"Katte og hunde" af H.P. Lovecraft

Katte og hunde

Når jeg bliver fortalt om katte-og-hunde-kampen, der skal til at finde sted i Blue Pencil Club - måske et nyt påhit for din kreds, selvom det ikke er ukendt for amatørbranchen som helhed - kan jeg ikke holde mig fra at udbryde et par hedenske hyl og hvæs som mit bidrag til tvisten, skønt jeg er opmærksom på, at et ærværdigt eks-medlems ord næppe kan have megen vægt sammenholdt med den begavelse de endnu aktive tilhængere lægger for dagen med deres gøen. Min værdsatte korrespondent, kurator James Ferdinand Morton fra Paterson, der er opmærksom på min uduelighed i sådanne diskussioner, har sendt mig optegnelser om en lignende kontrovers i New York Tribune, hvor hr. Carl Van Doren er på min side og hr. Albert Payson Terhune er på hundestammens. Jeg ville med glæde plagiere sådanne data efter behov; men hr. Morton har med ægte machiavellistisk raffinement kun forsynet mig med et uddrag af katteafsnittet, mens han har sendt den hundede sag i sin helhed. Han forestiller sig uden tvivl, at denne ordning, i lyset af min egen eftertrykkelige partiskhed, resulterer i noget i retning af ultimativ retfærdighed; men for mig er det overordentlig ubelejligt, da det vil tvinge mig til at være mere eller mindre original i flere dele af de efterfølgende bemærkninger.

Mellem hunde og katte er valget så væsensforskelligt, at det aldrig ville falde mig ind at sammenligne de to. Jeg nærer ingen egentlig modvilje mod hunde, lige så lidt som jeg gør mod aber, hvide eller sorte mennesker, køer, får eller pterodactyler; men for katten har jeg næret en særlig respekt og hengivenhed lige siden de tidligste dage af min barndom. I sin fejlfrie ynde og overlegne uafhængighed af andre har jeg set et symbol på selve universets perfekte skønhed og karakterløse upersonlighed, betragtet objektivt; og i dens udtryk af stille mystik ligger der for mig al undren og fascination af det ukendte. Hunden appellerer til simple og overfladiske følelser; katten til det menneskelige sinds dybeste kilder til fantasi og kosmisk erkendelse. Det er ikke noget tilfælde, at de dybsindige egyptere sammen med sådanne senere poetiske ånder som Poe, Gautier, Baudelaire og Swinburne alle oprigtigt tilbad den smidige felidæ.

Ens præference i forbindelse med katte og hunde afhænger naturligvis helt af ens gemyt og udgangspunkt. Hunden forekommer mig at være en favorit blandt overfladiske, sentimentale, letpåvirkelige og demokratiske mennesker – mennesker, der føler snarere end tænker, som tillægger menneskeheden og de simple, almindelige følelser særlig betydning, og som finder deres største trøst i et floksamfunds indsmigrende og afhængighedsskabende bånd. Sådanne menneskers forestillingsevne er begrænset; de accepterer ukritisk værdierne de finder i hverdagsfortællinger, og de vil hellere have at der bliver appelleret til deres naive overbevisninger, følelser og fordomme end de vil tage del i en fornøjelse der udelukkende er æstetisk og filosofisk og som udspringer af kritisk sans, dybe tanker og påskønnelsen af enkel, ubetinget skønhed. Dermed ikke sagt, at de simplere følelser ikke også ligger i den almindelige katteelskers kærlighed til katte, men jeg vil blot påpege, at der i kærligheden til katte eksisterer et grundlag for ægte æsteticisme, som kærligheden til hunde ikke besidder. Den virkelige katteelsker er en, der kræver en renere tilpasning til universet, end almindelige hjemmefloskler tilbyder; en, der nægter at finde sig i den sentimentale forestilling om, at alle gode mennesker elsker hunde, børn og heste, mens alle dårlige mennesker ikke kan lide dem og ikke kan lides af dem. Han er ikke villig til at opstille sig selv og sine mere primitive følelser som et mål for universelle værdier, eller at lade overfladiske etiske idéer fordreje hans dømmekraft. Kort sagt, han vil hellere beundre og respektere end snakke vidtløftigt og forgude; og han begår ikke den fejlslutning, at meningsløs omgængelighed og venlighed, eller savlende hengivenhed og lydighed, udgør noget der i sit inderste væsen er beundringsværdigt eller ophøjet. Hundeelskere baserer hele deres sag på disse almindelige, underdanige og plebejiske egenskaber og vurderer morsomt nok et kæledyrs intelligens på i hvilken grad det retter sig ind efter deres egne ønsker. Kattelskere undslipper denne vildfarelse og afviser ideen om, at underdanighed og luskende kammeratskab over for mennesket er enestående dyder, og det står dem frit for at dyrke aristokratisk uafhængighed, selvrespekt og individuel personlighed forenet med den umådelige ynde og skønhed som kendetegner den kølige, smidige, kyniske og ubesejrede herre over tagene.

