"Udyret fra afgrunden" af Robert E. Howard
Til dette afsnit har jeg oversat Robert E. Howards essay om hvorfor katten grundlæggende er et selvisk udyr.
Essayet udkom først efter hans død, men jeg har ikke kunnet finde oplysninger om hvornår det præcist er skrevet. Dog døde Howard allerede som 30-årig i 1936, så han må have skrevet essayet cirka samtidig med at Lovecraft skrev sin kattehyldest som vi læste i sidste afsnit. Disse to essays kunne næsten ikke være mere forskellige, men alligevel er der undervejs interessante fællestræk hvad angår idéen om katten som en repræsentant for noget oprindeligt og gådefuldt der ikke lader sig tæmme. Det er en idé der genfindes mange steder, både hos tilhængere og modstandere af katten, gennem den nyere litteraturhistorie.
Indholdsadvarsel: Svært kvæstede, døende og døde katte.
Udyret fra afgrunden
Efter at have tilbragt det meste af mit liv i byer der hurtigt har vokset sig store på grund af olieforekomster, er synet af sønderrevne og lemlæstede mennesker mig ikke fremmed. Oftere end jeg bryder mig om at huske, har jeg set mennesker lide, bløde og dø på grund af maskinulykker, knivstik, skudsår og andre uheld. Alligevel tror jeg, at det mest...