"Dronning Hortense" af Guy de Maupassant

I Auteuil, hvor hun boede, hed hun aldrig andet end Dronning Hortense. Ingen vidste af hvilken Grund. Maaske var det, fordi hun talte saa bestemt som en Officer, der kommanderer sit Mandskab. Maaske fordi hun var saa lang, saa knoklet og saa bydende i hele sin Fremtræden. Eller maaske fordi hun herskede over et helt Folk af Husdyr, Hunde, Katte, Høns, Kanariefugle og Papegøjer, alle de Dyr, gamle Jomfruer plejer at kaare til deres Yndlinge. Men hun kendte slet ikke til at forkæle sine Dyr og tiltalte dem heller ikke med alle de barnagtige Kælenavne, der ellers synes at strømme fra Kvindemes Læber ud over en snurrende Kats fløjelsbløde Skind. Hun herskede med Myndighed over sine Dyr, hun regerede over dem. Hun hørte til den Race af gamle Jomfruer, hvis Stemmer er bydende, hvis Bevægelser er bryske og hvis Hjerter synes at være stenhaarde. Hun sørgede altid for at have en ung Tjenestepige, fordi Ungdommen bedst kan bøje sig og lempe sig efter en bestemt Vilje. Hun taalte hverken Modsigelser, Indvendinger, Nøleri, Skødesløshed, Dovenskab eller Træthed. Ingen havde nogensinde hørt hende beklage sig, ytre nogetsomhelst Savn eller misunde nogensomhelst. Med en Fatalists Overbevisning plejede hun altid at sige: „Enhver faar, hvad der tilkommer ham.u Hun gik ikke i Kirke og holdt ikke af Præster. Hun var i det hele taget ikke synderlig troende, og betegnede alt, hvad der hørte Religionen til: „Taareperserkram**. I tredive Aar havde hun boet i sit lille Hus, der med en lille Have foran laa ud til Vejen, og i den Tid havde hun aldrig forandret det mindste i sine Vaner, kun skiftede hun ubarmhjertigt Piger, saasnart de blev en og tyve Aar. Naar hendes Hunde, Katte og Fugle døde af Alderdom eller omkom ved et Ulykkestilfælde, erstattede hun dem uden at fælde en Taare eller føle Spor af Savn straks med andre. De døde Dyr gravede hun ved Hjælp af en lille Spade ned i et af Bedene og jævnede med nogle ligegyldige Spark Jorden over dem. Hun havde kun nogle faa Bekendte i Auteuil, et Par Embedsmandsfamilier, hvor Mændene hver Dag tog ind til Paris. Af og til blev hun indbudt til at komme for at drikke en Kop The med dem om Aftenen. Hun faldt regelmæssig i Søvn i disse Selskaber og maatte vækkes, naar hun skulde hjem. Hun tillod aldrig nogen at følge sig, thi hun kendte ikke til at være bange hverken Dag eller Nat. Hun syntes ikke at holde af Børn. Hun udfyldte sin Tid med alle mulige mandlige Arbejder, hun huggede og savede Brænde, snedkererede og gartnererede, reparerede paa sit Hus, der var gammelt, og gjorde endogsaa af og til lidt Murerarbejde. Hun havde nogle Slægtninge, der plejede at besøge hende et Par Gange om Aaret, Ægteparret Cimme og Familien Colombel. De to Koner var hendes Søstre, den ene havde giftet sig med en Materialhandler, den anden med en Mand, der havde saa mange Penge, at han lige akkurat kunde leve af dem. Cimmes havde ingen Børn, Colombels havde tre: Henri, Pauline og Joseph. Henri var tyve Aar, Pauline sytten, men Joseph kun tre, han var kommen paa et Tidspunkt, da Ægteparret havde troet, at det var umuligt, at de kunde faa flere. Den gamle Jomfru nærede ikke nogensomhelst Kærlighed til sin Familie. I Foraaret 1882 blev Dronning Hortense pludselig syg. Naboerne sendte Bud efter en Læge, men hun jagede ham bort, og da noget senere en Præst indfandt sig, sprang hun halvnøgen ud af Sengen for at kaste ham paa Døren. Den lille Tjenestepige græd og lavede Kamillethe til hende. Da hun havde ligget tre Dage i Sengen, tog Sygdommen en saa alvorlig Vending, at Bødkeren ved Siden af efter Samraad med Lægen, der havde tiltvunget sig Adgang, skrev til de to Familier, der udgjorde den gamle Jomfrus hele Slægt, og opfordrede dem til at komme. De fulgte Opfordringen og kom med samme Tog ved Titiden næste Morgen. Colombels havde taget den lille Joseph med sig. Det første, de fik Øje paa, da de kom ind ad Have- laagen, var Pigen, der sad paa en Stol og græd. Paa Maatten udenfor Hoveddøren laa en Hund og sov og to Katte, som man godt kunde have troet var døde, døsede med lukkede Øjne og med Poterne og Halen strakte dovent fra sig i de to Vindueskarme. En stor, kaglende Høne med en Flok Kyllinger, som var klædte i gult Dun, der var saa let som Vat, spankede om i den lille Have. Paa Muren hang et stort med Fuglegræs fyldt Bur, hvor en Mængde fjedrede Smaavæsener kvidrede nok saa fornøjet i den varme Foraarsmorgens stærke Solskin. I det andet Bur, der lignede et lille Svejtserhus, sad to Selskabsfugle ved Siden af hinanden, ubevægelige paa deres Pind. Cimme, en meget korpulent og forpustet Person, der altid trængte sig først frem alle Vegne og hensynsløst skubbede alle andre, ligegyldigt om det var Mænd eller Kvinder, til Side, spurgte: „Naa, Céleste, det gaar nok daarligt, hvad?" Den unge Pige klynkede gennem sine Taarer: „Hun kan ikke en Gang kende mig længere. Doktoren siger, at det er paa det sidste.