"Nøddeknækker og musekonge" af E.T.A. Hoffmann, kapitel 12-14 af 14

12. I Dukkernes Rige

Marie betænkte sig ikke paa at følge Nøddeknækkers Opfordring. Hun forstod godt, at han ønskede at vise hende sin Taknemmelighed. og hun var spændt paa at se alle de Herligheder, som han havde Adgang til. Derfor sagde hun: »Jeg følger Dem gerne, Hr. Drosselmejer, dog maa det ikke tage alt for lang Tid, da jeg endnu ikke ganske har udsovet.« »Lad os saa vælge den nærmeste Vej, selv om den er noget besværlig,« svarede Nøddeknækker.
Saa gik han i Forvejen, og Marie fulgte efter; foran det mægtige gamle Klædeskab i Forstuen standsede han. Til sin Forundring lagde Marie Mærke til, at Dørene, der ellers altid var lukkede, stod aabne, saa hun tydelig kunde se sin Faders Rejsepels, som hang foran i Skabet.
Behændig klatrede Nøddeknækker til Vejrs og greb fat i den store Kvast, der hang ned paa Ryggen af Pelsen. Med et kraftigt Tag rykkede han i den, og straks aabnede der sig gennem Pelsens Ærme en Trappegang af fineste Cedertræ. »Vær saa venlig at træde indenfor, dyrebareste Frøken,« bad Nøddeknækker. Marie fulgte hans Opfordring, men næppe var hun steget op gennem Ærmet og kiggede ud gennem Halsaabningen, før et -blændende Lys straalede hende i Møde, og paa én Gang stod hun paa en herlig duftende Eng, der glimrede som Genskin fra 'diilioner af straalende Ædelstene.
Nu befinder vi os paa Sukkerkandisengen,« sagde Nøddeknækker, »men lad os gaa gennem Porten der.« Nu først saa Marie foran sig paa Engen en herlig Port, der saa ud, som var den bygget af broget Marmor i hvide og rødbrune Farver, men da hun kom nærmere, kunde hun godt se, al. det var en Blanding af Mandler og Rosiner. »Porten, vi mi gaar igennem, hedder Mandel- og Rosinporten,« sagde Nøddeknækker, »nogle kalder den ogsaa »Studenterhavreporten«.« Over Porten var bygget el Galleri af Maltbrystsukker, hvorpaa seks smaa Aber med røde Trøjer spillede den flotteste Musik, man kunde ønske sig, saa at Marie næppe mærkede, at de gik videre paa brogede Marmorfliser, der i Virkeligheden var smukt formede Sukker- og Chokoladepastiller.
Snart følte de sig ombølget af den lifligste Duft, der strømmede ud fra en Vidunderskov, der aabnede sig til begge Sider. I det dunkle Løv straalede Guld- og Sølvfrugter, der hang paa spraglede Stilke, og Stammer og Grene havde smykket sig med brogede Baand og Buketter, som var de glade Brudepar og lystige Bryllupsgæster. Som blide Vindpust bølgede Orangeduften gennem Skoven, en svag Susen hørles gennem Grene og Blade og det knitrende Flitterguld, saa det klang som en frydefuld Musik, der fik alle de smaa Lysflammer til at hoppe og danse.
»Hvor her dog er smukt,« raabte Marie henrykt. Ja, vi er i den rigtige Juleskov, bedste Frøken,« svarede Nøddeknækker. »Aah,« vedblev Marie, »bare jeg maalle blive her nogen Tid, for her er saa dejligt. « Nøddeknækker klappede i Hænderne, og straks viste der sig nogle smaa Hyrder og Hyrdinder og nogle Jægere og deres Damer, der saa’ saa klare, skøre og hvide ud, at man skulde have troet, at de var af det bare Sukker. De stillede en Stol frem af del puresle Guld, lagde en Pude af det hvideste Marcipan derpaa og indbød venligt Marie til at tage Sæde. Næppe havde Marie sat sig, før Hyrder og Hyrdinder dansede den nydeligste Menuet, mens Jægerne blæste paa Horn dertil. Lige saa pludselig de var kommet, forsvandt de alle igen i Buskettet.
