Filurkatten fra "Alice i eventyrland" af Lewis Caroll og "Stationskatten" af J. Jacobsen

"Gris og peber" fra Alice i Eventyrland

I et par minutter stod hun og kiggede på huset og spekulerede over hvad hun nu skulle gøre, da der pludselig kom en lakaj i tjenerdragt løbende ud af skoven--(hun anså ham for at være en lakaj, netop fordi han var iklædt tjenerdragt: ellers ville hun, på grund af hans ansigt, have kaldt ham en fisk)--og bankede højlydt på døren med knoerne. Den blev åbnet af en anden lakaj i tjenerdragt, med et rundt ansigt og store øjne som en frø; og begge lakajer, bemærkede Alice, havde pudret hår, der krøllede sig ud over deres hoveder. Hun var meget nysgerrig efter at vide, hvad alt dette handlede om, og krøb et stykke ud af skoven for at lytte.

Fiskelakajen begyndte med at frembringe et stort brev under sin arm, næsten lige så stort som ham selv, og dette overrakte han til den anden lakaj og sagde i en højtidelig tone: "Til Hertuginden. En invitation fra Dronningen til at spille kroket." Frølakajen gentog beskeden i samme højtidelige tone og ændrede kun en smule på rækkefølgen af ordene: "Fra Dronningen. En invitation til Hertuginden om at spille kroket."

Så bukkede de begge så lavt at deres krøller blev viklet sammen.

Alice lo så meget af dette, at hun måtte løbe tilbage i skoven af frygt for at de skulle høre hende; og da hun næste gang kiggede ud, var Fiskelakajen væk, og den anden sad på jorden ved døren og stirrede dumt op i himlen.

Alice gik ængsteligt hen til døren og bankede på.

"Der nytter ikke noget at banke på," sagde Lakajen, "og det af to grunde. For det første fordi jeg er på samme side af døren som dig; for det andet, fordi de larmer sådan indenfor, at ingen ville kunne høre dig." Og der var bestemt en højst usædvanlig støj indenfor - en konstant hylen og nysen, og nu og da et stort brag, som om en tallerken eller en kedel var blevet knust.

"Men vil du ikke nok fortælle mig," sagde Alice, "hvordan jeg så kommer ind?"

"Det kunne måske give mening at du bankede på," fortsatte lakajen uden at tage sig af hende, "hvis døren var imellem os. Hvis nu du for eksempel var indenfor, så kunne du måske banke på, og jeg kunne jo så lukke dig ud." Han kiggede uafbrudt op i himlen mens han talte, og det syntes Alice var forfærdeligt uhøfligt. "Men måske kan han ikke gøre for det," sagde hun til sig selv; "hans øjne er jo næsten oven på hans hoved. Men i hvert fald kunne han tænkes at svare på spørgsmål. - Hvordan kommer jeg ind?" gentog hun højt.

”Jeg skal sidde her," bemærkede lakajen, "til i morgen——"

I netop dette øjeblik åbnede døren til huset sig, og en stor tallerken strøg ud med kurs mod lakajens hoved: den strejfede hans næse og gik i stykker mod et af træerne bag ham.

"——eller til i overmorgen, måske," fortsatte lakajen i samme tone, som om intet var hændt.

"Hvordan kommer jeg ind?" spurgte Alice igen i en højere tone.

"Kommer du overhovedet ind?" sagde lakajen. "Det er det vigtigste spørgsmål, at du ved det."

Det var det uden tvivl: Men Alice brød sig ikke om at få det at vide. "Det er virkelig forfærdeligt," mumlede hun for sig selv, "sådan som alle væsnerne skal diskutere. Det er lige til at blive tosset af!"

Lakajen syntes at mene, at dette var en god lejlighed til at gentage en variation over sin bemærkning. "Jeg kommer til at sidde her," sagde han, "nu og da, dag efter dag.”

"Men hvad er det jeg så skal gøre?" sagde Alice.

"Hvadend du har lyst til," sagde lakajen og begyndte at fløjte.

"Åh, det nytter slet ikke noget at tale med ham," sagde Alice desperat: "Han er aldeles idiotisk!" Og hun åbnede døren og gik ind.

Døren førte direkte ind i et stort køkken, som var fuldt af røg fra den ene ende til den anden: Hertuginden sad på en trebenet skammel i midten og ammede en baby; kokken lænede sig ind over ilden og rørte i en stor kedel, som så ud til at være fuld af suppe.

"Der er bestemt for meget peber i den suppe!" sagde Alice til sig selv, så godt hun nu kunne for sin nysen.

