"Den bestøvlede kat" og andre fabler og eventyr med katte af Æsop, Grimm og Perrault

Katten og fuglene

En kat hørte, at fuglene i et fuglehus var syge. Den klædte sig ud som læge, tog et sæt af de instrumenter, som lægerne bruger, og indfandt sig ved døren og spurgte, hvordan fuglene havde det? "Vi vil have det rigtig godt," svarede fuglene, uden at lade den komme ind, "når vi har set din ryg."

En skurk kan forstille sig, men han skuffer ikke den kloge.

 

Katten og hanen

En kat sprang løs på en hane og søgte en god undskyldning for at gøre sig til gode med den, da katte ikke plejer at æde haner og den vidste, at den ikke havde lov til det. Til sidst sagde den: "Du laver så megen forstyrrelse om natten ved at gale og holde folk vågne; derfor vil jeg gøre det af med dig." Men hanen forsvarede sig ved at sige, at den galede, for at folk kunne vågne og i god tid tage fat på dagens arbejde, og at de i virkeligheden ikke kunne undvære den. "Det er nok muligt," sagde katten, "men enten de nu kan det eller ikke, så vil jeg ikke undvære min middagsmad." Pg den bed hanen ihjel og åd den.

Mangel på god undskyldning har aldrig forhindret ond gerning.

 

Katten og musene

Der var engang et hus, der vrimlede med mus. Dette hørte en kat og sagde til sig selv: "Det er noget for mig," og af sted løb den og slog sig ned i huset og tog musene, den ene efter den anden, og åd dem. Til sidst kunne musene ikke holde det ud længere og besluttede at gemme sig i deres huller og blive der. "Det er ærgerligt," sagde katten til sig selv, "det eneste, der er at gøre, er at lokke dem frem ved list." Den tænkte sig lidt om; så klatrede den op ad væggen og lod sig hænge ned ved bagbenene fra en knage. Lidt efter stak en mus hovedet frem og så katten hænge der. "Hoho!" sagde den, "du er meget fiffig; men selv om du kunne skabe dig om til en pose mel, skal vi nok vogte os for at komme i nærheden af dig."

Er du klog, narres du ikke af de uskyldige miner hos dem, du en gang har fundet farlige.

 

Musenes rådslagning

Engang kom musene sammen for at drøfte de bedste midler mod kattens angreb. Efter at forskellige forslag var blevet behandlet, stod en mus med en vis anseelse op og sagde: "Jeg tror jeg har en plan, som vil gøre os trygge i fremtiden, hvis I godkender og iværksætter den. Den går ud på, at vi skal binde en bjælde om halsen på vores fjende, katten, som så ved sin ringen vil advare os imod den." Dette forslag blev modtaget med stærkt bifald, og man havde allerede bestemt at ved tage det, da en gammel mus stod op og sagde: "Jeg er enig med jer alle sammen om, at det foreliggende forslag er udmærket; men, må jeg spørge, hvem skal binde bjælden på katten?"

 

Venus og katten

En kat blev forelsket i en smuk ung mand og bad gudinden Venus forvandle hende til en kvinde. Venus opfyldte kattens ønsker og omskabte hende til en smuk ung kvinde, som den unge mand straks blev forelsket i og kort efter giftede sig med. En dag ville Venus se, om katten samtidig med skikkelsen også havde aflagt sine vaner; og hun slap en mus løs i det værelse, hvor ægteparret opholdt sig. Aldrig så snart havde den unge kone set musen, før hu glemte alt, sprang op og var efter den som en pil. Derover blev gudinden så ærgerlig, at hun igen forvandlede hende til en kat.

 

Ørnen, katten og vildsoen

En ørn byggede rede i toppen af et højt træ; en kat med sine killinger optog en fordybning midtvejs i stammen; og en vildso slog sig ned ved foden af træet. De kunne have leget i det bedste naboskab, dersom katten ikke havde været der med sit lumskeri. Men den klatrede op til ørnens rede og sagde: "Du og jeg svæver i den største fare. Den skrækkelige so, som altid roder ved foden af træet, har i sinde at grave det op, for at hun i ro og mag kan få fat i dine og mine små." Efter således at have gjort ørnen helt fortumlet af skræk, klatrede katten ned ad træet og sagde til soen: "Jeg må advare dig mod den rædsomme fugl, ørnen. Den venter kun på en lejlighed til, når du går ud med dine små grise, at flyve ned og tage en af dem til føde for sine unger." Det lykkedes den at gøre soen lige så forskrækket som ørnen. Så vendte katten tilbage til sit hul i stammen og kom aldrig frem om dagen, idet den lod, som om den var bange. Kun om natten krøb den ubemærket ud, for at skaffe føde til sine killinger. Imidlertid var ørnen bange for at forlade sin rede, og soen turde ikke gå fra sit hjem mellem rødderne af træet, så både de og deres kuld til sidst omkom af sult, og deres døde kroppe forsynede katte nog dens killinger med føde for lang tid.

