"Udyret fra afgrunden" af Robert E. Howard

Udyret fra afgrunden

Efter at have tilbragt det meste af mit liv i byer der hurtigt har vokset sig store på grund af olieforekomster, er synet af sønderrevne og lemlæstede mennesker mig ikke fremmed. Oftere end jeg bryder mig om at huske, har jeg set mennesker lide, bløde og dø på grund af maskinulykker, knivstik, skudsår og andre uheld. Alligevel tror jeg, at det mest kvalmende skue blandt dem var da en forkrøblet kat haltede langs et fortov og bag sig slæbte et brækket ben, som kun ved huden fortsat sad fast på benstumpen. På denne splintrede benstump forsøgte dyret at gå, og det udstødte af og til et lavt stønnende skrig, der kun lignede et kattedyrs almindelige lyde en lille smule.

Der er noget særligt rystende ved synet af et dyr i smerte; den desperate fortvivlelse, ufortyndet af håb eller fornuft, der på en måde gør det til et mere skrækkeligt og tragisk syn end et såret menneske. I en kats smerteskrig synes al den blinde afgrundsdybe pine fra det sorte kosmiske helvedesdyb at være koncentreret. Det er et skrig fra junglen, dødshylet fra en Fortid, der er usigeligt fjern, glemt og fornægtet af menneskeheden, men som dog stadig ligger vågen bagerst i underbevidstheden, for der at vækkes og blive til et skælvende minde ved lyden af et smerteskærende hyl fra en dyrisk mund.

Ikke kun i smerte og død er katten en påmindelse om denne bestialske fortid. I hans vredesråb og i hans kærlighedsskrig, den glidende bane gennem græsset, den sult, der skamløst brænder i hans sammenknebne øjne, alle hans bevægelser og handlinger fortæller om hans slægtskab med det vilde, hans utæmmelige natur og hans foragt for mennesket.

Selvom katten er hunden underlegen, er han ikke desto mindre mere som mennesket end den sidstnævnte. For han er stolt og dog underdanig, grådig men alligevel kræsen, doven, begærlig og selvisk. Denne sidstnævnte egenskab er i sandhed det dominerende kattetræk. Han er monumentalt selvisk. I hans kærlighed til sig selv er han skamløs, uforbeholden og uforskammet.

Han forlanger alt og giver intet til gengæld - han kræver det i en raspende, sulten, klynkende skrålen, der ser ud til at skælve af selvmedlidenhed og som anklager verden som helhed for troløshed og brudte løfter. Hans øjne er mistænksomme og griske, en gniers øjne. Hans væremåde er på én gang hovmodig og fornedret. Han krummer ryggen og gnider sig mod menneskehedens ben og bryder ud i en klagesang fyldt med sorgfulde bønner, mens hans øjne udsender trusler, og hans kløer glider krampagtigt ind og ud af deres polstrede hylstre.

Hans krav er overdrevne, og han takker ikke for gavmildhed. Hans eneste religion er en urokkelig tro på kattenes guddommelige rettigheder. Hunden eksisterer kun for menneskets skyld, mennesket eksisterer kun for kattens. Den indadvendte kat tænker sig at han altid er universets centrum. I hans smalle kranium er der ikke plads til ædlere følelser.

Træk en druknende killing op af rendestenen og giv ham en blød pude at sove på og fløde så ofte han lyster. Giv ham husly og forkæl ham hele hans ubrugelige og selvcentrerede liv. Hvad vil han give dig til gengæld? Han vil tillade dig at stryge hans pels; han vil skænke dig en nedladende spinden, på samme måde som en der tildeler dig en umådelig begunstigelse. Der slutter beviserne på taknemmelighed. Dit hus kan brænde over hovedet på dig, bøller kan bryde ind, voldtage din kone, banke onkel Theobald i hovedet og klynge dig op ved tommelfingrene for at få dig til at afsløre, hvor din opsparede rigdom befinder sig. Den gennemsnitlige hund ville dø i forsvaret af selv onkel Theobald. Men din velnærede og forkælede kat vil se til uden interesse; han vil ikke gøre sig nogen anstrengelser på dine vegne, og efter kampen vil han sandsynligvis fortære dit ubeskyttede lig.

