"Katten og Djævlen" af James Joyce og "Katten der gik sine egne veje" af Rudyard Kipling

Katten og Djævlen

Min kære Stevie:

Jeg sendte dig en lille kat fyldt med slik for et par dage siden, men måske kender du ikke historien om Beaugency-katten.

Beaugency er en lille, gammel by på en af Loires breder, Frankrigs længste flod.

Det er også en meget bred flod, i hvert fald for Frankrig.

Ved Beaugency er den så bred, at hvis du vil krydse den fra den ene bred til den anden, ville du skulle tage mindst tusind skridt.

For længe siden måtte folk i Beaugency, når de ville krydse den, sejle over i en båd, for der var ikke nogen bro.

Og de kunne ikke selv lave en eller betale nogen anden for at lave en.

Så hvad skulle de dog stille op?

Djævelen, som altid læser aviserne, hørte om deres triste forfatning, så han klædte sig på og tog afsted for at aflægge overborgmesteren i Beaugency et besøg; han hed Monsieur Alfred Byrne.

Denne overborgmester var også meget glad for at klæde sig.

Han bar en skarlagenrød kappe og havde altid en stor gylden kæde om halsen, selv når han sov tungt i sengen med knæene helt oppe ved munden.

Djævelen fortalte overborgmesteren, hvad han havde læst i avisen, og sagde, at han kunne bygge en bro til Beaugencys indbyggere, så de ville kunne krydse floden, så ofte de ville.

Han sagde, at han kunne bygge så god en bro, som der nogensinde var blevet bygget, og gøre det på en enkelt nat.

Overborgmesteren spurgte ham, hvor mange penge han ville have for at bygge sådan en bro.

Ingen penge overhovedet, sagde djævelen, det eneste jeg beder om er at den første person, der krydser broen, skal tilhøre mig.

Godt, sagde overborgmesteren.

Natten faldt på, og alle indbyggerne i Beaugency gik i seng og sov.

Morgenen kom.

Og da de stak hovedet ud af vinduerne, råbte de:

Ved Loire, hvor er det en fin bro!

For de så en fin stærk stenbro der var som kastet over den brede flod.

Alle indbyggerne løb ned til til enden af broen og så hen over den.

Der var djævelen, som stod på den anden side af broen og ventede på den første person, der krydsede den.

Men ingen turde krydse den af frygt for djævelen.

Så lød der et signalhorn - det var et tegn på, at folk skulle tie - og overborgmester M. Alfred Byrne dukkede op i sin store skarlagenrøde kappe og med sin tunge gyldne kæde om halsen.

Han havde en spand vand i den ene hånd og under armen - den anden arm - bar han en kat.

Djævelen holdt op med at danse, da han så ham fra den anden side af broen og satte sit lange kikkertglas op foran øjet.

Alle folk hviskede til hinanden, og katten så op på overborgmesteren, for i byen Beaugency var det tilladt for en kat at kigge på en overborgmester.

Da han var træt af at se på overborgmesteren (fordi selv en kat bliver træt af at se på en overborgmester) begyndte han at lege med overborgmesterens guldkæde.

Da overborgmesteren kom til enden af broen holdt alle mændene vejret, og alle kvinderne holdt tand for tunge.

Overborgmesteren satte katten ned på broen og hurtigt som et lyn: Plask!

Han tømte hele spanden med vand over den.

Katten, der nu var mellem djævelen og spanden med vand, bestemte sig ret så hurtigt og løb med flade ører over broen og ind i djævelens arme.

Djævelen var så vred som kun djævelen selv kunne være.

Messieurs les Balgentiens. Borgere i Beaugency, råbte han over broen, I er slet ikke ædle mennesker!

I er blot katte!

Og han sagde til katten:

Kom her, min lille kat!

Er du bange, min lille kattesnut?

Kom her, djævelen tager dig med!

Vi skal nok holde os varme, vi to.

Og han tog afsted sammen med katten.

Og siden dengang kaldes byens befolkning 'les chats de Beaugency’ - Beaugencys katte.

Men broen er der stadig, og byens drenge går og rider og leger på den.