»Skal vi saa gaa videre,« foreslog Nøddeknækker og gik foran, mens Marie fulgte efter. De gik langs en rislende Bæk, fra hvilken al den Vellugt, der fyldte Skoven, steg op. »Det er Orangebækken,* sagde Nøddeknækker, »den dufter dejligt, men i Størrelse og Skønhed kan den langtfra maale sig med Limonadeaaen, der strømmer ud i Søen der, hvor Mandelmælksbølgerne skummer mod Bredden.«
Ganske rigtig hørte Marie en stærkere Piasken og Brusen og øjnede nu den brede Limonadestrøm, der med blegrøde Bølger slyngede sig mellem Buske, der lyste som straalende Smaragder. En frisk og kølende Luftning, der svalede Hals og Bryst, steg hen over Søen.
Men ikke langt derfra sneglede en gulbrun Strøm sig langsomt af Sted. Den udbredte en meget behagelig Vellugt. Ved Bredden sad nydelige Smaa-børn og fangede med Medesnor smaa trinde Fisk, som de straks spiste. Ved at se nærmere efter opdagede Marie, at Fiskene var Lambertsnødder. Ved Strømmen laa en lille Landsby med nette Huse, Kirke, Skole, Præstegaard, Stalde og Lader, alt var mørkebrunt med forgyldte Tage, og Murene var mange Steder malet med brogede Farver.
»Det er Pebernøddebo,« sagde Nøddeknækker, »det ligger ved Honningstrømmen. Der bor meget flinke Mennesker, men de er af og til lidt gnavne, for de lider saa meget af Tandpine, derfor vil vi ikke gaa derhen nu.«
I det Øjeblik fik Marie Øje paa en Stad, der bestod af forskelligtfarvede, gennemsigtige Huse, som tog sig meget smukke ud. Nøddeknækker gik lige derhen, og nu hørte Marie en støjende Lystighed og saa en Masse smaa Mennesker, der var ved at undersøge belæssede Vogne, der holdt paa Torvet, og aabne Pakkerne. Hvad der kom frem, saa ud som kulørt Papir og Chokoladeblokke.
»Vi er i Bolsjeborg«, sagde Nøddeknækker, »og der er lige ankommet en Sending fra Papirlandet og Chokoladekongen. De stakkels Bolsjeborgere blev nylig truet med Krig af Myggegeneralen, derfor beklæder de deres Huse med Gaver fra Papirlandet og opfører Skanser af Blokke, som Chokoladekongen har sendt dem. Men bedste Frøken, vi kan ikke besøge hver lille By eller Landsby i dette Land; lad os gaa til Hovedstaden!«
Rask ilede Nøddeknækker i Forvejen, og Marie fulgte nysgerrig efter ham; længe varede det ikke, før hun mærkede en herlig Rosenduft, og et blidt Rosenskær laa over alt, hvad der omgav hende. Det var Genskæret fra et rosenrødt straalende Vand, der med smaa sølvklare rosenrandede Bølger plaskede og brusede foran dem med en Lyd som de dejligste Melodier. Paa dette Vand, der videde sig mere og mere ud til en hel Sø, svømmede sølvhvide Svaner med gyldne Ringe oin Halsen og sang de skønneste Sange, mens smaa Fisk, der mindede om Diamanter, dukkede op og ned og opførte muntre Danse i de rosenrandede Bølger.