Personer med banale ideer – fantasiløse, agtværdige borgere, der er tilfredse med den daglige omgang begivenheder, og som tilslutter sig de sentimentale værdiers populære trosbekendelse – vil altid være hundelskere. For dem vil intet nogensinde være vigtigere end dem selv og deres egne mere primitive følelser, og de vil aldrig ophøre med at agte og forherlige det meddyr, der bedst kendetegner disse. Sådanne personer er nedsænket i hvirvelen af orientalsk idealisme og fornedrelse, som ødelagde den klassiske civilisation i den mørke middelalder, og lever i en dyster verden præget af abstrakte sentimentale værdier, hvor de sødladne illusioner om sagtmodighed, hengivenhed, mildhed, broderskab og klynkende ydmyghed forstørres til de ypperste dyder, og en hel falsk etik og filosofi er rejst på bøjemuskelsystemets ængstelige reaktioner. Denne arv -- som ironisk nok blev os påtvunget da romersk politik opløftede et pisket og knækket folks tro til overherredømme i det senere imperium -- har naturligvis holdt de svage og de sentimentalt tankeløse i et fast greb; og det nåede måske sin kulmination i det fade nittende århundrede, hvor folk havde for vane at prise hunde "fordi de er så menneskelige" (som om menneskehed var nogen gyldig målestok for værdi!), og ærlige Edwin Landseer malede hundredvis af selvtilfredse Fidoer og Carloer og Rovere med al den antropoide trivialitet, smålighed og "nuttethed” der kendetegnede de fremtrædende viktorianere.

Men midt i dette kaos af intellektuel og følelsesmæssig sleskhed har nogle få frie sjæle altid stået for for de gamle civiliserede realiteter, som middelalderen formørkede - den strenge klassiske loyalitet over for sandhed, styrke og skønhed skænket af et klart sind og en ukuet ånd til den livskraftige indoeuropæer der konfronteres med naturens majestæt, skønhed og reservation. Dette er strækkemusklernes virile æstetik og etik - den dristige, ukuelige, selvhævdende tro på og forkærlighed for stolte, dominerende, utæmmede og uforfærdede erobrere, jægere og krigere - og den er kun til ringe nytte for hykleriet og klynkeriet hos den medmenneskelige, hengivenhedssavlende fredsstifter, kryster eller sentimentalist. Skønhed og tilstrækkelighed – selve kosmosets tvillingekvaliteter – er guderne for denne aristokratiske og hedenske type; for den som dyrker sådanne evige kvaliteter, vil den højeste dyd ikke findes i ydmyghed, hengivenhed, lydighed og følelsesmæssigt roderi. Denne slags tilbedere vil lede efter det, der bedst legemliggør stjernernes og verdenernes og skovenes og havenes og solnedgangenes skønhed, og som bedst omsætter den alstyrende naturs mildhed, prægtighed, nøjagtighed, selvtilstrækkelighed, grusomhed, uafhængighed og dens hånlige og lunefulde upersonlighed til handling. Skønhed – kølighed – fjernhed – filosofisk ro – uafhængighed af andre – utæmmet beherskelse – hvor kan vi ellers finde disse kvaliteter levendegjort med så meget som halvdelen af den perfektion og fuldstændighed, der kendetegner deres levendegørelse i den uforlignelige og lydløst snigende kat, som bevæger sig i sit gådefulde kredsløb med den ubarmhjertige og diskrete vished der kendetegner en planet i uendeligheden?

At hunde er kære for den fantasiløse bondeborger, mens katte appellerer til den sensible digter-aristokrat-filosof vil snart stå klart, når vi reflekterer over sagen om biologisk tilknytning. Praktiske plebejiske folk vurderer kun noget ud fra dets umiddelbare berøring, smag og lugt; mens mere fintfølende typer danner deres skøn ud fra de sammenkædede billeder og ideer, som objektet kalder frem i deres sind. Når man nu tager hunde og katte i betragtning, ser den snusfornuftige bonde kun de to dyr foran sig og baserer sin gunst på deres forholdsmæssige evne til at lefle for hans sentimentale, uklare ideer om etik og venskab og smigrende underdanighed. På den anden side ser det dannede menneske og tænkeren hver af dem i alle deres naturlige tilhørsforhold og kan ikke undgå at bemærke, at hunde i det ordnede livs store symmetrier hører sammen med lemfældige ulve og ræve og sjakaler og prærieulve og dingoer og hyænehunde, mens katte stolt ledsager junglens herrer, og vedkender sig slægskabet med den ophøjede løve, den bugtede leopard, den prægtige tiger og den velskabte panter og jaguar. Hunde er de blinde følelsers, underlegenhedens, slavetilknytningens og selskabelighedens hieroglyffer -- egenskaberne ved banale og tåbeligt lidenskabelige mennesker der er tilbagestående hvad angår intellekt og fantasi. Katte er skønhedens, uovervindelighedens, spekulationens, stolthedens, frihedens, koldblodighedens, selvtilstrækkelighedens og den raffinerede individualitets runer - kvaliteterne ved sensible, oplyste, åndeligt udviklede, hedenske, kyniske, poetiske, filosofiske, lidenskabsløse, reserverede, uafhængige, nietzscheanske, utæmmede, civiliserede mennesker fra herreklassen. Hunden er en bonde, og katten er en dannet herre.

