"Nøddeknækker og musekonge" af E.T.A. Hoffmann, kapitel 5-7 af 14

5. Kampen

»Slaa Generalmarchen, min trofaste Trommeslager!« raabte Nøddeknækker med kraftig Røst, og straks begyndte Trommeslageren at slaa Hvirvler paa Trommen, saa det rigtig smældede mod Ruderne i Glasskabet. Saa knagede og bragede det derinde, og Marie saa, hvorledes Laagene paa alle Æskerne, hvori Frits’s Soldater laa gemt, sprang op, og Soldaterne rejste sig og sprang ned paa den nederste Hylde, hvor de stillede sig op i Delinger. Nøddeknækker løb frem og tilbage og talte begejstrede Ord til Tropperne.
»Hvor bliver dog Trompeteren af!« raabte han opbragt, men vendte sig saa til Harlekin, der var noget bleg og klaprede med Tænderne og sagde i en højtidelig Tone: »General, jeg kender Deres Mod og Deres Erfaring, jeg betror Dem herved Kommandoen saavel over Kavalleriet som Artilleriet. En Hest behøver De ikke, De har tilstrækkelig lange Ben. De forstaar, hvad Stillingen kræver!«
Straks stak Harlekin to Fingre mellem Læberne og udstødte en saa gennemtrængende Lyd, saa hundrede Trompeter ikke kunde have gjort det kraftigere. Fra Skabet hørtes en Trampen og Vrinsken, og Frits’s Dragoner og Husarer rykkede ud og gjorde Holdt nede paa Gulvet. Regiment efter Regiment defilerede med flyvende Faner forbi Nøddeknækker ag stillede sig i Række tværs over Gulvet, men Frits’s Kanoner raslede frem og tog Stilling foran dem, omgivet af Artillerister, og bum bum! gik det løs. og Marie saa, hvorledes Sukkerkuglerne slog ned i Musenes tætte Skarer, saa de blev ganske hvidpudrede og skam fulde. Men især gjorde et svært Batteri, der var bragt i Stilling paa Moders Skammel, megen Skade; det overdængede Musene med Pebernødder, saa de dejsede.
Men Musene kom dog stadig nærmere, saa de rendte nogle Kanoner over Ende, dog atter gik det løs: bum, bum! og for Røg og Støv kunde Marie næppe se, hvad der foregik.
Længe bølgede Kampen frem og tilbage. Musene udviklede stadig større og større Masser i Fronten, og deres smaa, sølvglinsende Piller, som de forstod at udslynge med megen Behændighed, slog endogsaa helt ind i Glasskabet. Klara og Drude løb frem og tilbage og vred Hænderne i Fortvivlelse. Saa faldt de hinanden om Halsen og græd i Dødsangst, saa man kunde høre deres Hulken gennem Larmen, der var saa voldsom, at I ikke gør jer noget Begreb derom. Pif, paf, bum, bum, trara, trara! lød det uafbrudt, mens Musene med deres Konge peb og skreg.
Harlekin havde gjort flere glimrende Kavalleri-angreb, men Husarerne blev af Musenes Artilleri overdænget med væmmelige, ildelugtende Kugler, der satte nogle nederdrægtige Pletter paa deres smukke Trøjer, saa de ikke mere vilde i Ilden. Harlekin vilde have dem til at svinge til venstre; men i sin Begejstring tog han fejl af Kommandoen og lod dem trække sig helt ud af Kampen. Derved kom Batteriet, der var posteret paa Skamlen, i Fare. Hurtig kom en tæt Kolonne hæslige Mus, rendte Storm mod Skamlen, saa den væltede med saml Artillerister og Kanoner. Nøddeknækker blev ganske bestyrtet og gav Befaling til, at højre Fløj nu ogsaa maatte gaa tilbage.
