"Nøddeknækker og musekonge" af E.T.A. Hoffmann, kapitel 1-4 af 14

1. Juleaften

Det var en fast Regel, at paa den 24. December maatte Professor Staalkvists Børn ikke sætte
deres Fod i det mellemste Værelse og endnu mindre i den fine Stue, som stødte op dertil. I den bageste Stue sad Frits og Marie og krøb sammen i en Krog; Mørket var begyndt at falde paa, og de følte sig helt uhyggeligt til Mode, da der, som sædvanlig paa denne Dag, ikke blev stillet noget Lys ind til dem.
Med sagte, hviskende Stemme fortalte Frits sin yngre Søsler (hun var lige fyldt syv Aar), at han allerede tidlig i Morges havde hørt en Raslen og Puslen og en sagte Banken inde i den lukkede Stue. For ikke ret længe siden var ogsaa en fille, hemmelighedsfuld Mand med en stor Kasse under den ene Arm listet gennem Forstuen, men han vidste godt, at det ikke kunde være andre end Onkel Drosselmejer. Da klappede den lille Marie af Glæde i Hænderne og raabte: »Hvad mon Onkel Drosselmejer dog nu har fundet paa til os?«
Assessor Drosselmejer var slet ikke nogen smuk Mand, han var lille og mager, hans Ansigt var fuldt af Rynker, og i Stedet for det højre Øje var der et stort, sort Plaster. Paa Hovedet var der slet ingen
Haar; derfor bar han en smuk, hvid Paryk, men den var af Glas og et kunstfærdigt Stykke Arbejde. Onkel selv var ogsaa en meget kunstfærdig Mand, der end-ogsaa forstod sig paa Ure, ja kunde lave dem selv. Naar derfor el af de smukke Ure i Staalkvisls Hus fik en Sygdom og ikke kunde synge mere, saa kom Onkel Drosselmejer, tog Glasparykken af, trak sin gule Frakke af, bandt et blaat Forklæde om og stak og prikkede ind i Uret med spidse Instrumenter, saa det rigtig gjorde ondt i lille Marie; men Uret gjorde det ikke nogen Skade, for det blev netop spillevende igen og begyndte nok saa lystigt at snurre og slaa og synge til Glæde for alle. Altid havde han, naar han kom, noget morsomt med til Børnene i sin Lomme, snart en lille Mand, der kunde bukke og vende og dreje Øjnene, snart en Æske, som der hoppede en lille Fugl ud af, og snart noget andet.
Men til Juleaften havde han altid forarbejdet et smukt, kunstfærdigt Værk, som havde kostet ham megen Møje. Og den Julegave blev altid taget i Forvaring af Børnenes Forældre og gemt meget omhyggeligt.
»Men, hvad tror du dog, at Onkel Drosselmejer nu har lavet til os?« raabte Marie. Frits mente, at denne Gang kunde det ikke være andet end en Fæstning, i hvilken alle Slags flotte Soldater marcherede og eksercerede, og saa maatte der komme andre Soldater, der vilde trænge ind i Fæstningen, men saa skød Soldaterne derinde med Kanoner, saa det rigtig rullede og knaldede.
»Nej, nej,« afbrød Marie, »Onkel Drosselmejer har fortalt mig om en dejlig Have med en smuk Sø, hvorpaa der svømmer herlige Svaner med gyldne Halsbaand og synger yndige Sange. Da kommer en lille Pige ud af Haven, lokker Svanerne hen til Søens Bred og fodrer dem med Marcipan.« »Svaner spiser jo ikke Marcipan,« afbrød Frits overlegent, »og en hel Have kan Onkel Drosselmejer slet ikke lave. Vi har egentlig næsten ingen Ting af hans Legetøj, det bliver jo siraks taget fra os altsammen; saa er det dog meget bedre med, hvad Far og Mor forærer os. . det kan vi da beholde og gøre med, hvad vi vil.«
Saa gættede Børnene videre paa, hvad der vel kunde vanke denne Gang. Marie mente, at Frk. Drude (hendes store Dukke) efterhaanden havde forandret sig, hun var bleven mere klodset end før og faldt hvert Øjeblik paa Gulvet, saa hun fik slemme ISkrammer i Ansigtet, og man kunde slet ikke mere tænke paa at holde hendes Klæder pænt rene. Selv en ordentlig Omgang hjalp ikke. Frits derimod forsikrede, al i hans Stald manglede der en Hest, en kraftig Fuks, og ligeledes havde han ikke noget Rytteri blandt sine Tropper, og det vidste hans Far godt.