Vi kan faktisk vurdere en civilisations stemning og tilbøjelighed ud fra dens forholdsmæssige holdning til hunde og katte. Det stolte Egypten, hvor Farao var Farao og pyramider smukt rejste sig efter ønske fra ham der udtænkte dem, knælede for katten, og templer blev bygget til dens gudinde i Bubastis. I det kejserlige Rom prydede den yndefulde leopard de fleste fornemme hjem, hvor den uforskammede skønhed sad mageligt henslængt i gårdhaven med gyldent halsbånd og kæde; alt imens den egentlige kat efter Antoninus’ dynasti blev importeret fra Egypten og værdsat som en sjælden og kostbar luksus. Mere er der ikke at sige om dominerende og oplyste folk. Når vi imidlertid kommer til den lavsindede Middelalder med dens overtro og salighedsrus og munkevæsen og vrøvl om helgener og deres relikvier, er den kølige og upersonlige herlighed hos katten i meget ringe agtelse; og se et sørgeligt skue af had og grusomhed man viste det smukke lille væsen, hvis musejægerdyder alene gav det tålt ophold blandt de uvidende bønder, der ikke kunne fordrage dens kølige selvrespekt og frygtede dens gådefulde og undvigende uafhængighed som noget, der var beslægtet med heksekunstens mørke kræfter. Disse det østlige mørkes grove slaver kunne ikke tolerere det, der ikke tjente deres egne simple følelser og spinkle formål. De ville have en hund der skulle logre af glæde og jage og apportere og bære, og de havde ikke brug for kattens evige og uegennyttige skønheds gave til at nære ånden. Man kan forestille sig, hvordan det må have vækket deres vrede at se missekattens storslåede ro, sindighed, afslappelse og hån over for ligegyldige menneskelige mål og bekymringer. Kast en pind, og den underdanige hund piber og gisper og stavrer for at bringe dig den. Gør det samme foran en kat, og han vil betragte dig med køligt høflig og ret uinteresseret morskab. Og ligesom underlegne mennesker foretrækker det underlegne dyr, der spæner rundt, fordi nogen vil have den til det, så respekterer overlegne mennesker det overlegne dyr, som lever sit eget liv og ved, at de barnlige kast med kæppe af fremmede på to ben ikke er dens sag og ikke fortjener dens opmærksomhed. Hunden gøer og tigger og tumler for at more dig, når du smælder med pisken. Det glæder en sagtmodighedselskende bonde, der nyder at føle sig vigtig. Katten derimod charmerer dig til at lege med sig på dens præmisser, når den ønsker at blive underholdt; den får dig til at fare rundt i værelset med papir på en snor, når den har lyst til træning, men nægter dig alle dine forsøg på at få den til at lege, når den ikke er i humør til det. Det er personlighed og individualitet og selvrespekt - den rolige beherskelse der kendetegner et væsen, hvis liv er dets eget og ikke dit - og den overlegne person genkender og værdsætter dette, fordi han også er en fri sjæl, hvis status er sikret, og hvis eneste lov er hans egen arv og æstetiske sans. Samlet set kan vi se, at hunden appellerer til de primitive, følsomme sjæle, hvis vigtigste krav til universet er meningsløs hengivenhed, formålsløst kammeratskab og smigrende opmærksomhed og underdanighed; mens katten hersker blandt de mere tankefulde og fantasifulde ånder, der kun beder universet om det objektive syn af dyb, æterisk skønhed og den levende symbolisering af naturens intetsigende, ubarmhjertige, afslappede, uforstyrrede og upersonlige orden og tilstrækkelighed. Hunden giver, men katten er.