Jeg håber, du vil kunne lide denne historie.

Bedstefar.

PS:

Djævelen taler for det meste sit eget sprog kaldet Mefistofolisisk, som han selv finder på hen ad vejen, men når han er meget vred, taler han ganske dårligt fransk meget godt, selvom nogle, der har hørt ham, siger, at han har en kraftig Dublin-accent.

 

Katten der gik sine egne veje

HØR og pas paa og lyt; for dette skete og hændte og begav sig og var, du min egen lille Ven, den Gang de tamme Dyr var vilde. Hunden var vild, og Hesten var vild, og Koen var vild, og Faaret var vildt, og Grisen var vild — saa vilde som de vel kunde være — og de vankede om i de vaade vilde Skove, vildsomme og ensomme. Men det vildeste af alle de vilde Dyr var Katten. Den gik sine egne Veje, og alle Steder var lige gode for den.

Naturligvis var Manden ogsaa vild. Han var skrækkeligt vild. Han begyndte ikke en Gang at blive tam, førend han traf Kvinden, og hun sagde ham, at hun ikke syntes om at leve paa hans vilde Manér. Hun valgte en dejlig tør Hule til at lægge sig til at sove i, i Stedet for at ligge paa en Bunke vaadt Løv; og hun strøede rent Sand paa Gulvet; og hun tændte et dejligt Brændebaal dybest ind i Hulen; og hun hængte en tørret Vildhestehud med Halen nedad op foran Hulens Munding; og hun sagde: „Tør dine Fødder af, min Ven, førend du kommer ind, og lad os saa føre Hus.“

Den Aften, min egen Ven, spiste de Vildlammesteg, stegt paa de hede Stene og krydret med vilde Hvidløg og vild Peber; og Vildandesteg, fyldt med vild Ris og vild Bukkehorn og vild Koriander; og Marvben af vilde Okser; og vilde Kirsebær og vilde Granatæbler. Saa lagde Manden sig til at sove foran Baalet, inderligt veltilfreds; men Kvinden blev siddende oppe og kæmmede sit Haar. Hun tog Benet af Lammefjerdingen — det store, flade Skulderblad-Ben — og hun saa paa de underlige Tegn paa det, og hun kastede mere Brænde paa Baalet, og hun lavede et Trolderi. Hun lavede den første Tryllesang i Verden.

Ude i de vaade vilde Skove samledes alle de vilde Dyr paa et Sted, hvor de kunde se Skæret fra Baalet langt borte, og de undredes over, hvad det betød.

Saa stampede Vildhesten med sin vilde Hov og sagde: „O mine Venner og o mine Fjender, hvorfor har Manden og Kvinden lavet dette store Lys i den store Hule, og hvad Fortræd vil det gøre os?“

Vildhunden stak Næsen i Vejret og lugtede Duften af Lammestegen og sagde: „Jeg vil gaa hen og se ad og saa fortælle jer det; for jeg tror, det er noget godt. Kat, kom og gaa med mig,“

„Nenni!" sagde Katten. „Jeg er Katten, som gaar sine egne Veje, og alle Steder er lige gode for mig. Jeg vil ikke gaa med."

„Saa kan vi aldrig mere være Venner," sagde Vildhunden, og den travede af Sted til Hulen. Men da den var et Stykke Vej borte, sagde Katten til sig selv: „Alle Steder er lige gode for mig. Hvorfor skulde jeg ikke gaa hen og se ad og gaa min Vej igen, som jeg selv lyster?" Og saa listede den sagte, ganske sagte efter Vildhunden og gemte sig et Sted, hvor den kunde høre alt.

Da Vildhunden naaede Hulens Munding, løftede den den tørrede Hestehud med sin Snude og indsnusede den dejlige Duft af Lammestegen; og Kvinden, som sad og saa paa Skulderbladet, hørte den og lo og sagde: „Der kommer den første. Vilde Væsen fra de vilde Skove, hvad vil du?"

Vildhunden sagde: „O min Fjende og min Fjendes Hustru, hvad er dette, som lugter saa godt i de vilde Skove?"

