"Den hvide kat" bearbejdet af R. S. Feveile efter eventyret af d'Aulnoy

I. Kongen og prins Manfred

„Sundhed og godt humør tillige

det er den bedste skat, du kan få;

hvad hjalp dig hele verdens rige,

kunne af glæde dit hjerte ej slå?

hvad giver livet først god kulør?

sundhed, min ven, og et godt humør!"

 

Ding — dang! ding dang! ding dang! Sørgelig lød hver morgen og aften kirkeklokkerne over det hele rige, og således havde de nu lydt i mange år hver morgen og aften, når solen stod op, og når den gik ned. Således havde den gode konge befalet det; han ville, at det hele land skulle sørge med ham. De unge, de var nu så lette i sindet og var opvokset dermed, så de lagde slet ikke mærke til den ringen, skønt den hver gang varede en hél time; men de gamle, som bedre forstod, hvad sorg vil sige, de tænkte altid på deres konges sorg, og mangen gammel mand og kvinde foldede hænderne og sendte et stille suk op for deres gode konge, at han dog engang igen måtte få sit gamle frie sind og gode humør.

Men hvad var der da hændt ham? spørger du; ja det må vi først fortælle, for ellers er der slet intet ved hele historien.

Mægtig var han, alle nabofyrsterne skælvede for hans magt, dertil var han så rig, at han knap kunne angive sin rigdom i tøndemål, og, hvad der var endnu bedre, god og retfærdig var han og derfor elsket af alle sine undersåtter. Alt dette var jo meget godt, men mere end det altsammen var ham dog hans smukke, elskelige dronning, ved hvem han hang med hele sin sjæl, og så deres eneste barn, den lille prinsesse Guldnare, den dejligste lille pige, som nogen ville se. Når den mægtige konge sad på sit pragtfulde slot hos sin elskede dronning og med den lille Guldnare på sit skød, da udbrød han ofte: „Jeg er dog den lykkeligste mand i hele verden! Jeg gav gerne al min kongelige herlighed bort, når jeg blot må beholde eder."

Se det kunne troldene nu slet ikke lide at høre. Du véd nok, der er nogle onde væsner til, som man kalder trolde? For deres ulydigheds og ondskabs skyld er de fordømte til at leve i store huler dybt under jorden eller inde i de store mørke skove og i udørkener.

Der kunne de vel opføre sig prægtige bygninger, prydede med guld, sølv og ædelstene, som de henter i jordens dyb; men der er koldt og dødt i deres boliger som i deres hjerter, dér huses ingen glæde, og hvad er så al glimmer og herlighed, når sindet ikke er glad? De misunder da også alle glade mennesker deres lykke, og intet er dem kærere end at forstyrre denne lykke. Derfor sniger de sig i mørket omkring glade mennesker, og lykkes det dem ved deres rænker at fange et menneske, helst en uskyldig og glad lille pige, så fører de hende til deres konges borg, thi selv trolde må glæde sig ved synet af sådant et yndigt, uskyldigt lille væsen.

Det var nu just den lille prinsesses fødselsdag, hun fyldte sit tiende år. Der var stor fest på slottet. Kongen havde indbudt alle nabofyrsterne til at fejre denne glædesdag; slottet var prydet med blomster og flag, springvandene sprang med guldæbler, og alt var herlighed og glæde. Men om aftenen, da alle stod og betragtede det prægtige fyrværkeri, blev der en stor uro og forvirring over det hele selskab; den lille prinsesse var med ét forsvundet. Man søgte i alle værelser og rundt i alle havens gange, ja hver busk i hele haven blev undersøgt, man kaldte overalt på den lille Guldnare, — forgæves, hun var intet sted at finde. Kongen lod samme nat et par regimenter soldater rykke ud og befalede dem at afsøge egnen og skoven i mange miles omkreds; men efter flere dages møjsommelig efterforsken vendte de med uforrettet sag tilbage. Den lille prinsesse var og blev borte.

Nu blev der lige så stor sorg i kongeborgen, som der før havde været glæde, og den fromme dronning, som i forvejen var meget svag, blev af den bitre sorg kastet på sygelejet, og efter nogle ugers smertelige kvaler gjorde døden ende på hendes lidelser. Men da greb fortvivlelsen kongens hjerte, han lukkede sig inde i sit kabinet, i flere dage nød han ingen føde, og ingen søvn lukkede hans øje. Lidt efter lidt vendte vel besindelsen tilbage, han tog sig igen af regeringen og viste sig for folket; men aldrig kom der et smil på hans læber, og sjælden talte han med nogen uden om regeringssager, og aldrig var der nogen festlighed på det kongelige slot, hvor der nu var lige så dødt og stille, som der før havde været livligt og muntert.

Således hengik flere år, ingen forandring syntes at ville indtræde, og hver dag lod kongen alle landets kirkeklokker minde undersåtterne om landsfaderens dybe sorg. Men kongens udseende havde forandret sig meget i den tid: Han, der endnu var en mand i sine bedste år, så ud som en olding; hans lange mørkebrune hår og skæg var blevet kridhvidt, og hans før så lyse og frejdige åsyn bar nu sorgens og smertens alvorlige træk til skue.

Den eneste, som formåede at opmuntre ham, var den unge prins Manfred, den afdøde dronnings brodersøn. Som lille dreng havde han mistet sine forældre; hans fader, der hørte til en sidegren af en gammel fyrsteslægt, havde intet efterladt ham uden et hæderligt og anset navn, men det var jo også den bedste arv. Han var blevet opdraget ved det kongelige hof, havde været Guldnares legekammerat og gode ven, og såvel kongen som dronningen elskede ham som en søn; og nu, da både hustru og barn var ham berøvede, nu kastede kongen hele sin kærlighed på den unge prins. Og Manfred var også denne kærlighed værd. Ikke blot var han den smukkeste knøs, nogen ville se, og dertil modig, rask og dygtig i al slags våbenfærd; men hans inderlig gode og fromme sind lyste ham ud af de klare, blå øjne, og hans frejdige tillidsfulde mod og glade humør gjorde hans omgang tiltalende for alle og var såre velgørende for kongens sørgende hjerte. Derfor havde han ham også så meget som muligt om sig, og da den unge prins var elsket af alle, både store og små, så var det jo så naturligt, at kongen fattede den tanke, at Manfred skulle være hans efterfølger og arve kronen, når han døde eller nedlagde regeringen for i ro og stilhed at begræde sin ulykkelige skæbne.

