"Nøddeknækker og musekonge" af E.T.A. Hoffmann, kapitel 8-11 af 14

8. Fortsættelse af Eventyret om den haarde Nød

Den næste Aften fortsatte Assessoren sin Fortælling. Se, nu forstaar I vel, Børn, hvorfor Dronningen lod den skønne Prinsesse Pirlipat saa omhyggelig bevogte. Drosselmeyers Maskiner hjalp aldeles ikke mod den kloge og erfarne Fru Muserinks. og Hoffets Astronom, der tillige var Overstjerne-tyder, lod sig forlyde med, at kun Kallefamilien Snurre vilde være i Stand til at holde Fru Muserinks borte fra Vuggen, og derfor var det altsaa, al hver af Barnepigerne maatte have én Søn af denne Familie paa Skødet — de havde forøvrigt Ansættelse ved Hoffet med Titel som Legationsraader.
Saa var det en Gang ved Midnatstide, at den ene af de to Overbarnepiger, der sad tæt ved Vuggen. foT op af sin Søvn — alt rundtomkring laa i dyb Søvn, saa dyb, at man hørte Dødningeurels Dikken — men hvor blev hun rædselsslagen, da hun lige foran sig saa en væmmelig stor Mus, der stod paa Bagbenene og lagde sit ækle Hoved lige ind imod Prinsessens Ansigt.
Med et Skrig sprang hun op, men i samme Øjeblik løb Fru Muserinks (hende var det nemlig) hurtig hen i Krogen. Legalionsraaderne styrtede bag efter hende, men forgæves, gennem en Gulvsprække var hun forsvundet. Lille Pirlipat vaagnede ved Spektaklet og græd ynkeligt. »Himlen være lovet s raabte Barnepigerne, »hun lever!« Men hvor blev de rædselsslagne, da de saa Pirlipat og opdagede, hvad der var sket med det smukke, fine Barn.
I Stedet for det røde og hvide Englehoved med de gyldne Lokker sad et uformeligt, tykt Hoved paa et lille bitte sanimenskrumpet Legeme, de himmelblaa Øjne var forvandlet til grønne, fremstaaende, stirrende Glugger, og Munden naaede fra det ene Øre til det andet.
Dronningen var ved at gaa til af Sorg og Bedrøvelse, og Kongens Studereværelse maatte beklædes med vatterede Tæpper, da han Gang efter Gang løb Panden mod Væggen og raabte: »Jeg ulyksalige Monark!« Nu kunde han vel have indset, at han hellere skulde have spist Pølserne uden tilstrækkeligt Flæsk og ladet Fru Muserinks med hele sit Slæng have Fred under Arnen, men det skænkede han ikke en Tanke, derimod kastede han al Skyld paa sin Hof urmager Christian Elias Drosselmeyer fra Nyrnberg, og han udstedte den kloge Befaling:
Drosselmeyer skulde inden Udløbet af fire Uger bringe Prinsesse Pirlipat tilbage til hendes tidligere Tilstand eller i hvert Fald angive et ufejlbarligt Middel dertil; i modsat Fald skulde han lide en forsmædelig Død under Bøddelens Økse.
Drosselmeyer blev temmelig forskrækket, men han havde dog saa megen Tillid til sin Kunst og sit Held, at han straks foretog det første Skridt, som han fandt hensigtsmæssigt. Med Forsigtighed tog han Prinsesse Pirlipat fra hinanden, skruede Hænder og Fødder af og besaa de indvendige Dele, men derved opdagede han desværre, at Prinsessen med Alderen kun vilde blive mere og mere uformelig, og nu vidste han hverken ud eller ind. Han satte med megen Omhu Prinsessen sammen igen og sank i dybt Tungsind ned ved Siden af Vuggen, som han ikke turde forlade.
Allerede var den fjerde Uge begyndt — ja, det var illerede Onsdag — da Kongen med Øjne, der funklede af Vrede, kigede ind, truede med sit Scepter og raabte: »Christian Elias Drosselmeyer, kurer Prinsessen, eller du skal dø!«. Drosselmeyer begyndte a t græde gudsjammerligt, men Prinsesse Pirlipat laa nok saa fornøjet og knækkede Nødder.
Denne usædvanlige Appetit paa Nødder, og at hun var kommet til Verden med Tænder, var Urmageren paafaldende, og med sin Indsigt i Naturens hemmelige Kræfter saa han en Udvej og raabte: »Nu ser jeg Døren til Hemmeligheden; jeg vil banke paa, og den vil aabne sig!«
Han bad om Tilladelse til at tale med Hofstjerne-tyderen og blev under stærk Bevogtning ført til ham. Begge Herrerne omfavnede hinanden under mange Taarer, trak sig tilbage til et hemmeligt Kabinet og slog op i mange Bøger, der handlede om skjulte og hemmelighedsfulde Ting. Da Natten brød frem, saa Astronomen op mod Himlen, og ved Drosselmeyers Hjælp læste han Prinsesse Pirlipats Skæbne i Stjernerne. Det var meget besværligt, thi Linjerne var meget forvirrede, men endelig stod det klart for dem, at Prinsesse Pirlipat for at blive løst fra sin Trolddom og blive skøn som forhen, ikke havde andet at gøre end at nyde den søde Kerne af Nødden Krakatuk.