Saa greb Kvinden et Lammestegsben og kastede det hen til Vildhunden og sagde: „Vilde Væsen fra de vilde Skove, smag og prøv." Vildhunden gnavede Benet, og det var lækrere end noget, den nogensinde havde smagt, og den sagde: „O min Fjende og min Fjendes Hustru, giv mig et til."

Kvinden sagde: „Vilde Væsen fra de vilde Skove, hjælp min Mand at jage om Dagen og bevogt denne Hule om Natten, saa skal jeg give dig saa mange Stegeben, som du behøver."

„Aha!" sagde Katten, der lyttede. „Denne Kvinde er meget klog, men hun er ikke saa klog, som jeg er."

Vildhunden krøb ind i Hulen og lagde sit Hoved i Kvindens Skød og sagde. „O min Ven og min Vens Hustru, jeg vil hjælpe din Mand at jage om Dagen, og om Natten vil jeg bevogte din Hule."

„Aha!" sagde Katten, der lyttede. „Den Hund er meget dum." Og den gik sin Vej gennem de vaade vilde Skove, viftede med sin vilde Hale og vandrede vildsom og ensom. Men den sagde ikke noget til nogen.

Da Manden vaagnede, sagde han: „Hvad bestiller Vildhunden her?" Og Kvinden svarede: „Dens Navn er ikke længer Vildhunden men den første Ven, for den vil altid og altid og altid være vor Ven. Tag den med dig, naar du gaar paa Jagt."

Næste Aften skar Kvinden store grønne Favnfulde friskt Græs nede paa Flodengene og tørrede det foran Baalet, saa at det duftede som nyslaaet Hø, og hun satte sig ved Hulens Munding og flettede en Grime af Hestehud, og hun saa paa Benet af Lammefjerdingen — det store, brede Skulderblad-Ben — og hun lavede et Trolderi. Hun lavede den anden Tryllesang i Verden.

Ude i de vilde Skove undredes alle de vilde Dyr over, hvad der var hændet Vildhunden, og tilsidst stampede Vildhesten med sin Hov og sagde: „Jeg vil gaa hen og se ad og saa fortælle jer, hvorfor Vildhunden ikke er kommen tilbage. Kat, kom og gaa med mig!"

„Nenni!" sagde Katten. „Jeg er Katten, som gaar sine egne Veje, og alle Steder er lige gode for mig. Jeg vil ikke gaa med." Men alligevel fulgte den sagte, ganske sagte efter Vildhesten og gemte sig et Sted, hvor den kunde høre alt.

Da Kvinden hørte Vildhesten komme trippende og snublende i sin lange Manke, lo hun og sagde: „Vilde Væsen fra de vilde Skove, hvad vil du?"

Vildhesten sagde:. „O min Fjende og min Fjendes Hustru, hvor er Vildhunden henne?"

Kvinden lo og tog Skulderblad-Benet og saa paa det og sagde: „Vilde Væsen fra de vilde Skove, du er ikke kommen herhen for at søge efter Vildhunden, men for dette gode Græsses Skyld."

Og Vildhesten trippede og snublede i sin lange Manke og svarede: „Det er sandt; giv mig det at spise."

Kvinden sagde: „Vilde Væsen fra de vilde Skove, bøj dit vilde Hoved og bær, hvad jeg giver dig, saa skal du faa det dejlige Græs at spise tre Gange om Dagen."

„Aha!" sagde Katten, der lyttede. „Denne Kvinde er kløgtig, men hun er ikke saa kløgtig, som jeg er."

Vildhesten bøjede sit vilde Hoved, og Kvinden lagde den flettede Hudgrime over det, og Vildhesten aandede paa Kvindens Fødder, og sagde: „O min Herskerinde og min Herres Hustru, jeg vil være din Tjener for det dejlige Græsses Skyld."

„Aha!" sagde Katten, der lyttede. „Den Hest er meget dum." Og den gik sin Vej gennem de vaade vilde Skove, viftede med sin vilde Hale og vandrede vildsom og ensom. Men den sagde ikke noget til noget.

