"Om katte og hunde" af Jerome K. Jerome

fra En dagdrivers betragtninger

af Jerome K. Jerome

Fortale

Da et Par af mine Venner, som jeg har vist Manuskriptet til disse Betragtninger, har erklæret, at de ikke er helt umulige, og da nogle af mine Slægtninge har lovet at købe Bogen, hvis den nogensinde kom frem, synes jeg ikke, at jeg har Ret til yderligere at forhale Udgivelsen. Hvis der ikke, om jeg saa maa sige, havde været et saadant Forlangende fra Publikums Side, vilde jeg maaske ikke have vovet at byde Læseverdenen disse »Lediggangstanker« som Næring for deres Aand. Hvad Læsere nutildags forlanger, er at en Bog skal forbedre, belære og højne. Denne Bog vil ikke højne en Ko, og som et samvittighedsfuldt Menneske kan jeg ikke anbefale den til nogen Slags nyttigt Brug. Alt, hvad jeg kan sige, er, at naar De er træt af at læse »de hundrede bedste Bøger«, kan De maaske forslaa en halv Timestid med denne. Det vil altid være en Forandring.

Om Katte og Hunde

Hvad jeg har lidt for deres Skyld nu til Morgen, kan ingen Ord beskrive. Det begyndte med Gustavus Adolphus. Gustavus Adolphus (i de nedre Regioner kalder de ham »Gusty«) er en meget rar Hund, naar han staar midt paa en stor Mark eller en aaben Fælled, men jeg vil ikke have ham inden Døre. Han mener det saamænd godt nok, men Huset her passer ikke til hans Størrelse. Han strækker sig og vælter to Stole og en Etagère. Han slaar med Halen, og Stuen ser ud, som om en plyndrende Hær var gaaet igennem den. Han trækker Vejret, og Ilden i Kaminen blæses ud.

Naar vi skal spise til Middag, kryber han ind under Bordet, ligger dér en Tid og rejser sig saa pludselig; det første Vink, vi faar om, hvad han foretager sig, er at Bordet pludselig synes besjælet af en vanvittig Lyst til at slaa Kolbøtter. Vi griber efter det som rasende og søger at holde det i vandret Stilling, hvorefter han — i den Forestilling, at der er en ondsindet Sammensværgelse under Opsejling mod ham — kæmper som en Vild, og det sidste Billede, der frembyder sig, er i Reglen et væltet Bord og en ødelagt Middag, klemt inde mellem to fægtende Lag af rasende Mænd og Kvinder.

Han kom i Morges paa sin sædvanlige Manér — man skulde tro, at hans Forbillede var en amerikansk Cyklon — og det første, han gjorde, var at feje min Kaffekop ned af Bordet med sin Hale og sende Indholdet lige over mod min Vest.

Jeg røg op fra min Stol, og med et »---------« nærmede jeg mig hastigt til ham. Han smuttede fra mig hen i Retning af Døren, og dér mødte han Eliza, som kom ind med nogle Æg. Eliza sagde: »Uh!« og satte sig paa Gulvet, og Æggene anbragte sig rundt omkring paa Tæppet, hvor de bredte sig, medens Gustavus Adolphus forlod Lokalet. Jeg raabte efter ham og raadede ham i kraftige Vendinger til at gaa lige nedenunder og ikke vise sig for mine Øjne i de næste Par Timer, og han, som tilsyneladende var enig med mig, dukkede sig for Kulskuffen og gik, medens jeg vendte tilbage, tørrede mig af og spiste færdig. Jeg forvissede mig om, at han var gaaet ned i Gaarden, men da jeg ti Minutter efter kiggede ud i Gangen, sad han paa det øverste Trin af Trappen. Jeg sagde, at han straks skulde gaa ned, men han gøede bare og hoppede omkring, og saa gik jeg da ud for at se, hvad der var i Vejen.

Det var Tittums. Hun sad paa det næstøverste Trin og vilde ikke lade ham slippe forbi.

Tittums er vor Kattekilling og omtrent paa Størrelse med et Rundstykke. Hun stod med krummet Ryg og bandede som en medicinsk Student.