 

Katten og Musen

En Kat havde en Gang gjort Bekendtskab med en Mus og fortalte dén saa meget om den store Kærlighed, den følte for den, at Musen til sidst gik ind paa at flytte sammen med Katten og føre fælles Husholdning.

„Nu maa vi samle sammen til Vinteren, saa vi ikke kommer til at sulte,“ sagde Katten, „og du maa være meget forsigtig, saa du ikke falder i en Fælde.“ De købte nu en Krukke Fedt, men kunde ikke blive enige om, hvor de skulde gemme den. Katten tænkte sig længe om og endelig sagde den:

„Vi kan ikke stille den noget sikrere Sted end i Kirken, dér er der ingen, som tør tage noget. Vi sætter den under Alteret og rører den ikke, før vi er haardt nødt til det.“ Krukken blev altsaa bragt i Sikkerhed der, men det varede ikke ret længe, før Katten fik Lyst til at smage paa Fedtet. En Dag sagde den til Musen:

„Det er sandt, lille Mus, jeg er bedt til Barnedaab hos min Kusine. Hun har født en Søn, der er hvid med brune Pletter, ham skal jeg staa Fadder til. Du kan nok sørge for Huset alene i Morgen."

„Gaa du kun i Guds Navn,“ sva­rede Musen, „og tænk paa mig, naar du spiser noget godt. Jeg kunde ogsaa nok have Lyst til at smage den søde, røde Vin.“

Det var imidlertid slet ikke sandt, at Katten skulde til Barnedaab, den havde ikke en Gang nogen Kusine. Den gik lige hen i Kirken til Fedtkrukken og slikkede den øverste fede Hinde af. Saa gik den sig en Tur paa Byens Tage, saa sig om og solede sig og slikkede sig om Munden, hver Gang den tænkte paa Fedtet. Først om Aftenen kom den hjem igen.

„Naa, er du der,“ sagde Musen, „du har nok moret dig godt."

„Aa ja," svarede Katten.

„Hvad kom Barnet til at hedde?« spurgte Musen.

„Hindenaf," sagde Katten.

„Hindenaf,“ raabte Musen, „det var dog et mærkeligt Navn. Bruger man det i jeres Familie?"

„Tag den med Ro," sagde Katten, „det er da lige saa godt som Brødkrummetyv, saadan som din Gudsøn hedder.«

Kort Tid efter blev Katten igen lækkersulten.

„Du maa gøre mig den Tjeneste igen i Dag at passe paa Huset,« sagde den til Musen, „jeg er atter bedt til daab, og da Barnet har en hvid Ring om Halsen, kan jeg ikke sige nej.“

Den skikkelige Mus gjorde ingen Indvendinger, og Katten listede sig igen ind i Kirken og spiste Halvdelen af Fedtet. „Der er dog ingenting, der smager saa godt, som det man selv spiser,“ tænkte den, velfornøjet med sit Dagværk. Da den kom hjem, spurgte Musen:

„Hvad kom saa dette Barn til at hedde?"

„Halvtforbi,“ svarede Katten.

„Halvtforbi? Det var dog løjerligt. Det Navn har jeg aldrig hørt," sagde Musen forundret, „jeg tør vædde, det staar ikke i Kalenderen."

Det varede ikke ret længe, før Kattens Tænder igen løb i Vand.

„Alle gode Gange tre," sagde den til Musen, „i Dag skal jeg igen til Barnedaab. Barnet er helt sort med hvide Poter, og ellers ikke et hvidt Haar paa hele Kroppen. Saadan noget sker højst hvertandet Aar. Du har vel ikke noget imod, at jeg gaar derhen?"

„Hindenaf, Halvtforbi, det er saadan nogle mærkelige Navne," svarede Musen, „de faar mig til at tænke paa saa mange Ting."

„Du sidder her­ hjemme i den graa Vadmelskjole og fanger Griller," sagde Katten, „det kommer der af aldrig at gaa ud om Dagen."

Mens Katten var borte, gjorde Musen Orden i hele Huset. Katten listede sig imidlertid hen og spiste Fedtet helt op. „Naar det hele er ædt, faar Sjælen Ro," sagde den til sig selv, og først ved Nattetid kom den hjem, tyk og mæt. Musen spurgte straks, hvad det tredie Barn var kommet til at hedde:

„Det Navn vil Du vel heller ikke kunne lide," sagde Katten, „det hedder Heltforbi."

„Heltforbi," raabte Musen, „det Navn har jeg endnu aldrig set paa Tryk. Heltforbi, hvad skal det sige?" Den rystede paa Hovedet, rullede sig sammen og lagde sig til at sove.