Det var imidlertid blevet ganske mørkt. Frits og Marie sad tæt trykket ind til hinanden og vovede ikke mere at sige et Ord, det var, som om en sagte Susen af blide Vinger mærkedes rundt om dem. og som om Lyden af en fjern, men dejlig Musik naaede deres Ører. En Lysstraale faldt paa Væggen, da vidste Børnene, at nu var Juleenglen paa straalende Skyer fløjet bort til andre Egne for at glæde andre lykkelige Børn.
I samme Øjeblik lød der en sølvklar Tone: Klinge-ling, klingeling! Dørene sprang op, og ud fra del store Værelse straalede en saadan Glans, at begge Børnene raabte: Aah! og uden at røre sig blev staa-ende paa Dørtrinnet. Men Far og Mor kom hen i J    Døren, tog Børnene ved Haanden og sagde: »Kom
dog, kom dog kun, kære Børn, saa skal I se alt, hvad Juleenglen har skænket jer.«

2. Gaverne

I nogen Tid stod Børnene ganske maalløse med straalende Øjne, saa udbrød Marie med et dybt Suk: »Nej, hvor smukt, hvor dejligti« mens Frits sprang højt af Glæde. Men Børnene maatte sikkert ogsaa Aaret igennem have været meget artige, thi aldrig nogensinde før havde de faaet saa mange smukke Gaver som nu.
Det store Juletræ midt i Stuen bar en Mængde Guld- og Sølvæbler, og som Knopper og Blomster tittede Sukkermandler og kulørte Bolsjer frem mellem Grenene. Men det smukkeste paa hele det vidunderlige Træ var, at mellem dets Kviste funklede hundrede smaa Lys som Stjerner og indbød med deres blinkende Straaler venligt Børnene til at plukke dets Blomster og Frugter.
Og rundt omkring Træet tindrede, lyste og straalede det, ja, hvem formaar at beskrive alle de Sager, som der var! Marie opdagede de fineste Dukker og
alle Slags pæne smaa Ting; men hvad der var det allersmukkeste at se paa, var en Silkekjole, pyntet med brogde Baand, der hang paa et Stativ, saa hun kunde betragte den fra alle Sider, og det gjorde hun ogsaa og udbrød den ene Gang efter den anden: »Aah, den søde, allerkæreste Kjole, og den er til mig, tænk bare, til mig!«
Frits havde imidlertid en tre fire Gange prøvet en Tur omkring Bordet med sin nye Fuks, som han ganske rigtig havde fundet fuldt opsadlet ved Bordet, og det baade i Trav og Galop. Da han atter var steget af, udtalte han som sin Formening, at det var en vild Krabat, men det gjorde ikke noget, han skulde nok faa Bugt med den, og saa mønstrede han sin nye Eskadron Husarer, der var prægtig klædte i rødt og Guld med Vaaben af lutter Sølv og red paa Heste, der skinnede saa hvide og blanke, at man næsten kunde have troet, at ogsaa de var af det pureste Sølv.
Børnene vilde netop, da de var faldet lidt til Ro, gaa i Lag med Billedbøgerne, der laa aabne, saa man kunde se alle Slags smukke Blomster og kulørte Mennesker, ja, de yndigste legende Børn saa naturligt malet, som om de virkelig levede og talte —- da ringede det endnu en Gang.
De vidste, at nu var det Onkel Drosselmejer, der vilde komme med sin Gave, og løb hen til det Bord, der stod ved Væggen. Skærmen, bag hvilken han saa længe havde staaet gemt, blev taget bort, og hvad saa Børnene.