Hun bander aldeles forskrækkeligt. Jeg er ikke selv nogen hel Sinke i den Branche, men jeg er en fuldkommen Amatør i Sammenligning med hende. Sandt at sige — men husk, at dette er absolut mellem os; jeg vil ikke saa gerne have, at Deres Kone skal vide, at jeg har sagt det, det er den Slags Ting, Kvinder ikke forstaar sig paa — men altsaa mellem os sagt tror jeg, at en Mand har godt af at bande. At bande er ligesom en Sikkerhedsventil, gennem hvilken det daarlige Humør, som ellers kunde gøre alvorlig Skade paa hans sjælelige Mekanisme, slipper ud som uskadelige Dampe. Naar en Mand har sagt: Du Forbarmende, min kære, rare Herre! Hvorfor i Sol, Maane og Stjerner kan De være saa skødesløs (hvis det maa være mig tilladt at bruge det Udtryk) at plante Deres fine lette Fod med saadan Kraft paa min Ligtorn? Er det, fordi det er Dem fysisk umuligt at begribe, i hvad Retning De gaar — De — jo, De er virkelig en køn Herre! — eller noget i den Retning, saa føler han sig straks bedre tilpas. At bande har den samme beroligende Virkning paa vore vrede Lidenskaber som at slaa Møbler itu eller smække med Dørene — hvad der jo er almindelig bekendt — og dertil kommer, at det er meget billigere. At bande giver en Mand Luft og gør det samme for ham som en Smule Krudt for Vaskehusskorstenen. En Eksplosion en Gang imellem er meget sund for dem begge to. Jeg har ikke rigtig Tillid til en Mand, der aldrig bander, eller rasende sparker til sin Skammel, eller rager op i Ilden med unødvendig Voldsomhed. Uden Afløb af den ene eller den anden Art bliver den Forbitrelse, som Livets evig genkommende Sorger volder én, let ved at forgifte og nage éns Sind. I Stedet for at den lille Ærgrelse bliver smidt ud, sætter den sig ned ved Siden af os og bliver en Sorg, og man grubler over den lille Krænkelse, indtil den i Eftertænksomhedens Mistbænk vokser til en stor Uret, i hvis giftige Skygge Had og Hævn spirer frem.

At bande giver Følelserne Luft — det er det, det gør. Det forklarede jeg min Tante en Gang ved en bestemt Lejlighed, men det gjorde intet Indtryk paa hende. Hun sagde, at jeg ikke burde have den Slags Følelser.

Det fortalte jeg da ogsaa Tittums. Jeg fortalte, at hun skulde skamme sig — hun, som oven i Købet var opdraget i en kristen Familie. Jeg har ikke saa meget imod at høre en gammel Kat bande, men jeg kan ikke taale at se en Killing saa hidsig. Det forekommer mig helt sørgeligt hos saa ungt et Væsen.

Jeg stak Tittums i Lommen og gik tilbage til mit Skrivebord. Jeg glemte hende et Øjeblik, og da jeg saa mig for, opdagede jeg, at hun havde arbejdet sig ud af min Lomme og op paa Bordet og nu var ved at prøve at sluge mit Penneskaft; saa stak hun Benet i Blækhuset og væltede det; saa slikkede hun Benet, og saa gav hun sig igen til at bande — denne Gang over mig.

Jeg satte hende ned paa Gulvet, og der begyndte Tim at lave Ballade med hende. Jeg vilde ønske, at Tim vilde passe sine egne Sager — det kom ikke ham ved, hvad hun havde lavet. Desuden er han ikke selv nogen Helgen. Han er bare en to Aar gammel Foxterrier, og han skal have sin Næse allevegne og er saa vigtig som en graahaaret skotsk Collie.

Tittums Mor er kommet ind, og Tim har faaet sin Næse kradset, hvad jeg er grumme glad ved. Jeg har sat dem alle tre ud i Gangen, hvor de i Øjeblikket ligger i vildt Slagsmaal. Jeg har faaet alting smurt til med Blæk og er i morderlig slet Humør, og hvis nogen af Katte- eller Hundeslægten vil komme og lave Narrestreger med mig nu til Morgen, maa han eller hun hellere medbringe sin egen Begravelseskommissær.