Under den hidsige Kamp var Musenes Kavalleri ubemærket rykket frem under Kommoden og havde under lydelig Piben med Raseri kastet sig over den venstre Fløj af Nøddeknækkers Armé, men nu fandt det Modstand. Langsomt paa Grund af Vanskelig-
heder i Terrænet — Skabets underste Kant skulde passeres — var Dukkekorpset under Anførsel af to kinesiske Kejsere rykket frem og havde dannet Karré. Disse noget blandede, men glimrende Tropper, der bestod af Gartnere, Tyrolere, Negere, Indianere, Amoriner, Løver, Tigere, Marekatte og Aber, fægtede med Mod og Udholdenhed. Nær havde denne Elitebataljon fravristet Fjenden Sejren, da en forvoven fjendtlig Ritmester trængte frem og bed Hovedet af en af de kinesiske Kejsere, saa denne i sit Fald tillige dræbte to Indianere og en Marekat. Gen- -nem det Hul, som derved opstod, trængte Fjenden ind, og snart var Bataljonen bidt sønder og sammen.
Foreløbig havde dog Fjenden kun ringe Fordel af denne Ugerning. Idet en mordlysten Musekavalerist bed en tapper Modstander midt over, fik han en Stump Papir i den gale Hals, hvor det sad fast, saa han døde med det samme. Det hjalp vel et Øjeblik paa Nøddeknækkers Armé, men den maatte dog stadig trække sig tilbage, saa den arme Nøddeknækker til sidst kun med en lille Flok holdt Stand foran Glasskabet.
»Reserven skal freml Harlekin, Pierrot, Trommeslager, hvor er I?« raabte Nøddeknækker, der haabede paa de friske Tropper, der endnu maatte være tilbage i Skabet. Der kom ogsaa nogle brune Mænd og Koner med forgyldte Hjelme frem, men de slog saa ubehjælpsomt om sig, at de ikke traf nogen af Fjenderne, men nær havde slaaet Huen af Hovedet paa deres Feltherre, Nøddeknækker.
De fjendtlige Jægere bed ogsaa hurtigt Benene af dem saa de faldt om og derved knuste nogle af deres Vaabenfæller.
Nu var Nøddeknækker tæt omringet af Fjenden og i den største Nød. Han vilde springe over Kanten ind i Skabet, men Benene var for korte. Klara og Drude faldt i Afmagt, saa de kunde ikke hjælpe ham. Husarer og Dragoner sprængte lystig forbi ham og ind i Skabet. Da raabte han i Fortvivlelse: »En Hest, en Hest, et Kongerige for en Hest!«
I det Øjeblik greb to fjendtlige Skytter ham i hans Trækappe, og sejrsstolt skrigende med sine syv aabne Gab styrtede Musekongen frem. Marie blev ganske ude af sig selv, og uden rigtig at vide, hvad hun gjorde, skreg hun: »Aah, min stakkels Nøddeknækker!« greb sin venstre Sko og kastede den med fuld Kraft efter Musekongen midt ind i den tætteste Museflok.
I samme Øjeblik var alt som blæst bort, mer Marie følte en heftig Smerte i sin venstre Arm os sank besvimet til Jorden.

6. Sygdommen

Da Marie vaagnede op som af en dyb Søvn, laa hun i sin lille Seng, og Solen skinnede lyst og klart gennem de frosne Ruder ind i Værelset. Tæt ved hende sad en fremmed Herre. Snart kendte hun ham dog, det var Doktor Wendelstern. Med sagte Stemme sagde han: »Nu er hun vaagnet.« Da kom hendes Moder hen og betragtede hende med bekymret Mine.