Nu blev Katten aldrig mere bedt til Barnedaab. Da det blev Vinter, og de ikke kunde finde mere Føde, tænkte Musen paa deres Vinterforraad og sagde til Katten:

„Kom, lad os gaa hen og hente det Fedt, vi har gemt, det skal smage godt."

„Ja, det tror jeg," sagde Katten, „det vil vist smage, som naar man ræk­ker Tungen ud af Vinduet."

De begav sig paa Vej, og da de kom til Kirken, stod Krukken der nok, men den var tom.

„Aa," peb Musen, „nu kan jeg forstaa det hele. Nu kommer det nok for Dagen, hvor god en Ven, du har været mig. Du har spist det altsammen, dengang du sagde du var til Barnedaab. Først Hin­den, saa det halve, saa . . .“

„Vil du holde Mund," sagde Katten, „hvis du siger et eneste Ord til, æder jeg dig."

„Det hele," havde den stakkels lille Mus allerede paa Tungen, men næppe havde den sagt det, før Katten sprang ind paa den, greb den og aad den.

Saadan er Verdens Gang.

 

Ræven og Katten

Da Katten en Gang gik sig en Tur i Skoven, mødte den Ræven. „Den er klog og har stor Indfly­delse her i Verden,“ tænkte den og hilste venligt paa den.

„God Morgen, Hr. Ræv ,“ sagde den, „hvordan gaar det. Kan I klare Jer i disse dyre Tider.“

Den hovmodige Ræv betragtede Katten fra Top til Taa og vidste først slet ikke, om den vilde svare. „Din sølle, skæggede Fyr,“ sagde den endelig, „din forsultne, brogede Nar, din Musejæger, hvad bilder du dig ind. Hvor tør du spørge, hvordan det gaar mig? Hvad har du lært? Hvad for Kunster kan du gøre?"

„Jeg kan kun en eneste,“ svarede Katten beskedent.

„Hvad er det for en?“ spurgte Ræven. „Naar Hundene er efter mig, kan jeg frelse mig ved at springe op i et Træ."

„Er det det hele," sagde Ræven, „jeg kan hundrede Kunster og har des­foruden en hel Pose fuld af List. Men jeg har ondt af dig. Kom med mig, saa skal jeg lære dig, hvordan man slipper fra Hundene.“

I samme Øjeblik kom en Jæger gaaende med fire Hunde. Katten sprang behændig op i et Træ og satte sig helt oppe i Toppen, fuldstændig skjult af Grene og Blade.

„Luk Posen op, Hr. Ræv, luk Posen op,“ raabte Katten, men Hundene havde allerede fat i Ræven og holdt fast i den.

„I havde nok ikke megen Gavn af Jeres hundrede Kunststykker!" raabte Katten, „hvis I havde kunnet klatre som jeg, havde I nok kunnet frelse Livet.

 

Fru Rævs Bryllup

Første Historie.

Der var en Gang en gammel Ræv med ni Haler. Han fik Mistanke om, at hans Kone var ham utro og vilde derfor sætte hende paa Prøve. Han lod nu, som han var død, og laa ganske stille uden at røre sig. Fru Ræv gik op paa sit Værelse og lukkede sig inde, mens Pigen, Jomfru Kat, gik nede i Køkkenet og lavede Mad. Da det rygtedes, at den gamle Ræv var død, meldte der sig snart Friere. En Dag hørte Pigen, at der var nogen, der bankede, og da hun gik ud og lukkede op, saa hun, at der stod en gammel Ræv.

„God Aften, lille Jomfru Kat, er hun vaagen eller sover hun, min Skat?“ spurgte den.

Og Katten svarede:

„God Dag, Hr. Ræv, jeg vaager, og dejlig Mad jeg koger. De gør mig vel den Ære, i Dag min Gæst at være?“

„Nej Tak, lille Jomfru,“ svarede Ræven, „men hvad bestiller Fruen?“

„Min stakkels, unge Frue, hun sidder i sin Stue. Af Graad er hendes Kind saa rød, fordi den gamle Ræv er død." svarede Pigen.

„Saa gaa op og sig til hende, at der er en ung Ræv, der vil fri til hende.“

„Saa gerne, Hr. Ræv.“

Og op gik Katten, trip, trap, trap, og slog med Døren, klip, klap, klap.

„Fru Ræv, er I derinde? Hvis atter I vil være Brud en Frier kan I finde!"

„Men hvordan ser han ud?"

„Har han ni Haler som den gamle Ræv?"

„Nej, sva­rede Pigen, „han har saamænd kun een eneste."

„Saa vil jeg ikke have ham."