Og alligevel holder jeg under almindelige Forhold uhyre meget af Katte og Hunde. De er saadan gemytlige Sjæle, og som Selskab er de Mennesker langt overlegne. De skændes eller strides ikke med én. De taler aldrig om sig selv, men hører paa én, medens man taler om sig selv, og lader, som de interesserer sig for, hvad man siger. De kommer aldrig med dumme Bemærkninger. De siger aldrig til Miss Brown, tværs over et Middagsbord, at de altid havde forstaaet, at hun var meget forelsket i Mr. Jones, som lige er blevet gift med Miss Robinson. De tror aldrig, at éns Kones Fætter er hendes Mand, og falder aldrig paa, at man selv er Svigerfaderen. Og de spørger aldrig en ung Forfatter, som har fjorten Tragedier, seksten Komedier, syv Farcer og et Par Burlesker liggende i sit Skrivebord, hvorfor han ikke skriver et Skuespil.

De siger aldrig uvenlige Ting. De gør os aldrig opmærksomme paa vore Fejl »bare for vort eget Bedstes Skyld«. De minder os ikke i ubelejlige Øjeblikke om fordums Daarskaber og Fejlgreb. De siger aldrig, saadan rigtig sarkastisk: »Jo, du vilde være en fed Hjælper, hvis der virkelig nogensinde blev Brug for dig.« De meddeler os aldrig, som vore Elskeder til Tider gør, at vi ikke er nær saa rare, som vi før har været. Vi er altid de samme for dem.

De er altid glade ved at se os. De følger os i alle Stemninger. De er muntre, naar vi er glade, alvorlige, naar vi er højtidelige til Mode, bedrøvede, naar vi er tyngede af Sorg.

»Halløj! Glad og fornøjet og oplagt til Sjov! Ja, her har du mig! Her staar jeg og hopper omkring dig, og jeg gør og laver Krumspring og er parat til alt mulig Sjov og Spektakel. Se mig ind i Øjnene, hvis du tvivler paa mig.

Hvad skal det være? Skal vi tumle i Dagligstuen og give Møblerne en god Dag, eller skal vi drive ud i den friske, kølige Luft og pile af Sted over Marken og ned ad Bakken og give Bondemandens Gæs en ordentlig Forskrækkelse! Kom!«

Eller man har Lyst til at sidde stille og tænke. Godt! Mis kan sidde paa Stolearmen og spinde, og Montmorency kan lægge sig paa Kamintæppet og kigge ind i Ilden, men samtidig har han det ene Øje ved én, for det Tilfældes Skyld, at man skulde blive grebet af en pludselig, voldsom Trang f.Eks. til Rotter.

Og naar vi skjuler vort Ansigt i vore Hænder og ønsker, at vi aldrig var født, saa retter de sig aldrig og siger, at vi selv har nedkaldt det over vore Hoveder. De haaber ikke engang, at det vil tjene os til Advarsel. Men de kommer ganske stille hen til os og lægger Hovedet ind til os. Hvis det er en Kat, sætter hun sig paa éns Skulder, purrer op i éns Haar og siger: »Det gør mig forfærdelig ondt for dig, gamle!« saa tydeligt, som om hun kunde sige det med rene Ord, og hvis det er en Hund, ser han paa én med sine store, trofaste Øjne og siger med dem: »Naa ja, du har da nu altid mig. Vi vil gaa Verden igennem med hinanden og altid støtte hinanden, ikke sandt?«

Han er meget uforsigtig, saadan en Hund. Han gør sig aldrig den Ulejlighed at forhøre, om man har Ret eller Uret, bryder aldrig sin Hjerne med, om man er oppe eller nede paa Livets Stige, og spørger aldrig, om man er rig eller fattig, dum eller klog. Man er hans Kammerat. Det er nok for ham, og hvad enten man har Held eller Uheld, hvad enten man har et godt eller daarligt Rygte, hvad enten man er æret eller vanæret, saa skal han nok holde fast ved én, trøste én, vaage over én, give sit Liv for én, hvis det gøres fornødent — den dumme Hund, uden Hjerne og uden Sjæl.