Paa en grøn Plæne, spættet med brogede Blomster,
stod et herligt Slot med mange Spejlglasvinduer og gyldne Taarne. Et Klokkespil lød, Døre og Vinduer sprang op, og man saa ganske smaa, men nydelige Herrer og Damer med Fjer paa Hattene og lange Slæb spadsere omkring i Salene. I den midterste Sal, der syntes ganske at staa i lys Lue — saa mange Lys og Kærter brændte i Lysekroner af Sølv — dansede Børn i korte, smaa Trøjer og Kjoler til Klokkespillets Toner. En Herre i smaragdgrøn Kappe saa ofte ud gennem Vinduet, vinkede og forsvandt igen, ligesom ogsaa Onkel Drosselmejer selv — men ikke større end Faders Tommelfinger — undertiden stod nede ved Slottets Dør, og saa atter gik ind igen.
Frits havde staaet med Albuerne paa Bordel og betragtet det smukke Slot og de dansende og spadserende Figurer, saa sagde han: »Onkel Drosselmejer, lad ogsaa mig en Gang gaa ind i det smukke Slot!« Men Assessoren lod ham forstaa, at det slet ikke kunde lade sig gøre. Og han havde Ret, det var jo et taabeligt Forlangende af Frits, at han vilde gaa ind i et Slot, der, de gyldne Taarne medregnet, ikke var nær saa højt som han selv. Det indsaa Frits ogsaa. Men noget derefter, da Herrerne og Damerne stadig spadserede frem og tilbage, Børnene dansede, den smaragdgrønne Herre saa ud af det samme Vindue, og Onkel Drossehnejer traadte ud af Døren, raabte Frits utaalmodig: »Onkel Drosselmejer, kom dog en Gang ud af den anden Dør!« »Det gaar ikke, kære Frits,« svarede Assessoren. »Men lad saa den grønne Mand, der saa tit kigger ud, spadsere omkring med de andre!« »Det gaar heller ikke,« svarede Assesoren paa ny. »Lad saa Børnene komme her ned, saa jeg rigtig kan se paa dem!« »Det gaar altsammen slet ikke,« sagde Assessoren ærgerlig, »saadan som hele Spilleværket er indrettet, saadan maa det blive.«
»Ja, saa!« sagde Frits lidt lang i Ansigtet, »det gaar altsammen slet ikke. Hør engang, Onkel, naar disse smaa pyntede Tingester i Slottet ikke kan andet end det samme om og om igen, saa er de ikke ret meget værd, og saa er jeg færdig med dem. Nej, saa lover jeg for mine Husarer, de rykker frem og tilbage, ligesom jeg vil, og er ikke spærret inde i et Hus!« Og saa sprang han hen til Julebordet, lod sin Eskadron med Sølvhestene trave, svinge til højre og venstre, gøre hidhug og fyre løs af Hjertens Lyst.
Ogsaa Marie havde sagte listet sig bort, for ogsaa hun var bleven ked af at se Dukkerne i Slottet spadsere omkring og danse, men da hun var meget artig, vilde hun ikke som Broderen lade sig mærke dermed.
Assessor Drosselmejer sagde temmelig gnaven til Forældrene: »Saadan et kunstfærdigt Værk er ikke noget for uforstandige Børn; jeg vil pakke mit Slot ned igen.« Men saa kom deres Moder hen og lod sig hele det vidunderlig kunstige Urværk forevise, hvorved de smukke Dukker blev sat i Bevægelse. Assessoren tog det altsammen fra hinanden og satte det sammen igen. Paa den Maade blev han atter helt fornøjet og forærede tilmed Børnene nogle smukke brune Mænd og Koner med forgyldte Ansigter, Hænder og Fødder; de lugtede saa sødt og behageligt som brune Kager, og Frits og Marie blev meget glade for dem.