Marie blev ganske begejstret og raabte: »Der er jo den Sø, som Onkel Drosselmejer vilde lave til mig, og selv er jeg jo-den lille Pige,, der kærtegner Svanerne. «
»Lad os ikke spekulere over det,« sagde Nøddeknækker, »men hellere sejle over Rosensøen til Hovedstaden.«

13.    Hovedstaden

Atter klappede Nøddeknækker i Hænderne, og Rosensøens Vande log til at bruse stærkere, Bølgerne taarnede sig højere op, og fra det fjerne nærmede sig en Muslingevogn, prydet med Ædelstene, der straalede som selve Solen, og trukket af guldglin-sende Delfiner. Tolv allerkæreste smaa Morianer med Huer og Forklæder af skinnende Kolibrifjer sprang ind paa Strandbredden og bar først Marie og derpaa Nøddeknækker gennem Bølgerne ud i Vognen, der straks gled hen over Søen. Hvor var det herligt for Marie saaledes at drage af Sted i en Muslingevogn over rosenrandede Bølger, mens Rosenduft strømmede hende i Møde.
Begge de guldglinsende Delfiner hævede Næseborene og sendte krystalklare Straaler i Vejret i høje Buer. Med Regnbueglans sænkede Straalerne sig i Vandet, mens det lød som Sang af sølvklare Stemmer: Hvem svømmer paa Søen saa rosenrød — der sejler en Fe saa fin og sød — Guldfugl, Fisk og Svaner hvide — følger langs med Baadens Side — Bølgerne ruller, mod Kysten de slaar —- der høres en Lyd, som naar Sølvklokker gaar — Feen kommer hid med Følge — Rosenbølge mild og blid — hjælp at bringe hende hid!
Men de tolv smaa Morianer, der var sprunget op og stod bag paa Muslingevognen, syntes at tage Vandstraalerne deres Sang ilde op, for de rystede deres Solskærme, saa at Palmebladene, hvoraf de var lavet, raslede mod hinanden, og saa stampede de i Takl med Fødderne og sang: Trip-trap — klipklap — med Haand og Fod flink og rap — Morianer smaa — ikke tie maa — spræl nu Fisk, og brus nu Svane — Muslingvogn rul paa din Bane — trip-trap — klip-klap — med Haand og Fod flink og rap!
»De Morianer er nogle gemytlige Svende,c sagde Nøddeknækker noget forlegen, »men de sætter mig hele Søen i Oprør.« Og ganske rigtig brod en forvirret Larm af Stemmer løs, som syntes at svømme i Luften og i Vandet, men Marie agtede ikke derpaa, hun saa kun ned i de duftende rosenrandede Bølger, og der opdagede hun et yndigt, skælsk Pigeansigt, der smilede hende i Møde.
Hun slog Hænderne sammen og udbrød jublende: »Men se dog. kære Hr. Drosselmejer, det er jo Prinsesse Pirlipat, der saa huldsalig smiler til mig.« Nøddeknækker sukkede og svarede med bedrøvet Stemme: »Bedste Frk. Staalkvist, det er ikke Prinsesse Pirlipat, det er jo Dem selv, Deres eget hulde Aasyn, der smiler fra hver Rosenbølge.«
Marie trak hurtig Hovedet tilbage, lukkede Øjnene og blev ganske undselig.
I det samme blev hun af de tolv Morianer løftet ud af Muslingevognen og baaret i Land. Hun befandt sig nu i et lille Krat, der var næsten endnu smukkere end selve Juleskoven, saadan straalede og skinnede alt derinde, især maatte man undre sig over de sjældne Frugter, der hang paa Træerne og ikke blot havde vidunderlige Farver, men ogsaa den dejligste Duft.