Nødden Krakatuk har saa haard en Skal, at en otteogfirsindstyvepundig Kanon kan køre hen over den, uden at den gaar itu. Denne haarde Nød maatte knækkes af en Mand, der aldrig var bleven barberet og aldrig havde baaret Støvler, og som maatte række Prinsessen Kærnen med lukkede Øjne. Først naar han havde gaaet syv Skridt bag-længs uden at snuble, maatte den unge Mand aabne Øjnene igen.
Tre Dage og tre Nætter havde Drosselmeyer uafbrudt arbejdet sammen med Stjernetyderen, og det var netop Lørdag, og Kongen sad ved Middagsbor- ■ det, da han, der næste Morgen tidlig skulde være halshugget, glædesstraalende styrtede ind og forkyndte Midlet til at give Prinsesse Pirlipat den tabte Skønhed tilbage.
Kongen omfavnede ham med største Velvilje og lovede ham en Kaarde af Diamanter, fire Ordener og to nye Søndagsfrakker. »Straks efter Bordet«, føjede han til, »tager vi fat. Sørg for, min dyrebare Ven, at den unge, ubarberede Mand, som gaar i Sko, er til Stede med Nødden Krakatuk, og sorg for, at han ikke har drukket Vin, saa han snubler, naar han gaar syv Skridt baglængs. Bagefter kan lian drikke saa meget han vil.«
Drosselmeyer blev meget bestyrtet over Kongens Tale, og rystende og bævende stammede han frem, at Midlet vel var fundet, men at baade Nødden og Manden først maatte opsøges, og det var vel tvivlsomt, om de overhovedet nogen Sinde vil blive fundet. .
Forbitret svang Kongen Sceptret over sit kronede Hoved og raabte med Løverøst: »Saa bliver del alt-saa ved Bestemmelsen med Hovedet!«
En Lykke var det for den stakkels Drosselmeyer, at Maden netop den Dag havde smagt Kongen særlig godt, hvorfor han var i Humør til at høre paa fornuftige Indvendinger, hvorpaa Dronningen, der var rørt over Drosselmeyers Skæbne, ikke lod det mangle. Drosselmeyer fattede Mod, søgte at gøre Kongen begribeligt, at Opgaven blot lød paa at finde Midlet, og den havde han løst. Kongen kaldte det for dumme Udflugter og noget rigtigt Sniksnak, men besluttede dog, efter at have taget el Glas Mavedraaber, at de begge, Urmageren og Stjernetyderen, skulde begive sig paa Vej og ikke maatte
komme tilbage, før de havde Nødden Krakatuk i Lommen. Manden til at knække den skulde derimod efter Dronningens Raad skaffes til Veje ved gentagen Avertering saavel i inden- som udenlandske Blade.
— Her standsede Assessoren og lovede den næste Aften al fortælle Resien.

9. Her slutter Eventyret om den haarde Nød.

Næsle Aften, saa snart Lysene var bleven tændt, indfandt Onkel Drosselmeyer sig virkelig og fortalte videre.
Drosselmejer og Hofastronomen havde allerede været femten Aar under Vejs uden at være kommen paa Spor efter Nødden Krakatuk. Hvor de havde været, og hvilke sælsomme Ting de havde oplevet, derom kunde der fortælles i Ugevis, men det vil jeg ikke gøre, blot sige, at Drosselmejer til sidst følte en inderlig Længsel efter sin kære Fødeby Nyrnberg.