“ De saa alle paa hinanden. Fru Cimme og Fru Colombel kastede sig øjeblikkelig, uden at sige et Ord,. i hinandens Arme. De lignede hinanden meget, de havde altid begge været lige glatskilte og gik altid med røde Cachemirschawler, der luede som Baal. Cimme vendte sig om og sagde alvorligt til sin Svoger, en bleg, gul og mager Mand, hvis Helbred var undergravet af en Mavesygdom, og som desuden haltede stærkt: „Saa er det minsandten paa høje Tid, vi kom.“ Men Ingen havde rigtig Mod til at gaa ind til den Døende, der laa i Stueetagen.' Selv Cimme holdt sig tilbage. Det var Colombel, der først bestemte sig, vuggende i Gangen som en Skibsmast gik han ind i Huset, hans jern- beslagne Stok klirrede mod Stentrinene. De to Damer vovede sig bagefter og Cimme sluttede Toget. Lille Joseph blev udenfor for at lege med Hunden. En Solstraale faldt paa tværs hen over Sengen og belyste den Døendes Hænder, der trak sig nervøst frem og tilbage og uafladelig aabnede og lukkede sig, medens Fingrene bevægede sig, som om de udtrykte Tanker, som om de havde noget at sige og forklare. Hele den øvrige Del af Legemet laa stiv og ubevægelig under Tæppet. Ikke en Muskel fortrak sig i det skarpe Ansigt. Øjnene var lukkede. Familien stillede sig op i en Halvkreds omkring Sengen og gav sig, uden at sige noget, til at stirre paa det smalle Bryst, der kun med stort Besvær kunde trække Vejret. Pigen var fulgt med ind og jamrede sig stadig. Endelig spurgte Cimme: „Hvad siger Lægen ellers?" Pigen stammede: „Han siger, at der ikke er mere at gøre. Hun skal bare have Ro.“ Den gamle Jomfru gav sig pludselig til at bevæge Læberne svagt. Det saa ud, som om de udtalte tavse Ord, Ord, der laa gemt inde i den Døendes Hoved, og Hændernes underlige Bevægelser blev endnu rappere. Paa én Gang gav hun sig til at tale med en tynd, spinkel Stemme, der var helt forskellig fra hendes almindelige, en Stemme, der lød, som om den kom langt borte fra, maaske fra det inderste af det Hjerte, der altid havde været lukket. Cimme listede sig bort paa Taaspidserne, han fandt det altfor sørgeligt at se paa. Colombel, hvis vanføre Ben trættedes af at staa, satte sig ned. De to Damer blev derimod staaende. Dronning Hortense talte saa hurtigt, at det næsten ikke var muligt at forstaa, hvad hun sagde. Hun kom med Navne, mange Navne og kaldte kærligt paa indbildte Væsener: „Kom herhen, lille Philippe, og kys Moder. Du holder jo meget af Din lille Moder, ikke sandt? Rose, Du maa passe paa Din lille Søster, medens jeg er ude. Lad hende endelig ikke være alene, hører Du, og rør for Guds Skyld ikke ved Tændstikkerne.“ Hun tav et Par Sekunder, saa sagde hun lidt højere, som om hun kaldte: „Henriette!" Hun ventede et Øjeblik, saa fortsatte hun: "Sig til Din Fader, at jeg maa tale med ham, inden han gaar paa Kontoret." Atter tav hun og saa kom der pludseligt: „Jeg har det ikke rigtig godt i Dag, min Ven. Du maa love mig ikke at komme for sent hjem. Du kan jo sige til Kontorchefen, at jeg er syg. Du kan nok forstaa, at det er farligt at lade Børnene være alene, naar jeg ligger i Seng. Til Middag skal jeg lave en Riskage. Det holder Børnene saa meget af. Du kan tro, Claire vil blive henrykt!" Hun gav sig til at le, det var en ung, kaad Latter; saaledes havde hun aldrig let før: „Nej, se paa Jean, hvor han ser grinagtig ud! Den lille Gris, han har hele Ansigtet fuldt af Syltetøj. Nej, se dog paa ham!" Colombel, som hvert Øjeblik flyttede paa sit syge Ben, der var anstrengt af Jernbaneturen, mumlede: „Hun fantaserer. Hun tror, at hun har Mand og Børn; det er Dødskampen, der begynder." De to Søstre rørte sig ikke af Pletten, de saa overraskede og dumme ud. Pigen spurgte: „Vil De ikke lægge Hat og Schawl? Værs’go at gaa ind i Stuen."