Jeg har kun hørt om én kat, der nogensinde gjorde gavn for føden, og det var ikke på grund af hans egen dyd, men snarere på grund af hans ejers opfindsomhed. For en god del år siden var der en vandringsmand, der krydsede staten Arkansas i en lille vogn, ledsaget af en stor tyk kat af ubestemmelig herkomst. Denne vejfarende arbejdede ikke, og han fiskede heller ikke -- han var et magert individ med et bekymret udtryk og han så til stadighed udsultet ud, selv når han var fuld af mad.

Hans metode til at skaffe sig måltider uden at arbejde var enkel og kunstnerisk. Han efterlod sin hest og vogn skjult bag et belejligt krat, og han ville så nærme sig et bondehus, mens han vaklede let, som om han længe havde fastet, med katten under armen. Efter et bank på døren havde tilkaldt husmoderen som så mistroisk på ham, ville han ikke ty til nogen så grov og åbenlys taktik som at bede om en almisse. Nej; med hatten i hånden, ville han ydmygt bede om en knivspids salt.

"Du fredsens," ville det næsten ufravigelige svar lyde "Hvad vil du have salt til?"

"Fru," ville geniet skælvende svare, "jeg er så frygtelig sulten, at jeg vil spise denne her kat."

I næsten alle tilfælde var den gode kvinde så chokeret, at hun trak den svagt protesterende vejfarende ind i huset og fyldte hans mave – og kattens – med det bedste fra sit spisekammer.

Jeg er ikke et offer for den ejendommelige kattefobi, som rammer nogle mennesker, og jeg er heller ikke en af dem, hvis forkærlighed for dyrene er lige så uforklarlig og tyrannisk i sit udtryk som den førnævnte afsky. Jeg kan tage imod katte eller lade dem være.

I min barndom var jeg normalt omgivet af katte. Af og til blev de givet til mig; oftere slentrede de simpelthen indenfor og slog sig ned. Nogle gange slentrede de næsten lige så gådefuldt afsted igen. Jeg taler her om almindelige katte, gårdkatte, baggårdskatte, katte uden stamtavle eller en herkomst at være stolt af. Bastarddyr er, ligesom bastardmennesker, langt de mest interessante at fordybe sig i.

I min del af landet var dyre, racerene katte et ukendt fænomen indtil for forholdsvis nyligt. Sådanne betegnelser som persere, angoraere, maltesere, manx og lignende betød lidt eller intet. En kat var en kat, og den blev kun klassificeret efter dens evne til at fange mus. På det seneste har jeg bemærket en tydelig ændring i blodet hos den almindelige amerikanske baggårdskat; Fuldblodssorter blander sig med det almindelige smuds og producerer katte med bemærkelsesværdige nuancer og figurer. Om det vil forbedre den demokratiske bastardbefolkning eller ej, det er et spørgsmål, som kun tiden kan besvare.

Hvad mig selv angår, vil jeg til enhver tid forestrække en baggårdskat. Jeg husker, med hvilken intens følelse af afsky, jeg betragtede den første fuldblodskat, jeg nogensinde så - en klodset kugle af grå pels, med det brede, tomme blik der kendetegner fuldkommen dumhed. En hund kom løbende hen over gårdspladsen mens den gøede vildt, og den forkælede aristokrat gloede dumt, og luntede så hen over verandaen og forsøgte at kravle op på en stolpe. En baggårdskat ville have skudt op ad stolpen som en stribe af gråt lyn, og så vende om ved et udsigtspunkt for hvæsende at skælde og smælde ondt ned mod sin fjendes hoved. Dette ubehændige indavlede monster væltede æreløst fra søjlen og lå henstrakt - på ryggen - foran hunden, der var så forbløffet over fænomenet, at den åbenbart konkluderede, at dens bytte alligevel ikke var en kat, og hastigt løb derfra. Det var ikke første gang, at en kamp blev vundet på grund af akavet dumhed.

