"Tællelyset" og "Dykkerklokken" af H.C. Andersen

Tællelyset

Til Madam Bunkeflod

fra hendes hengivne

H.C. Andersen

Det sydede og bruste, mens Ilden flammede under Gryden, det var Tællelysets Vugge - og ud af den lune Vugge gled Lyset for[m]fuldendt, helstøbt, skinnende hvidt og slankt det var dannet paa en Maade, som fik Alle, der saae det til at troe at det maatte give Løvte om en lys og straalende Fremtid – og Løvterne, som Alle saae, skulde det virkelig holde og opfylde.

Faaret - et nydeligt lille Faar - var Lysets Moder og Smeltegryden var dets Fader. Fra dets Moder havde det arvet sin blendende hvide Krop og en Ahnelse om Livet; men fra / dets Fader havde det faaet Lysten til den flammende Ild, der engang skulde gaae det igjennem Marv og Been – og ”lyse” for det i Livet.

Ja saadan var det skabt og udviklet, da det med de bedste, de lyseste Forhaabninger kastede sig ud i Livet. Der traf det saa underlig mange Medskabninger som det indlod sig med; thi det vilde lære Livet at kjende – og maaskee derved finde den Plads, hvor det selv passede bedst. Men det troede altfor godt om Verden; den brød sig kun om sig selv og slet ikke om Tællelyset; thi den kunde ikke forstaae, til hvad Gavn det kunde være, og derfor søgte den saa at bruge det til Fordeel for sig selv og toge forkeert fat paa Lyset, de sorte Fingre satte større og større Pletter paa den reene Uskyldsfarve; denne svandt efterhaanden ganske bort og blev heelt tildækket af Smuds / fra Omverd[e]nen, der var kommet i altfor svær Berøring med det, meget nærmere end Lyset kunde taale, da det ikke havde kundet skjelne Reent fra Ureent, – men endnu var det i sit Inderste uskyldig og ufordærvet.

Da saae de falske Venner, at de ikke kunde naae det Indre – og vrede kastede de Lyset bort som en unyttig Tingest.

Men de[n] ydre sorte Skal holdt alle de Gode borte, – de vare bange for at smittes af den sorte Farve, for at faae Pletter paa sig, – og saa holdt de sig borte.

Nu stod det stakkels Tællelys saa ene og forladt, det vidste hverken ud eller ind. Det saae sig forstødt af det Gode og det opdagede nu, at det kun havde været et Redskab til at fremme det slette, det følte sig da saa uendelig ulyksalig, fordi det havde tilbragt dets Liv til ingen Nytte, ja det havde maaskee endogsaa sværtet det Bedre i sin Omgang –, det kunde ikke fatte, hvorfor eller hvortil det egentlig / var skabt, hvorfor det skulde leve paa Jorden – og maaskee ødelægge sig selv og andre.

Meer og meer, dybere og dybere grublede det, men jo meere det tænkte, desto større blev dets Mismod, da det slet ikke kunde finde noget Godt, noget virkeligt Indhold for sig selv – eller see det Maal, som det havde faaet ved dets Fødsel. – Det var ligesom det sorte Dække ogsaa havde tilsløret dets Øine.

Men da traf det en lille Flamme, et Fyrtøi; det kjendte Lyset bedre, end Tællelyset kjendte sig selv; thi Fyrtøiet saae saa klart – tværs igjennem den ydre Skal – og der inden for fandt det saa meget Godt; derfor nærmede det sig til det, og lyse Formodninger vaktes hos Lyset; det antændtes og Hjertet smæltede i det.

Flammen straalede ud – som Formælingens Glædesfakkel, Alt blev lyst og klart rundt omkring, og det oplyste Veien for dets Omgivelser, dets sande Venner – og med Held søgte de nu Sandheden under Lysets Skue.