Der var i hvert fald for meget af det i luften. Selv hertuginden nysede af og til; og babyen nysede og hylede skiftevis uden et øjebliks pause. De eneste to væsner i køkkenet der ikke nyste, var kokken og en stor kat som sad på pejsen og smilede fra øre til øre.

"Vil du ikke nok fortælle mig," sagde Alice lidt frygtsomt, for hun var ikke helt sikker på, om det var velopdragent af hende at indlede samtalen, "hvorfor din kat griner sådan?"

"Det er en Filurkat," sagde hertuginden, "og det er derfor den smiler sådan. Svin!"

Hun sagde det sidste ord med så pludselig voldsomhed at Alice kom til at hoppe; men øjeblikket efter gik det op for hende at det var henvendt til barnet og ikke til hende, så hun tog mod til sig og fortsatte endnu engang:

”Jeg vidste ikke, at Filurkatte altid smilte så bredt; faktisk kendte jeg ikke til katte der overhovedet kunne smile." "Det kan de alle," sagde hertuginden; "og det gør de fleste af dem også."

"Jeg kender ikke nogen, der gør," sagde Alice meget høfligt og var godt tilfreds med at være kommet i gang med en samtale.

"Du ved ikke meget," sagde hertuginden; "og sådan er det."

Alice kunne slet ikke lide tonen i denne bemærkning og mente, at det ville være en god idé at introducere et andet samtaleemne. Mens hun prøvede at beslutte sig for et, tog kokken suppegryden af ilden og gik straks i gang med at kaste alt, hvad hun havde inden for rækkevidde, efter hertuginden og spædbarnet - ildragerne kom først; derefter fulgte en byge af gryder, tallerkener og skåle. Hertuginden lod sig ikke mærke med dem, selv når de ramte hende; og spædbarnet hylede allerede så højt, at det var helt umuligt at afgøre, om det syntes det gjorde ondt eller ej.

"Åh, vil du ikke nok passe på, hvad du laver!" råbte Alice og hoppede op og ned i dødsensangst. "Åh, der røg hans dyrebare næse!" idet en usædvanlig stor gryde fløj tæt forbi den og næsten tog den med sig.

"Hvis alle passede deres egne sager," sagde hertuginden med en hæs knurren, "så ville verden snurre en hel del hurtigere rundt, end den gør."

"Hvilket ikke ville være en fordel," sagde Alice, som var meget glad for at få muligheden for at vise lidt af sin viden frem. "Tænk bare på, hvad det ville betyde for dagen og natten! Ser du, Jorden tager fireogtyve timer om at dreje rundt om sin akse——"

"Nu vi taler om økser," sagde hertuginden, "hug hendes hoved af!"

Alice kiggede temmelig bekymret på kokken for at se, om hun ville gøre som der blev sagt; men kokken havde travlt med at røre i suppen og virkede ikke til at høre efter, så Alice fortsatte: "Fireogtyve timer, tror jeg; eller er det tolv? jeg——"

"Åh, plag ikke mig,” sagde hertuginden; ”Jeg har aldrig kunnet udstå tal!” Og så begyndte hun igen at amme sit barn, samtidig med at hun sang en slags vuggevise for det, alt imens hun rystede det voldsomt i slutningen af hver verselinje:

"Tal groft til din lille dreng.
⁠Og slå ham, når han nyser:
Han gør det for at være streng,
⁠Fordi han ved, det gyser«.

Omkvæd.

(hvor kokken og babyen sluttede sig til):—

”Vov! Vov! Vov!"

Mens hertuginden sang andet vers af sangen, blev hun ved med at kaste barnet voldsomt op og ned, og staklen hylede så højt, at Alice næsten ikke kunne høre ordene: -

"Jeg taler groft til min lille dreng,
⁠Jeg slår ham, når han nyser;
Så han kan synes jeg er streng
⁠Og tager peber til det gyser!"

Omkvæd

"Vov! Vov! Vov!"

”Her! Du må gerne passe den lidt, hvis du vil!" sagde hertuginden til Alice og smed babyen efter hende, mens hun talte. "Jeg bliver nødt til at gøre mig klar til at spille kroket med dronningen," og hun skyndte sig ud af værelset. Kokken kastede en stegepande efter hende, da hun gik, men den fløj lige forbi hende.

Alice greb babyen men det var ikke nemt for det var et mærkværdigt formet lille væsen der rakte arme og ben ud i alle retninger, "ligesom en søstjerne," tænkte Alice. Den lille stakkel prustede som en dampmaskine, da Alice greb den, og blev ved med at rulle sig sammen og rette sig ud igen, så det tog et par minutter før hun havde fået styr på den.