Søster Louise havde efter sin Moders Ønske iført sig den smukke Kjole, som hun havde faaet forærende, og hun tog sig dejlig ud, men Marie mente, da hun ogsaa skulde prøve sin, at hun gerne vilde have Lov endnu i nogen Tid at se paa den, og den Fornøjelse lod man hende gerne have.

3. En fortræffelig lille Mand

Grunden til, at Marie ikke vilde forlade Juletræet, var nu egentlig den, at hun havde opdaget noget, som hun ikke før havde set. Da Frits rykkede ud med sine Husarer, der havde været opstillet lige foran Træet, var nemlig en meget fortræffelig lille Mand kommet til Syne, lille og beskeden stod han der, som ventede han roligt paa, at Turen skulde komme til ham.
Mod hans Skikkelse kunde der være adskilligt at. indvende, thi foruden at den lange, kraftige Overkrop ikke rigtig passede til de tynde Ben, saa syntes ogsaa Hovedet at være alt for stort. Dog hjalp hans nette Klæder svært paa Manglerne, thi de tydede paa en Mand med Smag og Dannelse. Han bar nemlig en meget smuk himmelblaa Husarfrakke med mange hvide Snore og Knapper, lignende Benklæder og de smukkeste smaa Støvler, der nogensinde har siddet paa en Løjtnants Fødder. De sad, som var de støbt
omkring de sirlige smaa Ben, Men komisk nok bar han til denne Klædning en smal, stiv Kappe, der saa ud, som var den af Træ, hængende ned ad Ryggen, og en lille rund Hue, der sluttede tæt om Hovedet.
Eftersom Marie mere og mere saa paa den lille Mand, som hun ved første Øjekast var kommet til at holde af, blev det hende klart, hvor godmodigt hans Ansigtsudtryk var. Ud af de lysegrønne, noget for stærkt fremstaaende Øjne, straalede Venskab og Velvilje. Det saa ogsaa godt ud, at et velfriseret Skæg af hvidt Bomuld omkransede hans Hage, thi derved fremhævedes det fine Smil om hans højrøde Læber.
Aahc, udbrød Marie endelig, skære Far, hvem tilhører egentlig den allerkæreste lille Mand der ved Træet?« Han«, svarede Faderen, .skal arbejde dygtigt for jer alle, han skal nok saa net knække de haarde Nødder for jer, og han tilhører Louise lige saa godt som dig og Frits.« Saa tog Faderen ham varsomt, trak Trækappen i Vejret, saa den lille Mand spærrede Munden op og viste to Rækker smaa, hvide Tænder.
Marie puttede paa Faders Opfordring en Nød derind, og knak! havde den lille Mand knækket den. Skallerne faldt ud, og Marie fik den søde Kærne i sin Haand. Nu kunde jo enhver vide, at den lille Mand nedstammede fra Nøddeknækkernes Slægt og drev samme Haand tering som sine Forfædre. Marie jublede af Glæde, men hendes Far sagde: »Kære Marie, da du finder saa megen Behag i vor Ven, Nøddeknækkeren, saa sætter jeg dig til at vogte og beskytte
ham, selv om baade Louise og Frits kan benytte ham ganske med samme Ret som du.«
Marie tog ham straks i sin Arm og lod ham knække Nødder, men hun søgte de mindste ud, saa den lille Mand ikke behøvede at spærre Munden saa højt op, hvad der nemlig misklædte ham. Ogsaa for Louise maatte han gøre Gavn, og det lod til, at han gjorde det med Glæde, for han smilte stadig særdeles venligt.
Frits var imidlertid bleven træt af den megen Riden og Ekserceren, og da han hørte, hvor lystigt det gik med al knække Nødder, løb han hen til Søstrene og lo hjerteligt af den pudsige lille Mand, som nu ustandseligt maatte lukke Munden op og i. Men Frits stoppede stadig de største og haardeste Nødder ind, og paa én Gang sagde det: knik-knak! tre Tænder faldt ud af Nøddeknækkerens Mund, og Underkæben gik med det samme helt af Lave.