Jomfru Kat gik ned og sagde til Frieren, at han skulde gaa sin Vej. Kort efter kom der en med to Haler, men den blev ogsaa afvist, og ligesaadan gik det flere andre, til der endelig kom en, som havde ni Haler ligesom den gamle Ræv. Da Enken hørte det, sagde hun glad til Katten:

„Skynd dig kun lidt, luk Døren op, herut med Rævens gamle Krop.“

Men netop da Bryllupsfesten skulde til at tage sin Be­gyndelse, kom der Liv i den gamle Ræv under Bæn­ken. Han sprang op, pryglede hele Selskabet igennem og jog straks sin Kone paa Porten.

Anden Historie.

Da den gamle Ræv var død, kom Ulven for at fri til Fru Ræv, bankede paa, og Katten, der tjente som Pige der i Huset, kom ud og lukkede op. Ulven hilste paa hende og sagde:

„God Aften, Fru Kat. De sidder her saa mutters ene. Hvad laver de der?"

Og Katten svarede:

„Jeg steger Fisk i det dejligste Smør, maaske til Gæst jeg byde Jer tør?"

„Nej, mange Tak," sagde Ulven, „er Fru Ræv ikke hjemme?"

„Min stakkels, lille Frue, hun sidder i sin Stue. Af Graad er hendes Kind saa rød, fordi den gamle Ræv er død," svarede Katten.

Ulven sagde saa:

„Hvis hun vil ha’ en anden Mand, til mig hun bare komme kan.“

Og Katten løb ad Trappen op, med lange Hop i strakt Galop. „Fru Ræv, der staar dernede en Frier, der saa gerne vil om Haand og Hjerte bede."

„Har han røde Bukser og en spids Snude?“ spurgte Ræven. „Nej,“ svarede Katten. „Ja, saa kan jeg ikke bruge ham.“

Der kom nu baade en Hund, en Hjort, en Bjørn, en Løve og alle Skovens andre Dyr og meldte sig som Friere, men Katten maatte vise dem alle bort, da ingen af dem kunde maale sig med den gamle Ræv. Til sidst kom en ung Ræv.

„Har han røde Bukser og en spids Snude?“ spurgte Fruen.

„Ja, han har,“ sagde Katten.

„Lad ham saa komme herop,“ sagde Fru Ræv og be­falede Pigen at gøre alt i Stand til Brylluppet:

„Fej Støvet bort, luk Vinduet op, smid ud den gamle, døde Krop. Han var dog tidt imod mig slem. De fede Mus, han bragte hjem, beholdt han hver og en for sig, og ej en Bid han undte mig.“

Derpaa blev Brylluppet fejret. De drak og dan­sede, og hvis de ikke er hørt op, danser de endnu.

 

De Bremer Stadsmusikanter

Der var engang en Mand, som havde et Æsel. Det havde i mange Aar baaret Sække til Møllen, men nu begyndte dets Kræfter at tage af, saa det blev mere og mere udueligt til sit Arbejde. Manden tænkte paa at skaffe sig af med det, men Æslet mærkede nok, fra hvad Kant Vinden blæste, og begav sig paa Vej til Byen, fordi den tænkte, at kunde den ikke blive andet, kunde den nok blive Spillemand der. Da den havde gaaet en lille Tid, traf den en Jagthund, som laa og gispede.

„Hvad er der i Vejen,“ spurgte Æslet.

„Jeg bliver svagere for hver Dag, der gaar,“ svarede Hunden, „det kommer jo med Alderen. Og nu vil min Herre slaa mig ihjel, fordi han ikke kan bruge mig paa Jagt. Saa løb jeg min Vej."

„Ved du hvad," sagde Æslet, „du skulde gaa med mig til Bremen og blive Spillemand. Jeg spiller paa Luth, og du slaar paa Tromme."

Hunden syntes godt om Forslaget, og de gik videre sammen. Kort efter kom de forbi en Kat, som laa paa Vejen og skar de ynkeligste Ansigter.

„Hvad er gaaet dig imod, dit gamle Flødeskæg!" sagde Æslet.

„Hvem kan være i godt Humør, naar alting gaar skævt for en,“ svarede Katten, „fordi jeg nu er bleven gammel og hellere vil ligge bag Ovnen og spinde end fange Mus, har min Frue i Sinde at drukne mig. Jeg løb min Vej, men nu er gode Raad rigtignok dyre.“

„Gaa med os til Bremen og bliv Spillemand!" sagde Æslet.

Katten var villig til det, og de begav sig alle tre paa Vej. Kort efter kom de tre Landstrygere forbi en Gaard, hvor der sad en Hane og galede af alle Livsens Kræfter.

„Du skriger jo, saa det gaar gennem Marv og Ben!" sagde Æslet, „hvad er der i Vejen."