Men ogsaa Legemet var kraftigt nok / til at nære og bære den flammende Ild. – Draabe paa Draabe som Spirer til nyt Liv trillede runde og buttede ned ad stammen og dækkede med deres Legemer – Fortidens Smuds.

De vare ikke blot Formælingens legemlige men ogsaa deres [a]andelige Udbytte. –

Og Tællelyset havde fundet dets rette Plads i Livet – og viist, at det var et rigtigt Lys, som lyste længe til Glæde for sig selv og dets Medskabninger –

 

Dykkerklokken

Et Eventyr paa Havets Bund

Det var i Aaret — — ak! nu kan jeg Aaret ikke huske;

Men Maanen skinnede ret smukt paa Træer og paa Buske.

Vor Jord er intet Paradiis; som Praas tidt Lykken lyser;

Om Sommeren man har for hedt, om Vinteren man fryser.

At melde i en Elegie, hvor tidt vi her maae græde,

Det nytter jo til ingen Ting, kan ei en Christen glæde.

Det var i Aaret, som De veed, jeg ei kan rigtig huske,

Jeg gik om Aftenen en Tour imellem Krat og Buske;

Det hele Liv stod klart for mig, men jeg var ei fornøiet;

Dog muligt var det Nordens Vind, som fik mig Vand i Øiet.

En Tanke gik, en anden kom, og, for mig kort at fatte,

Tilsidst jeg paa en Kampesteen mig tæt ved Havet satte.

I Ilden er der lidt for hedt, paa Jord, som sagt, man fryser,

Og stige i en Luft-Ballon — — nei! nei! mit Hjerte gyser;

Dog muligt at paa Havets Bund i sikkre Dykker-Klokker

Sit Liv man paa Cothurner gaaer, og ei, som her, paa Sokker.

Saa tænkte jeg, og Reisen blev til næste Dag belavet,

(I Dykker-Klokker, som man veed, kan vandres gjennem Havet).

— Af klart Krystal var Klokken støbt, de Svende frem den trække,

Tilskuere paa Kysten stod, en lang, en broget Række;

Snart var det Hele bragt i Stand, jeg sad saa luunt derinde,

Nu gleed da Snoren, Tridsen peeb, jeg blev saa sær i Sinde, —

For Øiet var det sort, som Nat, og Luften pressed’ saare,

Den trykkede som Hjertets Sorg, der lettes ei ved Taare. —

Det var, som Stormens Orgel slog — jeg kan det aldrig glemme!

Som naar i Ørknen en Orkan med Rovdyr blander Stemme.

— Men snart jeg blev til Tingen vant, og dette saae jeg gjerne;

Høit over mig var ravne-sort, det bruste i det Fjerne.

Der Solen stod saa rød og stor, men ei med mindste Straale,

Saa at man uden sværtet Glas „ihr’ Hoheit” kunde taale.

Mig syntes Stjerne-Himlen hist i sin Studenter-Kjole

Lig Asken af et brændt Papir, hvor Smaa-Børn gaae af Skole.

— Rundt om mig klarede det op, jeg hørte Fiske bande,

Hver Gang de paa min Klokke løb og stødte deres Pande.

Men Skjæbnen, ak! det slemme Skarn, misundte mig min Glæde,

Og som en Sværd-Fisk var hun nu ved Klokkens Snoer tilstæde,

Og hurtigt gik det: „klip! klip! klip!” rask skar hun Snoren over;

Der sad jeg i min Klokke net, dybt under Havets Vover.

Først blev jeg hed, saa blev jeg kold, saa lidt af begge Dele,

Jeg trøsted’ mig; Du kan kun døe, se det er her det Hele.

Men Klokken sank dog ei endnu, den drev paa Havets Strømme,

Jeg lukkede mit Øie til, og lod saa Klokken svømme.

Den foer, ret som med Extra-Post, vist sine tyve Mile,

„Und immer weiter, hop! hop! hop!” foruden Rast og Hvile.