»Vi er i Konfektlunden,« sagde Nøddeknækker, »og der er Hovedstaden.« Al den Skønhed og Herlighed, der nu viste sig for Marie, lader sig næppe beskrive. Ikke blot straalede Mure og Taarne i de herligste Farver, men ogsaa hvad Bygningsstilen angaar, findes intet tilsvarende i hele Verden. Thi i Stedet for Tage bar Husene snoede Kroner og Taarnene Kranse af broget Fletværk. Da de gik gennem Porten, der saa ud, som var den bygget af Makroner og kandiserede Frugter, præsenterede Sølvsoldater Gevær, og en Mand, iført Slaabrok og Guldbrokade, slog Armene om Halsen paa Nøddeknækker med de Ord: »Velkommen, kære Prins, her i Konfektkøbing!«
Det kan nok være, al Marie undrede sig, da hun hørte, at den unge Drosselmeyer blev tituleret Prins af en saa fornem Mand. Men nu hørte hun en Larm af mange fine Slemmer, en Raaben og Latter, en Spillen og Syngen, der ganske optog hendes Tanker, saa hun spurgte Nøddeknækker, hvad det vel havde at betyde. »Bedste Frk. Staalkvist«, svarede han, »det er ikke noget særligt. Konfektkøbing er en folkerig og gemytlig Stad, hvor det hver eneste Dag gaar saaledes til; men lad os blot gaa videre.«
Ikke ret mange Skridt var de gaaet, før de kom til den store Torveplads, der frembød det herligste Skue. Alle Husene rundt omkring var af gennembrudt Sukkerarbejde, og midt paa Torvet stod en taarnhøj Kage som en Obelisk; omkring den sprang fire kunstige Springvand med Citronsodavand. Limonade og andre velsmagende Drikke, og i et Bækken samlede sig den lækreste Kræm, man kunde søbe.
Men smukkere end alt andet var alle de smaa Mennesker, der i Tusindvis trængte sig mellem hinanden, jnblede og lo, spøgte og sang, kort sagt frembragte al den Larm, som Marie allerede havde hørt paa Afstand. Der var smukt klædte Herrer og Damer, Grækere, Jøder, Tyrolere, Savoyarder, Officerer og Soldater, Præster, Hyrder og Bajadser, kort sagt alle mulige Mennesker, som findes i Verden.
I et Hjørne af Torvet tiltog Larmen. Stormogulen blev ført forbi i Bærestol, ledsaget af treoghalv-femsindstyve af Rigets Stormænd og syvhundrede Skiver. Men i det modsatte Hjørne kom Fiskerlavet, en femhundrede Mand, i festligt Optog; og uheldigvis havde selve Stortyrken samtidig det Indfald at ride over Torvet med trehundrede Janitsjarer, og dertil kom endnu det store Tog fra den afsluttede Offerfest, der med Sang og klingende Spil drog lige hen imod Kagetaarnet. Der blev en Trængsel, en Puffen og Støden, en Skrigen og Raaben af den anden Verden.
Snart hørtes et Jammerskrig; en Fisker var i Trængselen kommet til at støde Hovedet af en Bramin, og Stormogulen var nær bleven rendt over Ende af en Bajads. Højere og højere steg Larmen, man begyndte allerede at slaa løs og prygle hinanden, da Manden i den Brokades Slaabrok klatrede op i
Kagetaarnet, ringede tre Gange med en kraftigt klingende Klokke og raabte med høj Røst: Konditor, Konditor, Konditor! Straks lagde Larmen sig, og enhver søgte at redde sig, som han bedst kunde; de forskellige Optog blev klar af hinanden, den tilsmudsede Stormogul fik Snavset børstet af, Braminen fik Hovedet sat paa igen — og saa begyndte den forrige muntre Larm paany.
»Gode Hr. Drosselmeyer, hvad betyder det med den Konditor?« spurgte Marie. »Aah, Frk. Staal-kvist«, svarede Nøddeknækker, »Konditor er her Betegnelsen for en vældig, usynlig Magt, om hvilken man tror, at den kan gøre med Menneskene ganske som den vil; det er den uudgrundelige Skæbne, der hersker over dette muntre lille Folk, og som de nærer en saadan Frygt for, at Navnet blot behøver at nævnes for at faa enhver Uro, ethvert Oprør til at standse, som Borgmesteren lige har vist. Enhver tænker da ikke mere paa saadanne Smaating som Ribbenstød eller Dunk i Hovedet, men gaar i sig selv og siger: Hvad er et Menneske, og hvad kan der ske med det?«
Marie kunde ikke tilbageholde et lydeligt Raab af Forbavselse, da hun med ét stod foran et Slot med hundrede forunderlige Taarne, der alle lyste med klart Rosenskær. Hist og her var Buketter af Violer, Tulipaner og Levkøjer strøet over Muren; deres mørke, varme Farver fremhævede den hvide Bund med det blegrøde Skær. Hovedbygningens Kuppel saa vel som Taarnenes pyramideformede
Tage var oversaaet med funklende Guld- og Sølvstjerner. »Nu er vi ved Marcipanslottet«, sagde Nøddeknækker.