De sad netop i en stor Skov midt inde i Asien og røg en Pibe Tobak, da Drosselmejer udbrød: »Du kære Stad i Bayerns Land — din Skønhed ej beskrives kan — langt mere fornem, mere fin — end Rom, Paris, ja Neu Ruppin — Alene du gør Hjertet glad — min Barndomstids Vidunderstad — -hvor Husene i Række staa — med Vinduer og Døre paa.«
Astronomen blev dybt rørt og græd lydeligt, saa det hørtes vidt og bredt i Asien. Dog fattede han sig snart, tørrede Taarerne af Øjnene og sagde: »Min dyrebare Kollega, lad os saa gaa til Nyrn-berg; er det ikke lige meget, hvor vi finder Nødden Krakatuk?« »Rigtig bemærket«, svarede Drosselmejer. Begge rejste sig, bankede Piberne ud og gik sporenstregs fra Skoven i Asien til Nyrnberg-Dér gik Drosselmejer skyndsomst hen til sin Fætter, Dukkedrejer, Lakerer og Forgylder Kristoffer Zakarias Drosselmejer, som han ikke havde set i mange Aar. Ham fortalte han hele Historien om Prinsesse Pirlipat, Fru Muserinks og Nødden Kra-katuk, saa han slog Hænderne sammen af Forbavselse og udbrød: »Men Fætter, Fætter, det lyder næsten utroligt!« Han knipsede med Fingrene, drejede omkring paa Hælen smældede med Tungen og smaskede: »Hm, ha; det var dog mærkværdigt!«
Endelig kastede han Kalot og Paryk i Vejret, omfavnede sin Fætter og raabte: »I er reddet, I er reddet! Hvis ikke alle Julemærker slaar fejl, saa sidder jeg inde med Nødden Krakatuk.« Derpaa tog han en Æske frem, i hvilken der laa en mellemstor, forgyldt Nød. Han viste Fætteren Nødden og fortalte, hvorledes det forholdt sig med den. »For mange Aar siden kom ved Juletid en fremmed Mand hertil med en Sæk Nødder, som han falbød. Lige udenfor min Dør kom han i Klammeri og satte Sækken ned for bedre at værge sig mod den herværende Nøddeforhandler, der ikke kunde lide, at fremmede solgte Nødder her. 1 samme Øjeblik kørte en svært læsset Arbejdsvogn over Sækken, og alle Nødder blev knust paa én nær, som den fremmede Mand med et fiffigt Smil tilbød at sælge mig for en Daler. Det undrede mig, men jeg fandt i min Lomme netop saadan en gammel Daler, som Manden vilde have, købte Nødden og forgyldte den. Jeg véd egentlig ikke, hvorfor jeg tillagde Nødden saa stort Værd og betalte den saa dyrt.«
At del virkelig var den rigtige Nød, det blev straks godtgjort derved, at Hofastronomen skrabede Guldet af og i Skallen fandt Navnet Krakatuk indridset med kinesiske Bogstaver.
De rejsendes Glæde var stor, og Fætteren følte sig som det lykkeligste Menneske paa Jorden, da Drosselmejer forsikrede ham, at han nu havde gjort sin Lykke og foruden en livsvarig Pension gratis vilde faa alt det Guld, han behøvede til Forgyldning.
Baade Urmageren og Astronomen havde taget Nathuerne paa og var ved at gaa til Sengs, da Astronomen oplod sin Mund og sagde: »Bedste Hr. Kollega, Lykken kommer aldrig alene. Jeg tror sikkert, at vi ogsaa har den unge Mand, der kan knække Nødden. Jeg tænker paa Deres Hr. Værts Søn. Nu er det ikke Tid til at sove; jeg maa endnu i Nat stille den unge Mands Horoskop.«
Altsaa, Nathuen af Hovedet igen, og straks begyndte han at kigge Stjerner.
Fætterens Søn var i Virkeligheden en net og velvoksen ung Mand, der endnu ikke var bleven barberet og aldrig havde baaret Støvler. I sin lidlige Ungdom havde han vel ved Juletid været Sprællemand, men det mærkede man ikke paa ham, saa godt havde hans Fader sørget for hans Opdragelse. 1 Juledagene bar han rød Frakke med Guldlidser. Kaarde, Hatten under Armen og en meget smuk Frisure med Haarpung i Nakken.
Saaledes straalende stod han i sin Faders Butik og knækkede nok saa galant Nødder for de unge Damer, hvorfor de ogsaa kaldte ham den smukke lille Nøddeknækker.
Næste Morgen erklærede Astronomen henrykt: »Vi har ham; det er ham! Kun to Ting maa vi ikke forsømme. For det første maa De, ærede Kollega, lave ham en ordentlig Nakkepisk af Træ og sætte den saadan i Forbindelse med hans Underkæbe, at man kan klemme den kraftigt til ved at trække i Pisken; dernæst maa vi, naar vi kommer til Hovedstaden, omhyggeligt fortie, at vi har den unge Mand med; han maa først vise sig længe efter. Jeg har nemlig set i Stjernerne, at først skal adskillige bide deres Tænder i Stykker uden Resultat, inden Kongen udlover Prinsessen og hele Riget efter sin Død til den, der bider Nødden itu og giver Prinsessen den tabte Skønhed tilbage.«
Dukkedrejeren var overmaade tilfreds med, at hans Søn skulde giftes med en Prinsesse og efterfølge Kongen paa Tronen, og lod Udsendingene ganske raade over ham. Pisken i Nakken, som Drosselmejer paasalte Brodersønnen, lykkedes saa udmærket, al det gik glimrende med at knække selv de haardeste Ferskenstene.
