eventyr

Eventyret er oprindeligt en del af den mundtlige fortælletradition med mange forskellige undergenrer med hver deres traditioner og troper. Romantikkens forfattere remixede mange af folkeeventyrenes elementer suppleret med deres egne idiosynkrasier, og skabte på den måde kunsteventyr vi stadig læser den dag i dag.

"Snemanden" af H.C. Andersen

I dette afsnit påbegynder vi en sæson i julens tegn, og det gør vi ved at læse H.C. Andersens eventyr Snemanden. som han skrev omkring nytåret 1861.

Musikken i dagens afsnit er nummeret "Tanz der Zuckerfee" fra Nøddeknækkeren komponeret af Pyotr Ilyich Tchaikovsky og indspillet af Kevin MacLeod. Nummeret er downloadet fra incompetech.com under følgende licens: Creative Commons By Attribution 3.0 License.

Sneemanden

"Det skrupknager i mig, saa deiligt koldt er det!" sagde Sneemanden. "Vinden kan rigtignok bide Liv i Een! Og hvor den Gloende der, hun gloer!" det var Solen, han meente; den var lige ved at gaae ned. "Hun skal ikke faae mig til at blinke, jeg kan nok holde paa Brokkerne!" 
Det var to store, trekantede Tagsteens Brokker, han havde til Øine; Munden var...

"Fyrtøjet" af H.C. Andersen

I dette afsnit læser vi det første af H.C. Andersens eventyr som efterfølgende opnåede ikonisk status, og som er blevet genfortalt utallige gange i forskellige medier. Det indgår i Andersens første eventyrsamling til børn, og han skrev under arbejdet til sin mentor B.S. Ingemann, at "jeg troer, de lykkes mig. Jeg har givet et Par af de Eventyr, jeg selv som Lille var lykkelig ved, og som jeg ikke troer ere kjendte; jeg har ganske skrevet dem saaledes, som jeg vilde fortælle et Barn dem." Da han først var kommet længere skrev han i et andet brev: "det er mit udødeligheds Værk!"

Og han fik ret. Dette første hæfte indeholdt eventyrene "Fyrtøjet", "Lille Claus og store Claus", "Prinsessen på ærten" og "Den lilla Idas blomster", og de fleste af disse kender flertallet af danske børn stadig til.

H.C. Andersen skrev selv at Fyrtøjet var inspireret af en historie han havde hørt som barn, og det er da også en variation over en folkeeventyrsformular som ses både i Danmark og udlandet. Folkemindesamleren Svend Grundtvig karakteriserede den som eventyrtype nr. 6 med navnet "Anden i lyset". Også Brødrene Grimm indsamlede en variation som har titlen "Det blå lys". Den mest markante udgave er dog eventyret om Aladdin i 1001 nat, som vi tidligere har læst her i Forlæst. Andersen var fortrolig med både den første danske oversættelse fra 1750'erne og ikke mindst med Oehlenschlägers genfortælling fra 1805. Og allerede i 1835 bebrejdede Carsten Hauch da også Andersen, at eventyret var "en Efterligning af et bedre Digt, nemlig Alladins Lampe." Om det frarøver nogen af værkerne noget at de har disse lighedstræk, må være op til dig.

Ordliste

Tornister: Rygsæk

Tog paa Comedie: gik i teatret

Cavalier: person, der er meget velklædt, optræder fornemt, lever flot o.lgn.

Vandstøvler: vandtætte støv­ler

Cachotten: fængslet

Skjødskind: læderforklæ­de

Fyrtøjet

Der kom en Soldat marcherende henad Landeveien; een, to! een, to! han havde sit Tornister paa Ryggen og en Sabel ved Siden, for han havde været i Krigen, og nu skulle han hjem. Saa mødte han en gammel Hex paa Landeveien; hun var saa ækel, hendes Underlæbe hang hende lige ned paa Brystet. Hun sagde: "god Aften, Soldat! hvor Du har en pæn Sabel og et stort...