„Nu har jeg spaaet godt Vejr til vor Frue Dag,“ sagde Hanen, „men alligevel skal der koges Suppe paa mig i Morgen, fordi det er Søndag, og der kommer Fremmede. I Aften skal Hovedet hug­ges af mig, og nu skriger jeg, saa længe jeg kan.“

„Kom her, Rødtop!" sagde Æslet, „gaa med os til Bre­men og bliv Spillemand. Du lader til at have en god Stemme, saa naar vi fire slaar os sammen, maa det da kunne blive til noget.

De kunde imidlertid ikke naa Bremen paa een Dag, og om Aftenen kom de til en Skov, hvor de besluttede at blive om Natten. Æslet og Hunden lagde sig under et stort Træ, Katten og Hanen sad oppe mellem Gre­nene, Hanen helt oppe i Toppen, fordi den troede, dér var sikrest. Før den satte sig til at sove, saa den sig om til alle Sider, og da den syntes, at den saa Lys skinne i det fjerne, kaldte den paa sine Kammerater og sagde, at der maatte vist være et Hus i Nærheden.

„Saa gaar vi derhen, for her er ikke rart!" sagde Æslet.

Hunden syntes ogsaa, at det kunde gøre godt at faa et Par Ben at gnave. De begav sig saa paa Vej. Lyset blev stadig større, og tilsidst stod de udenfor et klart  oplyst Røverhus. Æslet, der var den største, gik hen og kiggede ind ad Vinduet.

„Hvad kan du se,“ spurgte Hanen.

„Et dejligt dækket Bord,“ svarede Æslet, „og Røverne sidder og gør sig tilgode.“

„Det var noget for os,“ sagde Hanen.

„Ja, bare vi var derinde,“ sukkede Æslet.

Dyrene lagde nu Raad op om, hvordan de skulde faa Røverne jaget ud, og tilsidst fandt de ud af det. Æslet stillede sig med Forpoterne i Vinduet, Hunden sprang op paa dens Ryg, Katten klatrede op paa Hunden, og Hanen fløj op og satte sig paa Kattens Hovede. I samme Øjeblik begyndte de med deres Mu­sik, Æslet skreg, Hunden gøede, Katten mjavede og Hanen galede, og saa styrtede de allesammen ind gen­nem Vinduet, saa Glasskaarene klirrende fløj til alle Sider. Røverne fløj rædselsslagne op, og da de troede, det var et Spøgelse, flygtede de saa hurtigt de kunde ud i Skoven. De fire Kammerater satte sig saa til Bords og tog for sig af Retterne, som om de ikke havde faaet Mad i en hel Maaned.

Da de fire Spillemænd var trætte, slukkede de Lyset og gik til Ro. Æslet lagde sig paa Møddingen, Hunden bagved Døren, Katten i Kakkelovnskrogen og Hanen fløj op paa Hanebjælken. De var trætte af den lange Vej, og det varede ikke ret længe, før de faldt i Søvn. Ved Midnatstid, da Røverne saa, at Lyset var slukket og alting lod til at være roligt, sagde Anføre­ren:

„Vi skulde dog ikke have ladet os skræmme saa let,“ og han bød nu en af sine Mænd gaa hen og undersøge Huset. Manden gik ud i Køkkenet og vilde tænde Lys, og da han troede, at Kattens gloende Øjne var Gnister, stak han en Tændstik ind i dem for at faa lid. Men Katten forstod ikke Spøg; den sprang lige i Ansigtet paa ham og kradsede ham. Han blev ude af sig selv af Angst og vilde løbe ud af Døren, men Hunden bed ham i Benet, og da han kom forbi Møddingen, gav Æslet ham et ordentligt Spark. Hanen var imidlertid ogsaa vaagnet og gav sig til at gale af alle Kræfter. Men Røveren løb, saa stærkt han kunde, tilbage til Anføreren og sagde:

„Der sidder en forfærdelig Heks inde i Huset. Hun har kradset mig i Ansigtet, og udenfor Døren staar der en Mand, som stak mig i Benet med en Kniv. I Gaarden ligger der et stort Uhyre, som slog løs paa mig med en Trækølle, og oppe paa Taget sidder Dommeren og raaber: „Skaf mig fat paa den Tyveknægt.“ Saa løb jeg, saa hur­tigt jeg kunde. Røverne turde nu ikke vende tilbage til Huset, men Spillemændene syntes saa godt om at være der, at de blev der Resten af deres Liv. Og den, der sidst har fortalt det, hans Mund er varm endnu.

 

De tre Lykkebørn

Der var engang en Mand, som kaldte paa sine tre Sønner og gav den ældste en Hane, den anden en Le og den tredie en Kat.

„Jeg er nu gammel og vil gerne sørge for Jer, før jeg dør,“ sagde han. „Penge har jeg ikke, og det, jeg giver Jer, har tilsyneladende ringe Værdi, men det kommer blot an paa at bære sig for­nuftig ad. Find et Land, hvor saadanne Ting ikke kendes, saa er Jeres Lykke gjort."