Da Drosselmejer og Astronomen straks havde meldt deres Opdagelse til Hovedstaden, saa havde man ladet de nødvendige Bekendtgørelser opslaa, og da de rejsende ankom med deres Nød, havde mange nette Mennesker, endogsaa Prinser, indfundet sig, som i Tillid til deres kraftige Tænder vilde forsøge at befri Prinsessen fra Fortryllelsen. De to Udsendinge blev ikke lidt forskrækkede, da de gen-saa Prinsessen. Den lille Krop med de smaabitte Hænder og Fødder kunde næppe bære det mægtige Hoved, og et hvidt, blødt Skæg om Mund og Hage gjorde Ansigtet endnu styggere.
Den ene Flødeskæg efter den anden kom og bed Tænderne sonder og sammen paa Nødden Krakatuk, mlen at det hjalp Prinsessen det mindste, og naar saadan én derpaa af de tilstedeværende Tandlæger blev baaret halvt afmægtig ud, saa sukkede han: Det var sandelig en haard Nødl
Da nu Kongen i sit Hjertes Angst havde lovet baade Datter og Rige til den, der kunde hæve Fortryllelsen, saa meldte den galante, blide, unge Drosselmejer sig og bad om Tilladelse til ogsaa at maatte gøre et Forsøg. Ingen af de andre var faldet saa meget i Prinsessens Smag som han. Hun lagde de smaa Hænder paa sit Hjerte og sukkede: Ak. gid det dog var ham, jeg skulde have til Mand!
Efter at den unge Drosselmejer ærbødigst havde hilst paa Kongen, Dronningen og Prinsessen, modtog han af Overceremonimeslerens Haand Nødden Krakatuk, puttede den i Munden, tog et kraftigt Tag i sin Nakketop, og krak — krak! faldt Skallen i Stumper og Stykker. Med et underdanigt Skrabud rakte han Prinsessen Kærnen, lukkede saa Øjnene og begyndte at gaa baglængs. Prinsessen sank straks Kærnen, og, o Under. — forsvundet var Vanskabningen, og i dens Sted stod en Kvinde, skøn som en Engel, et Ansigt saa liljehvidt og saa rosenrødt, Øjne saa blaa som Azur og Lokker af det gyldneste Guld. Trompeter og Pauker lød, og Folket brød ud i Jubeiraab. Kongen og hele Hoffet dansede som ved Pirlipats Fødsel rundt paa et Ben, og Dronningen maatte stænkes med Eau de Cologne, da hun faldt i Afmagt af lutter Henrykkelse.
Al denne Hurlumhej var nær ved at bringe den unge Drosselmejer ud af Fatning, dog holdt han Tungen lige i Munden og strakte netop Foden ud til det syvende Skridt, da Fru Muserinks hæsligt pibende steg frem af Gulvet, saa at Drosselmejer, da han vilde sætte Foden til Jorden, traadte paa hende og derved snublede, saa han var lige ved at falde, og hvad sker! I samme Øjeblik var den unge Mand lige saa vanskabt, som Prinsessen før havde været. Kroppen skrumpede sammen, saa den næsten ikke kunde bære det tykke, uformelige Hoved med de store, fremstaaende Øjne og Munden, der naaede op til begge Ører. I Stedet for Pisken i Nakken sad der en smal Kappe skaaret i Træ, med hvilken han kunde aabne og lukke sin Underkæbe. Baade Urmager og Astronom stod stumme af Rædsel og saa, hvorledes Fru Muserinks laa og væltede sig i sit Blod, Hendes Ondskab havde faaet sin Straf, thi den unge Drosselmejer havde sat sin Hæl saa haardt paa hendes Hals, at hun maatte dø.
Men idel Fru Muserinks laa i de sidste Trækninger, peb og skreg hun ynkeligt: O Krakatuk, du haarde Nød — du har forvoldet mig min Død — hi, hi, pi, pi — Pas kun paa du lille Mand — Døden snart du lide kan — syvfold Krone bær min Søn — han vil give dig din Løn — han vil hævne Moder sin — paa den Nøddeknækker fin — Morgen er saa frisk og rød — inden Aften er jeg død — Pi-i-i-p! Med delle Skrig døde Fru Muserinks og blev baaret bort af den kongelige Kakkelovnspasser.
Den unge Drosselmejer havde ingen taget sig af, men nu mindede Prinsessen Kongen om hans Løfte, og straks befalede han, at man skulde hente den unge Helt. Da han nu traadte frem, fuldstændig vanskabt, holdt Prinsessen Hænderne for Øjnene og raabte højt: »Bort, bort med den afskyelige Nøddeknækker!« Straks tog Hofmarskallen ham i Skuldrene og smed ham udenfor. Kongens Vrede kendte ingen Grænser over, at man havde villet i paatvinge ham en Nøddeknækker som Svigersøn, han skod hele Skylden paa Urmageren og Astronomen og forviste dem til evig Tid fra Hovedstaden.