"Alferne på heden", "Et børneeventyr" og "Det sunkne kloster" af H.C. Andersen

I dette afsnit læser vi tre tidlige fortællinger af H.C. Andersen. De første to fortællinger er uddrag af rejsebogen Skyggebilleder fra 1831, som Andersen i sin selvbiografi selv mente hørte til hans eventyrsdigtning, og den tredje fortælling, ved navn "Det sunkne kloster", er en omskrivning af et tysk folkeeventyr og blev trykt selvstændigt i et af datidens magasiner.

Alferne på heden

Saltværket og Kalkbrudene saae vi dog i Flugten udenfor Byen, men det var rigtignok paa samme Maade, som Bürgers Leonore, der saae Byer og Marke flyve forbi i Maaneskinnet.
Vi vare atter sex i Vognen; den ledige Plads var optaget af en ung Kjøbmand, der skulde til Dresden; saaledes dannede vi endnu en Hjerter Sex, idet vi atter befandt os paa...

"Dødningen, et fynsk folkeeventyr" af H.C. Andersen

I dette afsnit læser vi endnu et tidligt eventyr af H.C. Andersen, Dødningen, et fyensk Folke-Eventyr. Andersen har endnu ikke fundet formen som man især kan se på den stilforvirring vi støder på undervejs, som også samtidens anmeldere beklagede sig over.

Også B. S. Ingemann, der i en årrække var Andersens mentor, mente at han endnu ikke havde fundet den form han ledte efter, og han skrev følgende til Andersen: "Hvad Eventyret angaaer, da finder jeg det smukt paa alle de Steder, hvor De ligefrem fortæller eller skildrer uden at ville være humoristisk eller satirisk. Til slige [sådanne] Barneeventyr er den simple, naive, hjertelige Fremstilling vist den heldigste, hvorimod man ved selv at raillere [gøre nar] med, hvad man fortæller, aldeles forfeiler Øiemedet og selv tilintetgjør al Virkning og poetisk Illusion. [...] Den uskyldige Barneverden, man vil føre Phantasien tilbage til, maa man først selv heelt hengive sig til, naar man vil fremkalde den for Andre. At De dertil er istand, seer jeg paa enkelte Steder; men denne Tone har De ikke vedligeholdt"

I kommende eventyr kommer vi til at se at Andersen lyttede.

 

Ordliste

Françaiser: Selskabsdanse

fugtige: berusede

Løgtemænd: Lysfænomen over moser som i folketroen er resultatet af overnaturlige væsner

Fårekyllingen peb: Varsel om død ifølge folketro

brustne: livløs

hogartske: Om maleren William Hogarth som især var kendt for satiriske motiver

Harlequin: En figur i folkekomedien som både kunne optræde dum og udspekuleret

argantisk Lampe: petroleumslampe

Forbud paa: varsel

Løibænken: Polstret bænk

Sveddug: Klæde til at dække den afdøde

kvægende: oplivende

besprængte: overstænkede

Ærts: malm

Bulbider: Bidsk hund

Drabanter: livvagter

erholdt: modtaget

Turandot: Fortælling om en grusom prinsesse fra 1001 nats eventyr

Werther og Siegwarth: Henvisning til "Den unge Werthers lidelser" af Göethe og "Siegwart, eine Klostergeschichte" af J.M. Miller

Schlafrock: slåbrok

Beenrade: skeletter

Bolle: bowle

ret lystigt: med alle kræfter

hvalte: hvælvede

Marelokker: hårlokker fra Maren der ifølge folketroen forårsager mareridt

claurensk: Om H. Clauren der skrev sentimentale romaner

huldsaligt: venligt

Dødningen, et fynsk folkeeventyr

   Omtrent en Miil fra Bogense finder man paa Marken i Nærheden af Elvedgaard, en ved sin Størrelse mærkværdig Hvidtjørn, der kan sees fra selve den jydske Kyst. I gamle Dage skal der have været to, og man fortæller, at Frederik den Anden har besøgt dette Sted, for at see denne Mærkelighed, og at de i denne Anledning vare udskaarne i...