Da Faren var død vandrede den ældste af Sted med sin Hane, men den var godt kendt, hvor han kom frem. I lang Afstand saa han den sidde paa Byens Taarne og dreje sig for Vinden, i Landsbyerne hørte han den gale, og ikke et eneste Menneske faldt paa at undre sig over hans Dyr, saa det saa rigtignok ikke ud, som om han skulde gøre sin Lykke dermed. Til sidst kom han dog ud paa en Ø, hvor Folkene aldrig nogensinde havde set en Hane og ikke engang kunde inddele Tiden. De vidste nok, naar det var Morgen og Aften, men naar de ikke sov om Natten, kunde de slet ikke hitte ud af Tiden.

„Sik­ken et dejligt Dyr,“ sagde han, „det har en rubinrød Krone paa Hovedet og Sporer som en Ridder. Om Natten kalder det tre Gange paa bestemte Tider, sidste Gang lidt før Solen staar op. Og naar det raaber om Dagen, kan I være vis paa, at Vejret forandrer sig.“

Folkene syntes godt om Hanen og sov ikke en hel Nat og morede sig kongeligt ved at høre Hanen for­tælle dem højt og tydeligt Kl. to og fire og seks, hvordan Tiden gik. De spurgte ham, om Dyret ikke var til Salgs, og hvad han forlangte for det.

„Saa meget Guld, som et Æsel kan bære,“ svarede han. „Det er jo en latterlig lille Pris for saadan et kostbart Dyr,“ raabte de allesammen og gav ham, hvad han ønskede.

Da han kom hjem med al den Rigdom, blev hans Brødre meget forundrede, og den næstældste sagde:

„Jeg vil ogsaa ud og se, om min Le kan meje lige saa meget af til mig.“

Det saa imidlertid ikke ud til det, for allevegne mødte han Bønder, som lige saa godt havde en Le paa Skulderen som han. Til sidst kom han til en Ø, hvor Folkene aldrig havde set en Le. Naar Kornet var modent, kørte de Kanoner ud paa Marken og skød det ned. Men det var jo slet ikke hensigts­mæssigt, nogle Skud gik i Luften, andre traf Axene i Stedet for Straaet, og saa gjorde det jo et forbistret Spektakel. Manden gav sig saa til at meje ganske stille saa rask, han kunde, og Folkene var lige ved at tabe Næse og Mund af Forundring. De vilde gerne give ham alt, hvad han ønskede, for Leen, og han fik en Hest belæsset med saa meget Guld, den kunde bære.

Den tredie Bror vilde nu ogsaa prøve sin Lykke med Katten. Det gik ham ligesom de andre, saa længe han blev inde paa Fastlandet, nyttede den ham ikke noget, for de havde Katte allevegne, og der var ovenikøbet saa mange, at Ungerne blev kastet i Vandet. Til sidst sejlede han over til en Ø, og det traf sig saa heldigt, at de slet ikke kendte Katte. Musene havde udbredt sig ganske uhindret og dansede rundt paa Bænke og Borde uden at bryde sig om, at Folkene var hjemme. Alle Mennesker var fortvivlede derover, og ikke engang Kongen i sit Slot kunde undgaa denne Plage. Musene peb i alle Kroge og gnavede alt, hvad de kunde faa fat i. Katten begyndte nu sin Jagt og havde snart ryddet to store Sale. Folkene bad Kongen købe dette mærkelige Dyr, og den tredie Bror forlangte og fik et Mulæsel belæsset med Guld og kom saaledes hjem med de allerstørste Skatte.

Katten gjorde sig rigtig til gode med Musene og dræbte saa mange, at de ikke var til at tælle. Tilsidst blev den forpustet og tørstig af Arbejdet og standsede, strakte Hals og raabte: „Mjav“. Dette løjerlige Skrig forskrækkede Kongen og hele Hoffet saadan, at de styr­tede ud af Slottet. Udenfor holdt de Raad om, hvad de skulde gøre, og blev tilsidst enige om at sende Bud til Katten for at spørge, om den vilde rømme Slottet, godvilligt, eller om de skulde bruge Magt.

„Vi vil hel­lere plages af Musene, det er vi jo dog vant til, end give vort Liv til Pris for saadan et Uhyre," sagde de.

En Page blev sendt op til Katten for at høre dens Svar; men den var bleven endnu mere tørstig og svarede blot: „Mjav, mjav.“ Pagen syntes den sagde: „Nej, nej,“ og gik ned og fortalte det til Kongen.

„Saa bru­ger vi Magt," sagde Raadsherrerne. Der blev saa kørt Kanoner op, og Slottet blev skudt i Brand. Da Ilden naaede den Sal, hvor Katten var, sprang den ud af Vinduet og slap helskindet fra det, men Folkene blev ved at skyde, lige til Slottet var skudt i Grus.