Det var ikke efter Beregningen, men Astronomen begyndte atter at kigge i Stjernerne, og dér observerede han, at den unge Drosselmejer i sin nye Stilling skulde gøre sine Sager saa godt, at han trods sin uheldige Skikkelse dog skulde blive baadc Prins og Konge. Men sin rette Skikkelse kunde han ikke faa igen, førend Fru Muserinks Søn med de syv Hoveder, som hun havde født efter sine syv Sønners Død, og som nu var bleven Musekonge, var falden for hans Haand, og en Dame til Trods for hans uheldige Skikkelse vilde tilstaa ham sin Kærlighed.
Saadan lyder, kære Børn! Eventyret om den haarde Nød, og nu véd I, hvorfor Folk saa ofte siger: Det var en haard Nød at knække, og hvoraf det kommer, at Nøddeknækkere har saadan et besynderligt Udseende.
Saaledes endte Assessoren sin Fortælling. Marie mente, at Prinsesse Pirlipat egentlig var et rigtig væmmeligt, utaknemmeligt Væsen; men Frits var ganske sikker paa, at naar Nøddeknækkeren ellers var en brav Karl, saa skulde han nok gøre kort Proces med Musekongen og faa sin smukke Skikkelse igen.

10.    Onkel og Brodersøn.

Har nogen af mine ærede Tilhørere nogen Sinde
været saa uheldig at skære sig paa et Stykke Glas, saa véd han ogsaa, hvor ondt det gør, og hvor vanskeligt det har ved at læges. Marie havde ijnaattet ligge en hel Uge til Sengs, fordi det svimlede for hendes Øjne, naar hun prøvede paa at staa op.
Men endelig blev hun fuldstændig rask og kunde som før springe lysligt omkring i Stuen. I Glasskabet saa der pænt ud, Træer, Blomster, Huse og smukke Dukker stod der nye og blanke. Og navnlig fandt Marie sin kære Nøddeknækker igen, han stod paa den anden Hylde og smilede med sine stærke, hvide Tænder.
Men da hun nu rigtig hjertensglad saa paa sin Yndling, saa blev hun paa en Gang saa ængstelig, thi alt, hvad Onkel Drossehnejer havde fortalt, del var jo netop Historien om Nøddeknækkeren og hans Strid med Fru Muserinks og hendes Søn. Og nu forslod hun jo, al hendes Nøddeknækker ikke kunde være nogen anden end den unge Drosselmejer fra Nyrnberg, Onkel Drosselmejers elskværdige, men desværre af Fru Muserinks forheksede Brodersøn. Thi at den kunstfærdige Urmager ved Pirlipats Faders Hof maatte være Assessor Drosselmejer selv, det havde Marie under hele Fortællingen ikke et Øjeblik været i Tvivl om.
»Men hvorfor hjalp din Onkel dig dog ikke, hvorfor hjalp han dig dog ikke?« klagede Marie, da det stadig stod hende mere klart, at i hele det Slag, som hun havde været Vidne til, var det Nøddeknækkers Krone og Rige det gjaldt. Thi var ikke alle de andre Dukker ham undergivne, og var det ikke gaaet, som Hofastronomen havde forudsagt, at den unge Drosselmejer skulde blive Konge i Dukkernes Rige?
Og mens den kloge Marie tænkte paa alt dette troede hun ogsaa, at Nøddeknækker og hans Un-dersaatter virkelig havde det Liv, som hun tiltroede dem. Men alle i Skabet stod stive og ubevægelige. Marie vilde dog ikke slippe sin Overbevisning, men antog, at det skyldtes Fru Muserinks og hendes syvhovedede Søns Heksekunster. Og saa talte hun højt til Nøddeknækkeren: »Kære Hr. Drosselmejer! Selv om De er ude af Stand til at bevæge Dem eller tale et Ord med mig, saa véd jeg dog, at De forstaar mig og véd, hvor godt jeg mener det med Dem. De kan rolig regne paa min Hjælp, naar De behøver den. I alt Fald vil jeg bede Onkel med sin Duelighed at staa Dem bi, hvor det er nødvendigt.':
Nøddeknækker rørte sig ikke, men for Marie var det, som der gik et sagte Suk gennem Glasskabet; næppe hørligt og dog saa betagende lød det ud fra Glasruderne; det var som en spæd, klokkeklar istemme, der sang: Marie fin — Skytsengel min — lad mig for evig være din!
Mørkningen var saa smaat begyndt; Professoren traadte ind sammen med Onkel Drosselmejer, og længe varede det ikke, før Louise havde dækket Tbebord, og Familien sad omkring det og førte en fornøjelig Samtale. Marie havde ganske stille hentet sin lille Stol og anbragt sig ved Siden af Onkel Drosselmejer.