Jeg boede engang på en gård, der var så myldrende fuld af rotter at det ikke lader sig beskrive. De jagede liggehøns væk, fortærede æg og små høns, og gnavede huller i husets gulv. Bygningen var gammel, og gulvene rådne. Rotterne forvoldte stor skade på dem. Jeg sømmede tinstrimler over hullerne, de havde gnavet, og om natten kunne jeg høre deres tænder skurre mod tin og deres rasende skrig. Fælder viste sig at være ineffektive. Rotter er kloge, og ikke nær så lette at fange som mus. Det naturlige alternativ var katte - elleve af dem, for at være præcis. Derefter var den gamle gård en kampplads. De store grå vandrerotter, som vi kaldte dem, er drabelige fjender for en kat. Mere end én gang har jeg set dem besejre en fuldvoksen kat i kamp. Vildskaben hos en rotte der er trængt op i en krog er ordsprog værdigt og i modsætning til mange sådanne ordsprog bekræftet af virkeligheden. Ved flere lejligheder skyndte min fætter og jeg os hen for at hjælpe vores katteallierede med mursten og baseballbat.

Den tapreste på hele holdet var en grå kat af mellemstørrelse der af uransagelige årsager blev kaldt Fessler. På trods af, at han med det samme på vanærende vis blev jaget væk af en kæmpe rotte i et homerisk slag, der burde have dannet grundlaget for en hel cyklus af gnaverheltesagaer, var han en enestående kat. Faktisk, hvor fantastisk det end kan virke, syntes jeg nogle gange at kunne opfatte en flygtig skygge af en følelse, der nærmest virkede til at være hengivenhed.

Han udviste ro og værdighed; de fleste katte har disse egenskaber. Han var modig - til trods for legender om det modsatte, kendetegner dette generelt ikke kattearten. Han var en bemærkelsesværdig musejæger. Han var intelligent - den mest intelligente kat, jeg nogensinde har kendt. Til slut, da alle kattene på nær én døde af en af disse uforklarlige sygdomsudbrud, der rammer grupper af katte, slæbte han sig tilbage til huset for at dø. Hårdt ramt havde han trukket sig tilbage til laden, og der udkæmpede han sin håbløse kamp alene; men med døden inde på livet stavrede han tilbage fra sit tilbagetog, vaklede smerteligt gennem natten og sank sammen under mit vindue, hvor hans lig blev fundet næste morgen. Det var som om han i sin endelige elendighed søgte den menneskelige hjælp, som instinkt alene ikke kunne have fået ham til at søge.

De fleste af de andre katte døde i deres egne ensomme tilflugtssteder. Én af dem, en sort killing, kom sig, men den var så tynd og svag, at den ikke kunne holde sig oprejst. Min fætter skød en kanin, skar den op og fodrede katten med det rå kød. Ude af stand til at blive stående, bøjede den sig over det varme kød, spiste nok til at det ville have fået en rask kat til at briste, vendte sig så om på siden, smilede lige så åbenlyst som noget menneske nogensinde smiler, og sank i døden som en der falder i søvn. Jeg har været så uheldig at se mange dyr dø, men jeg har aldrig set en mere fredelig, veltilfreds død end den. Min fætter og jeg begravede den ved siden af dens søskende, som sygen også havde taget livet af, og afskød en kanonsalut til ære for den. Må min egen død være lige så sorgløs som den kats!

Jeg nævnte, at én kat overlevede. Så vidt jeg ved, lever hun måske endnu og befolker de mesquitetræbevoksede bakker med sit afkom. For hun var en sand katteføniks, der trodsede døden og uskadt rejste sig fra katteverdenens ruiner, og som regel med et frisk kuld skrålende unger.

Hun havde en stor krop og var broget af kulør - en noget forvirret blanding af hvid, gul og sort. Hendes ansigt var mørkladent, så hun fik navnet Sorte. Hun havde en søster, en mindre kat, som virkede til at være tynget under verdens elendighed. Hendes ansigt var den tragikomiske maske båret af en træt klovn. Hun døde under den Store Syge.

Men Sorte døde ikke. Lige før kattene begyndte at bukke under, forsvandt hun, og jeg formodede, at hun var blevet smittet og havde slæbt sig væk for at dø i krattet. Men jeg tog fejl. Efter at de sidste af hendes kammerater var blevet indsamlet til deres forfædre, efter at de besmittede samlingssteder var blevet renset af tiden og elementerne, kom Sorte hjem. Med hende fulgte et kuld langbenede killinger. Hun blev på gården, indtil killingerne kunne undvære hende, så forsvandt hun igen. Da hun vendte tilbage et par uger senere, vendte hun tilbage alene.