Aah, du gamle, trofaste Ven med de dybe, klare Øjne og dit glade, hurtige Blik, du, som forstaar alt, hvad man vil sige, før man faar Tid til at udtale det, véd du ikke, at du bare er et Dyr og ikke har nogen Sjæl? Véd du ikke, at den sløve, brændevinsomtaagede Bondelømmel, som staar og læner sig til Stolpen derude, aandelig set er dig uendelig overlegen. Véd du ikke, at hver lille smaasjælet, egenkærlig Slubbert, som lever af at narre og bedrage, som aldrig har øvet en ædel Handling eller sagt et venligt Ord, som aldrig har haft en Tanke, der ikke var simpel og ussel, eller en Attraa, der ikke var lav og jordbunden, som bedrager med hver Handling og lyver med hvert Ord, véd du ikke, at disse elendige Lumskepetere (og der er Millioner af dem i Verden), véd du ikke, at de alle er dig saa uendelig overlegne, dit ærlige, tapre, uegennyttige, umælende Dyr! De er Mennesker, véd du nok, og Menneskene er de største og ædleste og klogeste og bedste Skabninger i hele det uhyre, evige Univers. Det kan ethvert Menneske fortælle dig.

Ja, stakkels Hund, du er meget, meget dum i Sammenligning med os kloge Mennesker, som véd saa god Besked med Politik og Filosofi, og som kort sagt véd alt muligt — undtagen hvad vi er, hvor vi kommer fra, og hvor vi gaar hen, og hvad alt udenfor denne lille bitte Verden og det meste i den er.

Men det skal I ikke bryde jer om, Mis og Vovse, for vi holder allesammen bare saa meget mere af jer, fordi I er dumme. Vi holder alle af, hvad der er dumt. Mænd kan ikke udstaa kloge Kvinder, og en Kvindes Ideal er en Mand, som hun kan kalde »et sødt gammelt Fjols«. Det er saa behageligt at træffe Folk, der er dummere end vi selv. Vi holder straks af dem, fordi de er det. Verden maa være et besværligt Sted for kloge Folk. Almindelige Mennesker kan ikke lide dem, og hvad dem selv angaar, saa hader de hinanden af et godt Hjerte.

Men hvad— de kloge Folk er et saa forsvindende Mindretal, at det i Virkeligheden ikke betyder noget videre, om de er ulykkelige eller ej. Saa længe de dumme Folk kan være glade og fornøjede, vil Verden i det store og hele klare sig taaleligt. Katte har Ord for at være mere verdenskloge end Hunde — at se mere paa deres Fordel og være mindre blinde i deres Hengivenhed for deres Venner.

Og vi Mennesker er ganske naturligt forargede over en saadan Egenkærlighed. Det er sikkert nok, at Katte holder mere af en Familie, der har Tæpper paa Gulvene, end af en, der ikke har det; og hvis der er mange Børn i Huset, saa foretrækker de at tilbringe deres Fritid hos Familien ved Siden af. Men alt i alt er der nu alligevel sket Kattene Uret.

Hvis man bliver virkelig Ven med en Kat, saa vil den følge én gennem tykt og tyndt. Alle de Katte, jeg har haft, har været de mest trofaste Kammerater. Jeg havde engang en Kat, som havde den Skik at følge mig overalt, indtil det blev ligefrem generende, og jeg blev nødt til at bede den om, som en personlig Tjeneste, ikke at følge mig længere ned ad High Street. Den havde for Skik at sidde oppe og vente paa mig, naar jeg kom sent hjem, og møde mig i Gangen. Den fik mig ligefrem til at føle mig som en gift Mand, undtagen for saa vidt som den aldrig spurgte, hvor jeg havde været, og saa ikke troede mig, naar jeg fortalte det.

Jeg havde en anden Kat, som havde den Vane at drikke sig fuld hver Dag. Den kunde gaa og luske omkring uden for Kælderdøren, for at snige sig ind ved første Lejlighed og slikke op, hvad der var dryppet ned fra Ølankret. Jeg omtaler ikke den Vane som noget, der tjener til Ros for Katteslægten, men bare for at vise, hvor næsten menneskelige nogle af dem er. Hvis Sjælevandringen er en Kendsgerning, saa var det Dyr i al Fald godt paa Vej til at blive en Kristen, for dets Forfængelighed var næsten lige saa stor som dets Kærlighed til Drik. Hver Gang den fangede en særlig stor Rotte, kom den med den ind i Stuen, hvor vi allesammen sad, lagde Liget midt iblandt os og ventede paa, at vi skulde rose den. Gud, hvor Pigebørnene dog skreg!