Da Manden og Hunden kom hjem fra Jagten, sagde Manden: „Hvad bestiller Vildhesten her?" Og Kvinden svarede: „Dens Navn er ikke længer Vildhesten men den første Tjener, for den vil altid og altid og altid bære os fra Sted til Sted. Rid paa dens Ryg, naar du gaar paa Jagt."

Næste Dag kom Vildkoen gaaende op til Hulen, og den holdt sit vilde Hoved rankt, for at dens vilde Horn ikke skulde hænge fast i de vilde Træer; og Katten fulgte efter og gemte sig akkurat ligesom de forrige Gange; og alting gik for sig akkurat ligesom de forrige Gange; og Katten sagde det samme som de forrige Gange; og da Vildkoen havde lovet at give Kvinden sin Mælk hver Dag i Bytte for det dejlige Græs, gik Katten sin Vej gennem de vaade vilde Skove, viftede med sin vilde Hale og vandrede vildsom og ensom, akkurat ligesom de forrige Gange. Men den sagde ikke noget til nogen. Og da Manden og Hesten og Hunden kom hjem fra Jagten og gjorde det samme Spørgsmaal som de forrige Gange, svarede Kvinden: „Dens Navn er ikke længer Vildkoen men god Fødes Giver. Den vil altid og altid og altid give os den varme hvide Mælk, og jeg vil passe den, mens du og den første Ven og den første Tjener gaar paa Jagt."

Den næste Dag ventede Katten for at se, om noget andet vildt Væsen vilde gaa op til Hulen, men ingen rørte sig i de vaade vilde Skove, og derfor gik Katten alene derhen, ad sine egne Veje; og den saa Kvinden malke Koen, og den saa Skæret fra Baalet i Hulen, og den lugtede Duften af den varme hvide Mælk.

Katten sagde: „O min Fjende og min Fjendes Hustru, hvor er Vildkoen bleven af?"

Kvinden lo og svarede: „Vilde Væsen fra de vilde Skove, gaa tilbage til Skovene igen, for jeg har snoet mit Haar op, og jeg har gemt Tryllebenet, og vi behøver hverken flere Venner eller Tjenere i vor Hule."

Katten sagde: „Jeg er ikke nogen Ven, og jeg er ikke nogen Tjener. Jeg er Katten, som gaar sine egne Veje, og jeg vil gærne ind i din Hule."

Kvinden svarede: „Hvorfor kom du da ikke den første Aften sammen med den første Ven?"

Katten blev meget vred og sagde: „Har Vildhunden fortalt Historier om mig?"

So lo Kvinden og sagde: „Du er Katten, som gaar sine egne Veje, og alle Steder er lige gode for dig. Du er hverken nogen Ven eller nogen Tjener. Du har selv sagt det. Gaa bort og gaa dine egne Veje paa alle Steder, som er lige gode for dig."

Saa lod Katten, som om den blev bedrøvet, og sagde: „Maa jeg aldrig komme ind i Hulen? Maa jeg aldrig sidde ved det varme Baal? Maa jeg aldrig drikke den varme hvide Mælk? Du er meget klog og meget smuk. Du burde ikke være grusom, ikke en Gang mod en Kat."

Kvinden sagde: „Jeg vidste, at jeg var klog, men jeg vidste ikke, at jeg var smuk. Derfor vil jeg træffe en Aftale med dig. Hvis jeg nogensinde siger et eneste Ord til din Ros, saa maa du komme ind i Hulen."

„Og hvis du siger to Ord til min Ros?" sagde Katten.

„Det gør jeg aldrig," svarede Kvinden. „Men hvis jeg siger to Ord til din Ros, saa maa du sidde ved Baalet i Hulen."

„Og hvis du siger tre Ord?“ sagde Katten.

„Det gør jeg aldrig," svarede Kvinden. „Men hvis jeg siger tre Ord til din Ros, saa maa du altid og altid og altid drikke den varme hvide Mælk tre Gange om Dagen.“

Saa krummede Katten Ryg og sagde: „Nu skal Forhænget for Mundingen af Hulen og Baalet dybest inde i Hulen og Mælkekrukkerne, som staar ved Siden af Baalet, huske, hvad min Fjende og min Fjendes Hustru har sagt.“ Og den gik sin Vej gennem de vaade vilde Skove, viftede med sin vilde Hale og vandrede vildsom og ensom.