Jeg var igen begyndt at samle på katte, og i al den tid jeg boede på gården, oplevede jeg perioder med katteinflation, adskilt af tidspunkter, hvor den mystiske syge vendte tilbage og udslettede dem. Men sygen fik aldrig has på Sorte. Hver gang, lige før nedslagtningen begyndte, forsvandt hun på mystisk vis, og hun vendte ikke tilbage, før den sidste kat var død, og faren for smitte var ovre. Det skete for mange gange til at kunne afvises som tilfældighed. På en eller anden måde vidste hunkatten det og undgik den undergang, der ramte hendes kammerater.

Hun var fåmælt, kryptisk, fyldt med gådefuld visdom der var ældre end Egypten. Hun opfostrede ikke sine killinger omkring sig. Jeg tror, hun havde lært, at befolkningscentre var farlige. Hver gang de var blevet i stand til at forsvare sig, førte hun dem ind i skoven og sørgede for at de ikke kunne finde tilbage. Og hvor umuligt det end er for et menneske at forhindre en kat i at vende tilbage, så kom ingen af dem nogensinde tilbage til gården hvorfra Sorte havde ført dem. Men egnen begyndte at myldre med "vilde" katte. Hendes sønner og døtre boede på den flade prærie, i dens krat og blandt dens kaktuser. Nogle få af dem slog sig ned på bondegårde og blev berømmelige musejægere; de fleste af dem forblev utæmmede jægere, dræbere og fortærere af fugle og gnavere og unge kaniner og, formoder jeg, af høns.

Sorte var indhyllet i mystik. Hun kom om natten, og om natten tog hun igen afsted. Hun fødte sine killinger i de dybe skove, bragte dem tilbage til civilisationen for at de der kunne være beskyttet mens de var små og hjælpeløse - og for at hendes eget arbejde blev mindre besværligt - og når tiden var moden tog hun dem med tilbage til skoven.

Som årene gik, blev det sjældnere og sjældnere at hun vendte tilbage til civilisationen. Til sidst kom hun ikke engang med sin yngel, men forsørgede dem i vildmarken. Den primitive natur kaldte på hende, og kaldet var stærkere end trangen til doven magelighed. Hun var tavs, oprindelig, draget af naturen. Hun kom ikke mere til menneskenes boliger, men jeg så glimt af hende ved daggry og tusmørke, hvor hun lynhurtigt for forbi som sortstribet guld gennem det høje græs, eller gled mellem mesquitetræerne som en skygge. Ilden i hendes vilde øjne var lige så klar som den altid havde været, og musklerne der spillede under hendes pels havde årene ikke svækket. Det var næsten tyve år siden. Det ville ikke overraske mig at høre, at hun stadig bor blandt de kaktusbevoksede dale og de mesquitetræbevoksede bakker. Nogle ting er for vilde til at dø.

Lige nu er jeg usikker på, hvor mange katte jeg har. Jeg ville ikke kunne bevise at jeg ejer en eneste kat, men der er flere der er kommet og er flyttet ind i foderskuret og ved siden af trappen op til bagindgangen, og som har givet mig lov til at fodre dem og til tider skænket mig en spinden som tak. Så længe ingen gør krav på dem, formoder jeg, at jeg kan anskue dem som min ejendom.

Jeg er usikker på deres antal, for der er kommet tilføjelser til fællesskabet, og jeg ved ikke hvor mange. Jeg hører dem hyle op blandt høballerne, men jeg har ikke haft lejlighed til at tælle dem. Jeg ved kun, at de er afkom af en tyk, doven grå kat, hvis demokratiske bastardblod er fortyndet med en eller anden slags fuldblodsbestand.

På et tidspunkt var der fem. En var en sorthvid kat, hvis besøg var hemmelighedsfulde og snart ophørte. En var en gråhvid hun, der var spinkel som så mange gode musejægere er, og som en god dræber var hun i besiddelse af en ejendommeligt tynd klynkende stemme. Fordi hun foretrak skure og fodrebåse bar hun det uformelle navn Staldkat. En anden en var et storslået eksempel på primitiv vildskab - en kæmpestor gul kat, tydeligvis en bastard, en blanding mellem noget ubestemmeligt og noget der godt kunne have været en perser. Så han blev omtalt som "Perseren".