»Aah, den stakkels, kære Nøddeknækker!« raabte Marie og tog den fra Frits, men Frits kaldte ham en rigtig Dumrian, der ikke forstod sin Haandlering. »Lad mig bare faa ham,« sagde Frits, »saa skal han faa Lov at knække Nødder, til han mister alle sine Tænder, ja Kæben med, den Døgenigt!« Men Marie holdt paa sin Nøddeknækker og kaldte Frits et haardhjertet Menneske, der slog sine Heste og ikke var bange for at skyde sine Soldater ihjel. Frits sagde, at det var noget, hun ikke forstod sig paa, men Nøddeknækkeren tilhørte lige saa godt ham som hende. Marie gav sig til at græde og viklede hurtigt den syge Nøddeknækker ind i sit Lommetørklæde.
Saa kom Forældrene tillige med Onkel Drosselmejer. Han tog til Maries Sorg Frits’ Parti, men hendes Far sagde: »Jeg har udtrykkeligt stillet Nøddeknækkeren under Maries Beskyttelse, og da jeg ser, at han nu trænger dertil, saa har hun fuld Raa-dighed over ham, uden at andre skal blande sig deri.«
Frits blev ganske skamfuld og listede af hen til den anden Side af Bordet, hvor hans Husarer, efter at have udstillet Forposter, gik i Nattekvarter.
Marie samlede de udfaldne Tænder sammen, bandt el hvidt Baand om den mishandlede Underkæbe og viklede den lille Stakkel, der saa ganske bleg og forskrækket ud, endnu omhyggeligere ind i sit Tørklæde. Saa vuggede hun ham som et lille Barn i sine Arme og sad og saa paa de smukke Billeder i den nye Billedbog, som fandtes mellem Gaverne i Dag. Hun blev, hvad hun ellers ikke plejede, virkelig vred, da Onkel Drosselmejer gav sig til at le og flere Gange spurgte, hvor det dog kunde falde hende ind at kæle for saadan en lille Grimrian. Men Marie kunde ikke lade være at sammenligne Drosselmejer og den lille og sagde alvorligt: »Hvem véd, kære Onkel, hvordan du vilde se ud, om du pyntede dig ligesom min lille Nøddeknækker og havde lige saa blanke Støvler paa, om du vilde tage dig blot halvt saa godt ud som han!«
Marie forstod ikke, hvorfor hendes Forældre gav sig til at le, og hvorfor Assessoren fik saadan en rød Næse, og slet ikke som før lo med. Han maatte vel have sine Grunde dertil.

4. Sælsomme Tildragelser

I Professorens Dagligstue ved den brede Væg lige til venstre inden for Døren staar der et højt Glasskab, i hvilket Børnene gemmer alle de smukke Julegaver, som de hvert Aar faar forærende. Det var, mens Louise endnu var ganske lille, at hendes Fader lod en dygtig Snedker lave det, og han satte saa krystalklare Ruder i og indrettede det hele saa udmærket, at alt derinde skinnede endnu blankere og log sig endnu smukkere ud, end naar man tog det frem og saa paa det.
Paa øverste Hylde, som Marie og Frits ikke kunde naa, stod Onkel Drosselmejers Kunstværker, lige derunder var der en Hylde til Billedbøgerne; begge de nederste Rum kunde Marie og Frits benytte, som de vilde, dog traf det sig al Tid saadan, at Marie anbragte sine Dukker i det nederste Rum, mens Frits lod sine Tropper ligge i Lejr paa Hylden ovenover. Saaledes var det ogsaa i Dag. Frits havde opstillet sine Husarer foroven, Marie havde neden under lagt Dukke Drude til Side og sat den nye, smagfuldt pyntede Dukke ind i det velmøblerede Værelse og inviteret sig selv paa Sukkergodt hos hende. Velmøblerel var Værelset i Sandhed, der fandtes en blomstret Sofa, flere smaa Stole, et nydeligt Tebord og fremfor alt en net lille hvid Seng,
Alt dette stod i Hjørnet af Skabet, hvis Vægge end-ogsaa var beklædt med brogede Billeder, og man kan forstaa, at den nye Dukke, Frk. Klara, inaatte befinde sig særdeles vel i dette Værelse.