Da Samtalen et Øjeblik standsede, saa Marie med sine store blaa Øjne stift op paa Assessoren og sagde: »Nu ved jeg, kære Onkel, at min Nøddeknækker er din Brodersøn, den unge Drosselmejer fra Nyrn-
berg; Prins eller snarere Konge er han bleven, det er gaaet ganske, som din Ledsager, Astronomen, har forudsagl; men du ved da, at han ligger i aaben Krig med Fru Muserinks og den modbydelige Musekonge; hvorfor hjælper du ham ikke?«
Marie fortalte nok en Gang hele Slagets Forløb saadan, som hun selv havde set det, men blev ofte afbrudt af sin Moders og Louises Latterudbrud. Kun Frits og Drosselmejer tog Sagen alvorligt. »Hvor finder Pigebarnet dog paa saadan noget Tøjeri?« sagde Professoren. »Aah,« svarede hendes Moder, »hun har saadan en livlig Fantasi, det er jo Drømme, fremkaldt af Saarfeberen.« »Det kan ikke være sandt altsammen,« sagde Frits, »saadanne Kujoner er mine røde Husarer ikke. Naada, hvor de skulde faa med mig at bestille!«
Med el besynderligt Smil tog Onkel Drosselmejer Marie paa Skødet og sagde med blidere Stemme end sædvanlig: »Min egen kære Marie, dig er givet mere end mig, ja os alle; du er ligesom Pirlipat en født Prinsesse, thi du hersker i et herligt straalende Rige; men meget vil du komme til at lide, hvis du vil tage dig af den stakkels vanskabte Nøddeknækkers Sag, da Musekongen efterstræber ham paa alle hans Veje. Dog ikke jeg, du, du alene kan frelse ham; vær trofast og standhaftig!«
Hverken Marie eller nogen af de andre forstod, hvad Drosselmejer vilde sige med disse Ord. Professoren fandt dem saa besynderlige, at han følte Assessoren paa Pulsen og sagde: »Kære Ven, De har
Blodstigninger til Hovedet, lag dog et Pulver.«
Kun Professorinden rystede betænksomt paa Hovedet og sagde ved sig selv: »Jeg aner vel, hvad Assessoren mener, men at udtrykke det med Ord formaar jeg ikke.«

11.    Sejren.

Det varede ikke længe, før Marie i den maane-klare Nat blev vækket af en underlig Støj, der syntes at komme fra en Krog i Værelset. Det var som fine Stemmer paa Kryds og tværs lød gennem Stuen og ved Siden deraf en uhyggelig Piben og Hvinen.
»Ak Musene, Musene, de kommer igen I« raabte Marie forskrækket og vilde vække sin Moder, men Stemmen blev borte, og hun formanede ikke at røre et Lem, da hun saa, hvorledes Musekongen arbejdede sig frem gennem et Hul i Muren og endelig med funklende Øjne og Kroner løb omkring i Værelset. Med et vældigt Spring var han oppe paa Bordet, der stod ved Siden af Maries Seng. Hi—hi—hi — giv mig dine Sukkerkugler, giv mig din Marcipan, du lille Tingest, ellers bider jeg din Nøddeknækker itu — din Nøddeknækkerl
Saaledes peb Musekongen, knirkede og knas te med Tænderne og sprang saa hurtigt igen ud gennem Hullet i Muren.
Marie blev saa bange, at hun næste Morgen var ganske bleg og næppe kunde sige et Ord. Hundrede Gange var hun ved at fortælle det til sin Moder eller Louise, men saa tænkte hun: de tror mig jo ikke, de vil bare le ad mig. Men hun forstod jo nok, at vilde hun redde Nøddeknækker, maatte hun ofre Sukkerkugler og Marcipan. Derfor lagde hun næste Aften alt, hvad hun havde af den Slags, hen ved Kanten af Skabet.
Om Morgenen sagde Professorinden: »Hvorfra kommer dog alle de Mus, se bare, de har spist alle Maries Sukkergodter.« Og det passede; den graa-dige Musekonge havde gnavet saadan løs paa Marcipanen, at Resten maatte smides bort. Marie tog sig nu ikke den Sag saa nær, hun var tværtimod glad ved, at hun havde reddet sin Nøddeknækker. Men hvordan gik det? Næste Nat peb og hvæsede det igen tæt ved hendes Ører. Ak, Musekongen var der paany og endnu mere afskyelig; atter funklede hans Øjne, og endnu værre lød hans Piben mellem Tænderne. »Du maa give mig dine Sukkerdukker og dine Gummidukker, du lille Tingest, ellers bider jeg din Nøddeknækker itu,« og dermed forsvandt den skrækkelige Musekonge igen.