 

 

II. Tronfølgeren.

„Ak ære! hvad er,

hvad er dine kroner og kranse, du bær!

misundelse sidder dig altid på ryg,

den hemmelig stødes og sjælden er tryg!"

 

Ja sådan går det nu altid; den, der er højt på strå, har også mange misundere; og sådan gik det også her. Kongen havde nemlig haft en yngre broder, som var død og havde efterladt sig to sønner. De var opdragne i rigdom og hoffærdighed, stolte var de og stolede på deres egen kraft og på deres rigdomme. Den fattige Manfred havde de altid med ringeagt set ned på, og da han bestandig bar en gul kjortel, så kaldte de ham hånende den fattige Guldspurv. Da de nu kom under vejr med, at kongen muligvis ville gøre ham til sin efterfølger og forbigå dem, som anså sig langt mere berettigede dertil, så blev de forbitrede og søgte på enhver måde at skade ham. Og da de havde store midler, så havde de også mange venner blandt rigets stormænd, og dem søgte de nu at stemme ugunstig mod Manfred, idet de beskyldte ham for at gå kongen under øjne og smigre sig ind hos ham ved at tale ondt om alle hans tro mænd. Nu er det så underligt i verden, at så mange låner øre til bagtalelsens ondskabsfulde røst, og således dannede der sig her et stort parti blandt de adelige, som var fjendsk sindet mod den unge prins og på alle måder søgte at få kongen fra den tanke, at gøre ham til tronfølger.

Genstanden for al denne ondskab, den unge prins Manfred, gik imidlertid sorgløs omkring imellem dem og anede intet ondt; han, der ikke kunne nænne at gøre det mindste dyr fortræd, hvor kunne han tænke sig, at der var så megen ondskab til?

Men da kongen mærkede, hvorledes sagerne stod, og indså, at det ville være vanskeligt at trodse så mange af landets store, så besluttede han, at lade lykken vælge imellem de tre prinser. Han kaldte dem derfor en dag for sin trone og talte således til dem:

„Jeg har besluttet, at en af eder skal være min efterfølger på tronen, og I véd, jeg har ret til at vælge, hvem jeg vil; men da I alle tre er flinke og brave unge mænd, så falder det mig vanskeligt at vælge mellem eder. Jeg vil derfor lade lykken afgøre valget. Jeg vil give eder en opgave at løse, som måske nok vil stille fordringer til jeres dygtighed og jeres mod, men hvor det dog især kommer an på lykken. Drag ud i den vide verden! I dag om et år ved denne tid står I igen for min trone, og den, som da bringer mig den mindste og smukkeste lille hund, ham vil jeg ansé for den lykkeligste og vælge ham til min tronfølger!"

Dermed gik de bort for at berede sig til afrejsen; de to brødre så hånende til Manfred, og idet de gik ud, sagde den ene af dem spottende: „Nå, Guldspurv, flyv nu ud i den vide verden og se, om lykken kan finde dig! Når man har penge, kan man tage sig sagen mere let og lade andre sørge for sig. Lykke på rejsen, Guldspurv!" og så gik de begge leende bort. Et par dage efter rejste de hver ad sin kant, og hver med mange tjenere. Og når de så kom til en by, så levede de godt og morede sig der, mens tjenerne strejfede alle vegne om for at finde en lille og smuk hund. Men hver gang de fandt en sådan, så mente de, at man dog nok måtte kunne finde en, der var mindre, og så drog de til en anden by. Sådan blev de ved, indtil året næsten var udløbet, da tog de den mindste og smukkeste, de havde fundet, og kom hjem med den.

Sådan gik det begge de rige prinser.

Men den fattige Manfred, han tog den sag på en anden måde. „Den mindste og smukkeste hund," tænkte han, „hvor kan jeg finde den, om jeg så det hele år støver om fra hus til hus og finder nok så mange små og smukke hunde! Nej, her må lykken føre mig til målet, og jeg kan kun passe på og gribe dens mindste vink. Alene drager jeg ud. Lykken må finde mig alene."

Så gik han rundt og tog afsked mod dem allesammen på slottet, og han glemte slet ingen, ikke den ringeste skopudser. Sidst kom han til den gamle Ellen, hans barndoms trofaste plejerske. Hun havde også været hans faders og tantes barnepige, og derfor var hun med Manfred kommet til slottet. Nu var hun gammel og affældig, hun kom aldrig ud af sin stue.

„Se så, kære Ellen!" sagde Manfred med bevæget stemme, „nu står kun tilbage at sige dig farvel, så ud i den vide verden at søge min lykke!" „Den vil du finde, min søn," sagde den gamle, idet hun klappede hans kind, "thi du er god og kæk, og lykken følger den kække! Men," blev hun ved efter en lille pause, „her et råd min søn: dersom du nogensinde skulle få med troldtøj at gøre, da bryd dig ikke om deres trusler og koglerier, thi din uskyld er dig værn mod alle deres anfald; men vogt dig for at lade dig lokke til vellystige nydelser, af hvad art de end er; thi så er du i deres magt."

Så knælede han ned, den gamle lagde velsignende sin hånd på hans hoved; derpå kyssede han hende til afsked og skyndte sig ud til sin hest, der ventede ham i borggården. Men her så man bedst, hvor elsket han var; thi hele slotsgården var fuld af mennesker, både af slottets tjenerskab og af folk i dets nærhed, som ville sige farvel til den kære unge prins. Manfred blev bevæget ved dette syn, men han betvang sig. Rask besteg han sin prægtige skimmel, „farvel, alle i kære venner!" råbte han, „lev vel, til vi atter ses!" så sporede han sin hest og galoperede ud af gården, idet han svingede sin fjerhat over hovedet.

„Held og lykke følge prins Manfred!" lød det i et mægtigt kor efter ham.

 

 

III. Indtoget i troldskoven.

Lad kun den onde true

og øve rænkespil,

jeg skal ej for ham grue,

hvor galt det så går til;

thi jeg et værge ejer,

han ej tør røre ved:

mig giver mod og sejer

en god samvittighed!

