Folkeeventyrene "Herreper" og "Per Snalter og den hvide kat"

Per Snalter og den hvide kat

I et land langt langt borte herfra levede for mange mange år siden en mægtig konge, der havde tre sønner, som han holdt overmåde meget af. De to ældste var også et par smukke karle, men den tredje, Per, var der ikke stor stads ved, han skulde da også gjærne være nar for de andre, og aldrig kaldte de ham andet end Per Snalter. Kongen holdt imidlertid lige meget af dem alle tre, og da han nu blev gammel, vidste han aldrig levende råd for, hvordan han skulde undgå at gjøre de to uret, når han udnævnte én af dem til sin eftermand.

På den tid var det skik, at der var spændt en jærnkjæde rundt om slottet, for at folk ikke uforvarende skulde løbe ind i slotsgården; men den kjæde, som var trukken om kongeslottet, var i tidens løb bleven så skamferet af rust og slid, at kongen tænkte på at an­ skaffe sig en ny. Nu var kongen en mand, der forstod at stile sine ting på den bedste måde, og så tænkte han, at han skulde slå to fluer i et smæk, nemlig både få afgjort, hvem af hans sønner der skulde være konge efter ham, og tillige få sig en ny lænke til slottet. Altså sagde han til prinserne: „Nu skal I alle tre rejse ud for at få fat i en ny lænke til slottet, men i dag om et år må I være her igjen, og den, der da bringer den længste kjæde med tilbage, han skal være konge efter mig!“

De to drog straks af sted. Den ene gav sig til at arbejde hos den dygtigste klejngmed, han kunde opspørge, den anden mente at være snildere, idet han gav sig i arbejde hos en kobbersmed; han mente, at kobber var lettere at arbejde i end jærn.

Per Snalter vilde i førstningen slet ikke af sted, da han mente, at det var en selvfølge, at brødrene, der var langt dygtigere end han, vilde stikke ham ud, men kongen sagde, at han skulde af sted, og så slentrede Per da af. Han var ikke så durkdreven som brødrene og kunde slet ikke hitte på noget, han skulde tage sig til, hvorfor han blev ved at gå lige efter næsen, til han kom ind i en stor skov, hvor han da endelig gik vild. Det blev aften for ham og nat med, men han blev al­ligevel ved at vandre om mellem træerne. Langt om længe så han et lys langt borte, og det gik han efter og kom da til et lille hus, hvor han bankede på. En stemme inden for råbte: „Kom ind!“ og han trådte da ind. Men det kan jo nok være, at han blev ikke lidt forundret, da han ikke så et eneste levende væsen derinde andre end en stor hvid kat, der sad på halen i en stol. Han kunde jo vel forstå, at det var katten, der havde råbt: kom ind! og derfor spurgte han den, om han kunde få nattely der. Jo, det kunde han da så meget godt, sagde katten, „men jeg kan tænke, at du er sulten, siden du kommer så sent?“ Ja, det var da heller ikke så helt fri, svarede Per Snalter. Katten viste ham, hvor han kunde tage fødevarer, og Per for­ synede sig godt. Da han havde spist, pegede katten på en opredt seng og sagde, at der kunde han sove. Det var jo alt sammen meget godt.

Næste morgen vilde katten vide, hvem han var, og hvad han rejste efter. Det fortalte Per da alt sam­men, men han føjede til, at han kunde ikke få fat i den lange lænke, da han ikke vidste, hvor han skulde søge den. „Vil du da give dig i tjeneste hos mig?" spurgte katten, „du skal ikke bestille andet end vaske og kæmme mig tre gange hver dag, men du får heller ingen løn, kosten bliver, som du fik den i aftes?“ — „Det var ikke så ilde det,“ sagde Per, „så går da den tid.“ Per blev hos den hvide kat, vaskede og redte den tre gange om dagen og sprang for resten om i skoven. Da året var omme, sagde katten: „Nu skal du gå hjem, Per kongesøn; for nu kommer begge dine brødre hjem!“ Nej, det havde Per da ingen lyst til, da han ingen lænke havde fået fat i. „Du skal nu alligevel gå hjem, Per kongesøn!“ sagde katten, og jeg skal vel love dig, at du skal få en kjæde, som skal måle sig med dine brødres. Tag det skrin, der står ude på gangen, og gå du så trøstig hjem; når så de andre har fremvist deres kjæder, skal du åbne skrinet, og der vil du da finde en kjæde, som er både bedre og længere end dine brødres!" Per sagde farvel og tak, tog skrinet og gik.

