I dette afsnit fortsætter vi vores rejse gennem forlæggende til Disneys tegnefilmsklassikere, og i dag er vi nået til Aladdin fra 1992 hvis forlæg vi læste anden del af sidste gang. I dag læser vi sidste del af eventyret.

Sidste gang formåede Aladdin på tvivlsom vis at forpurre prinsessens ægteskab med vezirens søn og overbeviste sultanen om at lade ham ægte hans datter ved at demonstrere sin enorme rigdom. Men nu er det gået op for Troldmanden at Aladdin er i live og besidder lampeånden og det har han i sinde at sætte en stopper for.

I dette afsnit fortsætter vi vores rejse gennem forlæggende til Disneys tegnefilmsklassikere, og i dag er vi nået til Aladdin fra 1992 hvis forlæg vi læste første del af sidste gang. I dag læser vi anden del ud af tre.

Sidste gang hørte vi om hvordan den fattige skræddersøn endte med selv at besidde den lampeånd som den onde troldmand forsøgte at bruge ham til at anskaffe. I en tid levede han og hans mor godt, men da vi forlod Aladdin havde han forelsket sig i prinsessen og havde derfor sendt sin mor afsted for at fri på sine vegne.

Ordliste

formedelst: på grund af (DDO)

divan: en sultans statsråd, eller salen, hvor dette holdes (ODS)

tvætte: vaske (DDO)

emir: overhoved for et muslimsk, især arabisk, land eller område (DDO)

hyacint: ædelsten, oprindeligt om ametyst, nu især om en gulrød varietet af zirkon (ODS)

I dette afsnit fortsætter vi vores rejse gennem forlæggende til Disneys tegnefilmsklassikere, og i dag er vi nået til Aladdin fra 1992.

Aladdin og den Vidunderlige Lampe er en af fortællingerne fra Tusind og én nat, som er det vigtigste værk i den ældre arabiske fortællekunst. I Tusind og én nats rammefortælling har kongen dræbt sin hustru, og har nu fået for vane at dræbe de unge kvinder han gifter sig med efter bryllupsnatten. Hans seneste giftermål, Sheherezade, formår dog at redde livet ved hver eneste nat at fortælle kongen nye eventyr.

Den tidligste kendte udgave er fra 800-tallets Baghdad og var allerede dengang en blanding af fortællinger med oprindelse i både Egypten, Indien, Persien og Mesopotamien. I løbet af middelalderen findes mange forskellige udgaver af Tusind og én nat der dog alle har en fælles kerne på omtrent 300 nætters fortællinger. Dengang var fortællingerne primært en del af den mundtlige fortælletradition hvor professionelle fortællere hver havde deres eget repertoire og deres egne udgaver, og de løbende nedskrivninger afspejler denne rige variation.

Organiserede og omfattende nedskrivninger tog først til da man i Europa fattede interesse for Tusind og én nat i 1700-tallet, og de senere arabiske udgaver er også påvirket af de tidlige europæiske oversættelser. Faktisk var Aladdin oprindeligt et mellemøstligt folkeeventyr der slet ikke var en del af de arabiske udgaver af Tusind og én nat, men den tidligste europæiske oversættelse medtog eventyret, og det begyndte de arabiske udgaver derefter også at gøre.

Værkets udbredelse i Europa var med til at forme Vestens fordomme om det geografisk omskiftelige "Orienten" som et fundamentalt anderledes sted der med dets mystik og erotik stod i modsætning til den europæiske fornuft. Med Romantikkens indtog i Europa i starten af 1800-tallet bliver netop disse idéer om Orienten valoriseret mere positivt end hidtil, og man ser da også hvordan Adam Oehlenschlägers udgave af netop Aladdin vægter det umiddelbare og kreative langt højere end det flittige og velovervejede – et modsætningspar der matchede de racistiske fordomme om de såkaldte orientalske folkeslag over for den fornuftige europæer.

Handlingen i Aladdin og den Vidunderlige Lampe er hensat til Kina, som arabiske folkeslag i samtiden opfattede som et fjernt, eksotisk sted der forblev abstrakt for de fleste. Det er fristende at se paralleller mellem dette og Vestens brug af Orienten, men i Aladdin forbliver alle kulturtræk dog arabiske og kun "Kina" som stedbetegnelse står tilbage som markør, mens Oehlenschläger og hans samtidige søgte at medtage mange arabiske kulturtræk når deres fortællinger var hensat til Orienten.

Bemærk at dagens afsnit indeholder en antisemitisk skildring af en mindre figur i fortællingen.

Den udgave vi læser den første del af i dag, er oversat af Johannes Østrup og udkom i 1928, og det er den første danske oversættelse fra de arabiske udgaver af fortællingerne. Til forskel fra Ellen Wullffs nyoversættelse i 2013 var Østrups mål dog ikke så præcis en oversættelse som muligt, men derimod en udgave der fokuserede på de almenmenneskelige fællestræk; som det lyder i Indledningen:

"Forskeren leder i Tusind og en Nat efter et kulturbillede af en bestemt periode, den menige læser søger i disse frugter af en hed og frodig fantasi først og fremmest underholdning og glemsel af dagligdagens tomhed og besvær, og det er denne læsers behov, som en oversættelse først og fremmest må tage sigte på.

Alligevel vil jeg ikke [skjule], at det er mit håb, at den oversættelse af Tusind og en nat, der her forelægges [...] må blive ikke blot en morskabsbog i dette ords bedste betydning, men at den også må bidrage til at vække interesse for og forståelse af det Østerland, der samtidig med at det i vore dage moderniseres og stadigt kommer Europa nærmere, dog har bevaret så meget af ældre tiders primitive livsformer. Det Østerland, som Tusind og en nats eventyr opruller et billede af, er først og fremmest den glødende sols, de stærke farvers og de heftige følelsers land, og alt dette vedbliver ned gennem tiderne at være det samme.

Uforgængelig er også den trang til at lade fantasien boltre sig frit, der – som en slags protest mod hverdagslivets ensformighed – skabte disse eventyr og lysten til at høre dem fortælle. Under alle himmelstrøg og under alle kulturforhold bevares eventyrets romantiske land sin tiltrækningskraft, og bestandigt lige betagende er klangen af den udødelige begyndelse: "Der var en gang –""

Ordliste

være stadig: være præget af ro og besindighed (ODS 4.2)

at mage: at tilrettelægge (DDO)