Så snart hun havde fundet den rigtige måde at holde den på, (som var at sno den til en slags knude og så holde fast om dens højre øre og venstre fod for at forhindre den i at komme fri) bar hun den ud i det fri. "Hvis jeg ikke tager dette barn med mig," tænkte Alice, "vil de helt sikkert have slået den ihjel inden for et par dage: ville det ikke være mord at efterlade den?" Hun sagde de sidste ord højt, og den lille gryntede som svar (den var holdt op med at nyse på dette tidspunkt). "Grynt ikke," sagde Alice; "det er slet ikke en ordentlig måde at udtrykke dig på."

Babyen gryntede igen, og Alice så meget ængsteligt på dens ansigt for at se, hvad der var i vejen med den. Der var ingen tvivl om, at den havde en ualmindelig opstoppernæse, meget mere som en tryne end en rigtig næse; også dens øjne var voldsomt små af et spædbarn at være: Alice kunne overhovedet ikke lide dens udseende. "Men det var måske bare hulken," tænkte hun og så igen ind i dens øjne for at se, om der var nogen tårer.

Nej, der var ingen tårer. "Hvis du har tænkt dig at forvandle dig til en gris, min skat," sagde Alice alvorligt, "så vil jeg jeg altså ikke have mere med dig at gøre. Husk det!" Den lille stakkel hulkede igen (eller gryntede, det var svært at høre om det var det ene eller det andet), og de fortsatte et stykke tid i stilhed.

Alice var lige begyndt at tænke, "Hvad skal jeg dog gøre med dette væsen, når jeg kommer hjem med det?" da den gryntede igen, så voldsomt, at hun forskrækket så på dens ansigt. Denne gang kunne der være nogen tvivl: det var uden tvivl en gris, og hun følte, at det ville være aldeles absurd hvis hun blev ved med at bære på den.

Så hun satte det lille væsen fra sig og følte sig ret lettet over at se det trave stille af sted ind i skoven. "Hvis det var vokset op," sagde hun til sig selv, "var det blevet et frygteligt grimt barn: men det er nu en pæn gris, synes jeg." Og hun begyndte at tænke på andre børn, hun kendte, som ville egne sig til at være grise, og hun sagde til sig selv, "hvis man bare vidste hvordan man kunne forvandle dem.——" da hun blev lidt forskrækket over at se Filurkatten sidde på en trægren et par meter væk.

Katten smilede bare stort, da den så Alice. Den så godmodig ud, tænkte hun: dog havde den meget lange kløer og rigtig mange tænder, så hun mente, at den hellere måtte blive behandlet med respekt.

"Filurmis," begyndte hun ret frygtsomt, da hun slet ikke anede, om den kunne lide navnet: dog smilede den bare lidt bredere. "Fortsæt bare, den ser tilfreds nok ud indtil videre," tænkte Alice, og hun fortsatte, "Vil du ikke fortælle mig, hvilken vej jeg bør gå herfra?"

"Det afhænger meget af, hvor du vil hen," sagde Katten.

"Jeg er ret ligeglad med hvor——" sagde Alice.

"Så er det lige meget, hvilken vej du går," sagde Katten.

"——så længe jeg ender et eller andet sted," tilføjede Alice som forklaring.

"Åh, det gør du helt sikkert," sagde katten, "hvis du bare går længe nok."

Alice mente, at dette ikke kunne benægtes, så hun prøvede med et andet spørgsmål. "Hvilken slags mennesker bor her omkring?"

"I den retning," sagde Katten og viftede med sin højre pote , "bor en hattemager: og den retning," han viftende med den anden pote, "bor en Martshare. Besøg hvem end du kan lide: de er begge to gale."

"Men jeg har ikke lyst til at færdes blandt gale mennesker," sagde Alice.

"Åh, det kan du ikke undgå," sagde Katten: "vi er alle sammen gale her omkring. Jeg er gal. Du er gal."

"Hvordan ved du, at jeg er gal?" sagde Alice.

"Det må du være," sagde Katten, "ellers var du aldrig havnet her."

Alice mente slet ikke at det var noget bevis; dog fortsatte hun: "Og hvordan ved du, at du er gal?"

"For det første," sagde katten, "en hund er ikke gal. Medgiver du det?"

"Det gør jeg vel," sagde Alice.

"Ja" fortsatte katten, " ser du, en hund knurrer, når den er vred, og logrer med halen, når den er glad. Men jeg knurrer, når jeg er glad, og logrer med halen, når jeg er vred. Derfor er jeg gal."

"Jeg kalder det spinden, ikke knurren," sagde Alice.

"Kald det, hvad du vil," sagde Katten. "Skal du spille kroket med dronningen i dag?"