Del var bleven silde. Midnat nærmede sig, og Onkel Drosselmejer var for længst gaaet, men Børnene kunde stadig ikke komme bort fra Glasskabet, hvor meget deres Moder end formanede dem til at gaa i Seng. Det er sandt,« raabte Frits endelig, de stakkels Fyre (han mente Husarerne) kan nok trænge til Ro, og saa længe jeg er her, vover ingen af dem saa meget som at nikke, det véd jeg.« Dermed gik han, men Marie bad stadig: 2Et Øjeblik endnu, et eneste lille Øjeblik endnu, jeg har saa meget, jeg skal have besørget; naar det er færdigt, saa skal jeg nok gaa i Seng.«
Marie var saadan et artigt og fornuftigt Barn, derfor kunde hendes gode Moder uden Ængstelse nok lade hende være alene med Legetøjet. Men for at Marie ikke skulde lade sig forlede af den nye Dukke og Legetøjet i det hele taget til at glemme Lysene, der brændte rundt omkring Skabet, saa slukkede Moderen dem alle, saa at kun Hængelampen midt i Stuen udbredte et mildt, dæmpet Lys.
»Kom nu snart ind, kære Marie, ellers kan du jo ikke komme op i rette Tid i Morgen,« sagde hendes Moder og gik ind i Sovekammeret.
Saa snart Marie var alene i Stuen, skred hun til det, som laa hende paa Hjerte, men som hun dog ikke -—• hun vidste ikke hvorfor — havde villet give sin Mor Besked om. Hele Tiden havde hun siddet med den syge Nøddeknækker indviklet i Lommetørklædet paa Armen. Nu lagde hun ham varsomt paa Bordet, viklede forsigtigt Tørklædet af og eftersaa Beskadigelserne. Nøddeknækker var meget bleg, men smilede dog saa vemodig venligt, at det rigtig gik Marie til Hjerte. »Aa, lille Nøddeknækker,« sagde hun ganske sagte, »vær nu ikke vred, fordi Broder Frits har gjort dig Skade, han har ikke ment det saa slemt, han er blot blevet lidt haardhjertet af del vilde Soldaterliv, ellers er han saamænd en rigtig god Dreng, det kan jeg forsikre dig. Men nu skal jeg pleje dig rigtig omhyggeligt, indtil du igen er bleven rask og glad; sætte dine Tænder ind og bringe Skuldrene i Led igen, det maa Onkel Drosselmejer, han forstaar sig paa den Slags Ting.« -— Men idet Marie nævnede Navnet Drosselmejer, skar vor Ven Nøddeknækker ganske forskrækkeligt Ansigt, og der fo’r ligesom funklende grønne Pile ud af hans Øjne. Men i samme Øjeblik som Marie var ved at blive helt forskrækket, saa var det atter Nøddeknækkers vemodigt smilende Ansigt hun havde for Øje, og hun indsaa nu, at det var Lufttrækket gennem Værelset, der havde faaet Lampen til at flamme op, saa det saa ud, som om Nøddeknækkers Ansigt fortrak sig. »Det er jo taabeligt af mig saa let at blive forskrækket, saa jeg endogsaa tror, at en Trædukke kan skære Ansigter. Men jeg holder dog saa meget af den Nøddeknækker, fordi han er saa komisk og dog saa godmodig, og derfor skal han ogsaa plejes paa bedste Maade.« Dermed tog Marie sin Ven Nøddeknækkeren i Armen, gik hen til Glasskabet, satte sig paa Hug foran det og sagde til sin nye Dukke: »Jeg beder dig inderligt, Frk. Klara, afstaa din Seng til den syge Nøddeknækker, og hjælp dig saa godt, du kan, med Sofaen: belænk, al du selv er rask og sund, ellers kunde du ikke have saadanne tykke, røde Kinder, og husk, al der selv blandt de allersmukkeste Dukker ikke er rel mange, der ejer saadanne bløde Sofaer.«
I sin fulde, straalende Julepynt saa Frøken Klara meget fornem og ubehagelig ud og sagde ikke et Muk.