Marie var ganske betaget ved Synet af et saadant Tryllepalads, dog undrede det hende, at Taget manglede paa et af de store Taarne. Smaa Mænd, som stod paa et Stillads af Kanelstænger, var ved at lægge nyt Tag. Men endnu før hun havde spurgt, forklarede Nøddeknækker: »For kort Tid siden var dette Slot truet af en skrækkelig Ødelæggelse. Kæmpen Slikmund kom nemlig gaaende hen ad Vejen, og han bed Taget af Taarnet, ja begyndte endogsaa at gnave løs paa den store Kuppel. Konfektkøbings Beboere bragte ham saa et af Byens Kvarterer og et stort Stykke af Konfektskoven som Tribut; dermed var han tilfreds og drog videre.«
En meget behagelig blid Musik lod sig høre; Slottets Porte aabnede sig, og tolv smaa Pager traadte ud med tændte Kryddernelliker, som de bar som Fakler. Deres Hoved bestod af en ægte Perle, deres Krop af Rubiner og Smaragder, og Fødderne var smukt forarbejdet af det fineste Guld.
Bagefter dem fulgte fire Damer næsten saa store som Dukke Klara, men saa over al Maade dejligt pyntede, at Marie ikke et Øjeblik kunde være i Tvivl om, at det var fødte Prinsesser. De omfavnede Nøddeknækker, og med en Blanding af Vemod og Glæde raabte de: O Prins, vor Prins og Broderi Nøddeknækker syntes meget rørt, han tørrede Tanterne af sine Øjne og sagde med Eftertryk: »Her ser I Frk. Marie Staalkvist, Datter af den højagtede Prof. Staalkvist, det er hende, der har frelst mit Liv! Havde hun ikke kastet sin Tøffel i det rette Øjeblik, og havde hun ikke skaffet mig den pensionerede Oberst’s Sabel, saa havde jeg ligget i min Grav, ihjelbidt af den infame Musekonge. — Sig mig, kan virkelig Prinsesse Pirlipat. selv om hun er en født Prinsesse, i Skønhed, Godhed og alle Dyder maaie sig med Frk. Staalkvist? Nej, siger jeg, og atter nej!« »Nej!« raabte alle Damerne og faldt Marie om Halsen med grædende Taarer, »De vor elskelige, prinselige Broders frelsende Engel!«
Derpaa ledsagede Damerne Marie og Nødde--knækker ind i Slottets Indre, helt ind i en Sal, hvis Vægge bestod af lutter straalende kulørte Krystaller. Men hvad Marie især fandt Behag i, var de sødeste smaa Stole, Borde, Kommoder, Chatoller, der stod rundt om, og som alle var lavet af Ceder-og Sandeltræ, indlagt med gyldne Blomster.
De smaa Prinsesser nødte Marie og Nøddeknækker til at sætte sig og sagde, at de straks selv vilde tilberede et Maaltid. Saa henlede de en Mængde smaa Skaale og Fade af det fineste japanske Por cellæn, Skeer, Knive og Gafler, Rivejærn, Kasseroller og andre Køkkensager af Guld og Sølv. Derpaa bragte de saa dejlige Frugter og Sukkersager, at Marie aldrig havde set noget lignende, og begyndte med deres smaa, snehvide Hænder at presse Frugterne og støde Krydderierne, rive Mandler, kort sagt tilberede Maden, saa Marie rigtig kunde se. hvor godi Prinsesserne forstod sig paa Madlavning, og hvilket herligt Maaltid der vilde komme ud deraf.