Da han kom hjem, var hans brødre allerede komne, og kongen bød nu den ældste at komme frem med sin kjæde. Han åbnede da en stor kasse, og heraf frem­ tog han en svær jærnlænke, som han straks prøvede omkring slottet. Jo, den holdt sit mål, så der var intet at klage på. Nu kom den næstældste med sin. Det var en kobberlænke, og den var så lang, at den nåede halv anden gang om slottet. „Så du, Per!“ sagde kongen, „du har da også en kjæde?“ Per vidste det ikke, og de andre begyndte at trække på smilebåndet, men så åbnede han sit skrin, og til alles forundring tog han en svær kjæde frem, og den var af det fineste guld. Da den blev prøvet, nåede den to gange om slottet, og alle måtte nu finde med kongen, at Per havde vundet, al den stund hans kjæde ikke alene var den længste, men tillige et kosteligt klenodie.

Dog var de to ældste ikke tilfredse med denne afgjørelse, de havde hver været så sikker på at vinde prisen, og så syntes de, at Per Snalter ikke var en karl, der kunde styre et rige. Til sidst fik de da ud­virket hos kongen, at de skulde rejse ud nok en gang, og denne gang skulde de samle penge, og den der så, når året var omme, havde de fleste, han skulde have riget. Det gik kongen også ind på, og brødrene drog af sted, først de to, siden Per Snalter.

De to ældste var aldeles sikre på at vinde denne gang, for Per kunde aldrig holde fast på sine lomme­penge, de plejede at gå for ham lige så snart, han havde fået dem. Den ældste gav sig til at være kjøbmand og tog hundrede procent af alle sine varer, så man skulde tro, det matte kunne blive til noget. Den anden gav sig til at være ågerkarl og udpinte folk i en syndig tid. Per Snalter vidste ikke, hvad han skulde begynde på; det gik han og grundede over, til han atter var kom­men til det lille hus i skoven, hvor den hvide kat bo­ede. Han blev der om natten, og næste dag fæstede han sig på samme betingelser som forrige gang; han skulde vaske og kæmme katten tre gange hver dag for husly og kost, men ellers måtte han springe om i skoven så meget han vilde. Tiden gik rask for Per kongesøn; ti han syntes godt om skoven, og før han ret vidste af det, var året omme. „Nu skal du gå hjem til dine forældre, ti nu er dine brødre komne hjem!“ sagde katten til ham. Men det havde Per ingen lyst til, da han ingen penge havde. „Tag det skrin, der står ude i gangen!“ sagde katten, „der vil du finde penge nok.“ Per gjorde, som katten bød, sagde farvel og tak og vandrede så hjem ad.

Da Per kom, var brødrene der allerede, og kongen bød dem nu fremlægge deres penge.

Den ældste havde været så fiffig kun at samle på kobberpenge, da han så mente, at han skulde få flest både i tal og vægt. Og han havde da også så mange, at han næsten kunde belægge det halve af salens gulv med penge.

Nu kom den anden og bredte sine penge ud fra den anden ende af salen. Det var sølvpenge, og han havde så mange, at han bedækkede resten af gulvet.

„Nå, Per Snalter, kan du gjøre det bedre!" råbte de til ham. Nej, det troede Per rigtig nok ikke, han kunde, og han med sølvpengene ønskede sig allerede til lykke med, at han nok skulde sejre denne gang.

Per havde imidlertid fået fat i sit skrin, som han åbnede, og det kan jo nok være, at alle gjorde store øjne, da de så, at den var fyldt til randen med lutter guldpenge. Per lagde sine penge oven på brødrenes, og da han var færdig, var der ingen, der kunde se så meget som en kant af en kobber- eller sølvskilling, hele salens gulv funklede af Per Snalters guld.

„Også denne gang har Per sejret,“ sagde kongen, „og nu er det bedst, at vi siger, at han skal have krone og scepter, og med det land og rige efter min død!"