»Aah Mor,« hviskede Marie, »er alle de væmmelige Mus nu borte, og er den gode Nøddeknækker reddet?«
»Sig dog ikke saadan noget taabeligt Snak, kære Marie,« svarede hendes Moder, »hvad har Musene med Nøddeknækkeren at gøre? Men du slemme Pige har voldt os alle baade Angst og Bekymring. Del kommer der ud af det, naar Børn er egenraadige og ikke vil lyde deres Forældre, Du legede i Gaar til langt ud paa Natten med dine Dukker. Saa blev du søvnig, og maaske en Mus er sprunget forbi — dem er der ellers ingen af her — og har forskrækket dig; men nok om det, du har stødt din Albue gennem en Rude i Glasskabet og derved skaaret dig saa slemt, at Doktor Wendelstern, der lige har taget en Glasstump ud, som endnu sad i Saaret, mener, at du kunde have faaet en stiv Arm eller maaske forblødt dig, hvis Glasset havde ramt en Aare. Men til alt deld vaagnede jeg ved Midnatstid, og da jeg savnede dig, stod jeg op og gik ind i Dagligstuen. Der laa du besvimet paa Gulvet foran Glasskabet og blødte stærkt. Af Skræk var ogsaa jeg nær besvimet. Men der laa du altsaa, og spredt rundt omkring dig saa jeg mange af Frits’ Tinsoldater og andre Dukker og Kagemænd. Nøddeknækker laa i din blødende Arm, og ikke langt fra dig din venstre Sko.« »Aah, lille Mor!« faldt Marie hende i Talen, »der ser du jo selv, det var jo Sporene af det store Slag mellem Dukkerne og Musene, og det, som gjorde mig saa angst, var netop, at Musene vilde tage den stakkels Nødde-
knækker, der kommanderede Dukkearmeen, til Fange. Derfor kastede jeg min Sko midt ind mellem Musene; og hvad der saa mere skete, det véd jeg ikke.«
Doktor Wendelstern blinkede til hendes Moder, og hun sagde venligt til Marie: »Lad det nu være godl, mit kære Barn! Vær kun rolig! Musene er alle borte, og Nøddeknækker staar i bedste Velgaaende i Glasskabet.«
Derpaa traadte Professoren ind i Værelset og talte længe med Doktoren, saa følte han Maries Puls, og hun hørte godt, at der blev talt om Saarfeber. Hun maatte blive i Sengen og tage Medicin, og det vilde vare nogle Dage, skønt hun med Undtagelse af nogle Smerter i Armen befandt sig meget vel. Hun vidste, at Nøddeknækker uskadt havde reddet sig ud af Kampen, og hun syntes mange Gange som i Drømme, at hun ganske tydeligt hørte ham sige med vemodig Stemme: -Marie, dyrebareste Dame! Jeg har meget at takke Dem for, men endnu mere kan De gøre for mig.« Marie tænkte forgæves paa, hvad det vel kunde være hun kunde ikke begribe det.
Lege kunde Marie ikke paa Grund af den daarlige Arm, og vilde hun læse eller se i Billedbogen, saa flimrede det for hendes Øjne, saa hun maatte holde op igen. Paa den Maade faldt Tiden hende lang, og hun ventede med Længsel paa Mørkningen, naar hendes Moder kom og satte sig ved Sengen og læste eller fortalte for hende.
Hendes Moder havde netop endt den udmærkede
Historie om Prins Fakardin, da Døren gik op, og-Onkel Drosselmejer traadte ind med de Ord: »Nu maa jeg dog virkelig en Gang selv se, hvordan det staar til med den syge Marie.«
Da Marie saa Onkel Drosselmejer med den gule Frakke, stod Billedet fra hin Nat, da Nøddeknækker tabte Slaget mod Musene, hende tydeligt for Øje, og uvilkaarligt raahte hun højt: »Aah, Onkel Drosselmejer, du har været rigtig styg; jeg saa godt, hvordan du sad paa Uret og dækkede del med dine Vinger, saa det ikke kunde slaa højt, for at del ikke skulde skræmme Musene bort — jeg har jo hørt, hvad du raabte til Musekongen — hvorfor kom du ikke Nøddeknækker og mig til Hjælp, du slemme .Onkel Drosselmejer! du alene er Skyld i, at jeg maa ligge syg og saaret her i Sengen.«