Da Manden og Hesten og Hunden den Aften kom hjem fra Jagten, fortalte Kvinden dem ikke noget om den Aftale, som hun havde truffet med Katten, for hun var bange for, at de ikke vilde synes om den.

Katten gik langt, langt bort og skjulte sig i de vaade vilde Skove, vildsom og ensom, i lang Tid, indtil Kvinden helt havde glemt den. Kun Flaggermusen — den lille Flaggermus, der vender op og ned paa sig selv, og som hang inde i Hulen — vidste, hvor Katten havde gemt sig; og hver Aften fløj Flaggermusen ud til Katten og fortalte den, hvad nyt der hændte.

En Aften sagde Flaggermusen: „Der er kommet et Barn i Hulen. Han er ny og lyserød og tyk og lille, og Kvinden holder meget af ham.“

„Aha!“ sagde Katten, der lyttede. „Men hvad holder Barnet af?“

„Han holder af Ting, som er bløde, og som kilder,“ svarede Flaggermusen. „Han holder af varme Ting, som han kan omfavne, naar han ligger og skal falde i Søvn. Han holder af, at der bliver leget med ham. Alt dette holder han af.“

„Aha!“ sagde Katten, der lyttede. „Saa er min Tid kommen.“

Næste Aften gik Katten gennem de vaade vilde Skove og gemte sig ganske tæt ved Hulen, indtil det blev Morgen og Manden og Hunden og Hesten gik paa Jagt. Kvinden havde travlt med at lave Mad den Morgen, og Barnet skreg og forstyrrede hende. Derfor bar hun ham udenfor Hulen og gav ham en Haandfuld Smaastene at lege med. Men Barnet skreg alligevel.

Saa strakte Katten sin polstrede Pote ud og klappede Barnet paa Kinden, og det kurrede af Fornøjelse; og Katten gned sig mod dets tykke Knæ og kildede det under dets tykke Hage med sin Hale. Og Barnet lo; og Kvinden hørte det og smilede.

Saa sagde Flaggermusen — den lille Flaggermus, der vender op og ned paa sig selv, og som hang i Hulens Munding —: „O min Værtinde og min Værts Hustru og min Værts Søns Moder, et vildt Væsen fra de vilde Skove leger saa nydeligt med dit Barn."

„Velsignet være det vilde Væsen, hvem det saa end er," sagde Kvinden og rettede sin Ryg, „for jeg har haft travlt i denne Morgen, og det har gjort mig en Tjeneste."

I selvsamme Minut og Sekund, min egen Ven, faldt det tørrede Hestehuds-Forhæng, der hang med Halen nedad foran Hulens Munding, ned — pladask! — fordi det huskede den Aftale, hun havde truffet med Katten; og da Kvinden gik for at tage det op — se! da sad Katten nok saa hyggeligt inde i Hulen.

„O min Fjende og min Fjendes Hustru og min Fjendes Moder," sagde Katten, „det er mig; for du har sagt et Ord til min Ros, og nu kan jeg altid og altid og altid sidde inde i Hulen. Men alligevel er jeg Katten, som gaar sine egne Veje, og alle Steder er lige gode for mig."

Kvinden blev meget vred, og hun bed sine Læber tæt sammen og tog sin Ten og gav sig til at spinde.

Men Barnet skreg, fordi Katten var gaaet fra det, og Kvinden kunde ikke faa det til at være stille, for det sprællede og sparkede og blev helt sort i Ansigtet.