Stakkels Rotter! De synes bare at være til, for at Katte og Hunde kan høste Ros for at dræbe dem og Apotekere tjene Formuer paa at opfinde særlige Giftblandinger til at ødelægge dem. Og alligevel er der noget fængslende ved dem — noget uvirkeligt og uhyggeligt De er saa snedige og stærke, saa forfærdelige i Kraft af deres Tal, saa grusomme, saa hemmelighedsfulde. De sværmer rundt i forladte Huse, hvor de ituslaaede Vinduer hænger og raadner paa de forfaldne Mure, og Dørene knirker paa deres rustne Hængsler. De kender det synkende Skib og forlader det — ingen véd hvordan eller hvorhen. De hvisker til hinanden i deres Huller, hvordan der vil komme til at hvile en Forbandelse over Godset, og det store Navn vil dø i Glemsel. De udfører frygtelige Bedrifter i uhyggelige Lighuse.

Ingen Rædselshistorie er fuldstændig uden Rotterne. I Fortællinger om Genfærd og Mordere farer de gennem de genlydende Rum, og man kan høre deres Tænder gnave bag Panelet; deres funklende Øjne kigger ud gennem Hullerne i det ormædte Tapet, og deres skingre uhyggelige Skrig lyder gennem Nattens dybe Stilhed, medens den klagende Vind hulkende suser omkring forfaldne Taarne og farer videre, jamrende som en Kvinde, gennem de nøgne, ubeboede Værelser.

Og døende Fanger ser i deres hæslige Fængsler, gennem det frygtelige Mørke, deres smaa røde Øjne som funklende Kul, hører i den dødlignende Stilhed Lyden af deres rappe, kloagtige Fødder, farer skrigende op i Mørket og vaager hele den frygtelige Nat igennem.

Jeg elsker at læse Historier om Rotter — de faar det til at løbe mig saa dejlig koldt ned ad Ryggen. Jeg kan saa godt lide Historien om Bisp Hatto og Rotterne. Den onde Bisp havde, som De véd, saadan en Masse Korn samlet paa sine Kornlofter og vilde ikke lade Folket, som var ved at dø af Sult, røre ved det, men da de bad ham om Mad, samlede han dem i sin Lade, lukkede Døren for dem, stak Ild paa Bygningen og lod dem brænde inde. Men næste Dag kom der Tusinder og atter Tusinder af Rotter, som var sendt ud for at holde Dom over ham. Saa flygtede Bisp Hatto til sit stærke Taarn, der stod midt ude i Rhinen, stængede sig inde og mente, at her var han sikker. Men Rotterne! De svømmede over Floden, de gnavede sig gennem de tykke Stenmure og aad ham levende, hvor han sad — Aah, det er en herlig Historie.

Saa er der Historien om Rottefængeren fra Hameln, om hvordan han først fordrev Rotterne med sit Fløjtespil og senere, da Borgmesteren brød sit Ord til ham, lokkede alle Børnene til sig og gik ind i Bjerget. Det er saadan en forunderlig gammel Historie. Jeg gad vidst, hvad den betyder, eller om den overhovedet betyder noget som helst. Det er, som om der ligger en forunderlig og dyb Mening bag dette lette melodiske Rim. Det følger mig overalt, det Billede af den sære, hemmelighedsfulde gamle Rottefænger, som vandrer gennem Hamelns snævre Gader, og Børnene, som følger ham, dansende og med tankefulde, ivrige Ansigter. De gamle Folk prøver at standse dem, men Børnene agter ikke paa dem. De hører den sære, fortryllende Musik og maa følge. De standser midt i deres Leg, og Legetøjet falder uænset ud af deres Hænder. De véd ikke, hvorhen de haster. Den hemmelighedsfulde Musik kalder paa dem, og de følger efter, uden at bekymre sig om og uden at spørge hvorhen. Den skælver og bæver i deres Hjerter og overdøver alle andre Lyde, og Saaledes vandrer de gennem Rottefængergaden, bort fra Hameln By.

Sommetider kommer jeg til at tænke paa, om Rottefængeren nu virkelig er død, eller om han stadig strejfer omkring i vore Gader, men nu spiller saa dæmpet, at kun Børnene kan høre ham. For hvorfor ser ellers de smaa Ansigter saa alvorlige og højtidelige ud, naar de et Øjeblik standser midt i den vilde Leg og staar dybt betagne og stirrer ud for sig, med anspændte Øjne. De ryster bare deres krøllede Hoveder og løber leende tilbage til deres Legekammerater, naar vi spørger dem ud. Men jeg indbilder mig, at de har staaet og lyttet til den gamle Rottefængers Tryllemusik, og maaske har de, med deres klare Øjne, set hans sære, fantastiske Skikkelse glide ubemærket gennem Hvirvlen og Sværmen.