Hendes Moder spurgte ganske forskrækket: Men hvad er dog det, kære Marie?« Men Onkel Drosselmejer skar sælsomme Ansigter og sagde med ejendommelig snærrende, ensformig Stemme: .»Alle Ure, store smaa — de skal ikke stille staa — de skal dikke, de skal slaa — ding, dang, ding, dang! — Perpendikel kort og lang — giver regelmæssig Gang — Klokken siger: kling, klang! — Men naar Klokken den har slaget — Musekongen bort er jaget —- Perpendiklen den maa gaa — for at Urene kan slaa — Ure smaa snurre maa — Perpendiklen skal gaa.«
Marie saa med store Øjne paa Onkel Drosselmejer, thi han saa helt anderledes og endnu grimmere ud end sædvanlig, og den højre Arm svingede han frem
og tilbage som en Dukke, der hænger i en Snor. Hun kunde ligefrem være bleven bange for ham, hvis hendes Moder ikke havde været til Stede, og hvis ikke Frits, der ogsaa havde sneget sig derind, havde afbrudt ham med lydelig Latter. »Naa, Onkel Drosselmejer, du er virkelig komisk i Dag, du gebærder dig jo som min Sprællemand, som jeg for længe siden har kasseret.«
Hans Moder blev meget alvorlig og sagde: »Kære Hr. Assessor, det var dog en besynderlig Spøg; hvad mon min Søn egentlig mener?« »Herre Gud,« sagde Drosselmejer leende, »kender De virkelig ikke min smukke Urmagersang? Den plejer jeg altid at synge for saadanne Patienter som Marie dér.« Derpaa satte han sig hen ved Siden af Marie og sagde: »Vær nu ikke vred, fordi jeg ikke straks huggede alle fjorten Øjne ud paa Musekongen, men det kunde ikke lade sig gøre; i S teden derfor vil jeg gøre dig en stor Glæde.« Assessoren stak Haanden ned i Lommen, og frem drog han — Nøddeknækkeren. De tabte . Tænder havde han sat ind, og Underkæben havde han bragt i Led igen. Marie jublede højt af Glæde, og hendes Moder sagde smilende: »Der kan du selv se, hvor godt Onkel Drosselmejer mener det med din Nøddeknækker.« »Du maa dog indrømme, Marie,« afbrød Assessoren, »at Nøddeknækkers Skikkelse ikke er den bedste, og at man ikke ligefrem kan kalde hans Ansigt smukt. Hvordan denne Grimhed er kommet ind i Familien og gaaet i Arv, det skal jeg fortælle dig, hvis du ellers vil høre derpaa. Eller
maaske du i Forvejen kender Historien om Prinsesse Pirlipat, Heksen Muserink og den kunstfærdige Urmager?«
»Hør engang,« tog Frits pludselig til Orde, »hør engang, Onkel! Tænderne har du sat rigtig ind, og Underkæben er heller ikke mere saa leddeløs, men
hvorfor mangler Sværdet, hvorfor har du ikke givet ham Sabel paa.« »Aah«, svarede Assessoren temme
lig bøs, »du har altid noget at udsætte, Dreng! Hvad
kommer Nøddeknækkers Sværd mig ved, jeg har kureret ham paa Legemet, saa kan han selv skaffe sig et Sværd, som han vil.« »Ja, det er sandt,« sagde Frits, »er han en dygtig Karl, saa skal han nok vide at skaffe sig Vaaben.«
»Men sig mig altsaa, Marie,« fortsatte Assessoren, »kender du Historien om Prinsesse Pirlipat?« Nej, nej,« svarede Marie, »fortæl, kære Onkel, fortæl!« »Jeg haaber,« sagde Professorinden, »jeg haaber, kære Hr. Professor, at Deres Historie ikke er saa gruopvækkende som det, De fortæller, plejer at være.« »Aldeles ikke, kæreste Fru Professorinde,« svarede Drosselmejer, »tværtimod, del er overordentlig morsomt, hvad jeg vil tillade mig at komme med.«
»Fortæl, fortæl, kære Onkel,« raabte begge Bør
nene, og saa begyndte Assessoren.

7. Eventyret om den haarde Nød

Pirlipats Moder var gift med en Konge, altsaa var hun Dronning, og Pirlipat selv var fra det Øjeblik, hun blev født, en født Prinsesse. Kongen selv var
ude af sig selv af Glæde over den smukke lille Pige, der laa i Vuggen. Han jublede, dansede rundt paa et Ben og raabte den ene Gang efter den anden; 3Hurra! har man nogensinde set noget dejligere end min lille Pirlipat!« Alle Ministre, Generaler og Præsidenter dansede ligeledes rundt paa et Ben og raabte: »Nej aldrig i Verden!« Unægtelig var der heller aldrig, saa længe Verden har staaet, født et smukkere Barn end Prinsesse Pirlipat. Hendes Ansigt var saa liljehvidt, saa rosenrødt, saa silkeblødt, Øjnene straa-iede azurblaa, og Lokkerne krusede sig som lutter skinnende Guldtraade.