Een Time gik, der gik vel tre, men Døden kom dog ikke,

Saa blev jeg af den Venten kjed, og aabned mine Blikke.

Ak Herreje! ak Herreje! Hvad saae jeg dog paa Bunden!

Den første halve Time jeg som slagen var paa Munden. —

Dybt under mig var Bjerg og Dal med Skove samt med Byer,

Jeg Damer saae spadsere der med store Paraplyer. —

Hist laae en Skov halv rød, halv hvid, af deilige Coraller,

Som Frugter hang paa Grenene purpurne Muslingskaller.

Smaa-Piger gik paa Gaderne med Shawler superfine,

Da randt i Tankerne mig strax Agnete med Undine.

Hist stod en Mængde lærde Folk, som saae paa mig med Kikkert,

Et Luft-Syn eller en Comet jeg forekom dem sikkert;

Og nu med eet de springe op i Veiret mod min Klokke,

Dog rundt omkring mig saae jeg kun en Mængde Fisk sig flokke.

Man sprang, man kom, men Fisk det var, Makreler, Torsk og Flynder;

Tilsidst jeg Tingene begreb, som her jeg nu forkynder.

Naar Fisken rører Havsens Bund, den gaaer som vi paa tvende,

Men stiger den syv Favne op, den bli’er en Fisk behænde.

Da Sligt jeg saae, blev jeg saa sær, jeg hørte Hjertet banke,

Og i mit Hoved kom, maaskee, den lidt bizarre Tanke,

Om ligerviis ei Mennesket, som hist paa Jord spadserer,

Naar han i Himlen trækkes op, som Flynder debuterer.

Thi naar vi see paa Tingen ret, vi ere Fisk i Grunden,

Den hele Luft er som et Hav, og Jorden er jo Bunden.

Med eet min Klokke ned ad foer, den blev for tung for Vandet,

Og som Münchhausens Hest den hang paa Klokke-Spiret strandet.

Dernede holdte Vandet op, det hvilede paa Buer,

Vand-Piller bar det hele Hav — (det Syn endnu jeg skuer).

Den Vægter trak mig ved mit Been, saa jeg gled ud af Klokken,

I Taarnet løb nu Alle op, og jeg stod midt for Flokken.

Man følte paa mig, undred sig, men snarlig man opdager,

Jeg var et ægte Menneske; slemt stod nu mine Sager. —

De raadslog’, ak! tilsidst paa Fransk udbrød et mandligt Væsen,

(Tilgiv at han for Rimets Skyld lidt snøvlede med Næsen):

„Du er den første, som til os vi levende saae vandre,

Nu kan Du see at Torsk og Sild er meer end Du og andre.

Frygt ei at vi vil æde Dig, nei Ingen her det lyster;

Først naar vi gaae fra Dybet op og søge Landets Kyster,

Os smitter eders glubske Sind, vi æde da vor Næste,

Som fordum eders Adelsmænd og de catolske Præste.

Døe maa og skal Du, det er vist, selv om Du Guld kan græde,

Thi ret paa cannibalsk Maneer hist oppe I os æde.

Ha! Hævn er sød. — Vi har en Flod som bruser frem med Torden,

Den kaldes Lethe her til Lands og kommer ned fra Jorden;

Der skal nu ned hver Draabe der har Himmelen forbandet,

Tidt har den næsten druknet os, som dog er vant til Vandet!” —

Han taug, — og nu lød der et Brøl, saadan à la Spontini!

En Hvirvel fuld af dyb Effect, som Skadens af Rossini.

Soldaterne fra Vagten kom, her stod jeg som en Synder,

Min Dommer sagde mig Farvel og gik — (det var en Flynder). —

— Nu blev jeg ud af Byen ført, fulgt af en talrig Skare;

Een peeb, een skreeg, de Gamle græd og bad: „Gud os bevare!”

Snart var jeg ved det store Maal, man bandt mig Been og Hænder,

Jeg blev saa kold, en Tappenstreg slog alle mine Tænder.