 

Den bestøvlede kat

En Møller døde, og alt, hvad han efterlod til sine tre Børn, var en Mølle, et Æsel og en Kat. Arven blev snart delt. Den ældste fik Møllen, den næstældste Æslet, og den yngste fik ikke andet end Katten.

Den yngste var meget ked af sin fattige Arvelod og beklagede sig derover. »Mine Brødre,« sagde han, »kan dog altid tjene sig til Livets Ophold, naar de slaar sig sammen, men naar jeg har spist min Kat og lavet mig et Par Bælgvanter af dens Skind, saa kan jeg godt lægge mig hen og dø af Sult.«

Katten hørte paa denne Tale uden at lade sig anfægte deraf og sagde med en rolig og værdig Mine: »Du skal ikke være saa ked af det, min kære Herre; giv mig blot en Sæk og et Par Støvler til at gaa med i Krattet, og du skal faa at se, at du ikke er saa daarligt hjulpet, som du tror.«

Kattens Herre gjorde sig ikke store Tanker om, hvad der skulde komme ud af dette. Men han havde dog ofte lagt Mærke til den Snedighed, Katten udviste, naar den skulde fange Rotter og Mus. Den hængte sig saaledes op i Bagbenene eller strakte sig ud i Melet og lod, som om den var død. Han fik virkelig en Smule Haab om at blive hjulpet i sin Elendighed.

Da Katten havde faaet Støvlerne paa, tog den Sækken paa Nakken og holdt Snorene fast med Forpoterne. Den gik derpaa ud i et Indelukke, hvor der fandtes en Mængde Kaniner.

Her fyldte den Sækken med skøre og saftige Blade og lagde sig derpaa ned som død, medens den afventede det Øjeblik, da en eller anden ung Kanin, som endnu ikke kendte noget til Verdens Ondskab, skulde gaa ind i Sækken for at gøre sig til gode med dens Indhold.

Næppe havde Katten lagt sig, før den til sin store Tilfredshed saa en ung ubesindig Kanin hoppe ind i Sækken. Hurtig trak den Snorene sammen, greb Kaninen og dræbte den uden Barmhjertighed, og meget stolt over sit Bytte gik den lige op til Kongen og forlangte at faa ham i Tale. Den blev ført ind i Kongens Modtagelsesværelse, og her bøjede den sig for Kongen og sagde: »Deres Majestæt! Min Herre, Markien af Carabas (det var et Navn, som den paa Lykke og Fromme gav sin Herre) har sendt mig for at bede Dem modtage denne Kanin!« »Sig til din Herre,« svarede Kongen, »at jeg takker ham, og at det er mig en Glæde at modtage den!«

En anden Gang, da Katten havde gemt sig, kom to Agerhøns ind i dens Sæk. Ogsaa disse blev dræbt, og Katten bragte dem straks op til Kongen, som tog imod dem med stor Venlighed og lod Katten faa Drikkepenge.

I flere Maaneder blev Katten saaledes ved at bringe Vildt til Kongen fra sin Herre.

En Dag fik den at vide, at Kongen havde i Sinde at køre en Tur langs Floden sammen med sin Datter, som var den skønneste Prinsesse af Verden. Den løb straks hen til sin Herre o sagde til ham: »Hvis du vil følge mit Raad, saa er din Lykke gjort; du behøver blot at bade dig i Floden paa det Sted, som jeg viser dig, saa skal jeg nok besørge Resten.«

Markien af Carabas gjorde, som Katten havde raadet ham, uden at vide, hvad det skulde være godt for, men medens han badede, kom Kongen forbi, og Katten gav sig til at raabe af alle Kræfter: »Til Hjælp! til Hjælp! Markien af Carabas drukner!« Kongen stak Hovedet ud ad Vinduet, og da han genkendte Katten, som saa ofte havde bragt ham Vildt, gav han sine Folk Befaling til hurtigst muligt at komme Markien af Carabas til Hjælp.

Medens man nu hjalp den stakkels Marki op af Vandet, nærmede Katten sig Kongens Vogn og fortalte, at alt dens Herres Tøj, som var gemt under en stor Sten, var blevet stjaalet af nogle Tyveknægte, medens dens Herre badede, og Kongen befalede straks sine Tjenere, at de skulde gaa op i hans Klædekammer og hente en af hans allersmukkeste Dragter til Hr. Markien af Carabas. Siden talte Kongen meget venligt med Markien, og da de smukke Klæder, denne havde faaet paa, fremhævede hans velskabte Person, behagede han i høj Grad Kongens Datter, og han behøvede kun at sende hende nogle meget beundrende Øjekast, for at hun skulde blive ganske forelsket i ham.