Det vilde brødrene meget nødig gå ind på, og de sagde, at Per ikke duede til at være konge, og så hit­tede de på at sige, at kongen skulde en gang prøve at lade dem rejse ud efter en kone. Den af dem, der så, når året var omme, kom hjem med den smukkeste kone, han skulde have riget. Kongen vilde vel ikke gjærne gå ind på det i førstningen, da han syntes, han gjorde sin yngste søn uret, men da Per ikke havde noget imod det, blev det således.

Denne gang var det nu afgjort, mente brødrene, at Per tabte spillet; ti hvilken prinsesse i hele verden kunde få lyst til Per Snalter? Således tænkte de nu, og så rejste de vidt omkring for at se på alle kongedøtre både nær og fjærn.

Per slentrede da også af sted, men hvor skulde han gå hen? Ja, det var knuden! og det gik han og grund­ ede på, til han stod udenfor det lille hus i skoven igjen. Han bankede på og gik ind, da katten havde tilladt det, og da han havde spist og sovet hos den, måtte han atter fortælle, hvad han denne gang var dragen ud efter. Da katten hørte, at det gjaldt intet mindre end en prinsesse til kone, sagde den, at så måtte han helst blive, hvor han var. Det kunde Per nu slet ikke for­ stå, da han aldrig havde set noget menneske i hytten, end sige en af de skjønneste prinsesser i verden; men da katten hidindtil havde hjulpet ham godt, gjorde han, som den sagde, og fæstede sig på de samme be­tingelser som før.

Den ene dag gik som den anden, og han havde det godt. Når han havde vasket og kæmmet katten, kunde han gå om i skoven, så meget han vilde, og det var ikke fri, at han blev noget overrasket, da katten en skjønne dag sagde til ham, at året nu var omme, og at han nu skulde hjem, da hans brødre alt var komne, hver med sin brud. Per mente, at det hastede ikke med ham, da han jo ikke havde fået fat i nogen prins­esse. „Nu har du tjent mig tro i tre år,“ sagde den hvide kat, „og derfor vil jeg også hjælpe dig denne gang; men du må da gjøre, som jeg beder dig!’" Ja, det skulde Per da nok.

„Tag så din kniv og skjær mit hoved af, og når du har gjort det, må du krænge skindet af mig!“ be­falede katten.

Nej, det vilde Per da ikke; for katten havde altid været god ved ham, og derfor vilde han ikke gjøre den fortræd. „Du må nu alligevel gjøre det, hvis du ønsker, at det skal gå dig godt.“

Så måtte Per jo til det. Men da han havde hugget hovedet af og begyndte at vende skindet, stod der pludselig den skjønneste prinsesse for ham med guld­krone på det dejlige hår. Hun sagde, at der havde hvilet en ond trolddom over hende, så hun måtte leve ene i skikkelse af en kat, indtil der kom en kongesøn, der vilde tjene hende i tre år uden at fordre nogen løn derfor, „og“ lagde hun til, „det har du nu gjort, derfor er jeg løst fra trolddommen og kan følge med dig hjem.“

Det kan jo nok være, at Per blev glad, da han så den yndige prinsesse, men mere glad blev han dog, da han hørte, hun vilde være hans kone; ti så var han sikker på at få riget, for så smuk en kongedatter havde han dog aldrig set.

„Lad os nu komme ind i guldkareten, som står for­spændt udenfor, så skal jeg fortælle dig mere, mens vi kjører," sagde prinsessen. Og så steg de ind i ka­reten, som ganske rigtig stod og ventede på dem, og Per kjørte og slog smæld med pisken; for han var nu så glad, som han aldrig havde været. „Min Fader var en gang en mægtig konge," fortalte prinsessen, „og han levede lykkelig sammen mad min moder, men så blev hun syg og døde, og min fader giftede sig igjen med en dronning, som var enke og havde en datter. Men denne min ny moder var en ond heks, og da hun så, at jeg var smukkere end hendes egen datter, var hun bange for, at hendes datter skulde komme til at stå til side for mig, og så forvandlede hun mig til en hvid kat, der måtte bo ene i en stor skov, til en konge­søn kom og tjente mig. Nu skulde man ikke tro, at nogen prins kunde finde på det, men det har du nu gjort, og derfor holder jeg dobbelt af dig!“ Per så på sin brud, og da hun smilede til ham, holdt han stille midt i skoven for at give hende et kys.