"Tællelyset" og "Dykkerklokken" af H.C. Andersen

I dette afsnit begynder en ny sæson af Forlæst hvor vi vil påbegynde en kronologisk rejse gennem alle H.C. Andersens eventyr og historier. For variationens skyld vil dette være den første af 8-10 sæsoner der når igennem de 214 tekster han nåede at forfatte.

I dag starter vi med en kontroversiel tekst, Tællelyset, som blev fundet i Rigsarkivet i 2012 og sandsynligvis er forfattet af H.C. Andersen da han var teenager. Dog er der også nogle fagfolk der betvivler at teksten virkelig er skrevet af H.C. Andersen. Det er ikke noget fantastisk eventyr, men i løbet af de mange eventyr og historier vil vi netop se hvordan eventyrdigteren udvikler sig, og allerede her ser vi et eksempel på den måske mest andersenske genre af alle: Tingseventyret.

Dagens andet eventyr er Dykker-klokken som er et eventyr på vers. I samtiden var selv lange rimede fortællinger helt normale, men det har vi i de mellemliggende snart 200 år vænnet os af med, og heldigvis var det også en form som Andersen hurtigt lagde bag sig. Her ser vi det tidligste eksempel på Andersens fascination af ideen om havfolk som blev vakt af en af hans tidlige teateroplevelser i form af Ferdinand Knauers romantisk-komiske trylleopera Das Donauweibchen som han så som syvårig på Odense Teater. Motivet husker vi naturligvis bedst i dag fra Den lille havfrue, som vi allerede har læst i forrige sæson.

 

Ordliste

Praas: tyndt, dårligt tællelys (DDO)

Elegie: musikstykke med vemodig stemning (DDO)

Cothurner: fodbeklædning anvendt af skuespillere i den antikke tragedie; højtidelig, retorisk, patetisk, især højtravende, svulstig, opstyltet udtryksform (ODS)

"Ihr' Hoheit": Deres Nåde

"Und immer weiter": Og altid videre 

Herrehe: dss. herre-jemini (ODS)

Tappenstreg: militært signal som om aftenen der signalerer at soldater skal gå til ro (DDO)

Recensenter: anmelder (DDO)

Non: laveste karakter for en bestået eksamen (DDO)

Præ: topkarakter med særlig udmærkelse (DDO)

aarle: tidlig om tidspunkt på dagen (DDO)

"Ha sieh! ha sieh! im Augenblick, hu, hu! Ein gräßlich Wunder!": "Se! Lige nu sker der et hæsligt mirakel" Fra Cf. Bürgers "Leonore".

Carmen: digt, især lejlighedsdigt (DDO)

Tællelyset

Til Madam Bunkeflod

fra hendes hengivne

H.C. Andersen

Det sydede og bruste, mens Ilden flammede under Gryden, det var Tællelysets Vugge - og ud af den lune Vugge gled Lyset for[m]fuldendt, helstøbt, skinnende hvidt og slankt det var dannet paa en Maade, som fik Alle, der saae det til at troe at det maatte...

"Fortællingen om Aladdin og den Vidunderlige Lampe", del 3 af 3

I dette afsnit fortsætter vi vores rejse gennem forlæggende til Disneys tegnefilmsklassikere, og i dag er vi nået til Aladdin fra 1992 hvis forlæg vi læste anden del af sidste gang. I dag læser vi sidste del af eventyret.

Sidste gang formåede Aladdin på tvivlsom vis at forpurre prinsessens ægteskab med vezirens søn og overbeviste sultanen om at lade ham ægte hans datter ved at demonstrere sin enorme rigdom. Men nu er det gået op for Troldmanden at Aladdin er i live og besidder lampeånden og det har han i sinde at sætte en stopper for.