„O min Fjende og min Fjendes Hustru og min Fjendes Moder," sagde Katten, „tag en Stræng af den Traad, som du spinder, og bind den til din Ten og slæb den hen over Gulvet, saa skal jeg vise dig et Trolderi, som skal faa dit Barn til at le ligesaa højt, som han nu skriger.“

„Jeg vil gøre det,“ sagde Kvinden, „fordi jeg ikke véd, hvad jeg ellers skal gøre; men jeg vil ikke takke dig for det.“

Hun bandt Traaden til den lille Ler-Ten og trak den henover Gulvet, og Katten løb efter den og snappede efter den med sine Poter og slog Kolbøtter og kastede den bagover sin Skulder og ledte efter den mellem sine Bagben og lod, som om den ikke kunde finde den, og slog ned paa den igen, indtil Barnet lo ligesaa højt, som det før havde skreget, og kravlede efter Katten og tumlede rundt i hele Hulen, indtil det blev træt og lagde sig til at sove med Katten i sine Arme.

„Nu vil jeg synge for Barnet,“ sagde Katten, „synge en Sang, der skal faa ham til at sove en Time.“ Og den begyndte at spinde, højt og sagte, sagte og højt, indtil Barnet faldt i tryg Søvn. Kvinden smilte, mens hun saa ned paa de to, og sagde: „Det gjorde du ypperligt. Der er ikke Spørgsmaal om, at du jo er meget kløgtig, o Kat.“

I selvsamme Minut og Sekund, min egen Ven, slog Røgen fra Baalet dybest inde i Hulen ned fra Taget i Skyer — puff! — fordi den huskede den Aftale, hun havde truffet med Katten; og da den var dreven bort — se! da sad Katten nok saa hyggeligt tæt ved Baalet.

„O min Fjende og min Fjendes Hustru og min Fjendes Moder,“ sagde Katten, „det er mig; for du har sagt nok et Ord til min Ros, og nu kan jeg altid og altid og altid sidde ved det varme Baal dybest inde i Hulen. Men alligevel er jeg Katten, som gaar sine egne Veje, og alle Steder er lige gode for mig."

Saa blev Kvinden meget, meget vred, og hun slog sit Haar ud og lagde mere Brænde paa Baalet og fremtog det brede Skulderbred-Ben af Lammestegen og gav sig til at lave et Trolderi, der skulde hindre hende i at sige et tredie Ord til Kattens Ros. Det var ikke nogen Tryllesang, min egen Ven, det var et stille Trolderi; og lidt efter lidt blev der saa stille i Hulen, at en lillebitte Mus krøb ud fra en Krog og løb over Gulvet.

„O min Fjende og min Fjendes Hustru og min Fjendes Moder," sagde Katten, „hører den lille Mus med til dit Trolderi?"

„Uf! Nej, paa ingen Maade!" svarede Kvinden, og hun lod Skulderblad-Benet falde og hoppede op paa Skamlen foran Baalet og snoede sit Haar op meget hurtigt, af Frygt for, at Musen skulde løbe op ad det.

„Aha!" sagde Katten, der holdt Øje med hende, „Musen vil altsaa ikke bekomme mig ilde, hvis jeg spiser den?"

„Nej," sagde Kvinden og snoede sit Haar op, „skynd dig at spise den, saa vil jeg være dig evigt taknemlig."

Katten gjorde eet eneste Spring og fangede den lille Mus, og Kvinden sagde: „Tusind Tak! Selv den første Ven er ikke rap nok til at fange smaa Mus, saadan som du nu har gjort. Du maa være meget klog."

I selvsamme Minut og Sekund, min egen Ven, gik Mælkekrukken, som stod ved Baalet, i to Stykker — knæk! — fordi den huskede den Aftale, hun havde truffet med Katten; og da Kvinden hoppede ned fra Skamlen — se! da stod Katten og labede den varme hvide Mælk op, der var i et af Skaarene.

„O min Fjende og min Fjendes Hustru og min Fjendes Moder," sagde Katten, „det er mig; for du har tre Gange sagt et Ord til min Ros, og nu kan jeg altid og altid og altid drikke den varme hvide Mælk tre Gange om Dagen. Men alligevel er jeg Katten, som gaar sine egne Veje, og alle Steder er lige gode for mig."

Saa lo Kvinden og satte en Skaal med den varme hvide Mælk hen til Katten og sagde: „O Kat, du er ligesaa kløgtig som et Menneske, men husk paa, at din Aftale ikke blev truffen med Manden eller Hunden, og jeg véd ikke, hvad de vil gøre, naar de kommer hjem."