 

På sin prægtige skimmel, som hans kære plejefader havde skænket ham, drog altså Manfred ud i den vide verden at forsøge sin lykke. Da han var kommet uden for slottets port, gav han hesten tøjlen og lod den så løbe, hvad vej den ville. Det var, som om den ædle hest følte sig stolt ved den tillid, han viste den, den vrinskede højt, og idet den rask løftede sit hoved, drejede den om ad en sidevej, og nu gik det i flyvende fart, mens Manfred jublende sang:

 

Hejsa, hopsa, trap, trap, trap!

min raske ganger, vær nu rap!

brug nu flink de lette ben

Over stok og over sten!

vi har ingen tid at vente,

vi to skal vor lykke hente;

min raske ganger, vær nu rap!

hejsa, hopsa, trap, trap, trap!

 

Hejsa, hopsa, i galop!

min raske ganger, hop hop hop!

når vi to os bruge så,

skal til lykken nok vi nå!

så, min ædle hest! med ære

du en konge stolt skal bære!

min raske ganger i galop!

hejsa, hopsa, hop, hop, hop!

 

Han var nu redet således frem på lykke og fromme i flere uger, da kom han en aftenstund lige ved solnedgang til et lille fattigt værtshus. Just som han steg af hesten, bemærkede han langt borte i det fjerne en stor skov.

„Hvad hedder den skov«? spurgte han værten, der selv var kommet ud for at tage imod ham.

„Det er troldskoven!" sagde denne og slog et kors for sig.

„Hvorfor hedder den troldskoven”?

„Dér driver troldenes konge sit spil, han har omgivet hele den uhyre skov med en høj, høj mur af svære kampesten; den, der kommer dér indenfor, er dødsens”.

„Da kunne jeg nok have lyst til at aflægge ham et besøg; jeg er draget ud i verden for at søge lykken, måske kan jeg finde den i hans rige. Man siger jo, at troldene røver fra menneskene det bedste, de har, måske har han også, hvad jeg søger?”

„Ak nej, ædle herre! Vov aldrig på at komme derind! Mangen stolt ung ridder har forsøgt den dyst, men ingen af dem er vendt tilbage.”

„Hvordan kommer man derind?"

„På den nordre side er en uhyre jernport, i behøver blot at banke på, så springer den straks op for jer; men unge herre! Lyd mit råd, og bliv derfra, det vil ellers gå jer ilde."

„Sørg nu godt for min hest, og lad os hvile ud hos jer i nat, så kunne vi tales ved om den ting i morgen tidlig."

Den hele nat drømte Manfred kun om troldskoven, og da han vågnede ved daggry, var det ham, som en røst sagde til ham, at dér ville han finde lykken. Hurtigt stod han op og klædte sig på, lagde penge på bordet til værten, så sadlede han sin hest, og nu gik det i galop ad troldskoven til.

Han nåede sent til den høje mur, og da han holdt for jernporten, tog han sin lanse, som stak i et hylster ved sadelremmen, og med dens skaft bankede han på porten. Straks fløj de uhyre porte op på de hvinende hængsler, og uden at betænke sig sporede han sin hest og red rask ind. Porten faldt bragende i efter ham.

Hvor var der yndigt derinde! De dejligste blomster prangede alle vegne, og træer med de yndigste frugter rakte deres grene ned mod ham, så han blot behøvede at række hånden ud for at tage dem. Fastende, som han var, havde han den største lyst til at nyde en af dem, men han erindrede sig den gamle Ellens råd og afhuggede med sit sværd en gren med de yndigste frugter, og se, da de faldt til jorden, blev de alle til ildkugler, der blussede op og forsvandt i et øjeblik, efterladende en hæslig stank. „Se, se!" råbte Manfred, „det var da nogle dejlige frugter; men I skal stå tidlig op, hvis I skal narre mig!" Og så red han videre.

Nu blev med ét hele haven forandret. De dejlige blomster blev til hæslige slanger, som hvæsende strakte deres giftige gab ud mod ham; træerne blev til vældige kæmper med uhyre knipler i de store hænder; himlen blev kulsort, det lynede og tordnede, og regnen strømmede ned. Men Manfred drog sin kappe om sig, trak hætten over hovedet, tog sit gode sværd i hånden, og så sang han, idet han uforfærdet red fremad, så højt han kunne:

 

Jeg frygter ikke ild og vand,

ej slangegift mig skrækker;

den første, som sig nærme tør,

på ham jeg halsen knækker!

Og hør du mig, du trold så led,

dit rænkespil du spare,

jeg har en god samvittighed,

jeg frygter ingen fare!

 

Da forsvandt alt dette kogleri igen, og haven fik det forrige milde og venlige udseende; man hørte rislende kilder og dejlig fuglesang, og en fast bedøvende blomsterduft udbredte sig overalt. „Vil du nu forsøge det med det milde igen," råbte Manfred leende, „det nytter ikke, min gode trold, hverken mig eller min gode hest kan du dysse i slummer med dine kunster!"

Han øjnede alt i det fjerne tårnene af en borg; men just som han drejede om ad en vej hen imod den, kom et uhyre farende frem med et rasende brøl. Det lignede nærmest en forfærdelig stor kat, som, da den rejste sig på bagbenene, ragede højt op over Manfred, og som den stod dér med de lange kløer, rede til at gribe fat i ham, mens dens uhyre gab viste to rækker skarpe tænder, skulle man tro, at den nok kunne skræmme selv en modig mand.

„Ha, ha!" lo Manfred, „nu kommer nok hans majestæt i egen høje person; nu vel! Lad os så prøve en dyst med hinanden!"

Med disse ord fældede han sin lanse, sporede sin hest og red lige ind på uhyret; men dette gjorde hurtig omkring, fór hylende afsted, og nu begyndte en fortvivlet jagt over buske og hegn, mellem træer og blomster rundt i hele haven; idet en skare af mange tusende små og store katte hylende og slangende fór efter dem. Flere gange var Manfred uhyret så nær, at han kunne nå det med sin lanse, og han så dets mørke blod farve græs og blomster. Endelig styrtede det udmattet ned, og i samme nu satte han spydodden på dets bryst, rede til at støde til.

„Nåde!" skreg uhyret, „Nåde! Du er stærkere end jeg, dig formår jeg ikke at røre. Vil du spare mit liv, skal jeg udrette, hvad du forlanger!"

„Hvem er du?"