Nå, de kom jo snart til kongeslottet. På trappen stod den gamle konge og de to ældste sønner, hver med sin brud. De kunde jo aldrig forstå, hvem det var, der kom så flot kjørende i gårde, men da vognen rullede op for trappen, kjendte de jo nok Per. Han sprang ned og hjalp sin brud ud, og det så de alle, så snart de havde kastet blikket på hende, at hun ube­tinget var den smukkeste; vel var de to andre prins­esser dejlige piger, men ved siden af Per Snalters brud var de dog ikke noget.

Nu var det da afgjort, at Per skulde have riget, og han fik det også kort efter, for den gamle døde, og nu viste det sig, at han slet ikke var så dårlig, som han havde haft ord for; ti han regerede til sit folks fulde tilfredshed, hvorfor han blev meget afholdt, men brød­rene rejste til fremmede lande, og der blev de nok, for man har hverken hørt eller set noget til dem siden.

 

Herreper

Der var en Gang et Par fattige Folk; de havde ingen Ting uden tre Sønner. Hvad de lo ældste hed, ved jeg ikke, men den yngste hed Per.

Da Forældrene var døde, skulde Børnene arve dem, men der var ikke andet at faa end en Gryde, en Pande og en Kat. Den ældste, som skulde have det bed­ste, tog Gryden: „Naar jeg laaner Gryden ud, faar jeg altid Lov til at skrabe den bagefter," sagde han. Den anden tog Panden. „For naar jeg laaner Pan­den ud, faar jeg altid Lov til at smage paa Bagnin­gen," sagde han. Men den yngste havde ikke noget at vælge imellem; vilde han have noget, saa maatte det være Katten. „Om jeg laaner Katten ud, saa faar jeg ikke noget for hende," sagde han; „faar Katten en Slat Mælk, saa vil hun selv have den. Men jeg vil tage hende med mig alligevel; det er Synd, hun skal gaa her og lide Nød."

Saa drog Brødrene lid i Verden for at prøve deres Lykke, og hver gik sin Vej.

Men da den yngste havde gaaet en Stund, sagde Katten: „Du skal nok faa din Løn, fordi du ikke vilde have, jeg skulde blive alene tilbage i det gamle Hus og gaa og lide Nød. Nu vil jeg gaa ind i Skoven og faa fat paa nogle smukke Dyr; saa skal du gaa op til Kongsgaarden, som du ser derhenne, og saa skal du sige til Kongen, at du kommer med en liden Gave til ham. Naar han da spørger, hvem den er fra, skal du sige, den er fra ham, Herreper.“

Ja, Per havde ikke ventet længe, saa kom Katten med et Rensdyr inde fra Skoven; hun var fløjet op i Hovedet paa Rensdyret, og da hun havde sat sig mellem Hornene paa det, sagde hun: „Gaar du ikke lige op til Kongsgaarden, saa krad­ser jeg Øjnene ud paa dig." Rensdyret turde da ikke andet.

Da nu Per kom til Kongsgaarden, gik han ind i Køkkenet med Rensdyret og sagde: „Jeg kommer her med en liden Gave til Kongen, om han ikke vil forsmaa den."

Kongen kom ud i Køkkenet, og da han saa det store, smukke Rensdyr, blev han saa overmaade glad. „Men min kære Ven! hvem er det dog, der sender mig saa kostbar en Gave?" sagde Kongen.

„Aa, den kommer fra ham, Herreper," sagde Gutten.

„Ham, Herreper?" sagde Kongen; „hvor er det nu, han bor?" — for han syntes, det var en Skam, at han ikke skulde kende saadan en brav Mand.

Men det vilde Gutten slet ikke sige ham; han turde det ikke for sin Husbond, sagde han. Saa gav Kongen Per mange Drik­kepenge og bad ham hilse saa flittig hjemme og sige mange Tak for Foræringen.

