I dette afsnit læser vi "Nattergalen" af H.C. Andersen fra 1843.

Det er endnu et Andersen-eventyr som nemt lader sig udlægge som en poetik, altså et skrift om digtningens formål og væsen. Det vender vi tilbage til efter fortællingen.

"Nattergalen" postulerer at den udspiller sig i Kina, et faktisk sted, men Kina, kineserne og det kinesiske er nok snarere symboler for noget ganske andet. Det er blot „det ydre, det tilsyneladende” som Andersen selv har formuleret det. Kina er det land man som barn kunne grave sig ned til da det jo var på den anden side af Jorden – det forekommer fjernt og forunderligt fremmed.

Det er her værd at bemærke at på Andersens tid var en af betydningerne af adjektivet kinesisk én „som (haardnakket) opretholder forældede, besværlige ell. omstændelige traditioner”. Og det må man sige også kendetegner hoffet i Nattergalen. De er nøje ordnet i hierarkier i en sådan grad „at naar nogen, der var ringere end [kavaleren] vovede at tale til ham [...] saa svarede han ikke andet end „P!”” Han udstråler den kinesiske selvtilstrækkelighed der er så vidtfavnende at selv sproget går i opløsning uden for dens rammer. Den kinesiske indskrænkethed er også tydelig idet ikke ét eneste egentligt medlem af hoffet kender noget til nattergalen, for når den „aldrig [er] blevet præsenteret ved Hoffet”, findes den jo knap nok.

Deres indskrænkethed understreges yderligere da hoffolkene antager at køer og frøer, hvis 'sang' ikke ligefrem er skøn, er nattergalen . De besidder ikke (længere) nogen umiddelbar tilgang til verden; i stedet har den kinesiske verdensopfattelse præget dem i en sådan grad at hoffets virkelighedsopfattelse overskygger den faktiske virkelighed.

Denne forvrængede virkelighedsopfattelse viser sig endnu tydeligere da damerne tager „Vand i Munden for at klukke, naar nogen talte til dem; de troede da ogsaa at være Nattergale”. For dem er ordligheden mellem legetøjet „med vand der klukker ved anblæsning” og sangfuglen der synger så smukt nok til at de tror det lyder ens.

Enhver handling tillægges også kun betydning inden for hoffets snævre fortolkningsramme, hvilket også får dem til at betegne Nattergalens værdsættelse af kejserens tårer som rent „Koketteri”.

Allertydeligst kobles virkelighedsbegrebet til autoriteter uden for individet da spillemesteren proklamerer „at det var lige saa godt som før, og saa var det lige saa godt som før.” Kun den lille pige og de fattige fiskere – det umiddelbare barn og den ukultiverede underklasse – inkluderes ikke i kineseriet og genkender skønheden når de hører den.

Dog viser kejseren sig ikke at være helt fortabt i kineseriet, for da nattergalen synger for ham, får han tårer i øjnene, hvilket fuglen anset for „den rigeste Skat”. Ligesom fiskerne formår han at genkende det skønne når han hører det.

Men åbningen til en større virkelighed er kortvarig, og da han straks efter vil ære nattergalen med sin guldtøffel, er det tydeligt at han er faldet tilbage i det kinesiske med dets absurde normer og skikke – og han forsøger da også efterfølgende at indordne nattergalen i det kinesiske ved at holde den fanget.

Men nattergalen har brug for at være fri; den „tager sig bedst ud i det grønne” .

Da kejseren af Japan sender kejseren kunstfuglen, skriver han at „Kejseren af Japans Nattergal er fattig imod Kejseren af Kinas”. For kejseren af Japan er det åbenlyst at kunstfuglen kun er en sølle efterligning, men da kunstfuglen tager den levende nattergals plads, så indser hofkineserne ikke tabet – „og saa var [kunstfuglen] jo ogsaa saa meget mere nydelig at se paa”. Kun de fattige fiskere mener at „der mangler noget”. Nu er der overensstemmelse mellem den ydre skønhed og sangens (tilsyneladende) skønhed, og sangen er nu lige så tryg, overfladisk og forudsigelig som alt andet kinesisk.