„Jeg er troldkongen!" sagde uhyret, og med det samme skiftede han skikkelse og lå der som den hæsligste trold, nogen ville sé, „det er min borg, du før så i afstand, lad mig drage forud og berede alt til din modtagelse."

„Ikke af stedet!" råbte Manfred. „Du følger mig derhen, og dersom du prøver på at sende noget bud, støder jeg dig ned straks!"

Så måtte troldkongen humpe, så godt han kunne, ved siden af hesten, og hele skaren af katte fulgte slukørede og ludende med hovederne bag efter.

Da de kom til slottet, steg Manfred af sin hest og bandt den ved porten, derpå sagde han til trolden; „Du bliver her ved porten og vogter min hest; men pøns ikke på svig! Husk, dit liv er i min hånd, og jeg skal vide at finde dig, om du så skjulte dig i jordens afgrunde!"

Skælvende adlød trolden, idet han ærbødigt sagde: „Husk herre, du kan befale, hvad du vil, din vilje skal straks ske!"

Uden at svare ham gik Manfred med raske skridt op på slottet.

 

 

IV. Den hvide kat.

Når om et menneskes værd du vil dømme,

ej ved hans ydre du standse din dom;

thi du det vigtigste ville forsømme,

hvis om hans sind ej til klarhed du kom;

tit kan et åsyn, så yndigt at skue,

skjule et hjerte, så hårdt og så stolt,

mens det kærligste hjerte kan lue

bag ved et ansigt, så stygt og så koldt.

 

Et prægtigere slot kunne ingen tænke sig. Vægge og loft var af drevet sølv, døre og vinduer af skinnende guld, og ruderne af det klare krystal. Overalt strålede der af dejlige mangefarvede ædelstene. Gulvene var af indlagt marmor af forskellig farver, så det dannede mange sælsomme figurer. Midt i forhallen var et højt springvand, hvis klare stråler faldt i store dejligt farvede muslingskaller; — kort, der var pragtfuldt, men uhyggeligt og koldt.

Da Manfred nu gik hen mod de store fløjdøre, så var det forunderligt, at, som han kom dem nær, sprang de begge op, som ført af usynlige hænder, og overalt var disse usynlige hænder tilstede og udrettede alt, hvad han ønskede, uden vink eller befaling; gjorde han mine til at tage sin kappe af, straks løftede de usynlige hænder den af hans skuldre og hængte den hen, og således med alt.

Efter at han havde gennemvandret flere prægtige sale, sprang fløjdørene op til et værelse, hvor alt var så hyggeligt, varmt og venligt, at Manfred uvilkårlig blev stående på tærskelen og forundret så derind. Da trådte en kvinde ham i møde, hendes prægtige dragt var tildels skjult af et tæt hvidt slør, som også tilhyllede hendes hoved og hænder. Lidt fra ham stod hun stille og hilste ham med anstand, mens Manfred ærbødigt gengjældte hendes hilsen,

„Velkommen, ædle ridder!" sagde hun med en blid og tiltalende røst, „min herre, troldkongen, må ikke være hjemme, siden I kommer herind til mig, thi jeg er hans brud, og dette værelse må ingen uden han betræde."

„Han ligger såret ved slottets port, og kun på mit bud tør han vove sig derfra," sagde Manfred.

Det var som en gysen gennemfor den tilslørede kvinde, hun stod et øjeblik tavs som for at besinde sig, derpå kastede hun sig på knæ for ham og sagde med bevæget stemme: „Nåde, ædle ridder, jeg beder eder om nåde for min brudgom! Tillad, at jeg skikker tjenere ned, der kunne bringe ham ind på slottet og pleje ham."

„For eders skyld, min smukke dame, tillader jeg det; vel har jeg ikke sét eders åsyn, men eders stemme siger mig, at i ikke kan pønse på svig."

Uden at svare ham, stod hun op og, idet hun vendte sig til siden, sagde hun rask „skynd jer allesammen og sørg for, at troldkongen føres til sit sovekammer!"

Manfred så sig om, men der var ikke et menneske i stuen, derimod opdagede han rundt i hele værelset en mængde katte, og til hans forundring sprang nu fløjdørene op, og ud styrtede alle kattene, den ene over hovedet på den anden.

Så snart dørene havde lukket sig igen, sagde den tilslørede dame: „vi kan nu tale uden vidner. Hil være eder, ædle unge herre! Eders uskyld og kækhed har besejret al troldenes magt. I er nu herre her og kan uden fare nyde alt og foretage eder, hvad I vil; I kan frit drage ud og ind her, når I vil; men mærk eder vel dette: Man vil søge at lokke eder til overdådighed i nydelser; lykkes det, da er det forbi med eders magt, og i slipper aldrig mere herfra."

„Vær uden frygt, min ædle dame! I den retning skal intet friste mig; jeg er opdraget tarveligt i min unge alder. Men hvem er I, som så venlig antager eder mig, og hvorfor må jeg ikke se eders åsyn?"

„Dersom i ikke vil mig ilde, unge herre; da spørg mig ikke og søg ikke at udforske, hvem jeg er, det ville kun volde mig sorg og fortræd, thi et løfte binder min læbe, og hvad mit åsyn angår, da var det bedst, I aldrig så det; men jeg tør ikke bære sløret længere, fik min herre at vide, at jeg tilsløret har talt så længe med eder, da var jeg ulykkelig”.

Med disse ord slog hun sløret til side, — og Manfred trådte uvilkårlig et par skridt tilbage; — thi den unge dame, han mente at have talt med, var en stor hvid kat med brune poter, og som hun stod der og stirrede på ham med de grøngule øjne, så hun så modbydelig ud, at Manfred uvilkårlig drejede sig om for at gå.

„Det tænkte jeg nok," lød da den smukke stemme med vemodig klang bag ved ham, „I er, som alle andre mennesker i det stykke. I lader eder skræmme bort af det ydre. Når et stakkels menneske har haft den ulykke at få et hæsligt ydre, så vender I eder med afsky bort uden at agte på, om der bor noget bedre indenfor."

Ved disse ord blev Manfred rød af skam, han vendte sig hastig om og sagde: „Tilgiv! Jeg blev så overrasket ved dette syn, at jeg ikke var mig selv mægtig; af alt, hvad jeg har set i troldkongens borg, har intet slået mig som dette”.