Jeg har erfaret at den gennemsnitlige gule kat mangler mod. Perseren var en undtagelse. Han var den største, stærkeste, blandingsrace, jeg nogensinde har set, og den mest bistre. Han var altid glubende sulten, og hans kraftige kæber knuste kyllingeben på foruroligende vis. Han spiste faktisk mere som en hund end en kat. Han var ikke magelig eller kræsen. Han var en kraftig lykkeridder, uden moral eller skrupler, men i besiddelse af en misundelsesværdig livskraft.

Han var forelsket i Staldkat, og ingen kvinde kunne have opført sig koket med større perfektion. Hun behandlede ham som en hund. Han bejlede til hende på sin mest indbydende måde blot for at blive belønnet med hvæsen og kradsen. Han var som en løve i hans omgang med medlemmer af sit eget køn, men over for Staldkat var han som et lam.

Når han nærmede sig hende på den mest respektable måde, blev hun forvandlet til en hvæsende, kradsende furie. Så, når han modløst trak sig, fulgte hun uvægerligt efter ham, hakkede på ham, drillede ham og gav ham ingen sindsro. Men hvis han forhåbningsfuldt forsøgte at gøre tilnærmelser på grund af hendes handlinger, påtog hun sig øjeblikkeligt rollen som en fornærmet jomfru og hilste ham med blottede tænder og kløer.

Hendes behandling af ham stod i stærk kontrast til hendes indstilling til Hoot, en stor sorthvid, plettet kat, hvis farve fik ham til at se ud som om han bar en fodboldhjelms næsebeskytter. Hoot var for doven til at bejle til Staldkat, og hun tolererede ham, eller rettere ignorerede ham fuldstændig. Han kunne skubbe hende væk fra sit udsete sovested, træde på hendes øre på vej til foderkasserollen eller endda tilegne sig velvalgte bidder fra hendes personlige måltid, og hun udviste ingen harme, men hvis Perseren forsøgte sig med nogen af disse ting var hun klar til at sønderrive ham. På den anden side var hendes foragt for Hoot åbenlys, og hun udsatte ham aldrig for det drilleri eller den vrede som hun tilstod Perseren.

Deres kærlighedsaffære var ikke voldsomt forskellig fra nogle menneskers, og ligesom alle andre fik den ende. Perseren var en slagsbror. Så meget af hans tid gik med at komme sig efter han var blevet såret, at han altid var mager, og at der altid var flere delvist helede ar på hans hoved og krop. Til sidst haltede han indenfor med friske sår og et brækket ben. Han lå der i lidt tid men nægtede at tage imod vores hjælp, og derefter forsvandt han. Jeg tror, at han fulgte sine instinkter, og slæbte sig et andet sted hen for at dø.

Staldkats karriere var kort. Kort tid efter hendes elskers død, dukkede hun en morgen op med halen næsten tygget af tæt på kroppen. Hun havde uden tvivl indre sår. Hun var den eneste fra besætningen, der gjorde nytte for føden som musejæger, og selvom hun normalt undgik de store grå rotter, tror jeg at de til slut var ansvarlige for hendes undergang. Og hvorom alting er så forsvandt også hun med sine sår og vendte ikke tilbage.

Den grå kat og hendes killinger er her endnu, med Hoot, der stadig sover i solen, for doven til at holde sig ordentligt ren. Han er den eneste kat, jeg nogensinde har set, som tillod sin pels at forblive beskidt. Efter en sandstorm er han et rædselsfuldt syn i dagevis. Måske fanger han mus om natten, men han udviser ingen entusiasme for andet end lediggang i dagtimerne.

En kat har ikke ni liv. Normalt er hans liv kort, voldsomt og tragisk. Han lider og får andre til at lide hvis muligheden byder sig. Han er primitiv, egoistisk i bestialsk grad. Han er kort sagt et væsen fyldt med forfærdelige og skrækkelige muligheder, en krystallisering af urselvkærligheden, en materialisering af afgrundens mørke og elendighed. Han er en grønøjet, stålstøbt, pelsklædt blok af mørke udhugget af materiale fra det helvedesdyb som ikke kender til lys, ej heller medfølelse eller drømme eller håb eller skønhed eller noget som helst andet end sult og at mætte denne sult. Men han har boet sammen med mennesket siden begyndelsen, og når det sidste menneske lægger sig ned og dør, vil en kat følge med i dets dødskamp, og sandsynligvis vil han mæske sig med menneskets stadigt koldere kød for at mætte sin afgrundsdybe sult.