Det er spillemesteren der forklarer kunstfuglens overlegenhed: „[H]os den virkelige Nattergal kan man aldrig beregne, hvad der vil komme, men hos Kunstfuglen er alt bestemt!”. Spillemesterens forestilling om hvad kunsten – i form af kunstfuglen – skal, er begrænset. Han kommer til at stå som fortaler for den før-romantiske virkeligheds- og kunstopfattelse. For spillemesteren er gennemskuelighed og forudsigelighed kunstens adelsmærker – ligesom det er det kinesiskes kendemærker. Og spillemesterens lærde værk er så vanskeligt – eller forvrøvlet – at ingen forstår det, og så bliver det dogmatisk ligesom den øvrige kinesiske ramme.

Kunstfuglen befinder sig helt og aldeles i fornuftens hverdagsverden, men dér mangler noget, og dette noget er det uforklarlige og uforudsigelige som nattergalen står for. Kun det forklarlige lader sig kortlægge af spillemesterens fornuft, men det er ikke ensbetydende med at det er det eneste der findes. Nattergalen står i kontrast til både den mekanik der kendetegner kunstfuglen, og den mekanik der kendetegner det kinesiske; den kommer som kunst til at stå for en organisk kunst der ikke lader sig reducere og ikke lader sig sætte i bur, binde med (silke)bånd og reduceres til forudsigelige formler ­– i tråd med den romantisk organismetanke og den romantiske anelse. I Danmark lader mange af H.C. Andersens tekster sig netop læse ind i universalromantikken, hvor kunstnerne og filosofferne mente at verden var som én ureducérbar organisme, og hvis egentlige natur kun lader sig ane af de geniale kunstnere der fornemmer dens væsen.

Til slut i fortællingen ligger kejseren for døden. Han er lukket inde og forladt; dog er der endnu en lille åbning ud af det kinesiske: „højt oppe stod et Vindue aabent”.

Da Døden viser sig har den iført sig kejserens klenodier – „hans Guldkrone[,] Guldsabel [og] prægtige Fane” – og viser på den måde sin fuldstændige magt over ham. Kejserens gerninger opstiller Døden for ham, både de gode og onde, men kejseren vil ikke vide af nogen af dem – „Det har jeg aldrig vidst!” siger han – og han ønsker mere end noget andet at overdøve dem med „den store, kinesiske Tromme”. Han har altså ikke været bevidst om noget af det han har gjort men har blot været et tandhjul i det kinesiske system der i højere grad har styret ham end han har styret det, og nu da han konfronteres med sin bevidstløshed, er det uudholdeligt.

Men inden Døden når at tage kejseren med, viser nattergalen sig i vinduet, og den synger så smukt at døden opgiver klenodierne og kejseren, og på den måde viser nattergalen sig at være mægtigere end døden.

Kejseren indser efterfølgende at det var forkert at forsøge at indordne nattergalen i det kinesiske og opfatter den for første gang som ligeværdig ved at acceptere at den må „komme, naar [den] selv har Lyst”. Når den kommer lover nattergalen til gengæld at den „[vil] synge for dig, at du kan blive glad og tankefuld tillige [og] jeg skal synge om ondt og godt.”

Nattergalen som repræsentant for den naturlige, romantiske kunst har som mål at kejseren skal blive glad og tankefuld. Han skal se den virkelighed som er umulig at skue for hoffet.

Læst som en poetik er det kunstens rolle at vække tilhøreren fra en begrænset virkelighedsforståelse. Åbningen til noget større i Andersens univers er derudover forbundet med det „himmelske”, og den modtagelige tilhører, i skikkelse af kejseren, har „en Duft af noget helligt om sig” (s. 204); på den måde sammenfletter Andersen kunstens med religionen – og kunstens forløsning med frelsen.

Med formaningen „fortæl ingen, at du har en lille Fugl, der siger dig alt” (s.s.) understeges det desuden at kunsten er en privat oplevelse der ikke kan inkorporeres i et system, og den absolutte formulering alt understreger poetikkens opfattelse af kunsten og verden som en del af den romantiske organismetanke der ikke lader nogen sandheder fortrænge.

Efter kejseren som symbol på sin nye selvstændighed selv tager tøj på og ønsker sine tjenere „God Morgen”, afslutter fortælleren historien. Her er der ingen "De levede lykkeligt til deres dages ende". Læst som en poetik må det udtrykke usikkerheden der ligger i enhver udlægning af en ikke-mekanisk tekst: Hvordan kejseren fortsætter bestemmer nattergalen ikke – det er kejserens udlægning af nattergalens sang der kommer til at afgøre det.

Kunstens livgivende sang kan vise vejen ud af en begrænset virkelighed, men man må selv betræde den.