Den næste Dag gik Katten igen ind i Skoven og fløj op i

Hovedet paa en Hjort, satte sig mellem Øjnene paa den og truede den til at gaa til Kongsgaarden. Der gik saa Per paany ind i Køkkenet og sagde, at han kom med en lille Gave til Kongen, om han ikke vilde forsmaa den. Kongen blev endnu gladere for Hjorten, end han var bleven for Rensdyret, og saa spurgte han igen, hvem det var, der kunde sende ham saa kostbar en Gave. „Det er fra ham, Herreper,“ sagde Gutten; men da Kongen vilde vide, hvor Herreper boede, fik han samme Svar som Dagen i Forvejen, og denne Gang fik Per endnu flere Drikkepenge.

Den tredie Dag kom Katten med et Elsdyr. Da saa Per kom ind i Køkkenet i Kongsgaarden, sagde han, at han havde endnu en liden Gave til Kongen, om han ikke vilde forsmaa den. Kongen kom straks ud i Køkkenet, og da han saa det store, prægtige Elsdyr, blev han saa glad, at han ikke vidste, hvad Ben han skulde staa paa, og den Dag gav han Per endnu mange, mange flere Drikkepenge: det var vist Hundrede Daler. Han vilde endelig vide, hvor han, Herreper, boede, og frit­tede og spurgte baade om det ene og det andet; men Gutten sagde, at han slet ikke turde sige ham det for sin Husbond, for han havde forbudt ham det, og det baade haardt og strengt.

„Saa bed Herreper, al han kommer og besøger mig," sagde Kongen.

Ja, det skulde Gutten gøre, sagde han.

Men da han kom ud af Kongsgaarden igen og traf Katten, sagde han: „Jo, du har bragt mig i en god Klemme, du; nu vil Kongen have, jeg skal besøge ham, og jeg har jo ikke andet end de Pjalter, jeg staar og gaar i."

„Aa, vær ikke ræd for det," sagde Katten; „om tre Dage skal du faa Heste og Vogn, og saa prægtige Klæder, at Guldet skal dryppe af dig; saa kan du nok besøge Kongen. Men om alt, hvad du ser hos Kongen, skal du sige, at du har det meget prægtigere og finere hjemme; det maa du ikke glemme."

Nej, det skulde Per nok komme i Hu, mente han.

Da nu de tre Dage var omme, saa kom Katten med Vogn og Heste og Klæder og alt, hvad Per behøvede; altsammen var det saa prægtigt, at ingen før havde set Magen til det. Saa rejste han, og Katten sprang med. Kongen tog baade godt og vel imod ham; men hvad Kongen saa bød ham, og hvad han viste ham, saa sagde Per, at det kunde være godt nok, men han havde det endnu finere og prægtigere hjemme. Det kunde Kongen ikke rigtig lide, men Per blev ved sit, og tilsidst blev Kongen saa vred, at han ikke kunde styre sig længer. „Nu vil jeg følge med dig hjem," sagde Kongen, „og se om det er sandt, at du har det saa meget bedre og prægtigere. Men lyver du, saa Gud naade dig — jeg siger ikke mere, jeg!"

„Ja, du har bragt mig i en god Klemme," sagde Per til Katten; „nu vil Kongen følge med mig hjem; men mit Hjem er nok ikke saa let at finde!"

„Aa, bryd dig ikke om det," sagde Katten; „rejs du bare bagefter, dér hvor jeg springer foran."

Saa rejste de; først Per, der kørte bag efter, hvor Katten løb foran, og saa Kongen med alle sine.

Da de nu havde kørt et godt Stykke, kom de til en stor, tæt Flok af smukke Faar; de havde Uld, saa lang at den næ­sten naaede til Jorden.

„Vil du sige, at denne Flok Faar er Herrepers, naar Kongen spørger dig, saa skal du faa denne Sølvske," sagde Katten til Faarehyrden. Sølvskeen havde hun taget med fra Kongsgaarden.

Ja, det vilde han gærne gøre.

Da saa Kongen kom, sagde han til Vogterdrengen. „Nu har jeg aldrig set saa stor og vakker en Flok Faar! Hvem ejer den, min lille Gut?"

„Det er hans, Herrepers," sagde Gutten.

Lidt efter kom de til en stor, stor Flok vakre brogede Køer; de var saa fede, at det glinsede af dem.