Aah, hvorfor gør jeg saa mange Omstændigheder.; sagde Marie, log Sengen frem, lagde blidt og forsigtigt Nøddeknækker deri, viklede endnu et meget smukt Baand, som hun ellers benyttede til Livbaand, om de beskadigede Skuldre og trak Tæppet helt op til Næsen paa ham. Men hos den uartige Klara skal han heller ikke blive,« sagde hun videre og stillede Sengen med Nøddeknækker i op paa Hylden ovenover, saa den kom til al slaa tæt ved den smukke Landsby, hvor Frits’ Husarer laa i Lejr. Saa lukkede hun Skabet og vilde lige til at gaa ind i Sovekammeret, da begyndte det ganske sagte at pusle, hviske og rasle rundt omkring bag ved Kakkelovnen, bag ved Stolene, bag ved Skabet. Uret paa Væggen snurrede højere og højere, men det kunde ikke slaa. Marie saa derhen, da havde den store, forgyldte Ugle, som sad paa det, sænket sine Vinger, saa de omslutttede hele Uret, strakt sit hæslige Kattehoved med det krumme Næb langt frem. Men stærkere og stærkere snurrede del med ganske tydelige Ord: »Ure, Ure, alle Ure maa kun ganske sagte snurre. — Musekonge har saa fint et Øre. brr, brr. bum, bum, skal den gamle Vise høre, brr, brr, bum; lille Klokke fald i Slag, det er snart hans sidste Dag.« Og bum, bum, lød det ganske dæmpet og hæst tolv Gange i Træk.
Det løb Marie koldt ned ad Ryggen, og hun var lige ved at løbe derfra, da saa hun, at det var Onkel Drosselmejer, der i Stedet for Uglen sad paa Stueuret og lod sine gule Frakkeskøder hænge ned paa begge Sider ligesom Vinger, og hun tog Mod til sig, og grædefærdig raabte hun højt: »Onkel Drosselmejer, Onkel Drosselmejer, hvad vil du deroppe? Kom ned til inig og forskræk mig ikke saadan, du slemme Onkel Drosselmejer!«
Men nu begyndte en farlig Piben og Rumsteren rundt omkring, og det trippede og travede bag Væggene som med tusinde smaa Fødder, og tusinde smaa Lys kiggede frem af Sprækkerne mellem Gulv-bræderne. Nej, det var ikke smaa Lys, det var smaa glinsende Øjne, og Marie opdagede, at det var smaa Mus, der kiggede frem og arbejdede sig frem alle Vegne. Snart lød det: trip-trip-trap-trap rundt i Stuen, og i stadig tættere Rækker galopperede Mus frem og stillede sig op som Frits’s Soldater plejer, naar Slaget skal begynde.
Marie fandt det meget pudsigt, og da hun ikke som mange andre Børn følte Afsky for Mus, saa var hendes Skræk ved at forsvinde, da det paa en Gang tog fat med en Piben saa gennemtrængende, saa rædsom, at det løb hende iskoldt ned ad Ryggen.
Hvad tror I dog, at hun saa! Ja havde en af jer set det Syn, som Marie nu saa, da var han sikkert løbet sin Vej, var hoppet op i sin Seng og havde trukket Dynen helt op over begge Ører. — Lige foran hendes Fødder røg Sand, Kalk og Murstensbrokker i Vejret som skudt op af en underjordisk Kraft, og syv Musehoveder med syv funklende Kroner strakte sig med    .
rædsom Hvæsen og Piben frem af Gulvet.