Næste Morgen gik Marie til Skabet og saa bedrø vet paa sine Sukker- og Gummidukker. Aah, hvor var de søde. Der var en smuk Hyrde med sin Hyrdinde; en Hjord af mælkehvide Lam gik og græssede, mens en lille munter Hund sprang omkring. Et
Postbud med Brev i Haanden traadte ind, og ikke mindre end fire Par net klædte unge Mænd med deres fint pyntede unge Piger gyngede i en russisk Gynge. Bag nogle Danserinder stod et lille Barn med røde Kinder, Maries Yndling. Taarerne kom hende i Øjnene, og hun vendte sig til Nøddeknækkeren: »Kæreste Hr. Drosselmejer, alt vil jeg gøre for at redde Dem, men dette er næsten for haardt!«
Nøddeknækker saa ganske grædefærdig ud, og da Marie syntes, hun saa alle Musekongens syv Gab aabnede for at sluge den ulykkelige unge Mand, saa besluttede hun intet at spare, men at ofre alt.
Om Aftenen satte hun derfor alle sine Sukkerdukker ved Kanten af Skabet. Hun kyssede Hyrden og Hyrdinden og. alle de smaa Lam; tilsidst tog hun Barnet med de røde Kinder frem af den inderste Krog og stillede det allerbagest, mens de, som hun brød sig mindst om, maatte staa i forreste Række.
»Nej, det er dog for galt,« sagde Professorinden næste Morgen, »der maa være en ækel stor Mus i Glasskabet, thi alle den stakkels Maries Sukker -dukker er gnavede i Stumper og Stykker.«
Marie var nær ved at græde, men snart smilte hun dog igen, for hun tænkte: hvad gør det altsammen, Nøddeknækker er dog reddet.
Om Aftenen fortalte hendes Moder Assessoren om al den Fortræd, som en Mus havde forvoldt i Glasskabet.
»Det er dog ærgerligt, at vi ikke kan komme den nederdrægtige Mus til Livs,« sagde Professoren. »Aah,« kom det fra Frits, »lad os laane Bagerens graa Legationsraad, den skal snart bide Hovedet af Fru Muserinks og hendes Søn og gøre Ende paa hele Kommersen.« »Ja, og springe paa Stole og Borde og vælte al Ting,« foreslog Professorinden. »Ok nej! det gør den ikke,« indvendte Frits, »den er saa forsigtig, jeg vilde blot ønske, at jeg ligesaa behændigt som den kunde gaa paa Tæerne paa Tagryggen. : Men Louise vilde paa ingen Maade have en Kat ind, hun var bange for Katte.
»Lad os saa faa en Fælde,« foreslog Professoren. »Ih ja, den kan Onkel Drosselmejer lave os, det er jo ham, der har opfundet Musefælder,« raabte Frits. Alle lo, og da Professorinden beklagede, at de ingen havde i Huset, saa lovede Assessoren at skaffe en og lod virkelig ogsaa en udmærket Fælde bringe fra sit Hjem.
Og nu stod hele Eventyret om den haarde Nød saa levende for Frits og Marie, at da Kokkepigen stegte Flæsket, saa udbrød Marie ganske opfyldt af alt det mærkelige, som hun havde hørt, med ængstelig Stemme: »Ak Fru Dronning, vogt Dem dog endelig for Fru Muserinks og hendes Familie.« Men Frits trak sin Sabel og sagde: »Lad dem bare komme, jeg skal nok gøre Kaal paa dem.« Og da Assessoren bandt Flæsket til en fin Traad og forsigtig stillede Fælden ind i Skabet, da raabte Frits atter: »Tag dig i Agt, Onkel Urmager, at Musekongen ikke spiller dig et Puds.«
Men hvad hændte der ikke Marie den følgende Nat!
Hun havde Fornemmelsen af noget iskoldt, der berørte hendes Arm; noget laaddent og klamt lagde sig op til hendes Kind og peb hende ind i Øret. Det var den afskyelige Musekonge, som sad paa hendes Skulder, savlede og fraadede med sine syv aabne, blodrøde Gab, knaste og gnaskede med Tænderne og hvislede ind i Øret paa Marie, der var stiv af Rædsel:
Gaa kun din Vej — du fanger mig ej — giv, hvad du har — en Billedbog rar — ja giv mig kun lo — du faar ikke Ro — giv Kjolen dertil — jeg have den vil — thi nu skal du vide — hvad Nøddeknækker maa lide — snart jeg ham sønder og sammen vil bide — hi-hi-hi-pi-pi-pi-i-ipl
Marie var ved at gaa til af Sorg, hun saa ganske bleg og forstyrret ud, da hendes Moder næste Morgen sagde: »Den slemme Mus har endnu ikke ladet sig fange, men vær kun rolig; hjælper Fælden ikke, saa kommer Frits med Bagerens graa Legations-raad.«
Saa snart Marie var alene i Dagligstuen, traadle hun hen foran Glasskabet og talte grædende til Nøddeknækker: »Ak, min kære Hr. Drosselmejer, hvad kan jeg stakkels, ulykkelige Pigebarn gøre for Dem? Selvom jeg giver Musekongen alle mine Billedbøger, ja min nye Kjole med, som Juleenglen har foræret mig, og lader ham bide dem i Stykker, saa vil han dog stadig forlange mere, saa jeg til sidst ingen Ting har, og bide mig ihjel i Stedet for Dem. Aah, jeg stakkels Barn, hvad skal jeg dog gøre?«
Mens den lille Marie klagede saadan, opdagede hun, at Nøddeknækker siden hin Nat havde en stor Blodplet paa Halsen. Efter at det var bleven Marie klart, at hendes Nøddeknækker egentlig var den unge Drossel mejer. Assessorens Brodersøn, bar hun ham ikke mere paa Armen og kælede ikke for ham, ja var endogsaa ængstelig for en alt for nær Berøring; men nu tog hun ham forsigtig ned fra Hylden og begyndte med sit Lommetørklæde at gnide Blodpletten af hans Hals.