Men det var kun et Øieblik, snart kom min Ro tilbage,

En herlig Hvile ventede paa mange tunge Dage.

Vort Liv er kun en Morgendrøm, hvori vi tidt maae græde;

Er Natten endt, vi vaagne skal til Livets bedre Glæde.

Paa Jorden savner ingen mig, jeg stod jo der saa ene,

Bruus derfor, Elv, din vilde Strøm hen over mine Bene.

Jeg saae hvor Floden rullede fra Klippens dybe Hule;

Med broget Skjær de Bølger steeg, de hvide var og gule.

Dog længe stod jeg ei paa Land, barsk tog man mig i Frakken,

Og hovedkulds i Floden ned jeg styrtede fra Bakken.

Igjennem Vandet vidste jeg bestemt jeg maatte fare,

Dog følte jeg til intet Vand — (at sige, af det klare).

Paa Bunden laae jeg taus en Stund, slukt var ei Livets Kjerte,

Jeg laae i deiligt blødt Papiir og lugted Trykker-Sværte.

Ved alle Recensenter! ja ved alle hæse Krager!

Den hele Flod, det saae jeg nu, bestod af trykte Sager.

Leiligheds-Vers i alle Sprog, Tragedier, Romaner,

Lovtaler, Krøniker med meer; kort, lidt for alle Ganer. —

Paa Flodens Bund jeg mærkede til nogle skarpe Kanter,

Og fandt da, at her brolagt var med lærde Folianter.

Boghandlere — at sige Skrog — som Fiske flød i Vandet,

Og søsyg blev jeg, som jeg ret bekikked eet og andet. —

En Time gik — man trak mig op; jeg kan det ei beskrive,

Hvor alle nu som Stene stod fordi jeg var i Live.

„Et Underværk! en hellig Mand!” saa raabte alle Munde,

Man faldt paa Knæ, jeg bukkede saa godt jeg Stakkel kunde,

Thi Fod og Haand jo bundne var, men snart min Lænke springer,

Og som en Helt i høi Triumph man mig til Byen bringer.

Man snakkede nu ud og ind, som jo Enhver kan vide,

Tilsidst to Dommere kom frem, saa livlige, saa blide.

„En mægtig Haand beskjærmer Dig,” saa talede de begge,

„Sligt alt vi anede den Gang vi saae dig i din Snekke;

Men nu vi see det tydeligt, hver Mand vil om det rime,

At i det ægte Vand du var lys levende en Time!

Bliv her hos os, ifald du vil, hvis ei, vi paa vor Snekke,

Naar du det ønsker, bringe Dig til dine Brødres Række!”

Glad blev jeg, som en Candidat der venter Non, den Stakkel!

Men faaer et Præ, o søde Fryd! — Alt var som et Mirakel.

Jeg loved ham at blive der som Gjæst i nogle Dage,

Men siden vilde rigtignok jeg allerhelst tilbage. —

Man viiste mig den hele Stad, dens Kirker og dens Slotte,

Musæet havde mange Ting, som Øiet kunde gotte.

Langs Væggen stod opstillet smukt, i militairisk Orden,

Hver druknet Pige eller Mand, som fordum gik paa Jorden.

Her Olaf Trygveson jeg saae, der Sappho med sin Lyre,

De vare stopped ud med Tang, og holdtes meget dyre.

Theatret vel var uden Tag, dog sad man luunt derinde,

Træk, Regn og Slud allene kom ved visse Norden-Vinde.

Korsridderne man spillede (det overalt behager).

Til Efterspil: Kong Salomon og Jørgen Hattemager.

Jeg i Parkettet Damer saae fra alle Nabo-Byer,

Som bar paa Hovedet, for Regn, uhyre Paraplyer.

Smaa-Herrer recenserede, rask løb de bitte Tunger,

Men gjennem Klæderne jeg saae, de vare Torske-Unger.