De gik uden at have mælet et Ord og Colombel haltede bagefter. Den Døende laa igen alene. Da Damerne havde skilt sig af med Overtøjet, lod de endelig Hvile falde paa sig. Den ene af Kattene sprang ned fra Vindueskarmen, strakte sig og hoppede op i Skødet paa Fru Cimme, der gav sig til at klappe den. Inde fra Stuen ved Siden af kunde de høre den Døendes Stemme. I sin sidste Stund levede den gamle Jomfru det Liv, hun maaske bestandig havde higet efter, levede sine Drømme i det Øjeblik, da alt skulde til at være forbi for hende. Ude i Haven legede Cimme med Joseph og Hunden. Den tykke, gemytlige Mand morede sig kostelig over at være paa Landet og skænkede ikke længere den Døende en Tanke. Men han mærkede snart, at han var sulten, og gik ind igen for at sige til Pigen: „Hør en Gang, lille Ven, kan Du ikke lave noget Frokost til os? Hvad har Damerne Lyst til?" De blev enige om, at det skulde være en Omelet med Purreløg, Boeuf med nye Kartofler, lidt Ost og Brød og en Kop Kaffe. Fru Colombel gav sig til at rode i sin Lomme efter sin Portemonnæ, men Cimme stansede hende og vendte sig om imod Pigen: „Har Du ingen Penge?" „Jo, jeg har," „Hvor mange?" „Femten Francs." „Det er nok. Skynd Dig saa bare, jeg er lige ved at dø af Sult." Fru Cimme kastede et Blik ud i Haven paa de solbelyste Slyngplanter og paa et Par Duer, der sad og kurrede paa Taget ligeoverfor, og sagde i en bedrøvet Tone: „Det er rigtignok sørgeligt, at vi er kommen i en saa trist Anledning. Ellers vilde det være dejligt at være paa Landet i Dag." Hendes Søster sukkede uden at svare og Colombel, der blev lidt ængstelig ved Tanken om maaske at blive trukket med paa en Tur, mumlede: „Det er dog nederdrægtigt, saa det Ben generer mig i Dag." Lille Joseph og Hunden gjorde et skrækkeligt Spe- takkel;- den ene udstødte vilde Glædeshyl og den anden gøede af alle Kræfter. De legede Tagfat rundt om de tre Bede og sprang afsted, som om de var gale. Den Døende blev ved med at ligge og kalde paa sine Børn. Hun talte med dem, og bildte sig ind, at hun klædte dem paa, at hun kælede for dem og lærte dem at læse: „Naa, lille Simon, gentag det nu: A B C D. Nej, Du siger det ikke rigtigt. Hør godt efter: D D D, kan Du det saa? . . . Sig det blot én Gang til . . .“ „Det er dog løjerligt, hvad man kan finde paa at sige i saadanne Øjeblikke," bemærkede Cimme. Fru Colombel fik Samvittighedsskrupler og sagde: „Det er maaske det rigtigste at gaa ind til hende." Men Svogeren fik hende hurtig fra det: „Hvad skulde det gøre godt for? Vi kan dog ikke forandre noget i hendes Tilstand og vi har det jo meget bedre her ude." Der var ingen, der gjorde Indsigelser. Fru Cimme havde fortabt sig i Beskuelsen af de to Selskabsfugle. Hun holdt en Lovtale over deres ejendommelige Troskab mod hinanden og dadlede Mændene, fordi de ikke fulgte deres Eksempel. Cimme gav sig til at le, saa paa sin Kone og nynnede drillevorent: „Tra-la-la“, som for at lade de andre forstaa, at han havde sine egne Meninger om Nødvendigheden af den ægteskabelige Troskab. Colombel, der nu var lige ved at faa ondt af Sult, bankede i Gulvet med sin Stok. Den anden Kat sprang ned fra Vinduet og spadserede af med Halen lige i Vejret. De kom ikke til Bords, førend Klokken var over et. Da Colombel, der af sin Læge havde faaet Ordre til kun at drikke