Simple mennesker overbetoner altid livets etiske komponent, og det er ganske naturligt, at de udvider dette til deres kæledyrs rige. Derfor hører vi mange åndsforladte erklæringer til fordel for hunde, fordi de er trofaste, mens katte er forræderiske. Men hvad betyder det egentlig? Hvor er referencepunkterne? Hunden har givetvis så lidt fantasi og individualitet, at den ikke kender andre bevæggrunde udover sin herres; men hvilket sofistikeret sind kan øjne en positiv dyd i denne dumme opgivelse af en fødselsret? Enhver med kritisk sans må da med sikkerhed give prisen til den overlegne kat, som har for meget naturlig værdighed til at acceptere nogen anden plan end sin egen, og som følgelig ikke bekymrer sig om, hvad et ubehjælpsomt menneske mener om den eller ønsker eller forventer af den. Den er ikke forræderisk, for den har aldrig anerkendt nogen troskab til noget, der ligger uden for dens egne magelige ønsker; og forræderi indebærer dybest set en afvigelse fra en eller anden eksplicit anerkendt pagt. Katten er realist og ikke nogen hykler. Han tager, hvad der behager ham, når han ønsker det, og giver ingen løfter. Han forleder dig aldrig til at forvente mere af ham, end han giver, og hvis du vælger at være som en dum viktorianer, og forveksler hans spinden og selvtilfredse smygen med tegn på forbigående hengivenhed over for dig, er det ikke hans skyld. Han ville ikke et øjeblik have dig til at tro, at han ønsker mere af dig end mad og varme og husly og morskab - og han er bestemt berettiget til at kritisere udviklingen af din æstetiske sans og forestillingsevne, hvis du ikke finder hans ynde, skønhed og muntre dekorative indflydelse en rigelig tilbagebetaling for alt, hvad du giver ham. Katteelskeren behøver ikke at blive forbløffet over andres kærlighed til hunde - ja, han kan også selv besidde denne egenskab; for hunde er ofte meget tækkelige og er på en patroniserende måde lige så elskelige som en trofast gammel tjener eller forpagter i en herres øjne — men han kan ikke lade være med at være forundret over dem, der ikke deler hans kærlighed til katte. Katten er så perfekt et symbol på skønhed og overlegenhed, at det næppe synes muligt for nogen ægte æstetiker og civiliseret kyniker at gøre andet end at tilbede den. Vi kalder os selv en hunds "herre" - men hvem har nogensinde vovet at kalde sig en kats "herre"? Vi ejer en hund - han er hos os som slave og underlegen, fordi vi ønsker, at han skal være det. Men vi opvarter en kat - han pryder vores kamin som gæst, sambo og ligeværdig fordi han ønsker at være der. Det er ingen kompliment at være den dumt idoliserede herre over en hund, hvis instinkt det er at idolisere, men det er en udpræget hyldest at en filosofisk kat vælger at blive ens ven og fortrolige, da denne helt er sin egen herre og nemt kunne vælge en anden ledsager, hvis han fandt en sådan mere behagelig og interessant. Et spor, tror jeg, af denne store sandhed om kattens højere værdighed har sneget sig ind i folkeminderne ved brugen af betegnelserne "kat" og "hund" som nedsættende udtryk. Mens "kat" aldrig er blevet brugt om nogen form for lovovertrædere, der er mere alvorlige end den mildt ondskabsfulde og uskadeligt luskede sladresøster eller kvindelige snakkehoved, har ordene "hund" og "køter" altid været forbundet med ondskab, vanære og nedværdigelse af den alvorligste slags. I udkrystalliseringen af denne nomenklatur har der i folkesindet utvivlsomt været en dunkel, halvt ubevidst erkendelse til stede af, at der er dybder af luskende, pibende, krybende og underdanig uværdighed, som ingen løve og leopard nogensinde ville kunne opnå. Katten kan falde dybt, men han er altid utæmmet. Han er ligesom nordboen blandt mænd, en der er herre over sit eget liv eller dør.