Saa snart som han havde naaet Sultanens Hovedstad og var taget ind i et Herberge, hørte han kun Tale om Aladdin, og ogsaa senere, da han havde udhvilet sig og spadserede ud, hørte han alle, hvem han mødte, lovprise det herlige Palads og dets Ejermands Ædelmodighed og Gavmildhed. Derfor gik han hen til en af dem, som omtalte Aladdin saaledes, og sagde: »Unge Mand, hvem er det, der omtales...

"Fortællingen om Aladdin og den Vidunderlige Lampe", del 2 af 3

I dette afsnit fortsætter vi vores rejse gennem forlæggende til Disneys tegnefilmsklassikere, og i dag er vi nået til Aladdin fra 1992 hvis forlæg vi læste første del af sidste gang. I dag læser vi anden del ud af tre.

Sidste gang hørte vi om hvordan den fattige skræddersøn endte med selv at besidde den lampeånd som den onde troldmand forsøgte at bruge ham til at anskaffe. I en tid levede han og hans mor godt, men da vi forlod Aladdin havde han forelsket sig i prinsessen og havde derfor sendt sin mor afsted for at fri på sine vegne.

Ordliste

formedelst: på grund af (DDO)

divan: en sultans statsråd, eller salen, hvor dette holdes (ODS)

tvætte: vaske (DDO)

emir: overhoved for et muslimsk, især arabisk, land eller område (DDO)

hyacint: ædelsten, oprindeligt om ametyst, nu især om en gulrød varietet af zirkon (ODS)

Da hun havde staaet noget, kom Storveziren og en Del fornemme Folk ind og lidt efter de øvrige Vezirer og Rigets Øverste. Nogen Tid efter dem kom Sultanen og tog Plads paa sin Tronstol; alle de fornemme rejste sig ved hans Indtrædelse og blev staaende, indtil han havde givet dem Tilladelse til atter at tage Plads. Derpaa kom de audienssøgende frem, og deres Sager blev paadømte, den ene efter...

"Fortællingen om Aladdin og den Vidunderlige Lampe", del 1 af 3

I dette afsnit fortsætter vi vores rejse gennem forlæggende til Disneys tegnefilmsklassikere, og i dag er vi nået til Aladdin fra 1992.

Aladdin og den Vidunderlige Lampe er en af fortællingerne fra Tusind og én nat, som er det vigtigste værk i den ældre arabiske fortællekunst. I Tusind og én nats rammefortælling har kongen dræbt sin hustru, og har nu fået for vane at dræbe de unge kvinder han gifter sig med efter bryllupsnatten. Hans seneste giftermål, Sheherezade, formår dog at redde livet ved hver eneste nat at fortælle kongen nye eventyr.

Den tidligste kendte udgave er fra 800-tallets Baghdad og var allerede dengang en blanding af fortællinger med oprindelse i både Egypten, Indien, Persien og Mesopotamien. I løbet af middelalderen findes mange forskellige udgaver af Tusind og én nat der dog alle har en fælles kerne på omtrent 300 nætters fortællinger. Dengang var fortællingerne primært en del af den mundtlige fortælletradition hvor professionelle fortællere hver havde deres eget repertoire og deres egne udgaver, og de løbende nedskrivninger afspejler denne rige variation.

Organiserede og omfattende nedskrivninger tog først til da man i Europa fattede interesse for Tusind og én nat i 1700-tallet, og de senere arabiske udgaver er også påvirket af de tidlige europæiske oversættelser. Faktisk var Aladdin oprindeligt et mellemøstligt folkeeventyr der slet ikke var en del af de arabiske udgaver af Tusind og én nat, men den tidligste europæiske oversættelse medtog eventyret, og det begyndte de arabiske udgaver derefter også at gøre.

Værkets udbredelse i Europa var med til at forme Vestens fordomme om det geografisk omskiftelige "Orienten" som et fundamentalt anderledes sted der med dets mystik og erotik stod i modsætning til den europæiske fornuft. Med Romantikkens indtog i Europa i starten af 1800-tallet bliver netop disse idéer om Orienten valoriseret mere positivt end hidtil, og man ser da også hvordan Adam Oehlenschlägers udgave af netop Aladdin vægter det umiddelbare og kreative langt højere end det flittige og velovervejede – et modsætningspar der matchede de racistiske fordomme om de såkaldte orientalske folkeslag over for den fornuftige europæer.