Til Aften-Thee et cetera, jeg indbudt blev med Ære,

Her saae jeg Byens Skjønne ret og kunde meget lære;

Een talte kun om Pynt og Stads, selv var hun meget broget,

To Andre førte lærd Dispyt, det klang, som Sanscrit-Sproget.

Een brugte mange franske Ord, og trak dertil paa Næsen,

Undskyldes kan det, thi hun var nys sluppet fra Françaisen. —

Een med sin Tunges Ragekniv barbeerte Folk i Nakken,

En Anden maalte Mandens Værd, som Klædet var i Frakken;

— Sølv-Lamper hang paa hver en Green i Havens Buegange,

For Fugle hang Snuus-Daaser der, og spilled smukke Sange. —

Jeg gjennem Havet Maanen saae, ei bleeg, nei grøn som Sivet,

Da kom en Mø, det var en Aal, saa slutter jeg fra Livet.

Hun havde ret studeert Petrark, og sukkede Sonetter,

Rundt om os blev det mere lyst ved Øinenes Raketter.

„Gaae ei tilbage,” sagde hun, „bliv her, tøm Elskovs Bæger,

Hist ændses ei dit lille h med sine tvende Streger.

Hør hvad jeg spaaer: gaaer du derop og vover Vers at lave,

Da venter dig kun Skjænd og Stød, tilsidst en sulten Mave;

En Plage-Aand vil følge dig og nøde til at skrive,

Men troe du mig, din Digter-Krands vil kun af Tidsler blive.

Vær min! siig, du er Kotzebue, som Sand tragediseerte,

Hvad eller skriv Fortællinger af Clauren excerpeerte;

Jeg lafontainisk elsker Dig — Farvel! jeg gaaer at græde.” —

Nei, tænkte jeg, nu maa du op, hun skræmmede din Glæde;

Vel har jeg ingen Frænder hist, og let jeg kan forsage,

Dog Himlen staaer med Stjerner smaa, som før i bedre Dage.

Lad Verden smile fornemt kun ad Barnets gyldne Drømme,

Før Socrates sin Himmel vandt, han maatte Giften tømme.

Men planter jeg kun Tidsler hist, Gud veed, det gjør saa Mange,

Bør ogsaa Tidsler krandse mig for mine slette Sange.

Farvel du Hav! — Hist, for en Stund, dog glattes Sorgens Rune

Ved Nannas barnlig fromme Sind, ved Jettes Vid og Lune.

Tilbage-Reisen blev bestemt ved aarle Morgenrøde,

Skjult laae det dog i Skjæbnens Bog hvad end mig kunde møde.

Det hele ædle Publikum sig spændte for min Klokke,

Madamer, Fruer, Frøkener, ja hele Jomfrue-Flokke,

Og Cavalerer, ja min Tro! en deilig broget Vrimmel.

Igjennem een af Pillerne man steeg til Havets Himmel.

Aborren var min Adjutant, den er lidt krum i Ryggen,

I Nyt han var fra Top til Taa, kun slidt var Hatte-Skyggen.

Syv Favne var tilbagelagt, thi hurtigt frem vi fore,

(Tillad, jeg bruger her en Stump af Bürgers Leonore):

„Ha sieh! ha sieh! im Augenblick, hu, hu! ein gräßlich Wunder!”

Al Fiske-Pynten, „Stück für Stück, fiel ab wie mürber Zunder.”

Rødspætter, Flynder, Sild og Torsk, samt Hornfisk og Makreler

Nu skyde Klokken frem i Hast, dem ædel Drift besjæler.

Jeg kom i Land, bød dem Farvel, min Taare randt paa Kinden,

Dog beed en Aal mig i mit Been — (det var vist Elskerinden).

Her staaer jeg da. Den kolde Vind mig skarpt om Øret blæser.

Jeg haaber, ingen spiser Fisk, som dette Carmen læser. —