"Det vil jeg meget gerne," sagde Alice, "men jeg er ikke blevet inviteret endnu."

"Du kommer til at møde mig der," sagde Katten og forsvandt.

Alice var ikke synderligt overrasket over det, hun var ved at have vænnet sig til, at der skete mærkelige ting. Mens hun stadig kiggede på stedet, hvor den havde været, dukkede den pludselig op igen.

"Farvel-forresten, hvad blev der af barnet?" sagde Katten. "Jeg havde næsten glemt at spørge."

"Det blev til en gris," svarede Alice meget stille, ligesom hvis Katten var kommet tilbage på en almindelig måde.

"Det tænkte jeg nok det ville," sagde katten og forsvandt igen. Alice stod lidt, og ventede halvt at se den igen, men den dukkede ikke op, og efter et par minutter gik hun videre i den retning, hvor Martsharen efter sigende skulle bo.

"Jeg har set hattemagere før," sagde hun til sig selv: "Martsharen vil være klart den mest interessante, og da det er maj, vil den måske ikke være splitterravende gal - i det mindste ikke lige så gal, som den var i marts." Mens hun sagde dette, så hun op, og der var Katten igen; den sad på en gren i et af træerne.

"Sagde du gris eller ris?" sagde Katten.

"Jeg sagde gris," svarede Alice; "og jeg ville ønske, at du ikke ville blive ved med at dukke op og forsvinde igen så pludseligt: du gør mig aldeles svimmel."

"Okay," sagde Katten; og denne gang forsvandt den ganske langsomt, først enden af halen og til sidst grinet, som blev der i nogen tid efter, at resten af Katten var væk.

"Godt! Jeg har mange gange set en kat uden et grin," tænkte Alice; "men et grin uden en kat! Det er det mest mærkværdige, jeg nogensinde har set i hele mit liv!"

Hun var ikke nået særlig meget længere, før hun fik øje på Martsharens hus: hun mente, at det måtte være det rigtige hus, for skorstenene var formet som ører, og taget var stråtækt med pels. Det var så stort et hus, at hun ikke brød sig om at nærme sig det, før hun havde taget en lille bid mere af svampen i hendes venstre hånd og hævet sig til godt en halv meter: selv da gik hun ret frygtsomt op mod det og sagde til sig selv: "Tænk hvis den nu alligevel er rablende gal! Jeg ville næsten ønske, jeg var taget hen til Hattemageren i stedet for!”

 

 

Stationskatten

Humoreske af J. Jacobsen.

Stationskatten. — Han hed forresten Peder, og var fast ansat ved de danske Statsbaner for Jylland og Fyn, med en fast månedlig Gage af seks Kroner, foruden en Del uvisse Indtægter. Det var jo en ganske pæn Stilling for en gammel Hankat, men saa skulde han rigtignok også holde sig selv med Uniform.

Naa det kunde Peder ogsaa — uden at snyde sin Skrædder eller uden nogen som helst Hjælp fra Familien, og han holdt sig altid ren og pæn — som om han var slikket — hvad han maaske ogsaa var.

Med Bestillingen som Stationskat fulgte Forpligtigelsen til at holde Rotter og Mus borte fra Stationens Pakhus. Det var ganske vist mest Nattearbejde, og det kunde jo have sine Ubehageligheder, men hvad Herre Gud, man faar jo ikke Føden for ingen Ting her i Verden — og det fik Peder heller ikke.

Forøvrigt var han undergiven og beskyttet af de samme Regler og Bestemmelser som andre Jærnbanefunktionærer. — Der var f.eks. en stor Straf for at forstyrre ham i Funktion — særlig om Natten. -

Peder havde ligesom saa mange andre gamle Jærnbanefunktionærer ført et meget bevæget Liv i sine unge Dage. Han var af engelsk Rottekatte-Slægt; men det var gaaet i den Familie, som det har gaaet og gaar i saa mange andre. — Det, der engang havde bragt Familien til Ære og Værdighed — gjaldt ikke længere for at være fint.

— Derfor blev Peder, trods fine ubestridelige Anlæg for Rottefangsten sendt til Danmark for at indtage en finere Stilling som underholdende Kavaller for en ældre adelig Dame. Bestillingen var for Resten let nok. Thi den gamle Dame var meget selskabelig anlagt, hun underholdt Peder ligesaa meget, som han underholdt hende, og naar de ikke kunde faa Tiden til at gaa tungere, saa satte de sig begge to og spandt lidt. Det var den Gang endnu ingen Skam selv for adelige Damer, at spinde lidt og langt mindre for Katten.

