummet sammen over sit eget, aldrig vendt åbent og hjerteligt udad som hunden. Den har et koldt sind. Om man forsvinder ud af dens tilværelse; om man vender tilbage igen — den nedlader sig knapt til at lægge mærke til det.

Hunden derimod — en hund husker én, når man forlængst har glemt den. Har man været ven med en hund i ungdommens vår og tilfældigt træffer den 10 år efter, så hilser den en med den gensynsglæde, der tilkommer en gammel ven — den husker nøjagtigt karakteren af det venskabsforhold, der engang bestod, og som den aldrig vil svigte, og tager mod én i overensstemmelse hermed — den skelner med takt og finfølelse mellem et virkeligt venskab og et mere tempereret, velvilligt bekendtskabsforhold.

Den glemmer aldrig noget. Det er virkelig rigtigt, at en hund er mere trofast end et menneske.

Men det er ikke rigtigt, hvad man også kan høre sagt, at en hund er lige så klog som et menneske — det mangler der trods alt meget i. Det er følelseslivet, som er dens stærke side. Det er ganske tydeligt, at dens intelligens — eller det vi uvilkårligt opfatter som intelligens hos den — udspringer af dens rige og stærke følelsesliv. Hunden har nerve, ikke alene i animalsk forstand, men i en rent menneskelig betydning.

Måske har hunden i virkeligheden et rigere følelsesliv end mennesket — meget tyder i den retning, omend en og anden vel vil finde teorien — hvad skal jeg sige? — menneskebespottelig.

Der er noget gådefuldt og gribende ved den hengivenhed, hvormed hunden på godt og ondt hænger ved mennesket — i gode og onde dage. Forklaringen er jo ikke, at den er en snylter, den er et uhyre vitalt dyr, som udmærket kunne klare sig i den vilde natur, men den vil nu leve og dø hos mennesket. Den føler et slægtskab. Det er, som om den selv halvt er et menneske. Med en hund hos sig er man ikke alene.

Men det kan ikke nægtes, at hundens rige følelsesliv har sin revers. Hunden er mange gange lidt simpel, li’som den — menneskeligt set, som før nævnt — eller rettere sagt indrømmet — er noget slavisk af sig, det er det, dens fjender altid fører i marken imod den; der kan være noget vist "sjasket" og utæt og lidet stilfuldt over manifestationerne af dens voldsomme følelsesliv, men nu må man jo dog heller ikke forlange, at den i alle henseender skal stå mål med de mest kræsne menneskeidealer — hunden er jo dog kun et dyr.