Dernæst var Pirlipat født med to Rækker smaa Perletænder, hvormed hun to Timer efter sin Fødsel bed Rigskansleren, der nærmere vilde undersøge hendes Ansigtstræk, i Fingeren, saa han raabte Ak og Ve. Og hele Landet var henrykt; nu vidste man, at der i Pirlipats lille Englekrop boede baade Aand. Hjerte og Forstand.
Kort sagt, alle var fornøjede, kun Dronningen var ængstelig og urolig, ingen vidste hvorfor. Særlig var det paafaldende, hvor omhyggeligt hun lod Pirlipats Vugge bevogte. Ved Døren stod Drabanter, og foruden to Barnepiger ved Siden af Vuggen sad endnu seks andre Nat efter Nat rundt om i Barnekamret. Og, hvad slet ingen kunde begribe, var, hvorfor hver af disse seks maatte sidde med en Kat paa Skødet og stryge og klappe den hele Natten, saa den ikke holdt op med at spinde.
Ja, der er naturligvis heller ingen af jer, kære
Børn, der kan gætte, hvorfor Pirlipats Moder gjorde alle disse Anstalter, men jeg véd det og skal straks fortælle jer det.
Det hændte engang, at mange fortræffelige Konger og elskværdige Prinser var samlet ved Pirlipats Faders Hof, og det gik glimrende til med Ridderspil, Komedier og Hofballer. Nu vilde Kongen for rigtig at vise, at han ikke manglede Sølv og Guld, gøre et ordentlig Greb i sit Skatkammer og rigtig flotte sig. Han forberedte sig derfor paa et rigtigt Pølsegilde og indbød samtlige Konger og Prinser — bare paa en Skefuld Suppe — for saa at glæde sig over deres Overraskelse over den kostelige Beværtning.
Saa henvendte han sig til Dronningen og sagde: »Kære, du véd jo, hvordan jeg ønsker Pølserne.« Og Dronningen vidste, hvad han mente dermed, nemlig at hun selv, som hun oftere havde gjort, skulde paatage sig den nyttige Beskæftigelse at lave Pølser. Overskatmesteren maatte straks aflevere den store Guldkedel og Sølvkasserollerne i Køkkenet. Der blev tændt et ordentligt Baal af Sandeltræ, Dronningen bandt sit Damaskes Køkkenforklæde om, og snart steg den dejligste Duft af Pølsesuppe op af Kedlen.
Helt ind i Statsraadet trængte den behagelige Duft. Kongen blev saa henrykt, at han ikke kunde dy sig. »Med Deres Tilladelse, mine Herrer!« raabte han og sprang op, løb ned i Køkkenet, omfavnede Dronningen, rørte lidt i Kedlen med sit gyldne Scepter og vendte beroliget tilbage til Statsraadet.
Nu var det vigtige Øjeblik kommet, da Flæsket skulde skæres i Terninger og ristes paa sølverne Riste. Hofdamerne traadte til Side, da Dronningen af Ærefrygt for sin kongelige Gemal vilde være ene derom. Men netop som Flæsket begyndte al brase, hørtes der en ganske sagte hviskende Slemme: : Giv mig lidt af Flæsket, Søster! Jeg vil ogsaa gerne leve højt, er jo ogsaa en Dronning. Giv mig lidt af det stegte Flæsk!«
Dronningen vidste godt, al det var Fru Muserink, der talle saaledes. Fru Muserink havde allerede i mange Aar boet i det kongelige Palads. Hun hævdede bestemt, at hun var i Slægt med den kongelige Familie og selv Dronning i Riget Musolien; derfor havde hun ogsaa en større Husholdning nede under Arnen.
Dronningen var en god og gavmild Frue, og vilde hun end ikke anerkende Fru Muserink som Dronning og som sin Søster, saa undte hun hende dog af ganske Hjerte Del i Gildet paa denne festlige Dag og svarede: Kom kun frem. Fru Muserink, I skal nok faa noget af mit Flæsk al smage.« Og Fru Muserink kom glad og fornøjet hoppende frem, sprang op paa Ildstedet og greb med sin fine lille Pote det ene Stykke Flæsk efter det andet, som Dronningen rakle hende.