Stillingen var som sagt let nok, men noget ensformig og kedelig. Peder kunde somme Tider ligesom længes efter at komme i Kast med en Rotte til en Forandring, men det kunde der jo aldeles ikke være Tale om, det vilde jo være alt for upassende, saa det slog han snart af Hovedet igen.

Alt gik saaledes udmærket godt en lang Tid, saa kom de engang en Sommer til at bo paa Landet; der kunde den gamle Dame jo ikke altid have et vaagent Øje med Peder, — saa gik Naturen over Optugtelsen. Peder gav sig i et ubevogtet Øjeblik til at jage efter Rotter, fangede et Par — og var uforsigtig nok til at æde dem, — det havde til Følge, at han

Natten efter blev syg i Sengen hos den gamle Dame og blev saa daarlig, at han maatte kaste op — eller ned, hvad det nu var. Det var en farlig Historie, meget udelikat for begge Parter. Naa, det havde vel endda gaaet, men kort Tid derefter indlod Peder sig — saavidt man kan forstaa — i Kærlighedsaffære med en ganske ordinær Medskabning.

Det blev den gamle Dame for stift. Peder blev øjeblikkelig opsagt af Tjenesten, med Dags varsel, men dog med Udbetaling af et helt Aars Løn.

Efter den Tid gik det meget ned ad Bakke med Peder, han blev ligefrem forfalden, syg og elendig.

Paa den Maade kunde det jo ikke gaa i Længden, det indsaa Peder ogsaa selv og tog sig sammen for at komme paa ret Køl igen — søgte Læge og gennemgik efter dennes Anvisning en længere Mælkekur. Det hjalp, han kom til Kræfter igen og blev derefter heldigvis — ved Hjælp af Protektion — ansat ved de danste Stat-baner som Stationskat.

Ja, det vil sige, han maatte naturligvis for et Syns Skyld begynde som Stationskilling, og det var jo slet ikke behageligt for en gammel Kat, men der var jo ikke noget at gøre ved den Ting — han maatte sandelig være glad ved, at han ikke skulde tage Eksamen først, for saa havde han nok gaaet i Brokkassen, den gode Peder.

— Naa, imidlertid Peder fik en Plads som Stationskat, og det gik godt i flere Aar, men Peder havde alligevel for mange ledige Øjeblikke og for lidt Karakter, han opholdt sig tilsidst næsten hele Dagen i Banegaardsrestaurationen — og sollede helt ugudeligt — snart med hele Stationspersonalet baade høje og lave — snart med Toldere og Syndere — Hotelkuske, Handelsagenter, Journalister — Slagtere og Sagførere og kort sagt hele det gemene Publikum.

Den stod stadig paa Whisky og Vand — saa Peder i Løjer sagt blev helt vandøjet af det.

Forresten var det meget ubehagelige Løjer for Peder, thi hans Øjne blev virkelig for Alvor daarlige; — det voldte ham somme Tider Besvær at se Rotterne, og somme Tider saa han to, hvor der kun var en — han sprang som oftest forkert efter dem, kunde i det hele taget kun daarligt passe sin Tjeneste.

Ja, det gik ligefrem saa vidt, at han fandtes sovende paa sin Post i en meget bedærvet Tilstand.

Peder gik endelig til Jernbanelægen, der skelede til ham over sine Glasøjne og mumlede noget om for lidt Vand og for meget Whisky og Ditten og Datten — og deraf flydende Farer og sluttede med at anordne — som absolut nødvendig — Brugen af Briller. Det var en kold en for Peder, det var lige ved at tage Pippet fra ham.

Brillerne fik han anskaffet, men det gik ikke at fange Rotter med Briller paa; nej, — Peder maatte opgive sin Stilling som Stationskat — søgte sin Afsked og fik den - samt en Smule Pension, der hverken var til at leve eller dø af.

Stationsforstanderen - som Peder engang i en lille Pikkenik var bleven dus med — fik ham endelig anbragt som Teaterkat.

Der gik han saa det sidste Aar paa en Slags Naadsensbrød, men han gik al Tid og var ærgerlig og gnaven — han kunde ikke forliges med den skaldede Vært — en daarlig Føde fik han — Drikkevarerne var under al Kritik, og det skulde heller ikke virke oplivende paa Peder at gaa og se paa al den daarlige Komedie der blev spillet — langt ifra.

En Morgen efter Premieren af en Sommerrevy — fandt man ham liggende død i Suflørkassen --- ramt af et Hjerteslag — Lægen mente, af Skræk over, at se Selskabets rent umulige Præstationer. Saaledes endte Stationskatten sit i Grunden sørgelige Liv og Levnet.