Da Marie mente, at hun egentlig selv havde god Forstand paa den Slags Ting, ønskede hun i al Hemmelighed, at hun maatte være med i Prinsessernes Arbejde. Og straks var det, som om en af Nøddeknækkers Søstre havde gættet Maries hemmelige Ønske, for hun rakte hende en lille Guldmorter med de Ord: »Du kære Veninde, som har frelst min Broder, prøv at støde lidt Sukkerkandis.«
Og medens Marie nu veltilpas stod og stødte i Morteren, saa det klang som en hel lille Melodi, begyndte Nøddeknækker vidt og bredt at fortælle om den frygtelige Kamp med Musekongen, om Troppernes usle Fejghed, saa Musekongen nær havde bidt ham ihjel, og om Marie, der havde maattet ofre flere af sine undergivne. Under Fortællingens Gang syntes Marie, at Nøddeknækkers Ord, ja selv Lyden af hendes Stød i Morteren klang fjernere og fjernere og blev mere og mere utydelige, tynde Taa-ger steg op som et Sølvflor; Prinsesserne, Pagerne, Nøddeknækker, ja, hun selv flød ligesom bori deri, en sælsom Syngen og Summen lod sig høre som en fjern Brusen. Marie løftedes som paa stigende Vande højere og højere, opad — opad — stadig opad. —

14. Slutning

Bums! — Marie faldt ned fra en umaadelig Højde. Det gav et ordentligt Sæt i hende. Men da hun slog Øjnene op, saa laa hun i sin Seng, det var højlys Dag, og hendes Moder stod foran hende og sagde: »Men hvor kan man dog sove saa længe; det er jo allerede Frokosttid!« (Man kan jo formode, at Marie er faldet i Søvn i den store Sal i Marcipanpaladset, og at saa Pagerne, eller maaske Prinsesserne selv, har baaret hende hjem og lagt hende i Seng.)
»Aah Mor, kære Mor!« sagde hun, »du skulde bare vide, hvor den unge Hr. Drosselmeyer har ført mig hen i Nat, og hvilke smukke Ting jeg har set!« Og saa fortalte hun ganske nøje om det altsammen, mens hendes Moder ganske forbavset stod og saa paa hende.
Da Marie havde endt sin Fortælling, sagde hendes Moder: »Du har haft en lang og meget smuk Drøm, kære Marie, men slaa nu alt det ud af Tankerne.« Men Marie paastod haardnakket, at hun ikke havde drømt, men virkelig havde set det altsammen. Da tog hendes Moder hende med ind til Glasskabet, tog Nøddeknækkeren, der som sædvanlig stod paa tredie Hylde, ned og sagde; »Hvor kan du taabelige Pigebarn dog tro, at denne Nyrnberger Trædukke kan være levende og bevæge sig?« »Men kære Moder dog«, afbrød Marie, »jeg véd da virkelig, at den lille Nøddeknækker er den unge Hr. Drosselmeyer, Onkel Drosselmeyers Brodersøn.« Men nu kunde Professoren og Professorinden ikke lade være at le højt. »Aah!« vedblev Marie med Graa-j den i Halsen, »nu ler du ad min Nøddeknækker, kære Far, og han har dog talt saa smukt om dig for da vi kom ind i Marcipanslottet og han forestillede mig for sine Søstre, Prinsesserne, saa sagde han, at du var en højagtet Professor.«
Men de lo blot endnu stærkere, ja endogsaa Louise og Frits gav sig til at le med. Da løb Marie ind i det andet Værelse, tog frem af sin lille Æske Musekongens syv Kroner og rakte sin Moder dem med de Ord: »Dér kan du selv se Musekongens syv Kroner, som den unge Drosselmeyer i Nat overrakte mig som Tegn paa sin Sejr.«