Handlingen i Aladdin og den Vidunderlige Lampe er hensat til Kina, som arabiske folkeslag i samtiden opfattede som et fjernt, eksotisk sted der forblev abstrakt for de fleste. Det er fristende at se paralleller mellem dette og Vestens brug af Orienten, men i Aladdin forbliver alle kulturtræk dog arabiske og kun "Kina" som stedbetegnelse står tilbage som markør, mens Oehlenschläger og hans samtidige søgte at medtage mange arabiske kulturtræk når deres fortællinger var hensat til Orienten.

Bemærk at dagens afsnit indeholder en antisemitisk skildring af en mindre figur i fortællingen.

Den udgave vi læser den første del af i dag, er oversat af Johannes Østrup og udkom i 1928, og det er den første danske oversættelse fra de arabiske udgaver af fortællingerne. Til forskel fra Ellen Wullffs nyoversættelse i 2013 var Østrups mål dog ikke så præcis en oversættelse som muligt, men derimod en udgave der fokuserede på de almenmenneskelige fællestræk; som det lyder i Indledningen:

"Forskeren leder i Tusind og en Nat efter et kulturbillede af en bestemt periode, den menige læser søger i disse frugter af en hed og frodig fantasi først og fremmest underholdning og glemsel af dagligdagens tomhed og besvær, og det er denne læsers behov, som en oversættelse først og fremmest må tage sigte på.

Alligevel vil jeg ikke [skjule], at det er mit håb, at den oversættelse af Tusind og en nat, der her forelægges [...] må blive ikke blot en morskabsbog i dette ords bedste betydning, men at den også må bidrage til at vække interesse for og forståelse af det Østerland, der samtidig med at det i vore dage moderniseres og stadigt kommer Europa nærmere, dog har bevaret så meget af ældre tiders primitive livsformer. Det Østerland, som Tusind og en nats eventyr opruller et billede af, er først og fremmest den glødende sols, de stærke farvers og de heftige følelsers land, og alt dette vedbliver ned gennem tiderne at være det samme.

Uforgængelig er også den trang til at lade fantasien boltre sig frit, der – som en slags protest mod hverdagslivets ensformighed – skabte disse eventyr og lysten til at høre dem fortælle. Under alle himmelstrøg og under alle kulturforhold bevares eventyrets romantiske land sin tiltrækningskraft, og bestandigt lige betagende er klangen af den udødelige begyndelse: "Der var en gang –""

Ordliste

være stadig: være præget af ro og besindighed (ODS 4.2)

at mage: at tilrettelægge (DDO)

Det fortælles, at der i en By i Kina engang levede en fattig Skrædder, som havde en Søn ved Navn Aladdin. Denne var lige fra lille af en doven og stridig Knægt. Da han var ti Aar gammel, vilde hans Fader, at han skulde sættes i Lære, men da han ikke havde Raad til at betale for hans Undervisning, tog han ham ind i sit eget Værksted, for at han kunde lære Skrædderhaandværket. Men Sønnen var...

"Skønheden og udyret" af Jeanne-Marie Leprince de Beaumont

I dette afsnit fortsætter vi vores rejse gennem forlæggende til Disneys tegnefilmsklassikere, og i dag er det fortællingen bag Skønheden og Udyret fra 1991 vi skal læse.

Den udgave vi i dag først og fremmest tænker på når vi hører titlen er skrevet af Jeanne-Marie Leprince de Beaumont og udkom første gang i 1756. Den er baseret på en roman fra 1740 og forud for begge går der folkeeventyr der kan spores 4000 år. På dansk grund indsamlede folkemindesamleren Evald Tang Kristensen også en udgave i slutningen af 1800-tallet hvor Udyret er en hest, men den ligger så tæt op ad Beaumonts udgave at vi ikke læser den i dag.