Selv vi voksne Børn hører nu og da hans Fløjtespil. Men de længselsfulde Toner er meget langt borte, og den støjende, larmende Verden brøler altid saa højt, at den drømmende Melodi drukner. Men en Dag vil de liflige Toner lyde højt og klart, og saa skal ogsaa vi, som de smaa Børn, kaste alt vort Legetøj til Side og følge efter. Kærlige Hænder vil blive rakt frem for at standse os, og de Stemmer, vi har lært at lytte efter, vil raabe til os, at vi skal standse. Men vi skal blidt skubbe de kærlige Arme til Side og drage ud gennem det sørgende Hus og den aabne Dør. For den vilde, sælsomme Musik vil give Genlyd i vore Hjerter, og vi vil nu vide, hvad dens Sang betyder.

Jeg vilde ønske, at Folk kunde holde af Dyr uden at blive saa frygtelig sentimentale over dem, saadan som saa mange Mennesker gør. I den Henseende er Kvinder langt de værste, men selv vort højt begavede Køn degraderer tit ved en latterlig Forgudelse deres Yndlinge til ligefremme Plager. Der er de overstrømmende sentimentale unge Damer, som har læst David Copperfield og derefter har udsøgt sig en lille langhaaret Hund af ligegyldig Race, som har den irriterende Vane at misbillige éns Benklæder og til sidst udtale sig om samme med en Snøften, der skal udtrykke dens Foragt og Væmmelse. De pludrer saa sødt og ungpigeagtigt til dette Dyr (naar der er nogen i Nærheden, som kan høre det), og de kysser dets Snude og lægger dets snavsede Hoved ind til deres Kind paa den mest rørende Maade, skønt jeg har lagt Mærke til, at disse Kærtegn fortrinsvis anvendes, naar der er unge Mænd i Nærheden.

Saa er der de gamle Damer, der tilbeder en fed Pudel, som hiver efter Vejret og er fuld af Lopper. Jeg kendte en Gang et Par ældre ugifte Damer, der i Fællesskab havde en Slags tysk Pølse paa Ben, som de kaldte en Hund. De vaskede den hver Morgen med varmt Vand; den fik regelmæssigt en Lammekotelet til Frokost, og om Søndagen, naar den ene af Damerne gik i Kirke, blev den anden hjemme for at holde Hunden med Selskab.

Der er mange Familier, hvor alle Tanker drejer sig om Hunden. Katte lider i Parentes bemærket sjældent under en altfor overdreven Tilbedelse. Katte har en meget klar Følelse af, hvad der er latterligt, og vil venligt men bestemt nedlægge Indsigelse mod den Slags Narrestreger. Derimod lader det til, at Hunde synes om det. De opmuntrer deres Ejermænd til alt det Pjankeri, og Følgen er, at i de Kredse, som jeg taler om, er det, som »søde Fido« har gjort, gør, vil gøre eller ikke vil gøre, kan eller ikke kan gøre, gjorde, gør, vil gøre eller er lige ved at gøre, det evige Samtaleemne fra Morgen til Aften.

Al Samtale, der paa den Maade kommer til at bestaa af det mest haabløse Idioti, tager Sigte paa dette forbandede Dyr. Familien sidder hele Dagen paa Rad og vogter paa ham, gør Bemærkninger over alt, hvad han foretager sig, fortæller hinanden Anekdoter om ham, mindes hans Dyder og genkalder sig med Taarer, hvordan han en Dag blev borte for dem i hele to Timer, og hvordan han ved den Lejlighed var blevet transporteret hjem paa den mest brutale Maade af Slagterens Dreng, som man havde antruffet holdende ham i Nakken med den ene Haand og klaskende løs paa ham med den anden.

Efter at de har forvundet disse bitre Erindringer, kappes de i Udbrud af Beundring over Bæstet, indtil et mere end almindelig begejstret Medlem af Familien, som nu ikke længere kan beherske sine Følelser, kaster sig over det ulykkelige, firbenede Væsen i en fuldkommen vanvittig Betagelse, trykker det til sit Hjerte og tuder over det. Hvorpaa de andre, som er helt fra Forstanden af Misundelse, rejser sig, griber saa meget af Bæstet som den første graadige Person har levnet dem, og mumler Lovord og Kælenavne.