Vi behøver blot at anskue de to dyr analytisk for at se argumenterne hobe sig op til fordel for katten. Skønhed, som nok er det eneste, der har nogen grundlæggende betydning i hele kosmos, burde være vores vigtigste kriterium; og her udmærker katten sig så glimrende, at alle sammenligninger bryder sammen. Nogle hunde har ganske vist skønhed i ganske rigelig grad; men selv det højeste niveau af hundeskønhed falder langt under kattegennemsnittet. Katten er klassisk, mens hunden er gotisk - ingen andre steder i dyreverdenen kan vi finde en sådan formfuldendt hellensk perfektion, hvis anatomi i den grad er tilpasset dens funktion, som hos kattedyrene. Mis er et dorisk tempel - en ionisk søjlegang - i dens strukturelle og dekorative harmoniers fuldstændige klassicisme. Og dette er lige så sandt kinetisk som statisk, for kunsten har intet sidestykke til den fortryllende ynde der kendetegner kattens mindste bevægelse. Den helt perfekte æsteticisme der ses når katten dovent strækker sig, flittigt vasker sit ansigt, legesygt ruller rundt og ufrivilligt gør små ryk i søvne, er lige så skarpt og livskraftigt som den bedste hyrdepoesi eller det bedste genremaleri; mens hans springs, løbs og jagts usvigelige nøjagtighed på en mere energisk måde har en lige så høj kunstnerisk værdi. Men det er hans anlæg for hvile og ro, der gør katten enestående. Hr. Carl Van Vechten fremhæver i "Peter Whiffle” kattens tidløse rolighed som model for en livsfilosofi, og professor William Lyon Phelps har meget virkningsfuldt indfanget hemmeligheden bag at være kat, når han siger, at katten ikke blot lægger sig ned, men "hælder sin krop ud på gulvet som et glas vand". Hvilket andet væsen har således forenet mekanikkens og hydraulikkens æsteticisme? Kontrastér hermed den uduelige pusten, hvæsen, fumlen, savlen, kradsen og generelle klodsethed hos den gennemsnitlige hund med sine utallige falske og spildte bevægelser. Og hvad opmærksomhed på ordentlighed angår er den kræsne kat naturligvis umådeligt langt foran. Vi elsker altid at røre ved en kat, men kun de ufølsomme kan til stadighed med glæde tage imod de hektiske og fugtige tryk med snuden og poterne fra en støvet og nok ikke lugtfri hund, der springer og vimser og vrider sig omkring i akavet febrilskhed uden nogen egentlig grund, bortset fra at det blinde nervecenter er blevet ansporet af visse meningsløse stimuli. Der er en trættende overflod af dårlige manerer i alt denne hundede rasen - velopdragne mennesker befamler og overgramser ikke en, og sandelig om vi ikke ser at katten er blid og tilbageholdende når den gør tilnærmelser, og taktfuld, selv når han glider yndefuldt ned i ens skød med en kultiveret spinden, eller når han underfundigt springer op på bordet, hvor man sidder og skriver, for at lege med éns kuglepen med modulerede, sørgmuntre dask med poten. Jeg undrer mig ikke over, at Mahomet, sheiken som havde perfekte manerer, elskede katte for deres urbanitet og ikke kunne lide hunde på grund af deres grovhed; eller at katte foretrækkes i de kultiverede latinske lande, mens hunde tager føringen i det tunge, prosaiske og øldrikkende Centraleuropa. Iagttag en kat spise, og iagttag derefter en hund gøre det samme. Den ene holdes i skak af en iboende og uomgængelig elegance, og forleener en af de mest ugraciøse af alle processer med en slags ynde. Hunden derimod er aldeles frastødende i sin dyriske og umættede grådighed; den lever op til sit skovslægtskab ved uden skam at hugge maden i sig som en ulv. Lad os vende tilbage til skønheden - er det ikke bemærkelsesværdigt, at mens påfaldende mange almindelige hunderacer er grimme, kan intet sundt og veludviklet kattedyr af nogen art betragtes som andet end smukt? Der er selvfølgelig mange grimme katte; men der er altid tale om individuelle tilfælde af uheldige blandinger, underernæring, deformitet eller kvæstelser. Ingen katteæt kan i dennes rette tilstand på nogen måde opfattes som andet end aldeles yndefuld - dette må vi sammenligne med det deprimerende syn der møder os af umuligt fladtrykte bulldogs, grotesk aflange gravhunde, uhyggeligt formløse og stridhårede airedaleterriere, og så videre. Selvfølgelig kan det siges at enhver æstetisk standard er relativ - men vi må altid arbejde med de standarder, som vi har empiri til, og når vi sammenligner katte og hunde under den vesteuropæiske æstetik, må vi ikke være uretfærdige over for nogen af dem. Hvis nogen uopdaget stamme i Tibet synes airedaleterriere er smukke og perserkatte grimme, vil vi ikke bestride dem på deres eget territorium - men netop nu har vi at gøre med os selv og vores eget territorium, og her ville dommen ikke tillade megen tvivl selv fra de mest ivrig kynofile. En sådan affærdiger normalt problemet med et fyndigt paradoks og siger 'Pusser er så grim, at han er smuk!' Dette er den barnlige forkærlighed for det der på grotesk og forloren vis er 'nuttet', og som vi ligeledes ser inkorporeret i populære tegnefilm, kuriøse dukker og al det misdannede og dekorative pjat som trylledukken "Billiken" eller tegneseriestriben "Krazy Kat" er eksempler på, og som man finder i "hyggestuer" og "sladrekroge" hos kulturbondeknoldene der giver sig ud for at være sofistikerede.