Ganske forbavset betragtede Professorinden de smaa Kroner, der var forarbejdet meget smukt af et ganske ukendt, men meget straalende Metal, saa fint, at Menneskehænder næppe kunde have gjort det. Heller ikke Professoren kunde blive træt af at se paa de smaa Kroner, og begge trængte de ind paa Marie for at faa hende til at tilstaa, hvor hun havde faaet Kronerne fra. Men hun kunde jo kun fastholde, hvad hun havde sagt. Da nu hendes Fader tog hende ordentlig i Skole og endogsaa kaldte hende en lille Løgnhals, saa gav hun sig til at græde og klagede: »Jeg stakkels Barn, hvad skal jeg dog sige?«    ,
I samme Øjeblik gik Døren op. Assessoren traadte ind og udbrød: »Men hvad er dog det? Hvad er dog det? Min Guddatter staar jo og græder.«
Professoren fortalte ham alt, hvad der var sket, og viste ham Kronerne. Men næppe havde Assessoren set dem, før han lo og sagde: »Sikke noget Snak! Det er jo de Kroner, som jeg for mange Aar siden bar i min Urkæde, og som jeg forærede liile Marie paa hendes Fødselsdag, da hun fyldte to Aar. Kan I virkelig ikke huske det?«
Hverken Professoren eller Professorinden kunde erindre det, men da Marie saa, at hendes Forældre paany begyndte at se venlige ud, sprang hun hen til Onkel Drosselmeyer og sagde: »Aah, du véd jo alt, kære Onkel, sig det dog selv, at min Nøddeknækker er din Brodersøn, den unge Hr. Drosselmeyer fra Nyrnberg, og at det er ham, der har foræret mig Kronerne.«
Men Assessoren satte et bistert Ansigt op og mumlede: Dumt Tøjeri. Professoren tog Marie for sig og sagde meget alvorligt: »Hold nu op med de Narrestreger l Hvis du endnu en Gang siger, at den dumme, vanskabte Nøddeknækker er Assessorens Brodersøn, saa smider jeg ikke blot Nøddeknækkeren, men alle dine andre Dukker, om det saa er Frk. Klara, ud af Vinduet.«
Saa turde den stakkels Marie selvfølgelig ikke mere tale om det, som ganske opfyldte hende, thi man kan jo nok begribe, at naar man har set saa meget skønt, og der er hændet én saa meget mærkeligt, saa glemmer man det ikke saa snart igen. Selv Frits vendte Ryggen til sin Søster, naar hun begyndte at snakke om det Vidunderland, hvor hun havde været. Og da han nu ikke mere troede paa, hvad Marie fortalte ham, saa gjorde han ligefrem ved offentlig Parade sine Husarer en Undskyldningfor den Uret, han havde begaaet imod dem; i Stedet for Kokarden, han havde berøvet dem, hæftede han Fjerbuske paa deres Huer og tillod dem atter at blæse Gardehusarmarchen. — Dog, vi véd bedre, hvordan det forholdt sig med Husarernes Mod, da deres røde Trøjer blev plettet af de smudsige Kugler!
Marie turde nu slet ikke mere tale om sit Eventyr, men Billeder fra det vidunderlige Ferige stod hende stadig for Øje baade i Søvne og i vaagen Tilstand, og saaledes gik det til, at hun i Stedet for at lege som tidligere kunde sidde stille og tavs i dybe Tanker, hvorfor hun af alle blev kaldt den lille Drøm mer ske.
Saa hændte det, at Assessoren en Gang skulde reparere et Ur i Professorens Hjem. Marie sad foran Glasskabet hensunket i Drømme og saa paa Nøddeknækkeren, og da faldt det hende ud af Munden: »Kære Hr. Drosselmeyer, hvis De virkelig var levende, saa vilde jeg sandelig ikke bære mig ad som Prinsesse Pirlipat og forsmaa Dem, for det er jo netop for min Skyld, at De er ophørt med at være en velskabt ung Mand.« I det samme lød det fra Assessoren: Dum Snak, dum Snak! Pludselig lød et saadant Knald og Brag, at Marie faldt besvimet ned af Stolen.