„Jeg forlader eder nu et øjeblik for at se til min syge herre”, sagde den hvide kat, „Eders taffel er dækket, behager I at spise”?

„Hvem I så end er, og hvordan I end sér ud, så vækker I min tillid”, sagde Manfred, „på eders ord vil jeg spise og drikke, thi jeg trænger til at styrkes efter den dyst, jeg har haft i dag”.

Dermed gik han hen mod døren, der straks sprang op og viste ham gennem en række sale et pragtfuld dækket bord. Her bugnede det af alle slags lækre og delikate sager, og de kosteligste vine i store krystal-karaffer indbød ham til overdådig nydelse. Men Manfred spiste kun et par retter og drak et par glas vin, dermed var han tilfredsstillet og rejste sig fra bordet, mens alle lækkerierne stod urørte.

Da han gik ud af spisestuen, kom den hvide kat ham i møde, men hun var atter tilsløret. Hun førte ham ind i en dejlig havesal, hvor der var en vid udsigt helt ud til det friske blå hav, og da de her var alene, sagde hun: „I har såret min herre hårdt, han bliver sikkert aldrig frisk igen; han tørster efter hævn, og jeg har nu måttet love ham, at jeg på enhver måde skal søge at lokke eder til at blive her, at I muligvis til sidst kunne fristes over eders evne. Jeg har fået lov til at bære mit slør, når jeg er sammen med eder, at ikke mit udseende skal skræmme eder bort herfra. Men jeg råder eder, ædle unge herre, rejs straks bort, jeg vil hellere tåle hans forbitrelse, end I muligvis skulle blive ulykkelig”.

„Vær uden frygt for mig, jeg bliver her kun et par dage, til jeg og min hest har hvilet ud, så drager jeg atter ud i den vide verden at søge min lykke”.

Men der gik ikke blot et par dage, men der gik mange uger og mange måneder, og Manfred var endnu på troldborgen. Dagene fløj for ham i den hvide kats selskab; hun bar aldrig sit slør, thi vanen er den anden natur, og Manfred havde nu således vænnet sig til hendes udseende, at det kun sjældent stødte ham. Hver dag red de en lang tur omkring i troldskoven, og den var så stor, at den syntes uden ende. Det var et underligt optog, når de to red ud, han på sin raske skimmel med det dejligste bidetøj, besat med ædelstene, og hun på et forunderligt dyr i slægt både mod løve, tiger og abekat, mens de fulgtes af en skare katte af alle farver og størrelser, hvilke her gjorde tjeneste som hunde. Men på disse ture samtalte de ret med hinanden, og havde så stor glæde af hinandens selskab, at de slet ikke lagde mærke til, hvor hurtig tiden gik hen.

Så var det da på en af disse rideture, at han en dag fortalte hende, i hvad ærinde han var draget fra sit hjem, og da hun hørte, hvad tid han atter skulle give møde, da udbrød hun bestyrtet, „det er den yderste tid, i må rejse straks og vil måske endda komme for sent!"

„Jeg har ikke behov at haste; jeg har jo ingen hund at bringe med, så kan jeg lige så gerne blive borte; de to andre får så da ikke den glæde at le mig ud!"

„Kan i så let opgive jeres kongedømme? Prins Manfred! Har I glemt den smukke afsked, da i forlod slottet? Vil i skuffe folkets tillid og forventning? Og nu eders plejefader, den gode, gamle konge," tilføjede hun med bevæget stemme, „hvor vil han græmme sig, hvis I nu også skal berøves ham. Kan i nænne det?"

„Tak, at I vækkede mig!" udbrød Manfred, „jeg kan endnu komme tidsnok, og vel bliver jeg ikke konge, men jeg skal blive en kærlig søn og min kære konge en støtte og trøst på hans gamle dage."

„Nej! I skal blive konge, prins Manfred, I og ingen anden!" sagde den hvide kat, „jeg skal give eder en hund, hvormed ingen kan måle sig i skønhed; det kommer kun an på ét, - har I tillid til mig?"

„Ubetinget!" svarede Manfred, „jeg vil følge eder i alt!"

„Så må i rejse endnu i aften, gør eder rede, så snart vi kommer hjem, og mød mig, når I er færdig til at rejse, i den store havesal."

Et par timer efter samledes de i havesalen; de satte sig ved hinandens side i divanen. Da fremtog den hvide kat hurtigt en lille æske af det pure guld; den lignede en yndig frugt. „Stik den hurtigt til eder, at ingen skal se den," sagde hun, „og her, gem nøglen godt, og når I står for kongens trone, da luk den op, og I vil blive konge. Men har I ikke tillid til mig og åbner æsken, før den tid, jeg har sagt, da vil I gå glip af kronen, og jeg af den fryd at have skabt eders lykke. Og nu, lev vel, prins Manfred! Og glem ikke den stakkels „hvide kat!"

„Glemme dig! Nej aldrig! Hvem du er, derom må jeg jo ikke spørge; men så meget føler jeg, at hér hører du ikke hjemme; og jeg sværger ved min ære, snart skal du se mig igen, og da skal jeg gengælde dig, hvad du har gjort imod mig!"

Dermed forlod han hende, besteg hastig sin hest, en føje stund efter slog troldskovens porte med voldsomt brag i efter ham, og han var atter ude i det fri.

 

 

V. Lykkens yndling.

Hvad ej kan fås for sølv og guld,

ej al din flid kan finde,

det lykken, hvis den er dig huld,

dig skænker som i blinde;

men slet det kun dig gavne vil,

hvormed den dig forlener,

hvis ej du bringer det dertil,

at lykken du fortjener.