I spørgsmålet om intelligens ser vi at hundeelskerne kommer med komiske påstande – komiske, fordi de så naivt måler, hvad de opfatter som et dyrs intelligens, ud fra dets grad af underkastelse for den menneskelige vilje. En hund vil apportere, en kat vil ikke; derfor påstår de at hunden jo er mere intelligent. Hunde kan bedre trænes til cirkus og vaudeville-forestillinger end katte, så derfor (åh, Zeus, åh kongebjerg!) er deres hjerne overlegen. Alt dette er selvfølgelig det rene sludder. Vi ville ikke kalde et enfoldigt menneske mere intelligent end en selvstændig borger, fordi vi kan få ham til at stemme, som vi ønsker, hvorimod vi ikke kan påvirke den selvstændige borger, men utallige personer anvender nøjagtigt det samme argument når de skal vurdere hundes og kattens hjerner. At konkurrere om at være mest underdanig er ikke noget som nogen Thomas eller Tabitha med respekt for sig selv nogensinde ville nedlade sig til, og det er åbenlyst, at ethvert virkeligt gyldigt skøn over hunde- og katteintelligens skal komme fra en omhyggelig observation af hunde og katte i en uafhængig tilstand - upåvirket af mennesker - mens de udarbejder deres egne mål og bruger deres egne mentale evner til at nå dem. Når vi gør dette, når vi frem til en meget sund respekt for vores spindende ven ved ildstedet, som ikke gør noget stort nummer ud af sine ønsker og fremgangsmåder; for ved enhver opfattelse og beregning udviser han en kølig og stålfast forening af intellekt, vilje og proportionssans, som fuldstændig gør den "kloge" og "trofaste" fåre- eller jagthunds sentimentale overreaktioner og føjeligt tilegnede kunster til skamme. Iagttag en kat beslutte sig for at ville ud ad en dør, og se, hvor tålmodigt han venter på sin mulighed og aldrig mister sit formål af syne, selv når han finder det formålstjenligt at foregive andre interesser i mellemtiden. Se ham midt under jagten, og sammenlign hans kalkulerende tålmodighed og stille undersøgelse af terrænnet med hans hundekonkurrents larmende vaden og stampen. Det er ikke ofte, han vender tomhændet tilbage. Han ved, hvad han vil, og hvordan han opnår det på den mest effektive måde, selv hvis megen tid må ofres – hvilket han på filosofisk vis erkender er ligegyldigt i det formålsløse kosmos. Det er umuligt at få ham på anden kurs eller distrahere hans opmærksomhed – og vi ved, at netop mental ihærdighed som egenskab blandt mennesker, denne evne til at følge en enkelt handlingstråd gennem komplekse distraktioner, betragtes som et ret godt tegn på intellektuel styrke og modenhed. Børn, oldinge, bønder og hunde vandrer om på må og få; katte og filosoffer bevarer deres fokus. Også hvad angår opfindsomhed er katten overlegen. Hunde kan være godt trænet til at gøre en enkelt ting, men psykologer fortæller os, at disse reaktioner på en automatisk hukommelse indpodet udefra er af ringe værdi som indikatorer for egentlig intelligens. For at bedømme en hjernes abstrakte udvikling, skal man konfrontere den med nye og ukendte forhold og se, hvor godt dens egen styrke sætter den i stand til at nå sit mål ved ren og skær ræsonnement uden at følge en eksisterende rute. Her kan katten stille og roligt udtænke et dusin hemmelighedsfulde og vellykkede alternativer, mens stakkels Fido gøer forvirret og spekulerer over, hvad der dog foregår. Retrieveren Rollo kan rigtig nok opnå en vis sentimental folkelig anseelse ved at løbe ind i det brændende hus og redde babyen på traditionel filmmanér, men det er alligevel et faktum, at knurhårsprydede og spindende Leo er en højerestående biologisk organisme - noget der fysiologisk og psykologisk er nærmere et menneske netop på grund af dets frihed fra menneskets ordrer, og som sådan berettiget til en højere anseelse fra dem, der vurderer ud fra rent filosofiske og æstetiske standarder. Vi kan respektere en kat, men vi kan ikke respektere en hund, uanset hvilket dyr der appellerer mest til den enkeltes rent sentimentale forkærlighed; og hvis vi er æsteter og analytikere snarere end banalitetselskere og stemningsmennesker, må vægtskålen uundgåeligt synke helt ned i kattens favør. Det kan desuden tilføjes, at selv den afmålte og selvtilstrækkelige kat på ingen måde er blottet for sentimental tiltrækning. Når vi først skiller os af med den uciviliserede etiske forudintagethed – fordommen om katten som 'forræderisk' og 'rædsom fugledræber' – ser vi at den 'harmløse, uundværlige kat' bliver det levendegjorte symbol på hjemlig lykke; mens små killinger bliver genstande for tilbedelse, idealiseren og fejring i form af rapsodiske daktyler og anapæster, jamber og trokæer. Jeg indrømmer at jeg i min egen formildende alderdom oplever en overdreven og fuldstændig ufilosofisk forkærlighed for små kulsorte kattekillinger med store gule øjne, og det ville være lige så umuligt for mig at gå forbi én uden at kæle for ham som det ville være for Dr. Johnson at gå forbi et fortovsskilt uden at slå til det. Der er ligeledes hos mange katte noget, der svarer til den gensidige forkærlighed, der prises så højlydt hos hunde, mennesker, heste og lignende. Katte kommer til at forbinde bestemte personer med handlinger, der løbende bidrager til deres fornøjelse, og opnår over for dem en påskønnelse og tilknytning, som viser sig i behagelig begejstring når de nærmer sig - uanset om de har mad og drikke med eller ej - og et vist vemod ved deres langvarige fravær. Allston og Maldons afdøde kat ved navn "Tat", som var vores amatørkollega Mrs. Miniters grå følgesvend, nåede et punkt hvor han ikke tog imod mad fra nogen anden hånd end hendes, og han ville faktisk hellere sulte end røre den mindste bid fra nogen anden venligsindet kilde. Han havde også tydelige følelser for de andre katte i den idylliske husstand; han tilbød frivilligt mad til en af sine knurhårede venner, mens han voldsomt bestred det mindste blik, som hans kulsorte rival "Snebold" sendte hans tallerken. Hvis det hævdes, at sådan kattekærlighed egentlig er 'egoistisk' og 'praktisk' når det kommer til stykket, så lad os til gengæld spørge om, hvor meget menneskelig ømhed, bortset fra den, der udspringer direkte af primitivt brutalt instinkt, der har noget andet fundament. Efter den samlede optælling på pointtavlen da ender på nul, er vi nu bedre i stand til at afholde os fra den naive kritik af katten som 'egoistisk'.