„Vil du sige, at den Hjord er Herrepers, naar Kongen spør­ger dig, saa skal du faa denne Sølvøse," sagde Katten til Vogterpigen — Sølvøsen havde hun ogsaa taget med sig fra Kongsgaarden.

„Ja, det skal jeg gærne," sagde Vogterpigen.

Da saa Kongen kom, blev han ganske forundret over den store, prægtige Hjord, for saa vakker en Hjord syntes han aldrig, han havde set før, og saa spurgte han Pigen, der gik og vogtede Kreaturerne, hvem der ejede alt det brogede Kvæg?

„Aa, det er ham, Herreper," sagde Pigen.

Saa rejste de lidt igen, og saa kom de til en stor, stor Flok Heste; det var de vakreste Heste, En kunde se, store og fede, og seks af hver Slags Lød, baade røde og lyshaarede og mørke.

„Vil du sige, at den Flok Heste er Herrepers, naar Kongen spørger dig, saa skal du faa dette Sølvbæger," sagde Katten til Vogteren — Bægeret havde hun ogsaa taget med fra Kongsgaarden.

Ja, det vilde han nok, sagde Gutten.

Da saa Kongen kom, blev han helt ude af sig selv af For­bavselse over den store prægtige Flok Heste, for saadanne Heste havde han aldrig set Mage til, sagde han. Han spurgte da Vogterdrengen, hvem de røde og lyshaarede og mørke Heste hørte til.

„Det er ham, Herrepers," sagde Gutten.

Da de saa havde rejst et langt Stykke endnu, kom de til et Slot; først var der en Port af Messing, saa en af Sølv og saa en af Guld; selve Slottet var af Sølv, og saa blankt, at det skar i Øjnene, for Solen skinnede paa det, i det samme de kom. Der gik de ind, og dér, sagde Katten, skulde Per sige, at han boede.

Inden i var Slottet endnu prægtigere end udenpaa: al Ting var af Guld, baade Stole og Borde og Bænke. Da Kongen nu havde gaaet omkring og set paa det altsammen, baade oppe og nede, saa blev han ganske skamfuld. „Jo, han Herreper har det kostbarere end jeg; det kan ikke nytte at nægte det," sagde han, og saa vilde han til at rejse hjem igen. Men Per bad ham blive og spise til Aften med sig, og det gjorde da Kongen; men sur og gnaven var han hele Tiden.

Mens de sad til Bords, kom Trolden, der ejede Slottet, og bankede paa Porten.

„Hvem er det, som æder min Mad og drikker min Mjød som Svin herinde?" raabte Trolden.

Straks da Katten hørte ham, løb hun ud til Porten.

„Bi lidt, saa skal jeg fortælle dig, hvordan Bonden bærer sig ad med Vinterrugen," sagde Katten. „Først saa pløjer Bon­den sin Ager," sagde hun, „saa gøder han, og saa pløjer han den igen."

I det samme saa randt Solen.

„Se dig om, saa skal du se den vakre, dejlige Jomfru bag ved dig!" sagde Katten til Trolden.

Da vendte Trolden sig om, saa han fik Solen lige i Øjnene, og saa sprak han.

„Nu er alt dette dit," sagde Katten til Herreper; „nu skal du hugge Hovedet af mig; det er det eneste, jeg forlanger af dig for det, jeg har gjort for dig."

„Nej," sagde Herreper, „det vil jeg ikke gøre."

„Jo," sagde Katten, „gør du det ikke, saa kradser jeg Øjnene ud paa dig."

Ja, saa maatte Herreper gøre det, saa nødig han vilde: han huggede Hovedet af Katten.

Men i det samme blev hun til den dejligste Prinsesse, som nogen vilde se for sine Øjne, saa Herreper blev rent indtaget i hende.

„Ja, denne Herlighed har før været min," sagde Prinsessen; „men Trolden dér havde forhekset mig, saa jeg maatte gaa og være Kat hos dine Forældre. Nu faar du gøre, som du vil, om du vil tage mig til Dronning eller ikke; for nu er du Konge over hele Riget," sagde Prinsessen.

Aa jo, det kan nok hænde, at Herreper vilde have hende til Dronning. Saa blev der Bryllup og Gæstebud i otte Dage, og saa var jeg ikke længer hos Herreper og hans Dronning.