 

Kongen sad på sin trone med guldkronen på og det store guldscepter i sin højre hånd; bag ved tronstolen stod alle ministrene. Dagen var kommet, på hvilken prinserne skulle møde for hans trone, og det skulle afgøres, hvem der var den lykkeligste og skulle være tronfølger. Op fra slotsgården lød larmen af folkehoben, der i så stor mængde var stimlet sammen, at den ikke blot fyldte gården, men hele pladsen uden for slottet sortnede af mennesker, som ville bringe den nyvalgte tronfølger deres hyldest. Da klokken slog 12, lod kongen herolderne støde 3 gange i hornene fra borgens tårne for at melde de tre prinser, at nu var tiden kommet til at møde. Da gik døren til tronsalen op, og ind trådte begge brodersønnerne, iførte deres højtidsdragt. De knælede ned for tronens fod, og hver af dem frembar på en med rødt fløjl betrukken bakke den nydeligste lille hund, man ville eje. Men kongen sad stille i spændt forventning og stirrede hen mod den tomme plads ved de to prinsers side; han vidste, at Manfred endnu ikke var kommet til slottet, og han var såre bekymret for ham og fortvivlet ved den tanke, at han skulle blive nødt til at vælge en af brodersønnerne, hvem han slet ikke holdt af; — han befalede, at der atter skulle blæses fra alle tårnene. — højtideligt lød de tre lange toner, så blev der atter stilhed, og man hørte ikke en lyd nede fra slotsgården, thi hele folket stod i spændt forventning, om deres yndling ikke skulle komme. Tredje og sidste gang lød hornenes kaldende toner; en lille stund endnu, og dommen måtte falde. En lydløs stilhed herskede, — — da hørtes jubelråb fra mængden, som stod uden for slottet, og snart forplantede den sig ind i slotsgården. Leve prins Manfred! Velkommen vor elskede prins! Hurra, hurra! Det var en jubelstorm over al beskrivelse. Et øjeblik efter sprang fløjdøren op, og iført sin simple gule kjortel trådte den ængsteligt ventede prins ind i salen. Han knælede ned for den kongelige trone og kyssede sin plejefaders hånd. „Tilgiv, at jeg kommer så sent, et uheld er tilstødt mig på vejen!"

„Medbringer du ingen hund, min søn?" sagde kongen bekymret.

I sin hast havde Manfred rent glemt hunden, han greb sig til brystet, jo, der lå guldæsken; men da han i det samme så de to dejlige hunde, de andre to prinser frembar, så blev han lidt underlig til mode, og den tanke opstod uvilkårligt hos ham: „Skulle hun have narret mig! Hvor vil jeg da blive til spot!" Men det var kun et øjeblik, så bedækkede skamrødmen hans kinder, rask tog han sin æske frem, man bragte ham en smuk bakke som de andres, han stak nøglen i låsen, drejede om, op sprang æskens låg og ud af den en hund, så lille og yndig, at de andre var store køterhunde i sammenligning med den. Et almindeligt bifaldsråb lød gennem salen, men de to andre prinser tabte af forbavselse og harme deres bakker af hænderne, og deres ulykkelige hunde løb pibende hen, hver i sin krog. — Et glædessmil gik over kongens ansigt, men han sad lidt tavs og tænkte over, derpå sagde han:

»Derom kan jo ikke være nogen tvivl, at Manfred har været den af lykken mest begunstigede; men da det er alle bekendt, hvor kær han er mig, og jeg nødig vil synes uretfærdig mod mine brodersønner, som dog ved blodets bånd står mig nærmere end han, så vil jeg lade det komme an på en prøve til. Drag ud igen og mød idag om et år atter for min trone, og den, som da bringer mig et tørklæde, 3 alen langt og så fint, at det kan trækkes gennem et nåleøje, ham vil jeg anse for den lykkeligste."

Dermed forlod kongen salen; de to rige prinser trak atter vejret, og straks skulle de spotte den stakkels Manfred, for den gang troede de da, at de var sikre på sejren; det var da noget, man kunne få for penge, mente de; men Manfred var lige frejdig og glad for det. „Har lykken været med mig første gang, så svigter den mig vel heller ikke nu," sagde han. „Jeg ønsker jer bedre held end sidste gang!" og dermed forlod han de to spottere.

De drog straks igen af sted, den ene til Persien, den anden til Indien, dér skulle jo de bedste vævere være, og så morede de sig undervejs så godt, de kunne.

Manfred derimod måtte blive en tid på slottet; thi det uheld, der havde ramt ham, bestod deri, at hans dejlige skimmel var styrtet på vejen et par mil fra slottet og havde slået sit ene ben så slemt, at han måtte lade den stå under vejs i en skov og gå de sidste mil. Før den var fuldkommen rask igen, kunne han ikke tænke på at rejse. Det trak imidlertid ud den ene uge efter den anden, og nu var allerede 4 måneder af året forløbet.

Manfred var imidlertid ikke utålmodig derover, han plejede tværtimod selv sin trofaste rejsekammerat og ville på ingen måde tage afsted, så længe der var mindste spor tilbage af såret. Men det værste var, at tiden faldt ham så ubeskrivelig lang. Hvad der før havde glædet ham, brød han sig slet ikke om mere; alle hans gamle venner, selv gamle Ellen, ja, selv den kære, gode konge, kedede ham nu; hans eneste glæde var at gå alene om i mark og skov, og så var hans tanke altid hos den hvide kat i troldskoven. Hans længsel pinte ham dobbelt, fordi han ikke turde tale til nogen derom; thi det havde han helligt lovet den hvide kat, at han ikke med et ord skulle omtale hende eller opholdet i troldskoven. Aldrig så snart var derfor hans hest igen ved de gamle kræfter, før han tog afsked med alle og atter begav sig på vejen til troldskoven og til hans længslers mål, den hvide kat. Hvor var de glade ved at være hos hinanden igen! Han fortalte hende, hvordan det var gået, og hvad for en opgave der nu igen var stillet ham at løse; men hun bad ham ikke sørge for det, den ting skulle han nok have i orden til hans afrejse. Men da han nu bad hende tage med, når han snart drog afsted igen, og fortalte hende, hvor meget han havde længtes efter hende, — da bad hun ham aldrig tale derom, det var umuligt, thi de betingelser, der stilledes for, at hun skulle kunne forlade troldborgen, ville aldrig kunne opfyldes.

Bedrøvet lavede Manfred sig til afrejse, og da han tog afsked fra den hvide kat, gav hun ham en valnød af guld og bad ham passe vel på den og først åbne den, når han stod for kongens trone, så skulle han nok vinde prisen og blive konge.

Manfred svor, at han straks ville vende tilbage til hende igen, så forlod han troldborgen, og på den bestemte dag ankom han i god tid til slottet.

Han trådte denne gang med de to andre prinser frem for kongens trone.