Kattens overlegne fantasifulde indre liv, som resulterer i overlegen selvbeherskelse, er velkendt. En hund er en ynkelig skabning, der er helt afhængig af selskab, og som er fuldstændig fortabt når den ikke enten færdes i flok eller er ved sin herres side. Hvis man lader ham være alene ved han ikke hvad han skal gøre, bortset fra at gø og hyle og trave rundt, indtil udmattelsen tvinger ham til at sove. En kat står derimod aldrig uden muligheder for tilfredsstillelse. Ligesom et overlegent menneske forstår han sig på at være alene og samtidig tilfreds. Når han ser sig om og ikke ser nogen, der kan underholde ham,sætter han sig for at underholde sig selv; og ingen forstår sig rigtig på katte hvis ikke han en gang imellem har smugkikket på en livlig og ligevægtig killing, som tror den er alene. Først efter et sådant glimt af oprigtig halejagende ynde og utvungen spinden, kan man fuldt ud forstå charmen ved de verselinjer, som Coleridge skrev med henvisning til menneskets afkom snarere end kattens.

“. . . en smidig alf,

Synger, danser for sig selv.”

Men hele bind kunne skrives om kattelege, da variationerne og de æstetiske aspekter af en sådan adspredelse er uendelige. Lad det her være tilstrækkeligt at fremhæve, at mange katte i sådanne tidsfordriv har udvist træk og handlinger, som psykologer pålideligt erklærer er motiveret af ægte humoristisk sans og underfundighed i sin egentligste forstand; så opgaven med at 'få en kat til at grine' er måske ikke så umulig, selv når der ikke er tale om en Filurkat. Kort sagt er en hund en ufuldendt skabning. Som et underlegent menneske har den brug for følelsesmæssige stimuli udefra, og den har behov for at der konstrueres en gud og en hensigt. Katten er i stedet fuldkommen i sig selv. Ligesom den menneskelige filosof er han en selvforsynende enhed og et mikrokosmos. Han er et ægte og integreret væsen, fordi han tænker og føler sig som et sådant, hvorimod hunden kun kan forestille sig sig selv i forhold til noget andet. Prygl en hund, og han slikker din hånd - føj! Dyret har ingen idé om sig selv, undtagen som en underlegen del af en organisme, hvoraf man selv er en overlegen del - han kunne lige så lidt finde på at slå igen som man selv kunne finde på at banke på sit eget hoved, når det straffer en med hovedpine. Men prygl en kat og se den skule og bevæge sig hvæsende baglæns i forarget værdighed og selvrespekt! Et slag mere, og den slår igen; for det er en dannet herre og din ligemand og vil ikke acceptere nogen krænkelse af dens personlighed og privilegier. Den er alligevel kun i dit hjem, fordi den ønsker at være det, eller måske endda for at gøre dig en nedladende tjeneste. Det er dit hjem, ikke dig, det kan lide; for filosoffer indser, at mennesker i bedste fald kun er mindre tilføjelser til scenerier. Gå et skridt for langt, og den forlader dig helt. Du har taget fejl af dit forhold til den og troet at du er dens herre, og ingen rigtig kat kan tolerere det brud på gode manerer. Fremover vil den søge ledsagere med bedre dømmekraft og et klarere perspektiv. Lad blodfattige personer, der tror på at 'vende den anden kind til', trøste sig med krybende hunde - for den robuste hedning med det nordiske tusmørke i sine årer er der intet dyr som katten; Frejas frygtløse gangere, som dristigt ser selv Thor og Odin direkte i ansigtet og eftertænksomt stirrer med store runde utilslørede gule eller grønne øjne.

Og således, hr. (jeg bruger ental, da jeg ikke kan forestille mig, at du, O Jacobe Ferdinande, ville besidde den sande kattegrusomhed det ville være at udsætte en værdig klub, som aldrig har gjort dig nogen skade, for disse mange sider), mener jeg at jeg med en vis grundighed har skitseret de forskellige grunde der efter min mening er til at "dannede mennesker foretrækker katte” som Hr. Van Doren så rammende formulerer det. Svaret fra hr. Terhune i et efterfølgende nummer af Tribune forekommer mig at ramme ved ved siden af; for så vidt som det ikke er en tilbagevisning af fakta men blot en personlig bekræftelse af forfatterens medlemskab af det konventionelle "meget menneskelige" flertal, der tager hengivenhed og kammeratskab alvorligt, nyder at være vigtig for noget levende, opgør det som en dyd at hengive sig til menneskelige formål, hader en "parasit" på et rent etisk grundlag der ikke tager hensyn til skønhedens ret til at eksistere for sin egen skyld, og altså derfor elsker menneskets ædleste og mest trofaste ven, den evige hund. Jeg formoder, at hr. Terhune også elsker heste og babyer, for konventionelt følges de ad i den udbredte trosbekendelse som aldeles obligatoriske præferencer for ethvert godt og elskelig mandfolk der følger Arrow Collar og Harold Bell Wrights helteskole, selvom bilen og kære fru Sanger har gjort meget for at reducere mængden af de sidste to.

