Herreper

Folkeeventyr oprindeligt indsamlet af Asbjørnsen og Moe og første gang udgivet i Asbjørnsen og Moe's Norske Folkeeventyr (1841-1844).

Folkeeventyrene "Herreper" og "Per Snalter og den hvide kat"

I dette afsnit ser vi igen – og for sidste gang denne sæson – nærmere på folkeeventyrenes brug af katten. Sidste gang læste vi en kunstnerisk bearbejdet udgave af "Den hvide kat" og i dag læser vi en langt kortere mundtlig udgave fortalt af pigen Sine Olsen i Pilgård i Sir, indsamlet af folkemindesamleren Evald Tang Kristensen og første gang trykt i 1888. Her er de rimede digte og opmærksomheden på nøje planlagte tematikker erstattet af en ligefrem mundtlighed og enkle arketyper. Her har kunsteventyret været inspirationen der førte til digtningen af dette folkeeventyr, som jo ingen original har, men som i stadig mere forskellige udgaver har udviklet sig som grenene på et træ. Den udgave vi er endt med er blot dén som Kristensen tilfældigvis er endt med at indsamle, mens alle de øvrige udgaver for evigt er gået tabt med deres fortællere og tilhørere.

Dagens andet eventyr er indsamlet af Asbjørnsen og Moe i Norge i 1840'erne, og er et endnu mere spændende eksempel på hvordan den mundtlige kultur indoptog både andre mundtlige fortællinger og også de kunsteventyr som fortællerne stødte på. Her er "Den bestøvlede kat" og "Den hvide kat" blevet kombineret til én og samme figur. Det er et eksempel på hvad man i nutiden kunne kalde en cross-over-fanfiction: Altså en tekst hvor to forskellige fiktive universer sammenblandes. Det er et perspektiv som understreger, at selvom den mundtlige fortællings flygtighed ikke længere er dominerende i vores kultur, så har vi som mennesker ikke forandret os synderligt. Vi ønsker stadig at digte videre på og udforske de historier og universer som taler til os, men nu gør vi det ofte sammen med mennesker over hele verden i internettets fællesskaber.

Per Snalter og den hvide kat

I et land langt langt borte herfra levede for mange mange år siden en mægtig konge, der havde tre sønner, som han holdt overmåde meget af. De to ældste var også et par smukke karle, men den tredje, Per, var der ikke stor stads ved, han skulde da også gjærne være nar for de andre, og aldrig kaldte de ham andet end Per Snalter. Kongen holdt...