Men saa kom alle Fru Muserinks Tanter og Kusiner og andet Paahæng, ja endogsaa hendes syv Sønner, nogle rigtig uartige Lømler, og kastede sig over Flæsket, saa den forskrækkede Dronning ikke kunde holde sig dem fra Livet. Til alt Held kom Overhofmeslerinden til og jagede de paatrængende Gæster bort, saa der dog blev noget Flæsk tilovers, som efter Hofmatematikerens Beregning blev omhyggeligt fordelt paa samtlige Pølser.
Pauker og Trompeter lød, alle tilstedeværende Fyrster og Prinser drog festklædte dels paa hvide Pasgængere, dels i Krystalkareter, til Pølsegildet. Kongen modtog dem med største Hjertelighed og satte sig saa som Landets Herre med Krone og Scepter for Enden af Bordet.
Allerede da de kom til Leverpølserne, lagde man Mærke til, at Kongen blegnede og sukkede dybt. Men ved Blodpølserne blev det rent galt, Kongen faldt sukkende tilbage i Lænestolen, holdt Ilænderne for Ansigtet og stønnede. Alle sprang op. Livlægen søgte efter hans Puls, men han syntes helt ude af det. Endelig efter Anvendelse af stærke Midler, saasom brændte Penneposer og lignende, kom Kongen saa meget til sig selv, at han kunde fremstamme: For lidt Flæsk!
Da faldt Dronningen paa Knæ for ham og hulkede: »Min stakkels Herre og Konge, hvilket frygteligt Savn; men Skylden er min. Fru Muserink med hendes syv Sønner, Tanter og Kusiner har fortæret Flæsket.« Kongen sprang op og raabte i Harme: »Overhofmesterinde, hvorledes gik det til?«
Overhofmesterinden fortalte, hvad hun vidste, og Kongen besluttede at tage Hævn over Fru Muserink og hendes Familie, der havde spist hans Flæsk. Statsraadet blev sammenkaldt, og man besluttede at overlade Sagen til Hofurmageren, der tillige forstod sig paa hemmelige Kunster.
Denne Mand, der hed ganske ligesom jeg, nemlig Christian Elias Drosselmeyer, lovede ved Hjælp af en meget sindrig Opfindelse for evig Tid at fordrive Fru Muserink og hendes Familie fra Paladset. Han opfandt virkelig nogle smaa kunstfærdige Indretninger med et Stykke Flæsk paa en Staaltraad, som blev opstillet rundt om Flæskeslugernes Bolig.
Fru Muserink selv var imidlertid klog nok til at opdage Drosselmeyers List, men hendes Advarsel og Formaninger hjalp ikke; lokket af Flæskets be-daarende Duft gik alle syv Sønner og mange Tanter og Kusiner ind i Apparaterne, og netop som de vilde snappe Flæsket, faldt et Gitter ned, og de var fanget og blev ført til Køkkenet, hvor de blev hen-rettet. Fru Muserink forlod med en lille Flok det skrækkelige Sted, men var opfyldt af Vrede og Hævntanker. Hoffet jublede, men Dronningen var bekymret, da hun kendte Fru Muserinks Sindelag og vidste, at hun ikke vikle lade Slægtningenes Død forblive uhævnet. Og ganske rigtigt, en Dag, da Dronnningen stod og tillavede sin Gemals Livret, stod Fru Muserink der og sagde: »Mine Sønner, mine Tanter og Kusiner er dræbte; pas paa, Fru Dronning, at Musedronningen ikke bider din Prinsesse itu«, og dermed forsvandt hun. Dronningen tabte af Skræk Maden i Ilden, og saaledes ødelagde Fru Muserink for anden Gang en af Kongens Livretter.
Saa nu er det nok for i Aften, en anden Gang skal I faa mere!
Saa meget end Marie, der gjorde sig sine egne Tanker, bad Onkel Drosselmeyer, saa lod han sig dog ikke bevæge, men rejste sig og sagde: »Alt for meget paa én Gang er usundt; Resten i Morgen.«
Men ligesom Assessoren var ved al gaa ud af Døren, spurgte Frits: »Sig mig, Onkel Drosselmeyer, er del virkelig sandt, at det er dig, der har opfundet Musefælderne?« »Hvor kan du spørge saa losset?« sagde hans Moder. Men Assessoren smilede hemmelighedsfuldt og sagde sagte: »Er jeg maaske ikke en kunstfærdig Urmager? Skulde-jeg saa ikke kunne finde paa Musefælder?«