Blandt den Slags Mennesker gaar alt gennem Hunden. Hvis man vil gøre Kur til den ældste Datter, eller have den gamle til at laane sig Havetromlen, eller Moderen til at give et Bidrag til Selskabet for Afskaffelsen af Solo-Kornet-spillere i Teaterorkestre (det er i alt Fald meget kedeligt, at der ikke eksisterer et saadant Selskab), saa maa man begynde med Hunden. Man maa vinde dens Billigelse, før de saa meget som vil høre paa én, og hvis — hvad der er højst sandsynligt — Dyret, hvis frimodige Hundenatur er bleven ødelagt af den unaturlige Behandling, den har været Genstand for, besvarer éns venskabelige Tilnærmelser ved arrigt at snappe efter én, saa er éns Sag tabt for bestandig.

»Hvis der er nogen, Fido ikke synes om,« har Husfaderen eftertænksomt bemærket for et Øjeblik siden, »saa siger jeg, at den Mand ikke er til at stole paa. Du véd, Maria, hvor tit jeg har sagt det! Aah ja — han véd Besked. Gud velsigne ham!«

Det forbandede Bæst!

Og tænke sig, at det arrige Kræ en Gang har været en uskyldig Hundehvalp — lutter Ben og Hoved, fuld af Narrestreger og brændende af Begærlighed efter at blive en stor god Hund og gø ligesom Moder.

Ak Gud ja! Det er sørgeligt, som Livet forandrer os alle. Verden er som en uhyre, forfærdelig, malende Maskine, hvor det, der er friskt og ungt og rent, skubbes ind ved den ene Ende for at komme ud, gammelt og forvredet og rynket, ved den anden.

Se bare paa den gravalvorlige Mis, med sit sløve søvnige Blik, sin tunge, langsomme Gang og sin hele værdige, snerpede Fremtræden — hvem skulde tro, at hun en Gang havde været det blaaøjede, hvirvlende, fremstormende, gale lille Stump Fyrværkeri, som vi kalder en Killing?

Hvilken vidunderlig Vitalitet saadan en Killing har! Der er virkelig noget overordentlig smukt i den Maade, hvorpaa Livet ligefrem koger over i de smaa Skabninger. De farer omkring og mjaver og springer, danser rundt paa Bagbenene, omfavner alle med Forbenene og tumler omkring og ligger paa Ryggen og sparker. De véd ligefrem ikke, hvad de skal gøre ved sig selv — de er saa fulde af Liv.

Kan De huske, Læser, da De og jeg havde en lignende Fornemmelse? Ja, kan De huske hine herlige Dage, da vi var ganske unge Mænd? Naar vi spadserede hjem langs den maanelyse Vej, syntes vi, at vi var alt for fulde af Liv til at gaa roligt, og vi maatte springe og hoppe og fægte med Armene, indtil Bondekoner, som var sent ude, troede — og med god Ret — at vi var gale, og holdt sig tæt op til Hegnet, medens vi stod og lo højt ved at se dem pile saa rask af Sted og fik Blodet til at stivne i deres Aarer ved et vildt Krigshyl, og vi fik Taarer i Øjnene — vi vidste ikke selv hvorfor. Aah, det pragtfulde unge Liv, som kronede os til Jordens Konger, som jog gennem hver dirrende Aare, til det var, som om vi traadte paa Luft; som elektriserede vore bankende Hjerner og bød os at gaa ud og overvinde hele Verden; som vældede op i vore unge Hjerter, indtil vi længtes efter at strække vore Arme ud og slutte alle de kæmpende Mænd og Kvinder og smaa Børn til vort Bryst — og elske dem alle — alle. Aah, hvor var de herlige, hine dybe, rige Dage, da vort kommende Liv som et uset Orgel klang forunderligt og længselsfuldt i vore Øren, og vort unge Blod skreg højt som en Stridshest, der vil ud i Kampen. Jo vist — nu banker vor Puls langsomt og roligt, vore gamle Lemmer er plagede af Gigt, og vi elsker vore magelige Stole og vor Pibe og spotter de unge Fyres Begejstring. Men aah — blot for et eneste kort Nu atter at føle det guddommelige Liv!