Kongen vilde have, at Markien skulde sætte sig op i Vognen og gøre Køreturen med. Katten var henrykt over, at dens Planer begyndte at lykkes. Den løb i Forvejen, og da den kom til en Eng, hvor nogle Folk gik og slog Græs, sagde den til dem: »Hør, I Godtfolk, som gaar her og slaar Græs! Hvis I ikke siger til Kongen, at denne Eng tilhører Markien af Carabas, skal I blive hugget i Stumper og Stykker, saa smaa som til Kødfars.«

Kongen undlod ikke at spørge Folkene, hvis Eng de slog. »Den tilhører Markien af Carabas!« sagde de alle, thi de var blevet bange for Kattens Trusel.

»Der har De et smukt Stykke Jord,« sagde Kongen til Markien. »Ja, Deres Majestæt,« svarede Markien, »det er en Eng som hvert Aar giver en Mængde Græs.«

Katten løb hele Tiden i Forvejen, og da den kom til nogle Folk, der høstede, sagde den til dem: »Hør, I Godtfolk, som gaar her og høster! Dersom I ikke siger til Kongen, at alle disse store Kornmarker tilhører Markien af Carabas, skal I alle blive huggede i saa smaa Stumper og Stykker som Kødfars.« Et Øjeblik efter kom Kongen forbi, og han vilde straks have at vide, hvem alle de Kornmarker tilhørte. »De tilhører Markien af Carabas,« svarede Høstkarlene, og Kongen glædede sig lige saa meget over at høre det, som Markien selv.

Katten løb stadig i Forvejen og sagde det samme til alle dem, den mødte, og Kongen var ganske forbavset over alt det, Markien af Carabas ejede.

Endelig kom Katten til et smukt Slot, hvis Ejer var en Menneskeæder og Troldmand; han var uhyre rig, thi alle de Jorder, Kongen var kommet forbi, tilhørte ham. Katten forhørte sig først om, hvad denne Menneskeæder kunde gøre, og lod sig derpaa melde hos ham med de Ord, at den nødig vilde komme saa nær forbi hans Slot uden at have den Ære at hilse paa ham.

Menneskeæderen modtog den saa høfligt, som en Menneskeæder nu engang kan gøre det, og bad den sætte sig ned. »Man har fortalt mig,« sagde Katten, »at De har den Evne at kunne skabe Dem om til alle mulige Dyr, at De f. Eks. kan skabe Dem om til en Løve eller en Elefant.« »Det er, hvad jeg kan,« svarede Menneskeæderen groft, »og jeg skal straks vise det ved at gøre mig til en Løve.« Katten blev saa forfærdet ved pludselig at se en Løve for sig, at den styrtede op i Tagrenden, ikke uden meget Besvær og Fare for sit Liv, thi Støvlerne egnede sig kun daarligt til at spadsere langs med Tagskægget.

Da Katten lidt efter saa, at Menneskeæderen havde taget sin egen Skikkelse paa igen, steg den ned fra Taget og tilstod, at den var blevet meget bange. »Man har fortalt mig, men det kan jeg nu ikke tro, at De ogsaa kan omskabe Dem til et ganske lille Dyr, som f. Eks. en Rotte eller en Mus, men det maa da være ganske umuligt.« »Umuligt,« raabte Menneskeæderen, »nu skal De faa at se,« og dermed skabte han sig om til en Mus, der gav sig til at løbe hen over Gulvet.

Ikke saa snart fik Katten Øje paa den, før den kastede sig over den og aad den.

Imidlertid kom Kongen kørende, og da han saa Menneskeæderens smukke Slot, forlangte han at komme derind. Da Katten hørte Lyden af Vognen, som netop kørte over Vindebroen, løb den ned for at tage mod Kongen og sagde: »Maa jeg byde Deres Majestæt Velkommen i Markien af Carabas’ Slot.« »Hvad, min kære Marki,« udbrød Kongen, »tilhører ogsaa dette Slot Dem! Man kan jo næppe tænke sig noget smukkere end denne Slotsgaard og dens Omgivelser!«

Markien rakte den unge Prinsesse Haanden og fulgte efter Kongen, og de traadte ind i en stor Sal, hvor der var anrettet et prægtigt Festmaaltid, som Menneskeæderen havde tiltænkt sine Venner; de skulde netop komme den Dag, men vovede nu ikke at træde ind, da de hørte, at Kongen var til Stede.

Kongen var henrykt over Markien af Carabas’ mange udmærkede Egenskaber, og hans Datter ikke mindre, og da han nu saa, hvor rig Markien var, sagde han til ham efter at have drukket en fem, seks Glas: »Det kommer an paa Dem, Hr. Marki, om De vil være min Svigersøn!« Markien bøjede sig dybt for Kongen og modtog den Ære, som han tiltænkte ham. Samme Dag ægtede han Prinsessen. Katten blev fornem Herre og løb fra nu af kun efter Mus, naar det morede den.