"Fem fra en ærtebælg" af H.C. Andersen

Fem fra en Ærtebælg

   Der var fem Ærter i en Ærtebælg, de vare grønne og Bælgen var grøn, og saa troede de, at hele Verden var grøn, og det var aldeles rigtigt! Bælgen voxte og Ærterne voxte; de indrettede sig efter Huusleiligheden; lige i Rad sad de. - Solen skinnede udenfor og varmede Bælgen op, Regnen gjorde den klar; der var luunt og godt, lyst om Dagen og mørkt om Natten, saaledes som det skulde være, og Ærterne bleve større og altid mere tænkende, som de der sad, for Noget maatte de jo bestille. 
   "Skal jeg altid blive siddende her!" sagde de, "bare jeg ikke bliver haard af at sidde saa længe. Er det ikke for mig ligesom om der er Noget udenfor; jeg har en Fornemmelse af det!" 
   Og Uger gik; Ærterne bleve gule og Bælgen blev guul: "Hele Verden bliver guul!" sagde de og det havde de Lov til at sige. 
   Saa forman de et Rusk i Bælgen; den blev revet af, den kom i Menneskehænder og ned i en Trøielomme med flere fyldte Ærtebælge. - "Nu vil der snart blive lukket op!" sagde de og det ventede de paa. 
   "Nu gad jeg vide hvem af os der driver det videst!" sagde den mindste Ært. "Ja nu vil det snart give sig." 
   "Skee hvad der maa!" sagde den største. 
   "Krask!" der revnede Bælgen og alle frem Ærter trillede ud i det klare Solskin; de laae i en Barnehaand, en lille Dreng holdt paa dem og sagde at det var ordenlige Ærter for hans Hyldebøsse; og strax kom den ene Ært i Bøssen og blev skudt væk. 
   "Nu flyver jeg ud i den vide Verden! tag mig om Du kan!" og saa var den borte. 
   "Jeg", sagde den anden, "flyver lige ind i Solen, det er en rigtig Ærtebælg og meget passende for mig!" 
   Væk var den. 
   "Jeg sover hvor jeg kommer," sagde de to andre, "men vi trille nok fremad!" og saa trillede de først paa Gulvet, før de kom i Hyldebøssen, men de kom der. "Vi bringe det videst!" 
   "Skee hvad der maa!" sagde den sidste og blev skudt iveiret, og den fløi op mod det gamle Bræt under Tagkammer-Vinduet, lige ind i en Revne, hvor der var Mos og blød Jord fløi den; og Mosset lukkede sig om den; der laae den gjemt, men ikke glemt af vor Herre. 
   "Skee hvad der maa!" sagde den. 
   Inde paa det lille Tagkammer boede en fattig Kone, der om Dagen gik ud at pudse Kakkelovne, ja save Brænde og gjøre svært Arbeide, for Kræfter havde hun og flittig var hun, men lige fattig blev hun; og hjemme paa det lille Kammer laae hendes halvvoxne eneste Datter, der var saa fiin og spinkel; et heelt Aar havde hun ligget tilsengs og syntes hverken at kunne leve eller døe. 
   "Hun gaaer til sin lille Søster!" sagde Konen. "Jeg havde de to Børn, det var svært nok for mig at sørge for de to, men saa deelte vor Herre med mig og tog den ene til sig; nu vilde jeg nok beholde den anden, jeg har tilbage, men han vil nok ikke have dem skilte ad, og hun gaaer op til sin lille Søster!" 
   Men den syge Pige blev; hun laae taalmodig og stille den lange Dag, medens Moderen var ude at fortjene Noget. 
   Det var nu Foraars-Tid, og tidlig en Morgenstund, just som Moderen vilde gaae til sit Arbeide, skinnede Solen saa smukt ind ad det lille Vindue hen ad Gulvet og den syge Pige saae hen mod den nederste Glasrude. 
   "Hvad er dog det Grønne, der pipper frem ved Ruden? Det rører sig i Vinden!" 
   Og Moderen gik hen til Vinduet og aabnede det paa Klem. "Ih!" sagde hun, "det er saamæn en lille Ært, der er skudt frem med fine grønne Blade. Hvor er den kommen her ud i Sprækken? Der har Du jo en lille Have at see paa!" 
   Og den Syges Seng blev flyttet nærmere til Vinduet, hvor hun kunde see den spirende Ært, og Moderen gik til sit Arbeide. 
   "Moder, jeg troer jeg kommer mig!" sagde om Aftenen den lille Pige. "Solen har idag skinnet saa varmt ind til mig. Den lille Ært trives saa godt! og jeg vil ogsaa nok trives og komme op og ud i Solskinnet!" 
   "Gid det var saa vel!" sagde Moderen, men hun troede ikke at det skete; dog, den grønne Spire, som havde givet Barnet glade Livstanker, satte hun en lille Pind ved, for at den ei skulde knækkes af Vinden; hun bandt et Seglgarns Baand fast til Brættet, og til det øverste af Vindues-Karmen for at Ærteranken kunde have Noget at helde sig til og snoe sig om, naar den løb op, og det gjorde den; man kunde for hver Dag see, at den tog til. 
   "Nei, den sætter jo Blomst!" sagde Konen en Morgen og nu fik ogsaa hun det Haab og den Tro, at den lille, syge Pige kom sig; det randt hende isinde, at i den sidste Tid havde Barnet talt livligere, de sidste Morgener havde det selv reist sig op i Sengen og siddet der og seet med straalende Øine paa sin lille Ærtehave af een eneste Ært. Ugen efter var den Syge første Gang oppe i over en Time. Lyksalig sad hun i det varme Solskin; Vinduet var aabnet, og udenfor stod der fuldt udsprungen en hvidrød Ærteblomst. Den lille Pige bøiede sit Hoved ned og kyssede ganske sagte de fine Blade. Det var ligesom en Festdag den Dag. 
   "Vor Herre har selv plantet den og ladet den trives for at give Haab og Glæde til Dig, mit velsignede Barn og til mig med!" sagde den glade Moder og smiilte til Blomsten, som til en god Engel fra Gud. 
   Men nu de andre Ærter! - ja den, som fløi ud i den vide Verden: "Tag mig, om Du kan!" faldt i Tagrenden og kom i Due-Kro, og der laae den som Jonas i Hvalfisken. De to dovne dreve det ligesaavidt, de bleve ogsaa ædt af Duerne, og det er at gjøre solid Nytte; men den fjerde, som vilde op i Solen - den faldt i Rendestenen og laae Uger og Dage der, i det sure Vand, hvor den rigtigt bovnede. 
   "Jeg bliver saa deilig tyk!" sagde Ærten. "Jeg revner af det, og videre troer jeg ingen Ært kan drive det, eller har drevet det. Jeg er den mærkeligste af de fem fra Ærtebælgen!" 
   Og Rendestenen gav den Medhold. 
   Men den unge Pige ved Tagvinduet stod med lysende Øine, med Sundheds Skjær paa Kinderne, og hun foldede sine fine Hænder over Ærteblomsten og takkede vor Herre for den. 
   Jeg holder paa min Ært! sagde Rendestenen!