Men hvor mærkværdigt! Pludselig mærkede hun, at Nøddeknækker i hendes Haand blev varm og begyndte at røre sig. Hurtig satte hun ham igen ind paa Hylden; da bevægede hans Mund sig næsten umærkeligt, og han hviskede med Besvær: »Ak, kære Frk. Staalkvist. hverken Deres Billedbøger eller den fine Kjole skal De ofre; skaf mig kun en Sabel, et Sværd; Resten skal jeg nok sørge for, hvis-----.«
Her tabte ban Mælet, og hans Øjne, der havde set saa bekymrede ud, blev stive og livløse igen.
Marie blev aldeles ikke bange, hun hoppede af Glæde, for nu kendte hun jo Midlet til at redde Nøddeknækker, uden at hun behøvede at ofre sine dyrebareste Skatte. Hun besluttede at raadføre sig med Frits, og om Aftenen, da deres Forældre var ude. og de sad alene foran Glasskabet, betroede hun ham alt, hvad der var hændet, og hvorledes Nøddeknækkeren kunde reddes.
Frits var meget betænkelig ved dendaarlige Holdning. hans Husarer havde udvist i Kampen; han spurgte atter og atter, om det virkelig var sandt; men da Marie paa det bestemteste forsikrede det. gik han hurtigt hen til Glasskabet, holdt en Donner-
tale til sine Husarer, skar til Straf for deres Fejg-hed Kokarden af Huen paa dem alle og forbød dem i et helt Aar at blæse Gardehusarmarchen.
Efter denne Straff etale vendte han sig paany mod Marie og sagde: »Hvad Sabelen angaar, saa skal jeg nok hjælpe Nøddeknækker; jeg har netop i Gaar afskediget en gammel Oberst af Rytteriet med Pension, han har altsaa ikke mere Brug for sin smukke, skarpe Sabel.«;
Den nævnte Oberst førte en tilbagetrukken Tilværelse i en Krog paa tredie Hylde. Han blev nu trukket frem; den smukke, blanke Sabel blev taget fra ham og hængt om Livet paa Nøddeknækker.
Af bare Angst og Spænding kunde Marie ikke falde i Søvn den følgende Aften. Ved. Midnatstid syntes hun, at hun i Dagligstuen hørte en sælsom Rumsteren, Klirren og Raslen. Paa en Gang lød det: Pip-pi-i-ip! »Musekongen, Musekongen!« raabte Marie forfærdet og sprang ud af Sengen. Saa blev alt stille; men snart lød en ganske sagte Banken paa Døren, og en fin lille Stemme hørtes: »Allerkæreste Frk. Staalkvist, luk kun rolig op, jeg kommer med et glædeligt Budskab.«
Marie kendte straks den unge Drosselmejers Stemme, tog sin Kjole paa og aabnede. Døren. Der stod Nøddeknækker udenfor med sit blodige Sværd i den højre Haand og et lille tændt Vokslys i den venstre. Ved Synet af Marie faldt han paa Knæ og sagde: »Eder alene, min Dame, var det, som gav mig Mod og Styrke til at overvinde den frække, der haanede Eder. Nu ligger Musekongen, den Nidding, og vælter sig i sit Blod. O, min Dame, forsmaa ikke det Sejrstegn, som Eders Ridder hermed vil overrække Eder.«
Med et rask Tag strøg Nøddeknækker Musekongens syv gyldne Kroner af sin Arm og rakte dem til Marie, som modtog dem med den største Glæde.
Nøddeknækker rejste sig og fortsatte; »Kæreste Frk. Staalkvist, De aner ikke, hvilke Herligheder jeg i dette Øjeblik, da jeg har overvundet min Modstander, kan vise Dem; men vis mig den Godhed at følge mig et Par Skridt — aah gør det, bedste Frøken!«