virkelig god Bordeaux, havde smagt paa Vinen, kaldte han paa Pigen: „Aa, sig mig en Gang, lille Ven, er der ikke noget bedre Vin nede i Kælderen?" Jo, der er den fine Vin, Frøkenen plejede at sætte paa Bordet, naar De kom paa Besøg." „Godt, saa hent os tre Flasker af den." De smagte paa den og fandt den udmærket. Det var ikke nogen særlig god Vin, men den havde ligget femten Aar i Kælderen. Cimme erklærede: „Det er en rigtig Syge vin." Colombel, som havde faaet en rasende Lyst til at komme i Besiddelse af, hvad der var tilbage af den, spurgte Pigen: „Hvor meget er der igen?" „Aa, det er der næsten altsammen. Frøk’nen drak saa godt som aldrig noget af den. Det er de Flasker, der ligger allerbagest. Colombel vendte sig om mod sin Svoger: >- „Hør, Cimme,' vil Du ikke overlade mig den Vin? Du kan jo faa noget andet i Stedet for. Den vil være en ren Velsignelse for min Mave." Hønen var med alle sine Kyllinger kommen spadserende ind i Stuen. De to Damer morede sig med at kaste Brødkrummer til dem. Joseph og Hunden, der begge havde faaet nok at spise, blev sendt ud i Haven. Dronning Hortense talte stadig, men hendes Stemme var nu bleven saa svag, at Ordene ikke længere kunde skelnes. Da de havde drukket deres Kaffe, gik de alle ind for at se, hvorledes hun havde det. Hun laa ganske stille. Saa gik de igen og satte sig ud i Haven for at fordøje. Pludselig gav Hunden sig til at kredse rundt om Stolene lige saa hurtigt, den kunde, den havde noget i Flaben. Drengen løb som en Besat bag efter den. De forsvandt begge to ind i Huset. Cimme, der havde sat sig saaledes, at Solen varmede hans Mave, var faldet i Søvn. Den Døende gav sig igen til at tale højt og pludselig udstødte hun et Skrig. De to Damer og Colombel skyndte sig ind til hende for at se, hvad der var paa Færde. Cimme vaagnede, men rørte sig ikke af Pletten, han var ingen Ven af den Slags Sindsbevægelser. Den Døende sad op i Sengen og hendes Øjne flakkede forvildet rundt. For at slippe bort fra Joseph var Hunden sprunget op paa Sengen, havde skrævet over den Syges Ansigt og sad nu forskanset bag Hovedpuden, hvorfra den med sine smaa funklende Øjne stirrede paa sin Legekammerat, parat til straks igen at springe ned og begynde forfra. I Flaben havde den en af Frøkenens Tøfler, som var blevet helt flænget efter i over en Time at have tjent den til Legetøj. Drengen, som var bleven bange for den skindmagre Kvindeskikkelse, der pludselig knejsede ligeoverfor ham, stod ved Fodenden af Sengen uden at turde røre sig. Hønen, der var smuttet ind sammen med de andre, fløj forskræmt op paa en Stol og kaldte som en fortvivlet paa alle sine Kyllinger, der pippede ynkeligt mellem Stolens fire Ben. Med en hjerteskærende Stemme raabte Dronning Hortense: „Nej, nej, jeg vil ikke dø . . . jeg vil ikke ... jeg vil ikke? . . . Hvem skal opdrage mine Børn? . . . Hvem skal tage sig af dem? . . . Hvem skal holde af dem? . . . Nej, jeg vil ikke dø . jeg vil ikke ... jeg vil . . .“ Hun faldt tilbage paa Ryggen. Det var forbi. Hunden sprang ned fra Sengen og foT lystig rundt i Værelset. Colombel løb hen til Vinduet og kaldte paa sin Svoger: „Skynd Dig! Skynd Dig! Jeg tror, at hun er færdig." Cimme rejse sig modvillig og gik ind til de andre, idet han mumlede: „Det trak skam ikke saa længe ud, som jeg havde ventet."