Som vi så ofte ser i disse eventyr, er moren død, søstrene onde og en smuk prins' kærlighed er enhver kvindes højeste ønske; og ligesom vi så i Tornerose med tilføjelsen af Malavias forvandling til en drage, så Disneystudierne sig også her nødsaget til at tilføje en skurk der kunne udkæmpes en afsluttende kamp med i form af Gaston. Men både fortællingen og dens adaptationer adskiller sig fra de fleste folkeeventyr ved at give Skønheden og prinsen tid til at lære hinanden at kende inden giftermålet indgås. At de tilbringer denne tid sammen fordi Udyret har kidnappet hende, er det dog ikke meningen man skal bekymre sig alt for meget over.

Ordliste

artig: god i moralsk henseende; om personer som besidder (megen) dannelse, forstand, vid (ODS)

cabinet: værelse til privat benyttelse for en person (Holberg)

avindsyge: misundelse (ODS)

Der var engang en rig Kiøbmand, som havde sex Børn, tre Sønner og tre Døttre. Han var tillige en fornuftig Mand, der ikke sparede noget for at give sine Børn en god Opdragelse, og lod dem lære Alt, hvad han troede de behøvede for at skikke sig vel og komme frem i Verden. Døttrene vare alle tre smukke, men især var den Yngste en fuldkommen Skiønhed. Allerede da hun var lille kaldte Folk hende...

"Den lille havfrue" af H.C. Andersen

I dette afsnit fortsætter vi vores rejse gennem forlæggende til Disneys tegnefilmsklassikere, og i dag er det kunsteventyret bag Den lille havfrue fra 1989 vi skal læse.

H.C. Andersens forlæg blev første gang trykt i Eventyr, fortalt for Børn, Tredie Hefte som udkom i 1837.

I forordet til hæftet skrev han om eventyret af "ethvert af hine egner sig maaskee mere for Barnet, end dette, hvis dybere Betydning kun den Ældre forstaaer, men jeg tør dog troe, at Barnet vil have Glæde deraf."

Det var et af H.C. Andersens tidlige eventyr men det første som han mente den samtidige guldalderdigter B.S. Ingemann ville kunne lide idet han skrev at det var "det eneste af mine Arbeider, som har rørt mig selv, idet jeg skrev det".

Især slutningen anså Disney ikke for at være børnevenlig, men også Disneys adaptation rørte mange tegnefilmselskere, og den markerede overgangen til den periode af både populære og anmelderroste tegnefilm der er blevet kendt som Disneys renæssance. I denne periode blev næsten alle Disneytegnefilm skåret over samme Broadwaylæst, men Broadway skal man lede en del efter i originalen. God fornøjelse.

Ordliste

Geburtsdag: fødselsdag (ODS)

Aftenstjernen: planeten Venus (ODS)

laae med Blus: at fiske ved at bruge lys­ til at tiltrække fisk (ODS)

Polyp: primitivt, hvirvelløst havdyr, fx vandmand eller koraldyr (DDO)

Beenrade: skeletter (Holbergordbog)

baltrede: boltrede, væltede (ODS)

forliebt: forelsket (DDO)

Musselin: vævet stof af fx fint bomuld (DDO)

Purpur: fornemt mørkerødt stof (DDO)

halvbrustne: halvdøde (ODS)

Vederkvægelse: forfriske; give nye kræfter (DDO)

Langt ude i Havet er Vandet saa blaat, som Bladene paa den deiligste Kornblomst og saa klart, som det reneste Glas, men det er meget dybt, dybere end noget Ankertoug naaer, mange Kirketaarne maatte stilles ovenpaa hinanden, for at række fra Bunden op over Vandet. Dernede boe Havfolkene.

Nu maa man slet ikke troe, at der kun er den nøgne hvide Sandbund; nei, der voxe de forunderligste...