„Hvad vedkommer det mig?" sagde Katten. „Naar jeg har min Plads i Hulen ved Baalet og faar min varme hvide Mælk tre Gange om Dagen, bryder jeg mig ikke om, hvad Manden eller Hunden kan gøre."

Da Manden og Hunden den Aften kom hjem til Hulen, fortalte Kvinden dem hele Historien om Aftalen, og Katten sad ved Baalet og smilte. Saa sagde Manden: „Ja, men den har ikke truffet nogen Aftale med mig eller med alle rigtige Mænd efter mig." Saa trak han sine to Læderstøvler af og tog sin lille Stenøkse (det bliver tre Genstande) og han hentede et Stykke Brænde og en Brændehuggerøkse (det er fem i alt), og han stillede dem paa Rad, og han sagde: „Nu vil vi to træffe vor Aftale. Hvis du ikke altid og altid og altid fanger Mus, naar du er i Hulen, vil jeg kaste disse fem Genstande efter dig, naarsomhelst jeg ser dig, og det skal alle rigtige Mænd efter mig gøre."

„Aha!" sagde Kvinden, der lyttede, „denne Kat er meget kløgtig, men den er ikke saa kløgtig som min Mand."

Katten talte de fem Genstande (og de saa meget skarpkantede ud), og den sagde: „Jeg vil altid og altid og altid fange Mus, naar jeg er i Hulen; men alligevel er jeg Katten, som gaar sine egne Veje, og alle Steder er lige gode for mig."

„Ikke naar jeg er i Nærheden," svarede Manden. „Hvis du ikke havde sagt de sidste Ord, vilde jeg for altid og altid og altid have gemt alle disse Genstande; men nu vil jeg kaste mine to Støvler og min lille Stenøkse (det bliver tre) efter dig, naarsomhelst jeg træffer dig. Og det skal alle rigtige Mænd efter mig gøre!"

Saa sagde Hunden: „Bi lidt. Den har ikke truffet nogen Aftale med mig eller med alle rigtige Hunde efter mig.“ Og den viste Tænder og sagde: „Hvis du ikke altid og altid og altid er god imod Barnet, saa længe du er i Hulen, vil jeg jage dig, til jeg fanger dig, og naar jeg fanger dig, vil jeg bide dig. Og det skal alle rigtige Hunde efter mig gøre."

„Aha!" sagde Kvinden, der lyttede, „denne Kat er meget kløgtig, men den er ikke saa kløgtig som Hunden."

Katten talte Hundens Tænder (og de saa meget spidse ud), og den sagde: „Jeg vil altid og altid og altid være god imod Barnet, saa længe jeg er i Hulen, forudsat at det ikke trækker mig altfor haardt i Halen. Men alligevel er jeg Katten, som gaar sine egne Veje, og alle Steder er lige gode for mig."

„Ikke naar jeg er i Nærheden," svarede Hunden. „Hvis du ikke havde sagt de sidste Ord, vilde jeg for altid og og altid og altid have lukket min Mund; men nu vil jeg jage dig op i et Træ, naarsomhelst jeg træffer dig. Og det skal alle rigtige Hunde efter mig gøre."

Saa kastede Manden sine to Støvler og sin lille Stenøkse (det bliver tre) efter Katten, og Katten løb ud af Hulen, og Hunden jog den op i et Træ; og fra den Dag af og lige til nu, min egen Ven, vil tre rigtige Mænd af fem altid kaste Genstande efter en Kat, naarsomhelst de træffer den, og alle rigtige Hunde vil jage den op i et Træ. Men Katten holder ogsaa sin Del af Aftalen. Den bider Mus, og den er god imod Børn, naar den er i Huset, forudsat at de ikke trækker den altfor haardt i Halen. Men af og til, naar den har gjort det og Maanen staar op og Natten kommer, er den igen Katten, der gaar sine egne Veje, og alle Steder er lige gode for den. Saa gaar den ud i de vaade vilde Skove eller op i de vaade vilde Træer eller paa de vaade vilde Tage, vifter med sin vilde Hale og vandrer vildsom og ensom.