Da hun kom til sig selv igen, havde hendes Moder travlt med hende; hun sagde: »Men hvordan kan du store Pige dog - saadan falde ned af Stolen! Tænk dig, Assessorens Brodersøn fra Nyrnberg er lige ankommet, vær nu pænt artig!«
Marie saa op; Assessoren havde igen taget sin Glasparyk paa og iført sig sin gule Frakke; han smilede veltilfreds, og ved sin Side havde han en ganske vist kun lille, men meget velskabt ung Mand. Hans Ansigtsfarve var som Mælk og Blod, han bar en rød Frakke med Guldbesætning, hvide Silkestrømper og Sko; i Brystet havde han stukket en Blomsterbuket; hans Haar var smukt opsat og pudret, og ned ad hans Ryg hang den nydeligste lille Nakkepisk. Den lille Kaarde, han bar ved Siden, straalede af Juveler, og Hatten, som han holdt under Armen, var vævet af Silkefløjl.
Hvor elskværdig og opmærksom den unge Mand var, det viste han straks derved, at han havde medbragt det smukkeste Legetøj til Marie, deriblandt ogsaa Marcipanfigurer, og netop saadanne, som Musekongen havde bidt i Stykker, og til Frits havde han en meget flot Sabel.
Ved Bordet paatog han sig at knække Nødder til hele Selskabet; selv de haardeste kunde han magte; med den højre Haand puttede han dem i Munden, og med den venstre gav han et lille Ryk i sin Nakkepisk, og knak! gik Skallen itu.
Marie rødmede, da hun saa den nette unge Mand, og endnu mere rødmede hun, da den unge Drosselmeyer efter Bordet foreslog hende at gaa med ind i Dagligstuen og se paa Glasskabet. »Leg nu pænt med hinanden, I to Børn«, sagde Assessoren, »nu har jeg ikke noget derimod, da alle mine Ure gaar rigtigt.«
Men næppe var den unge Drosselmeyer ene med Marie, før han knælede ned og sagde: »Bedste Frk. Slaalkvist, hvor jeg føler mig lykkelig over, at det var Dem, som paa dette Sted reddede mit Liv. Husker De, hvad De sagde: at De ikke, som den stygge Prinsesse Pirlipat, vilde forsmaa mig, saadan som hun gjorde, da jeg for hendes Skyld havde faaet saadan et hæsligt Udseende. I samme Øjeblik hørte jeg op med at være en ussel Nøddeknækker og fik min forrige Skikkelse igen. O kæreste Frøken, gør mig lykkelig ved at række mig Deres Haand, del med mig mit Rige og min Krone og liersk sammen med mig paa Marcipanslottet, for dér er jeg nu Konge.«
Marie løftede ham op og svarede: »Kære Hr. Drosselmeyer, hvor er De dog et godt og kærligt Menneske! Og da De desuden hersker over et herligt Land med smukke, muntre Mennesker, saa siger jeg Dem Tak og bliver med Glæde Deres Brud.«
Saaledes blev Marie trolovet med Drosselmeyer. Aaret derefter skal han have hentet hende med en Guldvogn trukket af Sølvheste. Ved hendes Bryllup dansede to og tyve tusinde af de mest straalende smaa Væsener, smykket med Perler og Diamanter, og Marie skal endnu den Dag i Dag være Dronning i et Land, hvor man overalt kan se straalende Juleskove, gennemsigtige Marcipanpaladser, kort sagt de herligste og vidunderligste Ting, hvis man da er født med saadanne Øjne, der ser Ting, som ikke alle og enhver kan se.
Her ender Eventyret om Nøddeknækker og Musekonge.