De fremdrog hver et yndigt, fint tørklæde, men da kongen rakte nålen frem til prøve, så var der ikke tale om, at noget af dem kunne gå derigennem. Da tog Manfred sin guldvalnød frem, åbnede den og se, derindei lå et guldagern; han åbnede atter det, så lå deri en lille guldnød, og af den fremtog han et tørklæde så fint, at man næsten ikke kunne se det, og det gik som ingen ting gennem nåleøjet.

Atter lød et almindeligt forundringsudråb gennem salen, og de to andre prinser stak harmfulde deres tørklæder i lommerne; — men kongen sagde:

„Ja, min kære Manfred! Du har atter vundet prisen; men hør nu et ord: Lykken synes at være dig gunstig fremfor dine to medbejlere, og jeg tror nok, at jeg nu, uden at synes uretfærdig, kunne erklære dig for min tronfølger. Men jeg ville gerne, at lykken skulle skænke den sin største gunst, som en gang skal være konge i mit land. Nu er den største lykke, der kan times en mand, den, at han får en smuk og elskværdig hustru. Drag derfor ud alle tre og prøv for tredje gang lykken, og her giver jeg nu mit kongelige ord på, at den, der idag om et år fremstiller for mig den skønneste og elskeligste prinsesse som sin brud, han skal arve min krone. Og for at det skal ses, at det går retfærdigt til, så skal mine ministre være dommere."

„Nå, Guldspurv!" sagde de to rige prinser til Manfred, „du drømte dig nok allerede konge; men du kan da nok se, at vor farbroder, kongen, ikke vil have dig til sin efterfølger, trods alt dit svineheld, siden han nu stiller os en fordring, som han véd, du ikke kan opfylde. Flyv du nu ud, du fattige guldfugl! Og se, du finder dig en prinsesse, som vil have dig!” — Så gik de hjem og tog deres allerfineste klæder på, som strålede af guld og ædelstene, og med et stort og prægtigt følge drog de ud, hver til sin side, for at finde sig en prinsesse, der var smuk og god.

Men denne gang tabte Manfred sin frejdighed. Han var ikke blevet ked af det, fordi han således anden gang var blevet narret, han vidste godt, at den gode konge havde gjort det af hensyn til ham, for at han, hvis han atter vandt, skulle finde en gunstig modtagelse også hos dem af rigets stormænd, der nu var ham imod, når han besteg tronen, som den af lykken særligt udkårede. — Nej, det var noget andet, der denne gang gjorde ham mismodig, og for første gang i hans liv berøvede ham hans friske og frejdige sind. — Han følte, det var ham umuligt at vinde denne gang; han kunne ikke bejle til nogen prinsesse, om hun så var så dejlig som en engel fra himlen, thi nu først følte han ret, at hans hjerte tilhørte en anden. Det forunderlige væsen i troldborgen optog ham således, at han følte, han aldrig kunne få nogen kvinde kær. Han gik derfor om, mismodig og forknyt; at blive konge måtte han nu opgive, og det var hårdt for den, der havde været så nær derved, og hvad lykke kunne han vel vente sig til erstatning? — Den stakkels Manfred! Det var en streng tid for ham! Til sidst kunne han ikke holde det ud længere på slottet, hvor alle ville vide, hvad der fejlede ham, mens han ikke turde tale til nogen derom. En nat stod han op, sadlede i al stilhed sin skimmel og listede sig med den ud ad en bagport, uden at vagten mærkede det, og så red han ud i verden igen uden mål og med. — Længe red han omkring, og det lakkede snart mod årets ende, men Manfred var lige bedrøvet og nedslået i sindet.

Hvordan det nu gik til, om det var den tro skimmel, der af sig selv var slået ind på den vej, eller hans gode lykke førte ham derhen, det véd jeg ikke; men en dag, da Manfred som sædvanlig sad på hesten, drømmende i sine egne tanker, da stod denne på én gang stille, og da Manfred hævede sit hoved op, så holdt han udenfor porten til troldskoven, og hans længsel stod jo til dette sted, men han havde ikke kunnet bekvemme sig til at tage derhen, før hans sind var kommet i ro. Han vidste jo, at den hvide kat ville spørge ham om grunden til hans bedrøvelse, og den, syntes han, umuligt han kunne sige hende. Men nu, da han var ved porten, og så nær ved hende, nu kunne han ikke stå imod; han bankede på, og få øjeblikke efter sad han ved hendes side i havesalen. — Han havde sagt hende alt. Hun havde spurgt ham så kærligt, så indtrængende, så han havde ikke kunnet tie. Han havde sagt hende, at han elskede hende og ikke kunne knytte sig til nogen kvinde, „og derfor," sluttede han, „vil jeg nu bestandig blive her i borgen hos dig; kan jeg ikke befri dig, så vil jeg være i din nærhed og værne om dig hele mit liv!"

„Nu, min elskede Manfred, kan du fri mig ud herfra!" udbrød hun med jubel, „hvis du kan gøre det sidste store skridt. Har du mod til at fremstille mig for kongen og det hele hof som din brud? Thi vid, det er betingelsen for min frihed: Når en ung uskyldig mand af kongelig byrd har så stor kærlighed til mig, at han vil trodse verdens hån og spot og føre mig frem som sin brud, da er jeg fri. — Men prøv dig selv vel; forestil dig det øjeblik. Da du løfter sløret, som skjuler mit hæslige ydre, og du står der, en skive for alles latter og spot! Betænk dig vel!"

„Jeg er rede!" råbte Manfred henrykt, „jeg trodser hele verden, og når du er fri, så fører jeg dig langt bort til et ensomt sted, hvor verdens øjne ikke kunne sé dig, der skulle vi leve som kærlige søskende, jeg vil arbejde for dig og værne om dig hele mit liv. Kom, lad os ile bort fra dette sted!"

Da den mørke nat rugede over troldskoven, holdt Manfred udenfor på sin skimmel, da åbnedes en lille dør, en skikkelse trådte ud, tæt indhyllet i en mørk kappe, og nærmede sig til stedet, hvor han holdt. Manfred løftede den op og satte den foran sig på hesten, han svøbte sin kappe tæt om den, og nu gik det i al stilhed fod for fod gennem skoven. På hans bud åbnede porten sig, og i flyvende galop bar den tro skimmel to lykkelige væsner henad vejen til kongens borg.