Hunde er altså bønder og bønders kæledyr; katte er dannede herrer og dannede herres kæledyr. Hunden er for ham, der sætter umodne følelser og forældet etik og menneskets placering i kosmos’ centrum over enkel og uegennyttig skønhed; som bare elsker 'folk og folkelighed' og ikke har noget imod sjasket klodsethed, hvis bare noget virkelig vil holde af ham. (Tableau med hund ved sin herres grav - Landseer, "Den gamle hyrdes eneste ven".) Fyren, der ikke er meget for de højpandede ting, men altid er i byen og ik’ (!) ofte finder på at læse aviser. Det er en verden der er for dyb for ham; han får ikke meget ud af Valentino, men mener at Doug Fairbanks er det rigtige valg til en aftens underholdning. Sund – konstruktiv – ikke-morbid – solidarisk – huslig – (jeg glemte at nævne radioen) normal – det er den slags personer med gåpånatur, der bør vælge hunden.

Katten er for aristokraten – hvad enten det er af fødsel eller tilbøjeligheder eller begge dele – der beundrer sine medaristokrater (selvom Lille Belknap nu ikke er særlig glad for Felis). Han er for mennesket, der værdsætter skønhed som den ene levende kraft i et blindt og formålsløst univers, og som dyrker denne skønhed i alle dens former uden hensyntagen til øjeblikkets sentimentale og etiske illusioner. For mennesket, der kender følelsernes hulhed og tomheden i menneskelige hensigter og forhåbninger, og som derfor udelukkende hæfter sig ved det, der er virkeligt - og skønhed er virkelig, fordi den ikke foregiver at have nogen anden betydning end den følelse, som den fremkalder og er. For mennesket, der føler sig tilstrækkelig i kosmosset og ikke beder om noget falsk ophøjelsesperspektiv; som ikke er berørt af de konventionelle fordommes sentimentale skrupler, men elsker ro og styrke og frihed og luksus og overlegenhed og tilstrækkelighed og selvfordybelse; der som en stærk frygtløs sjæl ønsker noget at respektere i stedet for noget der vil slikke hans ansigt og acceptere at han skiftevis slår og kærtegner det; der søger en stolt og smuk ligemand i individualismens adelskab snarere end en kuet og krybende følgesvend i frygtens, underdanighedens og hengivenhedens hierarki. Katten er ikke for den raske, selvvigtige lille arbejder med et "hverv", men for den oplyste drømmende digter, der ved, at verden ikke rummer noget, der virkelig er værd at gøre. Dilettanten (i sin oprindelige betydning) – feinschmeckeren – det dekadente menneske, om man vil, selvom der i en sundere tidsalder end denne var noget for sådanne mennesker at foretage sig, da de var planlæggere og ledere af den herlige hedenske tidsalder. Katten er for ham, der ikke gør noget af tom pligt, men for magt, fornøjelse, pragt og romantik - for harpespilleren, der synger alene i aftenen mens gamle slag udkæmpes, eller krigeren, der tager ud for at kæmpe sådanne slag for skønhed, herlighed, berømmelse og et kongelig hofs pragt på tværs af hvilket demokratiets og svaghedens skygge aldrig falder. For ham, der ikke vil lade sig dysse til ro af sentimental prosa og ”sund fornuft”, men for sin indsats kræver mageligheden og skønheden og herredømmet og kulturen, som alene gør indsatsen umagen værd. For mennesket, der ved, at leg, ikke arbejde, og lediggang, ikke travlhed, er livets store værdier; og at den stræben der blot fører til mere stræben er en bitter ironi, som den civiliserede sjæl accepterer i så ringe grad som muligt.

Skønhed, tilstrækkelighed, magelighed og gode manerer – hvad mere kan civilisationen forlange? Vi finder dem alle sammen i den guddommelige lille monark, der ligger prægtigt henslængt på sin silkepude foran ildstedet. Ynde og glæde for deres egen skyld - stolthed og harmoni og koordination - åndfuldhed, ro og fuldkommenhed - alt er tilstede her og behøver blot en indlevet desillusionering for at blive dyrket i fuldt omfang. Hvilken fuldstændigt civiliseret sjæl ville ikke med glæde tjene som ypperstepræst i Bast? Kattens stjerne, tror jeg, er lige nu i fremmarch, da vi lidt efter lidt kommer ud af drømmene om etik og demokrati, som forplumrede det nittende århundrede og hævede den klodsede og uskønne hund til den sentimentale agtelses tinde. Hvorvidt en renæssance af monarki og skønhed vil genoprette vores vestlige civilisation, eller om opløsningskræfterne allerede er for stærke til, at selv et intellektuelt oligarki kan kontrollere dem, kan ingen endnu sige; men i det nuværende øjebliks kyniske afsløring af verden mellem 1800-tallets forstillelse og de kommende årtiers ildevarslende mysterium, ser vi i det mindste et glimt af det gamle hedenske perspektiv og den gamle hedenske klarhed og ærlighed.

Og én afgud der oplyses af dette glimt, og ses skøn og yndig på en drømmetrone af silke og guld under en kryselefantisk kuppel, er en skikkelse af udødelig elegance, der ikke er blevet givet hvad der tilkommer den blandt famlende dødelige – den hovmodige, den uerobrede, den gådefulde, den pragtfulde, den babylonske, den upersonlige, overlegenhedens og kunstens evige ledsager – den fuldkomne skønhed og poesiens bror – den milde, alvorlige, duelige og patriciske kat.