J. Jacobsen

J. Jacobsen (1856-1901) var forfatter til en række fortællinger trykt i danske dagblade i årene 1893-1900. Du kan læse mere på Dansk ForfatterleksikonSe alle indlæste værker.

Filurkatten fra "Alice i eventyrland" af Lewis Caroll og "Stationskatten" af J. Jacobsen

I dette afsnit skal vi se nærmere på en af de kendteste talende katte i litteraturhistorien: The Cheshire Cat som Lewis Caroll udødeliggjorde i Alice i Eventyrland fra 1865. Den stammer oprindeligt fra et britisk udtryk for at smile så stort at tandkødet kan ses, men oprindelsen til udtrykket er uvis, selvom der er mange teorier. Kattens navn er bl.a. blevet oversat til grinekatten, men her vil vi bruge den kendteste danske oversættelse: Filurkatten. Denne oversættelse er stadig altdominerende ikke mindst fordi det var den Disneys tegnefilmsadaptation fra 1951 benyttede sig af, og det er da også på grund af Disneys adaptation af Filurkatten at den er flyttet ind i den fælles kulturelle bevidsthed. Vi vil lytte til kapitel 6 fra Alice i Eventyrland, hvor Filurkatten for første gang optræder.

Dagens afsnit markerer også overgangen til en række fortællinger med talende katte der ikke har deres oprindelse i eventyrtraditionerne, men i stedet benyttes på nye og anderledes måder. Dette ses også i dagens anden historie, "Stationskatten" af J. Jacobsen som blev trykt i Esbjerg Avis den 6. januar 1900, hvor kattehovedpersonen udvisker grænserne mellem hvordan det er at leve som kat og som menneske. Den er resultatet af at jeg i forbindelse med forarbejdet til denne sæson har gennemtrawlet en række ældre danske dagblade på jagt efter kattehistorier. Jeg fandt knap 30 kandidater med hjælp fra Kim E. Jensens føljetonoversigter og Statsbibliotekets arkiver. De fleste af dem er der stort set ingen nulevende danskere der har læst, for de er så vidt jeg har kunnet finde ud af aldrig blevet genoptrykt. Det er fascinerende at kaste sig ud i den slags avisarkæologi, også selvom det meste var skrevet med gotiske bogstaver, og derfor tog lang tid at transkribere. Alligevel har jeg kun medtaget et par stykker af dem i denne sæson, ikke kun fordi kvaliteten var noget svingende, men også fordi mange simpelthen var for brutale. I modsætning til de fleste andre kattehistorier jeg har læst, er de ikke er blevet kurateret af senere generationer af redaktører, der som de fleste af nutidens læsere, havde et mere moderne syn på dyrevelfærd. For 100-150 år siden var det sjældent sørgeligt når en kat døde, tværtimod, mange af de gamle avishistorier udtænkte brutale scenarier som skulle få læseren til at more sig over kattens død. De historier vil jeg skåne jer for.

"Gris og peber" fra Alice i Eventyrland

I et par minutter stod hun og kiggede på huset og spekulerede over hvad hun nu skulle gøre, da der pludselig kom en lakaj i tjenerdragt løbende ud af skoven--(hun anså ham for at være en lakaj, netop fordi han var iklædt tjenerdragt: ellers ville hun, på grund af hans ansigt, have kaldt ham en fisk)--og bankede højlydt på døren...