Snart arbejdede hele Kroppen med de syv Halse, paa hvilke de syv Hoveder sad, sig helt frem, og med stormende Jubel modtog hele Hæren den bekronede Mus. I det samme satte den sig i Bevægelse og én, to—én, to! lige henimod Skabet og imod Marie, der stod foran Glasdøren. Ak. hvor bankede hendes Hjerte af Skræk og Angst, saa hun troede, det skulde briste, men saa var det, som standsede Blodet i hendes Aarer. og halvt afmægtig vaklede hun, og med lydelig Klirren faldt Skaarene fra Glasruden, som hun havde siødt itu med sin Albue, ned paa Gulvet.
Hun følte en stikkende Smerte i den venstre Arm, men blev med det samme lettere om Hjertet, for hun hørte ikke mere nogen Skrigen eller Piben, alt var bleven ganske stille, saa, skønt hun ikke kunde se det. saa troede hun, at Musene af Skræk over Rudens Klirren var smuttet ned i deres Huller igen.
Men hvad var nu det? Lige bag ved Marie begyndte det paa den sælsomste Maade at rumstere i Skabet, og fine, smaa Stemmer lod sig høre: »Vaagn op til Slag, før det bli’r Dag; tag hurtig fat endnu i Nat!« Og saa ringede smaa Klokker saa smukt, saa nydeligt. »Aah, det er jo mit eget Klokkespil,« raabte Marie glad og sprang hurtig til Side; da saa hun, hvor det blev lyst i Skabet, og alt rørte sig og blev levende; Dukkerne lob rundt mellem hinanden og fægtede med deres smaa Arme.
Lige med ét rejste Nøddeknækker sig, kastede Dynen fra sig, sprang med begge Ben ud af Sengen og raabte højt: »Knik-knak-knik-knak, sikke noget Musepak. Knik-knak-Musepak, det er noget Ærkesnak!« Og saa drog han sit Sværd, svang det i Luften og raabte: »Mine trofaste Undersaat-ter. Brødre og Kammerater, staa mig bi i den haarde Kamp!« Straks svarede tre Pierroler, en Harlekin, fire Skorstensfejere, to Spillemænd og en Trommeslager: Ja Herre, vi staar eder trofast bi i Liv og Død!« og styrtede sig bagefter den begejstrede Nøddeknækker, der vovede del farlige Spring ned fra Hylden. Ja, de kunde sagtens springe ned, ikke alene paa Grund af deres bløde Klædningsstykker af Uld og Silke, men ogsaa fordi de indvendig kun bestod af Vat og Smuld; derfor plumpede de ogsaa ned som Uldsække.
Men den armé Nøddeknækker, han med sine skøre Lemmer, han havde sikkert brækket baade Arme og Ben, for der var næsten to Fod fra Hylden, hvor han stod, til Bunden af Skabet, hvis ikke Frøken Klara hurtig var sprunget op fra Sofaen og havde grebet Helten med det dragne Sværd i sine Arme. Ømt trykkede hun den unge Helt til sit Silkebryst og sagde; »0 Herre, syg og saaret som 1 er, vil I dog vel ikke kaste jer ind i Kampens Hede. Se, hvor eders trofaste Undersaatter samler sig, sikre paa Sejren. Bliv her i mine Arme og vær herfra Vidne til Kampens Udfald.« Men Nøddeknækker vred sig og sprællede, saa Klara maatte sætte ham ned igen. Straks faldt han paa Knæ og hviskede: »Hulde Dame, ikke skal jeg i Kampen og Striden glemme den mig beviste Naade.« Da bøjede Klara sig ned, greb ham i Armene, løftede ham op og løste sit prægtige Liv-baand for at hænge det om ham. Han vilde dog paa ingen Maade modtage det; men det simple Baand, hvormed Marie havde forbundet ham, viklede han af og hængte det over Skuldren som et Skærf, efter at han først havde trykket det til sine Læber. Saa svang han det blanke Sværd, og let og behændigt sprang han over Kanten af Skabet ud paa Gulvet.
Og hvad tror I nu. der sker?
I samme Øjeblik som Nøddeknækker springer ned. begynder den forrige Hvæsen og Piben, thi under det store Bord har mægtige Sværme af Mus lejret sig. og over dem alle rager den afskyelige Mus med de syv Hoveder frem.