 

 

VI. Den sidste prøve.

At love, o, hvem kan ej det,

med løftets løn for øje!

alt synes dig så såre let,

alt vil så snildt sig føje;

men bi, du raske yngling, bi,

til først den stund er kommen,

da du dit løfte skal indfri,

mens verden fælder dommen!

held dig, om du dit ord da holdt med ære,

da skal den skønne løn dig sikker være!

 

Så kom da dagen, den endelige afgørelses dag. Lang tid forinden havde man forberedt sig til denne højtidelige dag. Slottets store prægtige riddersal var blevet festligt smykket, en ny pragtfuld trone var oprejst i den ene ende og på begge sider af den ophøjede sæder til ministrene, som jo skulle være dommere og således afgøre, hvem af de 3 prinser der skulle være tronfølger. Fra den tidlige morgen strømmede festligt klædte folk af alle stænder op til slottet for i tide at skaffe sig pladser, hvorfra de kunne se den hele stads. Op ad dagen kom det ene stadselige optog efter det andet; thi kongen, som ville gøre denne dag så højtidelig som muligt, havde indbudt alle nabofyrster og alle landets store og fornemme til at være vidne til denne for landet så betydningsfulde begivenhed. Da timen nærmede sig, var hele den store riddersal fuld af prægtigt klædte herrer og damer, som forventningsfuldt ventede afgørelsens øjeblik. Nu fremtrådte to herolder og meldte med høj røst kongens ankomst. Alle stod op og bøjede sig ærbødig, da han, fulgt af ministrene, trådte ind med langsomme skridt. Han var iført den kroningsdragt, han bar den dag, han ægtede sin elskede dronning, og idet han blev iført den, så trådte de, han så bittert savnede, hans hustru og hans datter, levende frem for hans tanke, derfor så han så alvorlig, ja bedrøvet ud. Da han havde sat sig på tronen, gav han et tegn til herolderne, og disse opfordrede nu med høj røst den ældste af brodersønnerne til at træde frem. En sidedør åbnedes, og han trådte ind, idet han ved hånden førte sin brud, en høj, smuk dame, som strålede af perler og ædelstene. De hilste med smil til alle sider, så gik de frem for tronen og bøjede sig dybt for kongen. Han bød med et par ord den unge prinsesse velkommen, hvorpå marskalken anviste dem plads ved tronens højre side. På heroldens tilråb fremtrådte derefter den yngre broder, og efter at have fremstillet sin brud for kongen tog de begge plads ved tronens venstre side. Da råbte herolden:

„Prins Manfred! Træd frem og fremstil for kongen hende, du har valgt til din brud!" Og i døren viste sig Manfred, førende ved hånden en høj kvindeskikkelse, men hendes lange guldbroderede slæb og et tæt hvidt slør skjulte hende fuldstændig for de spejdende blikke.

Lige til dette øjeblik havde Manfred været frejdig og glad; men da han nu så den prægtige forsamling, hvorfra alle øjne hvilede på ham, da blev det ham først klart, hvad det var for et skridt, han var i færd med at gøre. En ubeskrivelig rædsel betog ham, han blev ligbleg, og hans fødder var som fastnaglede til dørtrinet, han formåede ikke at røre sig af stedet.

Da hørte han bag sløret et dæmpet suk, og en inderlig bevæget stemme hviskede: „Svigter du mig nu, Manfred?" — Det var nok til at kalde ham til besindelse igen; blodet fór tilbage i hans kinder, og med raske, men værdige skridt førte han sin dame frem for tronen. Han bøjede sig dybt for kongen, derpå sagde han med høj og sikker røst: „Høje konge! Her fører jeg frem for din trone hende, som mit hjerte elsker; men før jeg løfter sløret, som skjuler hendes åsyn, da vil jeg sige dig, at det ikke er for at vinde kronen, jeg gør dette skridt; thi den giver jeg med glæde afkald på. Jeg beder dig modtage hende med venlighed og ikke dømme efter det ydre skin. Men den, som vover at krænke hende blot med et smil," her tilkastede han de to brødre et udfordrende blik, „han skal stå mig til ansvar derfor, thi jeg vil værge hende med mit liv og mit blod."

Med disse ord løftede han rask sløret; — men hvem kan forestille sig hans grænseløse begejstring, da han så den dejligste unge kvinde stå for sig; han stod som forstenet og så på hende. Men kongen, han sad og stirrede, som havde han sét et genfærd fra underverdenen; han bredte sine arme ud, men kunne en tid ikke få et ord over sine læber. Pludselig steg han ned fra tronen, „Guldnare, mit elskede barn!" råbte han; „min inderlig elskede fader! Gud være lovet, du kendte mig igen!" og nu lå fader og datter i hinandens arme.

Den hele forsamling havde rejst sig i største bevægelse og trængte sig hen omkring dem; først stod de tavse og så på de lykkelige tre, derpå brød de ud alle som én: „Leve kongen! Leve prinsesse Guldnare! Leve prins Manfred!" Musikken stemmede i, og en uendelig jubel bølgede gennem salen. Derpå tog kongen sin datter ved den ene hånd og Manfred ved den anden, trådte så ud på balkonen til det forsamlede folk, som ministrene havde meddelt, hvad der var hændt, og nu blev der en jubel, som syntes aldrig at ville få ende.

Men de to rige prinser, de trak sig i al stilhed bort med deres prinsesser; kort efter solgte de alle deres godser, forlod landet, og man hørte aldrig siden noget til dem.

Et halvt år efter var der stor fest over det hele land. Kongen havde udnævnt prins Manfred til sin medregent, og på prinsessens fødselsdag stod deres bryllup; efter vielsen blev de kronede til konge og dronning. At beskrive den fest og den jubel, det formår min pen ikke. Men om aftenen, da himlen bredte sit stjernetæppe over den mørke jord, da strålede slotsgården af mange tusinde fakler; det var folket, som bragte den unge konge og dronning sin hyldest. På altanen stod det lykkelige par i kroningsdragt med guldkroner på, og et smukkere kongepar har verden aldrig ejet.

Da sang folket:

Hil være den brudgom, som vandt sig en brud

så yndig og from som Guldnare!

Hil være kong Manfred, som tappert holdt ud

og trodsede rædsler og fare!

En stoltere konge ej findes kan,

til held vil han føre vort elskede land;

thi lykken følger den kække!